Sent på aftenen den 14. maj 1912 spadserede en ældre,velklædt og lettere korpulent herre gennem Hamborg. Han fik et ildebefindende og faldt om på den centrale plads Gänsemarkt. Tililende, herunder en politibetjent, kom ham til hjælp, og han nåede at give den oplysning, at han boede på det nærliggende Hotel Hamburger Hof, men inden man kunne komme til en nærmere afklaring af, hvem denne herre var, mistede han bevidstheden.
I overensstemmelse med forskrifterne sørgede betjenten
for, at den ukendte fremmede blev bragt til Hafenkrankenhaus, hvor den
vagthavende læge kunne konstatere, at døden var indtrådt. I mellemtiden synes
oplysningen om, hvor afdøde var indlogeret, at være gået tabt. Manden bar ingen
identitetspapirer på sig, så politiet udsendte en fremlysning. Ud på natten
blev det ved Hotel Hamburger Hofs direktørs mellemkomst opklaret, at der var
tale om en dansk greve ved navn Kronborg.
Hvis man slår op i den danske adelskalender, finder
man imidlertid ingen ved navn Kronborg. Var manden da bedrager? Nej, det kan
man ikke sige. Der var nemlig tale om ingen ringere end den danske konge,
Frederik VIII, der sammen med sin dronning og flere af sine børn var på
gennemrejse fra et kurophold ved den franske riviera på vej hjem til København.
Grevetitlen var kongens pseudonym, når han rejste inkognito.
»Inkognito« betyder ordret ukendt, men kongen havde
ikke til hensigt at rejse anonymt, det vil sige uden navn. Formålet med et
inkognito var tilvejebringe et spillerum for kongen.
En konge er med sin person bundet, som regel på
livstid, til den funktion, som han udfylder. Det har skæbnekarakter at blive
født som tronfølger, fordi det er en stilling, som indehaveren sjældent og
vanskeligt kan undslippe. Der findes eksempler på, at tronfølgere ikke er
blevet konge, men de pågældende har som erstatning som regel fået tildelt den
identitet at være den, der ikke blev konge, og det er kun en betinget
fritagelse fra skæbnen. Spørg bare grev Ingolf af Rosenborg, der ville have
været konge i Danmark i dag, hvis det ikke havde været for ændringen af
tronfølgerloven i 1953.
Kongerollen er eksponent for den udvikling, som den
personlige identitet har gennemgået i de seneste godt 500 år. Hvad vil det
overhovedet sige at etablere en personlig identitet? Det er ikke så ligetil, og
det kan illustreres udmærket med fænomenet inkognito, som den tyske historiker
Volker Barth gør i sin nye bog om emnet.
Kongens funktion blev i løbet af den sene middelalder
og tidligt moderne tid gennemritualiseret. Det vil sige, at enhver selv nok så
banal hændelse eller relation var iscenesat og forbundet med omfattende regler
og involverede en hel række mennesker. Disse iscenesættelser fik i løbet af det
17. århundrede et omfang, der medførte, at en i teorien enevældig konge som
Ludvig XIV af Frankrig var fanget i et gyldent bur af nøje koreograferet
hofkultur.
Berømt er Solkongens morgentoilette, der blev
overværet af et udvalgt publikum. Det blev betragtet som et privilegium at høre
til dem, der iagttog, hvordan den legemliggjorte sol stod op om morgenen. I dag
betragter vi det som en selvfølge at kunne låse døren til toilettet. Den luksus
kunne Ludvig XIV ikke tillade sig, selv om han var enevældig hersker over den
største og folkerigeste stat i Europa.
Man skal være varsom med at forudsætte, at fortidens
mennesker havde samme behov, som vi har, men hvis man antager, at grundlaget
for den moderne opfattelse af individet blev grundlagt i det 16. og 17.
århundredes Europa, ikke mindst i Frankrig, giver det mening, at det var netop
på dette tid, at inkognitoinstitutionen blev sat i system. Konger og fyrster
begyndte at antage aliaser, især når de rejste uden for grænserne af deres egen
jurisdiktion.
Berømt er den rejse, som den russiske zar Peter den
Store foretog i 1697 forklædt som almindelig underofficer under navnet Petr
Michailowitch. Rejsen varede halvandet år og førte den pseudonyme zar gennem
mange europæiske lande. Den rejsende lod sig indkvartere i ydmyge herberger,
men konventionen »inkognito« var endnu ikke blevet så fast indarbejdet en del af
europæisk kultur, at den kunne forventes overholdt overalt. Ikke alle forstod,
at de bare skulle lade, som om han bare var en almindelig russer på
gennemrejse, og de europæiske aviser, der netop var i deres vorden, skrev
frimodigt om den kejserlige højheds besøg. Zaren havde nu heller ikke gjort det
let for sig selv. Han havde et følge på 250 tjenere, rådgivere, diplomater med
mere. I London var han indkvarteret i, hvad vi i dag vel nærmest ville kalde en
Bed & Breakfast i Norfolk Street, hvor han af gode grunde ikke kunne holde
audiens, men ikke desto mindre modtog besøg af både selveste kongen.
I løbet af det 18. århundrede fik inkognito en mere
fast form, således at monarker og højadelige for alvor kunne begynde at lege
med deres identitet med en begrundet forventning om, at alle omkring dem legede
med. Men selvfølgelig var der ikke bare tale om en leg. Zar Peters rejse var
ikke udslag af kejserlig vilkårlighed eller tilfældig nysgerrighed. Han var
optaget af at lære af den økonomiske og teknologiske udvikling i det
nordvestlige Europa. Hans inkognito hjalp ham til at åbne kommunikationsveje,
som ikke på samme måde blev stillet ham til rådighed ad hofceremoniellets
sædvanlige kanaler.
Forekomsten af inkognito synes at være et resultat af
en afgørende nydannelse af identiteten som historisk fænomen, idet den ikke
længere var bundet til den funktion eller plads, man havde i samfundet, men
derimod til den fri vilje. Og i kongens eller fyrstens tilfælde betød et
inkognito ikke en fravælgelse af den magt, som kongeværdigheden indebar.
Derimod accentueredes kongens magt af det forhold, at kongen endog havde magten
til midlertidigt at definere sig selv som en, der var noget andet end konge.
Kongeværdigheden blev med andre ord til et spørgsmål om valg og ikke blot skæbne.
Dermed kunne kongen finde sig til rette i den moderne verden, hvor individet
først og fremmest karakteriseres ved at have en fri vilje, og hvor identiteten
af samme årsag ikke ligger fast. Hvis den fri vilje lod sig binde af
konventioner eller vaner, var den jo i sagens natur ikke længere fri. Derfor
står en moderne identitet altid til potentiel genforhandling.
 |
| "Czarens Hus" i Nykøbing Falster. Da Peter d. Store var i Danmark i 1716 besøgte han også Nykøbing Falster. Imidlertid spiste han som om han var inkognito ikke på slottet, men på byens postkro, der derefter benævnes efter ham. Ældre Postkort, Museum Lolland-Falster. |
For en konge som Frederik VIII var der også en praktisk grund til at antage et inkognito. I løbet af det 19. århundrede var infrastrukturen i Europa udviklet i en grad, der gjorde lystrejser mere tilgængelige også for de kongelige. Medlemmer af de europæiske fyrstehuse tilbragte gerne en del af vinteren ved Middelhavet. Når en fyrste rejste under inkognito, skulle værtslandet ikke stille med hele udtrækket af æresbevisninger og militære parader. Raffinementet bestod i, at netop fordi også værten godtog den fiktion, at kongen var greve, var en fuldbyrdet anerkendelse af kongens valg af identitet.
Da Frederik VIII først var død, og hans identitet var fastslået af de hamborgske myndigheder, var der imidlertid ingen vej uden om det forhold, at han var kongelig. Der måtte stilles en æresgarde foran Hotel Hamburger Hof den følgende dag, for den afdøde var nu blevet berøvet sin mulighed for at vælge sin egen identitet og var derfor kongelig igen. Konge var han imidlertid ikke, for det var hans ældste søn, Christian X, blevet i det højeblik, hans far døde, men der var stadig tale om et kongeligt besøg. Frederik VIII’s lig blev standsmæssigt overført til Lübeck, hvorfra det med kongeskibet blev bragt hjem.
(Weekendavisen den 20. sept. 2013)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar