Uden Hartling var Venstre stadig et bondeparti

Peter Brixtofte, Hartlings arv og det moderne Venstre

"Poul Hartling var ikke statsminister i ret lang tid og efterlod Venstre med langt færre stemmers opbakning, end da han blev formand. Poul Hartling tabte fem valg og vandt kun ét. Målt på resultater var han ingen stor succes, hverken som Venstres formand eller som statsminister." Så kort og præcist opsummerer Peter Brixtofte det, der kunne være blevet Hartlings eftermæle i bogens indledning.

Men hvorfor så skrive en bog om Hartling? Fordi det er Hartlings fortjeneste, at " det lykkedes at forvandle Venstre fra at være et landbrugsparti til at være et parti for alle i Danmark." Dermed blev grunden lagt til partiets langsigtede succes i de følgende årtier. Men Hartling var også mere end det. Han gav ikke indtryk af at være i politik for magtens eller for sin egen skyld. Da Brixtofte selv ( født 1949) gik ind i politik som ung mand, var Hartling partiets leder, og Brixtofte lægger ikke skjul på, at der til grund for bogen ligger en personlig beundring for Hartlings personlighed og integritet.

Poul Hartling blev født i 1914 og voksede op i et lærerhjem på Amager. Han blev som ung optaget af Olfert Ricards forkyndelse, kom ind i KFUM og blev cand. theol., præst og siden rektor på N. Zahles Seminarium. Sin tilknytning til Venstre havde han arvet fra sin far, der var undervisningsminister i regeringen Knud Kristensen 1945-1947. Han blev valgt til Folketinget første gang i 1957. Han blev både gruppeformand og partiformand i 1965, udenrigsminister i VKR-regeringen 1968-1971 og var statsminister i den kortlivede mindretalsregering, der oven på det kaotiske jordskredsvalg i 1973 byggede på Venstre alene.

Statsminister Hartling havde arvet en hastigt voksende offentlig sektor og en truende inflation fra de foregående regeringer og skulle nu oven i købet forholde sig til oliekrisens lammende effekt på økonomien. Hartling lancerede " Helhedsplan ' 75", der skulle sætte en stopper for ukontrollerbare lønstigninger, og han tog efter bare to år som regeringschef et valg på spørgsmålet. Venstre gik frem, men endte med ikke at kunne danne regering.

Brixtofte er overbevist om, at en borgerlig firkløverregering ville have været en mulighed i 1975, men Hartling turde ikke stole på Fremskridtspartiets opbakning.

Mogens Glistrup var ham for upålidelig. Anker Jørgensen blev statsminister i en ny mindretalsregering, hvor han ikke mindst måtte slås med LO's modvilje mod økonomiske reformer, et forhold, som Brixtofte fuldt ud anerkender.

Hartling blev siden FN's flygtningehøjkommissær og modtog i den egenskab på organisationens vegne Nobels fredspris i 1981. Poul Hartling bestred væsentlige tillidsposter langt op i sin alderdom. Han døde i 2000.

Brixtofte er en effektiv og uprætentiøs fortæller. Bogen er ikke en egentlig biografi, der kan erstatte Hartlings egen selvbiografiudgivet i fire bind 1980-1985, men den er læseværdig både for sit indhold og sin sprogdragt.

Desværre går Brixtofte ikke nærmere ind på det centrale spørgsmål, hvordan det lykkedes Hartling at ændre Venstre fra at være et bondeparti til at blive et folkeparti, men bogen udgør stadig virkelig interessant læsning. For de seneste fire tiårs vedkommende bygger den ikke mindst på Brixtoftes egen erindring og insiderviden fra Christiansborg. Nyt for denne anmelder var for eksempel, at programchefen for DR's aktualitetsafdeling, Hans Morten Rubin, fungerede som uofficiel spindoktor for Hartling. Det er endnu et dementi af påstanden om, at DR var behersket af røde lejesvende.

Især i de afsluttende kapitler, der fører historien op til i dag, mærker man, at der er noget på spil for Brixtofte selv. Det giver nerve, men selvfølgelig også tendens.

Han regner sig stadig som venstremand, men man kan ikke beskylde ham for at lefle for sine egne. Det er velsagtens også for sent nu. Han giver skitser til mange interessante portrætter af politiske personligheder, og man lægger for eksempel mærke til de sympatiske skildringer af Anker Jørgensen og Erhard Jakobsen.

Hartling forlod ifølge Brixtofte sit parti uden "fjendskaber og intriger og havde ingen udeståender: Det siger noget om hans format." Det må man jo unægtelig give Brixtofte ret i. Det er uhyre vanskeligt at have magt, lad den være nok så demokratisk funderet, uden at få fjender

(Kristeligt Dagblad 29. okt. 2013)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar