Torben Bramming har siden december 2013 været bisidder for Massoud Fouroozandeh. Fouroozandeh, hvem alle synes at være på fornavn med, stiftede i 1997 Church of Love, en såkaldt migrantmenighed mest for omvendte iranske muslimer. Sideløbende har han taget en teologisk kandidatgrad fra Aarhus Universitet, og da den og den efterfølgende efteruddannelse på Pastoralseminariet var afsluttet i 2011, blev han af biskop Drejergaard tilknyttet Fyens Stift, hvor Church of Love skulle fungere som en såkaldt indslusningsmenighed. Det var hensigten at menigheden skulle udvikles til en valgmenighed under Folkekirken. Den 1. oktober 2011 trådte et projekt ved navn Folkekirkens migrantarbejde med følgende formålsparagraf:
Fouroozandeh fik i november samme år en 50 % stilling som sognepræst ved Skt. Hans Sogn i Odense med titel af migrantpræst. Her fungerede han parallelt med sit virke som leder af Church of Love. November 2012 tiltrådte Tine Lindhardt som biskop på Fyn. I juni 2013 blev Fouroozandeh indkaldt til en samtale i Bispegården. Bramming beskrive mødet således: "Atmosfæren fornemmes af Massoud som mærkelig fjendtlig. Han får hurtigt opfattelsen af, at han skal bankes på plads. Det viser sig, at det drejer sig om Massouds ansøgninger til de ti stifter om at få støtte til den teologiske uddannelse af præster af anden etnisk herkomst, som er del af Folkekirkens Migrant Arbejdes vedtægter." Fra og med dette møde begyndte Fouroozandehs vanskeligheder ifølge Bramming.
Det er Brammings opfattelse, at Fouroozandeh systematisk er blevet modarbejdet af de kredse i Folkekirken, der er imod hans missionsarbejde blandt muslimer. Det arbejde, der foregår i flere stifter blandt migranter, har først og fremmest religionsdialog som formål, ikke mission. Bramming mener ligefrem at kunne identificere et ubehag i folkekirken mod kristen mission blandt muslimer. Hvorom alting er, synes det at have vakt anstød i de øvrige stifter, at et projekt i Odense kalder sig Folkekirkens migrantarbejde, og man har reageret på en ansøgning fra Fouroozandeh om tilskud til en særlig uddannelse for migrantpræster. Biskop Lindhardt bad ham i hvert fald trække ansøgningerne tilbage, og søgte også at ændre navnet på projektet, så det kom til at hedde "Del af Folkekirkens migrantarbejde".
Episoden i Odense bispegård afslørede et problem, der synes at være gennemgående i denne sag, nemlig uafklarede forventninger. Man kunne tage eksemplet med ønsket om at skabe en særlig uddannelse for migrantpræster. Fouroozandeh synes at have taget for givet, at det var en del af arbejdet, og Bramming skriver endda, at det er en del af projektets vedtægter. Det er det ikke, som det fremgår ovenfor, og han kan heller ikke fremlægge dokumentation for, at det er et noget, der er aftalt med projektets bestyrelse. Brudstykker af en email fra stiftskontorchefen om konteringsprincipper for eksterne midler er det eneste, der kan fremvises. Det er ganske tydeligt, at Fouroozandeh har handlet helt på egen hånd, og at det er derfor han blev indkaldt til en samtale i Bispegården.
Men Bramming kan ikke se, at Fouroozandeh har gjort noget forkert. Han er fuld af begejstring over det missionsarbejde, som Fouroozandeh udfører: "Jeg talte med en ingeniør og en sygeplejerske fra Århus, som to år tidligere var konverterede, og det gik op for mig, at det som gjorde dem frie ikke var en lang sekulariseringsproces i et senmoderne videns- og velfærdssamfund, men de var blevet frisat af evangeliet ganske som Paulus og Peters forkyndelse frisatte mennesker, der levede i en religion, der dengang delte verden op i rent og urent."
Noget andet er, at konflikthåndteringen fra biskoppens og projektbestyrelsens side antagelig ikke har været optimal. Det har heller ikke hjulpet, at parterne løbende har ført den indbyrdes dialog gennem pressen, ikke mindst Kristeligt Dagblad, der flittigt har dækket historien og trykt debatindlæg.
Fra at være et spørgsmål om forventningsafstemning og kompetencefordeling blev sagen nu også teologisk. Fouroozandehs dåbssyn blev betvivlet af flere, men det afviser Bramming med det argument, at Fouroozandeh jo har gennemgået den krævede teologiske uddannelse. Men hvad indhold Fouroozandeh lægger i de dåb, han udfører hører vi faktisk ikke om, kun at hans kritikere er selvmodsigende og tager grusomt fejl.
Fouroozandehs missons- og dåbsvirksomhed foregik fortsat i regi af Church of Love, og spørgsmålet opstod, hvor vidt en præst ansat i Folkekirken kan døbe uden at det indebærer, at vedkommende optages som medlem af Folkekirken? Der har tilsyneladende været fortilfælde, men Fouroozandeh gør det systematisk, hvilket ifølge Bramming fik Tine Lindhardt til at forbyde ham at døbe, et forbud, der dog blev ophævet igen. Enden på historien blev, at Fouroozandeh er blevet præst i Danmarks første migrantvalgmenighed, der benytter Skt. Hans Kirke i Odense, men den anden halvdel af hans beskæftigelse er udset til at være funktionspræst direkte under biskoppen. Bramming mener, at der fortsat er tale om, at biskoppen modarbejder Fouroozandeh, men spørgsmålet er, om der ikke fra et mindre temperamentsfuldt synspunkt er tale om en meget mindelig løsning?
Bogen er et partsindlæg til fordel for Fouroozandeh. Det er der for så vidt ikke noget forgjort i, især ikke nu, da det oprindelige tre-årige projekt er udløbet. Bramming forsømmer imidlertid især for konfliktens indledende episoder i vid udstrækning at dokumentere sine påstande. Han har ikke systematisk indhentet referater, breve, emails eller uafhængige vidneudsagn som belæg for sin udlægning af begivenhedsforløbet. Han beretter uredigeret løs optændt af forargelsens hellige ild. En episode, hvor en ledende figur i Folkekirkens religionsdialogiske arbejde angiveligt kaldte Fouroozandeh for "perker", er ikke vidnebelagt.
Men bogen tegner også billedet af en dybtliggende og principiel konflikt i Folkekirken mellem, hvad man kan kalde funktionærerne og missionærerne. Bramming skriver i den anden og mere programmatiske halvdel af bogen:
"Det en alvorlig situation vi står i, fordi så mange magtfulde personer i Folkekirken satser på kirkelige analysecentre, hvor man gennem sociologiske og psykologiske undersøgelser ser på kirkens segmenter og anbefaler strategier om, hvordan kirken lokalt skal holde fast på forbrugerne. Fordi dialogsegmentet i Folkekirken sidder på kirkens fællessfond, laver man, kort sagt, kirken om fra en national kirke for det danske folk af nye og gamle danskere til en centrumvenstreorienteret pressionsgruppe, som entusiastisk støtter enhver innovation i miljø- minoritets- og socialpolitik – hvis rummelighed over for al verdens aktiviteter er uendelig, undtagen selvfølgeligt, når det gælder folk som Massoud, der betragtes som reaktionær fundamentalist. Massoud står derimod i en forståelse af kristendommen, som ser sig selv som del af Guds historie. Det betyder, at f.eks. missionsbefalingen ikke er et forslag eller en beskrivelse af, hvad man gjorde engang, men det som driver ham som befaling fra den højeste instans.
Vi er langt hinsides den gamle strid mellem Indre Mission og statskirkeligheden. Og selv om Massoud Fouroozandeh får sin valgmenighed, ser det ud til, at hans bisidder har benyttet lejligheden til at lyse til kirkekamp. "En kirke uden mission er en kirke uden sjæl" som missionæren og hans bisidder siger.
(Kristeligt Dagblad 20. okt. 2014; Avisen havde forkortet anmeldelsen, og jeg har hertil foretaget et par enkelte sproglige rettelser for klarhedens skyld)
Torben Bramming svarede i avisen den 24. okt.:
Jeg bliver desværre nødt til at svare på anmeldelsen, som Jes Fabricius Møller lavede af " Den forbudte dåb" i Kristeligt Dagblad den 20. oktober. Den gengiver nemlig ikke bogens hovedtese, men formidler forudfattede meninger om, hvad sagen drejer sig om.
Jes Fabricius Møller mener, som han skriver: " Massoud Fouroozandeh er grebet af den hellige ild, og så skal småting som budgetter, beføjelser, dogmatik, strukturer, referater og den slags ikke stå i vejen. Jeg synes, at man har været meget imødekommende over for hans ideer " Det er opsummeringen af anmeldelsens indhold, som han selv giver på Facebook.
Af den grund får han ikke forholdt sig til hovedpåstanden, at sagen drejer sig om Massouds missionssyn. Han forholder sig ikke til fakta, som at det samlede bispekollegium roste Massoud og påpegede hans uundværlige arbejde, samtidig med at han ikke fik støtte til sine projekter (undtagen fra Helsingør Stift), som man vel kunne forvente efter et samlet bispekollegiums ros.
At Massoud står uden løn efter sin roste " enestående missionsindsats", er også fakta. Det er lidt svært for mig og den juridiske bisidder Kristine Garde at forstå, hvordan Jes Fabricius Møller kan betegne det som, at Fyens Stift har været meget imødekommende? Det svarer jo til, at Jes Fabricius' stilling på Grundtvig-Akademiet og på Københavns Universitet blev nedlagt, men at han fik at vide, at han gerne for egen regning og uden løn måtte arbejde videre derhjemme. Jeg tror, selv anmelderen vil betakke sig for den slags imødekommenhed.
Han forbigår den kølige juridiske bisidder Kristine Gardes fremstilling af biskoppens moralske løftebrud og foregiver ikke at forstå, hvorfor man i systemet arbejder uden referater, dagsordner og uden at kalde tjenstlige samtaler for tjenstlige samtaler, men skyder problemerne over på en besværlig person i et uskyldigt imødekommende system.
Jes Fabricius Møller påstår, at teologisk migrantuddannelse ikke er en del af Massouds projekt, selvom det står i bogen, hvor hele projektet er aftrykt, og at Massoud derfor er gal på den.
(Han havde ganske vist kun bogen en dag til anmeldelse, og det er gået hurtigt, men alligevel ) Fabricius Møller går hen over de trykte ritualer omkring dåb og bogens redegørelse for Massouds dåbssyn, der hviler på, at han for eksempel har aflagt præsteløfte på bekendelsesskrifterne i folkekirken, og vil i stedet for insinuerende vide, hvad Massoud lægger i ordene, når han døber?! Anmeldelsen er et partsindlæg for dialogfløjen og systemet, der helst vil gøre Massoud til en besværlig flygtning, der er grebet af " den hellige ild", som i de kredse er et skældsord.
Jeg bliver derfor nødt til at opfordre folk til selv at danne sig en mening om bogen ved at læse den - og støtte missionen blandt muslimer, som nu er i knæ på grund af det, Jes Fabricius Møller kalder stiftets " meget imødekommende" holdning over for Massouds ideer.
Jeg fik Brammings replik forelagt af debatredaktionen og havde samme dag følgende duplik i avisen:
Torben Bramming hævder, at jeg er forudfattet i min anmeldelse af hans bog om den såkaldte Massoud-sag. Jeg kan som læsevejledning meddele, at alle oplysninger om sagen, som er gengivet i anmeldelsen, stammer fra Brammings egen bog.
Jeg har ingen part i sagen, og jeg har ikke tidligere interesseret mig for eller ytret mig offentligt om den. Jeg har i min anmeldelse lagt vægt på at gøre rede for hændelsesforløbet, fordi det er, hvad størsteparten af bogen handler om. Jeg er meget uenig i de forklaringer og fortolkninger, som Bramming bringer i anvendelse, og jeg kan konstatere, at han mangler dokumentation for centrale påstande. Grundlæggende anlægger Bramming den fortolkning, at Massoud Fouroozandeh modarbejdes af folkekirken. Det er imidlertid ikke en opfattelse, der understøttes af begivenhedsforløbets hovedtræk.
Massoud Fouroozandeh oprettede i 1997 en frikirke, hvor han omvendte muslimer. På den baggrund vandt han Fyns daværende biskop Drejergaards positive opmærksomhed, og en proces blev iværksat for at integrere dette arbejde i folkekirken. Der blev skaffet penge, så Massoud Fouroozandeh kunne få en teologisk kandidatgrad, og da den var i hus, iværksatte Fyens Stift i 2011 et treårigt projekt, hvis formål det blandt andet var at " bane vejen teologisk og juridisk for, at migrantmenigheder kan få mulighed for at få en tilknytning til folkekirken, herunder muligheden for at danne valgmenigheder." Samtidig skabtes en midlertidig halvtidsstilling som migrantpræst i Odense til Massoud Fouroozandeh.
Undervejs har der været nogle bump på vejen, for der var tilsyneladende uenighed om, hvad formålet med projektet egentlig var. Massoud Fouroozandeh synes for eksempel at have fået det indtryk, at han skulle skabe en uddannelse for migrantpræster, selvom det ikke er indeholdt i projektets formålsparagraf, uanset hvad Bramming bliver ved med at hævde.
Efter tre år medvirkede Fyns nye biskop, Tine Lindhardt, med en anbefaling til, at en valgmenighed nu kan dannes med Massoud Fouroozandeh som præst. Mission accomplished, om man så kan sige, men altså ikke ifølge Bramming.
Massoud Fouroozandeh har fået omfattende støtte til sin uddannelse og til sin missionsvirksomhed fra en privat fond og fra Fyens Stift. Ingen har fyret ham. Ingen har taget penge fra ham. Han har som planlagt fået sin stilling som valgmenighedspræst. Stiftet opslog desuden ved den midlertidige stillings udløb en ny næsten tilsvarende halvtidsstilling til ham som migrantpræst, som han imidlertid ikke ønskede at søge. Hvis det skal forestille modgang, har Torben Bramming meget at lære af livet endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar