Den oplyste diktator


Ulrik Langen, Struensee, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner

Johann Friedrich Struensee blev født i 1737 som søn af en præst i Halle i Sachsen, pietismens hovedstad. Han var selv fritænker og ivrig tilhænger af den franske oplysning. Han blev mediciner som sin morfar, der havde været livlæge for Christian VI, og karrieren indledtes som embedslæge i Altona. I kraft af gode forbindelser fik han sig en tjans som rejselæge for Christian VII. Kongen fattede tillid til den unge mand og bad ham i 1769 følge med til hoffet i København.
Struensee fik kongens fortrolighed, og mens Christian VII viste sig stadig mindre skikket til sin gerning – Langen undgår bevidst at omtale ham som sindssyg – indledte Struensee et forhold til dronningen og tiltog sig stadig mere af magten, indtil han i september 1770 begyndte at udstede egenhændige ordrer på kongens vegne. Den mest berømte var indførelsen af trykkefriheden, som gav genlyd i hele Europa.
Magten havde han i godt et år, inden kongens stedmor, enkedronning Juliane Marie, i januar 1772 stillede sig i spidsen for et kup, der skaffede Struensee af vejen med en dødsdom, landsforviste dronningen og indsatte et formynderstyre for Christian VII. Jubelen på gaderne i København var stor, og henrettelsen var et tilløbsstykke.
I det afsluttende kapitel viser Ulrik Langen, hvordan billedet af Struensee er skiftet gennem tiderne. Bestemmende er især de efterhånden mange skønlitterære fremstillinger, der drives frem af episodens brisante blanding af erotik, magt og pludselig død. For dramatikerne og forfatterne er Struensee næsten uden undtagelse en helt, en oplysningens og kærlighedens martyr. Denne mytologisering af Struensee har bredt sig i en sådan grad, at et konsulentfirma, der har sat sig for at ”identificere og implementere permanente forbedringer i den offentlige sektor”, ganske enkelt kalder sig ’Struensee og Co’.
”Der er meget langt mellem den rasende glæde over statsforbryderen Struensees fald i januar 1772 og konsulentfirmaet slebne iscenesættelse af ambitionen om at videreføre arven fra Struensee”, konstaterer Langen.
I sin egen analyse er Langen optaget af spørgsmålet, hvorfor Struensees projekt slog fejl, og han finder forklaringen i det forhold, at Struensee var diktator. Det kan forekomme som en ironisk betegnelse, eftersom han jo blot overtog den enevældige konges magt. Den ene enevælde kan vel være lige så god eller dårlig som den anden, skulle man mene. Det er imidlertid ikke tilfældet. Langen fremhæver, at Struensee begik den fejl at tage enevælden for pålydende. ”Han så staten som en maskine, der kunne styres direkte og uden forstyrrende mellemled.” Han forstod ikke det system, der havde bragt ham selv til magten, og derfor heller ikke hvordan magten skulle udøves. ”Som statsmand og politiker var han en katastrofe. Hans politik skabte uro og usikkerhed, og den smule opbakning, han havde i begyndelsen, fordampede hurtigt.” Han forstod ikke den danske enevældes politiske kultur, hvor kongen ikke handlede ”som inkarnationen af magten”, men i kraft af loyalitetsbånd, gunstbevisninger og personlige forbindelser. ”I alle de berørtes øjne kom [Struensee] til at fremstå som en udefrakommende, der ikke tog hensyn til de legitime interesser, traditioner og forventninger, som var en integreret del af det enevældige system”, som Langen skriver.
Hvis man vil mytologiseringen af denne del af historien til livs, er Ulrik Langens lille, skarpe bog god at blive klog af, og hvis man vil vide mere om tidens politiske historie, kan man fortsætte med hans fortrinlige biografi om Christian VII, Den afmægtige, fra 2008.

(Weekendavisen 20. april 2018)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar