Jim Lyngvild stjæler billedet på Nationalmuseet


Det skabte en del opmærksomhed og diskussion, da Nationalmuseet for et par uger siden bekendtgjorde, at nyopstillingen af museets samling af genstande fra Vikingetiden var sket i samarbejde med designeren Jim Lyngvild. Meddelelsen kom kort tid efter, at 34 forskere og andre ansatte var blevet afskediget som en konsekvens af de fortsatte årlige sparekrav. Historien var, at museets direktør Rane Willerslev nedprioriterer forskningen for i stedet at satse på en farverig og entusiastisk amatør for at få kunder i butikken og penge i kassen. Den er ikke skudt helt ved siden af. Det er en bevidst politik at satse på samarbejde med designere og kunstnere, fordi Willerslev ikke ser udstillinger som et forskningsprodukt, men som et rum for eksperimenter, ”en proces, hvor forskeren kan udforske de mere rumlige og sanselige aspekter af sit materiale på en måde der ideelt set giver indsigter, man ikke ville opnå bag skrivebordet”, som det hed i en tidligere programerklæring fra Willerslev.

Selve udstillingen er ikke stor. Den fylder blot tre af museets mindre rum. Museets bidrag er hovedsageligt den hastigt voksende samling af danefæ, især sølvskatte, som detektorfolket finder i stort tal. Dertil kommer enkelte brugsgenstande og våben, mest i metal. De er udstillet smagfuldt og traditionelt i glasmontrer. Museets samling af runesten indgår af en eller anden grund ikke i konceptet.

Lyngvilds bidrag til udstillingen er hans fantasier og fabuleringer over, hvordan vikingerne kunne have set ud og hvordan de kunne være gået klædt. Det består dels i nogle buster af voks, der mest af alt ligner reklamer for en hipster-tatovør og -frisør anno ca. 2015. Meget mere væsentligt og interessant er hans egen forestilling om de dragter, som forskellige medlemmer af datidens samfund kunne have båret. Lyngvild gør den iagttagelse, at traditionelle rekonstruktioner af vikingernes udseende populært sagt har fået dem til at ligne udslidte grødbønder klædt i vadmel changerende på en skala fra gråt til brunt og tilbage igen. Hvad nu hvis, spørger han retorisk, de havde adgang til langt mere raffinerede teknikker og materialer? Det er der kommet nogle ret flotte tankeeksperimenter ud af. Lyngvild er en dygtig kostumier. Men det er altså stadig nærmest fri fantasi, for der er kun få skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd om vikingernes påklædning, og de peger ikke alle sammen i Lyngvilds retning, om man så kan sige. Men det gør ikke noget. Som publikum kan man jo sagtens følge illusionen, så længe den er klart deklareret. Og i den henseende fuskes der ikke.

Rekonstruktioner kan gøre stofligheden og det rumlige nærværende, f.eks. helt konkret ved at lade museumsgæsten iklæde sig et historisk kostume. Det benytter flere museer sig af. Nationalmuseet har imidlertid kun valgt at lade Lyngvilds rekonstruktioner repræsentere indirekte ved hjælp af fotostater. Det er flotte optagelser af en kvalitet svarende til modereportager, men det er helt uforståeligt, at man har fravalgt at udstille tøjet selv. I museets forhal kan man til gengæld se nogle af kostumerne fra TV-serien ”Vikings” udstillet på giner. Det er meget smukke dragter, og man bliver helt nysgerrig efter at vide mere om de overvejelser og den åbenlyse omhu, der ligger bag dem.

Nationalmuseets egen samling falmer lidt i sammenligning med Lyngvilds vidtløftigheder. Det er synd, for genstandene er fantastiske. De får bare lov til at ligge nærmest uformidlede hen. Lyngvild lader sig i påfaldende ringe grad gå på af dem. Selv den spektakulære næsten to kilo tunge halsring i guld fundet ved Tissø på Vestsjælland har ikke appelleret til Lyngvilds sans for bling. Jeg gad ellers nok se hans udlægning af en lokal brednakket rockerviking fra Høng eller Gørlev med tatoveringer, guldringe og dummebøder hele vejen rundt. Det virker som om Lyngvild har fået lov til at køre sit eget løb. Udstillingen har ikke rigtig taget sit eget koncept alvorligt og brugt Lyngvilds kreative energi til at levere en tolkning af de ting, som museet faktisk har.

Et væsentligt aspekt er helt fraværende fra udstillingen, nemlig billedet af vikingen gennem historien. Lyngvild er jo bare den seneste i en lang række af kunstneriske fortolkere af vikingerne gennem omtrent 200 år. Vikingetiden er som de fleste andre ”tider” en sen eftertids betegnelse for en epoke, hvis definition og afgrænsning altid vil stå til diskussion. Ingen der levede i Jernalderen eller Middelalderen havde nogen anelse om, at det var det de gjorde. Netop derfor er synet på og den billedlige anskueliggørelse af f.eks. Vikingetiden gennem historien et studieobjekt i sig selv. Vis mig dit billede af en viking, og jeg skal sige dig hvem du er. I dette tilfælde har vi at gøre med en, der er stærkt optaget af køn og mode, hvis nogen skulle være i tvivl. Det abstraktionsniveau har Nationalmuseet fravalgt. I stedet står Lyngvilds fortolkning over for museets fortolkning som om der er tale om to ligeværdige udgaver af den samme virkelighed. Med Lyngvilds sans for iscenesættelse taber museet naturligvis den fortolkningskamp.


Man skal ikke bebrejde Jim Lyngvild, at han er Jim Lyngvild. Han er den eneste til at være Jim Lyngvild, og så er det nok bedst at overlade den opgave til ham. Men man kan godt stille spørgsmål til Nationalmuseets prioriteringer. Willerslev har fået sin vilje. Han har ikke alene inddraget, men givet afgørende indflydelse til en udenforstående designer. Det har tilføjet udstillingen nogle betydelige æstetiske kvaliteter og vil skaffe kunder i butikken. Som nævnt er Lyngvild slet ikke uden evner. Spørgsmålet er, hvor langt Willerslev vil gå ad den vej? Hvor meget vil han lyngvildisere hele Nationalmuseet?

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2018)

Festskrift, jubilæumsskrift eller lærebog?



Sif Egede, Peter Lodberg, Johannes Nissen og Bente Søndergaard (red.)

Lægfolksteologi

Forlaget Eksistensen, 356 sider, 298 kroner

I år fejrer Teologi for Lægfolk (TFL) 50 års jubilæum blandt andet med denne antologi.

Oprindeligt var TFL tænkt som en præsteuddannelse for ikke-teologer. Initiativet kom fra en ung, københavnsk kommunelærer, der i november 1967 indrykkede en lillebitte annonce på bagsiden af Kristeligt Dagblad henvendt til uddannede folk, der fortrød, at de ikke var blevet teologer. Ideen blev grebet af Aarhus Universitet, og TFL har stadig sæde i Aarhus, nu i regi af Diakonhøjskolen. TFL udviklede sig dog hurtigt til ”en teologisk uddannelse af lægfolk med henblik på en myndiggørelse af lægfolket til dets arbejde i kirken, så at folk, der nærede præsteønsker var undtagelsen, der bekræftede reglen.”
Annoncen den 18. nov. 1967. Kristeligt Dagblad gav annoncen
en redaktionel omtale den følgende torsdag, den 23. nov.

Antologien er meget sammensat. Der er gode introduktioner til nogle af teologiens grunddiscipliner, f.eks. den historisk-kritiske bibellæsning (René Falkenberg), kristendommens historie (Mattias Skat Sommer), dogmatik (Anders-Christian Lund Jacobsen) og etik (Kees van Kooten Niekerk). Andre emner er dækket af bidrag af mindre generel karakter. Således er Det Gamle Testamente kun repræsenteret af en artikel om hjertet som sprogbillede af Sif Egede og Else Kragelund Holt, og der er f.eks. også blevet plads til et essay af Peter Lodberg om økonomi og teologi, der mest af alt ligner en kritik af forbrugersamfundet og den moderne dans om guldkalven. I overensstemmelse med TFL’s grundlæggende økumeniske indstilling er der et helt afsnit om religionsmøder og økumenisk teologi (Lorens Hedelund, Leif Vestergaard og Peter Lodberg). Man er meget åben, kan man vist godt sige. Hedelund skal nok høre fra islamalarmisterne for sin venlige behandling af profeten Muhammed og det budskab, han kolporterede. Desuden er der også afsnit om Religionspædagogik (Johannes Nissen, Jens Maibom Pedersen, Bent Arendt) og et om diakoni og sjælesorg (Bodil Lodberg og Steen Bonde) samt et særskilt afsnit om historien om og meningen med TFL, en introduktion ved Johannes Nissen og en række korte bidrag, nærmest blot statements, skrevet af studerende fra de seneste års kurser på TFL.

I sin form viser bogen altså denne særlige blanding af det læge og det lærde, som kendetegner TFL, men den er i sig selv ikke udtryk for nogen særlig klar eller entydig religionspædagogisk ambition. Det er som om redaktørerne ikke har kunnet blive enige om, hvor vidt den skulle være et festskrift, et jubilæumsskrift eller en lærebog. Som nævnt har bidragene varierende karakter. De afspejler dog klart TFL’s læseplan, der igen er taget fra universitetsundervisningens klassiske palet af videnskabelige discipliner. Derimod er pastoralseminariets discipliner ikke repræsenteret. Der står stort set intet om de genrer og steder, hvor lægmand oftest møder kristendommen og teologien, nemlig ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Liturgi, hymnologi (salmelære) og homiletik (prædikenlære) er der ikke ofret opmærksomhed på. Det bidrager til indtrykket af en lidt indkroget selvfejring. Det forbliver noget uklart, hvad denne bog som helhed har at tilbyde en udenforstående læser, selv om bidragene hver især er gode.
(Kristeligt Dagblad 20. nov. 2018)

Kristeligt Dagblad 23. nov. 1967