Henrik Skov Kristensen, Gerningsmænd eller ofre? Erindringen i det tyske mindretal i
Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning.
Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, 399 sider
Hvor mange ved, hvor Fårhuslejren ligger henne? De, der er
bekendt med Henrik Skov Kristensens øvrige forfatterskab, ved det, men i øvrigt
er det ikke en særlig velkendt lokalitet. Det skyldes nok, at den er langt
bedre kendt under sit andet navn: Frøslevlejren. Navneskiftet fandt sted i
befrielsesdagene i maj 1945, da Frøslevlejren blev vendt på hovedet, så de
tidligere vogtere blev fanger og omvendt. Frøslevlejren havde været brugt til
internering af tyskernes fanger i Danmark, og fungerede efterhånden også som
transitlejr til de tyske koncentrationslejre. Efter tyskernes overgivelse blev
lejren i første omgang overtaget af repræsentanter for modstandsbevægelsen og
brugt til at internere de såkaldte landssvigere, altså dem, der af
modstandsbevægelsen blev betragtet som fjenden. Det gjaldt ikke mindst repræsentanter
for det tyske mindretal.
Fangerne i Fårhus opfattede det som et uretfærdigt overgreb
motiveret af danskernes hævnfølelse, en offermentalitet. Sådan er lejren også
blevet husket i generationer efter at den lukkede i 1949. Dermed var det tyske mindretal
i sin selvforståelse dobbelte ofre, først for Hitlertyskland og derefter for et
uretfærdigt retsopgør i Danmark. Til gengæld ignorerede det tyske mindretal, at
ikke alene mange af dets medlemmer, men også dets bærende institutioner aktivt havde
integreret sig i Hitlertysklands politiske tryllekreds. En relativt stor del af
de danske statsborgere, der meldte sig til Østfronten var tysksindede
nordslesvigere, og det har taget dem en del længere tid at komme til erkendelse
af egen skyld end det har taget for deres landsmænd syd for grænsen. Så sent
som i 2015 måtte mindretallets repræsentanter tage kritisk stilling til den
omstændighed, at et hus tilhørende mindretallet var opkaldt efter den
ideologisk set noget anløbne, Julius Langbehn. Der har dog også i mindretallet
selv været tilløb til selvopgør. Kristensen fremhæver bl.a. Siegfried Matlok,
tidligere redaktør af det tyske mindretals avis, som en af dem, der indefra
gennem mange år har skubbet på for at få en besindelse på fortiden i stand.
Henrik Skov Kristensen kroner med denne bog mange års
studier af det tyske mindretals historie under og efter 2. Verdenskrig. Han
sætter historien ind i en international kontekst, idet han sammenligner med,
hvordan det gik tilsvarende tyske mindretal i andre europæiske lande, og han
henter frugtbare tolkninger i den internationale litteratur om
erindringspolitik og historiebrug, altså hvordan historien aktivt eller
ubevidst er blevet brugt til at forme nutidige individuelle og kollektive
identiteter. Kristensen navigerer sikkert i et felt, der ikke mindst i
Grænselandet, er uhyre sammensat, og hvor identitetsspørgsmålet ikke blot er
bundet op på Besættelsestiden, men en fortid, der rækker tilbage til
Middelalderen.
Netop med henblik på det erindringspolitiske aspekt, har
oparbejdelsen af det tyske mindretals historie et betydeligt
konfliktpotentiale. Skov Kristensen er pertentligt præcis, når det handler om
at påpege, i hvor høj grad tyskerne i Nordslesvig var involveret i krigen og
nazismen, og det ville mange flere antagelig tage ham ilde op, hvis det ikke
var fordi grundtonen i denne bog er forsonlighed. Her hjælper det betydeligt,
at Skov Kristensen selv er aktør på det erindringspolitiske felt i
Sønderjylland. Som leder af Frøslevlejrens Museum har han gjort en stor indsats
for at gøre tiden efter 5. maj til en del af museets udstilling og dermed
ophæve modstandsbevægelsens monopol på tolkningen af stedet. Han har dermed
bevist, at det kan lade sig gøre at gøre flere forskellige og også delvist
modsatrettede røster gældende samme sted og samtidig. Det ser man ikke så tit
på museer.
Der er ikke tale om en folkebog. Den bevæger sig på et højt
refleksionsniveau og kræver en del forhåndskundskab, men den belønner sin
ihærdige læser med en væsentlig indsigt i et spørgsmål, som indtil nu har været
forsømt i både tysk og dansk historieskrivning – hvis man ser bort fra, hvad
Henrik Skov Kristensen ellers selv har skrevet om emnet. Han er en del af den
forskningstradition, der har rettet opmærksomheden mod dem, der stod som tabere
i maj 1945, og derfor blev skrevet ud af historien som nogle, der ikke hørte
til det store vi, der fejrede befrielsen. Det var f.eks. de såkaldte
tyskertøser, de østfrontfrivillige og de tyske flygtninge. Derfor er det en
vigtig bog, der ikke mindst kan tjene som et aberdabei op til fejringen af
100-året for Genforeningen næste år.
(Kristeligt Dagblad 2. marts 2019)
