Og så alligevel...

Ole Jensen, Og så alligevel… , Forlaget Klim 2019

I et foredrag om dannelse fra 1841 sagde Grundtvig, at ”man først maae være dygtige, nyttige Mennesker før der kan være Spørgsmaal om ægte Dannelse og at da bestaaer den først og fornemmelig i, at vi kan udtrykke os rigtig og flydende om alt, hvad vi har oplevet tænker og føler, og dernæst kan med Deeltagelse sætte os ind i andre menneskelige Stillinger end vor egen”.

At Ole Jensen har været både dygtig og nyttig, at han kan udtrykke sig rigtig og flydende om sit liv og virke og at han også kan sætte sig ind i andre menneskers stilling og livsvilkår, er rigeligt dokumenteret. At det skulle kvalificere ham som ”dannet” forekommer på en eller anden måde at være et utilstrækkeligt prædikat til en mand med så usædvanlig en karriere. Ole Jensen har beklædt hele fire slutstillinger: professor, domprovst, højskoleforstander og rektor. At han kunne skille sig fordelagtigt fra fire så forskellige opgaver, vidner om en vidtfavnende begavelse.

Han voksede op i et lærerhjem i Aarhus, var aktiv gymnast og blev student fra byens katedralskole. Han beretter med stor varme om den kristelige gymnasiastbevægelse. Her mødte han lederskikkelser som Poul Borum og Niels Højlund, der begge siden gik andre veje, mens Jensen aldrig distancerer sig demonstrativt fra sin ungdoms fromhedsliv. Det er blot siden blevet udbygget med et ganske betragteligt intellektuelt, teologisk beredskab.

Som elev på Askov Højskole mødte han blandt andre den legendariske forstander Knud Hansen, og han valgte det teologiske studium, forprøven i København og hovedfagsstudiet i Aarhus, hvor de fire store regerede: Prenter, Lindhardt, Sløk og ikke mindst Løgstrup, hvis elev og fortolker Ole Jensen blev.

Ole Jensen er en generøs fortæller, der har noget godt at sige om de fleste, der har krydset hans vej. Den læser, der i den anledning håber at se sig omtalt, må dog læse hele bogen for at få verificeret forventningen, idet den ikke er forsynet med navneregister. Den forfængelige belønnes til gengæld med en god læseoplevelse.

Der er dog et par undtagelser fra denne almindelige venlighed, nemlig Johannes Sløk og Peter Kemp, der på hver deres måde repræsenterede nogle af den akademiske verdens værste sider. At Sløk var en intelligent misantrop, er velkendt. Peter Kemp (1937-2018) var på dato Ole Jensens jævnaldrende og rival til et professorat i København, som Jensen fik i 1974. Der var et europæisk format over deres kappestrid. Kemp skrev disputats på fransk og Jensen på tysk. Kemp opponerede ved Jensens forsvar i 1976, skingert, belærende og nedladende, skal man tro Jensens referat af handlingen. Men så griber forsoningen dog alligevel Jensen, når han skal beskrive, hvorledes han siden som forstander for Grundtvigs Højskole Frederiksborg blev opsøgt af Kemp, der gerne ville samarbejde om et filosofisk sommerkursus. Det blev en mangeårig succes, og Kemp ender også med både som menneske og akademiker at få et positivt skudsmål i bogen.

Forstandere på Grundtvigs Højskole Frederiksborg fotograferet i 1992: Karen og Søren Haugstrup Jensen (1951-1974), Agnete og Svend-Erik Bjerre (1974-1985) Erling Christiansen (1992-2001) og Elsebeth Diderichsen og Ole Jensen (1985-1992). Kilde Højskolehistorisk Forening

Ole Jensens erindringer er personlige forstået på den måde, at hans ægteskaber og privatliv omtales. Men hvad f.eks. skilsmisser har kostet ham får ikke lov til at spille en hovedrolle. Tidligere hustruer omtales med nænsom ømhed, den nuværende med udelt hengivenhed. Bogen er først og fremmest en dansk teologihistorie, hvor tyngdepunkterne er portrætter af de faglige miljøer på de teologiske fakulteter i København og Aarhus. Her finder man f.eks. førstehåndsbetragtninger om Jørgen K. Bukdahl, der netop er blevet biograferet af Nils Gunder Hansen.  Nils Gunder Hansen selv får også nogle – naturligvis positive - ord med på vejen. Tiden som domprovst i Maribo er skildret med varme. Ole Jensen var ikke noget ukontroversielt valg. Nogle betragtede ham som et fremmedelement i Folkekirken. ”Skal man da ikke være kristen for at blive domprovst?” spurgte den senere domprovst i Roskilde og Ole Jensens studiekammerat, Karen Horsens, skælmsk. Ole Jensen svarer på spørgsmålet ved at vise sin respekt for den fromhed, der var repræsenteret blandt de tillidsfolk, som omgav hans embede. Alt for lidt hører man om hans tid som højskoleforstander og rektor for præsternes efteruddannelse, men bogen er jo med sine 350 sider tyk nok som den er.

Mod slutningen af livet kan det ligne et fragment, skriver Ole Jensen. Og så alligevel er der en rød tråd i fortællingen, en konsekvens, som Jensen drog af Løgstrups skabelsesteologi allerede i begyndelsen af 1970erne, og som han har forfulgt ihærdigt siden, et opgør med den mosaisk-kristelige forestilling om mennesket som skabningens herre. Jensen mener, at instrumentaliseringen af naturen har ført til de ødelæggende forskydninger i klodens miljø, som vi i dag er vidner til. Men det er jo ikke ligefrem således, at han glæder sig over at have fået ret.

(anmeldt til denne blog, november 2019)

Det tyske spørgsmål

Lækkert belyst og sat op på en lav plint lige når man træder ind i Nationalmuseets særudstillingshal ligner Volkswagen Type 1 slet ikke en veteranbil. Næsten aristokratisk fremstår den i sin halvblanke lakering og perfekte stand, skønt den blev samlet for næsten 70 år siden. På dette tidspunkt var designet endda mere end ti år gammelt, men stadig skarpt nok til at stå som en repræsentant for fremtiden og bære de forhåbninger om kommende velstand, som prægede efterkrigstiden. Virkningen har ikke ganske fortaget sig. Man kan stadig godt se, hvad det var, den kunne, den bil. Men biler er vist ikke lige Nationalmuseets spidskompetence, for i kataloget omtales den som Folkevogn ”Mariehøne”. Det må være en oversættelse af dens franske kælenavn. På tysk kaldes den en ”Käfer”, en bille, og det samme på engelsk. På dansk hedder den ”Boblen” eller simpelthen bare en Folkevogn.

Eksemplet viser, hvad der er en svaghed ved Nationalmuseets nye særudstilling om Tyskland. Den er overtaget næsten 1:1 fra British Museum, og man kan godt se, at den ikke er vokset i Nationalmuseets egen have. Målgruppen er tydeligvis et publikum, der har brug for at vide, at Tyskland er en kulturnation, og at tyskerne ikke bruger alle deres vågne timer på at planlægge, hvordan de skal invadere Polen. Det budskab er antagelig spildt på de fleste kulturforbrugende danskere, der for længst har taget Tyskland til sig som yndet rejsemål. Vi har distanceret os fra fortidens problematiske forhold til den sydlige nabo. Briterne er vist ikke nået helt så langt.

Skal man lave en historisk udstilling om Tyskland i Danmark, er der imidlertid en styrke ved denne Verfremdungseffekt, altså at blikket rettes på Tyskland pr. stedfortræder, nemlig at vi som danskere løftes ud af det perspektiv, der ville have været pligtstof, hvis udstillingen var tilrettelagt af Nationalmuseet: det slesvig-holstenske problem. Det forbigås til gengæld med sorgløs lethed, når man som udstillingens kurator er brite. Det er isoleret set en svaghed ved de europæiske stormagters perspektiv på egen historie, at de som hovedregel frejdigt ignorerer Nordens lande og Østersøens rum. Men i dette tilfælde tilbyder det altså os en mulighed for at se bort fra os selv og se Tyskland i et andet perspektiv. I den forstand er udstillingen vellykket. Den stiller det tyske spørgsmål, ”Die deutsche Frage”, som har optaget ikke alene tyskernes naboer, men også tyskerne selv i over to hundrede år: Hvad er Tyskland?

Udstillingen påtager sig ikke at svare entydigt endsige fyldestgørende på det tyske spørgsmål. Der er blot 123 katalognumre, som ikke engang optager hele Egmonthallens areal. Udvalget er til gengæld delikat. Udstillingen satser ikke på det spektakulære eller repræsentative, snarere det tankevækkende. Nogle af de konkrete valg er uforståelige. Hvorfor gengives f.eks. et maleri af Caspar David Friedrich tilhørende Statens Museum for Kunst i fotografisk reproduktion? Det er lidt sølle, at end ikke de københavnske museer kan samarbejde om en løsning. Og så kunne man i øvrigt også have gjort den lille reverens for et dansk publikum at nævne, at Friedrich blev uddannet på kunstakademiet i København. På den anden side må det siges, at det ikke-danske perspektiv fastholdes konsekvent.

Udstillingen tager sin besøger gennem historien fra Middelalderen til Murens fald. Den lægger vægt på de impulser, der udgik fra Tyskland, kulturelt og teknologisk. For 1800-tallets vedkommende savnes – foruden 1864 naturligvis – den tyske borgerkrig 1866. Den er bedre kendt som den preussisk-østrigske krig. Den repræsenterer om noget den indre spænding i det, der stadig i dag præger forholdet mellem de tyske lande. Den efterfølgende rigssamling og industrialisering for nu slet ikke at tale om Den Store Krig, Første Verdenskrig lever også en noget hengemt tilværelse i udstillingen. Der er ikke meget saksisk brunkul, Ruhr-stål eller Krupp-kanoner over foretagendet. Tysk industri overgik på dette tidspunkt både i størrelse og teknologisk kunnen den britiske.

Anden Verdenskrig og dens uhyrligheder gemmes ikke væk på samme måde, men overeksponeres heller ikke. Perioden 1933-1945 er skaleret således at den ikke skygger for resten af historien. En trækvogn anvendt af tyskere på flugt fra Den røde Hær påkalder sig opmærksomheden. Over ti millioner mennesker flygtede vestpå i krigens sidste år, og dødeligheden blandt dem var uhyggelig høj. At understrege, at krigen også var en tragedie for tyskerne selv er stadig i dag en dristighed, hvis man spørger mange tyskere. Det kræver antagelig en udenlandsk kurator at turde gøre det.

Udstillingen slutter som nævnt med Murens fald og den tyske genforening. Engang var der mange tyske stater, men selv i dag efter opløsningen af DDR er der stadig to tyske stater, forbundsrepublikken Østrig og forbundsrepublikken Tyskland, bestående af mange forskellige lande med markante indbyrdes forskelle og modsætninger. Det tyske spørgsmål består, og med denne udstilling gives der mulighed for at stille det på et lidt mere kvalificeret grundlag.


(Kristeligt Dagblad 8. november 2019. Avisens rubrik var en anden.)