Det særlige tab

Carsten Jensen, Øvelser i afsked 

”Da Liz og jeg i begyndelsen af februar modtog den forfærdelige med­delelse, at hendes søn, Raph, brat var død som følge af en udiagno­sticeret hjertefejl, kun 25 år gammel, vidste vi, at vi aldrig ville blive de samme igen.” Således åbner Carsten Jensen sin nyeste bog. Han følger op med en karakteristik af sorgen, som de fleste vil kunne identificere sig med. Første kapitel handler om en bog, han har skrevet, og hvor god andre synes den er. Bogen handler om søfartsmiljøet i Marstal i forrige århundrede, hvor oplevelsen af tab var så almindelig, at det blev accepteret som et livsvilkår. Man lod sig ikke mærke med det, selv hvis man var mærket af det.

I næste kapitel klippes til Los Angeles januar i år. Jensen og hans kone, Liz, har taget ophold, fordi han skal forelæse på et universitet og de bliver del af en omgangskreds, som han døber ”den fatale klub”, fordi alle havde oplevet ”et dramatisk og voldsomt tab, som rammer få.” Samtidig bliver også Jensen og hans kone medlem af samme klub, da hendes søn dør.

 Dermed sker der også en forskydning i teksten fra beskrivelsen af tab som et fælles vilkår til et perspektiv, hvor Jensen taler som om hans oplevelse af tab er eksklusiv og derfor giver ham en særlig taleposition. Han er blevet medlem af ”et hemmeligt broderskab”, ”en alternativ verden, hvis eksistens, jeg aldrig havde anet”, som han selv skriver.

Han beskriver sorgen som isolerende. Følelse af at miste og sørge er så voldsom, at det rent psykologisk kan være vanskeligt at forstå, at det er en erfaring, som er så almindelig som den er. Det er antagelig også derfor at han oplever fællesskabet om en sådan sorg som et eksklusivt broderskab. Det er det jo bare ikke. Det er et eksklusivt fællesskab på samme måde som det have fået børn føles som noget særligt, endskønt det er en erfaring, der deles af de fleste.

Det er uden tvivl Carsten Jensens evne til at sætte ord på denne sorg, der er bogens største kvalitet. Han mobiliserer til formålet hele sit sproglige arsenal, og det er betydeligt.

Som de forrige essaysamlinger fra Carsten Jensens hånd når denne bog vidt omkring tematisk. Alligevel virker denne mindre usammenhængende, fordi den i højere grad bærer sit disponerende princip uden på tøjet: Hvad har Carsten Jensen oplevet, læst og tænkt det seneste år tid. Den har mere et åbenlyst dagbogspræg.

Jensens portræt af det USA han møder i januar er kritisk, ja nærmest uforsonligt. Han synes om de mennesker, han møder, men ikke det samfund de lever i. ”Fascismen er kommet til Amerika”, skriver han om Trump som politisk fænomen. I marts måned slutter hans ophold i Californien, og han vender hjem til det, der i det ydre er den vante forfattertilværelse sammen med konen, der også er forfatter. Men koncentrationen er forsvundet: ”Som forfattere er vi vant til at være alene. Nu er vi bare ensomme.”

Jensen beskriver sin vej gennem den mentale ørken, som var den første corona-nedlukning, igen med sit sædvanlige sproglige beredskab får sat ord på sin egen oplevelse. Den skyldes noget, som har ramt hele verden, men oplevelsen er netop ikke delt. Den er hans. Så må det være op til den enkelte læser at finde genkendelighed i, hvad han skriver.

Det selvbiografiske element klæder sært nok en krukke som Carsten Jensen. Som essayist har han i tidligere udgivelser nærmest taget varigt ophold i det røde felt, mens han råbte ad folk på distancen. I denne bog befinder han sig oftere ned på jorden og trækker på det levede livs erfaringer. Det er en formildende omstændighed.

Han er dog ikke blevet mere afslappet på hverken demokratiets eller klimaets vegne. Han er faktisk nærmest endnu mere apokalyptisk end før. Man genkender ligeledes den gamle Carsten Jensen, når han vil gøre Lars Løkke Rasmussen til Danmarks svar på Trump. (Løkke er dog om nogen Danmarks svar på Biden.) Selvmodsigende bliver det, når Jensen på den ene side dømmer flytrafik ude på grund af kultveilteudslippet, mens han på den anden side drømmer om at gense fjerne rejsemål, der ikke kan nås med andet end fly. Det er som om han ikke helt forstår, at han må opgive sin rolle som globetrotter for at leve op til egne idealer.

Carsten Jensen kan ikke ignoreres. Taget i betragtning, at bogens sidste punktum er sat i september, er følgende vist nærmest profetisk:  ”Jeg har et råd til vores alle sammens folkekære Mette Frederiksen. Når du begiver dig ud til forhandlinger med erhvervslivet, så hav en pose penge i den ene hånd og en revolver i den anden. Sæt revolveren for panden af formanden for bestyrelsen, og udtal et umisforståeligt budskab: Pengene eller livet!” Bogen er fuld af godbidder af den slags. Det er som at læse Kaj Munk: sprogligt overskud og klar iagttagelsesevne kombineret med en sikker mangel på dømmekraft.

352 sider er meget at forfatte i perioden januar til september 2020; en side om dagen, og vi når som sagt langt omkring. Gennemgangen af de mange bøger, som han trods koncentrationsbesvær alligevel får læst, virker trættende. Nogle af hans dagbogsblade ligner svagt redigerede udgaver af Facebook-opslag. Man kan sagtens forstå, at en forfatter som Carsten Jensen skriver sig ud af den slags kriser og oplevelser, som han har været igennem, men det er ikke ensbetydende med, at det alt sammen nødvendigvis bør udkomme på tryk.

(Kristeligt Dagblad 25. nov. 2020, online, Avisen havde en anden rubrik)

Islam findes ikke. Der findes kun muslimer

 Jakob Skovgaard-Petersen, Muslimernes Muhammad – og alle andres, Gyldendal 448 sider

Dette er ikke en biografi. Det er en kortlægning af de traditioner og skoler, der i de seneste knap 1400 år har tolket profeten Muhammads liv og lære. Og så er det alligevel en slags biografi, for Skovgaard-Petersen kunne have skrevet islams historie, men det har han valgt ikke at gøre. Det er historien om historierne om Muhammad (Ca. 570-632 e.v.t.), som så alligevel bliver historien om islam.

At der har eksisteret en religionsstifter og krigsherre ved navn Muhammad, som er Skovgaard-Petersens valg af stavemåde på dansk, er relativt veldokumenteret. Hvad han sagde og gjorde er imidlertid knap så sikkert. Kilderne til hans historie er nedskrevet efter hans død, nogle lang tid efter. Der er tre slags. Koranen er muslimernes hellige bog, og den rummer også biografiske oplysninger om Muhammad. Den er antagelig kompileret og kanoniseret ganske få år efter hans død. Dernæst er der hadith, som er en overlevering af korte, løsrevne beretninger om Muhammads gerninger og visdomsord. Endelig er der sira, som er betegnelsen for den genre i den muslimske litteratur, som er egentlige biografier om Muhammad, og som sætter de adspredte oplysninger om ham fra Koranen og hadith i kontekst og kronologisk orden. De ældste kendte nedskrevne udgaver af hadith og sira er fra det 9. århundrede, altså 200 år efter Muhammads død.

Som genre har sira holdt sig i live til i dag. Den har igen og igen vist sig som den væsentligste platform, når nye tolkninger af islam har ønsket at give sig til kende, og den er derfor det naturlige centrum for Skovgaard-Petersens opmærksomhed. Han viser, hvordan udvælgelsen og prioriteringen af stoffet har afgørende betydning for udlægningen af budskabet. Det tidligste skisma i Islam mellem shia og sunni handlede om succession, altså hvem der kunne betragtes som Muhammads legitime efterfølger. Derfor er det f.eks. afgørende, hvilken rolle Muhammads fætter og svigersøn, Ali, tildeles i fortællingen. Beskrives han som den, hvem Muhammad overdrog ansvaret for varetagelsen af den rette tro, svarer det til shia-islams udlægning. Lægges vægten snarere på Abu Bakr, Muhammads svigerfar, og dennes datter Aisha, har vi at gøre med en sunni-muslimsk udlægning. Hvem kunne med rette kalde sig kalif, muslimernes øverste overhoved, og hvem ville gerne være kalif i stedet for kaliffen? Det blev i høj grad et dynastisk spørgsmål, altså hvem der havde arveretten til at kalde sig de troendes behersker. Tilsvarende er der dannet et muslimsk aristokrati i form af de stammer og familier, kaldet ashraf, der hævder at være direkte efterkommere af Muhammad. Det gælder f.eks. det jordanske kongehus.

Reformationerne og genfortolkningerne af islam var mange. Wahhabismen i det 18. århundrede på den arabiske halvø var et oprør imod den forestilling, at spørgsmålet om Muhammads efterfølgelse overhovedet var dynastisk. ”De kaldte sig for muwahhidun, dyrkere af Guds enhed, hvilket jo eller er noget, som alle muslimer ville sige, at de var. Men i bevægelsens øjne var de andre muslimer ikke monoteister, men flergudsdyrkere.” Hvis man ophøjede f.eks. Muhammads efterkommer til en særlig status, var det udtryk for shirk, flerguderi, som skulle bekæmpes på samme måde som Muhammad i sin karriere som prædikant havde bekæmpet flerguderiet i Mekka, mente wahhabisterne.

Præcis denne pointe har betydning for forståelsen af et element af karikaturkrisen i 2006, som Skovgaard-Petersen drager frem. Mange husker, at en saudiarabisk advokat, Faisal Yamani, selv en sharif, altså efterkommer, på vegne af 94.923 efterkommere af Muhammad sagsøgte danske aviser for at have publiceret karikaturtegninger af Muhammad. Det var ifølge Skovgaard-Petersens tolkning imidlertid ikke et angreb, der var rettet mod Danmark, men mod det saudiarabiske regime, der hylder wahhabismen, som altså ikke anerkender, at efterkommerne har en særstatus. Yamani stillede derfor det saudiarabiske regime over for ”et kedeligt valg mellem enten at protestere imod dette ædle formål og dermed at blive endnu mere upopulære blandt muslimer, end de er i forvejen – eller at acceptere, at ashraf pludselig trådte frem af glemslen med en Yamani i spidsen.” (s. 373) Faisal Yamani brugte altså karikaturkrisen til at stille sit hjemlands regime skakmat. At dagbladet Politiken indgik i en forhandling med Yamani og trykte en undskyldning, undlader Skovgaard-Petersen høfligt at karakterisere eksplicit. Bogen er rig på opklarende analyser af denne karakter.

Skovgaard-Petersens viser det brede spektrum af mulige fortolkninger. Islam kan være inderlighedens, mystikkens og poesiens religion som i sufismen. Den kan være en samfunds- og statsdannende religion, som det f.eks. er tilfældet hos vore dages islamister med Iran som væsentligste fremtrædelsesform. I jihadismens skikkelse er den derimod blevet en dommedagskult, hvis formål det er at ødelægge enhver orden. At den orden, som islamisterne vil indføre, ligger langt fra, hvad vi betragter som en retsstat, skal ikke gøre os blinde for, at den er meget forskellig fra det kaos, som jihadisterne ønsker at fremkalde.

I løbet af bogens 448 sider (inklusiv det prisværdige register) forskydes vægten stadig mere i retning af en analyse af ikke- og anti-muslimers billede af Muhammad. Kurt Westergaards ikoniske tegning aftrykkes skam også, hvis nogen lige skulle spørge efter den. Kritikere af islam har i deres prioritering af stoffet altid lagt vægt på de elementer af siraen, som tjente deres formål. Kåre Bluitgens seneste børnebog om Koranen og profetens liv kategoriserer Skovgaard-Petersen også som hørende til den anti-muslimske litteratur, fordi den omhyggeligt medtager alt, hvad der stiller Muhammad i et dårligt lys. Den er altså ikke for børn, som også Kristeligt Dagblads anmelder bemærkede.

Jakob Skovgaard-Petersen retter sin skarpeste kritik mod Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards bog Krigens Hus. Islams kolonisering af Vesten fra 2003, som han afskriver som en udokumenteret konspirationsteori. Hans grundlæggende argument imod den forestilling, at islam er i færd med at kolonisere Vesten, er imidlertid det, der er spillet igennem på de foregående 400 sider. Hvis man skal stille hans pointe lidt skarpere op end han egentlig selv gør, findes islam ikke. Der findes kun muslimer, og det er ikke op til udenforstående at definere, hvad islam er. Man kan altså ikke frit fouragere efter citater i Koranen, hadith eller sira, stykke dem sammen og derefter hævde, at man har afsløret ”islams sande ansigt”. Skovgaard-Petersen er i religionssociologisk forstand anti-essentialist. Det betyder ikke, at man kan anklage ham for Verharmlosung eller etisk relativisme. Han sætter temmelig entydige ord på de forbrydelser, der er blevet begået i islams navn. Men det er stadig mennesker, der har begået dem, ikke en religion. Så kan man indvende mod den tilgang, at den har en tendens til at undervurdere, at ideer og ideologier faktisk betyder noget.

Jakob Skovgaard-Petersen er omhyggelig og pædagogisk i sin fremstilling – med en tendens til det omstændelige. Man kan godt mærke, at han har mange års erfaring med at træde på kattepoter i dette minefelt. Bogen trækker på et stort bagkatalog af viden, men fremdrager faktisk også hidtil ukendte aspekter af f.eks. den danske Muhammad-reception. Skovgaard-Petersen undgår skråsikkerhed og er god til runde formuleringer, somme tider på kanten af det slebne. Hvad læseren især kan uddrage af bogen, er dens kontekstfølsomme tolkninger. Religion eksisterer ikke i et historisk vakuum. Den udøves af mennesker, der lever i en politisk virkelighed, og det er i identifikationen af dette forhold, at bogen står stærkt. Som sådan er den en berigelse til dagens debat.

(Kristeligt Dagblad 14. nov. 2020. Avisen valgte en anden rubrik.)

Thomas Harder

De uønskede – de tyske flygtninge i Danmark 1945-49

Gyldendal, 480 sider

 Sporene findes endnu, og de taler et meget tydeligt sprog. Tusindvis af døde flygtninge ligger begravet over hele landet. Oprindeligt var gravene fordelt på 475 kirkegårde. Nu er de samlet på 25 kirkegård Fra Aalborg i Nord, Oksbøl i vest til hovedstaden i øst, hvis Vestre Kirkegård alene rummer over 5000 begravelser. Millioner var flygtet fra den fremrykkende Røde Hær på østfronten i den sidste krigsvinter, og en lille del af dem endte i Danmark. De første ankom i begyndelsen af februar med skib til København. Ved befrielsen tre måneder senere var der skønsmæssigt 240.000 krigsflygtninge i Danmark.

Thomas Harder har med denne ambitiøse bog, der er blevet til i samarbejde med Erin Ingemann Sørensen, sat sig for at skrive flygtningenes historie fra opbruddet fra hjemstavnen i øst, selve flugten til lands og til vands, ankomsten, indkvarteringen til hjemsendelsen af de sidste flygtninge næsten præcis fire år efter de førstes ankomst. Harder gået kronologisk til værks. Han bruger løbende flygtningenes egne beretninger og danske øjenvidner til at illustrere deres vilkår, mens historien om krigens og fredens forløb, de politiske forhandlinger og den offentlige debat rulles minutiøst op. Billedredaktionen akkompagnerer fint.

Emnet rummer en betydelig kompleksitet. Alene det tilsyneladende uskyldige ord ”hjemsendelse”, som er anvendt ovenfor, skjuler de udfordringer, man stod over for efter krigen. For det første var ikke alle flygtningene tyske, endsige tyske statsborgere. Tyske mindretal fra Memelland, Bessarabien og flere andre steder var repræsenterede sammen med polakker, tjekker, italienere osv. For det andet var det hjem, som de fleste civile, tyske flygtninge kom fra, nu polsk eller sovjetisk territorium. For det tredje var det tilbageværende Tyskland opdelt i fire besættelseszoner, så der skulle forhandles separat med sejrsmagterne for at opnå deres tilladelse til at modtage flygtninge, hvad de indledningsvis slet ikke var i stand til. Det britisk besatte Slesvig-Holsten umiddelbart syd for grænsen modtog alene næsten 1 mio. flygtninge, hvilket for nogle områders vedkommende betød en fordobling af indbyggertallet. Det førte til bekymringer i København for det danske mindretals vilkår.

Indtil befrielsen var flygtningene besættelsesmagtens ansvar. Tyskerne ønskede danskernes hjælp til at løse opgaven, og de danske myndigheder søgte aktivt at opnå indrømmelser på andre områder som kompensation for en eventuel bistand med f.eks. lægehjælp til de ofte alvorligt nødlidende børn og sårede soldater. Harder peger som noget vigtigt på, at danskerne søgte at kæde ønsket om hjemsendelsen af danske KZ-fanger til flygtningespørgsmålet. Efter den 5. maj 1945 overtog danske myndigheder ansvaret, og da var det politikken at isolere flygtningene fra de danske samfund i lejre, at sørge for et vist minimum af forplejning og i øvrigt arbejde på deres snarlige udsendelse. Folkestemningen var ikke flygtningene gunstigt stemt, og aviserne bidrog med negativt ladede reportager hertil, nogle mere end andre. Nogle enkelte forsøgte i offentligheden at tale for forbedrede vilkår for flygtningene, heriblandt en gruppe præster.

Harder undgår at tage direkte livtag med nogle af de store diskussioner, der knytter sig til emnet for hans bog. Hvad var prisen for eller gevinsten af, at danske myndigheder gik i direkte forhandlinger med det tyske regime? Kunne og skulle danskerne have gjort mere for at yde medicinsk og anden hjælp til flygtningene? Det er ikke fordi problemer eller dilemmaer som disse er ham fremmed. Tal, citater og fakta fremlægges med dokumentarisk nøgternhed, og det overlades til læseren at tage de principielle drøftelser. En sådan etisk lavmælthed fra forfatterens side er antageligt en klog fremgangsmåde, hvis ønsket er at åbne feltet. Der er folk nok, der bærer deres personlige opfattelse uden på tøjet, når det handler om 2. Verdenskrig.

Det er en lang bog, og den dokumentariske omhu kunne godt trætte, hvis det ikke var for Thomas Harders gennemkultiverede og letflydende pen. Teksten benytter sig ikke af virkemidler, der hele tiden bringer forfatteren i erindring. Han skriver næsten gennemsigtigt, således at dramaet, lidelserne, kvalerne, fortvivlelsen i selve historien taler for sig selv.

(Kristeligt Dagblad den 15. okt. 2020)

Partsindlæg

Marlene Wind, Tribaliseringen af Europa. Et forsvar for vores liberale værdier, Gyldendal, 165 sider

Professor Marlene Wind indleder bogen med at takke mange akademiske kollegaer i ind- og udland for frugtbare drøftelser og hjælp, herunder Francis Fukuyama himself foruden hele tre forskningsassistenter, der har hjulpet med at indhøste resultater. Vi får at vide, at bogen er oversat til spansk og er under oversættelse til engelsk.

Det er derfor med en vis forventning man går i gang med at fortære frugterne af al denne taknemmelighedskrævende hjælp. Høsten er dog mager. Wind er engageret og vidende, men der er ikke meget nyt for den, der har røgtet sit embede som avislæser bare nogenlunde samvittighedsfuldt de sidste par år. Bogens hovedkonklusion er hurtigt annammet.

Emnet for bogen er tribaliseringen, det vil sige en tilbagevenden til en forestilling om stammen som politisk enhed. Den er et ledsagefænomen til både nationalismen og populismen, og hovedeksemplerne er separatismen i Catalonien, EU-modstanden i Det forenede Kongerige og den autokratiske vending i Ungarn. Men ellers er det faktisk småt med det europæiske udblik. Den politiske udvikling i Frankrig og Tyskland omtales ikke. EU’s ydre grænser er slet ikke et tema. Det samme gælder NATO.

Winds fremgangsmåde er at etablere et ”vi”, der er stillet over for en udfordring, som ”vi” må gøre noget ved:

”Hvis vi ikke går i offensiven og aktivt går imod de tribalistiske kræfter, vi er oppe imod, kan ikke bare Europa, men selve det demokrati, vi sammen har skabt i denne del af verden, snart være forbi.”

Formålet er ikke at forstå de kræfter, der er på spil i Europa, men at bekæmpe dem. Det er altså ikke en akademisk, analytisk bog, ”vi” sidder med, men et kampskrift. Det er ikke Winds hensigt at vise, hvad der går i svang i europæisk politik. ”Vi” – altså læseren – skal mobiliseres til fordel for et – europæisk - politisk projekt.

Særlig kritisk er hun over for folkeafstemninger. Her ligger klart en pointe, fordi simple flertalsbeslutninger uden hensyn til mindretallets ønsker og rettigheder, er demokratiets mest stumpe og simple værktøj. Brexit-afstemningen er et godt eksempel. Den afgjorde et kompleks af problemstillinger med et binært ja eller nej, der ikke tilvejebragte hverken klarhed eller retfærdighed. Wind mener, at den politiske kultur i de nordiske lande og Storbritannien er præget af ”det majoritære demokrati”, altså forestillingen om at et folkeflertal eller et flertal i parlamentet alene retfærdiggør en politisk beslutning. Den analyse holder ikke for en nærmere prøvelse, når man f.eks. betænker den lange tradition for brede forlig og mindretalsregeringer i Danmark. Og kæden hopper helt af, når hun indirekte gør Hal Koch til en central eksponent for det majoritære demokrati. Han betragtede netop simple flertalsafgørelser med stor skepsis. Det er forhåbentlig også, hvad Marlene Winds studerende på statskundskab lærer, når de tager kurset i demokratihistorie.

Wind identificerer demokratiet som et fælles-europæisk fænomen, men det er kun betinget rigtigt. EU er et fællesskab af demokratier, men ikke et demokrati selv. EU har institutioner, der imiterer den klassiske tredeling af statsmagten i form af et parlament, en domstol og en udøvende magt, og det er en forudsætning for enhver stat, der vil være medlem af unionen, at den lever op til en række demokratiske og retsstatslige krav, blandt andet magtens tredeling. På den måde kan EU fremstå både som demokratiets forsvarer og som dets repræsentant. Men EU selv er demokratisk og retsstatsligt set en rodebutik. Parlamentet er ikke lovgivende, den udøvende magt ikke parlamentarisk, og EU-domstolen fungerer helt efter sit eget hoved. Ikke desto mindre fastholder Marlene Wind forestillingen om et fælles, europæisk, demokratisk ”vi”.

Demokratiets udvikling i Europa har imidlertid ikke formet sig som udviklingen af et europæisk demokrati. Demokratiet bygger på princippet om folkesuverænitet, altså at enhver stat ikke defineres af sit overhoved, men af sin befolkning, og dette princip indgik i 1800-tallet en tæt alliance med forestillingen om nationen som definerende for staten og dens territoriale afgrænsning. Det er ikke mindst tilfældet for Danmarks vedkommende. Junigrundloven fra 1849 blev til, mens en krig om det territorium, som samme grundlov skulle dække, blev udkæmpet. Hvor Marlene Wind ser en modsætning mellem europæisk demokrati og nationalisme, må det konstateres, at demokrati og nationalisme er tæt forbundne i Europas historie.

Når Wind insisterer på, at demokratiet er et fælles-europæisk fænomen, gør hun det alt for nemt for sig selv, for så kan hun nemlig afskrive enhver kritik af EU som ikke-demokratisk tribalisme. Det gælder ikke mindst kritikken af EU-domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Marlene Wind har begået en debatbog, og man kan ikke bebrejde en sådan, at den først og fremmest repræsenterer et synspunkt. Hun er også belæst, kan man se af det omfattende noteapparat, hvor akademiske celebrities som Jan-Werner Müller, Uffe Østergård og Timothy Snyder optræder uden at deres tanker dog har afsat væsentlige spor i brødteksten. 

Wind skriver sig tydeligvis op imod Anna Libaks tilsvarende debatbog om populismen fra 2018. Libaks bog er ikke problemfri, men hævder sig glimrende i sammenligning med Winds, fordi den faktisk forsøger at give en forklaring på, hvorfor populismen både til højre og venstre har fået så megen politisk og folkelig medvind. Libak har polemisk nerve. Wind derimod fremstår mindre analytisk, og derfor også polemisk underlegen. Hun forekommer mere at være en slags funktionær, embedsmand for et system, som hun er sat til at forsvare. Det er pænt og poleret og rigtigt, men også ret uinteressant. EU har faktisk brug for en dygtig advokat i den danske offentlighed. Marlene Wind har med denne bog indgivet en ikke alt for vellykket ansøgning til embedet.

(Kristeligt Dagblad 13. marts 2020. Avisen havde en anden rubrik)

Under jorden

Frihedsmuseet

Frihedsmuseet, hvis officielle navn var Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-1945, blev oprettet i 1957 som et bevidst forsøg på at give den aktive modstandskamp en stemme. Det blev finansieret af private midler og blev overdraget til Nationalmuseet at drive. Alle var enige om at hylde ”Det kæmpende Danmark”, som man sagde. Det dækker imidlertid over en fortolkningskamp.

Frihedskampens veteraner ville gerne have et museum for deres udlægning af historien, mens alle andre gerne ville have del i den ære og anerkendelse, som blev vist modstandsfolkene. Krigssejlerne blev f.eks. lukket ind i varmen fra begyndelsen, hvilket bestemt ikke var nogen selvfølge. Fra politisk side blev der efter krigen gjort forsøg på at kvæle modstandsbevægelsen i velvilje. Det gik helt imod modstandsfolkenes fortolkning. De fleste af dem mente, at de havde kæmpet en tofrontskrig både mod besættelsesmagten og den officielle danske politik. Det politiske Danmark var derfor ikke synderlig stærkt repræsenteret ved åbningen af museet den 15. oktober 1957. Æresgæster var Kongeparret og den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, altså repræsentanter for det, der blev betragtet som en indre opposition mod samarbejdspolitikken.

Siden 1957 er fortolkningen af Besættelsestidens historie uddybet og nuanceret i betydelig grad. Da Frihedsmuseet brændte i 2013, måtte man derfor også stille spørgsmålet, om det i virkeligheden var på tide at lade gaven gå tilbage i den forstand, at man måtte begynde forfra med at fortælle historien.

Hvorfor kræves der egentlig et særskilt museum for den del af den danske krigshistorie, der strækker sig fra 1940 til 1945, mens de øvrige krige gennem tusind år helt frem til i dag udstilles andetsteds, nemlig i Københavns Tøjhus, nu Krigsmuseet, der ligeledes sorterer under Nationalmuseet?

Svaret er, at 2. Verdenskrig stadig indtager en særstilling som et reservoir af fortællinger, hvorfra vi øser for at forstå os selv som samfund og civilisation, mens de øvrige krige kun er omfattet af en mere distanceret antikvarisk interesse. Man troede for en generation siden, at interessen for Besættelsestiden ville dø ud, når tiden ikke længere var i mands minde. Det har vist sig at være helt forkert. Besættelsestiden spiller fortsat en central rolle for den danske selvforståelse. Derfor har man ikke har haft modet til andet end at genopføre et museum bygget på den samme grund og den samme grundidé som i 1957 – med nogle variationer.

Størstedelen af Frihedsmuseets kvadratmeter befinder sig under terræn. Set fra gaden er det en beskeden bygning med oval grundplan i to etager, der falder godt ind i den grønne park. Selve udstillingshallen befinder sig i anden kælderetage, og det indbyder naturligvis til det indlysende ordspil på det fænomen at ”gå under jorden”. Det er en tendens i de seneste års museumsbyggeri, at man gerne beror alene på kunstig belysning. Det er nok spørgsmålet, hvor levedygtigt det koncept er i længden. I dette tilfælde bliver det lidt klaustrofobisk. Erfaringen viser, at Solen har virkelig meget for sig som kilde til oplysning.

Udstillingen er bygget kronologisk op fra april 1940 til befrielsessommeren og retsopgøret. Ved hjælp af interaktiv teknologi følger man fem skikkelser, fire modstandsfolk og en der valgte at gå i tysk tjeneste; en kvinde og fire mænd; to kommunister, to partiløse og en nazist: Musse Hartig (1915-1996), Karl Christensen (1913-2002), Jørgen Kieler (1919-2017), Thorkild Lund-Jensen (1920-1945) og Henning Brøndum (1916-1947). Valget af nazisten og krigsforbryderen Brøndum som case er modigt og rigtigt, for han sætter de øvriges historier i krast perspektiv. For de øvrige fires vedkommende kan man altid spørge, om de er repræsentative for modstanden? Mangler der ikke en politimand eller en officer? Hvad med det organisatoriske ledelseslag? Hvad med fremtrædende meningsdannere som Vilhelm la Cour, Kaj Munk, Arne Sørensen eller Kristeligt Dagblads beundrede lederskribent Gunnar Helweg-Larsen, hvis man må have lov at være lidt lokalpatriotisk?

Med valget af eksempler af fodfolkets rang er vægten også lagt på den enkelte skæbne og det personlige valg. Didaktisk giver det mulighed for identifikation, og der lægges op til afgørende spørgsmål som ”Hvad ville du selv have gjort i den samme situation?”. Det betyder også, at hverdagsaspektet kan integreres i udstillingen. Hvordan kommer der mad på bordet? Hvad gør man, når der ligger våben frit fremme i lejligheden og den lille datter har slugt en patron? Til gengæld fortoner den politiske kontekst sig. Netop det forhold, at modstanden ikke udfoldede sig i et politisk eller ideologisk tomrum er blevet fremhævet i Niels Wium Olesens anbefalelsesværdige bog, ”Modstand”, der udkom tidligere på året.

Den handler provokerende nok meget lidt om de enkelte sabotører og deres aktioner. Til gengæld tydeliggør den, at krig er politik videreført med andre midler, og den understreger de indre modsætninger i modstandsbevægelsen i en grad, der gør det temmelig vanskeligt at tale om den i bestemt form ental. Modsætningen mellem kommunisten Christensen og den borgerlige Kieler er med andre ord lige så interessant som modsætningen mellem kommunisten Hartig og nazisten Brøndum er det.

De fem hovedpersoners tanker, som de selv udtrykte dem, er bærende for udstillingen. De læses op af skuespillere i små filmklip, som gæsten kan fremkalde undervejs. Det betyder, at udstillingen er meget teksttung. Den får karakter af en mellemting mellem en lydbog og en dokumentar på DR2. Fraværet af dagslys forstærker oplevelsen af at befinde sig i en meget lille biograf. Forestillingen varer ca. 1½ time.

Der er ingen tvivl om, at Frihedsmuseets nye udstilling bygger på den meget stærke faglighed, der har kendetegnet museets drift i årtier. Der er tænkt meget over tingene. Men ethvert tilvalg indebærer et fravalg, især når pladsen er så relativ trang som den er. Det er umuligt at tilfredsstille både den forudsætningsløse krydstogtsturist, der lander på Langelinie lige henne om hjørnet, og Jørgen, der for længst har læst alle bøgerne. Og Jørgen skal nok belave sig på, at der er taget mange hensyn til turisterne. Men på sine egne præmisser står konceptet klart og stærkt formuleret. Om de arkitektoniske og didaktiske valg, der er truffet, også er langtidsholdbare, må tiden vise. Umiddelbart spændende bliver det at se, hvem der er inviteret til åbningen den 3. juli.

(Kristeligt Dagblad 30. juni 2020. Avisens rubrik var en anden, og enkelte formuleringer blev ændret.)

Da Rasmus, Maren og over 300.000 danskere blev amerikanere

Jørn Brøndal, Danske amerikanere, Aarhus Universitetsforlag

Jørn Brøndal begynder som man ofte gør, når der formidles, med et eksempel: Rasmus og Maren. Rasmus var veteran fra krigen i -64 og var 26 år gammel, da han i 1867 sammen med sin syv år yngre kone og deres spæde søn rejste til USA. De hørte dermed til den første større bølge af danske indvandrere. Vi får Rasmus’ og Marens historie, om hvordan efternavnet Poulsen blev til Paulson og Maren blev til Mary, hvordan de klarede sig i Midtvesten, hvor de fleste skandinaver slog sig ned. Brøndal er som forfatter leksikalsk anlagt, så vi forlader efter nogle sider Rasmus og Maren, og derefter følger en temmelig komprimeret tekst fyldt med fakta. Fra 1868 til 1930 rejste cirka 322.000 dansker til USA. Men udvandringen var ikke et dræn i den danske befolkning, der i samme periode voksede kraftigt. Ikke desto mindre ville den have været meget større uden emigrationen. I 1930 var der 529.000 danske indvandrere af første eller anden generation i USA. Danmark havde på dette tidspunkt en befolkning på godt 3,5 million. Nogle udvandrere vendte tilbage til Danmark, andre blot for en stund til Europa. Skønsmæssigt 30.000 dansk-amerikanere kæmpede i den amerikanske hær under 1. Verdenskrig. For fjenden kæmpede omtrent det samme antal dansksindede slesvigere.

Et helt kapitel er viet mødet med indianere, afro-amerikanere og kinesere. Datidens racetænkning inddelte jordens folkeslag i et hierarki af mere eller mindre civiliserede racer, og Brøndal gør opmærksom på, at nordeuropæere – med undtagelse af de katolske irere - automatisk blev indplaceret i toppen af dette hierarki. Danskerne havde altså privilegeret adgang til den amerikanske drøm. Han viser også, hvordan danskerne selv delte denne forståelse med adskillige artige citater.

Brøndal gennemgår de politiske, religiøse eller sociale grunde til at udvandre, beskriver hvordan danskerne holdt sammen, dannede foreninger, skoler og menigheder, og hvordan integrationen i det amerikanske samfund tog fart i tredje generation, således at det, der er tilbage i dag af dansk kultur i USA er musealiseret nostalgi.

Smeltediglen som metafor for det kulturelt blandede USA kom på alles læber efter et teaterstykke med titlen The Melting Pot havde premiere i 1908. Brøndal har åbenlyst moret sig med at vise, at udtrykket allerede blev brugt af den danske præst Holger Rosenstand i en bog om USA fra 1901.

Brøndal skriver ud fra et betydeligt overskud af viden og indsigt, så han har måttet prioritere hårdt i stoffet kan man se. Først på de allersidste sider kommer han til et ret væsentligt aspekt af udvandringen, nemlig hvordan den virkede tilbage på oprindelseslandet. ”I Danmark er den brede offentligheds interesse for udvandrere af nyere dato”, skriver han. Det passer ikke helt. Da der i Søndermarken i København i 1925 blev indviet et af dansk-amerikanere finansieret monument for dem ”der drog ud og aldrig vendte tilbage”, deltog 40-50.000 mennesker. Som Brøndals egne tal angiver havde en meget stor andel af danskerne udvandringen helt inde på livet, alene fordi chancen for, at de havde en nær slægtning i Amerika var temmelig stor. Der var også en organiseret hjemlandsturisme blandt udvandrerne, som Tina Langholm Larsen har skrevet om. Denne trafik frem og tilbage har bidraget til en dialektik på tværs af Atlanten i ”det amerikanske århundrede”. I en bog om det danske i USA ville det have været interessant at se det amerikanske i Danmark udfoldet. Til gengæld er det en lise at læse om USA uden at den nuværende præsident nævnes med et eneste ord. Tak for det.

(Kristeligt Dagblad 11. juni 2020. Redaktionen havde foretaget enkelte forandringer i teksten)

Grænserne findes

Grænseland. DR, 17., 24., 31. maj og 7. juni 2020.

1. og 2. afsnit.

I anledningen af 100-året for Genforeningen har Danmarks Radio taget det på sig at forklare forudsætningerne for Genforeningen i 1920. Det er gjort ved hjælp af dramatiseringer, ekspertkommentarer og en gennemgående fortæller i skikkelse af Lars Mikkelsen.

Det er en slags svendeprøve for danske historikere at forsøge at forklare det slesvigske problem. De fleste kender anekdoten om den britiske dronning Victoria, der i 1864 spurgte sin premierminister, lord Palmerston, hvad det nu egentlig gik ud på? Palmerston svarede ifølge anekdoten, at kun tre mennesker kendte svaret på det slesvigske spørgsmål: ”Den første var Deres Majestæts afdøde mand, den anden en tysk professor, som nu er blevet afsindig, og den tredje er mig selv, og jeg har glemt alt om det.” Moralen er, at man er lovlig undskyldt, hvis man ikke lige har en forklaring på rede hånd. Og hvis man vil have et svar, skal det trækkes op af et morads af statsretslige, forfatningsmæssige, nationale, sikkerhedspolitiske, sproglige, dynastiske og sociale konflikter.

Man kan for så vidt begynde helt i Middelalderen, men DR indleder sin serie i 1840erne, da den nationale konflikt eskalerede. Vi introduceres til et par af hovedrolleindehaverne i dramaet, Hertugen af Augustenborg og politikeren Laurids Skau. Hertugen etableres som en grum, tysk lensherre. Skau er på den anden side fremstillet som en godlidende, dansk bondeknøs, der kæmper for ret og retfærdighed. Det bliver lidt for tykt, for i stedet for at forstå den nationale konflikt, gentages blot nogle af de figurer, der indgik som elementer i den. Synsvinklen bliver et kollektivt, nationalt ”vi”, der lukker sig om sig selv. Tyskerne var ganske rigtigt fjenden dengang, men det var ”vi” jo også, må man huske. Første afsnit går til og med Første Slesvigske Krig 1848-50, og DR lægger sig op af en fortolkning af konflikten, der lægger det meste af skylden for krigens udbrud på slesvig-holstenerne.

Andet afsnit indledes med krigen i 1864. Også her fremstilles den tyske side som aggressoren. Til illustration vælges en arrogant preussisk officer og efter krigens afslutning en lige så arrogant preussisk embedsmand. Det får karikaturens karakter og virker lidt som en overkompensation efter Ole Bornedals fæle politisering af det historiske stof i TV-serien ”1864” fra 2014, der fremstillede danskerne som lallende idioter. Stadigvæk prioriteres det lokale frem for den europæiske kontekst. Krigene om Slesvig udkæmpedes ganske vist inden for et geografisk set overskueligt rum, men konteksten var europæisk. Alle stormagter – Rusland, Frankrig, Østrig, Preussen og Det forenede Kongerige – havde en aktie i de begivenheder, der endte med at forskyde magtbalancen i det europæiske indhav, Østersøen. Denne kontekst lades ude af betragtning. Til gengæld kan de dramatiserede sekvenser tjene til illustration af, hvordan denne europæiske konflikt blev oplevet og håndteret lokalt.

I andet afsnit af serien træder H.P. Hanssen frem som en hovedaktør på dansk side i den nationale kamp efter 1864. Det giver fortællingen en politisk nerve, der hæver sig op over den blotte nationale modsætning, og så begynder det at blive interessant. Hanssen ønskede at aktivere den nordslesvigske befolkning som en politisk faktor i Preussen ved at stille op til både rigsdags- og landdagsvalg og ad denne vej at skaffe den danske sag en talerstol. Andet afsnit slutter med Første Verdenskrigs udbrud, som fortælleteknisk bruges som en cliffhanger.

Det er en dyr og flot produktion. Musikken er komponeret af Phillip Faber, men den virker temmelig generisk, hvis man også har fulgt med i serien om Danmarks natur, der fyldte samme sendeflade de forudgående søndage – endda med samme fortæller. Hvad er egentlig forskellen mellem den musik, der ledsager billederne af sort sol over Tøndermarsken og den, der skal illustrere bøndernes politiske kamp længere inde i landet?

Man kan ikke forlange af en TV-serie, at den får alle faktorer med. Der må klippes hårdt i stoffet, hvis der skal komme bare nogenlunde seværdigt fjernsyn ud af møjen, og man kan selvfølgelig altid diskutere prioriteringerne. Det er en kvalitet, at serien er to-sproget. I dramatiseringerne taler tyskerne faktisk tysk, nogle bedre end andre. Danskerne taler dansk. Problemet er, at det er et tydeligt østdansk anno 2020, der tales. Det er påfaldende, at det ikke har kunnet lade sig gøre at skaffe skuespillere, der taler bare en eller anden form for jysk, endsige sønderjysk. Det samme gælder i øvrig de fleste locations, der er fundet på øerne. Slesvigsk byggeskik er ikke særlig godt repræsenteret som kulisse. Det er svært at abstrahere fra den sjællandske stemning, der lægges ned over stoffet.

3. afsnit

Danmarks Radios serie om grænselandet er i tredje afsnit nået til 1914, og Den store Krig tilbyder sig som et taknemmeligt, dramatisk omdrejningspunkt for fortællingen. Mændene kaldes i krig, og kvinderne må tage slæbet med at få bedriften til at fungere. Klip fra en brevveksling mellem en indkaldt teglværksejer og hans forlovede hjemme ved Flensborg Fjord fungerer stærkt som eksemplificering af denne relation. Vægten er på hverdagshistorien hjemme, og krigen set nedefra, fra den enkelte soldats perspektiv. Det bliver lige lovlig nærsynet. Grænselandet var jo også af strategisk betydning i kraft af f.eks. Kielerkanalen, flådestationen ved Flensborg eller zeppelinerbasen ved Tønder.

Tragedien på Vestfronten er blevet en filmisk kliché, som der trækkes store veksler på. Mareridtet i skyttegravene er godt stof, men det suger opmærksomheden fra f.eks. Østfronten eller søkrigen. De dansksindede nordslesvigere udkæmpede ”en krig, der ikke var deres”, som det hedder med en vending, der ofte er blevet anvendt. Når krigen ikke var sønderjydernes, underforstår man, at den altså tilhørte nogle andre. Men det var jo næppe den tysksindede nabo i Haderslev. Ganske vist var der indledningsvis en vis krigsbegejstring i Tyskland, men den gik hurtigt fløjten. Krigens vilkår var i høj grad delt af alle – danske, tyske og de evigt glemte frisere – i grænselandet, og det er et aspekt, der berøres, men det forsvinder i den overordnede fortællings ramme om den tyske undertrykkelse af de stakkels danskere. Selvfølgelig skal Danmarks Radio have lov til at fortælle danskernes historie, men det skader jo ikke at hæve blikket lidt og se sagerne fra flere vinkler.

Tidsbilledet er godt tegnet visuelt i de dramatiserede sekvenser. Da jeg i anmeldelsen af de første afsnit bemærkede, at sønderjyderne taler påfaldende østdansk, fik jeg en kommentar fra en sønderjyde: ”Hvis de snakkede rigtig synnejysk, ville den almindelige seer jo have brug for undertekster.” Og det er unægtelig rigtigt. De tyske replikker halter dog stadig, undertekster eller ej. Det er for tydeligt, at det er danske skuespillere, der kæmper med udtalen. Afsnittet slutter med, at teglværksejer Hollesen vender hjem til sin forlovede, og værten, Lars Mikkelsen, fortæller om de mange faldne danskere. Afsnittet har sin styrke i, at det har sat sig i den enkelte sønderjydes sted. Dramatiseringer indbyder til den form for identifikation. Den politiske historie må vi så vente med at få til næste uge.

4. afsnit

Fjerde og sidste afsnit af DR’s serie Grænseland undgår med held at hensynke i den lykkelige afslutnings magelighed. Det kunne ellers have været så oplagt. Efter de slesvigske krige, preussisk undertrykkelse af danskheden i Nordslesvig, 1. Verdenskrigs rædsler kunne der være lagt op til en god gang hjemme-ude-hjem-fejring. Men afsnittet undgår den uklædelige triumfalisme, som de foregående afsnit ellers godt kunne have lagt op til. Signaturmelodien for 3. afsnit var ”Tunge mørke natteskyer” og for 4. afsnit ”Se, nu stiger solen”, begge af Jakob Knudsen. Solisten får næsten ødelagt glæden over Oluf Rings fantastiske melodi til sidstnævnte med sin drævende intonation. Hvis man kan abstrahere fra det, er det ikke modsætningen mellem sangenes hovedtemaer, mørke og lys, der dominerer indtrykket, men derimod at begge sanges grundstemning er melankoli. De er ikke som dag og nat, men som daggry og skumring. Begge melodier – den første er af Nielsen – var helt nye i 1918, da afsnittet tager fat, og de bidrager dermed til tidsbilledet. Man kan god spørge, hvorfor de mange fædrelandssange fra tiden omkring Genforeningen ikke er bedre repræsenteret: ”For en fremmed barsk og fattig”, ”Du gav os de blomster”, ”Som en rejselysten flåde”, ”Hvor smiler fager” osv. osv. De er også børn af tiden og illustrerer oven i købet det problem, som behandles, nemlig det nationale. Hvor smukke disse sange end er, virker valget af Knudsens salmer rigtigt, fordi de tjener til påmindelse om, at der også var andet på spil: Skæbne og eksistens, tvivl og håb.

Fjerde afsnit balancerer godt mellem den store og den lille historie. Vi får illustrative eksempler på enkelte skæbner og med de forenklinger, som hører til genren, også en god gennemgang af den overordnede politiske proces, der førte til Slesvigs deling i 1920. Fokus er på indre konflikter og dilemmaer. Hvordan forholdt de dansksindede sig til deres tysksindede naboer? Hvad var modsætningerne på de indre linjer i den danske tilgang til spørgsmålet? Skulle grænsen gå ved Dannevirke, syd om Flensborg eller hvor den endte med at gå? Det endte med at sejrherrerne efter krigen afgjorde, at det ikke var et spørgsmål, der kunne besvares bilateralt mellem Danmark og Tyskland. De involverede parter, både nationalt og lokalt, endte med at blive statister i en storpolitisk proces.

Tilrettelæggerne har ikke kunnet modstå fristelsen til at bruge slottet i Versailles som illustration til fredsforhandlingerne. Det er unægtelig også et fotogent sted. Men forhandlingerne foregik faktisk i det centrale Paris. Kun selve underskrivelsen af fredstraktaten foregik i Versailles, hvorfor den også kaldes Versaillesfreden. Det var en delikat hævnakt fra fransk side, fordi tyskerne efter sejren over Frankrig i 1870-71 havde brugt slottet som kulisse for deres triumf. Nu blev det rammen om deres ydmygelse.

Afsnittet slutter med et velanbragt udblik til, at ikke alle problemer blev løst i 1920. Der blev efterladt mindretal på hver side af den nye grænse. Størrelsen på disse mindretal varierer i speak og rulletekster. Det er sådan set mere illustrativt end det vel var intentionen, for tallene varierer jo netop så meget, fordi mindretallene ikke er enten/eller.

Det betyder ikke, at der ikke er forskel på tysk og dansk. Det betyder ikke, at grænsen ikke skal være der. Da Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet nåede til bogstavet G, faldt det hende ind at skrive: ”Grænserne findes”. Det var i 1981. Siden dengang er grænseløsheden bare steget og steget, indtil vi i 100-året for Genforeningen har oplevet en pludselig og uventet re-aktualisering af grænsen, fordi den nu kan både lukkes og åbnes ved politisk beslutning som et resultat af smittefare. Der er ingen tvivl om, at de fleste i grænselandet gerne ser en åben grænse. Men grænsen findes ikke desto mindre som grænse mellem noget og noget andet. Og uden denne forskel ville Grænselandet ikke være grænseland. Der er rigeligt stof til både et femte og et sjette afsnit.

(Kristeligt Dagblad på net og i avisen 17. maj – 8. juni 2020)

I forhold til Tyskland

Steen Andersen, ”Der er intet foruroligende for Danmark” – Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april 1940, Syddansk Universitetsforlag


Beskrivelsen af store og betydningsfulde historiske beslutninger bliver kun alt for let inficeret af efterrationalisering og bagklogskab. Man behøver blot sammenligne foråret 1940 med foråret 2020. Store mængder af informationer, holdninger, advarsler og formodninger vælter ind over beslutningstagerne. Bagefter kan man rive regeringen i næsen, at den overså en advarsel, negligerede en anbefaling eller ignorerede en oplysning. Men det kan man typisk fordi man nu ved, hvordan det gik og derfor kan identificere dem, der endte med at få ret. Der er til hver en tid mange forudsigelser, formodninger og forventninger i almindeligt omløb. Langt fra alle virkeliggøres. Historiens gang er et lotteri, der udtrækker enkelte af dem og ophæver dem til profetier, fordi de viste sig at være rigtige. Beslutningstagere i krisesituationer nyder derimod ikke bagklogskabens privilegium. De skal træffe afgørelse ud fra en række mulige og tænkelige udfald, mens deres politik bagefter altid bliver bedømt på dens værdi for det faktiske udfald.

Kristeligt Dagblad den 9. april 1940, der blev 

redigeret dagen før den tyske besættelse.

Steen Andersen har sat sig for med denne bog at undersøge grundlaget for de beslutninger og forholdsregler, der blev truffet af den danske regering fra indgåelsen af den dansk-tyske ikke-angrebspagt i maj 1939 til iværksættelsen af Operation Weserübung ganske tidligt om morgenen den 9. april 1940. Han vil om bag ved bagklogskaben. Det vil alle historikere selvfølgelig, men det kan være meget sundt at blive mindet om, at det er formålet. Fremgangsmåden er en kildenær beskrivelse af de informationer, der til hver en tid stod til rådighed, i kombination med en analyse af de motiver og den tankegang, der lå til grund for bearbejdningen af disse informationer. Hovedpersonen er udenrigsminister P. Munch, en af de mest forhadte skikkelser i dansk politik i det 20. århundrede. Andersen har en sikker hånd. Han hverken fordømmer eller forherliger, men gør et virkelig velkvalificeret forsøg på at forstå, hvorfor Munch gjorde som han gjorde og sagde som han sagde. P. Munch var styret og begrænset af en forestilling om, at en blivende tilpasning til Berlin ville beskytte Danmark fra at blive involveret i den eskalerende stormagtskonflikt i slutningen af 1930erne. Han kunne simpelthen ikke forestille sig, hvilken fordel Tyskland kunne få af en militær invasion af Danmark, som Tyskland ikke allerede kunne opnå ad diplomatisk vej. Deri tog han som bekendt fejl. En af Steen Andersens mange interessante pointer er, at fejltagelser kan være velbegrundede. Det gjaldt f.eks. et tilfælde, da Munch i lyset af de advarsler om tysk aggression, der var indløbet i begyndelsen af april 1940 bad Erik Scavenius om at tage til Berlin for at sondere tyskernes hensigter. Scavenius afviste med henvisning til, at det var helt utænkeligt, at Tyskland ville gribe til yderligere erobringer. ”Det interessante ved den vurdering,” skriver Steen Andersen, ”var ikke, at det få dage senere skulle vise sig at være en fatal fejlvurdering men derimod, at den faktisk byggede på en realistisk analyse af situationen.” I denne ene formulering er Andersens anliggende kondenseret, og den rummer også nøglen til en forståelse af Munchs og Scavenius’ rolle, som hverken udelukker deres kritikere eller deres tilhængere fra at blive klogere. Det er en bedrift af Steen Andersen, at han formår at skrive om et så omstridt og betændt emne på en måde, der drager modsætninger ind i diskussionen snarere end at skærpe en ufrugtbar polemisering.

Danmark blev i takt med krigens udvikling fra den tyske invasion af Polen i september 1939 til den sovjetiske invasion af Finland i november stadig mere klemt af stormagterne, ikke kun Tyskland. Den danske neutralitetspolitik var konstant udfordret, også fordi Danmark stod isoleret i Norden. Steen Andersen viser med udgangspunkt i britiske kilder, hvor irriterede briterne var over den danske tilpasningspolitik til Tyskland. Bogens væsentligste bidrag til forståelse af situationen er dokumentationen af de systematiske britiske forsøg på bryde de skandinaviske landes neutralitet. En stor britisk flådeaktion i Østersøen i foråret 1940 blev først i sidste øjeblik aflyst. Den ville med sikkerhed have udløst krig på dansk grund, og det var netop planen, at det skulle inddrage de skandinaviske lande i krigen på de vestallieredes side. Briterne koncentrerede i stedet deres opmærksomhed på Nordnorge, hvor de ønskede at sikre havnen i Narvik. Steen Andersen viser, at de fortsatte britiske krænkelser af den danske og norske neutralitet var årsag til stor bekymring i København. De har siden fået lov til at stå i skyggen af den tyske besættelse den 9. april, og er af eftertiden blevet helt anderledes bedømt. Men den konkrete oplevelse i Skandinavien i det tidlige forår 1940 var et pres fra både syd, øst og vest. Når besættelsen kom som en overraskelse, skyldtes det altså ikke, at man ikke var klar over, at der ville ske noget. Men kun få regnede med en uvarslet militær besættelse af hele landet.

Det er ikke til at kommen udenom, at bogen er skæmmet af en uafsluttet sproglig redaktion. Der er ikke læst ordentligt korrektur. Mange af citaterne fra kilderne er åbenlyst fejlbehæftede. Hvordan kan en formulering hentet fra en svensk kilde som ”försvar av flygplatser omme de bart söder om gränsen” overhovedet passere nogens skrivebord? (Der må være tale om forsvaret af flyvepladser ”omedelbart” syd for grænsen.) Et blivende irritationsmoment er den stadig anvendelse af vendingen ”i forhold til”. Den forekommer på snart sagt hver eneste side og meget sjældent velanbragt. Hvad skal man mene om følgende sætning: ”Ikke en gang i forhold til spørgsmålet om diplomatisk støtte i forhold til en situation, hvor Tyskland ville kræve en grænseændring, var der meget hjælp at hente i Storbritannien.” Det skal for det første være ”megen” og ikke ”meget”, da hjælp er fælleskøn. For det andet kan sætningen ikke alene forenkles, men også gøres klarere. Hvorfor skriver Andersen ikke bare: ”Der kunne ikke engang forventes britisk diplomatisk støtte i tilfælde af et tysk krav om grænseændring.”  Eller hvad med en formulering som: ”Selvom trusselsbilledet i forhold til videre sovjetisk aggression mod Skandinavien var aftagende, betød det ikke at krigsskyerne var drevet væk, tværtimod.” Her bliver manglen på præcision suppleret af en unødvendig metafor. Helt centrale formuleringer forurenes af denne sproglige unode som f.eks. i analysen af ”at de skandinaviske landes stilling internationalt blev betragtet fra London som et forhold, der skulle bearbejdes, presses og trues til at agere i forhold til de britiske interesser.” Hvad er meningen? Betyder det ”i modsætning til”, ”under hensyn til” eller ”i overensstemmelse med”? Det er efter konteksten at dømme nok det sidste, der menes.

En så god bog som denne har fortjent et andet oplag. Det kunne passende benyttes som lejlighed til at ofre tid på en ordentlig sproglig overhaling, så den kan få de seks stjerner, den fortjener. Indtil da må den nøjes med fem.

(Kristeligt Dagblad 3. juni 2020. Avisen havde en anden rubrik.)

Genforeningen

Hans Schultz Hansen, Genforeningen, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider


100-året for Genforeningen fejres i år med alle fanfareorglets registre trukket ud. Det var og er en af de helt store begivenheder i Danmarks historie. Men spørgsmålet er, hvordan vi tolker den? Var den en heling af det sår, der var åbnet i 1864? Var den bod for den uret, der var begået mod de danske slesvigere? Eller var den en tragedie for det engang så rige og stolte hertugdømme Slesvig, der endegyldigt blev delt i to dele, hver med et fremmedgjort mindretal? Eller med Hans Schultz Hansens ord ”reduceret til to periferier i hver sin nationalstat.” Han svarer ikke på spørgsmålet, men idet han stiller det, er der åbnet for en rigere og mere nuanceret tolkning af det, der kun med alt for stor lethed kunne reduceres til en selvfejring, hvor danskerne begejstret forsikrer hinanden om, hvor langt vi er nået med fredelige midler og demokratiske afstemninger.

Hansen viser, hvordan Genforeningen var alt andet end konfliktfri forstået på den måde, at den var en funktion af en krig og resultat af en magtkamp. Den var blevet muligt takket være Tysklands nederlag i Den store Krig, og selv grænsedragningen var genstand for en intens politisk kamp nationalt og internationalt. Den udløste den alvorligste konstitutionelle krise i Danmark i det 20. århundrede, da Christian X afskedigede regeringen Zahle i påsken 1920. Den radikale Zahle arbejdede for en grænsedragning meget lig den nuværende, mens kongen sympatiserede med de kræfter inden for og uden for politik, der ønskede at få Flensborg til Danmark. Kongen handlede ikke på egen hånd, men som aktør i et intenst politisk spil, hvor han havde opbakning både i Venstre og blandt konservative. Heller ikke Zahle var en passiv uskyldighed, da han undlod at rådgive kongen om, hvad konsekvenserne af hans beslutning blev. Zahle så gerne til med korslagte arme, mens den københavnske pøbel krævede kongens afgang. Men den popularitet Christian X satte til i foråret 1920, genvandt han ved sin deltagelse i den symbolske generobring af det tabte land i sommeren samme år, da han krydsede Kongeåen på en hvid hest.

Genforeningen blev aldrig et spørgsmål, der kunne afgøres som en aftale mellem Berlin og København. Hansen lægger i sin redegørelse vægt på den betydning det havde, at de sejrende magter i verdenskrigen indoptog en revision af den dansk-tyske grænse som en del af den samlede fredsslutning med Tyskland. Det kunne godt virke som om Danmark havde brug for de sejrende stormagter til at vride armen om på Tyskland, men det var faktisk ikke tilfældet. Tidligt efter våbenhvilen i november 1918 erklærede Berlin sig villig til at regulere grænsen efter principperne om folkenes selvbestemmelsesret, og det så en overgang ud til, at en ny grænsedragning kunne ordnes som et bilateralt dansk-tysk mellemværende. Men sejrsmagterne tog over, og dikterede mere eller mindre betingelserne uden at lytte alt for meget til den danske regering. Til gengæld lykkedes det private, danske lobbyister at gøre deres indflydelse gældende. Den egentlige afgørelse om den fremtidige grænse blev afgjort, da grænserne mellem de zoner, hvor der skulle stemmes, blev trukket, og da det blev afgjort, hvem der kunne stemme. Betydning fik det f.eks. da en bestemmelse om, at man skulle være bosiddende i afstemningsdistriktet for at have stemmeret, bortfaldt ved et ubemærket pennestrøg. Det var nok, at man var født i distriktet eller havde beboet det tidligere, hvilket førte til en tilstrømning af stemmeafgivere fra både nord og ikke mindst syd.

Da afstemningerne endelig fandt sted i februar og marts 1920, var de afgørende beslutninger altså truffet. Resultatet er velkendt. Men bare fordi grænsen har været den samme i 100 år, betyder ikke at den har været uanfægtet. Nazityskland accepterede ikke Versaillesfredens betingelser og dermed heller ikke 1920-grænsen. Det blev fra Berlin effektivt brugt til at intimidere København med implicitte trusler om en grænserevision mod nord. Danmark stod uden allierede i 1930erne og var presset helt i bund. Som Hansen påpeger kom den første officielle tyske anerkendelse af 1920-grænsen paradoksalt nok den 9. april 1940 i et tysk memorandum til den danske regering. Men da var betingelserne naturligvis også forandret, idet tyskerne nu havde brug for at opretholde illusionen om en ukrænket dansk territorial integritet og besættelsen som en overenskomst mellem to ligeværdige stater. En egentlig traktatlig stadfæstelse af den dansk-tyske relation i grænselandet kom i 1955, da forbundskansler Adenauer til gengæld for dansk tilslutning til Vesttysklands optagelse i NATO gav betydelige indrømmelser til det danske mindretal i Sydslesvig. Samtidig blev der i København afgivet en tilsvarende erklæring om det tyske mindretals rettigheder i Nordslesvig. Disse to ensidige erklæringer, der i praksis er gensidige, fungerer i dag som grundlag for en fredelig sameksistens hen over den grænse, der delte Slesvig i 1920.

Hans Schultz Hansen har haft held med at samle Genforeningens forudsætninger, forløb og efterliv i et effektivt kondensat af en historiebog. Det bliver stedvist lige lovlig sammentrængt, når han øser af sin kundskabs rigdom. Man mærker, at pointerne har stået i kø og ofte har måttet finde afløb i en bisætning. Men det er altså også virkelig kompliceret stof, og vil man have en lille, overskuelig og velillustreret introduktion til dette sammensatte emne og dets mulige tolkninger, er denne bog et rigtig godt sted at begynde.

(Kristeligt Dagblad 4. februar 2020, avisen rubrik var en anden)