Grundig og nærsynet

Jørn Henrik Petersen

Julius Bomholt – Fra idé til handling, Gads Forlag

Da Socialdemokratiet blev stiftet for 150 år siden, var det fra begyndelsen med bevidstheden om, at madstræb alene ikke kunne gøre det. Konkurrenterne i det jævngamle parti Venstre var forankret i en stærk kultur, der havde folkehøjskolerne som bastioner, og de konservative Højre sad på de etablerede kulturinstitutioner i byerne. Derfor opbyggede også Socialdemokratiet en tradition for oplysning og kultur, som man kan se bevidnet f.eks. i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i Rømersgade i København, hvis festsal nyligt er blevet restaureret. I kraft af dette kulturelle beredskab lod arbejderbevægelsens tillidsmænd sig ikke tale ned til af borger- eller bondekulturens repræsentanter. De havde hjemme selv. Således også Julius Bomholt (1896-1969). 

Han voksede op uden for Silkeborg. Selv skiltede han gerne med, at han var rundet af almuen, men den rod skal man tilbage til bedsteforældrenes generation for at finde. Faderen var funktionær på en papirfabrik og dertil politisk aktiv, så familien tilhørte bestemt ikke samfundets bund. Den opvakte dreng fik mulighed for at uddanne sig efter sit eget hoved. Han blev student og valgte det teologiske studium, ikke ud fra religiøs tilbøjelighed, men fordi det tilfredsstillede hans videbegær. Han blev højskolelærer og i en ung alder forstander for arbejderhøjskolen i Esbjerg. I 1929 blev han valgt til Folketinget for Socialdemokratiet. Han tilbragte flere år i Folketingets grebning, som man sagde, hvor folketingsgruppens stemmekvæg blev placeret.

I de første år var hans politiske karriere en skuffelse, fordi han hverken fik ministerposter eller ordførerskaber, der svarede til hans ambitioner, selvforståelse eller interesser. Kultur- og undervisningspolitik blev Bomholts varemærke, men hvilken kultur skulle fremmes? I Socialdemokratiet sloges man om, hvad kultur var. En fløj mente, at det handlede om at udjævne den eksisterende elitære, borgerlige kultur til alle. En anden fløj ønskede at fremme en særskilt arbejderkultur. For Bomholt og Socialdemokratiet blev det i 1930erne i realiteten en tredje vej, nemlig en national, folkelig kultur, der blev målsætningen. Det hang sammen med Socialdemokratiets erkendelse af, at det aldrig ville kunne opnå absolut flertal, og at der derfor var brug for en bred folkelig alliance med ikke mindst Venstre.

Bomholt selv nedfældede sine tanker om folket og nationen i en formaning til den eneste overlevende søn, som han og hans kone Anna Marie, kaldet Ne, i 1939 blev forældre til: ”Lad Landets og Folkets Frihed være din Ære. Bliv en Mand, der er rodfæstet i dit Folk. Gaa i Døden for Folket, om det kræves.” Det er noget af en fordring, må man sige.

Da Bomholts drøm om et kulturministerium blev virkeliggjort med ham selv som minister i 1961, var det imidlertid hverken arbejderkulturen eller den folkelige kultur, der blev bærende for ministeriet. Det blev bestykket med en række af de traditionelle borgerlige institutioner – Det kongelige Teater, Statens Museum for Kunst m.v. Det blev i praksis udjævningen af finkulturen til det arbejdende folk, der blev Kulturministeriets opgave. For de socialdemokratiske kulturpolitikere handlede det om at skabe en kulturel overbygning til velfærdsstatens opfyldelse af de mere timelige behov.

I sin disputats (”Meningen med velfærdsstaten”) har litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard vist, hvordan den socialdemokratiske drøm om kulturpolitikkens forening med velfærdsstaten blev en fiasko. Filmskabere og litterater viste sig at være meget kritiske over for velfærdsstaten, og den kunst, som det nye Kulturministerium sponsorerede gennem Statens Kunstfond, mødte udbredt folkelig modstand. De socialdemokratiske kulturpolitikere, der havde hyldet princippet om en folkelig kultur, vågnede op en morgen og opdagede, at de var blevet arrogante åndsaristokrater. Bomholt selv sagde – som tidligere formand for Radiorådets Programudvalg – om piratsenderen ”Radio Mercur”, at den var ”en popradio beregnet for mennesker med intelligenskvotient væsentlig under 100”. Radio Mercur blev lukket ved lov i 1962, men Statsradiofonien måtte bøje sig og åbnede selv kort tid efter P3. Det var ikke Bomholts kop te.

Fordi bogen markerer kulturministeriets 60 års jubilæum, er det naturligt, at kulturministeren har skrevet forordet. Det blev en af Joy Mogensens sidste embedshandlinger at gøre det, og det er på mange måder et indholdsrigt og interessant forord, der taler for kulturens betydning for samfundslivet. At Mogensen siden har måttet trække sig som kulturminister, vidner om, at de værdier, som hun – og Bomholt – står – og stod – for, til syvende og sidst ikke har vundet fodfæste.


Bomholt boede 1953 til 1967 i Provstevænget,
en af de dyreste adresser i Roskilde. (eget foto)

Det efterlader bogens læsere med det spørgsmål, om ikke Bomholt og hans statsminister Kampmann i virkeligheden gjorde kulturen en bjørnetjeneste med oprettelsen af Kulturministeriet for 60 år siden? Tanken var, at kulturen ville nyde fremme, hvis den fik sit eget ministerium. Selv var Bomholt som socialdemokratisk veteran en relativt stærk minister, men stadig var hans ministerium i realiteten en afskalning af Undervisningsministeriet, som Bomholt selv tidligere havde haft ansvaret for, så målt i volumen og budget kan man også betragte kulturministerposten som en degradering. Og i stedet for at fremme kulturen har denne nyordning i praksis sørget for, at kulturen permanent står isoleret i bunden af regeringshierarkiet.

Hele seks fonde, tre kommuner, to fagforeninger, en bank, et parti og en vælgerforening har bidraget til bogens udgivelse, og de har da også fået en righoldig og flot bog for pengene. Men projektet ville måske have været bedre tjent med at være knap så generøst finansieret, for det kunne have tvunget forfatteren til at økonomisere mere med pladsen. Petersen har tydeligvis levet sig ind i Bomholts skæbne, hans liv og værk, men har ikke haft held med at omsætte sin indsigt i en form, der tager læseren ved hånden. Stoffet fordeler sig noget udisciplineret over de 615 sider. Stramt fortalt og redigeret ville historien snildt kunne afvikles på væsentlig færre sider. Der er umotiverede spring i tid og unødvendige gentagelser, og så mangler der noget så fundamentalt som en litteraturliste. Hele teksten er holdt i grammatisk nutid, og det forstyrrer kronologien. Når denne anmelder lyder lidt skuffet, skyldes det, at forventningerne til Jørn Henrik Petersen må være ret høje. Han er ankermanden bag det bindstærke værk ”Dansk Velfærdshistorie” og er kendt for fagligt at favne vidt. Derfor er han den måske bedst skikkede til intellektuelt at forfølge den forening af kultur og velfærd, som var Kampmanns og Bomholts ambition. Men Petersen binder sig for stærkt til, hvad han har fundet i Bomholts omfattende privatarkiv, så det ender med en grundig, men altså også lidt nærsynet biografi, der ikke helt formår at hæve blikket og skue lidt videre.

(Kristeligt Dagblad 9. nov. 2021. Redaktionen ændrede kone til hustru, og avisens rubrik har jeg forkortet)

Salonkunstens kalamiteter

Lennart Gottlieb, Identitet. Om identitetsproblemer og det særligt privilegerede i tidens kunstkultur. Forlaget Frydenlund

Lennart Gottlieb (f. 1953) er en respekteret kunsthistoriker med en lang karriere bag sig på Aarhus Kunstmuseum, Glyptoteket og Statens Museum for Kunst. I udgangspunktet er denne bog et opgør med den identitetspolitik, der præger museumsbranchen, Kunstakademiet og kunsthistorie som fag på Universiteterne. Anledningen er for det første Den hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af den unge Marie Triepcke (senere gift Krøyer) fra 1885 og for det andet opstillingen af skulpturen ”I am Queen Mary”, udfærdiget af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle på Københavns havnefront - ”det ene værk var plat appellerende, det andet docerende og fordomsfuldt”.

At kritisere den identitetspolitiske vending blandt danske kunstnere og kunstteoretikere hører efterhånden til standardrepertoiret på højrefløjen, men Gottlieb taler ikke fra et politisk standpunkt. Han taler som kunsthistoriker og dermed ud fra, hvad han betragter som en fagligt funderet definition af, hvad god kunst er: ”Kultur er disciplinering. Kunst er åndelig kompensation og ekspansion, og kunst er tillige, når den er bedst, modstand mod den kulturelle disciplinering, specielt den, der regulerer kunstværkets rammer.” (s.19)

Det er tydeligt, at Gottliebs kunstsyn er tæt forbundet med modstand mod rammer, forudsigelighed, regler, institutioner. Han hylder den forestilling, som lå bag impressionismens opgør med den parisiske salonkunst, nemlig at kunstneren ikke er til for at behage sin samtid, men for at være i pagt med fremtiden. Derfor er det nærmest en diskvalifikation i sig selv, hvis en kunstner har solgt godt i sin samtid eller hvis kunstneren bruger sin virtuositet til kamæleonagtigt at tilpasse sig tidens smag og normer – som f.eks. Wegmann. Når kunst lader sig disciplinere, bliver den til kultur og ophører med at være kunst. Kunsten må ikke være facil, ufarlig, pæn, tilpasset.

Forfatteren har sat sig 
selv på bogens forside med
cigaret og sommerhabit
i Los Angeles anno 1987,
en selvironisk kommentar
 til kritikken af de fonde,
 der har tjent deres penge
på rusmidler.

I den anden ende af Gottliebs skala ligger den gennempolitiserede skulptur på havnefronten, der på sin vis også – selv om den hævder at være udtryk for et oprør – er facilt tilpasset et modelune, den postkoloniale kunstteori. Gottlieb gennemspiller den efterhånden velkendte kritik af kunstværket for slet ikke at handle om, hvad det hævder at handle om. Værket  handler om kunstnerne selv. Hans analyse af den ene kunstner, Jeanette Ehlers’ selviscenesættelse er skarp, men også nænsom og forstående.

Gottlieb afbryder sig selv med nogle overraskende selvbiografiske indskud i teksten, som det indledningsvist er vanskelige at tyde. Pludselig bliver vi konfronteret med historien om, hvordan hans mor blev fejlmedicineret til døde som blot 62-årig i 1993, og et andet sted skal vi høre om hans opdagelse af, at diabetes 2 (der tidligere kaldtes ikke insulin-krævende sukkersyge) slet ikke kræver insulin. Han har tydeligvis et udestående med medicinalindustrien. 

Efterhånden falder ti-øren. Det handler om NOVO-fondens sponsorering af kunstmiljøet, som efter Gottliebs opfattelse er gennemsyret af en feministisk aktivisme. De store museer er ledet af kvinder og har næsten kun kvindelige ansatte, og de arrangerer udstillinger med kvindelige kunstnere. Det er også grunden til, at Den hirschsprungske har købet Wegmanns maleri. Hun er kvinde. De andre store fonde får også et fur, ikke alene fordi de bruger pengene forkert, men fordi deres penge kommer fra tobak, alkohol og sukker.

Gottlieb går videre med sin kritik, fordi han beskylder fondene og museerne for noget nær nepotisme, fordi alle kender alle, sidder i hinandens bestyrelse og bevilger hinanden penge. Afsnittet hedder ganske enkelte ”De sammensvorne” med en fordækt henvisning til et hovedværk af Otto Bache, en af de salonkunstnere, som Gottlieb ikke bryder sig om. Billedet forstiller gerningsmændene på flugt efter mordet i Finderup Lade. Tilsvarende mener Gottlieb, at de ansvarlige for kunsten i dag er inkompetente og at de slår kunsten ihjel ved at forvandle kunstmuseerne til kulturhistoriske museer.

Til slut i bogen giver Gottlieb sit eget bud på et monument på den københavnske havnefront for slaverne i Dansk Vestindien, en gigantisk sort blok, placeret hvor Amaliehaven nu ligger, i hele anlæggets bredde, et par etager høj, så den tager udsigten til Amalienborg Slotsplads og Marmorkirken fra havnen. Gottlieb vil næppe vinde mange tilhængere for dette forslag, så det er i glimrende pagt med hans eget æstetiske ideal, der handler om endelig ikke at gøre nogen tilpas.

Lennart Gottlieb taler ex chatedra. Lidt docerende, kunne man sige, dog ikke helt uden selvindsigt. Han taler også som repræsentant for sin generation af kunsthistorikere og kunstnere, selv om han også modsiges af nogle af sine jævnaldrende kollegaer, ikke mindst Mikael Wivel. Gottlieb kan imidlertid ikke afskrives som bare en gammel sur mand, der har haft sin tid. Han har et skarpt blik og en spids pen. Især hans kritik af den ideologiserede museumsvirksomhed og kunstteori er hele bogen værd.

(anmeldt til denne blog)

Den gode tone er en, de andre skal holde

Suzanne Brøgger, En forfatters dagbog 2010-2020, Gyldendal

Den 10. december 2011 noterede Suzanne Brøgger i dagbog, at hun ikke ville skrive mere om sig selv. Det fortsatte hun dog med i ti år, og nu kommer det skrevne på tryk. At pånøde den læsende offentlighed 400 siders løftebrud, forekommer noget prætentiøst.

Det er vanskeligt at vurdere bogens genremæssige status. Er der tale om en offentliggørelse af noget, som oprindeligt var helt privat? I hvor høj grad havde Brøgger et publikum for øje, da hun satte pen til papir til at begynde med? Brøgger har i hele sit liv gjort det private til et offentligt anliggende gennem sine bøger, så det er vanskeligt ikke at få den tanke, at publicering har ligget som en mulighed hele tiden. Det ligger også i tekstens tone. Den er ikke henvendt til forfatteren selv, for hun har ikke brug for at overbevise sig selv om noget. Teksten higer efter at blive læst, angler efter anerkendelse uden for det lille rum, som er dagbogens. 

Der er dog næppe tale om et gennemkalkuleret litterært produkt, for læseværdigt er det netop kun i passager. Brøgger udbryder ganske vist: ”Mine dagbøger er mit livsværk”, og hun kan næppe udfærdige en dosmerseddel uden at give den et anstrøg af litterær kvalitet, så man skal ikke blive overrasket over, at en uredigeret dagbog fra hendes hånd har læseværdige passager. Men de er måske snarere noter til (endnu) en selvbiografi, som altså må nøjes med at udkomme som noter. Har de så fortjent at blive læst? Kun hvis man i forvejen synes, at Suzanne Brøgger er en interessant person, og at hendes omtale af venner og modstandere har vægt.

Bogen slutter med et såkaldt ”omslag”, en kappe af generelle betragtninger om racisme, corona, klima, MeToo og hvad der ellers fylder i den offentlige debat i disse år. Det virker lidt som om Brøgger har forlæst sig på Carsten Jensen. Ingen af de to jævnaldrende ronkedorer synes at være klar over, at en verden, der har adgang til sociale medier, ikke længere venter i spænding på, at deres uredigerede strøtanker udkommer med ryg på.

Dagbogen handler i høj grad om hendes udadvendte liv, til foredrag, på kunstudstilling, til middag og reception, i teatret – London, Paris, New York, you know. Den er præget af spontane udfald og indforståede indskydelser. Som dagbog mangler den imidlertid i udpræget grad efterretninger om hverdagslivets tildragelser og fortrædeligheder. Der er nogle antydninger om haven og naboer, der kommer til te og jordbærkage, eller at ”varmesystemet” ikke virker. Glæden over datterens færd i livet forekommer autentisk. Sorger og bekymringer hører vi ikke meget om. Til gengæld har hun mange ærgrelser. Hun er tydeligvis irriteret over, at hendes mand er blevet gammel. Selv har Suzanne Brøgger ingen alder, når hun selv skal sige det på sine overmodige dage. 

Et gennemgående tema er Det danske Akademi, i hvilket hun blev indballoteret i 1997. Akademiet skabte overskrifter i foråret 2020, da flere medlemmer enten trådte ud eller ophørte som aktive. Stridens årsag var ifølge presserapporterne Marianne Stidsen, der med sine offentlige udtalelser om #metoo-bevægelsen har stødt mange mennesker fra sig. Men der føjes lag til historien med denne udgivelse. Brøgger støttede Stidsens optagelse i 2014. Man kan godt forstå denne sympati, for begge kvinder er som typer rundet af den seksuelle frigørelse i 1960erne og -70erne, Brøgger i dens begyndelse, Stidsen i dens afslutning, lige før Den store Sygdom med det lille Navn, AIDS, gjorde en ende på festen i 1980erne og selv Suzanne Brøgger slog sig ned på landet med mand og barn. Det var den seksuelle frigørelse, der gjorde op med forestillingen om kvinden som den blotte passive genstand for mandens begær. 

Man må som ligestillet kvinde i dette spil påtage sig rollen som både handlingens subjekt og objekt, mener Brøgger: ”Aldrig har jeg ønsket at skade nogen. Men hvis min livsudfoldelse har såret andre, er det jo ikke anderledes, end at andres har såret min.” skrev hun i 2012.

Alligevel ser Brøgger og Stidsen forskelligt på grænsedragningen mellem seksuel frihed og seksuel chikane. Det udtrykker sig ikke mindst i synet på lederen af Det svenske Akademi 2015-18, Sara Danius og hendes forgænger Horace Engdahl. Brøgger hylder Danius, mens Stidsen mener, at Danius misbrugte sin stilling til at fremme sin egen dagsorden til skade for akademiet. Den fortolkningskamp peger frem mod krisen i Det danske Akademi i 2020. Det er dog ikke striden med Stidsen, der fylder mest i dagbogen. Det gør derimod Brøggers uenighed med to andre akademimedlemmer, Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt, som hun unådigt omtaler som ”Gøg og Gokke”. Thomsen og Stjernfelt har på hver deres måde og ofte sammen gjort op med 1968erne. Selv om de er en god halv snes år yngre end Brøgger, repræsenterer de noget ældre i den forstand, at de i modsætning til hende ikke er uden alder. Forgængeligheden – også hans egen – er nærmest et hovedtema i Thomsens forfatterskab. 

Striden går tilbage til 2011, da Per Kirkeby gjorde sit medlemskab passivt i protest mod Søren Ulrik Thomsen – stadig ifølge Brøggers dagbog. Det handlede om ytringsfrihed. Brøgger stillede sig på Kirkebys side og overvejede at gøre som han, hvad hun altså endte med at gøre knap 10 år senere. 

Om årsagen til sin udmelding skriver Brøgger, at der i Akademiet var arrangeret oplæsning af verdenslitteratur. Men da Stidsen foreslog at læse op af Horace Engdahl, ”som ikke er en klassiker, men notorisk proselyt af voldtægtsmanden, lød der ramaskrig, for og imod, og det endte i et sammenbrud, som ingen forvandt. Jeg meldte mig passiv med øjeblikkeligt varsel. Var blevet for gammel til endnu en ytringsfrihedskrig, som ingen kunne vinde.” Stadig ifølge Brøggers referat.

Nu kan man ikke sige, at Stidsen er sit eget synspunkts bedste advokat. Hun har en noget firkantet måde at sige tingene på. Men det var altså ikke Stidsens opførsel i Akademiet, der førte til Brøggers opsigelse af medlemskabet. Det var Stidsens ønske om at læse op af et stykke litteratur. Det kunne Brøgger ikke tåle. Er Brøgger i virkeligheden en snow flake, der går ind for de-platforming? Hun er i hvert fald en drama-queen, der ikke vil anerkende, at Stidsen kunne have en pointe, som er værd at diskutere. Brøgger mener selv, at hun repræsenterer den moderate midte i den offentlige debat og ”hjertets dannelse”, men hvis hun ønskede at fremstå som moderat og dannet, kunne hun begynde med at lade være med at udstille sin egen trang til at forsyne sine modstandere med øgenavne. ”Idealet for et akademi må være samtalen,” som Brøgger så rigtigt skriver. Mindelighed er bare ikke hendes stil. Vi kan jo alle skumle arrigt i vort lønkammer, men når skumlerierne stilles til skue for alle, må Brøgger stå til regnskab for sin egen rethaveriske uforsonlighed. 

(Kristeligt Dagblad 12. okt. 2021. Redaktionen havde foretaget enkelte ændringer i teksten.)

Tysklands retning

 Moritz Schramm, Kampen om midten, Gads Forlag 2021

Moritz Schramm er lektor i tysk på Syddansk Universitet, født 1970 og opvokset i Berlin. Han giver med denne bog sin egen vurdering af udviklingen i tysk politik i de seneste 150 år og dermed også et skøn over den retning, som tysk politik vil tage efter forbundskansler Merkels bebudede afgang efter det kommende forbundsdagsvalg.

Schramms anliggende er for så vidt klassisk i tysk politisk historieskrivning: Hvordan skal man forstå og indplacere nationalkonservatismen og højreradikalismen i historien? Kort fortalt er hans udlægning, at det konservative og det anti-demokratiske var en integreret del af det andet tyske kejserrige 1871-1918. Weimarrepublikken 1918-1933 repræsenterede på mange måder et alvorligt forsøg på en liberalisering, men de konservative kræfter var for stærke og skaffede Hitler til magten. Efter 1945 forsømte Forbundsrepublikken at gøre op med nazi-fortiden, og dermed var der frit lejde for tidligere nazister til at besætte ledende stillinger i samfundet. De konservative i CDU/CSU husede også medlemmer, der havde synspunkter, der var mindre end stuerene. Helmut Kohl får i Schramms politiske skudsmålsbog nærmest dumpekarakter som dådløs repræsentant for en udlevet konservatisme.

Et gennemgående positivt begreb i Schramms politiske ordbog er ”progressiv”. Det modstilles begreber som ”stilstand” og ”lammelse”. Dermed kridter han diskursivt en bane op, hvor historiens endemål er kendt af historikeren, og det gør det så meget desto nemmere for historikeren at fælde værdidomme. Han kan se, hvad der peger fremad, og hvad der ikke gør. For Schramm har ”det konservative” tydeligvis ingen fremtid. Han skal nok forberede sig på modsigelse blandt de konservative.

Så vidt repræsenterer Schramm en klassisk venstreorienteret fortolkningstradition i tysk historie. Denne fortolkningslinje er ikke helt uden problemer. Det andet tyske kejserrige var ikke meget mindre eller mere ikke-demokratisk eller konservativt end for eksempel det samtidige danske kongerige. Det var langt fra kun konservative kræfter, der bragte Hitler til magten, og den indre opposition mod Hitler udgjordes ikke mindst af konservative.

Og endelig bør man vel – trods alle problemer og indre konflikter – anerkende, at Kohl stod som arkitekten bag den fredelige indlemmelse af det tidligere DDR i Forbundsrepublikken på trods af omfattende international modstand, en løsning som i dag nyder bred anerkendelse.

Kohl takkede af i 1998. Hans efterfølger i embedet som forbundskansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, får interessant nok en ikke entydigt negativ vurdering af Schramm, selvom Schröder gennemførte de strukturreformer på arbejdsmarkedet, som de konservative gerne ville have indført, hvis de kunne. Men Schröder udgør i Schramms fortælling kun et interregnum, inden Angela Merkels overtagelse af embedet i 2005. Ifølge Schramm var det Merkel, der havde held med at udgrænse de nationalkonservative og højreradikale kræfter fra det store konservative mainstreamparti takket være en pragmatisk, udogmatisk og adaptiv politik.

Her træder Schramm meget tydeligt ind i en dansk politisk diskussion, idet han mener, at den afgørende forskel mellem dansk og tysk politik er, at de traditionelle tyske partier har distanceret sig fra højreradikalismen, mens både Venstre og Socialdemokratiet herhjemme som regeringsbærende partier har indoptaget synspunkter, ikke mindst i udlændingepolitikken, som tidligere var repræsenteret udelukkende af dem, der ikke blev betragtet som stuerene. Denne sammenligning falder ud til Tysklands fordel i Schramms analyse.

Schramms perspektiv er tysk, og det er både en styrke og en svaghed ved bogen. Det er godt, at der på dansk foreligger en kvalificeret udlægning af tysk politisk kultur på tyske præmisser. Bagsiden af denne tilgang er, at bogen også vender ryggen til sit publikum. Schramm sammenligner ganske vist som nævnt med danske forhold for at sætte tingene i perspektiv for sin læser, men det forbliver på skitseplanet. Den europæiske kontekst forsømmes næsten fuldstændig. Alene en sammenligning med Østrig ville have føjet væsentlige perspektiver til.

Ved det tyske forbundsdagsvalg i 2017 skete det for første gang, at et parti til højre for CDU/CSU opnåede repræsentation i Forbundsdagen, nemlig Alternativ for Tyskland (AfD). Opkomsten af AfD tolker Schramm som en sejr for Merkel, fordi det betød, at de synspunkter, der tidligere var repræsenteret inden for CDU/CSU, nu også nominelt er marginaliseret på en politisk impotent højrefløj. Dermed er den ombejlede midte i tysk politik, som både CDU/CSU og socialdemokraterne orienterer sig imod, ifølge Schramm renset for det, som ikke har fremtiden for sig.

I forbindelse med det seneste valg til Forbundsdagen i 2017 udgav journalist ved Weekendavisen Jesper Vind en lille læseværdig bog om den tyske højrefløj, ”Det nye tyske højre”. Vinds pointe er en helt anden end Schramms. Vind ser Tyskland i europæisk kontekst, og i 2017 blev Tyskland et normalt europæisk land i den forstand, at nationalkonservative synspunkter vandt repræsentation i det nationale parlament, sådan som det er tilfældet i de fleste nabolande.

Sådan ser Schramm det ikke. Han ser dannelsen af AfD i historisk kontekst som en institutionaliseret marginalisering af det nationalkonservative standpunkt, der har været til stede i tysk politisk tænkning i mere end 100 år.

(Kristeligt Dagblad 8. sep. 2021. Avisen valgte en anden rubrik)

En norsk bog om Norge

 Kristoffer Flakstad, Den danske bog om Norge, Gads Forlag, 262 sider, 299,95 kr.

En klassisk vittighed fortæller om en franskmand, en tysker og en nordmand, der alle fik til opgave at skrive om elefanten. Franskmanden spadserede til Paris’ zoologiske have og skrev samme aften et essai fuld af esprit om elefantens kønsliv. Tyskeren tilbragte først syv år i Afrika, dernæst syv år i Indien og udgav til slut et værk i mange bind med titlen ”Indledende studier i elefantens væsen og adfærd”. Nordmanden tog op i sin hytte på fjeldet og skrev bogen ”Norge og vi nordmænd”.

Selv om denne bog markedsføres som ”Den danske bog om Norge”, er det en ret norsk bog, der først og fremmest er optaget af alle Norges fortræffeligheder. Bogens narrative grundstruktur er udtryk for en klassisk norsk selvfortælling. Engang i den tidlige Middelalder var Norge en stor europæisk magt, men så kom Kalmarunionen og ”Firehundredeårsnatten”, da Norge var underlagt et udbyttende og undertrykkende dansk styre. De danske konger interesserede sig ikke for Norge, og hvis de gjorde, bragte de kun skidt med sig. 

Morgengryet efter Danskernatten kom efter indførelsen af egen forfatning i 1814 og blev forstærket efter ophævelsen af unionen med Sverige i 1905, da Norge kunne hævde sig som nation med den norskeste af alle norske helte, Fridtjof Nansen, i spidsen. Han stod på ski og fik Nobels fredspris. Mere norsk med norsk på bliver det ikke. 

En af bogens mest interessante pointer er påpegningen af, at kulturudvekslingen mellem Norge og Danmark forstået som kunstnere og andre, der har deres ophav i det ene land og deres virke i det andet, er fortsat ubrudt gennem flere hundrede år indtil i dag. Før 1811, da Norge fik sit første universitet, var det en selvfølge, at nordmænd, der ønskede at uddanne sig, måtte tage til København. Ludvig Holberg er nok den kendteste. I det 19. og i de første årtier af det 20. århundrede forblev København Norges kulturelle hovedstad. De største norske forfattere – Kielland, Ibsen, Bjørnson osv. – udkom indtil 1920erne på Gyldendal i København. Knut Hamsun ønskede også at blive udgivet på Gyldendal, men blev skuffet. Amalie Skram nærmest flygtede til København. Sigrid Undset, der var født i Kalundborg, og Aksel Sandemose tog turen den anden vej til Norge. I de seneste år er dansk kulturliv blevet beriget med navne som Sissel Kyrkjebø, Lene Nystrøm og Jakob Oftebro. Kristoffer Flakstad remser snesevis af andre eksempler op.

En anden af Flakstads centrale pointer er, at Bergen er motoren i norsk kulturliv. Fra Ludvig Holberg over Edvard Grieg til Gunnar Staalesen er der udgået kulturpersonligheder af internationalt format fra denne by, der står i samme størrelsesforhold til Oslo som Aarhus til København. Man hører ikke nær så meget om Oslo – om end Oslobåden spiller en vis rolle. I Oslo hedder den naturligvis noget andet, nemlig ”Danskebåten”.

Flakstad er født og opvokset i Danmark, men hans hjerte tilhører tydeligvis Norge i almindelighed og Bergen i særdeleshed. Bogen er nærmest en turistbrochure i stift bind. Flakstad løber på sin vis åbne døre ind. Norge hører allerede til danskernes mest foretrukne rejsemål i skarp konkurrence med Grækenland, kun overgået af Spanien, Italien og Tyskland. Men danskerne tager først og fremmest til Norge for at opleve naturen, og det er Flakstads ærinde at markedsføre Norge som en kulturnation. Han skiller sig hæderligt fra opgaven, men hvis man skal sælge noget til danskerne, kan man med fordel gøre det med lidt mere munterhed, for nu ikke at tale om selvironi. Her kunne Flakstad lære lidt af de bergensiske brødre, som han også nævner, Vegard og Bård Ylvisåker, hvis satire mesterligt punkterer norsk selvhøjtidelighed.

Bogen forbliver deskriptiv, ja nærmest opremsende. Kun ganske forbigående berøres centrale emner som Norges forhold til EU, NATO og ikke mindst til Norden – for nu slet ikke at tale om det højaktuelle spørgsmål om Arktis, som mange danskere vil have en naturlig interesse i at vide noget om. 

Sine steder i bogen finder man en manglende omhu for detaljen. Bertel Thorvaldsen bliver til Thorvald Bertelsen, og der står, at den norske nobelpriskomité nedsættes af den norske regering, selv om den opgave er Stortingets. Der kunne som ganske almindelig forbrugervejledning gøres mere ud af det, der sprogligt samler og adskiller danskere og nordmænd. Det gælder helt ned til den berømmelige torsk fra Lofoten, som indtager en hovedrolle i Flakstads fortælling, fordi den i tørret form i mere end et halvt årtusinde har udgjort en væsentlig eksportartikel til det sydlige Europa. Hvorfor ikke bruge den norske betegnelse skrei? 

(Kristeligt Dagblad 1. juli 2021)

Hvad får en mor til at foragte sine børn?

Adrian Lloyd Hughes, Mors afskedsbrev, DR lyd

Udgangspunktet for TV- og radioværten Adrian Lloyd Hughes’ podcast er hans mors død som 67-årig for en snes år siden. Han og ikke mindst hans brødre havde et anstrengt forhold til deres mor, Jette Dreyer Hughes, men der ventede dem alligevel en ubehagelig overraskelse, for i et efterladt brev, som lillebror Adrian var blevet bedt om at læse højt efter hendes død, udtrykte moderen, hvad der ikke kan forstås som andet end foragt for sine børn. Dog havde hun et soft spot for den små Adrian.

Som efterklang af en stor klokke, der er slået hårdt an, står spørgsmålet og dirrer i luften: Hvad får en mor til at foragte sine børn? Hughes forfølger nu moderens egen historie for at finde ud af, hvad der i hendes fortid kan forklare en sådan reaktion. Det er på sin vis en klassisk psykoterapeutisk tilgang til problemet at ville forklare det biografisk. Det må være noget med barndommen, og han bliver bekræftet så langt, at moderens manglende evne til at elske sine egne børn antagelig er en karakterbrist, hun havde arvet fra sine egne forældre. Eller hvad hun som 21-årig erfarede faktisk var hendes adoptivforældre.

Begyndelsen af Thorvald
Dreyers biografi i Blå Bog
1957, der beskriver hans
første to ægteskaber. Biografier
i Blå Bog er bygget på oplysninger
fra den biograferede selv.


Adrians morfar var byggematadoren Thorvald Dreyer, der skabte sig en formue på at opføre almennyttige boliger f.eks. i Brøndby Strand og erhvervsejendomme som ”Buen” mellem Hovedbanegården og Vesterport Station i København.

Sammen med sin første kone, Johanne, født Deleuran, adopterede han Jette, som imidlertid mistede sin adoptivmor kort før sin konfirmation. Faderen fandt meget hurtigt derefter sammen med champagnepigen Inge Nielsen, der godt ti år senere i en alder af knap 40 år kom sørgeligt – og vist også temmelig belejligt – af dage ved en formodet faldulykke på Sicilien i 1962. Eneste vidne til ulykken var Frederiksbergs mangeårige borgmester Arne Stæhr Johansen, hvis elskerinde, Margot, meget hurtigt derefter blev Thorvald Dreyers tredje kone. Hun var tillige en meget dygtig advokat, og Thorvald og Margot Dreyer indgik i en ménage à trois – hvis ikke flere – med borgmesteren. De levede et liv med forgyldte badeværelser, indendørs pool og den røde løber som selvfølgeligt underlag for enhver færdsel.

Dermed åbnes der også til en historie om magtmisbrug, korruption, nepotisme og bedrageri i den danske byggebranche i det 20. århundrede, som havde fortjent at blive uddybet mere, hvis det var en historisk podcast, men det er det ikke. Det er personligt, og historien er, at Thorvald Dreyer og hans tredje kone forsømte børn og børnebørn. Drengen Adrian havde næsten ingen kontakt med sin morfar. Han måtte i bogstavelig forstand læse om ham og papmormoderen i de kulørte blade, hvis han ønskede at vide noget om dem.

Men ikke kun Thorvald Dreyer var fremmed for sine egne børn. Hans datter endte med i praksis at slå hånden af de børn, som hun havde fået med sin walisiske ægtemand, fordi hun var et andet sted i sit liv, som man kunne finde på at sige dengang. Hun var en entreprenant kvinde, der som midaldrende tog en uddannelse som psykolog og opnåede kortvarig berømmelse som stifter af et kontaktbureau. Hun havde udpræget forstand på mennesker, men en påfaldende mangel på forståelse for sine egne nære relationer.

Hughes afdækker en historie, der umiddelbart fascinerer og fastholder lytterens interesse, fordi den er så kulørt. I tilgift har han fået Ghita Nørby til at lægge stemme til sin mor. Det er antagelig podcastens bedst fungerende greb, for hvem er bedre til at give den som selvoptaget grande dame end en primadonna?

Men det er ikke det ekstraordinære, der er historiens bærende element. Det er det genkendelige. Vedkommende bliver historien, fordi den afdækker nogle mønstre, der går igen i mange familier, og i hvert fald fungerer som anfægtelse for den, der er blevet pålagt det umådelige ansvar selv at være forælder. Det er en fortælling om svigt, forstillelse, misundelse og det evigt vedkommende ønske om at blive elsket.

I Thorvald Dreyers biografi fra Blå Bog 1989, året
for hans død, er der intet spor af hans to første
ægteskaber. Hans evne til at afskrive menneskelige
relationer gik tilsyneladende i arv til hans adoptivdatter.


I sin karriere har Hughes gjort sig bemærket som en vært, der fylder meget i det rum, han befinder sig i, og det har delt publikum. Ikke alle bryder sig om ham. Denne anmelder retter sig efter Volmer Sørensens diktum, at man ikke bør have noget imod krukker, så længe der er noget i dem. Under alle omstændigheder er det ikke den velkendte Adrian Lloyd Hughes, der optræder i denne podcast. Dette er så meget alvor for ham, at det ikke lader sig håndtere med velartikuleret ironi og munter konversation. Han har, som man siger, taget af hovedstolen, og man kan simpelthen høre, ja nærmest føle, de psykologiske omkostningers træk på den personlige konto, når han fortæller og interviewer sine brødre og sin far. Hughes har investeret så meget af sig selv og sin familie i denne podcast, at det er temmelig umuligt ikke at lytte med.

(Kristeligt Dagblad den 29. juni 2021)


Tilbage til hovedsporet

Nationalmuseet, Vikingetidsudstillingen

Nationalmuseet har lukket og slukket for Jim Lyngvilds fotostater og åbnet dørene til en ny udstilling, der yder museets fantastiske vikingetidssamling fuld retfærdighed.

Der bruges en del skærme og projektioner i udstillingen. De fungerer godt og stjæler ikke billedet fra det, som er museets trumfkort: genstandene; lige fra den klejne pilespids i forvitret jern til den imponerende og næsten to kg tunge halsring i rent guld fra Tissø.

Udstillingen er opstillet i museets særudstillingshal, Egmonthallen, men den er tænkt som en semipermanent udstilling. Eftersom museet af økonomiske årsager har måttet opgive at arrangere egentlige særudstillinger, virker det som en klog beslutning at flytte den permanente vikingeudstilling til et rum, hvor der er plads til at folde temaerne ud.

I 1992 da Egmonthallen var helt ny, var særudstillingen ”Viking og Hvidekrist” et stort tilløbsstykke. Publikum stod i køb langt ude på gaden. Den samlede nogle af de allerfornemmeste genstande og skatte fra samlinger i hele verden og blev også vist i Paris og Berlin. Den lagde i høj grad vægt på vikingerne som kulturelt integreret i Europa, netop på et tidspunkt da spørgsmålet om europæisk integration stod højt på den politiske dagsorden. Særudstilling ”Viking” fra 2013, der også nåede til Berlin og London, var meget mere orienteret mod hverdagen, og hvad de arkæologiske fund kunne fortælle om vikingerne. Der blev lagt vægt på, at vikingerne ikke blot var krigere, men også bønder og handelsfolk.

I den nye udstilling føres den arkæologiske linje videre. Den betydelige udvikling, der er sket i den historiske og arkæologiske tekstilforskning i de seneste år, har sat sit præg blandt andet i form af fornemme rekonstruktioner af dragter. Vikingetidens skriftkultur har også fået øget opmærksomhed. Som i 2013 har man valgt at lade vraget af det vikingeskib, der kaldes ”Roskilde 6”, være den centrale genstand. Skibet var hele 37 meter langt og fylder derfor godt op i rummet. Kun kølen er bevaret, men den er såmænd imponerende nok i sig selv. Et metalskelet anskueliggør effektivt resten af skroget.

Fortolkningen har dog forskudt sig siden 2013, og det skyldes nok ikke mindst museumsinspektør Jeanette Varberg, der er hovedarkitekten bag. Hun er er mere til sværd og ild end vadmel og høslæt. Vikingerne var ganske rigtigt bønder og handelsfolk, men det adskilte dem ikke fra resten af verden på den tid. Viking betyder ganske enkelt sørøver. I et par hundrede år fra slutningen af det 8. til begyndelsen af det 11. århundrede dominerede de skandinaviske vikinger Nordeuropa i kraft deres overlegne evne til at føre amfibiekrig, og ”Roskilde 6” står i sin majestæt som repræsentant for den tids mest effektive krigsmaskiner.

Det skal jo ikke være Wissenschaft det hele,
så i Nationalmuseets butik kan man naturligvis
også erhverve sig en bog om, hvordan en ægte
viking fletter sit hår og lægger sin sminke.
(eget foto)


Udstillingen er naturligvis også et svar på den opmærksomhed og kritik, som den nu lukkede plancheudstilling blev genstand for. Grundlæggende er museet er vendt tilbage til sin kernevirksomhed, som er forskningsbaseret formidling med udgangspunkt i museets samlinger. Som en lære fra Lyngvilds popularitet har museet entreret med en kunstner, der har fået frie hænder til at skildre vikingetidens konger og dronninger. Det er der kommet nogle interessante historiske frihåndstegninger ud af, der kobler historiske gætterier med noget, der minder mest om et rollespilsunivers. Dermed er der også givet plads til det fabulerende uden at det får lov til at dominere. Målgruppen er bred. Der skal være noget for både børnehaver og gymnasieklasser, bedsteforældre og børnebørn, entusiaster og turister. Især de sidstnævnte er en væsentlig målgruppe, fordi de udgør – eller forventes at udgøre – en stor del af museets indtægtsgrundlag.

Udstillingen i 2013 fik kritik, fordi den savnede en fortælling. Der var mange fine genstande, men ingen historie. Det er der rådet bod på ved, at en del af denne udstilling er viet til en dramatiseret fortælling om en mand, der drager i viking, hvor der anvendes filmbidder og få, udvalgte genstande. Det er en smagssag, om man bryder sig om den slags, men det er under alle omstændigheder professionelt lavet. En virkelig interessant effekt opnås ved at vise tidligt kristne genstande fra blandt andet Syrien som et eksempel på, hvad vikingerne kunne møde på deres færd. Det kaster også et historisk lys på de nugældende forhold. Denne fortællende del af udstillingen vil blive udskiftet om et par år.

Under normale omstændigheder ville man kunne nøjes med at tage imod udstillingen som en tiltrængt formidlingsmæssig opdatering og udvidelse af den hidtidige vikingetidsudstilling, der efterhånden var blevet noget bedaget. Men efter nogle år, hvor direktøren havde gjort sig selv til hovedperson i et realityprogram, famlet lidt rundt med kedsomhedsknapper og kastet sin kærlighed på en asatro fotograf, er der anledning til at glæde sig over, at Nationalmuseet har fundet tilbage til hovedsporet.

(Kristeligt Dagblad 29. juni 2021. Enkelte stilistiske rettelser)

Hvorfor ikke Kina?

Ole Høiris, 'Det vilde' i europæisk idéhistorie, Aarhus Universitetsforlag

Først en gåde: I begyndelsen af 14.-tallet rejste en stor flådeekspedition ud og nåede så langt som til Indien og Afrikas østkyst, hvorfra den hjembragte en giraf til hovedstaden, hvor dyret vakte stor opsigt. Hvad hed hovedstaden? Gåden er relevant, fordi denne bog handler om, hvordan de europæiske opdagelsesrejser og den europæiske ekspansion fra den sene middelalder og frem formede den europæiske tankegang. Bogen er nærmest en videnskabshistorie, der beskriver hvordan Europa bevægede sig fra et bibelsk verdensbillede i Middelalderen over et verdensbillede bestemt af antikke tænkere i Renæssancen til et videnskabeligt ideal bygget på iagttagelse og fornuft i Oplysningstiden. De oversøiske rejser var ifølge Høiris essentielle i denne udvikling, fordi de anfægtede de overleverede forestillinger om verden. ”Opdagelserne spillede således en meget afgørende rolle i dannelsen af den særlige måde at erkende og agere i verden på, noget, som blev først Vestens og siden hele verdens.” Forudsætningerne for, at disse rejser kunne foretages var udviklingen af større havgående skibe foruden kompasset, krudtet og trykketeknikken, mener Høiris.

Og så er vi tilbage ved gåden. Svaret er – Beijing. Den opdagelsesrejsende hed Zheng He. Han rejste på opdrag af sin kejser ud med skibe af en størrelse og et mandskab af et omfang, som det tog europæerne århundreder at matche. På dette tidspunkt havde kineserne udviklet både kompasset, krudtet og bogtrykkerkunsten – samt meget andet. Og kineserne foretog altså også opdagelsesrejser. Men hvis præcis de samme forudsætninger var til stede i Kina, hvorfor udviklede kineserne så ikke den samme tankegang og videnskab som europæerne? Dette spørgsmål – kendt blandt globalhistorikere som ”The Needham Question” – svarer Høiris ikke på.

Høiris er som idé- og videnskabshistoriker gammeldags i den forstand, at han på sin vis reproducerer den myte, som Oplysningstiden fortalte om sig selv, nemlig at den selv repræsenterede lyset, der afløste det middelalderlige, religiøse mørke. Dermed reproducerer han også den eurocentrisme, der glemmer f.eks. Kina. Her skal det retfærdigvis bemærkes, at Høiris ikke er klassisk eurocentrist i den forstand, at han synes, at alt godt kommer fra Europa. Han er meget kritisk over for det europæiske blik på verden. Bogens første sætning lyder: ”Der er et særligt træk ved den europæiske måde at opfatte andre folk på.” En væsentlig pointe er, at der i udviklingen fra Middelalderen til i dag gør sig en bemærkelsesværdig kontinuitet gældende, nemlig at europæernes skiftende verdensbilleder altid har placeret europæerne øverst i et forestillet hierarki blandt verdens folk, uanset om Bibelen, klassikerne eller moderne videnskab ligger til grund. Men det forbliver stadig eurocentrisme, uanset om man mener, at alt godt eller alt skidt kommer fra Europa.

Derfra er det blot som om projektet stikker lidt af fra Høiris, og han fortaber sig i videnskabshistoriske, kartografiske og mange andre refleksioner. Det er stadig en uhyre interessant bog, præget af, at dens forfatter har en lang karriere som universitetslærer bag sig. Man kan godt se mange af bogens pointer leveret som punchlines i et auditorium. Kvaliteten i Høiris’ undersøgelse ligger i detaljen, f.eks. hans ikonografiske analyse af ”vildmanden” i den europæiske forestillingsverden. Kapitlet om det europæiske møde med grønlænderne i det 16. og 17. århundrede – altså før Hans Egedes missionsfremstød – er også uhyre læseværdigt. Aarhus Universitetsforlag har dertil virkelig lagt sig i selen. Bogen er i stift bind og udsøgt illustreret i en høj trykkvalitet, finansieret af en række gode fonde.

Som akademisk afhandling udgivet på et universitetsforlag mangler bogen imidlertid en vigtig bestanddel, nemlig hvad man kalder forskningsdiskussionen. Det kan lyde som en uvedkommende og verdensfjern genre, men den er væsentlig, fordi den skal gøre rede for, hvad denne bog bibringer af ny viden, og hvorfor denne viden er vigtig. Hvad siger Høiris, som man ikke allerede kan få at vide ved at læse den eksisterende litteratur? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor er denne bog ikke overflødig? Det er den ret dårlig til selv at gøre rede for, ikke mindst set i lyset af, at den skriver sig ind i en uhyre omfattende diskussion om, hvad der udgør det særligt europæiske. Høiris har isoleret sig selv fra denne diskussion, og det er en skam, for dermed bliver bogen kun relevant for dem, der kender denne diskussion i forvejen.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2021. Avisen havde en anden rubrik)

Agtværdighedens geografi

 

Henrik Dahl, Den usynlige verden, Gyldendal, 2008, 322 sider

Der findes på Sjælland en næsten ukendt by med over en snes tusind indbyggere. Den er større end både Ringsted og Kalundborg, og den ligger blot 35 kilometer fra København, men det er hverken Hillerød, Roskilde eller Køge. De færreste vil antagelig kunne placere den på et kort. Ølstykke-Stenløse hedder den.

Den er en urbaniseret gevækst oprindeligt bestående af to landsbyer, som i det 20. århundrede er vokset sammen som et stationsbykonglomerat langs Frederiksundsbanen. Bortset fra enkelte huse omkring de gamle landsbykirker, der endnu vidner om stedets historie i tidligere århundreder, består Ølstykke-Stenløse af tusinder af generiske parcelhuse, nogle etageejendomme, belejlige indkøbsmuligheder, hensigtsmæssige fritidsfaciliteter og effektiv infrastruktur.

Ølstykke-Stenløse hører til den usynlige verden, som Henrik Dahl skriver om i sin bog fra 2008. Ganske vist bruger han ikke denne forstad uden stad som eksempel. Hans eksempler er fra Øst- og Midtjylland og Storkøbenhavn. Men det kunne det lige så vel have været Stenløse-Ølstykke, hvis ikke byen var så usynlig, at selv Dahl ikke får øje på den.

Vores verden kortlægges ifølge Dahl i en kognitiv geografi, der tillægger steder værdi alt afhængigt af, hvad de betyder for den enkelte og ikke mindst hvilke historier, som vi har hørt om dem og som kan indlejres som forventninger og forestillinger i vores kulturelle beredskab. Mod bogens slutning får fænomenet den måske mere retvisende betegnelse agtværdighedens geografi.

Således er København et sted, der er tæt belagt med referencer fra litteraturen, populærkulturen, film og TV, der forlener store dele af byen med mening og fortælling. Det gør byen til centrum i den kognitive geografi, mens den på landkortet jo ligger i periferien. Ølstykke-Stenløse må leve med at høre til en positiv fortælling, som ikke deles af særlig mange. Den mest kendte fortælling er smædesangen ”Ølstykke i november” af orkesteret Ibens. Andre end Dahl ville muligvis kalde fænomenet strukturelt betinget diskrimination. Atter andre vil måske betegne det som en diskursivt betinget forskelsbehandling. Man kunne endda fristes til at tale om kulturel eller social kapital. Men Dahl er mere lige på. Han skilter ikke med sine teoretiske mellemregninger.

Dahl behandler fire elementer af samfundet, som han mener er forblevet kulturelt usynlige: Transportdanmark, Forstadsdanmark, Arbejdsdanmark og Fritidsdanmark. En stor del af bogen rummer historiske redegørelser for tilblivelsen af de fænomener, han beskriver, og Dahl er faktisk en habil historiker med et godt greb om stoffet, men det er sociologen Henrik Dahl, der for alvor er interessant at læse, siger historikeren.

Pointen er, at når der foreligger en begrebsliggørelse (metabearbejdning kalder Dahl det) kan fænomenet gøres til genstand for almen opmærksomhed og dermed også udløse handlemuligheder. Dahl bruger det eksempel, at flypassagerer med sæder under bagagehylden rejser sig krumbøjet op, når flyet lander, mens de venter på dørenes åbning. Det er på mange måder uhensigtsmæssigt, men så længe fænomenet ikke har et navn, kan det heller ikke rubriceres som en tildragelse med en særlig signifikans, et problem med en mulig løsning. Dahl foreslår, at vi kalder det ”ventekrøbling”. Så kan flyselskaberne udsende anvisninger om, hvordan man undgår ventekrøbling, fordi det nu har et navn. Dahl væsentligste bidrag til vokabulariet er begrebet ”100-kilometerbyen” om DØM, Den østjyske Millionby, langs E45 fra Trekantsområdet til Skejby.


Bogen er fuld af iagttagelser, der bevæger sig i feltet mellem adfærdspsykologisk analyse og stand-up-komikerens blik for hverdagens oversete tildragelser. Afsnittet om familiens sociologi er rigtig interessant i den henseende, om end det ikke har så meget med den overordnede pointe at gøre. Dahl sammenligner trivslen i familien med arbejdspladsen, og det falder overvejende ud til arbejdspladsens fordel. Den er præget af en venligere omgangsform og mere demokratisk kultur. Det er ret vittigt.

Det er traditionen fra Max Weber, der gør sig gældende. Overbevisningskraften i hans analyser består ikke mindst i, at de udløser den latter, der følger den majeutiske erkendelse: ”Ja, det er sgudda rigtigt! Det er sådan det er! Hvorfor havde jeg ikke selv set det?” Man kan godt forstå, hvorfor Henrik Dahl er en efterspurgt foredragsholder.

Hvis Dahl havde skrevet bogen i dag (2021) og ikke i 2008, ville den naturligvis være farvet af, at han siden bogens udgivelse er blevet politiker, og det er svært at læse bogen i dag uden at have politikeren Henrik Dahl for øje. For det er klart, at politikeren Henrik Dahl ikke er den samme som sociologen Henrik Dahl. Som politiker underlægges man en anden logik end den, som er den uafhængige videnskabs, og man tildeles en talerstol med en anden rækkevidde og en anden legitimitet for nu at tale webersk.

Det er generelt vanskeligt for public intellectuals at gå ind i politik, fordi de må sælge ud af deres intellektuelle uafhængighed for at få indflydelse. Ingen politiker kan gøre karriere uden at gå på kompromis med egne principper, selv om de selvfølgelig aldrig vil indrømme, at det er tilfældet. Så meget desto mere må man respektere dem, der gør det, for selvfølgelig har vi brug for politikere med principper. Man kan belyse dette forhold ved at se på dem, der træder ud af politik for at blive public intellectuals. De veksler også indflydelse med uafhængighed – bare den anden vej. Allerede Grundtvig gjorde opmærksom på dette forhold. Han talte som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling gerne, ofte og længe. Til gengæld fik han næsten ingen indflydelse på Grundlovens udformning.

Hvis Henrik Dahl havde skrevet sin bog i 2021, ville den antagelig være påvirket af erfaringerne med trumpismen og tilsvarende fænomener. Det er faktisk påfaldende, hvor fraværende usynlighedens politiske potentiale er fra hans analyse for blot 12-13 år siden.

Trumpismen har fået succes, fordi den appellerer til de usynliges oplevelse af usynlighed. Trump selv har naturligvis aldrig været usynlig. Hvis man alternativt bruger hørelsen som metaforisk omdrejningspunkt og ikke synet, kan man se, hvordan trumpismens forløbere i f.eks. Dansk Folkeparti har appelleret til Det tavse Flertal. Og på samme måde som Trump er synlig, er Det tavse Flertals kårne repræsentanter også meget hørbare. Det er trumpismens trumfkort, at den kan bilde vælgerne ind, at den ikke er tvunget til at indgå ovennævnte byttehandel mellem uafhængighed og indflydelse. Når trumpismen selv får magten, hævder den, at den repræsenterer sandheden og ikke magten. ”Speaking truth to power!” er trumpismens slogan, selv når det er den, der har magten.

Hvis Henrik Dahl i 2008 havde været politisk entreprenør, ville han have kunnet stifte et succesrigt parti på den erkendelse, at der er rigtig mange stemmer i at appellere til de usynliggjorte. Det gjorde han ikke. I stedet valgte han nogle år senere at stille op for Liberal Alliance og blev valgt ind i Folketinget i 2015. Man skal lede ret grundigt i bogen for at kunne lokalisere ledetråde, der peger i retning af den vej, det gik, både når det handler om partiets overordnede økonomiske politik og Dahls egne mærkesager på indvandrerområdet. Henrik Dahl var tydeligvis et andet sted i sit liv i 2008.

Bortset fra det er bogen en ret skarp analyse af et fænomen, der siden har fået politisk sprængkraft. Og her må man indskyde, at Dahl også har et ret indgående kendskab til agtværdighedens amerikanske geografi. Noget af det tavse og det usynlige i Danmark havde allerede i 2008 et navn: ”Den rådne banan”, ”Udkantsdanmark”. Det er klart, at beboerne i disse områder føler sig set ned på med disse prædikater. Men skal man følge logikken i Dahls tankerække, betyder det også, at der er foretaget et kvalitativt skridt, fordi det at blive set ned på indebærer synlighed, og det vil sige, at usynligheden er ophævet. Man indgår herefter i et synligt hierarki, ikke et hierarki mellem det synlige og usynlige. Det ophæver ikke hierarkiet, men skal man følge Dahls logik, giver det handlemuligheder til dem, der repræsenterer dets bund, fordi der er sket en synliggørelse. En italesættelse, om man vil. Men lad mig give ordet til Henrik Dahl til afslutning:

”Den, der ønsker en radikalt anderledes agtelsesgeografi, er oppe mod stærkere kræfter end den, der ønsker Danmark som republik. Hun eller han er oppe mod mere end hundrede års tæt samarbejde mellem enhver tænkelig, dansk organisation og mod de fleste danskers dybeste følelser. Derfor tror jeg ikke, der vil ske store forandringer i agtelsens geografi i år eller til næste år. Selvom den nuværende agtelsesgeografi er en kolossal hindring for , at folk kan opbygge identiteter, der har en rimelig og realistisk forbindelse med deres dagligliv. Men så har man lov at drømme. Og jeg drømmer om den dag, hvor vi synger fællessange om den majestætiske Storebæltsbro, køreglæden, internatkursus-velværet, kollega-samværs-glæden, weekendafslutningssorgen, skilsmisse-dårlig-samvittigheden, venne-weekend-ængstelsen, hente- og bringestress, vinterferien, havens skønhed ved midsommer, selvgjort-arbejde-glæden, vælger-altid-den-forkerte-kø-resignationen, glade-børn-glæden og vi-må-drikke-lidt-mindre-rødvin-og-se-at-komme-på-slankekur-hykleriet. Når den dag kommer, vil jeg føle hvad-sagde-jeg-glæden over, at den usynlige verden endelig er blevet synlig.”

(anmeldt til denne blog i marts 2021)

Verdensfjern optagethed af verden

 Carsten Jensen, Bjælken i mit øje, Politikens Forlag

I denne fjerde bog i en serie om, hvad Carsten Jensen mener om dette og ikke mindst hint, forsøger han at afdække krigens væsen. Sidste punktum i bogen er sat den 8. februar 2020. Første bind i serien udkom i august 2018. I alle fire bøger udfolder Jensen sig i ganske korte og ofte løsrevne eller usammenhængende kapitler. Selv om han i seriens sidste bind er flinkere til at holde sig til emnet, gør opbygningen og hans noget flagrende gemyt som skribent, at man som læser har lidt svært ved at finde ud af, hvad han egentlig mener om krig. Mest er han dog imod.

I den nu lukkede Radio 24syvs satiremagasin ”Den korte Radioavis” var hovedpersonen den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, en parodi på den ældre, begavede, men selvoptagede og selvhøjtidelige journalisttype, der især før i tiden trivedes på Danmarks Radio. Når Kirsten Birgit skulle hævde sin erfaring over for den nævenyttige ungdom, forsømte hun ikke med stor patos at kundgøre: ”Jeg har set Groznyj falde!” med reference til den første krig i Tjetjenien 1995.

Kirsten Birgit bringes i erindring, fordi Carsten Jensen åbner sin bog med at påberåbe sig øjenvidnets karismatiske autoritet på præcis samme måde: ”Jeg har været i krigszoner. Jeg har hørt lyden af indkommende mortérgranater, jeg har set sønderskudte bygninger og frygteligt lemlæstede lig.” Der er lagt op til, at Jensens erfaringer som krigskorrespondent udtrykker en alvor og indsigt, der skal forlene hans efterfølgende betragtninger om krigens væsen med troværdighed.

Filosoffen Walter Benjamin bemærkede om soldaterne under 1. Verdenskrig, at de ikke blev en erfaring rigere, men en erfaring fattigere. Jensens egne erfaringer med krig synes tilsvarende ikke at have beriget hans indsigt i krigens væsen. Det går bedre på anden hånd, det vil sige når han refererer hvad andre har skrevet om krigen, fra Illiaden over Dostojevski til Timothy Snyder.

Hvis det er hensigten med bogens titel, at vise, at Carsten Jensen har erhvervet sig indblik i egne fejl eller svagheder, må projektet siges at være mislykket. Han fremstår lige så formanende rethaverisk og påståeligt fordømmende, som han plejer. ”I Danmark har vi ikke haft en debat om krigen i Afghanistan.” kan han finde på at hævde, hvorpå han frejdigt parafraserer den uvildige krigsudredning fra 2018, som han i øvrigt tydeligvis ikke har forstået. Han er heller ikke opmærksom på den temmelig omfattende, offentlige debat, som udredningen gav anledning til. Eller læs Jensens karakteristik af bagmanden bag angrebet på World Trade Center i 2001: ”Osama bin Laden var en lille fisk. Sammenlignet med Himmler, Eichmann og Goebbels, det industrialiserede massedrabs opfindere, var Osama bin Laden blot en beskeden håndværker.” Det er en besynderlig relativering. På den måde kan alle forbrydere fremstå som små fisk. Man skal bare sammenligne med en, der er større. Og interessant nok får gerningsmanden fra Oslo og Utøya 22. juli 2011 ikke prædikatet ”endnu mindre fisk”.

Bogserien, som denne indgår i, kaldes ”Hvisken og råb”, endskønt Carsten Jensen ikke er typen, der hvisker. Som skribent gør han brug af de store fagter, og han bevæger sig i universelle, globale kategorier: Havet, Horisonten, Livet, Ondskaben, Mennesket, Døden. Det er alt sammen meget højtideligt. Aner man et glimt i øjet, viser det sig hurtigt at være en glød fra den ulmende vrede. Der er ikke så meget hverdag over hans retoriske univers, ingen tomme pizzabakker, nye rør i solariet eller et stop tobak på altanen. Det er mere London, New York, Paris end det er Store Heddinge eller Glostrup. Det hænger naturligvis sammen med, at han er optaget af store spørgsmål som migration, klima og krig, liv og død. Som essayist formår han bare ikke at knytte dem til en oplevet virkelighed, og så bliver hans optagethed af verden lidt – nå, ja – verdensfjern.

Læsere, der kunne lide de tre første bøger i serien, vil givetvis også kunne lide denne. Man må formode, at hans fans mestendels består af folk, der er enig med ham. Hans facon egner sig ikke til at omvende de lidet troende. Men hans meningsfæller vil i hans andagtsbøger finde en velturneret refleksion til hver eneste dag i året.

(Kristeligt Dagblad 24. marts 2021)

Det er kun slaver, der gives frihed

Suzanne Brøgger, Med egen hånd, Gyldendal, 252 sider

Forfatteren er selv den første til at gøre opmærksom på, at der er tale om en pose blandede bolsjer. Det ville ligne Brøgger dårligt ikke at pakke denne omstændighed prætentiøst ind, så hun tager sit forbillede i den japanske genre zuihitsu, ”der består af løst sammensatte personlige essays, historier og fragmenter”, hvor teksten følger pennen.

Den underforståede pointe med titlen er, at der ikke skrives med ført hånd. Brøgger har ganske rigtigt sin helt egen røst og diktion, sin egen pen. Det har hun haft, siden hun fra midten af 1960erne optrådte i radioteatret og skrev reportager fra bl.a. Thailand, Afghanistan, Sovjetunionen, Jordan og Tunis til bl.a. dagbladet Politiken. Så vi er et godt stykke forbi hendes 50 års jubilæum som offentlig kendt skikkelse og skribent.

Man skal altså være indstillet på lidt af hver ved læsningen. Der er beretningen om skuespilleren Keith Carradine, der er Brøggers mors næstsøskendebarn. Brøgger ruller sig rigtigt ud som fabulerende familiekronikør – og så er historien ikke engang løgn. Der er et lille essay med titlen ”Kvinder med vinger”, der ud fra en umiddelbar betragtning virker lidt søgt, når det sammenstiller parfumens historie med ønsket om at flyve. Det er så lige indtil man i kraft af en fodnote til sidst finder ud af, at den er blevet til i anledning af ombygningen af Kastrup Lufthavns afdeling for salg af skønhedsprodukter, og pludselig springer teksten ud som fortryllende lejlighedstale.

Og så er der alligevel noget, der samler de vidt forskellige tekster, to delvist sammenfaldende temaer: køn og sex på den ene side, og forholdet mellem liv og skrift (eller liv og kunst) på den anden. Spørgsmålet stilles i åbningsessayet, der tager fat i MeToo-bevægelsen, der har rettet skytset mod de især mænd, der har begået overgreb mod især kvinder. Men i skudlinjen står også noget af det, som Brøgger selv stod for som ung – bl.a. som topløs statist på Det kongelige Teater – den frigjorte, seksualitet. ”Hvordan gik det til, at den adfærd, der siden ’68 bare havde været det ’normale’, pludselig blev kriminel?” spørger hun. Et af de interessante svar, som hun giver, er, at MeToo-bevægelsen begyndte i kunstneriske kredse, fordi kunsten er blevet detroniseret. Kunstnere er ikke længere urørlige og kan ikke længere opføre sig som ”promiskuøse, pædofile pæderaster” uden at frygte for konsekvenserne. Man mærker efterdønninger af diskussionen i Det danske Akademi mellem Brøgger og Marianne Stidsen, der som bekendt har forsvaret de mænd, der stod under anklage, da MeToo ramte Det svenske Akademi.

I et interview med forfatteren tidligere kendt som Claus Beck Nielsen, der nu optræder i offentligheden som sin persona, Madam Nielsen, taler Nielsen og Brøgger om forholdet mellem værket og forfatterens køn. På papiret tilhørte Nielsen en seksuelt avanceret, kunstnerisk avantgarde med hjemsted i Paris og New York, men i virkeligheden vil han allerhelst bo i Sorø. Og det er jo ikke så langt fra Løve, hvor Brøgger bor.

Centralt i diskussionen om forholdet mellem liv, køn og værk står Brøggers glødende forsvarsskrift for fotografen Suste Bonnén. Bonnén fik i 2018 20 dages betinget fængsel for at have sendt nøgenbilleder af sin eksmand til folk i hans omgangskreds. Den anklagede mente, at der var tale om et kunstprojekt, mens anklageren kaldte det hævnporno. Retten gav anklageren ret. Brøgger skriver om den omtalte mand, at han var en stor kanon, der kurtiserede Bonnén mens han stadig var gift med en anden. Og så fortsætter Brøgger: ”Det skulle nødig hedde sig, at han slog konen ihjel, men kun en måned efter at hun var død, kontaktede kanonen Suste Bonnén og giftede sig med hende.” Brøgger trækker dermed store veksler på sin poetiske licens. Man skal som bekendt især være på vagt, når nogen føjer ”det skulle nødig hedde sig” eller ”ikke mine ord igen” til det sagte.

Det samme tema tages op i et andet essay om Philip Roth og de afslørende erindringsbøger, som han og folk i kredsen om ham skrev om hinanden og deres seksuelle relationer, og som forårsagede stor bitterhed. Brøgger forsvarer retten til at skrive om andre. ”Men sæt nu, at der ikke var noget, der hed ’kunst’, så ville det jo bare være dét, der nu om dagen kaldes hævnporno!” Og, ja, det har Brøgger ret i, i hvert fald ifølge Retten på Frederiksberg, der fældede dommen over Bonnén. Brøgger nævner også en lidt ældre sag. Under et tidligere pseudonym var ovennævnte Madam Nielsen under anklage for at have krænket privatlivets fred ved at afsløre detaljer om en andens privatliv – inklusiv fotos – men blev frikendt i 2011 med henvisning til den kunstneriske frihed. Den dom er Brøgger selv sagt glad for. Hvad er der sket siden 2011? Ja, her er Brøgger nok forblændet af, at sin nærhed til Bonnén, for der er jo sket præcis, hvad Brøgger selv identificerer i åbningsessayet. En kunstner kan ikke længere bare gøre hvad som helst med henvisning til den kunstneriske frihed eller kunstnerens ophøjede status.

I mange essays bruger Brøgger af sin egen historie, refererer til sine egne tekster, men ikke på en anmassende eller krukket – i hvert fald ikke unødvendig krukket – måde. Hun sætter også sig selv på spil og er nærmest generøst overgivende, når hun erklærer sig som fan af både Puk Damsgård og Thit Jensen – nå, ja, og så den allestedsnærværende Karen Blixen, fra hvem Brøgger også har lånt karaktertræk til sin persona. Brøgger er i sin selvforståelse aristokrat, der fører løver i sit skjold. Det kammer lidt over i det studentikose ’allerede Aristoteles og dernæst Shakespeare’ engang imellem.

Jeg er ingen taler, siger hun med en gammel kliché. ”Medmindre man mener, at jeg taler sandt. For så er det rigtig nok. Så er mit format langt større, end hvad man forestiller sig. Af mig vil I få hele sandheden at høre.” Det kommer sig af at bo på Vestsjælland, hvor en spade er noget man faktisk ved at bruge. Så kan grødbønderne inde i København have det så godt. Brøgger har hjemme selv, og hun har sin kunstneriske frihed, fordi ”det er en ret, jeg er nødt til at tage, om og om igen – som det frie menneske, jeg bilder mig ind, og formodes at være. Det er kun slaver, der gives frihed. Kunstnere tager friheden og bruger den,” som hun skriver i det afsluttende essay, et defensorat for kunsten og kunstnerens eksistensberettigelse. I lyset af indledningens analyse virker det mere som en besværgelse end en konstatering.

(Kristeligt Dagblad 5. januar 2021)