For Ebbe Reich blev Grundtvig forløst erotisk

Ebbe Kløvedal Reich, Frederik. En Folkebog om Grundtvigs tid og liv. Gyldendal 1972

Da denne bog udkom i foråret 1972 fik den en overvældende modtagelse, og den solgte i store oplag. Kristeligt Dagblad havde sendt bogen til anmeldelse hos frimenighedspræst og højskoleforstander Poul Engberg (1908-2008), der måtte overgive sig:

”Når der nu fra venstreorienteret, mere eller mindre revolutionær side foreligger et så fantastisk værk som dette om ’den gamle’, må det ikke blot tages som et tegn på, at ingen, der lever med i dette lands skæbne, kommer uden om hans monumentale skikkelse. Vi bør hilse værket velkommen som en solstribe i dagningen. Vi hører trods alle meningsforskelle sammen i dette folk.” Ja, Engberg gik så vidt som til at tilslutte sig Reichs tanke om, at der var tydelige paralleller mellem Grundtvigs og Maos tanker: ”Det var nemlig en kulturrevolution, han ville, ’den gamle’, deri har Ebbe ret.” (KD, 1. april 1972)

Bogen blev Ebbe Reichs folkelige gennembrud som historiker og historiefortæller. Selv var han vokset op i et miljø, der var fremmed for grundtvigianismen, som han først mødte, da han i 1968 blev ansat som lærer på Askov Højskole. 

Mens den tidlige litteratur om Grundtvig havde koncentreret sig om personen N.F.S. Grundtvig, havde Efterkrigstidens Grundtvigforskning i høj grad fokuseret på den litterære og teologiske værkanalyse. Ebbe Reich var påvirket af ikke mindst Kaj Thanings fortolkninger af Grundtvigs værk, men han anvendte dem til at give sin egen version af Grundtvigs person og levned. Det hænger ikke mindst sammen med, at Reich var påvirket af psykoanalysen, der netop er meget biografisk orienteret. Samtidig er det også tydeligt, at han var afhængig af Hal Kochs tolkning, der lagde vægt på, at der i det tilsyneladende vanvid også lå et erkendelsespotentiale. Det talte til flipperen Ebbe, der eksperimenterede med bevidsthedsudvidende stoffer.

Reichs bog er på en og samme tid vidnesbyrd om hans nyvundne fortrolighed med Grundtvigs liv og værk og hans vilje til at fiktionalisere. Bogen har fået genrebetegnelsen romanbiografi. Andre betegnelser – senest ’exofiktion’ – er siden blevet bragt i anvendelse for at karakterisere de bøger, der bygger på virkeligheden uden at forpligte sig til altid at overholde historievidenskabens konventioner. De trækker alle på den legitimitet, som henvisningen til virkeligheden giver, samtidig med, at forfatterne ikke forpligter sig til at sige sandheden.

Reich lagde replikker og situationer ind i sin tekst, for hvilke der ikke er belæg i kilderne. Det interessante er, at han sjældent greb til vidtløftige fabuleringer. Derimod var små afvigelser fra det dokumenterbare nok til, at han kunne præstere en ny tolkning af Grundtvigs biografi. Som prægnant eksempel kan nævnes Grundtvigs religiøse krise i december 1810. Fra Grundtvigs ungdomsven Sibbern kendes en erindring om en episode på Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig havde følt djævelen som en slange, der havde snoet sig om hans krop. I Reichs gengivelse bliver det imidlertid til, at slangen snoede sig indefra og ud gennem Grundtvigs ryg. Det er ingen uvæsentlig variation, fordi Reich dermed konverterede episoden fra at være et møde med djævelen til at være en oplevelse, der snarere giver mindelser om den erotiske kraft, kaldet kundalini, som Reich kendte fra sin hjemmelsmand og navne, psykoanalytikeren Wilhelm Reich.

Fra Kaj Thaning kendte Reich Grundtvigs betagelse af den frigjorte engelske kvinde, Clara Bolton, som han traf under sin rejse til England i 1830. I et langt senere digt beskrev Grundtvig mødet i sanselige vendinger, og det omtolkede Reich til, at der var tale om et fuldbyrdet erotisk forhold. Berømt blev den replik, som Reich lagde i munden på Grundtvig under et besøg hos Clara: ”I Helligåndens navn lad kødet tale!” 

Det var et mønster i Reichs fortolkning af Grundtvigs biografi, at det erotiske i forening med det spirituelle blev forløsende for Grundtvig. Det gjaldt således også i 1867, da Grundtvig i det, som af omgivelserne blev tolket som vildelser, blandt andet meddelte, at den aldrende enkedronning Caroline Amalie skulle føde en ny Holger Danske - antydningsvis ved Grundtvigs egen mellemkomst.

Ser man bort fra bogens elementer af fiktion, bestod dens appel i, at den koblede samtidens ungdomskultur, det psykedeliske, feminismen, mysticismen til det 19. århundredes romantik, idealisme og mytologi-dyrkelse. Samtidig blev den også et indlæg i debatten om Danmarks indtrædelse i EF. På samme måde som hans samtidige samarbejdspartner Ejvind Larsen ved hjælp af Grundtvig gjorde kristendommen til et anliggende for venstrefløjen, gjorde Ebbe Reich danskhed til et brugeligt begreb sammesteds.

(Kristeligt Dagblad 22. okt. 2022)

Da Grundtvig og Marx fandt sammen

Ejvind Larsen, Grundtvig – og noget om Marx, udgivet som et særnummer af tidsskriftet Kredsen, nr. 4, 1972

Der står 1972 på omslaget, men dette nummer af tidsskriftet Kredsen var så forsinket, at det først udkom i 1974. På dette tidspunkt havde de første chok lagt sig over, at man kunne gøre noget så usædvanligt som at jævnføre Marx og Grundtvig, for journalist og redaktør Ejvind Larsen (f. 1936) havde selv sammen med Ebbe Kløvedal Reich året før forfattet et skuespil, ”Til kamp mod dødbideriet!”, hvor Grundtvig blev præsenteret som kapitalismekritiker.

Ejvind Larsen er selv vokset op på Amager med kirkegang i Vartov, og det er ikke tilfældigt, at hans skrift udkom som et særnummer af et tidsskrift udgivet af Studenterkredsen, hvor Larsen havde fået sin teologiske opdragelse. Han var tillige venstresocialist, og man kan læse udgivelsen som hans forsøg på at forene modsætningerne i de livsanskuelser, han abonnerede på.

Larsen lod Marx og Grundtvig mødes i det praktiske: ”Aandens Løsen er Bedrifter!” Det udsprang af nogle konkrete erfaringer med ungdomsoprøret, der også havde ramt højskolerne. Først gik det ud over Ryslinge Højskole, hvor der i 1968 udbrød oprør blandt eleverne i forbindelse med, at netop Venstresocialisterne afholdt et møde på skolen. Også på Askov Højskole, hvor Ebbe Reich var lærer, var der et par år senere oprør. Der var med andre ord brug for at sætte ord på mødet mellem den grundtvigske højskole og den marxistiske ungdom. 

Til det formål trak Larsen store veksler på Kaj Thanings disputats fra 1963, der lagde vægt på Grundtvigs folkelige vending i 1832. Den betød, at Grundtvig fra dette tidspunkt skelnede mellem det kirkelige og det folkelige. Dermed blev for det første oplysning frigjort fra forkyndelsen og for det andet det politiske adskilt fra religion. I de følgende år udviklede Grundtvig sine tanker om danskhed og folkelighed, ikke mindst om behovet for, at også bondestanden havde krav på oplysning og deltagelse i samfundslivet. 

Grundtvigs folkelighedsbegreb byggede på et opgør med standsopdelingen af samfundet, altså det princip at der består uoverstigelige sociale og kulturelle forskelle i samfundet. For Grundtvig måtte folkelighed indebære et lighedsprincip i social og kulturel – men dog ikke i økonomisk – forstand. Denne tanke greb Larsen fat i, men for at få pengene til at passe lod han ”folkelighed” forblive en flydende betegner. På den ene side var det udtryk for et lighedsprincip, men på den anden side fastholdt han også en hierarkisk betydning af begrebet, således at det kunne paralleliseres med den arbejderklasse, som han kendte fra marxismens begrebsverden. Det underbyggede Larsen ikke mindst med de kritiske bemærkninger, som Grundtvig gjorde sig om den kræmmerkapitalisme, han havde mødt på sine rejser til England i begyndelsen af 1830erne. 

Således kunne da bøndernes andelsbevægelse i Larsens fortolkning blive udtryk for en proletarisk og nær-demokratisk bevægelse, der var udsprunget af Grundtvigs tankegang. Man kan tolke det som en senfølge af denne konklusion, at Pelle Dragsted fra Enhedslisten – et efterfølgerparti til VS – i 2021 fik N.F.S. Grundtvigs pris af Grundtvigsk Forum for sine tanker om bl.a. andelstanken som en særlig slags nordisk socialisme. Man må sige til Larsens forsvar, at han udmærket kendte den historiske forskning, der tydeligt viser, at der ikke er nogen beviselig direkte forbindelse mellem Grundtvig og andelsbevægelsen. Ikke desto mindre lod han pointen blive hængende, og dermed cementerede han den opfattelse, at der var noget om snakken. 

Man kan sige, at socialisterne tog førergreb på Grundtvig, når de hævdede, at han var på deres side. Enkelte røster – som f.eks. den unge Bertel Haarder – gjorde dengang krav på Grundtvig som borgerligt-liberalt forbillede, men havde kun begrænset held med forehavendet. Grundtvig blev et ikon også for venstrefløjen. Blandt andet Kristeligt Dagblad har været kritisk over for den omstændighed, at præster i højere grad end befolkningen som helhed stemmer på venstrefløjspartier som SF og Enhedslisten. Man kunne også vende den iagttagelse om og sige, at venstrefløjen er forblevet åben som missionsmark. 

Larsen selv svigtede ikke sit embede som kirkegænger. Han rummer modsætningen mellem Marx og Grundtvig i sin person. Som skribent har han ubesværet anvendt ordene ’bolignød’ og ’arvesynd’ i samme sætning. Som redaktør, journalist og public intellectual har han mere end de fleste bidraget til, at kirke og kristelighed er emner, der også tages alvorligt på venstre side af det politiske spektrum. 

(Kristeligt Dagblad 17. okt. 2022)

Den sekulariserede Grundtvig

 Kaj Thaning, For menneskelivets skyld. Grundtvigs opgør med sig selv. Gyldendal 1971

Sognepræsten og højskolemanden Kaj Thaning (1904-1994) forsvarede i 1963 en disputats i tre bind om Grundtvig. Otte år senere samlede han sine konklusioner i en mere håndterlig bog på godt 200 sider. Heller ikke den er dog særlig tilgængelig for den læge læser. Thaning fik betydning ikke mindst blandt teologer, og hans tolkning af Grundtvig er antagelig en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige, fordi han bragte Grundtvig i pagt med tidens strømninger. Det var Thaning, der gjorde Grundtvig spiselig for efterkrigstiden, som grundtvigforskeren Ole Vind har bemærket et sted.

Ofte anvendes et af omslagene i Grundtvigs liv som fortolkningsnøgle til hans forfatterskab. Man har peget på hans romantiske vækkelse, da han var huslærer på Langeland 1805-08 eller hans kristelige vækkelse 1810-11 som afgørende. De fleste opfatter udviklingen af den såkaldte kirkelige anskuelse eller ”den mageløse opdagelse” fra 1825 som afgørende, fordi han hermed omdefinerede sin opfattelse af kristendommen fra at være en personlig vækkelse til at være deltagelse i et historisk defineret menighedsliv.

Thaning mente derimod, at Grundtvig først blev grundtvigianer i 1832, fordi han på dette tidspunkt udskilte det folkelige fra det kirkelige, anskuelsen fra troen, mennesket fra religionen. Det er Thanings opfattelse, at Grundtvig indtil da – og her bruger han ikke mindst prædikenerne som kilde – abonnerede på en luthersk bodskristendom, der opfatter mennesket som en synder, hvis eneste opgave her i livet er at søge Guds nåde, før det indhentes af døden. Efter 1832 derimod kom Grundtvig ifølge Thaning til erkendelse af, at kristendommen er til for menneskelivets skyld. ”Ja, livet mellem fødsel og død er selve forudsætningen for, at evangeliets tale om frelse overhovedet kan give mening. Det er jo menneskelivet, der oprejses, genfødes og befries fra dets fjender. Kristendom betyder ikke frelse fra livet, men til livet, trods døden.”

Thaning greb fat i en upubliceret verselinje fra 1837, ”Menneske først, og kristen så”, som han ligefrem udnævnte til Grundtvigs motto. Pointen er skabelsesteologisk. Menneskelivet er ikke defineret af syndefaldet, men af gudbilledligheden, den ånd, som Vorherre oprindeligt indblæste i Adam. Det gør menneskelivet til forudsætning for, at Guds ord kan høres. Deraf udviklede Grundtvig sin opfattelse af sproget som definerende for mennesket og også den opfattelse, at det er de citater af Jesu egen mund, som siges før nadver og dåb, som er gudstjenestens, ja kristendommens kerne. De er de egentlige ”levende ord”. Dermed er kristendommen heller ingen læresag. Prædikestolen er ikke en lærestol og vice versa. Grundtvig mente derfor også, at undervisningen i skolevæsenet ikke skulle være forkyndende.

Thanings tese modtog fra begyndelsen kritik, og den er da også ført noget håndfast igennem. Når man vil underordne et så vældigt forfatterskab som Grundtvigs en enkelt tanke, risikerer man at alle elementer heraf reduceres til henholdsvis foregribelser, bekræftelser og efterklange af det, man ønsker at vise. Men ikke desto mindre identificerede Thaning et vigtigt moment hos Grundtvig, nemlig hans opfattelse af forholdet mellem helligånd og folkeånd. 

Thaning lagde selv vægt på forskellen mellem de to. Det hang sammen med, at han selv tilhørte første generation af Tidehvervsbevægelsen, der kierkegaardsk understregede den absolutte afstand mellem Gud og mennesket og derfor også stærkt kritiserede den kortlivede Grundtvig-renæssance under besættelsen, der netop understregede sammenhængen mellem folkeånd og helligånd. Det var hvad Hal Koch kom meget tæt på at prædike i efteråret 1940. Thanings samtidige Vilhelm Krarup (1904-1999) ålede netop Hal Koch for at blande danskhed og kristendom. Det er så blevet overskygget og kompliceret af, at Vilhelm Krarups søn, Søren Krarup fra midten af 1980erne stod i spidsen for en fuldstændig omvending af Tidehvervsbevægelsen til at være fortaler for netop den tanke, at danskhed og kristendom hænger sammen. Da var Thaning for længst ude af Tidehverv.

Thanings tolkning af Grundtvig betød en langt større understregning af Grundtvigs skabelsesteologi. Det åbnede for en forbindelse mellem Løgstrup og Grundtvig, som ikke mindst Ole Jensen stod for. Det havde også den væsentlige konsekvens, at den politiske Grundtvig blev frisat. Thanings sækulariseringstese gjorde det lettere at spænde Grundtvig for en politisk vogn uden først at skulle aflægge teologisk regnskab. Det åbnede for en helt uventet alliance mellem Grundtvig og venstrefløjen hinsides Socialdemokratiet. Den tråd blev samlet op af Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen.

(Kristeligt Dagblad 1. oktober 2022)

Den profetiske seer

Hal Koch, Grundtvig, Gyldendal 1944

Da den 36-årige professor i kirkehistorie, Hal Koch, i september 1940 udbød en forelæsningsrække om Grundtvig, herskede der stadig et generelt mødeforbud, men eftersom der formelt set var tale om undervisning, kunne forelæsningerne gennemføres – og det for fulde huse. De blev også trykt som kronikker i landets aviser og siden holdt i radioen. I 1941 blev de i revideret form udsendt som bog på svensk og to år efter på dansk.

Det var tydeligt, at Hal Koch talte til tiden. Indledningskapitlet gengiver åbningsforelæsningen uredigeret, hvor Hal Koch talte under indtryk af den krig, der blev ført i Europa. Dansk ungdom var ikke blevet kaldt bort til krigens gerning, sagde han, og universitetet kunne fortsætte sin virksomhed. ”Og dog er de fleste af os kommet ængstede, bekymrede, raadvilde. Og Vé jer, om I ikke har følt det hver og en. Bekymrede og raadvilde, fordi vort Land og vort Folk er bleven en Kastebold for stærke Magter – ikke for stærkere Magter, som det saa ofte siges, men for voldsomme Kræfter, der truer vor hele Eksistens. Og med Eksistens tænker vi ikke paa Handel og Industri, paa Landbrug og andre Næringsveje, vi tænker ikke paa Føde og Klæder, men vi tænker paa vort danske Rige, vort Folk og vort Sprog, som er den Rod, vi er rundet af, den Plet Jord, vi er bundet til. Har I ikke følt den Bekymring, er I ikke ængstede og raadvilde helt ind i Sjælegrunden, da duer I ikke til andet end at kastes ud og trampes ned.”

Koch anvendte en for ham ukarakteristisk national patos. Han talte om den nødvendige besindelse på danskheden, kravet om kamp for ”dansk Aand og Tunge”, og derfor havde han valgt at tale om Grundtvig. ”For ham var det at være Menneske hele Livet igennem uløseligt sammenknyttet med det at være dansk … Derfor staar han os nærmere i vor Raadvildhed, fordi han virkelig ved noget om, hvad dansk Menneskeliv er. Derfor lytter vi til hans Sang – ikke for at gentage eller efterligne, men fordi Skjalden, Livets kaarne Spejder, formaar at kaste Lys over den Vej, der for Tiden snor sig trangt og sært.”

I direkte polemik mod bl.a. psykiateren Hjalmar Helweg, der mente at store dele af Grundtvigs værker kan forklares med sindslidelse, fremhævede Hal Koch, at Grundtvig ”er den profetiske Seer, der skuer ind i Dunkelheden”. Stillet over for den fortvivlelse, som hans tilhørere stod over for i 1940, tilbød han dem ingen løsninger, men den mulighed sammen med Grundtvig at skue ind i det dunkle og gådefulde, det fortvivlende.

Selv om bogen gør indtryk af at være en biografi, interesserede Koch sig i grunden kun for den unge Grundtvig, ikke mindst hans store krise i 1810-11. Koch benægtede ikke, at den rummede et element af sindslidelse, men han fremhævede, at krisen førte til meget mere end den vækkelse og golde biblicisme, som normalt fremhæves som resultatet. Grundtvig havde været ude i ”Livets Grænseland, hvor man skuer de sidste Ting” og var nået til et helhedssyn på ”Tro og Viden, Religion og Kultur”. Han udsondrede sig ikke – som de vakte kredse gjorde - fra menneskelivet. ”Langt snarere kunde man kalde ham Humanist, i den Forstand, at intet menneskeligt var ham ligegyldigt,” som Koch provokerende skrev, vel vidende at humanismen for de fleste betragtedes som kristendommens modsætning.

Bogen slutter med nogle refleksioner over Grundtvigs opfattelse af folkelighed, hvor Koch måtte medgive, at Grundtvigs skrifter ofte havde brod mod tyskerne. Men ifølge Koch kunne man ikke tage Grundtvig til indtægt for et had mellem nationerne. Grundtvigs tanker bar først og fremmest præg af noget fællesmenneskeligt. ”Man er nu engang ikke Menneske i al almindelighed, men man hører hjemme i et Folk, det være sig Dansk, Tysk eller Engelsk, og denne Kendsgerning skal og maa tages alvorligt.” Det er et vilkår ifølge Koch, at mennesket ikke er ”den Herre, som suverænt kan tage Livet i sin egen Tjeneste”. Dermed lagde Koch op til den tolkning, der har været dominerende i grundtvigske kredse siden, nemlig at Grundtvigs forståelse af danskhed ikke er det samme som aggressiv nationalisme.

Efter krigen og indtil sin død i 1963 bevarede Hal Koch sin fremtrædende plads i den offentlige debat. Han er i dag først og fremmest kendt som forfatter til pamfletten fra 1945, Hvad er demokrati? Det har fået mange til at antage, at han også i 1940 talte om demokrati, men det er en efterrationalisering. Man kan godt med lidt god vilje se, hvordan elementer af bogen om Grundtvig peger frem mod den konklusion, som Hal Koch drog af besættelsen, nemlig at konflikten ikke var mellem dansk og tysk, men mellem demokrati og nazisme. Men der står stadig ikke et ord om demokrati i bogen om Grundtvig.

(Kristeligt Dagblad 20. sep. 2022. Rubrikken var en anden.)

Var Grundtvig sindssyg?

Hjalmar Helweg, N.F.S. Grundtvigs Sindssygdom, Henrik Koppels Forlag 1918, 128 sider. Andet oplag 1932.

”Grundtvig… var han ikke bare sindssyg?” Det er et spørgsmål, man ofte kan møde, hvis digteren, præsten, historikeren og meget andet N.F.S. Grundtvig (1783-1872) er emnet for almindelig konversation. At der kunne hæftes en psykiatrisk diagnose på Grundtvig, blev som teori første gang bragt på bane i 1918 af den unge og lærde reservelæge på Københavns Kommunes psykiatriske hospital, Skt. Hans ved Roskilde Hjalmar Helweg (1886-1960). Helwegs bog fik stor indflydelse, ikke mindst fordi den lokkede med at sætte noget så uhåndterligt, vældigt og sammensat som Grundtvigs levnedsløb og forfatterskab på en relativt enkel formel.

Det var nu slet ikke Helwegs hensigt med bogen at reducere Grundtvigs biografi til en overskuelig sygejournal. Tværtimod ønskede han at gøre op med de almindelige fordomme om sindets sygdomme. ”At den sindssyge tænker forrykte Tanker, udfører vanvittige Handlinger og intet andet, synes de fleste en Selvfølgelighed; men at en Hjerne, der har været hjemsøgt eller endnu hjemsøges af Sygdom, kan præstere noget virkeligt værdifuldt, falder kun de færreste ind.” Dermed ønskede Helweg ved hjælp af den almindelige agtelse, som Grundtvig nød, at kaste et formildende lys på samtidens psykiatriske patienter ved at vise, at også de kan være gode og nyttige borgere. ”Det manio-depressive Anlæg kan forme rigere nuancerede Personligheder, kan understrege Egenskaber, der ellers maaske ikke vilde træde frem over Niveauet, kan give Fantasien mere Fart, og Udladningerne mere paradoksal Kraft, end den almindelige ’sunde’ Hjerne kunde præstere.”

Det var ikke fordi tidligere redegørelser for Grundtvigs levnedsløb havde fortiet noget. De havde blot andre begrebsligheder at gøre godt med, når det handlede om de kriser, der vitterligt var i Grundtvigs liv, ikke mindst den, der indtrådte i slutningen af 1810. Grundtvig havde indtil da troet, at han skulle være historiker og litterat i hovedstaden, men så anmodede hans far, den aldrende præst i Udby-Ørslev pastorat ved Vordingborg, Johan Grundtvig, sin søn om at træde til som hjælpepræst, og det kastede Grundtvig ud i en alvorlig krise. Den første store biografi, der udkom om Grundtvig, var skrevet af en nordmand, H. Brun, i 1882, og Brun lagde lige som mange følgende af Grundtvigs levnedsskildrere vægt på at denne krise som en form for omvendelse. Den alvor, som en sådan forandring indebar, medførte også, at ”hans Sinds Tilstand grændsede til Vanvid”, som Brun skrev. Men det var altså stadig at forstå inden for et religiøst univers, hvor det ikke handler om helbredelse, men om sjælens frelse.

Helweg derimod mente at kunne identificere krisen som et udslag af en manio-depressiv psykose. Helwegs verdensbillede var medicinsk og ikke religiøst, og han forstod Grundtvig i overensstemmelse hermed. Helwegs værk var i pagt med den stigende selvbevidsthed, hvormed den medicinske videnskab i det 20. århundredes begyndelse erobrede retten til at give forklaring på fænomener, der indtil da havde hørt under f.eks. æstetikkens eller moralens jurisdiktion. Helwegs samtidige, bakteriologen Carl Julius Salomonsen, holdt i 1919 et berømt foredrag om den moderne kunsts bevægelse bort fra det figurative. Salomonsen mente, at fx Picassos abstrakte malerier var udtryk for en form for smitsom sindslidelse.

Helwegs forståelse af sygelighed og sundhed var bundet op på det, som vi i dag ville kalde kulturelle, sociale eller æstetiske markører. Det bliver meget tydeligt, når han forsøgte at se sin pointe bekræftet ved hjælp af litterær analyse. Selv de mindste ting blev for Helweg til tegn og varsler på overståede eller kommende sygdomsanfald. Han betragtede det f.eks. som et sundhedstegn, at Grundtvig rettede sit oprindelige ordvalg i ’Velkommen igen, Guds engle små’ fra ’rollinger’ til ’puslinger vi har i hver en vrå’. Det anså Helweg som mere smagfuldt og tolkede det dermed også som et udtryk for, at Grundtvig var i bedring, da han rettede i sit digt.

(Kristeligt Dagblad 9. sept. 2022. Rubrikken var en anden)

Hvis man vil vide, hvem Amdi er

 Rune Skyum-Nielsen, Amdi bliver til, Politikens Forlag

Efter at jeg for snart 25 år siden udgav en bog om skolesamvirket Tvind og Mogens Amdi Petersen (f. 1939) har jeg ikke tal på de gange, jeg er blevet ringet op af journalister, der har stillet mig spørgsmålet: ”Hvem er Amdi?” Jeg har altid svaret henholdende. Nu er der inden for kort tid kommet to rigtig gode bud, der begge søger svaret på dette spørgsmål i barndommen og ungdommen.

For et halvt år siden udkom Peter Tygesens bog om de første 40 år af Mogens Amdi Petersens liv (anmeldt her i avisen 8. marts), og nu følger Rune Skyum-Nielsen med sin version af historien. Begge bøger er journalistiske i den forstand, at de først og fremmest bygger på interviews med folk, der har kendt Amdi Petersen, og derfor er det også i vid udstrækning den samme historie, de fortæller – med de variationer og forskydninger, som den menneskelige erindring nu engang lægger ind i stoffet på 50-70 års afstand.

Skyum-Nielsen har arbejdet sammen med skuespilleren Thure Lindhardt, og der antydes et filmprojekt. Det er måske også her man skal finde grunden til hans mere psykologiske tilgang til emnet, ønsket om at trænge ind i personligheden. Det er antagelig lige så meget skuespillerens som psykologens ambition om at forstå, der gør sig gældende.

Breve, som de to sammen har skrevet til Amdi Petersen i håbet om et interview i hans mexicanske eksil, er aftrykt i bogen: ”lad os tale om dit uforlignelige liv”, beder de om. ”Uden dig ville der have været færre pædagogiske landvindinger. Uden dig færre fællesskaber. Uden dig mindre at skrive hjem om.” Men de smigrer forgæves. Indtil videre har kun Pia Elers, som udgav bogen ”På rejse med Amdi” for 2 år siden, haft held med få Amdi Petersen i tale.

Lindhardts og Skyum-Nielsens breve kredser om slægtens betydning. Som de skriver til Amdi Petersen: ”Det er kuriøst, at begge dine bedsteforældre hed Peter Petersen, og begge kom til verden på en mølle den samme dag, nemlig 8. april 1873. At de skulle få så forskellige skæbner. Mens din farfars djurslandske familie vadede i ulykker, blev din vestfynske morfar en stor kanon.” I overensstemmelse med denne iagttagelse er to af bogens indledende kapitler viet den petersenske slægtsforskning. Det er selvfølgelig noget af et sammentræf, at forfædrene var møllere, men pointen hænger lidt i luften. Var den store vindmølle, som blev bygget ved Tvind i Vestjylland i slutningen af 1970erne under Amdi Petersens lederskab en eller anden form for forsøg på at måle sig med ophavet?

Mogens Amdi Petersen var en opløben knægt fra Ringe, den strenge skoleinspektørs søn, der endte med at gøre oprør mod sin fars værdier, en 1968er før begrebet blev til. Amdi Petersen var som ung nyansat skolelærer medstifter af et kollektiv i Odense i 1963, og han gjorde sig efterhånden bemærket som karismatisk midtpunkt i byens kreative venstrefløjsmiljø. I 1965 blev han efter to års prøvetid nægtet fast ansættelse i Folkeskolen med den udtrykkelige begrundelse, at han var for langhåret. Sagen vakte landsdækkende opsigt, og der har siden været spekuleret i, om der i virkeligheden var en anden grund. Skyum-Nielsen ventilerer en troværdig teori om, at Amdi Petersen havde brudt en aftale med skolens ledelse. Desværre meddeler han ikke, hvad denne teori bygger på. Samtidig forsøgte Amdi Petersen sig med usædvanligt ringe held som træskibsreder, og endelig tog han med nogle venner på en dramatisk jordomrejse, hvor forfatteren Arne Herløv Petersen også deltog. Det er ikke mindst hans dagbøger, bogen bygger på. Bogen slutter med en dramatisk retssag i Flensborg, hvor Amdi Petersen blev idømt fængselsstraf efter at have deltaget i en politisk demonstration. Da var han 30 år gammel.

Skyum-Nielsen har en tendens til dramatiserende fyldekalk: ”Kolding lå menneskeøde hen, da et sæt billygter skar igennem natten og søgte ned ad Fredericiagade.” Det er lige før, at natten også var mørk og stormfuld. Men bortset fra det er han en ferm fortæller, og bogen bygger på grundig research. Man er i gode hænder. Dertil er bogen fortrinligt illustreret. Så hvis man vil vide, hvem Amdi er, er denne bog et godt sted at begynde.

(Kristeligt Dagblad 30. aug. 2022)

To samtidige

Anders Holm, To samtidige, Forlaget Anis

Skulle man genopføre det 19. århundrede som kammerspil, ville N. F. S. Grundtvig (1783-1872) og Søren Kierkegaard (1813-1855) antagelig optræde. Det er i brydningen mellem det grundtvigske og kierkegaardske, at den moderne folkekirke er blevet til, en forening af tilsyneladende modsætninger; Grundtvigs profetiske kæmpeskikkelse over for Kierkegaards anæmisk-koleriske flaneur, yderlighed over for inderlighed. 

At de var uenige, lader sig ikke benægte, men striden er ofte blevet reduceret til eksempler på begge d'herrers ubetvivlelige håndelag for polemik og satire. Berømt er Kierkegaards karakteristik af grundtvigianerne som den »lille Troup af Begeistrede, der ere dannede paa Pastor Grundtvigs ølnordiske Skjenkestue«. Baggrunden for kritikken var Grundtvigs beskæftigelse med historien, især den oldnordiske litteratur. 

Søren Kierkegaard af Louis Hasselriis.
Det teologiske Fakultet, KU.
(eget foto)

For Grundtvig var kristendommen et historisk fænomen, en virkelighed, der omsluttede mennesket. Historisk bevidsthed gav indsigt i menneskelivets grundvilkår og den måde, hvorpå kristendommen greb ind i det. Kristendommen var noget, der hændte mennesket over tid. 

Kierkegaard derimod betragtede det historiske som udenværker, der kun afledte opmærksomheden fra det ene forhold, at sandheden var subjektiviteten, og at den var en tildragelse, som fandt sted på et øjeblik. Grundtvigsk kristendom udlevedes noget forenklet som en proces i menighedens og folkets fællesskab, mens Kierkegaard i egentlig forstand ikke kunne være menighedsdannende. Hans kristendom skyede mængden og udspillede sig inde i det moderne storbymenneskes eksistentielle ensomhed. En pointe hos Holm er det, at de begge bevægede sig, ikke nødvendigvis med eller mod, men i forhold til hinanden. Begge hørte på hver deres tidspunkt til den eksisterende kirkes væsentligste kritikere, Grundtvig i sin ungdom, Kierkegaard mod slutningen af sit liv, da han vitterligt stødte alle fra sig med sin voldsomme kritik af statskirkens ' Levebrødsgejstlighed'. Der udspandt sig direkte og ikke mindst indirekte en dialog mellem de to teologer. 

Det giver lejlighed til at pege på nogle vigtige lighedspunkter, herunder at Grundtvig faktisk kunne se noget rigtigt i Kierkegaards stormløb mod kirken - især efter at stormløberen selv var død. For både Grundtvig og Kierkegaard handlede det om at løse det problem, den historiske bibelkritik havde opstillet, nemlig hvordan man kunne tale om, at der udgik en autoritet fra et skrift, som havde vist sig blot at være et historisk dokument. Det handlede om at komme om ved den historiske afstand og gøre evangeliet samtidigt, nærværende. Grundtvig gav mundtligheden forrang som formidler af forbindelsen til Gud. I trosbekendelsen, fadervor og nadverindstiftelsens ord så - eller rettere hørte - han autentiske og uforvrængede ord som af Jesu egen mund, hvad han kaldte »det levende ord«. Kierkegaard pegede ganske rigtigt på, at en mundtlig tradition ikke er spor mere ægte end en skriftlig. Hans løsning var at fastholde det umulige eller paradoksale i kristendommen, således at afstanden til Jesus Kristus kun kunne overvindes i troens spring, ikke ved forstanden, dannelsen eller historisk lærdom. 

Anders Holm er en sagtmodig og uprætentiøs lærd, der afvikler sine pointer med klarhed, knaphed og præcision. Han har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at sætte sig meget grundigt ind i både Grundtvig og Kierkegaard, og for dem, der ikke lige har nået det, vil denne bog også gøre fyldest som en indføring i de to store forfatterskaber i almindelighed.

(Politiken 31. marts 2009)

Střední Evropa - Europas hjerte

Vibe Termansen, Kampen om Centraleuropa, Gads Forlag 2019, 215 sider

Det er ambitiøst på kun godt 200 sider at ville forklare, hvad Centraleuropa er. Vibe Termansen har valgt at gøre det i en journalistisk berettende stil i kombination med de mere overordnede analyser. Det bliver somme tider lidt friskfyragtigt, men hun slipper afsted med det, fordi der er et sikkert greb om de sproglige virkemidler.

Bogen er opdelt i 20 kapitler, der hver især begynder et nyt sted i historien og i Europa og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Det er en dynamisk komposition, som imidlertid også giver en del redundans. Når historien og kontinentet gennemkrydses så mange steder fra, kommer man forbi de samme steder en del gange. Det forstærkes af, at Termansen i virkeligheden fortæller to forskellige historier, eller måske tre. De hænger selvfølgelig sammen, og så dog ikke. For det første er der historien om, hvordan Centraleuropa er blevet til som begreb og realitet, og for det andet er der historien om, hvordan især to af disse lande – Polen og Ungarn – i dag placerer sig i Europa. 

Bogen er skrevet efter Ruslands annektering af Krim men før det omfattende angreb på Ukraine, så selvfølgelig savner man som læser i 2022 nogle aspekter. På den anden side er det godt at blive mindet om, hvordan verden så ud for blot kort tiden siden, dengang Polen og Ungarn var best buddies. 

Men tilbage til historien. Termansen beskriver hvordan Rusland, der søgte at blive europæiseret i det 18. århundrede, samtidig nærmest blevet ’orientaliseret’ i den europæiske litteratur, og hvordan der derfor blev skabt et ’øst’ og et ’vest’ i den europæiske bevidsthed. Det blev også en politisk virkelighed. Efter at den sidste del af Polen blev opslugt af de omgivende stormagter i 1795 var det helt frem til 1. Verdenskrig således, at Det habsburgske Rige og Tyskland grænsede direkte op til Rusland.

I slutningen af det 19. århundrede opstod tanken om, at der var et tredje Europa adskilt fra øst og vest. Det kom klarest til udtryk i Friedrich Naumanns (1860-1919) bog Mitteleuropa fra 1915, som udkastede den idé, at Tyskland og Østrig-Ungarn i fællesskab udgjorde Europas centrum med kystlinjer til både Adriaterhavet, Nordsøen og Østersøen. Til grund for denne tanke lå stadig en stormagtslogik, og dermed blev en række af de nationale bevægelser stadig ignoreret. Termansen fremhæver især den tjekkoslovakiske nationalist Tomáš Masaryk (1850-1937) og hans forsøg på at skabe et alternativ i form af Střední Evropa, et Centraleuropa uden tysk dominans. Sine ideer markedsførte han personligt over for den amerikanske præsident Wilson, der med sin 14-punktsplan ved fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig gjorde sig til talsmand for nationernes selvbestemmelse. Det var en lang og blodig proces, for i virkeligheden sluttede krigen ikke i 1918. Fra Finland i nord til Balkan i syd udkæmpedes en række voldsomme krige og borgerkrige, der først sluttede i begyndelsen af 1920erne. Resultatet var en hel række nye, selvstændige lande, herunder Masaryks Tjekkoslovakiet. Selvstændigheden og freden varede imidlertid kort.

Med Molotov-Ribbentrop-aftalen fra 1939 blev ideen om, at det kontinentale Europa var delt mellem Tyskland og Rusland genoprettet. Det ændrede sig i 1945 kun for så vidt Tyskland afgav sin stormagtsstatus. Europa var stadig delt mellem Rusland og Resten. Centraleuropa forsvandt atter ud af bevidstheden. Påfaldende er det, at den eneste del af det tidligere russiske zardømme, der ikke blev indlemmet i Warszawa-pagten, var Finland.

Efter 1989 ændrede dette billede sig afgørende. Vi var mange, der skulle vænne os til, at store dele af det, vi var vant til at kalde Østeuropa, nok snarere burde kaldes Centraleuropa. Hvad man kalder det, er ikke et spørgsmål om kendsgerning, men om politik. Det er en definitionskamp. Skal man smigre polakkerne i dag, kan man fx kalde dem ”Europas hjerte”. Sammen med de øvrige Visegradlande (Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet) udgør Polen i egen selvforståelse et mere ægte Europa end Vestens cyklister, vegetarer og homoseksuelle kan præstere. Samtidig rykker landene i større eller mindre grad væk fra klassiske retsstatsprincipper til stor bekymring for resten af EU.

Det ukrainske flag vajer fra Københavns Hoved-
banegårds flagstang, maj 2022.
(eget foto)

Termansens bog kaster et interessant lys på den nuværende konflikt efter 24. februar. Mens Finland hastigt er på vej bort fra sin væbnede neutralitet, er Ungarn på vej ind i en ikke særlig flatterende rolle som russisk klientstat og måske endda 5. kolonne. Samtidig appellerer Orbán til amerikanske trumpister. Deres årlige møde CPAC blev i 2022 holdt i Budapest. Polen derimod har en forøget interesse i at pleje sine forbindelser til Bruxelles, og det har betydning for Ungarns rolle i EU, for Budapest kan ikke længere regne med, at Warszawa automatisk giver rygdækning i Bruxelles, hvis f.eks. der blev stillet krav om at annullere Ungarns stemmeret i Ministerrådet i henhold til EU-traktatens artikel 7. Men kampen står stadig om Centraleuropa – eller rettere, om der skal være et Centraleuropa adskilt fra øst og vest. Rusland ønsker tydeligvis tilstandene fra Den kolde Krig tilbage, men gør det med midler, der ikke har været taget i brug siden 1939.

Alle de tidligere Warszawapagt-lande har af samme grund ivrigt søgt optagelse i både NATO og EU, samtidig med, at de ønsker at fastholde en særlig status således som det f.eks. kommer til udtryk i det såkaldte trehavsinitiativ. Det blev lanceret under Trumps første officielle rejse til Europa, hvor han besøgte Polen, før han tog videre til Tyskland og Frankrig. I Warszawa udtalte han sin opbakning til trehavsinitiativet, der er tænkt som en art Visegrad+, en sammenslutning af lande mellem Adriaterhavet, Sortehavet og Østersøen. Mange af disse lande deler ikke kun geostrategiske interesser, men også politiske værdier med Polen og Ungarn. Man kan også se USA's omfattende materielle støtte til Ukraine som en forstærkelse af en form for pagt mellem Washington og Střední Evropa, mens det vestlige EU står og ser en lille smule fortabt ud.

(Skrevet til denne blog 30. maj 2022)

Fra den stråtækte til Aarhus Universitets retvinklede modernisme

Viggo Mortensen

På Jorden under Himlen – En teologs erindringer

Hovedland, 278 sider

Viggo Mortensen (f. 1942) er vokset op i et gårdmandshjem på Fyn. Han blev holdt til bogen, og et ophold på Askov Højskole førte til et opgør med barndomshjemmets tilbøjelighed til det missionske. Som ung teologistuderende gjorde han en pige gravid, og man bliver lige mindet om, at der stadig i 1963 ikke kunne blive tale om andet end at det unge par måtte gifte sig. Hvordan må det egentlig have været at se sin skæbne afgjort af et øjebliks fysisk tiltrækning? Mortensen lægger ikke skjul på, at hans livs kærlighed er hans nuværende og tredje hustru, Doris Ottesen, som han traf, mens han stadig var gift med den første. Han skylder stadig sine læsere at aflægge regnskab for nogle mellemregninger i den forbindelse.

Viggo Mortensen har en omfattende karriere i videnskab og kirke bag sig. Efter sin kandidateksamen i 1969 blev han tilknyttet Aarhus Universitet, fra 1973 som lektor i etik og religionsfilosofi. Fra 1991 var han ansat ved Det Lutherske Verdensforbund i Geneve, hvor han også var dansk præst, men vendte tilbage til Aarhus i 1999 som professor i systematisk teologi med speciale i missionsteologi. Det var Johannes Aagaards professorat.

Viggo Mortensens erindringer føjer sig til et par andre bøger om aarhusiansk teologihistorie fra de seneste år, Nils Gunder Hansens ”Tanker af en anden verden” om Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) fra 2019 og Ole Jensens (1937-2021) erindringer fra samme år. Til sammen er de vidnesbyrd om, hvor meget Løgstrup dominerede en hel generation af Aarhus-teologer, der har det til fælles, at de værner nidkært om Løgstrups eftermæle. Intet fadermord i sigte her.

Bukdahl var som søn af en feteret forfatter født ind i det intellektuelle miljø. Jensen var som søn af en skolelærer i Aarhus et skridt længere væk fra det akademiske, men tæt på byen. Mortensen derimod skulle på egen hånd indhente både byen og det akademiske for at komme på omgangshøjde med sine jævnaldrende. Han har taget hele rejsen fra den stråtækte fynske almueskole til Aarhus Universitets retvinklede modernisme.

Lidt retvinklet aarhusiansk modernise. (eget foto)

Løgstrups skabelsesteologi lagde grunden til, at hans elever fandt deres egne veje væk fra en traditionel dogmatisk forståelse af teologien. Bukdahl var mere filosofisk end teologisk orienteret. Jensen blev grøn øko-teolog, og dermed ”blev en panteistisk, af græsk naturfilosofi inspireret livsfilosofi lyst i teologisk kuld og køn.” Sådan lyder Mortensens måske lidt forbeholdne dom på fyrre års afstand, og han tilføjer: ”I dag fristes man til at sige, at skabelsesteologien har sejret ad helvede til.”

Mortensen blev selv økumenisk kulturmøde-teolog under mottoet ”Hedningerne er forsvundet!”, som han sagde i sin tiltrædelsesforelæsning: ”I stedet lever vi på denne klode sammen med mennesker, der lever i autentiske, kulturelle og religiøse traditioner og med specifikke økonomiske og politiske systemer, som vi forhåbentlig kan leve i fred med, og i samarbejde med hvem vi kan sikre det gode liv samt klodens og menneskehedens overlevelse.” Bogen slutter, må man retfærdigvis sige, i en lidt anden toneart, nemlig med et opgør med relativismen og med en forsvarstale for den personlige og alvorlige evangeliske kristendom.

Op mod sin pension flyttede Viggo Mortensen til Ærø, hvor han sammen med Finn Slumstrup stillede sig i spidsen for en bevægelse – ”Oprør fra Udkanten” – som havde til formål at fremhæve kvaliteterne ved at leve langt fra de store byer og samtidig at arbejde for, at vilkårene blev bedre. Formålet var at modvirke ”den satans centralisering”, som Doris Ottesen så bramfrit siger. Men også ægteparret Mortensen og Ottesen måtte efter nogle år bøje sig for denne satans ting og flytte til en anden ø. De bor nu på Amager.

Man kan ikke bebrejde en selvbiografi, at den hovedsageligt beskæftiger sig med sin forfatter. Det ligger i opgavens natur. Men nogle steder ligner den mere et kommenteret CV. Det er synd, for Viggo Mortensen er også en reflekteret fortæller. ”Det er i tiden, at mennesket kommer til sig selv,” som han skriver. I denne formulering rummes i al sin enkelhed både en personlig erfaring og en erkendelse høstet fra det 20. århundredes tyske og franske filosofi. Bedst er bogen, når den handler om mødet med andre mennesker og diskussionerne med dem, for her folder Viggo Mortensen sig ud som en i menneskeligt henseende generøs levnedsskildrer. 

(kirke.dk 4, maj 2022)

Værk om Københavns historie mangler sammenhæng

Niels Henrik Andreasen, ”Før byen, 12.000 f.v.t. – 1000”

Hanna Dahlström, ”Byen bliver til, 1000-1200”

Vivi Lena Andersen, ”Kampen om byen. 1200-1550”

Rikke Simonsen, ”Kongens by, 1550-1700”

Peter Wessel Hansen, ”Med vold og magt, 1700-1850”

Jakob Ingemann Parby, ”Den grænseløse by, 1850-1920”

Kirsten Benn Lykkebo, ”Livet i husene, 1920-1980”

Anders Møller, ”Byen rejser sig, 1980-2020”

Gads Forlag

De mange omfattende anlægsarbejder i København de seneste godt 20 år har givet masser af arbejde til arkæologerne på Københavns Museum. Når entreprenørmaskinerne går i gang, dukker der fortid op af jorden. Der er gjort mange spændende fund. Godt hjulpet af en aktiv formidlingspolitik har museet fået en ret god pressedækning, ikke sjældent under overskriften ”Nu må historien skrives om”. Og nu har Københavns Museum og Stadsarkiv altså sat sig for at gøre netop det, skrive historien om – eller i hvert fald give en ny version af Københavns historie i otte relativt korte bind.

Værket som helhed er kronologisk ordnet, men læseren skal forberede sig på, at de enkelte bind ikke nødvendigvis følger dette princip. Man skal altså ikke vente en traditionel historisk-kronologisk fremadskridende institutionel fortælling om byen.

Andreasens første bind har karakter af indføring i den sydskandinaviske forhistorie fra den seneste istids slutning til og med vikingetiden med fund fra hovedstadsområdet som illustration. At der ikke er tale om byhistorie siger bindets titel sådan set selv – ”Før byen”. Kun i glimt kobles stoffet til den oplevede by som f.eks. når der gøres opmærksom på, at en trafikalt lettere umotiveret rundkørsel på Bolandsvej i Emdrup skyldes, at vejen snor sig om en bronzealderhøj.

Dahlströhm, der har skrevet andet bind, har selv har været leder af udgravninger i anledning af anlægsarbejder på bl.a. Rådhuspladsen, og hun er lidt for imponeret af, hvad hun selv har fundet ud af i den anledning. Billedredaktionen illustrerer det udmærket. Der er for mange fotos af arkæologer på arbejde i et hul i jorden iført pang-gult arbejdstøj. Pointen med bindet er at vise, at København ikke blev grundlagt af Absalon i anden halvdel af 1100-tallet, men det vidste vi godt i forvejen, og derfor drukner de nuancer, som Dahlströhm faktisk har at tilføje Københavns tidlige historie, i et forfejlet forsøg på at oversælge ideen om, at ”historien skal skrives om”.

Andersens tredje bind samler med en større sans for sproglig økonomi end Dahlströhm op på væsentlige pointer fra det foregående bind og bygger derfor bro til første bind. Andersen skriver om senmiddelalderen, men det er lidt svært at følge den røde tråd. På side 27 hører vi om, hvordan København i 1416 blev kongens by. På side 31 er vi nået til år 1294, men først på side 55 får vi forklaringen på, hvorfor byen fra begyndelsen i 1100-tallet ikke var kongelig men biskoppelig. Formidlingsmæssigt ville det nok være mere hensigtsmæssigt at holde tildragelserne i den rækkefølge, hvori de indtraf.

Simonsens fjerde bind indledes med Christian III’s indtog i København i august 1536 i en anden version end den beskrivelse, som tredje bind giver. Simonsen har mere held med at kombinere arkæologens topografiske perspektiv med historikerens kronologiske. Det kan lade sig gøre, fordi det i overvejende grad handler om byen som fæstning fra Grevens Fejde til Svenskekrigene, og netop fæstningsanlæggene er godt kortlagt af arkæologerne.

Wessel Hansens femte bind hedder Vold og magt, men handler lige så meget om, hvordan et ret brutalt og offentligt straffesystem ved 1700-tallets begyndelse i de følgende 150 år blev mere civiliseret, og disciplineringen blev internaliseret. Hansen er en klassisk historiefortæller, der fletter den lille historie ind i den store, så han får fortalt om både enkeltskæbner og de begivenheder, der formede byen fra brandene i 1728 og 1795, briternes bombardement i 1807 til indførelsen af Borgerrepræsentationen i 1840.

Ingemann Parby har med fuldt overlæg disponeret sit sjette bind om Københavns vækst efter 1850 topografisk og ikke kronologisk. Der er et kapitel til hvert af de nye kvarterer, Nørrebro, Vesterbro, Østerbro og City (ja, det kaldte man det også for godt 100 år siden). Men han glemmer altså næsten Amager, som netop i disse år voksede til som industrikvarter. Parby kombinerer socialhistorie og kulturhistorie til, hvad man næsten kan kalde en ny syntese om København som moderne metropol. Herunder får han skrevet et lille afsnit om København som cykelby, et emne, der kalder på sin egen bog. Byen har haft cykelstier i nu 130 år, erfarer man.

Benn Lykkebo fortsætter den socialhistoriske vinkel i bind syv, ikke mindst inspireret af Jan Gehl, og bruger almindelige københavneres erindringer som kilde til at fortælle byens historie fra 1920 til 1980. At besættelsestiden fylder så relativt lidt i dette bind er et dristigt valg at træffe. Det er ikke desto mindre en meget gennemført analyse af den sociale udvikling i perioden. Hvad der falder anmelderen for brystet er noget så småligt som præpositioner. Forfatteren skriver om trafikken ”på Store Kongensgade” og en skole ”i Bispebjerg”. Enhver nogenlunde rutineret københavner vil altid sige ”i Store Kongensgade” og ”på Bispebjerg”. 

Københavns Kommunes lungesanatorium i Avnstrup
ved Ny Tolstrup syd for Osted på Sjælland blev
indviet i 1940. Det er et af mange eksempler på,
hvordan Københavns Kommunes institutioner
spredte sig ud over hele Østsjælland. Avnstrup
er i dag asylcenter. Eget foto.

I sidste bind skriver Møller historien helt op til nutiden. Også han tager os frem og tilbage i både geografi og kronologi. 1980erne var præget af afindustrialisering, social deroute og en kommune, der desperat forsøgte at tiltrække gode skatteydere. Det skete gennem byfornyelse, frasalg af kommunale lejeboliger og en udvikling af Københavns havn og Ørestad. Nu er Amager for alvor kommet på københavnerkortet. Ind imellem skal der også være plads til udviklingen i den københavnske gastronomi, registrerede partnerskaber og den slags. Møller spadserer lidt for nonchalant gennem stoffet. Der kunne f.eks. sagtens gås lidt hårdere til By & Havn uden at give køb på sagligheden.

Forfatterne til de otte bind er udvalgt, fordi de alle er ansat i Københavns Kommunes stadsarkiv eller bymuseum. Den institutionelle ramme for værket er antagelig årsagen til, at naboerne på Frederiksberg, i Hvidovre, Gentofte, Tårnby eller Avedøre inddrages så vilkårligt og tilfældigt. Selv om forfatterne har samme arbejdsgiver kommer de hver især med den vinkel, som er deres. De er samlet set ikke så meget til klassisk politisk, økonomisk eller institutionel historie, men bevæger sig mest inden for social- og kulturhistorien. En af de få gennemgående pointer er, at København fra de tidligste tider helt til i dag i stort omfang er opført på opfyldt terræn.

Som samlet værk hænger det dog ikke rigtigt sammen. Det vil for meget og for meget forskelligt. Det er imidlertid også en sær styrke, at det ikke er lykkedes at gennemføre det samme koncept for alle bind. Hver forfatter synger nu engang med sit eget næb. Værket er smukt tilrettelagt og flot illustreret.

(Altinget, Hovedstaden, 4. april 2022 )

Den ideologiske entreprenør

Peter Tygesen, Amdi og Tvind. Iværksætteren, Gads Forlag

Mogens Amdi Petersen (f. 1939) er en af den nyere danmarkshistories mest gådefulde skikkelser. ”Hvor er Amdi?” er et spørgsmål, der i forskellige variationer har dannet baggrund for mange avisoverskrifter – og sågar et brætspil. Journalist Peter Tygesen har sat sig for at finde Amdi, eller i hvert fald at finde ud af, hvem han er. I denne bog behandler han de første 40 år af Amdi Petersens liv, og det er forudset, at der vil komme et andet bind, der behandler resten af hans biografi. 

Det er ikke fordi der mangler bøger om Amdi og Tvind. Jeg udgav selv i 1999 en bog om Tvind, og jeg må med det samme deklarere, at jeg er en blandt mange, der har hjulpet Tygesen med hans research, og for dette takkes vi i bogen.

Historien om Mogens Amdi Petersen er for så vidt velkendt. Hans far var overlærer i Ringe på Fyn og siden skoleinspektør af den konservative skole. Han blev student fra Odense Katedralskole, blev uddannet lærer fra seminariet i Haderslev og valgte sammen med ligesindede i 1963 at søge til Kroggårdsskolen i Næsby på Fyn, hvor skoleinspektøren, Sidenius, var kendt for at være pædagogisk progressiv. Næsby var en forstad til Odense, og Amdi Petersen gjorde sig bemærket som fremtrædende skikkelse i byens kulturliv og som medgrundlægger af Danmarks første kollektiv, Huset på Hunderupvej. Sensation skabte det, da skolekommissionen i Næsby efter to års prøvetid nægtede Amdi Petersen fast ansættelse med den udtrykkelige begrundelse, at han var for langhåret. Det skubbede ham på sin vis ud i en karriere som skaber af et alternativ til det officielle skolevæsen. Det begyndte med, at nogle af vennerne fra kollektivet i Odense rejste verden rundt, en erfaring som de siden omsatte i skabelsen af Den rejsende Højskole, hvis barnesko blev trådt i Svendborg og på Fanø, men som især voksede i styrke og betydning, da de i 1972 købte en ejendom ved Ulfborg i Vestjylland, kaldet Tvind.

Man kunne i 1979 købe dette post-
kort af Tvindmøllen med fortrykt
 adresse til Handelsministeriet,
 over for hvem man kunne tilkendegive
sin modstand mod Atomkraft.

Amdi Petersens triumf var opbyggelsen af Det nødvendige Seminarium, som betød, at Tvind kunne tilbyde en alternativ læreruddannelse. Opførelsen af den store elektricitetsproducerende vindmølle beskriver Tygesen minutiøst. Han kortlægger, hvordan det lykkedes Amdi at få meget billig eller sågar gratis teknisk rådgivning fra eksperter i ind- og udland til sit store projekt, som kunne indvies i foråret 1978. Tvindmøllen blev et meget håndgribeligt argument imod planerne om at indføre atomkraft i Danmark efter den store oliekrise i begyndelsen af 1970erne. Tygesen mener, at møllen også har haft betydning for udviklingen af den vindmølleindustri, der voksede frem i netop Vestjylland. Men overførslen af erfaringer med opførelsen af den store mølle må snarere siges at have været forbavsende ringe, for det tog de danske vindmøllefabrikanter en snes år, før de kunne bygge i samme skala som Tvindmøllen, der ved opførelsen var verdens største vindmølle og – med nogle tekniske forbehold – stadig er den længst fungerende megawatt-mølle nogensinde.

Tvind havde som pædagogisk eksperiment og skoleform fra starten fået kolossalt medløb i medierne. Ikke kun den venstreorienterede presse, men også borgerlige aviser skrev beundrende om, hvordan Tvind havde held med at forbyde alkohol og stoffer, samtidig med at de unge mennesker fik hænderne op af lommen og bestilte noget.

Men i 1978 vendte offentligheden nærmest på en tallerken. Tvind blev kritiseret for at undertrykke individet, for fortielser, ideologisk ensretning og meget mere. Amdi Petersen var blevet sat under overvågning af PET blandt andet fordi Tvind plejede omgang med PFLP i Mellemøsten og ZANU i det sydlige Afrika. Og det kom frem, at Tvind ikke blot sværmede lidt for alternative samfundsformer, men havde en næsten sekterisk forventning om de sidste dages komme i skikkelse af verdensrevolutionen. Afsløringerne tvang Amdi Petersen væk fra de poster, som han havde beklædt i organisationen. Han begyndte at udvise paranoide træk, og til slut gik han under jorden. Med denne cliffhanger slutter bogen.

Tygesens bog er godt fortalt. Hvis man kan lide Peter Øvigs krøniker om den samme epoke i Danmarks historie, vil man også kunne lide Tygesens. Den er grundigt researchet. Tygesen har fundet mange øjenvidner, der ikke før er trådt frem, og han er omhyggelig med at vise, hvor han har sin viden fra. Det betyder også, at beretningen får detaljer og nuancer frem i historien, som ikke har været kendt før. Endelig er den meget sobert fortalt. Han ser på Tvind udefra, i modsætning til f.eks. Pia Elers, hvis bog fra 2020, ”På Rejse med Amdi”, er en mere personlig øjenvidneberetning, sine steder med tendens til idyllisering af tiden i Tvind. Tygesen er mere kritisk uden at være sensationslysten eller fordømmende. Han har heller ikke selv været en del af foretagendet, men har alderen (f. 1954) til at sætte sig ind i, hvordan man tænkte dengang. Det giver klangbund til forståelsen af det, der var en anden tid. Nye læsere kan begynde her, og der er al mulig grund til at se frem til bind 2.

(Kristeligt Dagblad 8. marts 2022. Avisen valgte en anden rubrik.)

Vores ukrainske fortid

 Rus – vikinger i øst. Moesgaard Museum

Det kunne ligne en tanke, at en meget betydelig del af de genstande, der udstilles, kommer fra Ukraine. Det virker næsten som en kommentar til det seneste årtis fortsatte politiske og militære krise i og omkring dette fjerne land, der i kulturel forstand slet ikke er så fjernt endda, erfarer vi ikke mindst i kraft af denne udstilling. Vi har faktisk en fælles fortid. Eller man kan måske spidsvinkle den lidt mere og sige, at hvis solidariteten med Ukraine skal have nogle kulturelle rødder at vokse af, er det aldrig for sent at skaffe sig en fælles fortid. Det kan lyde konstruktivistisk, men Moesgaard har ikke gjort andet end at tage fat i en historie, som er velkendt, nemlig at vikingerne ikke kun drog mod vest, men også tog østpå. Her kaldtes de også rus, og det var ifølge en middelalderlig russisk krønike skandinaver, der grundlagde det første russiske rige i midten af 800-tallet med først Novgorod og siden Kiev som hovedstad. Den politiske indebyrd af den omstændighed lader udstillerne klogelig ude af betragtning. For betyder det, at Ukraine historisk set i virkeligheden er russisk eller at Ukraine i virkeligheden er skandinavisk?

Udstillerne snyder lidt på vægten. Af udstillingsgrafikken ser det ud som om rejsen gik fra de indre danske farvande østover til de store floder, der som handelsveje førte nordboerne sydpå til Byzans og skabte forbindelsen til Abasside-kalifatet i Bagdad, hvorfra arabiske sølvmønter som betalingsmiddel for varer som pelse, rav og ikke mindst slaver strømmede nordpå. 

På en af udstillingens plancher
fremhæves tre byer på Den jyske
Halvø som udgangspunkt for
ruterne østover. (Eget foto)

Fra talrige fund af sølvskatte i hele det baltiske område kan man se, hvordan disse små hele eller beklippede mønter, dirhem, med arabiske skrifttegn udgjorde en selvfølgelig del af de betalingsmidler, der var i omløb i Skandinavien. Op mod en kvart million af dem er bevaret. Det afspejler en væsentlig større økonomi. Og det er så her vægtforskydningen er lidt skæv, for fundene er i overvejende grad i gjort det østlige Skandinavien og Baltikum. De store omslagspladser var Birka ved Mälaren i Sverige og Staraja Ladoga ved Volkhovfloden øst for Skt. Petersborg. Især Birka har været storleverandør af arkæologiske vidnesbyrd om handelsforbindelsernes rækkevidde.

Foruden fire ukrainske museer har tre tyske, to polske, et lettisk, et litauisk, et svensk, et finsk, et norsk og to danske museer udlånt genstande til udstillingen. Man bemærker, at ikke et eneste russisk museum er med, selv om der er samlinger i både Novgorod og Skt. Petersborg, der tidligere har udlånt meget betydningsfulde genstande fra denne periode. Men da var de politiske vilkår også anderledes. Under alle omstændigheder er det en museologisk bedrift, at det er lykkedes at samle så mange interessante fund og museumsgenstande fra så stort et område på et sted.

De føjer talrige aspekter til historien, der ikke mindst handler om, at handelsvejene selv lige så meget som deres yderpunkter spillede en afgørende rolle og repræsenterede et liv og en kultur, der stod i økonomisk og kulturel udveksling med dem, der lagde vejen forbi. Så udstillingen handler lige så meget om et netværk af økonomier og kulturer mellem Østersøen og Sortehavet som om vikinger, der rejste ud.

Og her kommer vi så til et klassisk problem eller spørgsmål, når det handler om vikingerne, nemlig om de var mere eller mindre fredelige end almindeligt antaget? Det spørgsmål besvarer næsten sig selv, hvad angår forbindelserne østover, for selv om udstillingen er lagt an på at beskrive forbindelsen som handelsmæssig, er det for det første klart, at ingen købmand, der ikke var bevæbnet, kunne opretholde sin næring. For det andet var en af de væsentligste varer slaver, der i sagens natur ikke lader sig erhverve eller sælge uden et betydeligt mål af voldsberedskab. For det tredje var varægerne, som de også kaldtes, berømte og berygtede for deres kamptræning og fysiske kraft, og derfor kunne de også falbyde alle former for voldsudøvelse, der også dengang var en efterspurgt vare. Våbnene hører med. Udstillingen er på dette punkt ganske usentimental, om end ikke særlig eksplicit.

I løbet af 900-tallet tørrede de arabiske kontrollerede sølvminer ud, og bindemidlet i den handel, der i et par århundreder knyttede Østersøen til Sortehavet og Det kaspiske Hav, forsvandt. Interessen samlede sig nu om sølv fra f.eks. Harzen, der fra et dansk synspunkt er at definere som nærområde. For de danske kongers vedkommende rettede opmærksomheden sig mod skabelsen og opretholdelsen af et nordsøimperium. Det lykkedes kun kortvarigt. Men opmærksomheden forblev vestvendt. Nu skal vi lære vi at vende blikke også mod øst.

Med denne særudstilling har Moesgaard virkelig skabt sig selv en udfordring, for den bliver svær at overgå. Den taler til konservative museumsgemytter som mig, der holder meget af montrer fyldt med smukke og interessante genstande, man ikke har set før, og lange reflekterede ledsagetekster, og samtidig er det hele sat i scene i et delikat udstillingsdesign, der ikke er bange for stemningsskabende effekter eller appeller til fantasien og det sanselige uden at virke anmassende, så der er til både oplevelsen og eftertanken.

(Kristeligt Dagblad 8. feb. 2022.)

Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret

Hedwig Richter. Demokratie. Eine deutsche Affäre. Vom 18. Jahrhundert bis zur Gegenwart, C.H. Beck 2020

Professor i historie ved det militære universitet i München, Hedwig Richter, har provokeret mange med sin bog om Tysklands forhold til demokratiet. Bogen udkom i 2020, men debatten om den er fortsat gennem hele 2021 i både historiefaglige kredse og den brede, tyske offentlighed.

Det er interessant, fordi bogen ikke gør brug af stærke polemiske virkemidler. Den er faktuel, med tendens til det opremsende, og så er den skrevet med en letflydende pen. Men ærindet er alvorligt nok. Det handler om det tyske samfunds selvforståelse, og den er aldrig løsrevet fra historien. Fortiden er altid levende til stede. ”Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret!”, som det er blevet sagt.

Richter gør op med en dominerende – måske endda bærende – tolkning af tysk historie, nemlig at demokrati er en styreform, der først er blevet indført fuldt ud under den forbundsrepublikanske forfatning fra 1949. Tysk historie i det 20. århundrede er præget af nogle markante brud forårsaget af to tabte krige. Efter Første Verdenskrig gik det andet tyske kejserrige under og gav plads til det kortlivede demokratiske eksperiment, Weimarrepublikken, der er mest kendt, fordi den udgjorde den gødede grund for Hitlers kup i 1933. Hitlers tusindårsrige varede endnu kortere, og først efter hans nederlag opstod ”Stunde Null”, altså en form for nulstilling af samfundet, der muliggjorde et blivende demokrati. Det er lidt firkantet sagt den gængse tolkning af tysk historie.

Mange historikere har peget på, at forestillingen om denne nulstilling overser, at der også var kontinuitet hen over krigsafslutningen. Seneste har Moritz Schramm i sin læseværdige bog, ”Kampen om midten”, hævdet det synspunkt, at Forbundsrepublikken ikke for alvor blev af-nazificeret. Først med Angela Merkel er de store borgerlige partier, CDU/CSU, rykket ud af nazismens skygge, mener Schramm.

Richter gør noget helt andet. Hun skriver tysk historie med demokratiet som det gennemgående tema. Det er et dristigt tankeeksperiment, der kræver sit af læseren, må man sige. Men hendes tilgang har meget for sig, og den gør den nutidige europæiske virkelighed væsentlig mere beboelig for Tyskland. 

Richter trækker for det første Tyskland ud af en historisk isolation. Hun insisterer på, at Tyskland – eller rettere de tyske lande – gennem historien er normale, europæiske lande, der sågar i nogle tilfælde var demokratiske pionerer. Det er et opgør med forestillingen om Tysklands særlige vej og rolle i den europæiske historie. Hun peger på alle fællestrækkene i den historiske udvikling i Nordvesteuropa og Nordamerika i de seneste 250 år. Dette perspektiv gør stadig perioden 1933 til 1945 til en undtagelse, men ikke som en negation af demokratiet, snarere som en pervertering af det i form af et totalitært demokrati, et flertalstyranni. Hendes kritikere har beskyldt hende for ”Verharmlosung”, altså et skønmaleri af fortiden, men det forsøger hun netop at undgå ved at understrege, at demokratiet indebærer en risiko for at gå fuldstændig vild, som det f.eks. skete i Tyskland i 1933. For det andet udvider hun demokratibegrebet til at omfatte andet end spørgsmålet om valg og repræsentative forsamlinger. Ideen om den enkelte borgers deltagelse i landets styrelse bygger ifølge Richter ikke alene på politiske rettigheder, men også på en bredere opfattelse af den enkeltes værdighed, kropslige integritet og sociale status, lighed og frihed. Her tillægger hun følelsen og ikke mindst medfølelsen en afgørende værdi. En af demokratiets rødder skal findes i pietismen, mener hun. Fra slutningen af 1700-tallet bliver det klart, at en ny etos bemægtiger sig Europa. Spørgsmålet om den kropslige integritet betyder, at tanken om, at f.eks. kvinder eller slaver også er mennesker med de dertil hørende rettigheder introduceres. Og armod bliver en skandale, som Richter så markant formulerer det. Det betyder ikke, at fattigdom og elendighed afskaffes, men at det bliver et politisk problem, som kræver sin løsning. Og så sker der yderligere det, at der i kraft af trykte mediers udbredelse udvikler sig en offentlighed, som gør det til et alment problem, der ikke kan ignoreres. Dermed træder den væsentligste aktør ind på den historiske scene: staten. Det er helt uafhængigt af statsformen, enevældig eller ej. De europæiske stater begynder at gribe ind med sundhedsreformer, uddannelsesreformer, socialreformer, økonomiske og politiske reformer, reformer af landbruget osv. Hvis Richter havde kendt mere til dansk historie, end hun gør, ville hun i Frederik 6.s styre have fundet en idealtype for sin tese. I Hal Koch ville hun have fundet en åndsforvandt. Også han pegede netop i 1945 på, at demokrati ikke er muligt uden at det også sørger for social retfærdighed.

For det tredje bygger hendes bog på den opfattelse, at demokratiet ikke er et modsigelsesfrit ideal eller et perfekt system. Demokrati drager sin livsånde i en atmosfære af krise, som bl.a. indebærer den fortsatte forkyndelse af dets endeligt. Som hun skriver i sit efterord: ”Denne historie tegner ikke en ret linje. Den er fuld af tilfældigheder. Krisen er demokratiets modus. Oplysningen med sin lighedsfordring og alle dens ambitioner danner udgangspunktet. Kritik og skandalisering er demokratiets livseliksir, og fleksibilitet dets styrke.”

Pistolen, som blev brugt af Julius
Rasmussen under attentatet
mod J.B.S. Estrup i 1885.
(Eget foto, da pistolen var
udstillet på Rigarkivet.)

Bogens undertitel – ”en tysk affære” – er i sig selv en frækhed. Umiddelbart kunne det betyde en bekræftelse af den gængse mistanke, nemlig at Tysklands forhold til demokratiet blot er en midlertidig erotisk besættelse, og at tyskernes sande statsretlige kærlighed er af en anden natur. Hvis et dansk forlag får den glimrende idé at få bogen oversat, ville titlen nok mere passende kunne oversættes til ”Demokrati – et tysk anliggende”. Richter fremdrager – også nærmest som en frækhed - Preussen som et eksempel. Traditionen fra Preussen blev netop efter 1945 fremhævet som en hovedkilde til tyskernes ’Untertanentum’, deres undersåtlige tendens til at følge ordrer, uanset hvor forkerte de er. Det var netop de anklagedes forsvar ved Nürnbergdomstolen efter krigen, at de blot havde fulgt øvrighedens ordrer og landets lovgivning. Richter fremhæver derimod Preussen som et eksempel på en retsstat, der fremmede sociale reformer og sikrede individuel frihed. Denne linje fortsætter Richter i fortolkningen af Det andet tyske Kejserrige 1871-1918, der blandt andet havde lige og almindelig valgret til Rigsdagen. Richter peger naturligvis på, at det kun gjaldt for mænd. 

Set fra et dansk perspektiv er det slående, i hvor ringe grad Tyskland i anden halvdel af det 19. århundrede adskilte sig fra Danmark. Forskellen består i fortolkningen. Mens den egenrådige og uparlamentariske Bismarck normalt fortolkes som inkarnationen af tysk, politisk kultur, har vi herhjemme en tendens til at fortolke hans samtidige, den egenrådige og uparlamentariske J.B.S. Estrup som en parentes i den danske demokratiske historie. I virkeligheden var udviklingen parallel, ikke mindst fordi den preussiske og danske forfatning lignede hinanden temmelig meget. Også parlamentarismen blev indført næsten samtidig i både Tyskland og Danmark.

Det ville kun være let at kritisere Hedwig Richters bog for at være for upræcis i detaljen og for løs i formuleringerne. Det er i hvert fald noget af det, som hendes kritikere har været optaget af. Bogens kvalitet er imidlertid først og fremmest dens evne til at anfægte etablerede konventioner om Tysklands rolle i demokratiets historie. Richter inviterer med verve Tyskland indenfor i en fælles europæisk og nordamerikansk fortælling om demokrati, retsstat og social retfærdighed, krise, krig og katastrofe, som hverken er lineær eller forudsigelig. Man kan ikke sige, at det seneste års begivenheder har gjort det perspektiv mindre berettiget.

(Kristeligt Dagblad 31. jan. 2022. Avisen valgte en lidt anden rubrik.)