Vores ukrainske fortid

 Rus – vikinger i øst. Moesgaard Museum

Det kunne ligne en tanke, at en meget betydelig del af de genstande, der udstilles, kommer fra Ukraine. Det virker næsten som en kommentar til det seneste årtis fortsatte politiske og militære krise i og omkring dette fjerne land, der i kulturel forstand slet ikke er så fjernt endda, erfarer vi ikke mindst i kraft af denne udstilling. Vi har faktisk en fælles fortid. Eller man kan måske spidsvinkle den lidt mere og sige, at hvis solidariteten med Ukraine skal have nogle kulturelle rødder at vokse af, er det aldrig for sent at skaffe sig en fælles fortid. Det kan lyde konstruktivistisk, men Moesgaard har ikke gjort andet end at tage fat i en historie, som er velkendt, nemlig at vikingerne ikke kun drog mod vest, men også tog østpå. Her kaldtes de også rus, og det var ifølge en middelalderlig russisk krønike skandinaver, der grundlagde det første russiske rige i midten af 800-tallet med først Novgorod og siden Kiev som hovedstad. Den politiske indebyrd af den omstændighed lader udstillerne klogelig ude af betragtning. For betyder det, at Ukraine historisk set i virkeligheden er russisk eller at Ukraine i virkeligheden er skandinavisk?

Udstillerne snyder lidt på vægten. Af udstillingsgrafikken ser det ud som om rejsen gik fra de indre danske farvande østover til de store floder, der som handelsveje førte nordboerne sydpå til Byzans og skabte forbindelsen til Abasside-kalifatet i Bagdad, hvorfra arabiske sølvmønter som betalingsmiddel for varer som pelse, rav og ikke mindst slaver strømmede nordpå. 

På en af udstillingens plancher
fremhæves tre byer på Den jyske
Halvø som udgangspunkt for
ruterne østover. (Eget foto)

Fra talrige fund af sølvskatte i hele det baltiske område kan man se, hvordan disse små hele eller beklippede mønter, dirhem, med arabiske skrifttegn udgjorde en selvfølgelig del af de betalingsmidler, der var i omløb i Skandinavien. Op mod en kvart million af dem er bevaret. Det afspejler en væsentlig større økonomi. Og det er så her vægtforskydningen er lidt skæv, for fundene er i overvejende grad i gjort det østlige Skandinavien og Baltikum. De store omslagspladser var Birka ved Mälaren i Sverige og Staraja Ladoga ved Volkhovfloden øst for Skt. Petersborg. Især Birka har været storleverandør af arkæologiske vidnesbyrd om handelsforbindelsernes rækkevidde.

Foruden fire ukrainske museer har tre tyske, to polske, et lettisk, et litauisk, et svensk, et finsk, et norsk og to danske museer udlånt genstande til udstillingen. Man bemærker, at ikke et eneste russisk museum er med, selv om der er samlinger i både Novgorod og Skt. Petersborg, der tidligere har udlånt meget betydningsfulde genstande fra denne periode. Men da var de politiske vilkår også anderledes. Under alle omstændigheder er det en museologisk bedrift, at det er lykkedes at samle så mange interessante fund og museumsgenstande fra så stort et område på et sted.

De føjer talrige aspekter til historien, der ikke mindst handler om, at handelsvejene selv lige så meget som deres yderpunkter spillede en afgørende rolle og repræsenterede et liv og en kultur, der stod i økonomisk og kulturel udveksling med dem, der lagde vejen forbi. Så udstillingen handler lige så meget om et netværk af økonomier og kulturer mellem Østersøen og Sortehavet som om vikinger, der rejste ud.

Og her kommer vi så til et klassisk problem eller spørgsmål, når det handler om vikingerne, nemlig om de var mere eller mindre fredelige end almindeligt antaget? Det spørgsmål besvarer næsten sig selv, hvad angår forbindelserne østover, for selv om udstillingen er lagt an på at beskrive forbindelsen som handelsmæssig, er det for det første klart, at ingen købmand, der ikke var bevæbnet, kunne opretholde sin næring. For det andet var en af de væsentligste varer slaver, der i sagens natur ikke lader sig erhverve eller sælge uden et betydeligt mål af voldsberedskab. For det tredje var varægerne, som de også kaldtes, berømte og berygtede for deres kamptræning og fysiske kraft, og derfor kunne de også falbyde alle former for voldsudøvelse, der også dengang var en efterspurgt vare. Våbnene hører med. Udstillingen er på dette punkt ganske usentimental, om end ikke særlig eksplicit.

I løbet af 900-tallet tørrede de arabiske kontrollerede sølvminer ud, og bindemidlet i den handel, der i et par århundreder knyttede Østersøen til Sortehavet og Det kaspiske Hav, forsvandt. Interessen samlede sig nu om sølv fra f.eks. Harzen, der fra et dansk synspunkt er at definere som nærområde. For de danske kongers vedkommende rettede opmærksomheden sig mod skabelsen og opretholdelsen af et nordsøimperium. Det lykkedes kun kortvarigt. Men opmærksomheden forblev vestvendt. Nu skal vi lære vi at vende blikke også mod øst.

Med denne særudstilling har Moesgaard virkelig skabt sig selv en udfordring, for den bliver svær at overgå. Den taler til konservative museumsgemytter som mig, der holder meget af montrer fyldt med smukke og interessante genstande, man ikke har set før, og lange reflekterede ledsagetekster, og samtidig er det hele sat i scene i et delikat udstillingsdesign, der ikke er bange for stemningsskabende effekter eller appeller til fantasien og det sanselige uden at virke anmassende, så der er til både oplevelsen og eftertanken.

(Kristeligt Dagblad 8. feb. 2022.)

Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret

Hedwig Richter. Demokratie. Eine deutsche Affäre. Vom 18. Jahrhundert bis zur Gegenwart, C.H. Beck 2020

Professor i historie ved det militære universitet i München, Hedwig Richter, har provokeret mange med sin bog om Tysklands forhold til demokratiet. Bogen udkom i 2020, men debatten om den er fortsat gennem hele 2021 i både historiefaglige kredse og den brede, tyske offentlighed.

Det er interessant, fordi bogen ikke gør brug af stærke polemiske virkemidler. Den er faktuel, med tendens til det opremsende, og så er den skrevet med en letflydende pen. Men ærindet er alvorligt nok. Det handler om det tyske samfunds selvforståelse, og den er aldrig løsrevet fra historien. Fortiden er altid levende til stede. ”Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret!”, som det er blevet sagt.

Richter gør op med en dominerende – måske endda bærende – tolkning af tysk historie, nemlig at demokrati er en styreform, der først er blevet indført fuldt ud under den forbundsrepublikanske forfatning fra 1949. Tysk historie i det 20. århundrede er præget af nogle markante brud forårsaget af to tabte krige. Efter Første Verdenskrig gik det andet tyske kejserrige under og gav plads til det kortlivede demokratiske eksperiment, Weimarrepublikken, der er mest kendt, fordi den udgjorde den gødede grund for Hitlers kup i 1933. Hitlers tusindårsrige varede endnu kortere, og først efter hans nederlag opstod ”Stunde Null”, altså en form for nulstilling af samfundet, der muliggjorde et blivende demokrati. Det er lidt firkantet sagt den gængse tolkning af tysk historie.

Mange historikere har peget på, at forestillingen om denne nulstilling overser, at der også var kontinuitet hen over krigsafslutningen. Seneste har Moritz Schramm i sin læseværdige bog, ”Kampen om midten”, hævdet det synspunkt, at Forbundsrepublikken ikke for alvor blev af-nazificeret. Først med Angela Merkel er de store borgerlige partier, CDU/CSU, rykket ud af nazismens skygge, mener Schramm.

Richter gør noget helt andet. Hun skriver tysk historie med demokratiet som det gennemgående tema. Det er et dristigt tankeeksperiment, der kræver sit af læseren, må man sige. Men hendes tilgang har meget for sig, og den gør den nutidige europæiske virkelighed væsentlig mere beboelig for Tyskland. 

Richter trækker for det første Tyskland ud af en historisk isolation. Hun insisterer på, at Tyskland – eller rettere de tyske lande – gennem historien er normale, europæiske lande, der sågar i nogle tilfælde var demokratiske pionerer. Det er et opgør med forestillingen om Tysklands særlige vej og rolle i den europæiske historie. Hun peger på alle fællestrækkene i den historiske udvikling i Nordvesteuropa og Nordamerika i de seneste 250 år. Dette perspektiv gør stadig perioden 1933 til 1945 til en undtagelse, men ikke som en negation af demokratiet, snarere som en pervertering af det i form af et totalitært demokrati, et flertalstyranni. Hendes kritikere har beskyldt hende for ”Verharmlosung”, altså et skønmaleri af fortiden, men det forsøger hun netop at undgå ved at understrege, at demokratiet indebærer en risiko for at gå fuldstændig vild, som det f.eks. skete i Tyskland i 1933. For det andet udvider hun demokratibegrebet til at omfatte andet end spørgsmålet om valg og repræsentative forsamlinger. Ideen om den enkelte borgers deltagelse i landets styrelse bygger ifølge Richter ikke alene på politiske rettigheder, men også på en bredere opfattelse af den enkeltes værdighed, kropslige integritet og sociale status, lighed og frihed. Her tillægger hun følelsen og ikke mindst medfølelsen en afgørende værdi. En af demokratiets rødder skal findes i pietismen, mener hun. Fra slutningen af 1700-tallet bliver det klart, at en ny etos bemægtiger sig Europa. Spørgsmålet om den kropslige integritet betyder, at tanken om, at f.eks. kvinder eller slaver også er mennesker med de dertil hørende rettigheder introduceres. Og armod bliver en skandale, som Richter så markant formulerer det. Det betyder ikke, at fattigdom og elendighed afskaffes, men at det bliver et politisk problem, som kræver sin løsning. Og så sker der yderligere det, at der i kraft af trykte mediers udbredelse udvikler sig en offentlighed, som gør det til et alment problem, der ikke kan ignoreres. Dermed træder den væsentligste aktør ind på den historiske scene: staten. Det er helt uafhængigt af statsformen, enevældig eller ej. De europæiske stater begynder at gribe ind med sundhedsreformer, uddannelsesreformer, socialreformer, økonomiske og politiske reformer, reformer af landbruget osv. Hvis Richter havde kendt mere til dansk historie, end hun gør, ville hun i Frederik 6.s styre have fundet en idealtype for sin tese. I Hal Koch ville hun have fundet en åndsforvandt. Også han pegede netop i 1945 på, at demokrati ikke er muligt uden at det også sørger for social retfærdighed.

For det tredje bygger hendes bog på den opfattelse, at demokratiet ikke er et modsigelsesfrit ideal eller et perfekt system. Demokrati drager sin livsånde i en atmosfære af krise, som bl.a. indebærer den fortsatte forkyndelse af dets endeligt. Som hun skriver i sit efterord: ”Denne historie tegner ikke en ret linje. Den er fuld af tilfældigheder. Krisen er demokratiets modus. Oplysningen med sin lighedsfordring og alle dens ambitioner danner udgangspunktet. Kritik og skandalisering er demokratiets livseliksir, og fleksibilitet dets styrke.”

Pistolen, som blev brugt af Julius
Rasmussen under attentatet
mod J.B.S. Estrup i 1885.
(Eget foto, da pistolen var
udstillet på Rigarkivet.)

Bogens undertitel – ”en tysk affære” – er i sig selv en frækhed. Umiddelbart kunne det betyde en bekræftelse af den gængse mistanke, nemlig at Tysklands forhold til demokratiet blot er en midlertidig erotisk besættelse, og at tyskernes sande statsretlige kærlighed er af en anden natur. Hvis et dansk forlag får den glimrende idé at få bogen oversat, ville titlen nok mere passende kunne oversættes til ”Demokrati – et tysk anliggende”. Richter fremdrager – også nærmest som en frækhed - Preussen som et eksempel. Traditionen fra Preussen blev netop efter 1945 fremhævet som en hovedkilde til tyskernes ’Untertanentum’, deres undersåtlige tendens til at følge ordrer, uanset hvor forkerte de er. Det var netop de anklagedes forsvar ved Nürnbergdomstolen efter krigen, at de blot havde fulgt øvrighedens ordrer og landets lovgivning. Richter fremhæver derimod Preussen som et eksempel på en retsstat, der fremmede sociale reformer og sikrede individuel frihed. Denne linje fortsætter Richter i fortolkningen af Det andet tyske Kejserrige 1871-1918, der blandt andet havde lige og almindelig valgret til Rigsdagen. Richter peger naturligvis på, at det kun gjaldt for mænd. 

Set fra et dansk perspektiv er det slående, i hvor ringe grad Tyskland i anden halvdel af det 19. århundrede adskilte sig fra Danmark. Forskellen består i fortolkningen. Mens den egenrådige og uparlamentariske Bismarck normalt fortolkes som inkarnationen af tysk, politisk kultur, har vi herhjemme en tendens til at fortolke hans samtidige, den egenrådige og uparlamentariske J.B.S. Estrup som en parentes i den danske demokratiske historie. I virkeligheden var udviklingen parallel, ikke mindst fordi den preussiske og danske forfatning lignede hinanden temmelig meget. Også parlamentarismen blev indført næsten samtidig i både Tyskland og Danmark.

Det ville kun være let at kritisere Hedwig Richters bog for at være for upræcis i detaljen og for løs i formuleringerne. Det er i hvert fald noget af det, som hendes kritikere har været optaget af. Bogens kvalitet er imidlertid først og fremmest dens evne til at anfægte etablerede konventioner om Tysklands rolle i demokratiets historie. Richter inviterer med verve Tyskland indenfor i en fælles europæisk og nordamerikansk fortælling om demokrati, retsstat og social retfærdighed, krise, krig og katastrofe, som hverken er lineær eller forudsigelig. Man kan ikke sige, at det seneste års begivenheder har gjort det perspektiv mindre berettiget.

(Kristeligt Dagblad 31. jan. 2022. Avisen valgte en lidt anden rubrik.)