Fra den stråtækte til Aarhus Universitets retvinklede modernisme

Viggo Mortensen

På Jorden under Himlen – En teologs erindringer

Hovedland, 278 sider

Viggo Mortensen (f. 1942) er vokset op i et gårdmandshjem på Fyn. Han blev holdt til bogen, og et ophold på Askov Højskole førte til et opgør med barndomshjemmets tilbøjelighed til det missionske. Som ung teologistuderende gjorde han en pige gravid, og man bliver lige mindet om, at der stadig i 1963 ikke kunne blive tale om andet end at det unge par måtte gifte sig. Hvordan må det egentlig have været at se sin skæbne afgjort af et øjebliks fysisk tiltrækning? Mortensen lægger ikke skjul på, at hans livs kærlighed er hans nuværende og tredje hustru, Doris Ottesen, som han traf, mens han stadig var gift med den første. Han skylder stadig sine læsere at aflægge regnskab for nogle mellemregninger i den forbindelse.

Viggo Mortensen har en omfattende karriere i videnskab og kirke bag sig. Efter sin kandidateksamen i 1969 blev han tilknyttet Aarhus Universitet, fra 1973 som lektor i etik og religionsfilosofi. Fra 1991 var han ansat ved Det Lutherske Verdensforbund i Geneve, hvor han også var dansk præst, men vendte tilbage til Aarhus i 1999 som professor i systematisk teologi med speciale i missionsteologi. Det var Johannes Aagaards professorat.

Viggo Mortensens erindringer føjer sig til et par andre bøger om aarhusiansk teologihistorie fra de seneste år, Nils Gunder Hansens ”Tanker af en anden verden” om Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) fra 2019 og Ole Jensens (1937-2021) erindringer fra samme år. Til sammen er de vidnesbyrd om, hvor meget Løgstrup dominerede en hel generation af Aarhus-teologer, der har det til fælles, at de værner nidkært om Løgstrups eftermæle. Intet fadermord i sigte her.

Bukdahl var som søn af en feteret forfatter født ind i det intellektuelle miljø. Jensen var som søn af en skolelærer i Aarhus et skridt længere væk fra det akademiske, men tæt på byen. Mortensen derimod skulle på egen hånd indhente både byen og det akademiske for at komme på omgangshøjde med sine jævnaldrende. Han har taget hele rejsen fra den stråtækte fynske almueskole til Aarhus Universitets retvinklede modernisme.

Lidt retvinklet aarhusiansk modernise. (eget foto)

Løgstrups skabelsesteologi lagde grunden til, at hans elever fandt deres egne veje væk fra en traditionel dogmatisk forståelse af teologien. Bukdahl var mere filosofisk end teologisk orienteret. Jensen blev grøn øko-teolog, og dermed ”blev en panteistisk, af græsk naturfilosofi inspireret livsfilosofi lyst i teologisk kuld og køn.” Sådan lyder Mortensens måske lidt forbeholdne dom på fyrre års afstand, og han tilføjer: ”I dag fristes man til at sige, at skabelsesteologien har sejret ad helvede til.”

Mortensen blev selv økumenisk kulturmøde-teolog under mottoet ”Hedningerne er forsvundet!”, som han sagde i sin tiltrædelsesforelæsning: ”I stedet lever vi på denne klode sammen med mennesker, der lever i autentiske, kulturelle og religiøse traditioner og med specifikke økonomiske og politiske systemer, som vi forhåbentlig kan leve i fred med, og i samarbejde med hvem vi kan sikre det gode liv samt klodens og menneskehedens overlevelse.” Bogen slutter, må man retfærdigvis sige, i en lidt anden toneart, nemlig med et opgør med relativismen og med en forsvarstale for den personlige og alvorlige evangeliske kristendom.

Op mod sin pension flyttede Viggo Mortensen til Ærø, hvor han sammen med Finn Slumstrup stillede sig i spidsen for en bevægelse – ”Oprør fra Udkanten” – som havde til formål at fremhæve kvaliteterne ved at leve langt fra de store byer og samtidig at arbejde for, at vilkårene blev bedre. Formålet var at modvirke ”den satans centralisering”, som Doris Ottesen så bramfrit siger. Men også ægteparret Mortensen og Ottesen måtte efter nogle år bøje sig for denne satans ting og flytte til en anden ø. De bor nu på Amager.

Man kan ikke bebrejde en selvbiografi, at den hovedsageligt beskæftiger sig med sin forfatter. Det ligger i opgavens natur. Men nogle steder ligner den mere et kommenteret CV. Det er synd, for Viggo Mortensen er også en reflekteret fortæller. ”Det er i tiden, at mennesket kommer til sig selv,” som han skriver. I denne formulering rummes i al sin enkelhed både en personlig erfaring og en erkendelse høstet fra det 20. århundredes tyske og franske filosofi. Bedst er bogen, når den handler om mødet med andre mennesker og diskussionerne med dem, for her folder Viggo Mortensen sig ud som en i menneskeligt henseende generøs levnedsskildrer. 

(kirke.dk 4, maj 2022)

Værk om Københavns historie mangler sammenhæng

Niels Henrik Andreasen, ”Før byen, 12.000 f.v.t. – 1000”

Hanna Dahlström, ”Byen bliver til, 1000-1200”

Vivi Lena Andersen, ”Kampen om byen. 1200-1550”

Rikke Simonsen, ”Kongens by, 1550-1700”

Peter Wessel Hansen, ”Med vold og magt, 1700-1850”

Jakob Ingemann Parby, ”Den grænseløse by, 1850-1920”

Kirsten Benn Lykkebo, ”Livet i husene, 1920-1980”

Anders Møller, ”Byen rejser sig, 1980-2020”

Gads Forlag

De mange omfattende anlægsarbejder i København de seneste godt 20 år har givet masser af arbejde til arkæologerne på Københavns Museum. Når entreprenørmaskinerne går i gang, dukker der fortid op af jorden. Der er gjort mange spændende fund. Godt hjulpet af en aktiv formidlingspolitik har museet fået en ret god pressedækning, ikke sjældent under overskriften ”Nu må historien skrives om”. Og nu har Københavns Museum og Stadsarkiv altså sat sig for at gøre netop det, skrive historien om – eller i hvert fald give en ny version af Københavns historie i otte relativt korte bind.

Værket som helhed er kronologisk ordnet, men læseren skal forberede sig på, at de enkelte bind ikke nødvendigvis følger dette princip. Man skal altså ikke vente en traditionel historisk-kronologisk fremadskridende institutionel fortælling om byen.

Andreasens første bind har karakter af indføring i den sydskandinaviske forhistorie fra den seneste istids slutning til og med vikingetiden med fund fra hovedstadsområdet som illustration. At der ikke er tale om byhistorie siger bindets titel sådan set selv – ”Før byen”. Kun i glimt kobles stoffet til den oplevede by som f.eks. når der gøres opmærksom på, at en trafikalt lettere umotiveret rundkørsel på Bolandsvej i Emdrup skyldes, at vejen snor sig om en bronzealderhøj.

Dahlströhm, der har skrevet andet bind, har selv har været leder af udgravninger i anledning af anlægsarbejder på bl.a. Rådhuspladsen, og hun er lidt for imponeret af, hvad hun selv har fundet ud af i den anledning. Billedredaktionen illustrerer det udmærket. Der er for mange fotos af arkæologer på arbejde i et hul i jorden iført pang-gult arbejdstøj. Pointen med bindet er at vise, at København ikke blev grundlagt af Absalon i anden halvdel af 1100-tallet, men det vidste vi godt i forvejen, og derfor drukner de nuancer, som Dahlströhm faktisk har at tilføje Københavns tidlige historie, i et forfejlet forsøg på at oversælge ideen om, at ”historien skal skrives om”.

Andersens tredje bind samler med en større sans for sproglig økonomi end Dahlströhm op på væsentlige pointer fra det foregående bind og bygger derfor bro til første bind. Andersen skriver om senmiddelalderen, men det er lidt svært at følge den røde tråd. På side 27 hører vi om, hvordan København i 1416 blev kongens by. På side 31 er vi nået til år 1294, men først på side 55 får vi forklaringen på, hvorfor byen fra begyndelsen i 1100-tallet ikke var kongelig men biskoppelig. Formidlingsmæssigt ville det nok være mere hensigtsmæssigt at holde tildragelserne i den rækkefølge, hvori de indtraf.

Simonsens fjerde bind indledes med Christian III’s indtog i København i august 1536 i en anden version end den beskrivelse, som tredje bind giver. Simonsen har mere held med at kombinere arkæologens topografiske perspektiv med historikerens kronologiske. Det kan lade sig gøre, fordi det i overvejende grad handler om byen som fæstning fra Grevens Fejde til Svenskekrigene, og netop fæstningsanlæggene er godt kortlagt af arkæologerne.

Wessel Hansens femte bind hedder Vold og magt, men handler lige så meget om, hvordan et ret brutalt og offentligt straffesystem ved 1700-tallets begyndelse i de følgende 150 år blev mere civiliseret, og disciplineringen blev internaliseret. Hansen er en klassisk historiefortæller, der fletter den lille historie ind i den store, så han får fortalt om både enkeltskæbner og de begivenheder, der formede byen fra brandene i 1728 og 1795, briternes bombardement i 1807 til indførelsen af Borgerrepræsentationen i 1840.

Ingemann Parby har med fuldt overlæg disponeret sit sjette bind om Københavns vækst efter 1850 topografisk og ikke kronologisk. Der er et kapitel til hvert af de nye kvarterer, Nørrebro, Vesterbro, Østerbro og City (ja, det kaldte man det også for godt 100 år siden). Men han glemmer altså næsten Amager, som netop i disse år voksede til som industrikvarter. Parby kombinerer socialhistorie og kulturhistorie til, hvad man næsten kan kalde en ny syntese om København som moderne metropol. Herunder får han skrevet et lille afsnit om København som cykelby, et emne, der kalder på sin egen bog. Byen har haft cykelstier i nu 130 år, erfarer man.

Benn Lykkebo fortsætter den socialhistoriske vinkel i bind syv, ikke mindst inspireret af Jan Gehl, og bruger almindelige københavneres erindringer som kilde til at fortælle byens historie fra 1920 til 1980. At besættelsestiden fylder så relativt lidt i dette bind er et dristigt valg at træffe. Det er ikke desto mindre en meget gennemført analyse af den sociale udvikling i perioden. Hvad der falder anmelderen for brystet er noget så småligt som præpositioner. Forfatteren skriver om trafikken ”på Store Kongensgade” og en skole ”i Bispebjerg”. Enhver nogenlunde rutineret københavner vil altid sige ”i Store Kongensgade” og ”på Bispebjerg”. 

Københavns Kommunes lungesanatorium i Avnstrup
ved Ny Tolstrup syd for Osted på Sjælland blev
indviet i 1940. Det er et af mange eksempler på,
hvordan Københavns Kommunes institutioner
spredte sig ud over hele Østsjælland. Avnstrup
er i dag asylcenter. Eget foto.

I sidste bind skriver Møller historien helt op til nutiden. Også han tager os frem og tilbage i både geografi og kronologi. 1980erne var præget af afindustrialisering, social deroute og en kommune, der desperat forsøgte at tiltrække gode skatteydere. Det skete gennem byfornyelse, frasalg af kommunale lejeboliger og en udvikling af Københavns havn og Ørestad. Nu er Amager for alvor kommet på københavnerkortet. Ind imellem skal der også være plads til udviklingen i den københavnske gastronomi, registrerede partnerskaber og den slags. Møller spadserer lidt for nonchalant gennem stoffet. Der kunne f.eks. sagtens gås lidt hårdere til By & Havn uden at give køb på sagligheden.

Forfatterne til de otte bind er udvalgt, fordi de alle er ansat i Københavns Kommunes stadsarkiv eller bymuseum. Den institutionelle ramme for værket er antagelig årsagen til, at naboerne på Frederiksberg, i Hvidovre, Gentofte, Tårnby eller Avedøre inddrages så vilkårligt og tilfældigt. Selv om forfatterne har samme arbejdsgiver kommer de hver især med den vinkel, som er deres. De er samlet set ikke så meget til klassisk politisk, økonomisk eller institutionel historie, men bevæger sig mest inden for social- og kulturhistorien. En af de få gennemgående pointer er, at København fra de tidligste tider helt til i dag i stort omfang er opført på opfyldt terræn.

Som samlet værk hænger det dog ikke rigtigt sammen. Det vil for meget og for meget forskelligt. Det er imidlertid også en sær styrke, at det ikke er lykkedes at gennemføre det samme koncept for alle bind. Hver forfatter synger nu engang med sit eget næb. Værket er smukt tilrettelagt og flot illustreret.

(Altinget, Hovedstaden, 4. april 2022 )