Den profetiske seer

Hal Koch, Grundtvig, Gyldendal 1944

Da den 36-årige professor i kirkehistorie, Hal Koch, i september 1940 udbød en forelæsningsrække om Grundtvig, herskede der stadig et generelt mødeforbud, men eftersom der formelt set var tale om undervisning, kunne forelæsningerne gennemføres – og det for fulde huse. De blev også trykt som kronikker i landets aviser og siden holdt i radioen. I 1941 blev de i revideret form udsendt som bog på svensk og to år efter på dansk.

Det var tydeligt, at Hal Koch talte til tiden. Indledningskapitlet gengiver åbningsforelæsningen uredigeret, hvor Hal Koch talte under indtryk af den krig, der blev ført i Europa. Dansk ungdom var ikke blevet kaldt bort til krigens gerning, sagde han, og universitetet kunne fortsætte sin virksomhed. ”Og dog er de fleste af os kommet ængstede, bekymrede, raadvilde. Og Vé jer, om I ikke har følt det hver og en. Bekymrede og raadvilde, fordi vort Land og vort Folk er bleven en Kastebold for stærke Magter – ikke for stærkere Magter, som det saa ofte siges, men for voldsomme Kræfter, der truer vor hele Eksistens. Og med Eksistens tænker vi ikke paa Handel og Industri, paa Landbrug og andre Næringsveje, vi tænker ikke paa Føde og Klæder, men vi tænker paa vort danske Rige, vort Folk og vort Sprog, som er den Rod, vi er rundet af, den Plet Jord, vi er bundet til. Har I ikke følt den Bekymring, er I ikke ængstede og raadvilde helt ind i Sjælegrunden, da duer I ikke til andet end at kastes ud og trampes ned.”

Koch anvendte en for ham ukarakteristisk national patos. Han talte om den nødvendige besindelse på danskheden, kravet om kamp for ”dansk Aand og Tunge”, og derfor havde han valgt at tale om Grundtvig. ”For ham var det at være Menneske hele Livet igennem uløseligt sammenknyttet med det at være dansk … Derfor staar han os nærmere i vor Raadvildhed, fordi han virkelig ved noget om, hvad dansk Menneskeliv er. Derfor lytter vi til hans Sang – ikke for at gentage eller efterligne, men fordi Skjalden, Livets kaarne Spejder, formaar at kaste Lys over den Vej, der for Tiden snor sig trangt og sært.”

I direkte polemik mod bl.a. psykiateren Hjalmar Helweg, der mente at store dele af Grundtvigs værker kan forklares med sindslidelse, fremhævede Hal Koch, at Grundtvig ”er den profetiske Seer, der skuer ind i Dunkelheden”. Stillet over for den fortvivlelse, som hans tilhørere stod over for i 1940, tilbød han dem ingen løsninger, men den mulighed sammen med Grundtvig at skue ind i det dunkle og gådefulde, det fortvivlende.

Selv om bogen gør indtryk af at være en biografi, interesserede Koch sig i grunden kun for den unge Grundtvig, ikke mindst hans store krise i 1810-11. Koch benægtede ikke, at den rummede et element af sindslidelse, men han fremhævede, at krisen førte til meget mere end den vækkelse og golde biblicisme, som normalt fremhæves som resultatet. Grundtvig havde været ude i ”Livets Grænseland, hvor man skuer de sidste Ting” og var nået til et helhedssyn på ”Tro og Viden, Religion og Kultur”. Han udsondrede sig ikke – som de vakte kredse gjorde - fra menneskelivet. ”Langt snarere kunde man kalde ham Humanist, i den Forstand, at intet menneskeligt var ham ligegyldigt,” som Koch provokerende skrev, vel vidende at humanismen for de fleste betragtedes som kristendommens modsætning.

Bogen slutter med nogle refleksioner over Grundtvigs opfattelse af folkelighed, hvor Koch måtte medgive, at Grundtvigs skrifter ofte havde brod mod tyskerne. Men ifølge Koch kunne man ikke tage Grundtvig til indtægt for et had mellem nationerne. Grundtvigs tanker bar først og fremmest præg af noget fællesmenneskeligt. ”Man er nu engang ikke Menneske i al almindelighed, men man hører hjemme i et Folk, det være sig Dansk, Tysk eller Engelsk, og denne Kendsgerning skal og maa tages alvorligt.” Det er et vilkår ifølge Koch, at mennesket ikke er ”den Herre, som suverænt kan tage Livet i sin egen Tjeneste”. Dermed lagde Koch op til den tolkning, der har været dominerende i grundtvigske kredse siden, nemlig at Grundtvigs forståelse af danskhed ikke er det samme som aggressiv nationalisme.

Efter krigen og indtil sin død i 1963 bevarede Hal Koch sin fremtrædende plads i den offentlige debat. Han er i dag først og fremmest kendt som forfatter til pamfletten fra 1945, Hvad er demokrati? Det har fået mange til at antage, at han også i 1940 talte om demokrati, men det er en efterrationalisering. Man kan godt med lidt god vilje se, hvordan elementer af bogen om Grundtvig peger frem mod den konklusion, som Hal Koch drog af besættelsen, nemlig at konflikten ikke var mellem dansk og tysk, men mellem demokrati og nazisme. Men der står stadig ikke et ord om demokrati i bogen om Grundtvig.

(Kristeligt Dagblad 20. sep. 2022. Rubrikken var en anden.)

Var Grundtvig sindssyg?

Hjalmar Helweg, N.F.S. Grundtvigs Sindssygdom, Henrik Koppels Forlag 1918, 128 sider. Andet oplag 1932.

”Grundtvig… var han ikke bare sindssyg?” Det er et spørgsmål, man ofte kan møde, hvis digteren, præsten, historikeren og meget andet N.F.S. Grundtvig (1783-1872) er emnet for almindelig konversation. At der kunne hæftes en psykiatrisk diagnose på Grundtvig, blev som teori første gang bragt på bane i 1918 af den unge og lærde reservelæge på Københavns Kommunes psykiatriske hospital, Skt. Hans ved Roskilde Hjalmar Helweg (1886-1960). Helwegs bog fik stor indflydelse, ikke mindst fordi den lokkede med at sætte noget så uhåndterligt, vældigt og sammensat som Grundtvigs levnedsløb og forfatterskab på en relativt enkel formel.

Det var nu slet ikke Helwegs hensigt med bogen at reducere Grundtvigs biografi til en overskuelig sygejournal. Tværtimod ønskede han at gøre op med de almindelige fordomme om sindets sygdomme. ”At den sindssyge tænker forrykte Tanker, udfører vanvittige Handlinger og intet andet, synes de fleste en Selvfølgelighed; men at en Hjerne, der har været hjemsøgt eller endnu hjemsøges af Sygdom, kan præstere noget virkeligt værdifuldt, falder kun de færreste ind.” Dermed ønskede Helweg ved hjælp af den almindelige agtelse, som Grundtvig nød, at kaste et formildende lys på samtidens psykiatriske patienter ved at vise, at også de kan være gode og nyttige borgere. ”Det manio-depressive Anlæg kan forme rigere nuancerede Personligheder, kan understrege Egenskaber, der ellers maaske ikke vilde træde frem over Niveauet, kan give Fantasien mere Fart, og Udladningerne mere paradoksal Kraft, end den almindelige ’sunde’ Hjerne kunde præstere.”

Det var ikke fordi tidligere redegørelser for Grundtvigs levnedsløb havde fortiet noget. De havde blot andre begrebsligheder at gøre godt med, når det handlede om de kriser, der vitterligt var i Grundtvigs liv, ikke mindst den, der indtrådte i slutningen af 1810. Grundtvig havde indtil da troet, at han skulle være historiker og litterat i hovedstaden, men så anmodede hans far, den aldrende præst i Udby-Ørslev pastorat ved Vordingborg, Johan Grundtvig, sin søn om at træde til som hjælpepræst, og det kastede Grundtvig ud i en alvorlig krise. Den første store biografi, der udkom om Grundtvig, var skrevet af en nordmand, H. Brun, i 1882, og Brun lagde lige som mange følgende af Grundtvigs levnedsskildrere vægt på at denne krise som en form for omvendelse. Den alvor, som en sådan forandring indebar, medførte også, at ”hans Sinds Tilstand grændsede til Vanvid”, som Brun skrev. Men det var altså stadig at forstå inden for et religiøst univers, hvor det ikke handler om helbredelse, men om sjælens frelse.

Helweg derimod mente at kunne identificere krisen som et udslag af en manio-depressiv psykose. Helwegs verdensbillede var medicinsk og ikke religiøst, og han forstod Grundtvig i overensstemmelse hermed. Helwegs værk var i pagt med den stigende selvbevidsthed, hvormed den medicinske videnskab i det 20. århundredes begyndelse erobrede retten til at give forklaring på fænomener, der indtil da havde hørt under f.eks. æstetikkens eller moralens jurisdiktion. Helwegs samtidige, bakteriologen Carl Julius Salomonsen, holdt i 1919 et berømt foredrag om den moderne kunsts bevægelse bort fra det figurative. Salomonsen mente, at fx Picassos abstrakte malerier var udtryk for en form for smitsom sindslidelse.

Helwegs forståelse af sygelighed og sundhed var bundet op på det, som vi i dag ville kalde kulturelle, sociale eller æstetiske markører. Det bliver meget tydeligt, når han forsøgte at se sin pointe bekræftet ved hjælp af litterær analyse. Selv de mindste ting blev for Helweg til tegn og varsler på overståede eller kommende sygdomsanfald. Han betragtede det f.eks. som et sundhedstegn, at Grundtvig rettede sit oprindelige ordvalg i ’Velkommen igen, Guds engle små’ fra ’rollinger’ til ’puslinger vi har i hver en vrå’. Det anså Helweg som mere smagfuldt og tolkede det dermed også som et udtryk for, at Grundtvig var i bedring, da han rettede i sit digt.

(Kristeligt Dagblad 9. sept. 2022. Rubrikken var en anden)