Ufrihedens pris

 Dennis Nørmark, Ufrihedens pris

”Hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan” er bogens undertitel. Som læser føler jeg mig ikke rigtig inviteret med ind i dette ’vi’, som Dennis Nørmark nok heller ikke selv mener at tilhøre. Ærindet er ellers både sympatisk og opbyggeligt, nemlig at man kan og bør have tillid til, at mennesker kan forvalte deres eget liv og arbejde. Han giver et eksempel fra Holland, hvor man har gjort forsøg med at ophæve færdselsrestriktionerne og -reguleringerne på en central plads i byen Oosterwolde, og det viser sig, at gående, cyklister og bilister godt kan finde ud af det. Eksemplet befinder sig i mange siders afstand fra en anden iagttagelse, som Nørmark har gjort i Nærum, hvor han bor. En parkeringsplads ved et supermarked er præget af en aggressiv adfærd blandt bilisterne. Heller ikke den er reguleret, så hvorfor kan man have tillid til de gode folk i Oosterwolde og ikke borgerne i Nærum? Det er fordi bilisterne i Nærum typisk har ledelsesstillinger, må man forstå, og ledere kan Nørmark ikke lide, fordi moderne ledelse bygger på mistillid til medarbejderne, siger han. Derfor er den dysfunktionel.

Men bogen begynder nu et helt andet sted, nemlig med frihed. Nørmark gennemgår begrebets historie, og med henvisning til bl.a. Isaiah Berlin understreger Nørmark, at frihed ikke er det samme som lighed. Nørmark bruger også en del plads på at argumentere for, at mennesket oprindeligt levede i frihed. Han bruger bl.a. udgravningen af en oldtidsby i det nuværende Ukraine som eksempel. Her er ikke fundet nogle pragtbyggerier, der tyder på tilstedeværelsen af nogen kongemagt eller lignende, kun hundredvis af tomter efter helt ens huse på 5 gange 10 meter med hver deres have. Det skulle så ifølge Nørmark være dokumentation for at oldtidens ukrainere levede i frihed. Jeg ville snarere sige, at det er dokumentation for en bemærkelsesværdig lighed, konformitet og central planlægning. Næsten som et rækkehuskvarter i Nærum.

På papiret forekommer Nørmark at være liberal, for liberalismen er kendetegnet ved at have tillid til menneskets skaberkraft og hittepåsomhed. Men i virkeligheden er store dele af hans argumentation konservativ, ja sine steder udtalt modernitetskritisk, måske endda kommunitaristisk. Konservatismen bygger på en grundlæggende mistillid til lalleglade liberalister. Når konservative er skeptiske over for forandringer, skyldes det ikke, at verden er ideel, men at ønsker om at forbedre den sjældent ledsages af de til formålet nødvendige evner. Så det mest værdifulde, vi kan overdrage til efterkommerne er ikke, hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger. Det er også grunden til, at bogen ikke hænger sammen. Han kan et sted hævde, at folk sagtens kan finde ud af at færdes i trafikken uden al den regulering, men i et andet kapitel må han indrømme, at ”almindelige menneskers evne til at forstå, hvilke farer de rent faktisk burde bekymre sig om, og hvilke de burde ignorere, er notorisk ringe.” Et sted kan han hævde, at moderne ledelse bygger på kontrol og regler, og det næste øjeblik kan han fremhæve Britta Nielsen-sagen som et eksempel på, hvad der er galt med moderne ledelse. (Problemet var kort fortalt, at Britta Nielsens ledelse havde tillid til hende. Det skulle den som bekendt ikke have haft.)

Når det handler om trafik, kan det måske godt være, at isolerede studier af enkelte vejkryds viser, at deregulering er en fordel. Men når man hæver blikket lidt, taler tallene deres tydelige sprog. I 1971 havde Danmark ingen selepligt eller hastighedsgrænser, væsentlig færre biler og 878 dræbte i trafikken. Det tal er nu faldet til langt under en fjerdedel, og den væsentligste årsag er entydigt regulering og lovgivning. Og hvis Dennis Nørmark vil have en illustration af, hvad manglende regulering gør ved trafiksikkerheden, skal han blot tage til Indien. Han kan også fremhæve færdselsregler, der forekommer overflødige, men han har tilsyneladende ikke tillid til politiets evne til at håndhæve dem hensigtsmæssigt.

Dennis Nørmark har selvfølgelig meget imod restriktionerne i forbindelse med Covid-pandemien. Han er også ivrig kritiker af velfærdsstaten i traditionen efter Henrik Stangerup, Jørgen S. Dich og Henning Fonsmark. Han mener selvfølgelig også noget om børn og unges trivsel, skovbrande, bygningsreglementet og meget andet. Bedst er bogen, når han tager fat på den kolossale vækst, der har været i den sidste menneskealder i ledelseslagene på store arbejdspladser, private såvel som offentlige. Det kunne der være kommet en ferm lille pamflet på 45 sider ud af. I stedet skal læseren igennem godt 400 sider af ikke særlig sammenhængende strøtanker, eksempler, statistik, anekdoter og iagttagelser. 

(Kristeligt Dagblad 3. nov. 2023, redaktionen valgte en anden rubrik)

Manden med den imaginære monokel

Anne Sofie Kragh, Showbiz

Morten Messerschmidt er født i 1980 og har været aktiv i Dansk Folkeparti i langt over halvdelen af sit liv. Han blev valgt til Folketinget første gang i 2005. I 2009 blev han valgt til EU-parlamentet, og blev genvalgt 5 år efter med det højeste personlige stemmetal nogensinde afgivet ved et dansk valg, 465.758, eller mere end hver femte afgivne stemme.

Han troede, at han kunne gå på vandet. Det kunne han ikke. Nedturen blev voldsom, både for ham selv og Dansk Folkeparti. Det er der ingen grund til at dvæle ved, for historien er velkendt for den flittige avislæser. I den forstand bringer Anne Sofie Kragh ikke noget nyt frem i sit portræt af den garvede, men stadig relativt unge politiker. Bevares, hun kan fortælle, at han sigtede efter formandsposten i partiet, mens han endnu benægtede det offentligt. Det var noget, som enhver politisk mandagstræner havde gættet efter partiets betydelige nederlag ved folketingsvalget i 2019. Det er ikke oplysningerne. Det er mere nerven i det interview fra 2020, da Messerschmidt betroede sig til Kragh om, at han gik efter formandsposten, der er det afgørende. Ordvekslingen mellem de to er gengivet med en dramatisk forståelse, der kunne have hjemme i et filmmanuskript.

Bogens titel stammer fra en episode fra, da anklagemyndigheden i 2021 havde besluttet at rejse tiltale mod Messerschmidt for misbrug af EU-midler. Da han i den anledning skulle møde pressen, var han ledsaget af en ny medarbejder i partiets presseafdeling, som var lidt beklemt ved situationen. Lige inden de gik på scenen, beroligede han medarbejderen: ”Bare rolig. It’s only showbiz.”

Skal man udlede en analyse af Kraghs bog, er den sætning på den ene side central, fordi Messerschmidt er fuldstændig klar over, at politik handler om iscenesættelse og at han som politiker påtager sig en rolle. Han medgiver selv, at hans sprog, tonefald, gestik og selv det øjenbryn, som han hæver for at omslutte den imaginære monokel, er nøje indstuderet.

På den anden side efterlader bogen også et indtryk af et uforstilt og trofast menneske. Uforstilt er han i sin hengivenhed for vin og opera, et stykke vej fra hans kernevælgers foretrukne rusmidler og underholdning. Trofastheden gælder mennesker, der står ham nær, og partiet. Med ideologien forholder det sig mere fleksibelt. Han var i sine unge år tæt knyttet til en af dansk politiks mest særprægede begavelser, Mogens Camre, der blev en erstatning for den far, han dårlig nok havde kendt. Camre var forhenværende socialdemokrat, men stadig i sin kritik af den socialdemokratiske velfærdsstat præget af en fordelingspolitisk tankegang. Men så mødte han Søren Krarup og Jesper Langballe, der bragte ham på sporet af den værdipolitiske akse, der skærer den fordelingspolitiske i en 90 graders vinkel. Af den unge liberale økonomist – og kirkesanger – blev der en nationalkonservativ kirkegænger. 

Tættest på mennesket Messerschmidt kommer vi i beskrivelsen af hans forhold til Dot Wessmann, med hvem han har dannet par i 15 år. Det kom til et brud mellem dem, da hendes voksne datter var ude for en alvorlig ulykke. Wessmann følte sig svigtet af ham, og Messerschmidt giver hende i dag ret. De fandt sammen igen. Den gensidige forbundethed og hengivenhed er åbenlys. Kort tid efter led Messerschmidt et sammenbrud i forbindelse med, at sagen om EU-midlerne skabte overskrifter. Anne Sofie Kragh giver i den anledning inden for blot tre punktummer et eksempel på, hvor effektiv en fortæller hun er: ”I de næste syv måneder var Messerschmidt nede med stress. Klædt i slåbrok og fuldskæg. Ingen fez.” Mere skal der ikke til, når man i forvejen er blevet introduceret for Messerschmidts omhu med egen fremtræden, herunder hans faible for hovedbeklædninger. Det er både direkte og solidarisk skrevet.

Det blev et enkelt ’like’ på Facebook, der afgjorde Morten Messerschmidts politiske skæbne. Han blev dømt ved byretten i Lyngby for uretmæssig omgang med EU-midler, men den ene, den juridiske, af de tre dommere ’likede’ derefter et opslag på Facebook af Søren Pind, der omtalte og vurderede sagen mod Messerschmidt. Det gjorde, at dommeren måtte vurderes som inhabil. Dommen blev derfor forkastet og sagen blev genbehandlet ved byretten i Lyngby med andre dommere. Messerschmidt blev i den nye sag - bl.a. på grund af ændrede vidneudsagn - frikendt. Hvis man skal tale om sommerfugleeffekten, findes der næppe noget bedre eksempel. Et enkelt uforsigtigt klik med musen fra en byretsdommer var nok til at holde Danmarks største stemmesluger ved magten i Folketinget.

Dette er ikke den bog, som Morten Messerschmidt selv ville have skrevet. Men det er nok den bog, som gør mere for Morten Messerschmidt end han ville have kunnet gøre på egen foranledning. Den er ikke ukritisk. Kragh får et par steder pillet ved Messerschmidts selvforståelse, men ikke på en måde, der stiller ham mere ufordelagtigt i læserens øjne. Hun lader ham fremstå med præcis den grad af skrøbelighed og sårbarhed, som tidsånden tilsiger som passende inden for rammerne af det, som enhver kan google sig til.

Kragh har ikke været ”i hælene på Morten Messerschmidt” i nogen særlig grad. I realiteten bygger bogen på de interviews, som Kragh gennemførte i forbindelse med et portræt i magasinet Euroman i 2014 og iagttagelser og interviews, som Kragh har foretaget pletvist i de seneste fire år. Det er nok til, at hun kan levere et godt bud på et portræt af Morten Messerschmidt. Ingen tvivl om, at vi har at gøre med en kvalificeret og iagttagende fortæller. Det er en afgørende, men ingen udtømmende biografi.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2023. Det indskudte "- bl.a. på grund ændrede vidneudsagn -" er tilføjet denne version)

Kirkehistorie - folkesag og skolefag

Carsten Bach-Nielsen, Kirkehistorie - folkesag og skolefag. Eksistensen 2023

Carsten Bach-Nielsen har grebet fat i en flig af noget, som for de fleste i forvejen kan forekomme perifert. Han beskriver, hvordan kirkehistorien i en begrænset periode har spillet en rolle for kirkekunsten og ikke mindst undervisningen i grundskolen, fra slutningen af 1700-tallet til de første årtier af det 20. århundrede.

Det er vigtigt, fordi det blandt andet giver et ret kvalificeret bidrag til svar på, hvorfor Grundtvig var så vigtig for udviklingen af undervisningen i Folkeskolen. Efter Reformationen blev ideen om den konfessionelle stat født. For at blive anerkendt som myndig undersåt og retssubjekt skulle man bekende sig til samme tro som landets fyrste, altså i Danmarks tilfælde Den augsburgske Konfession. Det blev i 1736 yderligere befæstet med en obligatorisk eksamen i denne troslære for alle, både drenge og piger, også kaldet konfirmation.

I mange år var den systematiske eller dogmatiske tilgang til den kristne børnelærdom fremherskende i form af f.eks. lærebøger af Erik Pontoppidan eller N.E. Balle. Imidlertid dukkede der et andet perspektiv op på kristendommen i slutningen af 1700-tallet, nemlig det historiske, f.eks. i form at Christian Bastholms ”Kort Udsigt over den aabenbarede Religions Historie” fra 1791.

Bach-Nielsen peger på, at den systematiske tilgang til teologien gerne plejer det princip, at sandheden foreligger i bestemt form ental, mens den historiske tilgang nødvendigvis må indeholde en forestilling om sandhedens forandring og den dertil hørende anerkendelse af, at folk til andre tider har set anderledes på tingene, altså en eller anden form for relativering af den kristne sandhed. 

I tidens teologiske strid mellem de vakte og rationalismen tilhørte Bastholm rationalismen, og det er så her Bach-Nielsen peger på, at N.E. Balles nevø, den unge Grundtvig, som var modstander af Bastholms rationalisme, selv brugte kirkehistorien til at forfægte sit synspunkt. Han skrev i 1814 en lærebog for børneskolen, ”En liden Bibelkrønike for Børn og Menigmand”, der også rummede et kirkehistorisk afsnit. 

Bach-Nielsen giver eksempler på, at netop denne historiske tilgang til stoffet, som Grundtvig anlagde i sin tid som luthersk-ortodoks, peger frem mod den senere liberale, udogmatiske og uortodokse Grundtvig. Dermed understreges også kontinuiteten og sammenhængen i Grundtvigs liv og værk – i modsætning til de fleste Grundtvig-forskere, der gerne har fokuseret på bruddene.

Hvorom alting er, blev kirkehistorien sammen med bibelhistorien en væsentlig del af den kristelige oplæring i almueskolen i 1800-tallet, og Grundtvigs syn på historien og kirkehistorien blev dominerende. Bach-Nielsen gennemgår i den anledning en hel række af de lærebøger i kirkehistorie, der blev brugt i grundskolen. Men fra 1930erne var det slut. Kirkehistorie gled ud som et element af kristendomsundervisningen.

Bogens centrale kapitel handler om Marmorkirken i København. Den er tegnet af den højborgerlige arkitekt Ferdinand Meldahl og betalt af finansmanden C.F. Tietgen. Den benytter sig af materialer og et formsprog, der ligger den teglhængte, landlige, grundtvigske æstetik fjernt, men alligevel må den karakteriseres som grundtvigsk, fordi dens udsmykning er programmatisk kirkehistorisk. På kirkens øvre balustrade ses en række statuer af profeter og kirkefædre fra Moses over Augustin til Luther. Rundt om kirken er opstillet statuer af væsentlige skikkelser i den danske kirkehistorie fra Ansgar til Grundtvig.

Deltagerne i kirkens indvielse i 1894 havde antagelig en væsentlig bedre forudsætning for at forstå Marmorkirkens billedprogram end vi har i dag, for de havde som en del af deres religionsundervisning hørt om Ambrosius, Chrysostomos og Hieronymus. Det er ikke kun udvalget af repræsentanter fra kirkehistorien, der gør Marmorkirkens billedprogram til grundtvigsk, men alene det forhold, at billedprogrammet så konsekvent er kirkehistorisk anlagt, er i sig selv grundtvigsk.

Denne bog henvender sig i udgangspunktet til læsere, der interesserer sig for religionsdidaktikkens historie – eller for grundtvigsk kirkearkitektur. Den stiller høje krav til abstraktionsevnen, men lader ikke sin læser i stikken. Carsten Bach-Nielsen øser velskrivende med begge hænder af sin indsigts fylde, og den er – som mange læsere af denne avis ved – ikke af et ringe omfang.

(Kristeligt Dagblad 25. sept. 2023. Avisen valgte en anden rubrik)

Højskolehistorie

 Ove Korsgaard, Højskoler for folket, Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlags serie med 100 nedslag i Danmarks historie, hvortil denne anmelder har bidraget med bindet om Grundtvig, tager gerne udgangspunkt i en konkret begivenhed på et konkret tidspunkt. Ove Korsgaards bind om folkehøjskolerne begynder den 7. november 1844 i Rødding, hvor der ”skulle indvies en ny type højskole, en folkehøjskole”, der havde til formål at uddanne bondesønner ud over den undervisning, de havde modtaget i almueskolen. På bogens bagside kan man læse, at det var ”verdens første folkehøjskole”. I kapitel 2 introduceres læseren imidlertid for en anden højskole, nemlig den i 1842 stiftede højere bondeskole i Rendsborg. Den havde også til formål at uddanne bondesønner til deltagelse i samfundslivet.

Og så kommer man som læser i tvivl. Hvad er egentlig forskellen på de to skoler? Indlysende nok var den i Rendsborg tysk, mens den i Rødding var dansk. Korsgaard mener, at den principielle forskel bestod i, at Rødding Højskoles formål i langt højere grad end den i Rendsborg var nationalt. Den var indrettet på at forsvare danskheden i Slesvig, hvilket berettigede til den særlige betegnelse folkehøjskole og dermed også prædikatet ”den ældste”. Skolen i Rødding var imidlertid også planlagt som en højere bondeskole og som sådan ikke engang den ældste danske af slagsen. Den ældste indviede nemlig sin skolebygning et par uger tidligere, den 18. oktober i Sundbylille mellem Slangerup og Frederikssund. Den havde det formål, at de bedste hoveder blandt bønderkarlene skulle uddannes, så de kunne hævde sig som repræsentanter i de nyligt oprettede sogneforstanderskaber, amtsråd og stænderforsamlinger, altså det samme som i Rendsborg og Rødding.

Korsgaards distinktion må ses som et forsøg på at redde Rødding Højskoles status som den ældste og dermed underforstået også den vigtigste højskole. Nu kan der ikke herske tvivl om, at Rødding var vigtig. Det er graden af vigtighed, der kan diskuteres. Højskolen i det slesvigske Rødding måtte efter 1864 flytte umiddelbart nord for den nye grænse til Askov, men bevarede ifølge Korsgaard sin betydning. ”Kulturelt set havde Danmark gennem godt 100 år to hovedstæder, nemlig København og Askov”, skriver han. Det er noget af en flothed. Han inkluderer endda sig selv ind i den historie: ”Da jeg var elev på Askov Højskole i 1963-1964 og 1964-1965, var der stadig en levende idémæssig og kulturel forbindelse tilbage til den form for højskole, som havde eksisteret siden skolens start i 1865.” Så er linjen lagt.

Hele bogen kommer for den forudsætningsløse læser til at virke som et forsvar for den klassiske fortælling om folkehøjskolerne som en særlig dansk opfindelse, der skyldes Grundtvig, og som har medvirket afgørende til opbygningen af den særlige, danske samfundsform. Denne fortolkning har gennem årene været udsat for mange kritiske angreb, og Korsgaard kender udmærket den omfattende forskning om emnet og har selv bidraget i den henseende, f.eks. med den pointe, at Grundtvig ikke havde noget væsentligt at gøre med stiftelsen af højskolen i Rødding. Alligevel skriver han Grundtvig ind i kapitlet om Rødding. Korsgaard peger også på en række brud i højskolens historie, f.eks. det, der indtraf i 1968, da bongotrommer, yoga og venstrefløjsere gjorde deres indtog. Men på den anden side vil han også meget gerne have, at der skal være kontinuitet og sammenhæng, f.eks. i højskolernes forhold til demokratiet. Demokratiet blev først for alvor tematiseret på Krogerup Højskole efter 2. Verdenskrig. Men det var jo bare en udbygning af, hvad højskolerne havde gjort hele tiden, må man forstå. Det er bestemt heller ikke forkert, når man tager i betragtning, at det oprindelige formål med de første skoler var at uddanne valgte repræsentanter, men det er ikke dér, Korsgaard tager fat, for det ville anfægte præmissen for den påstand, at Rødding er den ældste folkehøjskole, så Korsgaard må om ad den – ikke uefne – betragtning, at det nationale i bred almindelighed er en forudsætning for det demokratiske – blot ikke i Bismarcks Tyskland, som han tilføjer. Og hvorfor så egentlig ikke det? Og var Bismarcks Tyskland mindre nationalt og demokratisk end Estrups Danmark? Det henstår ubesvaret.

Ubberup Højskole med Bindesbølls øvelseshus.
(eget foto)

Korsgaard er indsigtsfuld, men savner i en vis forstand modet til at tage konsekvensen af sin egen indsigt. Han betjener sig i denne bog af en bred pensel, og så bliver der gerne malet hen over sprækkerne i stoffet. Højskolernes traditionelle selvfortælling får lov til at stå lidt udflydende skildret uden at han for alvor tager de diskussioner, som stoffet indbyder til.

(Kristeligt Dagblad den 15. august 2023. Avisen valgte en anden rubrik)

Barkgnavernes skræk

 Frederik Stjernfelt, Alkymist i lænker, Gyldendal

I tidligere bøger har Frederik Stjernfelt brugt historien til at bringe et budskab til nutiden. Især har han kredset om Oplysningstiden som ophavet til de værdier, som de fleste af os i dag betragter som væsentlige. Med netop Oplysningstiden er der imidlertid det problem, at den ved nærmere øjesyn ikke så ofte lever op til de idealer om oplysning, fornuft, orden og retfærdighed, som en ophøjet nutid kan finde på at opstille.

I denne bog om lægen, alkymisten, astrologen og den ihærdige pamfletist Johann Konrad Dippel (1673-1734) har Stjernfelt da også fjernet sig afgørende fra den ambition at lede i fortiden efter noget, der ligner nutiden. I stedet studerer han den, fordi den er fremmed. Og Dippel er virkelig et interessant og eksotisk bekendtskab, der abonnerede på en række forestillinger om videnskab og religion, som er ganske fremmed for os. I dag ville han blive kaldt obskurantist, måske endda lidt kværulantforrykt.

Det er ikke fordi Dippel slet ikke har efterladt sig en arv af nytte for eftertiden. Han blev – ved et tilfælde – ophavsmand til en syntetisk fremstilling af blå farve, kaldet berlinerblåt, der blev af betydning for bl.a. fajanceindustrien. En anden er opfindelsen af pyroleum animale (hjortetakolie) som er en essens udvundet af vildtkadavere. Dippel mente, at det var en universalmedicin. Når produktet kan erhverves i almindelig handel den dag i dag, skyldes det dog, at det er så ildelugtende, at det skræmmer dyr væk. Det kan f.eks. stryges på unge træer for at holde store planteædere fra at gnave af barken.

Motiv fra Altona. (eget foto)

Dippel blev i sin tid kendt som en ihærdig kritiker af den lutherske kirke, ikke fordi han var ateist, men fordi han mente, at kirken slet ikke var kristen nok. Han hørte til de såkaldte radikale pietister, der forkastede kirkelige institutioner og dogmatik for at finde roden til det sande gudsforhold i deres eget hjerte. Ikke mindst i Sverige fik han mange følgere.

Denne individualisme og dette oprør mod autoriteter udfordrede naturligvis ikke alene den etablerede gejstlighed, men også de stater, hvis fyrster byggede deres legitimitet på at være den rette tros forsvarere. Det var et problem, for Dippel var som de fleste af sine samtidige intellektuelle afhængig af netop de fyrstelige patroner, hvis autoritet han betvivlede. De var på den anden side især interesseret i hans eksperimenter med alkymi. Det var også et problem, for resultaterne udeblev altid, og på et eller andet tidspunkt slap den fyrstelig patrons tålmodighed op, og Dippel løb tilsvarende tør for penge. Mere end en gang måtte han flygte fra en stor gæld.

Men så var det muligt at shoppe lidt rundt i Europa og erhverve sig en ny patron. I 1714 ankom Dippel til Altona, der stod under den danske konges overhøjhed. Frederik IV var af Kongeloven forpligtet til at forsvare den augsburgske konfession, altså den lutherske ortodoksi, men Altona var en blandt flere byer i hans riger og lande, hvor der var indrømmet andre trossamfund – og heterodokse individualister som Dippel – ganske betydelige friheder.

Dippel engagerede sig imidlertid i en konflikt om venalitet, korruption. Det var et problem, som det enevældige styre tog meget alvorligt. Dippel begyndte som anklager, men endte som anklaget – og dømt for blandt andet injurier. I processen lagde han sig ud med sine patroner i Altona, overpræsident Christian Ditlev Reventlow og hans kone, Benedicte, født Brockdorff.

Det er denne konflikt, som er emnet for de fleste sider af denne bog. Det 18. århundrede var et særdeles trættekært århundrede, og det er årsagen til, at vi ved så meget om det. Så snart myndighederne blev involveret i en uoverensstemmelse, blev den med bureaukratisk omhu noteret ned og nidkært gemt, så man 300 år senere kan læse materialet igennem.

Stjernfelt kalder dommen over Dippel et typisk eksempel på ”hvor despotisk, arbitrær og grusom magtudøvelse” kunne være under enevælden. Det kommer dog lidt an på den målestok, man anlægger. Dippels straf var ikke arbitrær, men et resultat af et stort udredningsarbejde af en til formålet nedsat kommission, og straffen var heller ikke synderlig hård, hvis man sammenligner med, hvad staten ellers kunne tilbyde af hårdt strafarbejde, lemlæstelse og død for selv mindre forseelser. Dippel blev i 1719 forvist til en mild arrest på Bornholm. Kun ved selve domfældelsen bar han de lænker, der nævnes i bogens titel. På øen fik han efterhånden en relativ frihed, der blandt andet satte ham i stand til at praktisere som læge og bidrage med en vidtløftig teori om Bornholms oldtid. I 1726 blev han benådet, ikke mindst på foranledning af Dronning Anne-Sofie, halvsøster til ovennævnte C.D. Reventlow.

Stjernfelt tager billedligt talt sin læser med helt ind i Rigsarkivets læsesal, hvor han sidder og bakser med sagens akter. Vi ser historikeren over skulderen, mens han omhyggeligt gennemgår brev efter brev, pamflet efter pamflet, traktat efter traktat, supplik efter supplik. Han bryder selv ind i sin egen tekst med den indrømmelse, at det nok ikke er så let at holde rede på fortællingens tråd: ”Det er et ret kompliceret netværk af hvem-ved-hvad om hvem-der-ved-hvad, der træder frem her.”

Hvor redeligt det end er, at forfatteren så samvittighedsfuldt deler sine overvejelser med læseren, kan man ikke sige, at der er kommet en letlæst, endsige overskuelig bog ud af den tilgang. Et appendiks gengiver en tidslinje over Dippels liv. Den er tydeligvis medtaget som kompensation for det overblik, som brødteksten ikke er så god til at levere. Men hvis man ikke er så optaget af selve handlingsforløbet og hellere vil grave dybt i et fremtrædende eksempel på det tidlige 18. århundredes forestillingsverden og idéer, er denne bog et godt sted at begynde.

(Weekendavisen 11. aug. 2023)

Psykiatrihistorie

Jesper Vaczy Kragh, Afdeling O. Psykiatrien på Rigshospitalet 11934-2022. Syddansk Universitetsforlag

Jesper Vaczy Kragh har sammen med historikere som Birgit Kirkebæk, Lene Koch og Poul Duedahl været med til at sætte fokus på psykiatri- og forsorgshistorien set fra patientens synsvinkel. Kragh udgav sidste år den prisbelønnede bog IQ 75, hvor han går helt tæt på et af de mennesker, hvis skæbne har været formet af det danske forsorgs- og behandlingssystem.

I denne bog fortæller han imidlertid en institutions historie, nærmere bestemt den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet, Afdeling O, der fungerede fra 1934 til 2022. Bogen bygger på en gennemgang af afdelingens arkiv, centrale aktørers erindringer og for den nyere tids vedkommende på interview med folk, der har været tilknyttet afdelingen. Historien fortælles derfor i overvejende grad fra myndigheds- og behandlerperspektivet. Enkelte patienter kommer dog også til orde. De mest kendte er forfatteren Tove Ditlevsen og skuespilleren Henning Jensen. Bogen appellerer altså ikke først og fremmest til tidens trang til skæbnefortællinger, men derfor er den nu rigtig god at blive klog af alligevel.

Afdeling O inddrog tidligt andre faggrupper i patientplejen. Det gælder beskæftigelsesterapeuter (ergoterapeuter), psykologer, specialuddannede plejere og sygeplejersker. Dertil kom udviklingen af andre specialer som f.eks. narkoafvænning, sexologi og børnepsykiatri. De tilknyttede læger var typisk også kendte i offentligheden. Det gjaldt Kirsten Auken (1913-1968), senere kulturminister Lise Østergaard (1924-1996) og Preben Hertoft (1928-2017).

Bogen henvender sig også til andre end dem med en umiddelbar interesse for eller tilknytning til Afdeling O. For det første stod afdelingen centralt i dansk psykiatri i det hele taget, fordi den var et centrum for forskning og uddannelse, både nationalt og internationalt og dermed en drivende kraft i udviklingen af psykiatri som medicinsk speciale. Den var derfor også en attraktiv arbejdsplads. For det andet formår Kragh at folde historien om afdelingen ud, så den bliver meget mere af en generel psykiatrihistorie. Vi følger afdelingen fra begyndelsen i 1930erne, da der stort set ikke var nogen behandling at ty til andet end fiksering, indespærring, beroligende varme bade og husflid. Af virksom medicin var der ingen. ”Sandheden er den, at man, som tingene står nu, lige så godt kan prøve med postevand og bajersk øl som med et eller andet kunstfærdigt præparat,” som afdelingens leder Hjalmar Helweg noget defaitistisk sagde i et interview i 1937. Kort tid efter blev chokbehandlingen introduceret, f.eks. ved hjælp af en overdosis insulin. Få år senere kom elektrochok-behandlingen. I 1950erne kom de første virksomme medikamenter, og samtidig vandt lobotomi (”det hvide snit”) frem. Mange af de anvendte behandlingsformer blev siden afviklet igen, enten fordi de var virkningsløse eller direkte skadelige. Af stor betydning for offentlighedens syn på psykiatrien fik den amerikanske spillefilm ”Gøgereden” fra 1975. Året efter blev de store psykiatriske statshospitaler (Brønderslev, Risskov, Augustenborg, Middelfart, Nykøbing, Oringe m.fl.)  amternes ansvar og behandlingen blev decentraliseret og i langt højere grad ambulant. Antallet af sengepladser er blevet drastisk skåret ned i de seneste knap 50 år.

Vi følger historien helt frem til i dag, da afdelingen er flyttet fra Østerbro til Bispebjerg. Psykiatrien er blevet et meget stort medicinsk speciale. Region Hovedstadens psykiatri beskæftiger 5.000 mennesker, og de hjælper årligt 50.000 borgere ifølge hospitalsdirektør Martin Lunds forord til bogen.

Bogen har en del illustrationer, hvoraf mange er ret intetsigende interiør- og eksteriørfotos fra afdelingen. Det levner ikke plads til så megen tekst, men Jesper Vaczy Kragh dvæler ikke ved sine pointer, så han får rigtig meget stof med uden at det virker forhastet eller komprimeret. Sine steder bliver det lige en kende for indforstået for den læge læser, der skal være indstillet på at slå et enkelt fremmedord eller to op, men hvornår har det sidst skadet nogen at slå op i en ordbog?

(Kristeligt Dagblad 8. juli 2023. Avisen valgte en anden rubrik.)

Hård og kold som sten

A Storm Foretold, dokumentar, DR TV

Den første gang vi møder hovedpersonen i Christoffer Guldbrandsens portræt af Roger Stone er det som en munter mand, der doserer vodka i sine drinks med rund hånd. Han gør grin med Guldbrandsens efternavn og mener, at det lyder sådan lidt teutonisk og nazi-agtigt. Det får Stone så til, at Guldbrandsens bedstefar nok udryddede jøder. Så er Stone præsenteret: en lidt drikfældig, veltalende, charmerende bølle.

Der klippes til et event, et politisk møde af en slags, hvor Stone taler for et publikum om Trump som en mand, der marcherer efter sin egen rytme, og som ikke lader sig styre eller kontrollere.  Så klippes der til en scene, hvor Stone i et interview praler af, at han har kontrolleret og styret Trump i 30 år.

Her skal man nok også finde grunden til, at en dreven taktiker som Stone ønsker at deltage i en dokumentarfilm, der har til hensigt at afsløre Trumps bagmand. Stone har en vare at sælge, og det er, at han kan gøre den mest usandsynlige kandidat – Trump – til præsident ved hjælp af beskidte tricks. Han er som tryllekunstnerne Penn & Teller, hvis fornemste nummer er et, hvor de afslører, hvordan de gennemfører en af deres berømte illusioner.

Stones virkemidler er ikke lige så sofistikerede, men hans manipulationer fungerer i grunden på samme måde. Han er faktisk mest, hvad man i computerbranchen i sin tid kaldte WYSIWYG – What You See Is What You Get. På den måde kunne Stones eget efternavn være et kunstnernavn. Han image er, at han er hård og kold som en sten. Hvor tydeligt kan det blive?

En af de store gåder er, at Stone antagelig har lige så lidt til overs for Trumps vælgere som Hillary Clinton havde. Hvordan kan Stone blive repræsentant for en politisk bevægelse, der i kulturel forstand befinder sig milevidt fra hans egen persona? Stone bærer oftest jakkesæt og går med hat, og når han en sjælden gang selv går klædt som en Trump-vælger, er det tydeligt, at t-shirt og jeans er et kostume for ham. Guldbrandsen udstiller hans forfængelighed, når han får blånet sit hår hos frisøren eller når han gør morgentoilette. 

Stone lægger også vægt på at tale et velplejet engelsk. Hans storbyelegance er lige så langt fra Trumps vælgere i Midtvesten som Trumps egen blakkede, newyorkske ejendomskrejlerkarriere. Ikke desto mindre går begge rent ind hos segmentet. Det er et besynderligt paradoks. Det bliver vi ikke klogere på. Journalistisk har Guldbrandsen valgt at være ”fluen på væggen”. Det giver et indblik i Stones verden – eller i hvert fald en illusion om et indblik – men giver ikke svar på særlig mange spørgsmål, for Guldbrandsen stiller dem ikke.

Et af de ubesvarede spørgsmål må være, hvad mørke fyrster og grå eminencer i grunden lever af? Follow the money. Trump synes at være en noget upålidelig patron. Stone på sin side er en noget ustadig klient. Der er faktisk også noget lidt sølle over Stones eksistens. I flere scener virker det nærmest som om Guldbrandsen fungerer som Stones privatchauffør. Er Stone i virkeligheden så meget på spanden, at han har brug for et lift? Og hvad var det for en historie om, at Stone havde forventet betaling for sin deltagelse i filmen? Det bliver vi heller ikke klogere på.

Så hvad er det, Guldbrandsen egentlig afslører? Er det den forfængelige dandy? Næppe. Den havde vi nok regnet ud i forvejen. Er det den manipulerende, hykleriske politiske taktiker? Egentlig ikke. For det er som sagt den vare, som Stone søger at markedsføre. Han giver den tydeligvis gerne som Mørkets Fyrste og Grå Eminence i amerikansk politik. Filmens dokumentation af optakten til stormen på Kongressen 6. januar 2021 demonstrerer det tydeligt. Filmens største afsløring er måske bare, at Stone også kan være en flink fyr. Da Guldbrandsen bliver alvorligt syg og må gennemgå en større operation, er Stone tydeligt medfølende. Det kommer man ikke langt med i politik.

(anmeldt til denne blog juni 2023)

Hitler sælger

Arthur Brand, Hitlers Heste, Kristeligt Dagblads Forlag

Billedhuggeren Josef Thorak udfærdigede til Hitlers rigskancelli i Berlin to skulpturer af heste i overstørrelse, ”schreitende Pferde”. Arthur Brand hævder, at det er almindelig antaget, at skulpturerne gik til ved Berlins fald i 1945 og gør et stort nummer ud af, at han selv ud fra en film optaget ved Rigskancelliet i det tidlige forår 1945 havde opdaget, at skulpturerne var blevet fjernet før slaget om Berlin (s. 78).

Skulpturerne stod i mange år opstillet ved en sovjetisk kaserne i Eberswalde. Det får Brand ifølge sin egen beretning dokumenteret, fordi han under et arkivbesøg i Berlin uopfordret af en arkivbetjent får oplysninger om en mand, der ved noget om det, han er ved at undersøge. Denne mand viser sig at være i besiddelse af en kopi af en filmoptagelse oprindeligt foretaget af kunstneren Franz Lanzendörfer af skulpturerne fra Eberswalde (s. 101). Men det er så alligevel ikke Brand, der har opdaget – eller genopdaget – skulpturerne, for som han skriver i efterordet:

”Frank Lanzendörfer var ikke den eneste, som havde opdaget skulpturerne på kaserneterrænet i Eberswalde. Den østtyske fotograf Steinert havde i 1984 efter et tip også taget billeder af skulpturerne efter at være kommet ind på kaserneterrænet ad en smutvej. Og få år senere fotograferede en vesttysk kunsthistoriker dem og skrev om det.” (s. 259)

Ikke et ord om, hvem denne kunsthistoriker var eller hvor resultaterne blev publiceret. Brand er udsat for flere besynderlige slumpetræf. Da han besøgte Carinhall, Görings landsted, blev han uopfordret opsøgt af en ældre mand, der ikke alene havde kendt Göring personligt, men oven i købet viste sig at sidde inde med oplysninger om nogle af de kunstværker, som havde befundet sig på stedet. (s. 64) 

Problemet er, at de oplysninger, som han ved denne lejlighed får adgang til, er alment tilgængelige. Og så har de i øvrigt ikke det ringeste med Hitlers heste at gøre. Der er mange af den slags blindgyder i plottet. F.eks. går der et helt kapitel med at han opsøger Himmlers datter i München og hun afviser at tale med ham. Et andet kapitel går med, at han besøger en samler af nazi-memorabilia i Bruxelles, der ejer en miniature af Thoraks heste. På et foto ser man Brand holde miniaturen. På et andet ser man Brand stå foran Thoraks atelier, som han også besøger.

Efter at der er gået mange sider med at bekræfte, hvad sagkundskaben sådan set har vidst hele tiden, nemlig at Hitlers heste overlevede krigen, bliver bogen lidt mere interessant. Hestene var af DDR blevet solgt til vestlige samlere for hård valuta. Nu var de blevet sat til salg på det sorte marked, og det havde vakt de tyske myndigheders interesse.

Brand indledte et samarbejde med politiet i Berlin. Han foregav at være agent for en køber af hestene. Han samarbejdede også med en journalist fra Der Spiegel. Noget tyder på, at Brands vidnesbyrd har spillet en rolle for tilvejebringelsen af en ransagningskendelse på tre adresser i Tyskland, der endte med, at skulpturerne i 2015 blev beslaglagt af myndighederne. Forbundsrepublikken er statsretlig efterfølger til Nazityskland og gjorde som sådan krav på ejendomsretten til skulpturerne. De to skulpturer er efter en retssag nu blevet overdraget til et museum i Spandau.

Bogen lanceres på forsiden af den danske udgave som den ”utroligt sande historie om kunstdetektiven, der infiltrerede den nazistiske underverden” tilføjet et citat fra Daily Telegraph: ”Kunstverdenens Indiana Jones”. På bagsiden tilføjes ”Med livet som indsats i jagten på sandheden”. Så er den danbrownske scene sat.

Men det er selviscenesættelse. Bogen er skrevet som en førstepersonsfortælling, og den følger Arthur Brands vej ind i problemkomplekset. Hvert kapitel bærer navnet på en europæisk by som overskrift. Han har været langt omkring. Det er dog småt med livsfaren. Det virker bare hektisk, og det kommer til at dække over, at det i grunden ikke er så meget, han selv har fundet ud af. Interessant nok har det vist sig, at der også findes en tredje pendant til hestene, som siden 1961 har befundet sig i en kostskole i Bayern. Den blev i sin tid overdraget skolen af kunstnerens enke som betaling for hendes børns ophold på skolen. Den tredje hest er ikke med i bogen, ikke fordi den er ligegyldig, men antagelig fordi Brand ikke kan tage æren for opdagelsen.

Bogen er udformet næsten som et filmmanuskript. Scenerne er sat som i en dokumentarfilm med masser af dialog, også fra situationer, hvor forfatteren ikke har haft mulighed for at tage noter.  Alene af den grund må man antage, at der er tale om i bedste fald rekonstruktioner. Bogen er oversat til mange sprog, og man kan godt forstå, at den er populær. Hitler sælger, som man siger i forlagsbranchen. Men foruden blindgyder i plotstrukturen, mystiske tilfældigheder og en del fyldstof i form af især transportscener, er der ikke kød nok på historien til at berettige en hel bog på 260 sider, ikke hvis Arthur Brand skal være hovedpersonen.

(anmeldt her til bloggen 19. marts 2023)

Fra Atuagagdliutit til Aarhus Stiftstidende

Ole C. Jørgensen, Beretningen om de danske aviser 1992-2021

Over flere end 1200 sider gennemgår Ole C. Jørgensen i alfabetisk rækkefølge de dagblade, der er udkommet siden 1992 i Danmark og Grønland fra Atuagagdliutit/Grønlandsposten til Aarhus Stiftstidende. Færøerne er ikke med. Heller ikke de gratis dagblade som 24timer, Urban eller MetroXpress har selvstændige opslag, men må nøjes med at blive puljet sammen i et enkelt kapitel på 25 sider. De mange annoncefinansierede lokale og regionale ugeblade, der i dag udgør en væsentlig del af avismarkedet får heller ingen selvstændig omtale. Weekendavisen er som eneste ugeblad med, men den landsdækkende Søndagsavisen mangler.

Denne anmelder begyndte sin karriere i den danske dagbladsbranche for mere end 40 år siden. Min storebror havde en rute for Kalundborg Folkeblad, der omfattede en 30-40 abonnenter i Asminderup, øst for Kalundborg, og jeg varetog ruten et par dage om ugen. Folkebladet var dengang sammen med Danmarks Radio vores hovedkilde til information om alt fra årets konfirmander i valgmenigheden til fodnotepolitikken og Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Folkebladet havde sit eget trykkeri i bladhuset i Skibbrogade, hvorfra aviserne blev distribueret ud over hele Nordvestsjælland og Samsø. Jo længere østpå man kom, desto mere udtalt var konkurrencen fra Holbæk Amts Venstreblad. I 1990 indgik begge aviser i samme selskab, og i 2007 fusionerede de til en udgivelse, der bærer det prosaiske navn Nordvestnyt, hvis liv i stadig højere grad i dag udspilles på internettet.

På den måde er Kalundborg Folkeblad et godt eksempel på den proces, som de fleste dagblade har været igennem de seneste 30 år. For det første handler det om sammenlægninger, effektiviseringer og centraliseringer organisatorisk, institutionelt og redaktionelt. I 1992 var der 38 selvstændige bladhuse. I slutningen af 2021 var der 15 tilbage.

Det betyder til gengæld også, at abonnenterne føler, at hensynet til det lokale stof underprioriteres. Det gav og giver grobund for de mange annoncefinansierede lokale ugeaviser, som Ole C. Jørgensen ikke har taget med i sin oversigt.

For det andet handler det om en teknologisk udvikling i produktionen af den trykte avis. Her var Skagens Avis interessant nok pioner i begyndelsen af 1990erne. Det udfordrede ikke mindst de velorganiserede typografer, der med held i flere år fastholdt et monopol på at bestride særlige arbejdsopgaver i avisproduktionen, selv om de i realiteten var blevet overflødiggjort af udviklingen. Det førte til bitre arbejdskampe, der kostede bladhusene store summer. Samtidig blev avistrykkerierne færre. En af de sidste lokalaviser, der afskaffede sit eget trykkeri, var Bornholms Tidende, der lukkede sit i Rønne i 2020.

For det tredje blev konkurrencen om annoncekronerne skærpet. Engang udgjorde boligannoncerne og stillingsopslagene en stor post i de store dagblades budgetter. Det var om ikke gratis penge, så dog en stabil indtægt, og selv om dette marked flyttede til internettet, forblev de fleste i den tro, at kampen om annoncemarkedet skulle udkæmpes på papir. Der blev gjort flere forsøg på at skabe landsdækkende gratis dagblade baseret på annonceindtægter, men de viste sig at være en blindgyde. De involverede bladhuse som Berlingske, JP-Politiken og A-pressen kom til at indgå i et vanvittigt kapløb om mest effektivt at kaste guld på gaden.  Jørgensen mener, at det samlede tab er mindst to milliarder kroner.

Det viste sig som konsekvens for det fjerde, at det store slag om læsernes og annoncørernes gunst skulle foregå på nettet. Læserne var blevet vænnet til bl.a. gennem gratisaviserne, at man ikke skal betale for nyheder, samtidig med, at udgifterne til at tilvejebringe disse nyheder ikke var faldet, ikke mindst fordi journalisterne har haft held med at fastholde et relativt højt lønniveau.

For det femte er det påfaldende, at de stærkeste brands i avisbranchen har klæbet til papirformatet, selv om forsøgene på at give elektronisk adgang til nyheder indledtes allerede med den kortlivede virksomhed Diatel i 1993, hvor Politiken og Jyllands-Posten leverede en del af indholdet. Fra 1992 til 2015 faldt antallet af trykte eksemplarer af dagblade på hverdage i Danmark fra 1.466.052 til 630.286, men indtil videre har kun en af de store aktører overgivet sig helt til det digitale format. Jørgensens bog er kommet lige præcist for tidligt til at have fået med, at dagbladet B.T. har opgivet sin tilværelse som trykt avis og nu kun findes online. Alle aviser forsøger at få deres abonnenter til at migrere fra papiret til nettet, men der gør sig en betydelig konservatisme gældende blandt især læsere, så aviserne hænger stadig på et format, der er tynget voldsomt af omkostningerne til distribution og på det seneste også stærkt stigende udgifter til papir. Det er ret indlysende, at det er uholdbart at forlange, at nyheder, der er indhentet og tastet ind i en computer, trykkes på papir natten over og ved hjælp af migrantarbejdere bringes til privatadressen, før næste dags morgenkaffe er brygget, når det samme indhold kan vises væsentlig hurtigere og for en brøkdel af omkostningerne på abonnentens mobiltelefon.

Ole C. Jørgensens er forhenværende chefredaktør for Fyns Amts Avis og har haft en række tillidsposter i dagbladenes organisationer. Han bygger sit værk på et omfattende branchekendskab, en sans for anekdoter og et stort professionelt netværk. Listen over hans meddelere er lang. Detaljeringsgraden er stor, ikke mindst for nogle af de mindre dagblades vedkommende som nu f.eks. Kalundborg Folkeblad. Det jugement, der anlægges, er værd at tage i betragtning, især i forbindelse med personalesager, selv om næppe alle involverede er enige i Jørgensens udlægning. Ingen nævnt ingen glemt. De berørte vil finde en bekvem genvej i værkets glimrende personregister. Så kan de jo selv se, om beskrivelsen er retvisende.

Der er ingen fodnoter, men til gengæld får man serveret en vurdering af udviklingen, som forfatteren står inde for med den vægt, som hans navn måtte have. Det vil derfor stå som et uomgængeligt referenceværk, som ikke mindst vil have interesse for de mange, der har haft deres gang og virke i den danske avisbranche i de seneste 30 år.

(Kristeligt Dagblad 20. februar 2023)

 

 

 

Amarna - solgudens by

Denne særudstilling på Glyptoteket viser genstande, som er fundet i det, der fra ca. 1350 f.Kr. og blot en snes år frem var Ægyptens hovedstad. Byen kendes i dag som Armana, men hed i oldtiden Akhetaten. Den blev grundlagt af farao Akhenaten, der vel i dag er mest kendt på grund af sin underskønne dronning Nefertiti. Det er ikke lykkedes at låne det berømte portræt af hende fra det ægyptiske museum i Berlin, men Den kongelige Afstøbningssamlings kopi er om ikke en fuldgod, så dog en interessant erstatning.

Torso af Akhenaten
(eget foto)

Akhenaten blev et par år inde i sin regeringstid omvendt til en ny kult for solguden Aten, som han gjorde til statsreligion. Dermed afskaffede han også flerguderi. Hovedstaden flyttede han fra Theben til den by, som han selv grundlagde som en hyldest til sin gud. Efter Akhenatens død blev byen forladt og ødelagt, og ægypterne genoptog deres gamle religiøse skikke, og faraoernes residens flyttede tilbage til Theben.

Det er begrænset, hvad der kan forventes at være bevaret fra en by på 30.000 indbyggere, der kun eksisterede i 20 år for godt 3000 år siden. Nogle genstande er såkaldte spolier, altså dele af en nedrevet bygning, som er blevet genanvendt i en ny. F.eks. udstilles to fragmenter af et relief. De kommer fra hhv. The Metropolitan Museum i New York og Glyptotekets egen samling. De passer sammen som to brikker i et langt større puslespil og føres i denne udstilling sammen for første gang siden oldtiden. Man kan ikke sige, at Glyptoteket oversælger denne pointe. Man skal virkelig kunne læse udstillingsteksterne indenad for at få den med.

Noget af det, der taler direkte til museumsgæsten i 2023, er den ikonografi, der omgav faraoen, hans dronning og deres døtre. Den repræsenterer et skønhedsideal, der nærmer sig, hvad man også har kaldt det androgyne, altså en udviskning af eller en leg med forskellene mellem kønnene. Noget tyder på, at det afspejler en tilsvarende lighed mellem mænds og kvinders status og betydning i den kongelige familie.

De to fragmenter fra hhv. the Met og Glyptoteket
(eget foto)

Betagende er de få hverdagsgenstande, der er fundet, en flettet kurv eller en riskost, fremstillet af de tarveligste materialer, men ikke desto mindre bevaret for denne meget sene eftertid. Der er noget grundlæggende fascinerende ved det forhold, at vi kan vide så meget om menneskene for så lang tid siden.

Fra omtrent samme tidsrum i historien har vi i Danmark et klenodie som Solvognen fra Trundholm Mose. I modsætning til fundene fra Amarna står Solvognen næsten uden kontekst. Fra Armana er der tekster, kunstværker og genstande, en veletableret kronologi, der kan skabe en ramme for forståelsen, også selv om den bygger på fragmentariske vidnesbyrd.

Udstillingen begrænser sig til at fylde to af etagerne i Henning Larsens tilbygning til Glyptoteket. Den består af et delikat udvalg af originale genstande suppleret med plancher, reproduktioner og kopier iscenesat i en klassisk museumsæstetik. De fleste af genstandene er kun forsynet med de nødtørftigste oplysninger, f.eks. ”Amonhoved, statuefragment, Horemheb, Diorit” eller ”Talatat, Akhenaten ofrer en and, Hermopolis, Kalksten”. Der er tale om en besynderlig sproglig fornærethed. Genstandene forklarer ikke sig selv, og man kan ikke forvente, at den besøgende ved, hvad, hvor eller hvem Talatat, Diorit eller Horemheb er.

Den kongelige Afstøbningssamlings
gipskopi af en buste af Nefertiti
(eget foto)

Udstillingen når langt alene på den fascinationskraft, der udgår fra de originale genstandes aura, men den er ikke god nok til at motivere og forklare de valg, der er truffet, og den forsømmer at fortælle de historier, der kalder på at blive fortalt.

(Kristeligt Dagblad 7. marts 2023)

I skyggen af Rusland

 Vibe Termansen

I skyggen af Rusland, Gads Forlag, 224 sider

Denne bog føjer sig til en håndfuld af udgivelser, der udkommer lige omkring årsdagen for Ruslands angreb på Ukraine. Mens Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel f.eks. i deres bog forsøger at forklare Rusland i dag ud fra indre, politiske, økonomiske og militære strukturer og dynamikker, går Vibe Termansen rent historisk til værks, og hun ser konsekvent Rusland fra et centraleuropæisk perspektiv.

Det er et interessant greb, fordi det tager fat i den russiske selvforståelse, der i høj grad netop er historisk. Termansen begynder enkelt og effektivt med den sovjetisk-tyske ikke-angrebspagt fra august 1939, hvor Hitler og Stalin delte store dele af det nordlige og centrale Europa mellem sig. Den aftale dannede forudsætning for, at Tyskland kunne angribe Polen i september samme år og erobre store dele af Nord- og Vesteuropa året efter. I kraft af samme aftale kunne Sovjetunionen relativt uforstyrret erobre de baltiske randstater, det østlige Polen og med noget besvær en del af Finland + det løse.

Det anfægter for det første den russiske selvforståelse som ”anti-nazistisk”. Sovjetunionen var i de to første år af 2. Verdenskrig i praksis allieret med Nazityskland. Sovjetunionen var fødselshjælper for Hitlers sejre. For det andet kortlægger Termansen et mønster. Stalin søgte ved forhandlingerne med briterne og amerikanerne op mod 2. Verdenskrigs afslutning at sikre en genoprettelse af Det russiske Imperium i den udstrækning, som det havde haft ved udbruddet af 1. Verdenskrig. I de følgende kapitler forfølger Termansen denne tanke. Når borgerne i en sovjetisk lydstat blev så utilfredse, at de greb til demonstrationer og oprør, kørte Den røde Hær sine kampvogne ind i hovedstaden for at genoprette Pax Sovjetica. Det gjaldt DDR i 1953, Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, næsten i Polen i begyndelsen af 1980erne og Litauen i 1991. Efter Sovjetunionens opløsning fortsatte det med Tjetjenien i 1994.

Termansens pointe er, at det mønster er fortsat af Putin, der vel havde forestillet sig, at hvis regeringen i Kyiv ikke makker ret, triller Moskva bare nogle panserkolonner ind, og så skal der nok komme orden på tingene. Det har i Ukraines tilfælde bare ikke vist sig at være tilfældet, og det skyldes et andet princip, som går stik imod Moskvas imperiale drømme, nemlig alle suveræne staters ret til selv at søge deres egne alliancer. Det er ikke vanskeligt at forstå, at ukrainerne fravælger den skramlede pakkeløsning af brutalitet, armod og undertrykkelse, som Rusland forsøger at pånøde sine omgivelser. Ukrainerne foretrækker som de fleste andre lande den sikkerhed, velstand og frihed, som NATO og EU tilbyder.

Rusland ser ikke staternes autonomi som en frigørelse, men derimod som en aggressiv ekspansion fra NATO’s side. Det skyldes, at Rusland ikke kan tænke ikke-imperialistisk. At små lande har deres egen selvstændige eksistens, vilje og berettigelse, er for imperialister af Stalins og Putins skole en utænkelig tanke. Fordi Rusland er et imperium, må Ruslands fjender i Ruslands egen selvforståelse naturligvis også være det, og derfor må NATO’s udvidelse være at forstå som en imperial strategi fra USA’s side. Formelt og traktatligt har Moskva adskillige gange anerkendt staters – herunder Ukraines – territoriale integritet og ret til selv at vælge. Traktaterne er aftrykt som appendiks i bogen. Men det er ikke noget, som Putin føler sig forpligtet af, og spørgsmålet er, hvad et håb skulle bygges på i den nuværende situation? Det handler bogens afsluttende kapitel om. Svaret låner Termansen fra historikeren Anne Applebaum, der mener at kunne finde et ganske vist spinkelt håb i russernes eget ønske om et andet Rusland.

Vibe Termansen leverer et nødvendigt perspektiv på den nuværende konflikt. Det er ikke hele billedet. Som nævnt interesserer hun sig ikke meget for den indre udvikling i Rusland, men heller ikke for diplomatiets rolle. Mange mener, at den nuværende konflikt kræver en diplomatisk løsning. På DR TV kan man for øjeblikket se en dokumentar i tre afsnit produceret af BBC, ”Putins kamp mod Vesten”, der dokumenterer det omfattende diplomati, der i de seneste mange år er blevet bragt i anvendelse fra både USA, NATO og EU for at forhindre udbruddet af en større konflikt. Krigen i Ukraine er altså ikke et resultat af mangel på diplomati, men af et sammenbrud for de diplomatiske bestræbelser. Den modsiger ikke Termansens hovedkonklusion, men føjer et ekstra spor til forståelsen.

Bogen er skrevet med en let pen, nogle steder lidt for muntert jovialt for emnets tragiske karakter, men i dyb solidaritet med den Centraleuropa, som tydeligvis har krav på vores opmærksomhed. Så det er en nødvendig bog til tiden,

(En væsentligt forkortet version af denne anmeldelse blev trykt i Kristeligt Dagblad 25. februar 2023.)

Europa

Jakob Danneskiold-Samsøe

Rejsen mod Europa. Bind II. De seneste 200 år. Gads Forlag, 542 sider

Jakob Danneskiold-Samsøe har kastet sig ud i det ikke helt ufarlige projekt at skrive Europas historie. Det er for det første farligt, fordi han som generalist blotlægger sig for kritik fra specialister, der altid kan finde et hår i suppen, når det handler om netop deres felt.

Danneskiold-Samsøes forehavende er også farligt, fordi ethvert forsøg på at definere eller blot beskrive Europa vil have en politisk affinitet og derfor vække debat.

I mange hjem står stadig svenskeren Carl Grimbergs verdenshistorie udgivet i en redigeret oversættelse til dansk i begyndelsen af 1960erne. Det var dengang man uden at blinke kunne skrive Europas historie og kalde det en verdenshistorie, fordi man tog for givet, at Europa er verdens centrum. I de følgende årtier blev denne eurocentrisme langsomt undergravet, og man fik efterhånden øjnene op for, at den europæiske dominans i verden måske blot var et par århundreders undtagelse fra den globalhistoriske normaltilstand, at Kina er riget i midten på det eurasiske kontinent.

Dette ændrede syn på historien har også et normativt element. Historievidenskaben i dag er domineret af en bevidsthed om de forbrydelser, som europæiske koloniherrer har begået i de øvrige verdensdele. Det har ironisk nok ført til en ny form for eurocentrisme blot i negativ forstand, nemlig den forestilling, at alle verdens vederstyggeligheder er udgået fra Europa. Denne såkaldte post-koloniale synsvinkel – eller kulturelle syndsbevidsthed, om man vil – behersker dagsordenen i en sådan grad, at det er blevet stadig mere kontroversielt at fremhæve, at der overhovedet skulle være noget positivt ved noget, som hvide mænd har bedrevet, for nu at spidsformulere det lidt.

Dette opgør med vores egen historieforståelse udgør indlysende nok en udfordring for den europæiske samfundsmodel og selvforståelse. Man kan flagellantisk underkaste sig kritikken, eller man kan udfordre den. Hvordan man end stiller sig i diskussionen, er det ikke længere muligt at påtage sig den grimbergske uskyld. Europa er ikke verden. Hvis man som den skotske historiker Niall Ferguson stiller sig op og proklamerer, at Det britiske Imperium var et gode for dem, der blev en del af det, er det et synspunkt, man på forhånd skal være indstillet på at forsvare.

Danneskiold-Samsøe er ikke en poseur som Ferguson. Fordi det som sagt kræver en vis dristighed overhovedet at skrive en europæisk historie, er det synd at kalde ham forsagt, men der er en klædelig afdæmpethed i tonen. Budskabet er dog ikke til at tage fejl af. Det er Europa, der har givet verden den moderne videnskab, industrialisering og demokrati, altså oplysning, velstand og retfærd. Det er også interessant, at Danneskiold-Samsøe peger på Tysklands centrale rolle i den proces eller rejse, som bogens titel metaforisk kalder den.

Det er paradoksalt, fordi Europas egen indre historie er nedsunket i et barbari af krige og folkemord uden sidestykke, ikke mindst med Tyskland som aktør. Danneskiold-Samsøe lægger på ingen måde skjul på dette forhold. En af måderne at få disse to helt modsatrettede tendenser til at hænge sammen er formidlet af den amerikanske historiker Charles Tilly, der mente, at krig er ophav til den moderne stat. Europas styrke er den fortsatte konkurrence mellem de europæiske magter. Det gælder ikke mindst i Skandinavien, hvor århundreders rivalisering mellem Sverige og Danmark førte til udbygning af en skattefinansieret oprustning, som skabte den moderne statsforvaltning. Populært sagt indebærer det, at svenskekrigene er den nordiske velfærdsstats forudsætning.

Danneskiold-Samsø evner at forbinde mange facetter af historien. Det handler om både konger og krige, litteratur og kunst, politik og ideologi, industri og videnskab. En væsentlig kvalitet er, at bogen ikke dvæler ved Paris, London og Berlin, men får hele Europa med fra Ural til Irland, fra Nordkap til Malta.

Den når så vidt omkring, at man som læser også bliver lidt stakåndet. I den indsigt, som forfatteren besidder, aner man et større potentiale, end bogen forløser. Man kunne godt ønske, at forfatteren mere eksplicit tog livtag med nogle af dem, der forud for ham har forsøgt at formulere, hvad Europa er. I de tilfælde, hvor han gør det, fungerer det rigtig godt, f.eks. når han lader sig udfordre af Vibe Termansen interessante bog ”Kampen om Centraleuropa” fra 2019. Man kunne godt efterlyse en diskussion med englænderen Tom Holland, der i sin bog ”Herredømme” (dansk oversættelse fra 2020) hævder, at kristendommen er afgørende for det moderne Europa. For Danneskiold-Samsøe spiller religion derimod en overraskende tilbagetrukket rolle i de seneste 200 år. Man kunne f.eks. også have ønsket sig en diskussion af Uffe Østergårds store værk, ”Hvorhen Europa?” fra 2018, hvor Østergård generøst øser af sit overblik og sin indsigt for at skabe en ikke ukontroversiel syntese om Europas historie og Europas fremtid.

Netop nu vækkes historien så uhyggeligt til live på de ukrainske slagmarker, og så er der brug for det historiske overblik. Det sidste punktum i Danneskiold-Samsøes bog var ikke sat den 24. februar i år, og dette tidehverv i europæisk historie kunne han med fordel have benyttet til i langt højere grad at danne syntese og gøre sin røst gældende i en diskussion om europæisk sammenhold og europæisk forskellighed. Hvis man har vovemodet til at skrive Europas historie, forekommer det som falsk beskedenhed ikke også at ville sige noget om Europa i dag.

(Kristeligt Dagblad 16. januar 2023, redaktionen valgte en anden rubrik.)