tag:blogger.com,1999:blog-31754296980424531612024-03-13T05:22:14.002-07:00AnmeldelserJes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.comBlogger351125tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-71764742443910268392024-03-07T14:23:00.000-08:002024-03-07T14:23:43.616-08:00Bondehjerte<p>Lea Wind-Friis, Bondehjerte - en familiehistorie om besættelsens største forræderisag, Politikens Forlag</p><p>Jens Thomsen (1880-1955) var proprietær i Hjarup ved Kolding. Han kaldte sig bonde. Lea Wind-Friis undrer sig over, at hendes oldefar antog en titel, der egentlig var et skældsord. Det hænger sammen med de værdier, der knyttes til begrebet. Det handler ikke kun om at drive en fødevareproducerende virksomhed. En bonde knytter hele sin identitet til denne virksomhed. På den måde kan man forstå Jens Thomsens engagement i samfundsspørgsmål som identitetspolitik. Wind-Friis holder sig klogelig fra at associere til nutidige forhold. Læseren inviteres diskret til at gøre det på egen hånd.</p><p>Thomsen engagerede sig i Landbrugernes Sammenslutning, en bevægelse, der i løbet af 1930erne havde held med at gøre Landbrugsraadet rangen stridig som repræsentant for agrarøkonomiske interesser med tyngdepunkt i Sønderjylland, hvor bønderne var endnu mere gældstyngede end i andre landsdele. Kulminationen på deres virksomhed var i 1935, da tusindvis af bønder drog til hovedstaden for at demonstrere mod det, som de opfattede som en politisk elite, der bare levede på nas.</p><p>Den politiske gren af bevægelsen, Det Frie Folkeparti, omdøbt i 1939 til Bondepartiet, opnåede repræsentation på Rigsdagen med Jens og hans bror Valdemar som medlemmer af Folketinget. Landbrugernes Sammenslutning tiltrak også enkelte nazister. Det var ikke uden grund, for der bestod et vist værdifællesskab, herunder anti-semitismen. Efter krigen blev Jens Thomsen og hans bror med flere andre tiltalt for landssvig på grund af denne nærhed til nazismen. De fik en hård dom i byretten, men blev frikendt i landsretten. Jens Thomsen nedskrev derefter sine erindringer, og det er dem, der er hovedkilden til denne bog. </p><p><br /><table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjV_EUgcPfAFBD9Iu1WOXnaDO7zEEYjtiO2-sLWJkUIc4HTn3QQeYRuebRjA6V9D2ul8KqYa-ibxnz5yffzlLEKRt_VDvVpRJRulwFmp9efgrycunAD6GmWsXs9q-F9BnCaJ5dM_TAJFbAMooIOyEhjyxoZ-YiKgpNLalt-pzR0_u7sV6Z1UhtUG7M9KEk/s699/Udklip.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="590" data-original-width="699" height="270" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjV_EUgcPfAFBD9Iu1WOXnaDO7zEEYjtiO2-sLWJkUIc4HTn3QQeYRuebRjA6V9D2ul8KqYa-ibxnz5yffzlLEKRt_VDvVpRJRulwFmp9efgrycunAD6GmWsXs9q-F9BnCaJ5dM_TAJFbAMooIOyEhjyxoZ-YiKgpNLalt-pzR0_u7sV6Z1UhtUG7M9KEk/s320/Udklip.JPG" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Fra bondetogets demonstration på Amalienborgs Slotsplads<br />sommeren 1935. Lea Wind-Friis viser, at bønderne blev<br />taget vel imod af københavnerne, selv om deres politiske<br />krav af kongen blev henvist til regeringen, som afviste dem.<br />Skærmdump fra <a href="https://kbhbilleder.dk/danmarkpaafilm/44">Bondetoget til Kongen - kbhbilleder.dk</a></td></tr></tbody></table><br /></p><p>Forlaget kalder det på bogens bagside en ”personlig og sanselig fortælling”. Det er rigtigt for så vidt man godt kan mærke, at forfatteren ikke er historiker. Bogen er lidt tynd, når det handler om historisk kontekst, og Peter Ramskov Andersens uhyre grundige ph.d.-afhandling fra 1996 om Landbrugernes Sammenslutning kunne godt have fortjent en plads på litteraturlisten. Som alle journalister, der kaster sig over historien, vil Lea Wind-Friis også gerne inddrage sin læser i den erkendelsesproces, hun selv har været igennem. Hun citerer et sted fra en forhørsprotokol, ”som er at finde i en brun kasse i Rigsarkivets magasiner i København”. Så ville man som historiker gerne have haft en fodnote med en lidt mere specifik henvisning. Alle Rigsarkivets tusindvis af hyldemeter af arkivalier opbevares i brune æsker, så man vil ikke få meget ud af at afgive en bestilling til læsesalen med ordlyden ”den i den brune kasse”. Men det skal man ikke hænge sig i. Det handler om forfatterens oplevelse af at grave i historien. Forfatterens nærvær i teksten fungerer langt henad vejen som fortælleteknisk greb, og Wind-Friis er en god fortæller, der kan styre uden om de fleste klichéer. Rigsarkivet er for eksempel ikke ’støvet’, hvad det af en eller anden grund ellers altid er, når journalister besøger det. Men den stærkeste fortælling er ikke den om forfatterens eget projekt. Det er den om hovedpersonen. Jens Thomsen var en velstående sognekonge, der som medlem af utallige bestyrelser i andelsbevægelsen og med hele den selvbevidsthed og stolthed, som han i kraft af sin stilling i samfundet kunne mobilisere, blev en ledende skikkelse i en politisk bevægelse med bred folkelig opbakning. Han blev rigsdagsmand, og tusinder lyttede, når han talte. Men han fattede aldrig, at hvad der gjaldt som gangbar mønt i politik i midten af 1930erne, var uden værdi ti år senere. Han forstod ikke, hvorfor han stod under anklage. Bogens clous er kapitlet om hans forgæves ansøgninger om pension til Rigsdagens præsidium. Juridisk havde han ret til den, men han forstod ikke, hvorfor anmodningerne måtte afvises af politiske grunde. Det er i udgangspunktet ynkeligt, men det er også mere end det. Lea Wind-Friis får det løftet op til at være en fortælling af tragisk tilsnit.</p><p>(Kristeligt Dagblad, 8. marts 2024. Avisen havde valgt en længere rubrik.)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-91077792431171680072023-11-04T15:26:00.003-07:002023-11-04T15:26:53.014-07:00Ufrihedens pris<p> Dennis Nørmark, Ufrihedens pris</p><p>”Hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan” er bogens undertitel. Som læser føler jeg mig ikke rigtig inviteret med ind i dette ’vi’, som Dennis Nørmark nok heller ikke selv mener at tilhøre. Ærindet er ellers både sympatisk og opbyggeligt, nemlig at man kan og bør have tillid til, at mennesker kan forvalte deres eget liv og arbejde. Han giver et eksempel fra Holland, hvor man har gjort forsøg med at ophæve færdselsrestriktionerne og -reguleringerne på en central plads i byen Oosterwolde, og det viser sig, at gående, cyklister og bilister godt kan finde ud af det. Eksemplet befinder sig i mange siders afstand fra en anden iagttagelse, som Nørmark har gjort i Nærum, hvor han bor. En parkeringsplads ved et supermarked er præget af en aggressiv adfærd blandt bilisterne. Heller ikke den er reguleret, så hvorfor kan man have tillid til de gode folk i Oosterwolde og ikke borgerne i Nærum? Det er fordi bilisterne i Nærum typisk har ledelsesstillinger, må man forstå, og ledere kan Nørmark ikke lide, fordi moderne ledelse bygger på mistillid til medarbejderne, siger han. Derfor er den dysfunktionel.</p><p>Men bogen begynder nu et helt andet sted, nemlig med frihed. Nørmark gennemgår begrebets historie, og med henvisning til bl.a. Isaiah Berlin understreger Nørmark, at frihed ikke er det samme som lighed. Nørmark bruger også en del plads på at argumentere for, at mennesket oprindeligt levede i frihed. Han bruger bl.a. udgravningen af en oldtidsby i det nuværende Ukraine som eksempel. Her er ikke fundet nogle pragtbyggerier, der tyder på tilstedeværelsen af nogen kongemagt eller lignende, kun hundredvis af tomter efter helt ens huse på 5 gange 10 meter med hver deres have. Det skulle så ifølge Nørmark være dokumentation for at oldtidens ukrainere levede i frihed. Jeg ville snarere sige, at det er dokumentation for en bemærkelsesværdig lighed, konformitet og central planlægning. Næsten som et rækkehuskvarter i Nærum.</p><p>På papiret forekommer Nørmark at være liberal, for liberalismen er kendetegnet ved at have tillid til menneskets skaberkraft og hittepåsomhed. Men i virkeligheden er store dele af hans argumentation konservativ, ja sine steder udtalt modernitetskritisk, måske endda kommunitaristisk. Konservatismen bygger på en grundlæggende mistillid til lalleglade liberalister. Når konservative er skeptiske over for forandringer, skyldes det ikke, at verden er ideel, men at ønsker om at forbedre den sjældent ledsages af de til formålet nødvendige evner. Så det mest værdifulde, vi kan overdrage til efterkommerne er ikke, hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger. Det er også grunden til, at bogen ikke hænger sammen. Han kan et sted hævde, at folk sagtens kan finde ud af at færdes i trafikken uden al den regulering, men i et andet kapitel må han indrømme, at ”almindelige menneskers evne til at forstå, hvilke farer de rent faktisk burde bekymre sig om, og hvilke de burde ignorere, er notorisk ringe.” Et sted kan han hævde, at moderne ledelse bygger på kontrol og regler, og det næste øjeblik kan han fremhæve Britta Nielsen-sagen som et eksempel på, hvad der er galt med moderne ledelse. (Problemet var kort fortalt, at Britta Nielsens ledelse havde tillid til hende. Det skulle den som bekendt ikke have haft.)</p><p>Når det handler om trafik, kan det måske godt være, at isolerede studier af enkelte vejkryds viser, at deregulering er en fordel. Men når man hæver blikket lidt, taler tallene deres tydelige sprog. I 1971 havde Danmark ingen selepligt eller hastighedsgrænser, væsentlig færre biler og 878 dræbte i trafikken. Det tal er nu faldet til langt under en fjerdedel, og den væsentligste årsag er entydigt regulering og lovgivning. Og hvis Dennis Nørmark vil have en illustration af, hvad manglende regulering gør ved trafiksikkerheden, skal han blot tage til Indien. Han kan også fremhæve færdselsregler, der forekommer overflødige, men han har tilsyneladende ikke tillid til politiets evne til at håndhæve dem hensigtsmæssigt.</p><p>Dennis Nørmark har selvfølgelig meget imod restriktionerne i forbindelse med Covid-pandemien. Han er også ivrig kritiker af velfærdsstaten i traditionen efter Henrik Stangerup, Jørgen S. Dich og Henning Fonsmark. Han mener selvfølgelig også noget om børn og unges trivsel, skovbrande, bygningsreglementet og meget andet. Bedst er bogen, når han tager fat på den kolossale vækst, der har været i den sidste menneskealder i ledelseslagene på store arbejdspladser, private såvel som offentlige. Det kunne der være kommet en ferm lille pamflet på 45 sider ud af. I stedet skal læseren igennem godt 400 sider af ikke særlig sammenhængende strøtanker, eksempler, statistik, anekdoter og iagttagelser. </p><p>(Kristeligt Dagblad 3. nov. 2023, redaktionen valgte en anden rubrik)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-82801716067978382492023-10-28T07:24:00.000-07:002024-03-07T14:43:55.680-08:00Manden med den imaginære monokel<p>Anne Sofie Kragh, Showbiz</p><p>Morten Messerschmidt er født i 1980 og har været aktiv i Dansk Folkeparti i langt over halvdelen af sit liv. Han blev valgt til Folketinget første gang i 2005. I 2009 blev han valgt til EU-parlamentet, og blev genvalgt 5 år efter med det højeste personlige stemmetal nogensinde afgivet ved et dansk valg, 465.758, eller mere end hver femte afgivne stemme.</p><p>Han troede, at han kunne gå på vandet. Det kunne han ikke. Nedturen blev voldsom, både for ham selv og Dansk Folkeparti. Det er der ingen grund til at dvæle ved, for historien er velkendt for den flittige avislæser. I den forstand bringer Anne Sofie Kragh ikke noget nyt frem i sit portræt af den garvede, men stadig relativt unge politiker. Bevares, hun kan fortælle, at han sigtede efter formandsposten i partiet, mens han endnu benægtede det offentligt. Det var noget, som enhver politisk mandagstræner havde gættet efter partiets betydelige nederlag ved folketingsvalget i 2019. Det er ikke oplysningerne. Det er mere nerven i det interview fra 2020, da Messerschmidt betroede sig til Kragh om, at han gik efter formandsposten, der er det afgørende. Ordvekslingen mellem de to er gengivet med en dramatisk forståelse, der kunne have hjemme i et filmmanuskript.</p><p>Bogens titel stammer fra en episode fra, da anklagemyndigheden i 2021 havde besluttet at rejse tiltale mod Messerschmidt for misbrug af EU-midler. Da han i den anledning skulle møde pressen, var han ledsaget af en ny medarbejder i partiets presseafdeling, som var lidt beklemt ved situationen. Lige inden de gik på scenen, beroligede han medarbejderen: ”Bare rolig. It’s only showbiz.”</p><p>Skal man udlede en analyse af Kraghs bog, er den sætning på den ene side central, fordi Messerschmidt er fuldstændig klar over, at politik handler om iscenesættelse og at han som politiker påtager sig en rolle. Han medgiver selv, at hans sprog, tonefald, gestik og selv det øjenbryn, som han hæver for at omslutte den imaginære monokel, er nøje indstuderet.</p><p>På den anden side efterlader bogen også et indtryk af et uforstilt og trofast menneske. Uforstilt er han i sin hengivenhed for vin og opera, et stykke vej fra hans kernevælgers foretrukne rusmidler og underholdning. Trofastheden gælder mennesker, der står ham nær, og partiet. Med ideologien forholder det sig mere fleksibelt. Han var i sine unge år tæt knyttet til en af dansk politiks mest særprægede begavelser, Mogens Camre, der blev en erstatning for den far, han dårlig nok havde kendt. Camre var forhenværende socialdemokrat, men stadig i sin kritik af den socialdemokratiske velfærdsstat præget af en fordelingspolitisk tankegang. Men så mødte han Søren Krarup og Jesper Langballe, der bragte ham på sporet af den værdipolitiske akse, der skærer den fordelingspolitiske i en 90 graders vinkel. Af den unge liberale økonomist – og kirkesanger – blev der en nationalkonservativ kirkegænger. </p><p>Tættest på mennesket Messerschmidt kommer vi i beskrivelsen af hans forhold til Dot Wessmann, med hvem han har dannet par i 15 år. Det kom til et brud mellem dem, da hendes voksne datter var ude for en alvorlig ulykke. Wessmann følte sig svigtet af ham, og Messerschmidt giver hende i dag ret. De fandt sammen igen. Den gensidige forbundethed og hengivenhed er åbenlys. Kort tid efter led Messerschmidt et sammenbrud i forbindelse med, at sagen om EU-midlerne skabte overskrifter. Anne Sofie Kragh giver i den anledning inden for blot tre punktummer et eksempel på, hvor effektiv en fortæller hun er: ”I de næste syv måneder var Messerschmidt nede med stress. Klædt i slåbrok og fuldskæg. Ingen fez.” Mere skal der ikke til, når man i forvejen er blevet introduceret for Messerschmidts omhu med egen fremtræden, herunder hans faible for hovedbeklædninger. Det er både direkte og solidarisk skrevet.</p><p>Det blev et enkelt ’like’ på Facebook, der afgjorde Morten Messerschmidts politiske skæbne. Han blev dømt ved byretten i Lyngby for uretmæssig omgang med EU-midler, men den ene, den juridiske, af de tre dommere ’likede’ derefter et opslag på Facebook af Søren Pind, der omtalte og vurderede sagen mod Messerschmidt. Det gjorde, at dommeren måtte vurderes som inhabil. Dommen blev derfor forkastet og sagen blev genbehandlet ved byretten i Lyngby med andre dommere. Messerschmidt blev i den nye sag - bl.a. på grund af ændrede vidneudsagn - frikendt. Hvis man skal tale om sommerfugleeffekten, findes der næppe noget bedre eksempel. Et enkelt uforsigtigt klik med musen fra en byretsdommer var nok til at holde Danmarks største stemmesluger ved magten i Folketinget.</p><p>Dette er ikke den bog, som Morten Messerschmidt selv ville have skrevet. Men det er nok den bog, som gør mere for Morten Messerschmidt end han ville have kunnet gøre på egen foranledning. Den er ikke ukritisk. Kragh får et par steder pillet ved Messerschmidts selvforståelse, men ikke på en måde, der stiller ham mere ufordelagtigt i læserens øjne. Hun lader ham fremstå med præcis den grad af skrøbelighed og sårbarhed, som tidsånden tilsiger som passende inden for rammerne af det, som enhver kan google sig til.</p><p>Kragh har ikke været ”i hælene på Morten Messerschmidt” i nogen særlig grad. I realiteten bygger bogen på de interviews, som Kragh gennemførte i forbindelse med et portræt i magasinet Euroman i 2014 og iagttagelser og interviews, som Kragh har foretaget pletvist i de seneste fire år. Det er nok til, at hun kan levere et godt bud på et portræt af Morten Messerschmidt. Ingen tvivl om, at vi har at gøre med en kvalificeret og iagttagende fortæller. Det er en afgørende, men ingen udtømmende biografi.</p><p>(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2023. Det indskudte "- bl.a. på grund ændrede vidneudsagn -" er tilføjet denne version)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-46098867849790168732023-09-26T15:19:00.003-07:002023-09-26T15:19:59.554-07:00Kirkehistorie - folkesag og skolefag<p>Carsten Bach-Nielsen, Kirkehistorie - folkesag og skolefag. Eksistensen 2023</p><p>Carsten Bach-Nielsen har grebet fat i en flig af noget, som for de fleste i forvejen kan forekomme perifert. Han beskriver, hvordan kirkehistorien i en begrænset periode har spillet en rolle for kirkekunsten og ikke mindst undervisningen i grundskolen, fra slutningen af 1700-tallet til de første årtier af det 20. århundrede.</p><p>Det er vigtigt, fordi det blandt andet giver et ret kvalificeret bidrag til svar på, hvorfor Grundtvig var så vigtig for udviklingen af undervisningen i Folkeskolen. Efter Reformationen blev ideen om den konfessionelle stat født. For at blive anerkendt som myndig undersåt og retssubjekt skulle man bekende sig til samme tro som landets fyrste, altså i Danmarks tilfælde Den augsburgske Konfession. Det blev i 1736 yderligere befæstet med en obligatorisk eksamen i denne troslære for alle, både drenge og piger, også kaldet konfirmation.</p><p>I mange år var den systematiske eller dogmatiske tilgang til den kristne børnelærdom fremherskende i form af f.eks. lærebøger af Erik Pontoppidan eller N.E. Balle. Imidlertid dukkede der et andet perspektiv op på kristendommen i slutningen af 1700-tallet, nemlig det historiske, f.eks. i form at Christian Bastholms ”Kort Udsigt over den aabenbarede Religions Historie” fra 1791.</p><p>Bach-Nielsen peger på, at den systematiske tilgang til teologien gerne plejer det princip, at sandheden foreligger i bestemt form ental, mens den historiske tilgang nødvendigvis må indeholde en forestilling om sandhedens forandring og den dertil hørende anerkendelse af, at folk til andre tider har set anderledes på tingene, altså en eller anden form for relativering af den kristne sandhed. </p><p>I tidens teologiske strid mellem de vakte og rationalismen tilhørte Bastholm rationalismen, og det er så her Bach-Nielsen peger på, at N.E. Balles nevø, den unge Grundtvig, som var modstander af Bastholms rationalisme, selv brugte kirkehistorien til at forfægte sit synspunkt. Han skrev i 1814 en lærebog for børneskolen, ”En liden Bibelkrønike for Børn og Menigmand”, der også rummede et kirkehistorisk afsnit. </p><p>Bach-Nielsen giver eksempler på, at netop denne historiske tilgang til stoffet, som Grundtvig anlagde i sin tid som luthersk-ortodoks, peger frem mod den senere liberale, udogmatiske og uortodokse Grundtvig. Dermed understreges også kontinuiteten og sammenhængen i Grundtvigs liv og værk – i modsætning til de fleste Grundtvig-forskere, der gerne har fokuseret på bruddene.</p><p>Hvorom alting er, blev kirkehistorien sammen med bibelhistorien en væsentlig del af den kristelige oplæring i almueskolen i 1800-tallet, og Grundtvigs syn på historien og kirkehistorien blev dominerende. Bach-Nielsen gennemgår i den anledning en hel række af de lærebøger i kirkehistorie, der blev brugt i grundskolen. Men fra 1930erne var det slut. Kirkehistorie gled ud som et element af kristendomsundervisningen.</p><p>Bogens centrale kapitel handler om Marmorkirken i København. Den er tegnet af den højborgerlige arkitekt Ferdinand Meldahl og betalt af finansmanden C.F. Tietgen. Den benytter sig af materialer og et formsprog, der ligger den teglhængte, landlige, grundtvigske æstetik fjernt, men alligevel må den karakteriseres som grundtvigsk, fordi dens udsmykning er programmatisk kirkehistorisk. På kirkens øvre balustrade ses en række statuer af profeter og kirkefædre fra Moses over Augustin til Luther. Rundt om kirken er opstillet statuer af væsentlige skikkelser i den danske kirkehistorie fra Ansgar til Grundtvig.</p><p>Deltagerne i kirkens indvielse i 1894 havde antagelig en væsentlig bedre forudsætning for at forstå Marmorkirkens billedprogram end vi har i dag, for de havde som en del af deres religionsundervisning hørt om Ambrosius, Chrysostomos og Hieronymus. Det er ikke kun udvalget af repræsentanter fra kirkehistorien, der gør Marmorkirkens billedprogram til grundtvigsk, men alene det forhold, at billedprogrammet så konsekvent er kirkehistorisk anlagt, er i sig selv grundtvigsk.</p><p>Denne bog henvender sig i udgangspunktet til læsere, der interesserer sig for religionsdidaktikkens historie – eller for grundtvigsk kirkearkitektur. Den stiller høje krav til abstraktionsevnen, men lader ikke sin læser i stikken. Carsten Bach-Nielsen øser velskrivende med begge hænder af sin indsigts fylde, og den er – som mange læsere af denne avis ved – ikke af et ringe omfang.</p><p>(Kristeligt Dagblad 25. sept. 2023. Avisen valgte en anden rubrik)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-65166759563737547792023-08-14T13:09:00.003-07:002023-08-14T13:09:29.820-07:00Højskolehistorie<p> Ove Korsgaard, Højskoler for folket, Aarhus
Universitetsforlag</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Aarhus Universitetsforlags serie med 100 nedslag i Danmarks
historie, hvortil denne anmelder har bidraget med bindet om Grundtvig, tager
gerne udgangspunkt i en konkret begivenhed på et konkret tidspunkt. Ove
Korsgaards bind om folkehøjskolerne begynder den 7. november 1844 i Rødding,
hvor der ”skulle indvies en ny type højskole, en folkehøjskole”, der havde til
formål at uddanne bondesønner ud over den undervisning, de havde modtaget i
almueskolen. På bogens bagside kan man læse, at det var ”verdens første
folkehøjskole”. I kapitel 2 introduceres læseren imidlertid for en anden
højskole, nemlig den i 1842 stiftede højere bondeskole i Rendsborg. Den havde
også til formål at uddanne bondesønner til deltagelse i samfundslivet. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Og så kommer man som læser i tvivl. Hvad er egentlig
forskellen på de to skoler? Indlysende nok var den i Rendsborg tysk, mens den i
Rødding var dansk. Korsgaard mener, at den principielle forskel bestod i, at
Rødding Højskoles formål i langt højere grad end den i Rendsborg var nationalt.
Den var indrettet på at forsvare danskheden i Slesvig, hvilket berettigede til
den særlige betegnelse folkehøjskole og dermed også prædikatet ”den ældste”. Skolen
i Rødding var imidlertid også planlagt som en højere bondeskole og som sådan
ikke engang den ældste danske af slagsen. Den ældste indviede nemlig sin
skolebygning et par uger tidligere, den 18. oktober i Sundbylille mellem
Slangerup og Frederikssund. Den havde det formål, at de bedste hoveder blandt
bønderkarlene skulle uddannes, så de kunne hævde sig som repræsentanter i de
nyligt oprettede sogneforstanderskaber, amtsråd og stænderforsamlinger, altså
det samme som i Rendsborg og Rødding. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Korsgaards distinktion må ses som et forsøg på at redde
Rødding Højskoles status som den ældste og dermed underforstået også den
vigtigste højskole. Nu kan der ikke herske tvivl om, at Rødding var vigtig. Det
er graden af vigtighed, der kan diskuteres. Højskolen i det slesvigske Rødding måtte
efter 1864 flytte umiddelbart nord for den nye grænse til Askov, men bevarede
ifølge Korsgaard sin betydning. ”Kulturelt set havde Danmark gennem godt 100 år
to hovedstæder, nemlig København og Askov”, skriver han. Det er noget af en
flothed. Han inkluderer endda sig selv ind i den historie: ”Da jeg var elev på
Askov Højskole i 1963-1964 og 1964-1965, var der stadig en levende idémæssig og
kulturel forbindelse tilbage til den form for højskole, som havde eksisteret
siden skolens start i 1865.” Så er linjen lagt.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Hele bogen kommer for den forudsætningsløse læser til at
virke som et forsvar for den klassiske fortælling om folkehøjskolerne som en
særlig dansk opfindelse, der skyldes Grundtvig, og som har medvirket afgørende
til opbygningen af den særlige, danske samfundsform. Denne fortolkning har
gennem årene været udsat for mange kritiske angreb, og Korsgaard kender
udmærket den omfattende forskning om emnet og har selv bidraget i den henseende,
f.eks. med den pointe, at Grundtvig ikke havde noget væsentligt at gøre med stiftelsen
af højskolen i Rødding. Alligevel skriver han Grundtvig ind i kapitlet om
Rødding. Korsgaard peger også på en række brud i højskolens historie, f.eks. det,
der indtraf i 1968, da bongotrommer, yoga og venstrefløjsere gjorde deres indtog.
Men på den anden side vil han også meget gerne have, at der skal være
kontinuitet og sammenhæng, f.eks. i højskolernes forhold til demokratiet. Demokratiet
blev først for alvor tematiseret på Krogerup Højskole efter 2. Verdenskrig. Men
det var jo bare en udbygning af, hvad højskolerne havde gjort hele tiden, må
man forstå. Det er bestemt heller ikke forkert, når man tager i betragtning, at
det oprindelige formål med de første skoler var at uddanne valgte
repræsentanter, men det er ikke dér, Korsgaard tager fat, for det ville anfægte
præmissen for den påstand, at Rødding er den ældste <i style="mso-bidi-font-style: normal;">folke</i>højskole, så Korsgaard må om ad den – ikke uefne – betragtning,
at det nationale i bred almindelighed er en forudsætning for det demokratiske –
blot ikke i Bismarcks Tyskland, som han tilføjer. Og hvorfor så egentlig ikke
det? Og var Bismarcks Tyskland mindre nationalt og demokratisk end Estrups
Danmark? Det henstår ubesvaret.<o:p></o:p></p><table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiurjtrHPPRbg_u7GXdqbvyZDz3wBdHYIe1XHrYY5uQZkno4DDDiV95nNdw0j3bm_xj1wG_bjrtJwZbDM18cc7HPcgHHrqbl_QhdU7nnp85EDkQJEVebgqM2dpITulI5HjprpEIw1_HXbASm64pKYGW7Amz8CoOC5cUOJqyM2m6jWeA08ltqD0JefiuosY/s2592/ubberupjfm.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="1952" data-original-width="2592" height="241" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiurjtrHPPRbg_u7GXdqbvyZDz3wBdHYIe1XHrYY5uQZkno4DDDiV95nNdw0j3bm_xj1wG_bjrtJwZbDM18cc7HPcgHHrqbl_QhdU7nnp85EDkQJEVebgqM2dpITulI5HjprpEIw1_HXbASm64pKYGW7Amz8CoOC5cUOJqyM2m6jWeA08ltqD0JefiuosY/s320/ubberupjfm.jpg" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Ubberup Højskole med Bindesbølls øvelseshus.<br />(eget foto)</td></tr></tbody></table><p class="MsoNormal">Korsgaard er indsigtsfuld, men savner i en vis forstand
modet til at tage konsekvensen af sin egen indsigt. Han betjener sig i denne
bog af en bred pensel, og så bliver der gerne malet hen over sprækkerne i
stoffet. Højskolernes traditionelle selvfortælling får lov til at stå lidt
udflydende skildret uden at han for alvor tager de diskussioner, som stoffet
indbyder til.</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">(Kristeligt Dagblad den 15. august 2023. Avisen valgte en anden rubrik)<o:p></o:p></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-19835347567935292892023-08-11T04:58:00.001-07:002023-08-11T04:58:11.455-07:00Barkgnavernes skræk<p> Frederik Stjernfelt, Alkymist i lænker,
Gyldendal</p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">I tidligere bøger har Frederik Stjernfelt
brugt historien til at bringe et budskab til nutiden. Især har han kredset om
Oplysningstiden som ophavet til de værdier, som de fleste af os i dag betragter
som væsentlige. Med netop Oplysningstiden er der imidlertid det problem, at den
ved nærmere øjesyn ikke så ofte lever op til de idealer om oplysning, fornuft,
orden og retfærdighed, som en ophøjet nutid kan finde på at opstille. <o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">I denne bog om lægen, alkymisten, astrologen
og den ihærdige pamfletist Johann Konrad Dippel (1673-1734) har Stjernfelt da
også fjernet sig afgørende fra den ambition at lede i fortiden efter noget, der
ligner nutiden. I stedet studerer han den, fordi den er fremmed. Og Dippel er
virkelig et interessant og eksotisk bekendtskab, der abonnerede på en række
forestillinger om videnskab og religion, som er ganske fremmed for os. I dag
ville han blive kaldt obskurantist, måske endda lidt kværulantforrykt.<o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">Det er ikke fordi Dippel slet ikke har
efterladt sig en arv af nytte for eftertiden. Han blev – ved et tilfælde –
ophavsmand til en syntetisk fremstilling af blå farve, kaldet berlinerblåt, der
blev af betydning for bl.a. fajanceindustrien. En anden er opfindelsen af <i>pyroleum
animale</i> (hjortetakolie) som er en essens udvundet af vildtkadavere. Dippel
mente, at det var en universalmedicin. Når produktet kan erhverves i almindelig
handel den dag i dag, skyldes det dog, at det er så ildelugtende, at det
skræmmer dyr væk. Det kan f.eks. stryges på unge træer for at holde store
planteædere fra at gnave af barken.</span></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjj39hzsgoU3Hubm_3THZOvGaRGoU3SQk-yOl8suIc6dSQNY47rdZjy2AGURIaYUGyQg9WmsVFbUmUHQACKECCVdXDPlWDhjwBHqVySVVI_cSv3LUskWoOSlrThCt9MPciWQtbJiWwXHD8IU82knj4PxLr8htPsCXURDAsZ4irlkGKKLqpl4yAtQDAqzoU/s3840/DSC_4441.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="2160" data-original-width="3840" height="180" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjj39hzsgoU3Hubm_3THZOvGaRGoU3SQk-yOl8suIc6dSQNY47rdZjy2AGURIaYUGyQg9WmsVFbUmUHQACKECCVdXDPlWDhjwBHqVySVVI_cSv3LUskWoOSlrThCt9MPciWQtbJiWwXHD8IU82knj4PxLr8htPsCXURDAsZ4irlkGKKLqpl4yAtQDAqzoU/s320/DSC_4441.JPG" width="320" /></a></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">Motiv fra Altona. (eget foto)</div><br /><o:p></o:p><p></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">Dippel blev i sin tid kendt som en ihærdig
kritiker af den lutherske kirke, ikke fordi han var ateist, men fordi han
mente, at kirken slet ikke var kristen nok. Han hørte til de såkaldte radikale
pietister, der forkastede kirkelige institutioner og dogmatik for at finde
roden til det sande gudsforhold i deres eget hjerte. Ikke mindst i Sverige fik
han mange følgere.<o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">Denne individualisme og dette oprør mod
autoriteter udfordrede naturligvis ikke alene den etablerede gejstlighed, men
også de stater, hvis fyrster byggede deres legitimitet på at være den rette
tros forsvarere. Det var et problem, for Dippel var som de fleste af sine
samtidige intellektuelle afhængig af netop de fyrstelige patroner, hvis
autoritet han betvivlede. De var på den anden side især interesseret i hans
eksperimenter med alkymi. Det var også et problem, for resultaterne udeblev
altid, og på et eller andet tidspunkt slap den fyrstelig patrons tålmodighed
op, og Dippel løb tilsvarende tør for penge. Mere end en gang måtte han flygte
fra en stor gæld.<o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">Men så var det muligt at shoppe lidt rundt i
Europa og erhverve sig en ny patron. I 1714 ankom Dippel til Altona, der stod
under den danske konges overhøjhed. Frederik IV var af Kongeloven forpligtet
til at forsvare den augsburgske konfession, altså den lutherske ortodoksi, men
Altona var en blandt flere byer i hans riger og lande, hvor der var indrømmet
andre trossamfund – og heterodokse individualister som Dippel – ganske
betydelige friheder.<o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">Dippel engagerede sig imidlertid i en konflikt
om venalitet, korruption. Det var et problem, som det enevældige styre tog
meget alvorligt. Dippel begyndte som anklager, men endte som anklaget – og dømt
for blandt andet injurier. I processen lagde han sig ud med sine patroner i
Altona, overpræsident Christian Ditlev Reventlow og hans kone, Benedicte, født
Brockdorff.<o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">Det er denne konflikt, som er emnet for de
fleste sider af denne bog. Det 18. århundrede var et særdeles trættekært
århundrede, og det er årsagen til, at vi ved så meget om det. Så snart
myndighederne blev involveret i en uoverensstemmelse, blev den med bureaukratisk
omhu noteret ned og nidkært gemt, så man 300 år senere kan læse materialet
igennem. <o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">Stjernfelt kalder dommen over Dippel et typisk
eksempel på ”hvor despotisk, arbitrær og grusom magtudøvelse” kunne være under
enevælden. Det kommer dog lidt an på den målestok, man anlægger. Dippels straf
var ikke arbitrær, men et resultat af et stort udredningsarbejde af en til
formålet nedsat kommission, og straffen var heller ikke synderlig hård, hvis
man sammenligner med, hvad staten ellers kunne tilbyde af hårdt strafarbejde, lemlæstelse
og død for selv mindre forseelser. Dippel blev i 1719 forvist til en mild arrest
på Bornholm. Kun ved selve domfældelsen bar han de lænker, der nævnes i bogens
titel. På øen fik han efterhånden en relativ frihed, der blandt andet satte ham
i stand til at praktisere som læge og bidrage med en vidtløftig teori om
Bornholms oldtid. I 1726 blev han benådet, ikke mindst på foranledning af
Dronning Anne-Sofie, halvsøster til ovennævnte C.D. Reventlow.<o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">Stjernfelt tager billedligt talt sin læser med
helt ind i Rigsarkivets læsesal, hvor han sidder og bakser med sagens akter. Vi
ser historikeren over skulderen, mens han omhyggeligt gennemgår brev efter
brev, pamflet efter pamflet, traktat efter traktat, supplik efter supplik. Han
bryder selv ind i sin egen tekst med den indrømmelse, at det nok ikke er så let
at holde rede på fortællingens tråd: ”Det er et ret kompliceret netværk af
hvem-ved-hvad om hvem-der-ved-hvad, der træder frem her.” <o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">Hvor redeligt det end er, at forfatteren så samvittighedsfuldt
deler sine overvejelser med læseren, kan man ikke sige, at der er kommet en
letlæst, endsige overskuelig bog ud af den tilgang. Et appendiks gengiver en
tidslinje over Dippels liv. Den er tydeligvis medtaget som kompensation for det
overblik, som brødteksten ikke er så god til at levere. Men hvis man ikke er så
optaget af selve handlingsforløbet og hellere vil grave dybt i et fremtrædende
eksempel på det tidlige 18. århundredes forestillingsverden og idéer, er denne
bog et godt sted at begynde.<o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA">(Weekendavisen 11. aug. 2023)<o:p></o:p></span></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-69284532853408283742023-07-10T15:22:00.003-07:002023-07-10T15:23:23.055-07:00Psykiatrihistorie<p>Jesper Vaczy Kragh, Afdeling O. Psykiatrien på
Rigshospitalet 11934-2022. Syddansk Universitetsforlag</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Jesper Vaczy Kragh har sammen med historikere som Birgit
Kirkebæk, Lene Koch og Poul Duedahl været med til at sætte fokus på psykiatri-
og forsorgshistorien set fra patientens synsvinkel. Kragh udgav sidste år den
prisbelønnede bog IQ 75, hvor han går helt tæt på et af de mennesker, hvis
skæbne har været formet af det danske forsorgs- og behandlingssystem.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">I denne bog fortæller han imidlertid en institutions historie,
nærmere bestemt den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet, Afdeling O, der
fungerede fra 1934 til 2022. Bogen bygger på en gennemgang af afdelingens
arkiv, centrale aktørers erindringer og for den nyere tids vedkommende på
interview med folk, der har været tilknyttet afdelingen. Historien fortælles
derfor i overvejende grad fra myndigheds- og behandlerperspektivet. Enkelte
patienter kommer dog også til orde. De mest kendte er forfatteren Tove
Ditlevsen og skuespilleren Henning Jensen. Bogen appellerer altså ikke først og
fremmest til tidens trang til skæbnefortællinger, men derfor er den nu rigtig
god at blive klog af alligevel.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Afdeling O inddrog tidligt andre faggrupper i patientplejen.
Det gælder beskæftigelsesterapeuter (ergoterapeuter), psykologer,
specialuddannede plejere og sygeplejersker. Dertil kom udviklingen af andre
specialer som f.eks. narkoafvænning, sexologi og børnepsykiatri. De tilknyttede
læger var typisk også kendte i offentligheden. Det gjaldt Kirsten Auken
(1913-1968), senere kulturminister Lise Østergaard (1924-1996) og Preben
Hertoft (1928-2017).<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Bogen henvender sig også til andre end dem med en umiddelbar
interesse for eller tilknytning til Afdeling O. For det første stod afdelingen
centralt i dansk psykiatri i det hele taget, fordi den var et centrum for
forskning og uddannelse, både nationalt og internationalt og dermed en drivende
kraft i udviklingen af psykiatri som medicinsk speciale. Den var derfor også en
attraktiv arbejdsplads. For det andet formår Kragh at folde historien om
afdelingen ud, så den bliver meget mere af en generel psykiatrihistorie. Vi
følger afdelingen fra begyndelsen i 1930erne, da der stort set ikke var nogen
behandling at ty til andet end fiksering, indespærring, beroligende varme bade
og husflid. Af virksom medicin var der ingen. ”Sandheden er den, at man, som
tingene står nu, lige så godt kan prøve med postevand og bajersk øl som med et
eller andet kunstfærdigt præparat,” som afdelingens leder Hjalmar Helweg noget
defaitistisk sagde i et interview i 1937. Kort tid efter blev chokbehandlingen
introduceret, f.eks. ved hjælp af en overdosis insulin. Få år senere kom elektrochok-behandlingen.
I 1950erne kom de første virksomme medikamenter, og samtidig vandt lobotomi
(”det hvide snit”) frem. Mange af de anvendte behandlingsformer blev siden
afviklet igen, enten fordi de var virkningsløse eller direkte skadelige. Af
stor betydning for offentlighedens syn på psykiatrien fik den amerikanske
spillefilm ”Gøgereden” fra 1975. Året efter blev de store psykiatriske
statshospitaler (Brønderslev, Risskov, Augustenborg, Middelfart, Nykøbing,
Oringe m.fl.) <span style="mso-spacerun: yes;"> </span>amternes ansvar og
behandlingen blev decentraliseret og i langt højere grad ambulant. Antallet af
sengepladser er blevet drastisk skåret ned i de seneste knap 50 år.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Vi følger historien helt frem til i dag, da afdelingen er
flyttet fra Østerbro til Bispebjerg. Psykiatrien er blevet et meget stort
medicinsk speciale. Region Hovedstadens psykiatri beskæftiger 5.000 mennesker,
og de hjælper årligt 50.000 borgere ifølge hospitalsdirektør Martin Lunds
forord til bogen.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Bogen har en del illustrationer, hvoraf mange er ret
intetsigende interiør- og eksteriørfotos fra afdelingen. Det levner ikke plads
til så megen tekst, men Jesper Vaczy Kragh dvæler ikke ved sine pointer, så han
får rigtig meget stof med uden at det virker forhastet eller komprimeret. Sine
steder bliver det lige en kende for indforstået for den læge læser, der skal
være indstillet på at slå et enkelt fremmedord eller to op, men hvornår har det
sidst skadet nogen at slå op i en ordbog?<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">(Kristeligt Dagblad 8. juli 2023. Avisen valgte en anden rubrik.)<o:p></o:p></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-46478697265633544162023-06-18T13:25:00.002-07:002023-06-19T06:22:15.869-07:00Hård og kold som sten<p class="MsoNormal">A Storm Foretold, dokumentar, DR TV</p><p class="MsoNormal">Den første gang vi møder hovedpersonen i Christoffer Guldbrandsens
portræt af Roger Stone er det som en munter mand, der doserer vodka i sine
drinks med rund hånd. Han gør grin med Guldbrandsens efternavn og mener, at det
lyder sådan lidt teutonisk og nazi-agtigt. Det får Stone så til, at Guldbrandsens bedstefar nok udryddede jøder. Så er Stone præsenteret: en lidt drikfældig, veltalende, charmerende
bølle.</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Der klippes til et <i>event</i>, et politisk møde af en
slags, hvor Stone taler for et publikum om Trump som en mand, der marcherer
efter sin egen rytme, og som ikke lader sig styre eller kontrollere.<span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Så klippes der til en scene, hvor Stone i et
interview praler af, at han har kontrolleret og styret Trump i 30 år. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Her skal man nok også finde grunden til, at en dreven
taktiker som Stone ønsker at deltage i en dokumentarfilm, der har til hensigt
at afsløre Trumps bagmand. Stone har en vare at sælge, og det er, at han kan
gøre den mest usandsynlige kandidat – Trump – til præsident ved hjælp af
beskidte tricks. Han er som tryllekunstnerne Penn & Teller, hvis fornemste
nummer er et, hvor de afslører, hvordan de gennemfører en af deres berømte
illusioner. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Stones virkemidler er ikke lige så sofistikerede, men hans
manipulationer fungerer i grunden på samme måde. Han er faktisk mest, hvad man i
computerbranchen i sin tid kaldte WYSIWYG – What You See Is What You Get. På
den måde kunne Stones eget efternavn være et kunstnernavn. Han image er, at han
er hård og kold som en sten. Hvor tydeligt kan det blive?</p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEir40DZJO62fv9TQrDKoKh0VY6WFDAJ2N9D-ylXWbMaXz1w1fGG0RAfYTAgdC4Baf6DtmnmRd3nVq6Zlq0xHegKlodoxtiOrBNj0TdJJOlGSxAe8oXx_gWjHG49wBLZEJ4VTsQ-BwRCdCNO3volPuIba0-GWwPwY0XMzWTQ8euYvqjR9ml5lYtF-OeF/s1505/stone2.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="1009" data-original-width="1505" height="215" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEir40DZJO62fv9TQrDKoKh0VY6WFDAJ2N9D-ylXWbMaXz1w1fGG0RAfYTAgdC4Baf6DtmnmRd3nVq6Zlq0xHegKlodoxtiOrBNj0TdJJOlGSxAe8oXx_gWjHG49wBLZEJ4VTsQ-BwRCdCNO3volPuIba0-GWwPwY0XMzWTQ8euYvqjR9ml5lYtF-OeF/s320/stone2.jpg" width="320" /></a></div><o:p></o:p><p></p>
<p class="MsoNormal">En af de store gåder er, at Stone antagelig har lige så lidt
til overs for Trumps vælgere som Hillary Clinton havde. Hvordan kan Stone blive
repræsentant for en politisk bevægelse, der i kulturel forstand befinder sig
milevidt fra hans egen persona? Stone bærer oftest jakkesæt og går med hat, og når
han en sjælden gang selv går klædt som en Trump-vælger, er det tydeligt, at <i>t-shirt</i>
og <i>jeans </i>er et kostume for ham. Guldbrandsen udstiller hans
forfængelighed, når han får blånet sit hår hos frisøren eller når han gør morgentoilette. </p><p class="MsoNormal">Stone lægger også vægt på at tale et velplejet engelsk. Hans storbyelegance er
lige så langt fra Trumps vælgere i Midtvesten som Trumps egen blakkede,
newyorkske ejendomskrejlerkarriere. Ikke desto mindre går begge rent ind hos
segmentet. Det er et besynderligt paradoks. Det bliver vi ikke klogere på. Journalistisk
har Guldbrandsen valgt at være ”fluen på væggen”. Det giver et indblik i Stones
verden – eller i hvert fald en illusion om et indblik – men giver ikke svar på
særlig mange spørgsmål, for Guldbrandsen stiller dem ikke.<o:p></o:p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhszHr01Mtc7Re930I4016X7jwYiZeAgcfuDP68fVqq2Y-wufkXsjDS0LiFiUsgO9nnBYzDuWiDWCxEJM_urcLSSu3PSDSLZCTv02DTeWoKSgJtDHEVQT0stQyEXqfEIw9clC5ZKrUHKxqi37LQO6zJ1LxDOO9UmqLstGB4sMDabHzpy7k7KcHTyRyE/s1559/stone.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="997" data-original-width="1559" height="205" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhszHr01Mtc7Re930I4016X7jwYiZeAgcfuDP68fVqq2Y-wufkXsjDS0LiFiUsgO9nnBYzDuWiDWCxEJM_urcLSSu3PSDSLZCTv02DTeWoKSgJtDHEVQT0stQyEXqfEIw9clC5ZKrUHKxqi37LQO6zJ1LxDOO9UmqLstGB4sMDabHzpy7k7KcHTyRyE/s320/stone.jpg" width="320" /></a></div><p></p>
<p class="MsoNormal">Et af de ubesvarede spørgsmål må være, hvad mørke fyrster og
grå eminencer i grunden lever af? Follow the money. Trump synes at være en
noget upålidelig patron. Stone på sin side er en noget ustadig klient. Der er
faktisk også noget lidt sølle over Stones eksistens. I flere scener virker det
nærmest som om Guldbrandsen fungerer som Stones privatchauffør. Er Stone i virkeligheden
så meget på spanden, at han har brug for et lift? Og hvad var det for en
historie om, at Stone havde forventet betaling for sin deltagelse i filmen? Det
bliver vi heller ikke klogere på.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Så hvad er det, Guldbrandsen egentlig afslører? Er det den
forfængelige dandy? Næppe. Den havde vi nok regnet ud i forvejen. Er det den
manipulerende, hykleriske politiske taktiker? Egentlig ikke. For det er som
sagt den vare, som Stone søger at markedsføre. Han giver den tydeligvis gerne som
Mørkets Fyrste og Grå Eminence i amerikansk politik. Filmens dokumentation af
optakten til stormen på Kongressen 6. januar 2021 demonstrerer det tydeligt.
Filmens største afsløring er måske bare, at Stone også kan være en flink fyr. Da
Guldbrandsen bliver alvorligt syg og må gennemgå en større operation, er Stone tydeligt
medfølende. Det kommer man ikke langt med i politik.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">(anmeldt til denne blog juni 2023)<o:p></o:p></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-41132820354261601202023-03-19T05:50:00.000-07:002023-03-19T05:50:29.324-07:00Hitler sælger<p>Arthur Brand, Hitlers Heste, Kristeligt Dagblads Forlag</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Billedhuggeren Josef Thorak udfærdigede til Hitlers
rigskancelli i Berlin to skulpturer af heste i overstørrelse, ”schreitende
Pferde”. Arthur Brand hævder, at det er almindelig antaget, at skulpturerne gik
til ved Berlins fald i 1945 og gør et stort nummer ud af, at han selv ud fra en
film optaget ved Rigskancelliet i det tidlige forår 1945 havde opdaget, at
skulpturerne var blevet fjernet før slaget om Berlin (s. 78). <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Skulpturerne stod i mange år opstillet ved en sovjetisk
kaserne i Eberswalde. Det får Brand ifølge sin egen beretning dokumenteret,
fordi han under et arkivbesøg i Berlin uopfordret af en arkivbetjent får
oplysninger om en mand, der ved noget om det, han er ved at undersøge. Denne
mand viser sig at være i besiddelse af en kopi af en filmoptagelse oprindeligt
foretaget af kunstneren Franz Lanzendörfer af skulpturerne fra Eberswalde (s.
101). Men det er så alligevel ikke Brand, der har opdaget – eller genopdaget –
skulpturerne, for som han skriver i efterordet: <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">”Frank Lanzendörfer var ikke den eneste, som havde opdaget
skulpturerne på kaserneterrænet i Eberswalde. Den østtyske fotograf Steinert
havde i 1984 efter et tip også taget billeder af skulpturerne efter at være
kommet ind på kaserneterrænet ad en smutvej. Og få år senere fotograferede en
vesttysk kunsthistoriker dem og skrev om det.” (s. 259)<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Ikke et ord om, hvem denne kunsthistoriker var eller hvor
resultaterne blev publiceret. Brand er udsat for flere besynderlige slumpetræf. Da han besøgte Carinhall, Görings landsted, blev han uopfordret opsøgt af en ældre
mand, der ikke alene havde kendt Göring personligt, men oven i købet viste sig
at sidde inde med oplysninger om nogle af de kunstværker, som havde befundet
sig på stedet. (s. 64) </p><p class="MsoNormal">Problemet er, at de oplysninger, som han ved denne lejlighed får
adgang til, er alment tilgængelige. Og så har de i øvrigt ikke det ringeste med
Hitlers heste at gøre. Der er mange af den slags blindgyder i plottet. F.eks. går
der et helt kapitel med at han opsøger Himmlers datter i München og hun afviser
at tale med ham. Et andet kapitel går med, at han besøger en samler af
nazi-memorabilia i Bruxelles, der ejer en miniature af Thoraks heste. På et
foto ser man Brand holde miniaturen. På et andet ser man Brand stå foran
Thoraks atelier, som han også besøger.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Efter at der er gået mange sider med at bekræfte, hvad
sagkundskaben sådan set har vidst hele tiden, nemlig at Hitlers heste
overlevede krigen, bliver bogen lidt mere interessant. Hestene var af DDR blevet solgt til vestlige samlere for hård valuta. Nu var de blevet sat til salg på det sorte marked, og det havde vakt de tyske myndigheders interesse.</p><p class="MsoNormal">Brand indledte et
samarbejde med politiet i Berlin. Han foregav at være agent for en køber af
hestene. Han samarbejdede også med en journalist fra Der
Spiegel. Noget tyder på, at Brands vidnesbyrd har spillet en rolle for
tilvejebringelsen af en ransagningskendelse på tre adresser i Tyskland, der
endte med, at skulpturerne i 2015 blev beslaglagt af myndighederne.
Forbundsrepublikken er statsretlig efterfølger til Nazityskland og gjorde som
sådan krav på ejendomsretten til skulpturerne. De to skulpturer er efter en
retssag nu blevet overdraget til et museum i Spandau. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Bogen lanceres på forsiden af den danske udgave som den
”utroligt sande historie om kunstdetektiven, der infiltrerede den nazistiske
underverden” tilføjet et citat fra Daily Telegraph: ”Kunstverdenens Indiana
Jones”. På bagsiden tilføjes ”Med livet som indsats i jagten på sandheden”. Så
er den danbrownske scene sat. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Men det er selviscenesættelse. Bogen er skrevet som en
førstepersonsfortælling, og den følger Arthur Brands vej ind i
problemkomplekset. Hvert kapitel bærer navnet på en europæisk by som overskrift.
Han har været langt omkring. Det er dog småt med livsfaren. Det virker bare
hektisk, og det kommer til at dække over, at det i grunden ikke er så meget,
han selv har fundet ud af. Interessant nok har det vist sig, at der også findes
en tredje pendant til hestene, som siden 1961 har befundet sig i en kostskole i
Bayern. Den blev i sin tid overdraget skolen af kunstnerens enke som betaling
for hendes børns ophold på skolen. Den tredje hest er ikke med i bogen, ikke
fordi den er ligegyldig, men antagelig fordi Brand ikke kan tage æren for
opdagelsen.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Bogen er udformet næsten som et filmmanuskript. Scenerne er
sat som i en dokumentarfilm med masser af dialog, også fra situationer, hvor
forfatteren ikke har haft mulighed for at tage noter. <span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Alene af den grund må man antage, at der er tale
om i bedste fald rekonstruktioner. Bogen er oversat til mange sprog, og man kan
godt forstå, at den er populær. Hitler sælger, som man siger i forlagsbranchen.
Men foruden blindgyder i plotstrukturen, mystiske tilfældigheder og en del
fyldstof i form af især transportscener, er der ikke kød nok på historien til
at berettige en hel bog på 260 sider, ikke hvis Arthur Brand skal være
hovedpersonen.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">(anmeldt her til bloggen 19. marts 2023)<o:p></o:p></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-43835844673672050622023-03-07T14:07:00.002-08:002023-09-11T14:33:25.750-07:00Fra Atuagagdliutit til Aarhus Stiftstidende<p>Ole C. Jørgensen, Beretningen om de danske aviser 1992-2021</p><p>Over flere end 1200 sider gennemgår Ole C. Jørgensen i
alfabetisk rækkefølge de dagblade, der er udkommet siden 1992 i Danmark og
Grønland fra Atuagagdliutit/Grønlandsposten til Aarhus Stiftstidende. Færøerne
er ikke med. Heller ikke de gratis dagblade som 24timer, Urban eller
MetroXpress har selvstændige opslag, men må nøjes med at blive puljet sammen i
et enkelt kapitel på 25 sider. De mange annoncefinansierede lokale og regionale
ugeblade, der i dag udgør en væsentlig del af avismarkedet får heller ingen
selvstændig omtale. Weekendavisen er som eneste ugeblad med, men den
landsdækkende Søndagsavisen mangler.</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Denne anmelder begyndte sin karriere i den danske dagbladsbranche
for mere end 40 år siden. Min storebror havde en rute for Kalundborg Folkeblad,
der omfattede en 30-40 abonnenter i Asminderup, øst for Kalundborg, og jeg
varetog ruten et par dage om ugen. Folkebladet var dengang sammen med Danmarks
Radio vores hovedkilde til information om alt fra årets konfirmander i
valgmenigheden til fodnotepolitikken og Sovjetunionens invasion af Afghanistan.
Folkebladet havde sit eget trykkeri i bladhuset i Skibbrogade, hvorfra aviserne
blev distribueret ud over hele Nordvestsjælland og Samsø. Jo længere østpå man
kom, desto mere udtalt var konkurrencen fra Holbæk Amts Venstreblad. I 1990
indgik begge aviser i samme selskab, og i 2007 fusionerede de til en udgivelse,
der bærer det prosaiske navn Nordvestnyt, hvis liv i stadig højere grad i dag
udspilles på internettet.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">På den måde er Kalundborg Folkeblad et godt eksempel på den
proces, som de fleste dagblade har været igennem de seneste 30 år. For det
første handler det om sammenlægninger, effektiviseringer og centraliseringer
organisatorisk, institutionelt og redaktionelt. I 1992 var der 38 selvstændige
bladhuse. I slutningen af 2021 var der 15 tilbage.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Det betyder til gengæld også, at abonnenterne føler, at
hensynet til det lokale stof underprioriteres. Det gav og giver grobund for de
mange annoncefinansierede lokale ugeaviser, som Ole C. Jørgensen ikke har taget
med i sin oversigt. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">For det andet handler det om en teknologisk udvikling i
produktionen af den trykte avis. Her var Skagens Avis interessant nok pioner i
begyndelsen af 1990erne. Det udfordrede ikke mindst de velorganiserede
typografer, der med held i flere år fastholdt et monopol på at bestride særlige
arbejdsopgaver i avisproduktionen, selv om de i realiteten var blevet
overflødiggjort af udviklingen. Det førte til bitre arbejdskampe, der kostede
bladhusene store summer. Samtidig blev avistrykkerierne færre. En af de sidste
lokalaviser, der afskaffede sit eget trykkeri, var Bornholms Tidende, der
lukkede sit i Rønne i 2020.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">For det tredje blev konkurrencen om annoncekronerne skærpet.
Engang udgjorde boligannoncerne og stillingsopslagene en stor post i de store
dagblades budgetter. Det var om ikke gratis penge, så dog en stabil indtægt, og
selv om dette marked flyttede til internettet, forblev de fleste i den tro, at
kampen om annoncemarkedet skulle udkæmpes på papir. Der blev gjort flere forsøg
på at skabe landsdækkende gratis dagblade baseret på annonceindtægter, men de
viste sig at være en blindgyde. De involverede bladhuse som Berlingske, JP-Politiken
og A-pressen kom til at indgå i et vanvittigt kapløb om mest effektivt at kaste
guld på gaden. <span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Jørgensen mener, at det
samlede tab er mindst to milliarder kroner. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Det viste sig som konsekvens for det fjerde, at det store
slag om læsernes og annoncørernes gunst skulle foregå på nettet. Læserne var
blevet vænnet til bl.a. gennem gratisaviserne, at man ikke skal betale for
nyheder, samtidig med, at udgifterne til at tilvejebringe disse nyheder ikke
var faldet, ikke mindst fordi journalisterne har haft held med at fastholde et
relativt højt lønniveau.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">For det femte er det påfaldende, at de stærkeste brands i
avisbranchen har klæbet til papirformatet, selv om forsøgene på at give
elektronisk adgang til nyheder indledtes allerede med den kortlivede virksomhed
Diatel i 1993, hvor Politiken og Jyllands-Posten leverede en del af indholdet. Fra
1992 til 2015 faldt antallet af trykte eksemplarer af dagblade på hverdage i
Danmark fra 1.466.052 til 630.286, men indtil videre har kun en af de store
aktører overgivet sig helt til det digitale format. Jørgensens bog er kommet
lige præcist for tidligt til at have fået med, at dagbladet B.T. har opgivet
sin tilværelse som trykt avis og nu kun findes online. Alle aviser forsøger at
få deres abonnenter til at migrere fra papiret til nettet, men der gør sig en
betydelig konservatisme gældende blandt især læsere, så aviserne
hænger stadig på et format, der er tynget voldsomt af omkostningerne til
distribution og på det seneste også stærkt stigende udgifter til papir. Det er
ret indlysende, at det er uholdbart at forlange, at nyheder, der er indhentet
og tastet ind i en computer, trykkes på papir natten over og ved hjælp af migrantarbejdere
bringes til privatadressen, før næste dags morgenkaffe er brygget, når det
samme indhold kan vises væsentlig hurtigere og for en brøkdel af omkostningerne
på abonnentens mobiltelefon.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Ole C. Jørgensens er forhenværende chefredaktør for Fyns
Amts Avis og har haft en række tillidsposter i dagbladenes organisationer. Han
bygger sit værk på et omfattende branchekendskab, en sans for anekdoter og et
stort professionelt netværk. Listen over hans meddelere er lang.
Detaljeringsgraden er stor, ikke mindst for nogle af de mindre dagblades
vedkommende som nu f.eks. Kalundborg Folkeblad. Det jugement, der anlægges, er
værd at tage i betragtning, især i forbindelse med personalesager, selv om
næppe alle involverede er enige i Jørgensens udlægning. Ingen nævnt ingen
glemt. De berørte vil finde en bekvem genvej i værkets glimrende
personregister. Så kan de jo selv se, om beskrivelsen er retvisende.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Der er ingen fodnoter, men til gengæld får man serveret en
vurdering af udviklingen, som forfatteren står inde for med den vægt, som hans
navn måtte have. Det vil derfor stå som et uomgængeligt referenceværk, som ikke
mindst vil have interesse for de mange, der har haft deres gang og virke i den
danske avisbranche i de seneste 30 år.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">(Kristeligt Dagblad 20. februar 2023)<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p> </o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p> </o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p> </o:p></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-83910352887569686552023-03-07T13:51:00.000-08:002023-03-07T13:51:12.614-08:00Amarna - solgudens by<p>Denne særudstilling på Glyptoteket viser genstande, som er
fundet i det, der fra ca. 1350 f.Kr. og blot en snes år frem var Ægyptens
hovedstad. Byen kendes i dag som Armana, men hed i oldtiden Akhetaten. Den blev
grundlagt af farao Akhenaten, der vel i dag er mest kendt på grund af sin underskønne
dronning Nefertiti. Det er ikke lykkedes at låne det berømte portræt af hende
fra det ægyptiske museum i Berlin, men Den kongelige Afstøbningssamlings kopi
er om ikke en fuldgod, så dog en interessant erstatning.</p><table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right; margin-left: 1em; text-align: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhNQrdDva7v3_g6nqUxGvkAjDYTmzi34CEuR-qrnIQgGwwVEqAaiyL3qEOGj3hLlrHnZt531rAhLVmqMOlJ7ATs1FXWF5kP4yVoVq7AsRCwyTOf3aFv6AnBMjKrm6xDf0pfOMPSJ7h6KwY-fusMxE5HgUxy366mjFJcOTv_emGAuueRZS4XZSNBvWXL/s4032/20230129_151931%5B1%5D.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="4032" data-original-width="3024" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhNQrdDva7v3_g6nqUxGvkAjDYTmzi34CEuR-qrnIQgGwwVEqAaiyL3qEOGj3hLlrHnZt531rAhLVmqMOlJ7ATs1FXWF5kP4yVoVq7AsRCwyTOf3aFv6AnBMjKrm6xDf0pfOMPSJ7h6KwY-fusMxE5HgUxy366mjFJcOTv_emGAuueRZS4XZSNBvWXL/s320/20230129_151931%5B1%5D.jpg" width="240" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Torso af Akhenaten<br />(eget foto)</td></tr></tbody></table><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Akhenaten blev et par år inde i sin regeringstid omvendt til
en ny kult for solguden Aten, som han gjorde til statsreligion. Dermed
afskaffede han også flerguderi. Hovedstaden flyttede han fra Theben til den by,
som han selv grundlagde som en hyldest til sin gud. Efter Akhenatens død blev byen
forladt og ødelagt, og ægypterne genoptog deres gamle religiøse skikke, og
faraoernes residens flyttede tilbage til Theben.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Det er begrænset, hvad der kan forventes at være bevaret fra
en by på 30.000 indbyggere, der kun eksisterede i 20 år for godt 3000 år siden.
Nogle genstande er såkaldte spolier, altså dele af en nedrevet bygning, som er
blevet genanvendt i en ny. F.eks. udstilles to fragmenter af et relief. De
kommer fra hhv. The Metropolitan Museum i New York og Glyptotekets egen samling.
De passer sammen som to brikker i et langt større puslespil og føres i denne
udstilling sammen for første gang siden oldtiden. Man kan ikke sige, at
Glyptoteket oversælger denne pointe. Man skal virkelig kunne læse
udstillingsteksterne indenad for at få den med.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Noget af det, der taler direkte til museumsgæsten i 2023, er
den ikonografi, der omgav faraoen, hans dronning og deres døtre. Den
repræsenterer et skønhedsideal, der nærmer sig, hvad man også har kaldt det
androgyne, altså en udviskning af eller en leg med forskellene mellem kønnene.
Noget tyder på, at det afspejler en tilsvarende lighed mellem mænds og kvinders
status og betydning i den kongelige familie.<table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: left; margin-right: 1em; text-align: left;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhPbHpJPXCx8ehAeoHsC3A8P3pkUnJAAFF9bf5nF9PhA5ZvUTazVTlkgNon_uAE62XJDMAQVVrl9sth3HyDgD5CBUKrPwZzxoWS3BE399dYLWYx6Rm437Ksr0JPQK7UFVyiRy1cQL_N_F4_zSdm2yNW5q0VSCM_lFlSylvqnAeeib6vlATlm46aDKT6/s4032/20230129_153430%5B1%5D.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="3024" data-original-width="4032" height="240" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhPbHpJPXCx8ehAeoHsC3A8P3pkUnJAAFF9bf5nF9PhA5ZvUTazVTlkgNon_uAE62XJDMAQVVrl9sth3HyDgD5CBUKrPwZzxoWS3BE399dYLWYx6Rm437Ksr0JPQK7UFVyiRy1cQL_N_F4_zSdm2yNW5q0VSCM_lFlSylvqnAeeib6vlATlm46aDKT6/s320/20230129_153430%5B1%5D.jpg" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">De to fragmenter fra hhv. the Met og Glyptoteket<br />(eget foto)</td></tr></tbody></table><br /><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Betagende er de få hverdagsgenstande, der er fundet, en
flettet kurv eller en riskost, fremstillet af de tarveligste materialer, men
ikke desto mindre bevaret for denne meget sene eftertid. Der er noget
grundlæggende fascinerende ved det forhold, at vi kan vide så meget om menneskene
for så lang tid siden.</p><br /> <o:p></o:p><p></p>
<p class="MsoNormal">Fra omtrent samme tidsrum i historien har vi i Danmark et
klenodie som Solvognen fra Trundholm Mose. I modsætning til fundene fra Amarna
står Solvognen næsten uden kontekst. Fra Armana er der tekster, kunstværker og
genstande, en veletableret kronologi, der kan skabe en ramme for forståelsen,
også selv om den bygger på fragmentariske vidnesbyrd.<br /> <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Udstillingen begrænser sig til at fylde to af etagerne i
Henning Larsens tilbygning til Glyptoteket. Den består af et delikat udvalg af originale
genstande suppleret med plancher, reproduktioner og kopier iscenesat i en
klassisk museumsæstetik. De fleste af genstandene er kun forsynet med de
nødtørftigste oplysninger, f.eks. ”Amonhoved, statuefragment, Horemheb, Diorit”
eller ”Talatat, Akhenaten ofrer en and, Hermopolis, Kalksten”. Der er tale om
en besynderlig sproglig fornærethed. Genstandene forklarer ikke sig selv, og
man kan ikke forvente, at den besøgende ved, hvad, hvor eller hvem Talatat, Diorit
eller Horemheb er. <o:p></o:p><table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right; margin-left: 1em; text-align: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEggo8lywPLqCUqvQ3lxxV1dR9LwOXdRmHMBtrhWT0WEoQGUIFlUAlO-SwmEXW0D76yASKUsgFzvIQH0MtfRZToB-NYhHRHSb6-40aOCJ92LXLOroBG0YfzKIlu_DFEbko08Hgyy5hRuDp7irmMN6WqdQXz2ax6wVlRU64aDRp68KwEc0kkdzBcRF7hB/s4032/20230129_152633%5B1%5D.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="4032" data-original-width="3024" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEggo8lywPLqCUqvQ3lxxV1dR9LwOXdRmHMBtrhWT0WEoQGUIFlUAlO-SwmEXW0D76yASKUsgFzvIQH0MtfRZToB-NYhHRHSb6-40aOCJ92LXLOroBG0YfzKIlu_DFEbko08Hgyy5hRuDp7irmMN6WqdQXz2ax6wVlRU64aDRp68KwEc0kkdzBcRF7hB/s320/20230129_152633%5B1%5D.jpg" width="240" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Den kongelige Afstøbningssamlings<br />gipskopi af en buste af Nefertiti<br />(eget foto)</td></tr></tbody></table></p>
<p class="MsoNormal">Udstillingen når langt alene på den fascinationskraft, der
udgår fra de originale genstandes aura, men den er ikke god nok til at motivere
og forklare de valg, der er truffet, og den forsømmer at fortælle de historier,
der kalder på at blive fortalt.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">(Kristeligt Dagblad 7. marts 2023)<o:p></o:p></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-70458157749624080462023-03-07T13:29:00.000-08:002023-03-07T13:29:33.346-08:00I skyggen af Rusland<p> Vibe Termansen</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">I skyggen af Rusland, Gads Forlag, 224 sider <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Denne bog føjer sig til en håndfuld af udgivelser, der
udkommer lige omkring årsdagen for Ruslands angreb på Ukraine. Mens Niels Bo
Poulsen og Flemming Splidsboel f.eks. i deres bog forsøger at forklare Rusland
i dag ud fra indre, politiske, økonomiske og militære strukturer og dynamikker,
går Vibe Termansen rent historisk til værks, og hun ser konsekvent Rusland fra
et centraleuropæisk perspektiv. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Det er et interessant greb, fordi det tager fat i den
russiske selvforståelse, der i høj grad netop er historisk. Termansen begynder
enkelt og effektivt med den sovjetisk-tyske ikke-angrebspagt fra august 1939,
hvor Hitler og Stalin delte store dele af det nordlige og centrale Europa
mellem sig. Den aftale dannede forudsætning for, at Tyskland kunne angribe
Polen i september samme år og erobre store dele af Nord- og Vesteuropa året
efter. I kraft af samme aftale kunne Sovjetunionen relativt uforstyrret erobre
de baltiske randstater, det østlige Polen og med noget besvær en del af Finland
+ det løse.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Det anfægter for det første den russiske selvforståelse som
”anti-nazistisk”. Sovjetunionen var i de to første år af 2. Verdenskrig i
praksis allieret med Nazityskland. Sovjetunionen var fødselshjælper for Hitlers
sejre. For det andet kortlægger Termansen et mønster. Stalin søgte ved
forhandlingerne med briterne og amerikanerne op mod 2. Verdenskrigs afslutning
at sikre en genoprettelse af Det russiske Imperium i den udstrækning, som det
havde haft ved udbruddet af 1. Verdenskrig. I de følgende kapitler forfølger
Termansen denne tanke. Når borgerne i en sovjetisk lydstat blev så utilfredse,
at de greb til demonstrationer og oprør, kørte Den røde Hær sine kampvogne ind
i hovedstaden for at genoprette Pax Sovjetica. Det gjaldt DDR i 1953, Ungarn i
1956, Tjekkoslovakiet i 1968, næsten i Polen i begyndelsen af 1980erne og Litauen
i 1991. Efter Sovjetunionens opløsning fortsatte det med Tjetjenien i 1994.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Termansens pointe er, at det mønster er fortsat af Putin,
der vel havde forestillet sig, at hvis regeringen i Kyiv ikke makker ret,
triller Moskva bare nogle panserkolonner ind, og så skal der nok komme orden på
tingene. Det har i Ukraines tilfælde bare ikke vist sig at være tilfældet, og
det skyldes et andet princip, som går stik imod Moskvas imperiale drømme,
nemlig alle suveræne staters ret til selv at søge deres egne alliancer. Det er
ikke vanskeligt at forstå, at ukrainerne fravælger den skramlede pakkeløsning
af brutalitet, armod og undertrykkelse, som Rusland forsøger at pånøde sine
omgivelser. Ukrainerne foretrækker som de fleste andre lande den sikkerhed,
velstand og frihed, som NATO og EU tilbyder. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Rusland ser ikke staternes autonomi som en frigørelse, men
derimod som en aggressiv ekspansion fra NATO’s side. Det skyldes, at Rusland
ikke kan tænke ikke-imperialistisk. At små lande har deres egen selvstændige
eksistens, vilje og berettigelse, er for imperialister af Stalins og Putins
skole en utænkelig tanke. Fordi Rusland er et imperium, må Ruslands fjender i
Ruslands egen selvforståelse naturligvis også være det, og derfor må NATO’s
udvidelse være at forstå som en imperial strategi fra USA’s side. Formelt og
traktatligt har Moskva adskillige gange anerkendt staters – herunder Ukraines –
territoriale integritet og ret til selv at vælge. Traktaterne er aftrykt som
appendiks i bogen. Men det er ikke noget, som Putin føler sig forpligtet af, og
spørgsmålet er, hvad et håb skulle bygges på i den nuværende situation? Det
handler bogens afsluttende kapitel om. Svaret låner Termansen fra historikeren
Anne Applebaum, der mener at kunne finde et ganske vist spinkelt håb i
russernes eget ønske om et andet Rusland.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Vibe Termansen leverer et nødvendigt perspektiv på den
nuværende konflikt. Det er ikke hele billedet. Som nævnt interesserer hun sig
ikke meget for den indre udvikling i Rusland, men heller ikke for diplomatiets
rolle. Mange mener, at den nuværende konflikt kræver en diplomatisk løsning. På
DR TV kan man for øjeblikket se en dokumentar i tre afsnit produceret af BBC,
”Putins kamp mod Vesten”, der dokumenterer det omfattende diplomati, der i de
seneste mange år er blevet bragt i anvendelse fra både USA, NATO og EU for at
forhindre udbruddet af en større konflikt. Krigen i Ukraine er altså ikke et
resultat af mangel på diplomati, men af et sammenbrud for de diplomatiske
bestræbelser. Den modsiger ikke Termansens hovedkonklusion, men føjer et ekstra
spor til forståelsen.<o:p></o:p></p><p class="MsoNormal">Bogen er skrevet med en let pen, nogle steder lidt for muntert jovialt for emnets tragiske karakter, men i dyb solidaritet med den Centraleuropa, som tydeligvis har krav på vores opmærksomhed. Så det er en nødvendig bog til tiden,</p>
<span style="font-family: "Calibri",sans-serif; font-size: 11.0pt; line-height: 107%; mso-ansi-language: DA; mso-ascii-theme-font: minor-latin; mso-bidi-font-family: "Times New Roman"; mso-bidi-language: AR-SA; mso-bidi-theme-font: minor-bidi; mso-fareast-font-family: Calibri; mso-fareast-language: EN-US; mso-fareast-theme-font: minor-latin; mso-hansi-theme-font: minor-latin;">(En væsentligt forkortet version af denne anmeldelse blev trykt i Kristeligt Dagblad 25. februar 2023.)</span>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-74795290881923393962023-01-09T15:46:00.002-08:002023-01-16T13:54:21.286-08:00Europa<p>Jakob Danneskiold-Samsøe</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Rejsen mod Europa. Bind II. De seneste 200 år. Gads Forlag,
542 sider<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Jakob Danneskiold-Samsøe har kastet sig ud i det ikke helt
ufarlige projekt at skrive Europas historie. Det er for det første farligt,
fordi han som generalist blotlægger sig for kritik fra specialister, der altid
kan finde et hår i suppen, når det handler om netop deres felt.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Danneskiold-Samsøes forehavende er også farligt, fordi
ethvert forsøg på at definere eller blot beskrive Europa vil have en politisk
affinitet og derfor vække debat.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">I mange hjem står stadig svenskeren Carl Grimbergs
verdenshistorie udgivet i en redigeret oversættelse til dansk i begyndelsen af
1960erne. Det var dengang man uden at blinke kunne skrive Europas historie og
kalde det en verdenshistorie, fordi man tog for givet, at Europa er verdens
centrum. I de følgende årtier blev denne eurocentrisme langsomt undergravet, og
man fik efterhånden øjnene op for, at den europæiske dominans i verden måske
blot var et par århundreders undtagelse fra den globalhistoriske normaltilstand,
at Kina er riget i midten på det eurasiske kontinent.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Dette ændrede syn på historien har også et normativt
element. Historievidenskaben i dag er domineret af en bevidsthed om de
forbrydelser, som europæiske koloniherrer har begået i de øvrige verdensdele. Det
har ironisk nok ført til en ny form for eurocentrisme blot i negativ forstand,
nemlig den forestilling, at alle verdens vederstyggeligheder er udgået fra Europa.
Denne såkaldte post-koloniale synsvinkel – eller kulturelle syndsbevidsthed, om
man vil – behersker dagsordenen i en sådan grad, at det er blevet stadig mere
kontroversielt at fremhæve, at der overhovedet skulle være noget positivt ved
noget, som hvide mænd har bedrevet, for nu at spidsformulere det lidt. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Dette opgør med vores egen historieforståelse udgør indlysende
nok en udfordring for den europæiske samfundsmodel og selvforståelse. Man kan
flagellantisk underkaste sig kritikken, eller man kan udfordre den. Hvordan man
end stiller sig i diskussionen, er det ikke længere muligt at påtage sig den
grimbergske uskyld. Europa <i>er</i> ikke verden. Hvis man som den skotske
historiker Niall Ferguson stiller sig op og proklamerer, at Det britiske
Imperium var et gode for dem, der blev en del af det, er det et synspunkt, man på
forhånd skal være indstillet på at forsvare.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Danneskiold-Samsøe er ikke en <i>poseur</i> som Ferguson.
Fordi det som sagt kræver en vis dristighed overhovedet at skrive en europæisk
historie, er det synd at kalde ham forsagt, men der er en klædelig afdæmpethed
i tonen. Budskabet er dog ikke til at tage fejl af. Det er Europa, der har
givet verden den moderne videnskab, industrialisering og demokrati, altså oplysning,
velstand og retfærd. Det er også interessant, at Danneskiold-Samsøe peger på
Tysklands centrale rolle i den proces eller rejse, som bogens titel metaforisk
kalder den.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Det er paradoksalt, fordi Europas egen indre historie er
nedsunket i et barbari af krige og folkemord uden sidestykke, ikke mindst med
Tyskland som aktør. Danneskiold-Samsøe lægger på ingen måde skjul på dette
forhold. En af måderne at få disse to helt modsatrettede tendenser til at hænge
sammen er formidlet af den amerikanske historiker Charles Tilly, der mente, at
krig er ophav til den moderne stat. Europas styrke er den fortsatte konkurrence
mellem de europæiske magter. Det gælder ikke mindst i Skandinavien, hvor
århundreders rivalisering mellem Sverige og Danmark førte til udbygning af en
skattefinansieret oprustning, som skabte den moderne statsforvaltning. Populært
sagt indebærer det, at svenskekrigene er den nordiske velfærdsstats
forudsætning.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Danneskiold-Samsø evner at forbinde mange facetter af
historien. Det handler om både konger og krige, litteratur og kunst, politik og
ideologi, industri og videnskab. En væsentlig kvalitet er, at bogen ikke dvæler
ved Paris, London og Berlin, men får hele Europa med fra Ural til Irland, fra
Nordkap til Malta.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Den når så vidt omkring, at man som læser også bliver lidt
stakåndet. I den indsigt, som forfatteren besidder, aner man et større
potentiale, end bogen forløser. Man kunne godt ønske, at forfatteren mere
eksplicit tog livtag med nogle af dem, der forud for ham har forsøgt at
formulere, hvad Europa er. I de tilfælde, hvor han gør det, fungerer det rigtig
godt, f.eks. når han lader sig udfordre af Vibe Termansen interessante bog ”Kampen
om Centraleuropa” fra 2019. Man kunne godt efterlyse en diskussion med
englænderen Tom Holland, der i sin bog ”Herredømme” (dansk oversættelse fra
2020) hævder, at kristendommen er afgørende for det moderne Europa. For
Danneskiold-Samsøe spiller religion derimod en overraskende tilbagetrukket
rolle i de seneste 200 år. Man kunne f.eks. også have ønsket sig en diskussion
af Uffe Østergårds store værk, ”Hvorhen Europa?” fra 2018, hvor Østergård generøst
øser af sit overblik og sin indsigt for at skabe en ikke ukontroversiel syntese
om Europas historie og Europas fremtid. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Netop nu vækkes historien så uhyggeligt til live på de
ukrainske slagmarker, og så er der brug for det historiske overblik. Det sidste
punktum i Danneskiold-Samsøes bog var ikke sat den 24. februar i år, og dette
tidehverv i europæisk historie kunne han med fordel have benyttet til i langt
højere grad at danne syntese og gøre sin røst gældende i en diskussion om
europæisk sammenhold og europæisk forskellighed. Hvis man har vovemodet til at
skrive Europas historie, forekommer det som falsk beskedenhed ikke også at
ville sige noget om Europa i dag.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">(Kristeligt Dagblad 16. januar 2023, redaktionen valgte en anden rubrik.)<i><o:p></o:p></i></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-26418773209810083952022-10-21T14:39:00.001-07:002022-10-25T16:13:21.619-07:00 For Ebbe Reich blev Grundtvig forløst erotisk<p>Ebbe Kløvedal Reich, Frederik. En Folkebog om Grundtvigs tid og liv. Gyldendal 1972</p><p>Da denne bog udkom i foråret 1972 fik den en overvældende modtagelse, og den solgte i store oplag. Kristeligt Dagblad havde sendt bogen til anmeldelse hos frimenighedspræst og højskoleforstander Poul Engberg (1908-2008), der måtte overgive sig:</p><p>”Når der nu fra venstreorienteret, mere eller mindre revolutionær side foreligger et så fantastisk værk som dette om ’den gamle’, må det ikke blot tages som et tegn på, at ingen, der lever med i dette lands skæbne, kommer uden om hans monumentale skikkelse. Vi bør hilse værket velkommen som en solstribe i dagningen. Vi hører trods alle meningsforskelle sammen i dette folk.” Ja, Engberg gik så vidt som til at tilslutte sig Reichs tanke om, at der var tydelige paralleller mellem Grundtvigs og Maos tanker: ”Det var nemlig en kulturrevolution, han ville, ’den gamle’, deri har Ebbe ret.” (KD, 1. april 1972)</p><p>Bogen blev Ebbe Reichs folkelige gennembrud som historiker og historiefortæller. Selv var han vokset op i et miljø, der var fremmed for grundtvigianismen, som han først mødte, da han i 1968 blev ansat som lærer på Askov Højskole. </p><p>Mens den tidlige litteratur om Grundtvig havde koncentreret sig om personen N.F.S. Grundtvig, havde Efterkrigstidens Grundtvigforskning i høj grad fokuseret på den litterære og teologiske værkanalyse. Ebbe Reich var påvirket af ikke mindst Kaj Thanings fortolkninger af Grundtvigs værk, men han anvendte dem til at give sin egen version af Grundtvigs person og levned. Det hænger ikke mindst sammen med, at Reich var påvirket af psykoanalysen, der netop er meget biografisk orienteret. Samtidig er det også tydeligt, at han var afhængig af Hal Kochs tolkning, der lagde vægt på, at der i det tilsyneladende vanvid også lå et erkendelsespotentiale. Det talte til flipperen Ebbe, der eksperimenterede med bevidsthedsudvidende stoffer.</p><p>Reichs bog er på en og samme tid vidnesbyrd om hans nyvundne fortrolighed med Grundtvigs liv og værk og hans vilje til at fiktionalisere. Bogen har fået genrebetegnelsen romanbiografi. Andre betegnelser – senest ’exofiktion’ – er siden blevet bragt i anvendelse for at karakterisere de bøger, der bygger på virkeligheden uden at forpligte sig til altid at overholde historievidenskabens konventioner. De trækker alle på den legitimitet, som henvisningen til virkeligheden giver, samtidig med, at forfatterne ikke forpligter sig til at sige sandheden.</p><p>Reich lagde replikker og situationer ind i sin tekst, for hvilke der ikke er belæg i kilderne. Det interessante er, at han sjældent greb til vidtløftige fabuleringer. Derimod var små afvigelser fra det dokumenterbare nok til, at han kunne præstere en ny tolkning af Grundtvigs biografi. Som prægnant eksempel kan nævnes Grundtvigs religiøse krise i december 1810. Fra Grundtvigs ungdomsven Sibbern kendes en erindring om en episode på Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig havde følt djævelen som en slange, der havde snoet sig om hans krop. I Reichs gengivelse bliver det imidlertid til, at slangen snoede sig indefra og ud gennem Grundtvigs ryg. Det er ingen uvæsentlig variation, fordi Reich dermed konverterede episoden fra at være et møde med djævelen til at være en oplevelse, der snarere giver mindelser om den erotiske kraft, kaldet kundalini, som Reich kendte fra sin hjemmelsmand og navne, psykoanalytikeren Wilhelm Reich.</p><p>Fra Kaj Thaning kendte Reich Grundtvigs betagelse af den frigjorte engelske kvinde, Clara Bolton, som han traf under sin rejse til England i 1830. I et langt senere digt beskrev Grundtvig mødet i sanselige vendinger, og det omtolkede Reich til, at der var tale om et fuldbyrdet erotisk forhold. Berømt blev den replik, som Reich lagde i munden på Grundtvig under et besøg hos Clara: ”I Helligåndens navn lad kødet tale!” </p><p>Det var et mønster i Reichs fortolkning af Grundtvigs biografi, at det erotiske i forening med det spirituelle blev forløsende for Grundtvig. Det gjaldt således også i 1867, da Grundtvig i det, som af omgivelserne blev tolket som vildelser, blandt andet meddelte, at den aldrende enkedronning Caroline Amalie skulle føde en ny Holger Danske - antydningsvis ved Grundtvigs egen mellemkomst.</p><p>Ser man bort fra bogens elementer af fiktion, bestod dens appel i, at den koblede samtidens ungdomskultur, det psykedeliske, feminismen, mysticismen til det 19. århundredes romantik, idealisme og mytologi-dyrkelse. Samtidig blev den også et indlæg i debatten om Danmarks indtrædelse i EF. På samme måde som hans samtidige samarbejdspartner Ejvind Larsen ved hjælp af Grundtvig gjorde kristendommen til et anliggende for venstrefløjen, gjorde Ebbe Reich danskhed til et brugeligt begreb sammesteds.</p><p>(Kristeligt Dagblad 22. okt. 2022)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-23559155544065829872022-10-16T15:55:00.001-07:002022-10-16T15:55:16.004-07:00Da Grundtvig og Marx fandt sammen<p>Ejvind Larsen, Grundtvig – og noget om Marx, udgivet som et særnummer af tidsskriftet Kredsen, nr. 4, 1972</p><p>Der står 1972 på omslaget, men dette nummer af tidsskriftet Kredsen var så forsinket, at det først udkom i 1974. På dette tidspunkt havde de første chok lagt sig over, at man kunne gøre noget så usædvanligt som at jævnføre Marx og Grundtvig, for journalist og redaktør Ejvind Larsen (f. 1936) havde selv sammen med Ebbe Kløvedal Reich året før forfattet et skuespil, ”Til kamp mod dødbideriet!”, hvor Grundtvig blev præsenteret som kapitalismekritiker.</p><p>Ejvind Larsen er selv vokset op på Amager med kirkegang i Vartov, og det er ikke tilfældigt, at hans skrift udkom som et særnummer af et tidsskrift udgivet af Studenterkredsen, hvor Larsen havde fået sin teologiske opdragelse. Han var tillige venstresocialist, og man kan læse udgivelsen som hans forsøg på at forene modsætningerne i de livsanskuelser, han abonnerede på.</p><p>Larsen lod Marx og Grundtvig mødes i det praktiske: ”Aandens Løsen er Bedrifter!” Det udsprang af nogle konkrete erfaringer med ungdomsoprøret, der også havde ramt højskolerne. Først gik det ud over Ryslinge Højskole, hvor der i 1968 udbrød oprør blandt eleverne i forbindelse med, at netop Venstresocialisterne afholdt et møde på skolen. Også på Askov Højskole, hvor Ebbe Reich var lærer, var der et par år senere oprør. Der var med andre ord brug for at sætte ord på mødet mellem den grundtvigske højskole og den marxistiske ungdom. </p><p>Til det formål trak Larsen store veksler på Kaj Thanings disputats fra 1963, der lagde vægt på Grundtvigs folkelige vending i 1832. Den betød, at Grundtvig fra dette tidspunkt skelnede mellem det kirkelige og det folkelige. Dermed blev for det første oplysning frigjort fra forkyndelsen og for det andet det politiske adskilt fra religion. I de følgende år udviklede Grundtvig sine tanker om danskhed og folkelighed, ikke mindst om behovet for, at også bondestanden havde krav på oplysning og deltagelse i samfundslivet. </p><p>Grundtvigs folkelighedsbegreb byggede på et opgør med standsopdelingen af samfundet, altså det princip at der består uoverstigelige sociale og kulturelle forskelle i samfundet. For Grundtvig måtte folkelighed indebære et lighedsprincip i social og kulturel – men dog ikke i økonomisk – forstand. Denne tanke greb Larsen fat i, men for at få pengene til at passe lod han ”folkelighed” forblive en flydende betegner. På den ene side var det udtryk for et lighedsprincip, men på den anden side fastholdt han også en hierarkisk betydning af begrebet, således at det kunne paralleliseres med den arbejderklasse, som han kendte fra marxismens begrebsverden. Det underbyggede Larsen ikke mindst med de kritiske bemærkninger, som Grundtvig gjorde sig om den kræmmerkapitalisme, han havde mødt på sine rejser til England i begyndelsen af 1830erne. </p><p>Således kunne da bøndernes andelsbevægelse i Larsens fortolkning blive udtryk for en proletarisk og nær-demokratisk bevægelse, der var udsprunget af Grundtvigs tankegang. Man kan tolke det som en senfølge af denne konklusion, at Pelle Dragsted fra Enhedslisten – et efterfølgerparti til VS – i 2021 fik N.F.S. Grundtvigs pris af Grundtvigsk Forum for sine tanker om bl.a. andelstanken som en særlig slags nordisk socialisme. Man må sige til Larsens forsvar, at han udmærket kendte den historiske forskning, der tydeligt viser, at der ikke er nogen beviselig direkte forbindelse mellem Grundtvig og andelsbevægelsen. Ikke desto mindre lod han pointen blive hængende, og dermed cementerede han den opfattelse, at der var noget om snakken. </p><p>Man kan sige, at socialisterne tog førergreb på Grundtvig, når de hævdede, at han var på deres side. Enkelte røster – som f.eks. den unge Bertel Haarder – gjorde dengang krav på Grundtvig som borgerligt-liberalt forbillede, men havde kun begrænset held med forehavendet. Grundtvig blev et ikon også for venstrefløjen. Blandt andet Kristeligt Dagblad har været kritisk over for den omstændighed, at præster i højere grad end befolkningen som helhed stemmer på venstrefløjspartier som SF og Enhedslisten. Man kunne også vende den iagttagelse om og sige, at venstrefløjen er forblevet åben som missionsmark. </p><p>Larsen selv svigtede ikke sit embede som kirkegænger. Han rummer modsætningen mellem Marx og Grundtvig i sin person. Som skribent har han ubesværet anvendt ordene ’bolignød’ og ’arvesynd’ i samme sætning. Som redaktør, journalist og <i>public intellectual </i>har han mere end de fleste bidraget til, at kirke og kristelighed er emner, der også tages alvorligt på venstre side af det politiske spektrum. </p><p>(Kristeligt Dagblad 17. okt. 2022)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-5015731771064473352022-10-03T15:25:00.000-07:002022-10-03T15:25:25.213-07:00Den sekulariserede Grundtvig<p> Kaj Thaning, For menneskelivets skyld. Grundtvigs opgør med sig selv. Gyldendal 1971</p><p>Sognepræsten og højskolemanden Kaj Thaning (1904-1994) forsvarede i 1963 en disputats i tre bind om Grundtvig. Otte år senere samlede han sine konklusioner i en mere håndterlig bog på godt 200 sider. Heller ikke den er dog særlig tilgængelig for den læge læser. Thaning fik betydning ikke mindst blandt teologer, og hans tolkning af Grundtvig er antagelig en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige, fordi han bragte Grundtvig i pagt med tidens strømninger. Det var Thaning, der gjorde Grundtvig spiselig for efterkrigstiden, som grundtvigforskeren Ole Vind har bemærket et sted.</p><p>Ofte anvendes et af omslagene i Grundtvigs liv som fortolkningsnøgle til hans forfatterskab. Man har peget på hans romantiske vækkelse, da han var huslærer på Langeland 1805-08 eller hans kristelige vækkelse 1810-11 som afgørende. De fleste opfatter udviklingen af den såkaldte kirkelige anskuelse eller ”den mageløse opdagelse” fra 1825 som afgørende, fordi han hermed omdefinerede sin opfattelse af kristendommen fra at være en personlig vækkelse til at være deltagelse i et historisk defineret menighedsliv.</p><p>Thaning mente derimod, at Grundtvig først blev grundtvigianer i 1832, fordi han på dette tidspunkt udskilte det folkelige fra det kirkelige, anskuelsen fra troen, mennesket fra religionen. Det er Thanings opfattelse, at Grundtvig indtil da – og her bruger han ikke mindst prædikenerne som kilde – abonnerede på en luthersk bodskristendom, der opfatter mennesket som en synder, hvis eneste opgave her i livet er at søge Guds nåde, før det indhentes af døden. Efter 1832 derimod kom Grundtvig ifølge Thaning til erkendelse af, at kristendommen er til for menneskelivets skyld. ”Ja, livet mellem fødsel og død er selve forudsætningen for, at evangeliets tale om frelse overhovedet kan give mening. Det er jo menneskelivet, der oprejses, genfødes og befries fra dets fjender. Kristendom betyder ikke frelse fra livet, men til livet, trods døden.”</p><p>Thaning greb fat i en upubliceret verselinje fra 1837, ”Menneske først, og kristen så”, som han ligefrem udnævnte til Grundtvigs motto. Pointen er skabelsesteologisk. Menneskelivet er ikke defineret af syndefaldet, men af gudbilledligheden, den ånd, som Vorherre oprindeligt indblæste i Adam. Det gør menneskelivet til forudsætning for, at Guds ord kan høres. Deraf udviklede Grundtvig sin opfattelse af sproget som definerende for mennesket og også den opfattelse, at det er de citater af Jesu egen mund, som siges før nadver og dåb, som er gudstjenestens, ja kristendommens kerne. De er de egentlige ”levende ord”. Dermed er kristendommen heller ingen læresag. Prædikestolen er ikke en lærestol og vice versa. Grundtvig mente derfor også, at undervisningen i skolevæsenet ikke skulle være forkyndende.</p><p>Thanings tese modtog fra begyndelsen kritik, og den er da også ført noget håndfast igennem. Når man vil underordne et så vældigt forfatterskab som Grundtvigs en enkelt tanke, risikerer man at alle elementer heraf reduceres til henholdsvis foregribelser, bekræftelser og efterklange af det, man ønsker at vise. Men ikke desto mindre identificerede Thaning et vigtigt moment hos Grundtvig, nemlig hans opfattelse af forholdet mellem helligånd og folkeånd. </p><p>Thaning lagde selv vægt på forskellen mellem de to. Det hang sammen med, at han selv tilhørte første generation af Tidehvervsbevægelsen, der kierkegaardsk understregede den absolutte afstand mellem Gud og mennesket og derfor også stærkt kritiserede den kortlivede Grundtvig-renæssance under besættelsen, der netop understregede sammenhængen mellem folkeånd og helligånd. Det var hvad Hal Koch kom meget tæt på at prædike i efteråret 1940. Thanings samtidige Vilhelm Krarup (1904-1999) ålede netop Hal Koch for at blande danskhed og kristendom. Det er så blevet overskygget og kompliceret af, at Vilhelm Krarups søn, Søren Krarup fra midten af 1980erne stod i spidsen for en fuldstændig omvending af Tidehvervsbevægelsen til at være fortaler for netop den tanke, at danskhed og kristendom hænger sammen. Da var Thaning for længst ude af Tidehverv.</p><p>Thanings tolkning af Grundtvig betød en langt større understregning af Grundtvigs skabelsesteologi. Det åbnede for en forbindelse mellem Løgstrup og Grundtvig, som ikke mindst Ole Jensen stod for. Det havde også den væsentlige konsekvens, at den politiske Grundtvig blev frisat. Thanings sækulariseringstese gjorde det lettere at spænde Grundtvig for en politisk vogn uden først at skulle aflægge teologisk regnskab. Det åbnede for en helt uventet alliance mellem Grundtvig og venstrefløjen hinsides Socialdemokratiet. Den tråd blev samlet op af Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen.</p><p>(Kristeligt Dagblad 1. oktober 2022)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-43328393036604551672022-09-19T15:14:00.002-07:002023-01-15T06:18:01.123-08:00Den profetiske seer<p>Hal Koch, Grundtvig, Gyldendal 1944</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Da den 36-årige professor i kirkehistorie, Hal Koch, i
september 1940 udbød en forelæsningsrække om Grundtvig, herskede der stadig et
generelt mødeforbud, men eftersom der formelt set var tale om undervisning,
kunne forelæsningerne gennemføres – og det for fulde huse. De blev også trykt
som kronikker i landets aviser og siden holdt i radioen. I 1941 blev de i
revideret form udsendt som bog på svensk og to år efter på dansk.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Det var tydeligt, at Hal Koch talte til tiden.
Indledningskapitlet gengiver åbningsforelæsningen uredigeret, hvor Hal Koch
talte under indtryk af den krig, der blev ført i Europa. Dansk ungdom var ikke
blevet kaldt bort til krigens gerning, sagde han, og universitetet kunne
fortsætte sin virksomhed. ”Og dog er de fleste af os kommet ængstede,
bekymrede, raadvilde. Og Vé jer, om I ikke har følt det hver og en. Bekymrede
og raadvilde, fordi vort Land og vort Folk er bleven en Kastebold for stærke
Magter – ikke for stærkere Magter, som det saa ofte siges, men for voldsomme
Kræfter, der truer vor hele Eksistens. Og med Eksistens tænker vi ikke paa
Handel og Industri, paa Landbrug og andre Næringsveje, vi tænker ikke paa Føde
og Klæder, men vi tænker paa vort danske Rige, vort Folk og vort Sprog, som er
den Rod, vi er rundet af, den Plet Jord, vi er bundet til. Har I ikke følt den
Bekymring, er I ikke ængstede og raadvilde helt ind i Sjælegrunden, da duer I
ikke til andet end at kastes ud og trampes ned.”<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Koch anvendte en for ham ukarakteristisk national patos. Han
talte om den nødvendige besindelse på danskheden, kravet om kamp for ”dansk
Aand og Tunge”, og derfor havde han valgt at tale om Grundtvig. ”For ham var
det at være Menneske hele Livet igennem uløseligt sammenknyttet med det at være
dansk … Derfor staar han os nærmere i vor Raadvildhed, fordi han virkelig ved
noget om, hvad dansk Menneskeliv er. Derfor lytter vi til hans Sang – ikke for
at gentage eller efterligne, men fordi Skjalden, Livets kaarne Spejder, formaar
at kaste Lys over den Vej, der for Tiden snor sig trangt og sært.”<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">I direkte polemik mod bl.a. psykiateren Hjalmar Helweg, der
mente at store dele af Grundtvigs værker kan forklares med sindslidelse,
fremhævede Hal Koch, at Grundtvig ”er den profetiske Seer, der skuer ind i
Dunkelheden”. Stillet over for den fortvivlelse, som hans tilhørere stod over
for i 1940, tilbød han dem ingen løsninger, men den mulighed sammen med
Grundtvig at skue ind i det dunkle og gådefulde, det fortvivlende.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Selv om bogen gør indtryk af at være en biografi,
interesserede Koch sig i grunden kun for den unge Grundtvig, ikke mindst hans
store krise i 1810-11. Koch benægtede ikke, at den rummede et element af
sindslidelse, men han fremhævede, at krisen førte til meget mere end den
vækkelse og golde biblicisme, som normalt fremhæves som resultatet. Grundtvig
havde været ude i ”Livets Grænseland, hvor man skuer de sidste Ting” og var
nået til et helhedssyn på ”Tro og Viden, Religion og Kultur”. Han udsondrede
sig ikke – som de vakte kredse gjorde - fra menneskelivet. ”Langt snarere kunde
man kalde ham Humanist, i den Forstand, at intet menneskeligt var ham
ligegyldigt,” som Koch provokerende skrev, vel vidende at humanismen for de
fleste betragtedes som kristendommens modsætning.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Bogen slutter med nogle refleksioner over Grundtvigs
opfattelse af folkelighed, hvor Koch måtte medgive, at Grundtvigs skrifter ofte
havde brod mod tyskerne. Men ifølge Koch kunne man ikke tage Grundtvig til
indtægt for et had mellem nationerne. Grundtvigs tanker bar først og fremmest
præg af noget fællesmenneskeligt. ”Man er nu engang ikke Menneske i al
almindelighed, men man hører hjemme i et Folk, det være sig Dansk, Tysk eller
Engelsk, og denne Kendsgerning skal og maa tages alvorligt.” Det er et vilkår
ifølge Koch, at mennesket ikke er ”den Herre, som suverænt kan tage Livet i sin
egen Tjeneste”. Dermed lagde Koch op til den tolkning, der har været
dominerende i grundtvigske kredse siden, nemlig at Grundtvigs forståelse af
danskhed ikke er det samme som aggressiv nationalisme. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Efter krigen og indtil sin død i 1963 bevarede Hal Koch sin
fremtrædende plads i den offentlige debat. Han er i dag først og fremmest kendt
som forfatter til pamfletten fra 1945, Hvad er demokrati? Det har fået mange
til at antage, at han også i 1940 talte om demokrati, men det er en
efterrationalisering. Man kan godt med lidt god vilje se, hvordan elementer af
bogen om Grundtvig peger frem mod den konklusion, som Hal Koch drog af
besættelsen, nemlig at konflikten ikke var mellem dansk og tysk, men mellem
demokrati og nazisme. Men der står stadig ikke et ord om demokrati i bogen om
Grundtvig.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">(Kristeligt Dagblad 20. sep. 2022. Rubrikken var en anden.)<o:p></o:p></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-13936101919058606132022-09-19T15:07:00.003-07:002022-09-19T15:07:49.326-07:00Var Grundtvig sindssyg?<p>Hjalmar Helweg, N.F.S. Grundtvigs Sindssygdom, Henrik
Koppels Forlag 1918, 128 sider. Andet oplag 1932.</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">”Grundtvig… var han ikke bare sindssyg?” Det er et spørgsmål,
man ofte kan møde, hvis digteren, præsten, historikeren og meget andet N.F.S.
Grundtvig (1783-1872) er emnet for almindelig konversation. At der kunne hæftes
en psykiatrisk diagnose på Grundtvig, blev som teori første gang bragt på bane
i 1918 af den unge og lærde reservelæge på Københavns Kommunes psykiatriske
hospital, Skt. Hans ved Roskilde Hjalmar Helweg (1886-1960). Helwegs bog fik
stor indflydelse, ikke mindst fordi den lokkede med at sætte noget så
uhåndterligt, vældigt og sammensat som Grundtvigs levnedsløb og forfatterskab
på en relativt enkel formel.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Det var nu slet ikke Helwegs hensigt med bogen at reducere
Grundtvigs biografi til en overskuelig sygejournal. Tværtimod ønskede han at
gøre op med de almindelige fordomme om sindets sygdomme. ”At den sindssyge
tænker forrykte Tanker, udfører vanvittige Handlinger og intet andet, synes de
fleste en Selvfølgelighed; men at en Hjerne, der har været hjemsøgt eller endnu
hjemsøges af Sygdom, kan præstere noget virkeligt værdifuldt, falder kun de
færreste ind.” Dermed ønskede Helweg ved hjælp af den almindelige agtelse, som
Grundtvig nød, at kaste et formildende lys på samtidens psykiatriske patienter
ved at vise, at også de kan være gode og nyttige borgere. ”Det manio-depressive
Anlæg kan forme rigere nuancerede Personligheder, kan understrege Egenskaber,
der ellers maaske ikke vilde træde frem over Niveauet, kan give Fantasien mere
Fart, og Udladningerne mere paradoksal Kraft, end den almindelige ’sunde’
Hjerne kunde præstere.”<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Det var ikke fordi tidligere redegørelser for Grundtvigs
levnedsløb havde fortiet noget. De havde blot andre begrebsligheder at gøre
godt med, når det handlede om de kriser, der vitterligt var i Grundtvigs liv,
ikke mindst den, der indtrådte i slutningen af 1810. Grundtvig havde indtil da
troet, at han skulle være historiker og litterat i hovedstaden, men så anmodede
hans far, den aldrende præst i Udby-Ørslev pastorat ved Vordingborg, Johan
Grundtvig, sin søn om at træde til som hjælpepræst, og det kastede Grundtvig ud
i en alvorlig krise. Den første store biografi, der udkom om Grundtvig, var
skrevet af en nordmand, H. Brun, i 1882, og Brun lagde lige som mange følgende
af Grundtvigs levnedsskildrere vægt på at denne krise som en form for
omvendelse. Den alvor, som en sådan forandring indebar, medførte også, at ”hans
Sinds Tilstand grændsede til Vanvid”, som Brun skrev. Men det var altså stadig
at forstå inden for et religiøst univers, hvor det ikke handler om helbredelse,
men om sjælens frelse.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Helweg derimod mente at kunne identificere krisen som et
udslag af en manio-depressiv psykose. Helwegs verdensbillede var medicinsk og
ikke religiøst, og han forstod Grundtvig i overensstemmelse hermed. Helwegs
værk var i pagt med den stigende selvbevidsthed, hvormed den medicinske
videnskab i det 20. århundredes begyndelse erobrede retten til at give
forklaring på fænomener, der indtil da havde hørt under f.eks. æstetikkens
eller moralens jurisdiktion. Helwegs samtidige, bakteriologen Carl Julius
Salomonsen, holdt i 1919 et berømt foredrag om den moderne kunsts bevægelse
bort fra det figurative. Salomonsen mente, at fx Picassos abstrakte malerier
var udtryk for en form for smitsom sindslidelse.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Helwegs forståelse af sygelighed og sundhed var bundet op på
det, som vi i dag ville kalde kulturelle, sociale eller æstetiske markører. Det
bliver meget tydeligt, når han forsøgte at se sin pointe bekræftet ved hjælp af
litterær analyse. Selv de mindste ting blev for Helweg til tegn og varsler på
overståede eller kommende sygdomsanfald. Han betragtede det f.eks. som et
sundhedstegn, at Grundtvig rettede sit oprindelige ordvalg i ’Velkommen igen,
Guds engle små’ fra ’rollinger’ til ’puslinger vi har i hver en vrå’. Det anså
Helweg som mere smagfuldt og tolkede det dermed også som et udtryk for, at
Grundtvig var i bedring, da han rettede i sit digt.<o:p></o:p></p><p class="MsoNormal">(Kristeligt Dagblad 9. sept. 2022. Rubrikken var en anden)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-38969781811263892242022-08-30T14:41:00.002-07:002022-08-30T14:41:51.313-07:00Hvis man vil vide, hvem Amdi er<p> Rune Skyum-Nielsen, Amdi bliver til, Politikens Forlag</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Efter at jeg for snart 25 år siden udgav en bog om
skolesamvirket Tvind og Mogens Amdi Petersen (f. 1939) har jeg ikke tal på de
gange, jeg er blevet ringet op af journalister, der har stillet mig spørgsmålet:
”Hvem er Amdi?” Jeg har altid svaret henholdende. Nu er der inden for kort tid
kommet to rigtig gode bud, der begge søger svaret på dette spørgsmål i
barndommen og ungdommen.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">For et halvt år siden udkom Peter Tygesens bog om de første
40 år af Mogens Amdi Petersens liv (anmeldt her i avisen 8. marts), og nu følger
Rune Skyum-Nielsen med sin version af historien. Begge bøger er journalistiske
i den forstand, at de først og fremmest bygger på interviews med folk, der har
kendt Amdi Petersen, og derfor er det også i vid udstrækning den samme historie,
de fortæller – med de variationer og forskydninger, som den menneskelige
erindring nu engang lægger ind i stoffet på 50-70 års afstand.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Skyum-Nielsen har arbejdet sammen med skuespilleren Thure
Lindhardt, og der antydes et filmprojekt. Det er måske også her man skal finde grunden
til hans mere psykologiske tilgang til emnet, ønsket om at trænge ind i
personligheden. Det er antagelig lige så meget skuespillerens som psykologens ambition
om at forstå, der gør sig gældende.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Breve, som de to sammen har skrevet til Amdi Petersen i
håbet om et interview i hans mexicanske eksil, er aftrykt i bogen: ”lad os tale
om dit uforlignelige liv”, beder de om. ”Uden dig ville der have været færre
pædagogiske landvindinger. Uden dig færre fællesskaber. Uden dig mindre at
skrive hjem om.” Men de smigrer forgæves. Indtil videre har kun Pia Elers, som
udgav bogen ”På rejse med Amdi” for 2 år siden, haft held med få Amdi Petersen
i tale. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Lindhardts og Skyum-Nielsens breve kredser om slægtens
betydning. Som de skriver til Amdi Petersen: ”Det er kuriøst, at begge dine
bedsteforældre hed Peter Petersen, og begge kom til verden på en mølle den
samme dag, nemlig 8. april 1873. At de skulle få så forskellige skæbner. Mens
din farfars djurslandske familie vadede i ulykker, blev din vestfynske morfar
en stor kanon.” I overensstemmelse med denne iagttagelse er to af bogens
indledende kapitler viet den petersenske slægtsforskning. Det er selvfølgelig
noget af et sammentræf, at forfædrene var møllere, men pointen hænger lidt i
luften. Var den store vindmølle, som blev bygget ved Tvind i Vestjylland i
slutningen af 1970erne under Amdi Petersens lederskab en eller anden form for
forsøg på at måle sig med ophavet?<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Mogens Amdi Petersen var en opløben knægt fra Ringe, den
strenge skoleinspektørs søn, der endte med at gøre oprør mod sin fars værdier,
en 1968er før begrebet blev til. Amdi Petersen var som ung nyansat skolelærer
medstifter af et kollektiv i Odense i 1963, og han gjorde sig efterhånden
bemærket som karismatisk midtpunkt i byens kreative venstrefløjsmiljø. I 1965
blev han efter to års prøvetid nægtet fast ansættelse i Folkeskolen med den
udtrykkelige begrundelse, at han var for langhåret. Sagen vakte landsdækkende
opsigt, og der har siden været spekuleret i, om der i virkeligheden var en
anden grund. Skyum-Nielsen ventilerer en troværdig teori om, at Amdi Petersen
havde brudt en aftale med skolens ledelse. Desværre meddeler han ikke, hvad
denne teori bygger på. Samtidig forsøgte Amdi Petersen sig med usædvanligt
ringe held som træskibsreder, og endelig tog han med nogle venner på en
dramatisk jordomrejse, hvor forfatteren Arne Herløv Petersen også deltog. Det
er ikke mindst hans dagbøger, bogen bygger på. Bogen slutter med en dramatisk
retssag i Flensborg, hvor Amdi Petersen blev idømt fængselsstraf efter at have
deltaget i en politisk demonstration. Da var han 30 år gammel. <o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">Skyum-Nielsen har en tendens til dramatiserende fyldekalk:
”Kolding lå menneskeøde hen, da et sæt billygter skar igennem natten og søgte
ned ad Fredericiagade.” Det er lige før, at natten også var mørk og stormfuld.
Men bortset fra det er han en ferm fortæller, og bogen bygger på grundig
research. Man er i gode hænder. Dertil er bogen fortrinligt illustreret. Så
hvis man vil vide, hvem Amdi er, er denne bog et godt sted at begynde.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal">(Kristeligt Dagblad 30. aug. 2022)<o:p></o:p></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-71236878547106929682022-06-06T05:59:00.003-07:002022-10-21T15:44:49.104-07:00To samtidige<p>Anders Holm, To
samtidige, Forlaget Anis</p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Skulle man
genopføre det 19. århundrede som kammerspil, ville N. F. S. Grundtvig
(1783-1872) og Søren Kierkegaard (1813-1855) antagelig optræde. Det er i
brydningen mellem det grundtvigske og kierkegaardske, at den moderne folkekirke
er blevet til, en forening af tilsyneladende modsætninger; Grundtvigs
profetiske kæmpeskikkelse over for Kierkegaards anæmisk-koleriske flaneur,
yderlighed over for inderlighed. </span></p><p class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">At de var uenige, lader sig ikke benægte, men
striden er ofte blevet reduceret til eksempler på begge d'herrers ubetvivlelige
håndelag for polemik og satire. Berømt er Kierkegaards karakteristik af
grundtvigianerne som den »lille Troup af Begeistrede, der ere dannede paa
Pastor Grundtvigs ølnordiske Skjenkestue«. Baggrunden for kritikken var
Grundtvigs beskæftigelse med historien, især den oldnordiske litteratur. </span></p><p class="MsoNormal"></p><table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgB0tMq9uzHwDTsg5JyiAx1BxjFX6eJ9WrxVLo9gIaxvU2iboI32oXESIE4jcit6GyDs6GPuIO7nJO4zMSp50E0u-lTFPos4vUrgwUCEUO1trBrW1S7IUnj-DXpU1z4ltpBa5xoQEPI9O-nTyIORJvqkOLHQIeGGhmf6LqNd1Sy8WT-TncfYRFweBGg/s4032/20220606_142307.jpg" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="4032" data-original-width="3024" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgB0tMq9uzHwDTsg5JyiAx1BxjFX6eJ9WrxVLo9gIaxvU2iboI32oXESIE4jcit6GyDs6GPuIO7nJO4zMSp50E0u-lTFPos4vUrgwUCEUO1trBrW1S7IUnj-DXpU1z4ltpBa5xoQEPI9O-nTyIORJvqkOLHQIeGGhmf6LqNd1Sy8WT-TncfYRFweBGg/s320/20220606_142307.jpg" width="240" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Søren Kierkegaard af Louis Hasselriis.<br />Det teologiske Fakultet, KU.<br />(eget foto)<br /><br /></td></tr></tbody></table><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">For
Grundtvig var kristendommen et historisk fænomen, en virkelighed, der omsluttede
mennesket. Historisk bevidsthed gav indsigt i menneskelivets grundvilkår og den
måde, hvorpå kristendommen greb ind i det. Kristendommen var noget, der hændte
mennesket over tid. </span><p></p><p class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Kierkegaard derimod betragtede det historiske som
udenværker, der kun afledte opmærksomheden fra det ene forhold, at sandheden
var subjektiviteten, og at den var en tildragelse, som fandt sted på et
øjeblik. Grundtvigsk kristendom udlevedes noget forenklet som en proces i
menighedens og folkets fællesskab, mens Kierkegaard i egentlig forstand ikke
kunne være menighedsdannende. Hans kristendom skyede mængden og udspillede sig
inde i det moderne storbymenneskes eksistentielle ensomhed. En pointe hos Holm
er det, at de begge bevægede sig, ikke nødvendigvis med eller mod, men i forhold
til hinanden. Begge hørte på hver deres tidspunkt til den eksisterende kirkes
væsentligste kritikere, Grundtvig i sin ungdom, Kierkegaard mod slutningen af
sit liv, da han vitterligt stødte alle fra sig med sin voldsomme kritik af
statskirkens ' Levebrødsgejstlighed'. Der udspandt sig direkte og ikke mindst
indirekte en dialog mellem de to teologer. </span></p><p class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Det giver lejlighed til at pege på
nogle vigtige lighedspunkter, herunder at Grundtvig faktisk kunne se noget
rigtigt i Kierkegaards stormløb mod kirken - især efter at stormløberen selv
var død. For både Grundtvig og Kierkegaard handlede det om at løse det problem,
den historiske bibelkritik havde opstillet, nemlig hvordan man kunne tale om,
at der udgik en autoritet fra et skrift, som havde vist sig blot at være et
historisk dokument. Det handlede om at komme om ved den historiske afstand og
gøre evangeliet samtidigt, nærværende. Grundtvig gav mundtligheden forrang som
formidler af forbindelsen til Gud. I trosbekendelsen, fadervor og
nadverindstiftelsens ord så - eller rettere hørte - han autentiske og
uforvrængede ord som af Jesu egen mund, hvad han kaldte »det levende ord«.
Kierkegaard pegede ganske rigtigt på, at en mundtlig tradition ikke er spor
mere ægte end en skriftlig. Hans løsning var at fastholde det umulige eller
paradoksale i kristendommen, således at afstanden til Jesus Kristus kun kunne
overvindes i troens spring, ikke ved forstanden, dannelsen eller historisk
lærdom. </span></p><p class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Anders Holm er en sagtmodig og uprætentiøs lærd, der afvikler sine
pointer med klarhed, knaphed og præcision. Han har gjort sig den ikke ringe
ulejlighed at sætte sig meget grundigt ind i både Grundtvig og Kierkegaard, og
for dem, der ikke lige har nået det, vil denne bog også gøre fyldest som en
indføring i de to store forfatterskaber i almindelighed.<o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">(Politiken 31.
marts 2009)<o:p></o:p></span></p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-67667910577955669962022-05-30T06:43:00.002-07:002022-10-21T15:44:30.588-07:00Střední Evropa - Europas hjerte<p>Vibe Termansen, Kampen om Centraleuropa, Gads Forlag 2019, 215 sider</p><p>Det er ambitiøst på kun godt 200 sider at ville forklare, hvad Centraleuropa er. Vibe Termansen har valgt at gøre det i en journalistisk berettende stil i kombination med de mere overordnede analyser. Det bliver somme tider lidt friskfyragtigt, men hun slipper afsted med det, fordi der er et sikkert greb om de sproglige virkemidler.</p><p>Bogen er opdelt i 20 kapitler, der hver især begynder et nyt sted i historien og i Europa og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Det er en dynamisk komposition, som imidlertid også giver en del redundans. Når historien og kontinentet gennemkrydses så mange steder fra, kommer man forbi de samme steder en del gange. Det forstærkes af, at Termansen i virkeligheden fortæller to forskellige historier, eller måske tre. De hænger selvfølgelig sammen, og så dog ikke. For det første er der historien om, hvordan Centraleuropa er blevet til som begreb og realitet, og for det andet er der historien om, hvordan især to af disse lande – Polen og Ungarn – i dag placerer sig i Europa. </p><p>Bogen er skrevet efter Ruslands annektering af Krim men før det omfattende angreb på Ukraine, så selvfølgelig savner man som læser i 2022 nogle aspekter. På den anden side er det godt at blive mindet om, hvordan verden så ud for blot kort tiden siden, dengang Polen og Ungarn var<i> best buddies</i>. </p><p>Men tilbage til historien. Termansen beskriver hvordan Rusland, der søgte at blive europæiseret i det 18. århundrede, samtidig nærmest blevet ’orientaliseret’ i den europæiske litteratur, og hvordan der derfor blev skabt et ’øst’ og et ’vest’ i den europæiske bevidsthed. Det blev også en politisk virkelighed. Efter at den sidste del af Polen blev opslugt af de omgivende stormagter i 1795 var det helt frem til 1. Verdenskrig således, at Det habsburgske Rige og Tyskland grænsede direkte op til Rusland.</p><p>I slutningen af det 19. århundrede opstod tanken om, at der var et tredje Europa adskilt fra øst og vest. Det kom klarest til udtryk i Friedrich Naumanns (1860-1919) bog <i>Mitteleuropa</i> fra 1915, som udkastede den idé, at Tyskland og Østrig-Ungarn i fællesskab udgjorde Europas centrum med kystlinjer til både Adriaterhavet, Nordsøen og Østersøen. Til grund for denne tanke lå stadig en stormagtslogik, og dermed blev en række af de nationale bevægelser stadig ignoreret. Termansen fremhæver især den tjekkoslovakiske nationalist Tomáš Masaryk (1850-1937) og hans forsøg på at skabe et alternativ i form af <i>Střední Evropa</i>, et Centraleuropa uden tysk dominans. Sine ideer markedsførte han personligt over for den amerikanske præsident Wilson, der med sin 14-punktsplan ved fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig gjorde sig til talsmand for nationernes selvbestemmelse. Det var en lang og blodig proces, for i virkeligheden sluttede krigen ikke i 1918. Fra Finland i nord til Balkan i syd udkæmpedes en række voldsomme krige og borgerkrige, der først sluttede i begyndelsen af 1920erne. Resultatet var en hel række nye, selvstændige lande, herunder Masaryks Tjekkoslovakiet. Selvstændigheden og freden varede imidlertid kort.</p><p>Med Molotov-Ribbentrop-aftalen fra 1939 blev ideen om, at det kontinentale Europa var delt mellem Tyskland og Rusland genoprettet. Det ændrede sig i 1945 kun for så vidt Tyskland afgav sin stormagtsstatus. Europa var stadig delt mellem Rusland og Resten. Centraleuropa forsvandt atter ud af bevidstheden. Påfaldende er det, at den eneste del af det tidligere russiske zardømme, der ikke blev indlemmet i Warszawa-pagten, var Finland.</p><p>Efter 1989 ændrede dette billede sig afgørende. Vi var mange, der skulle vænne os til, at store dele af det, vi var vant til at kalde Østeuropa, nok snarere burde kaldes Centraleuropa. Hvad man kalder det, er ikke et spørgsmål om kendsgerning, men om politik. Det er en definitionskamp. Skal man smigre polakkerne i dag, kan man fx kalde dem ”Europas hjerte”. Sammen med de øvrige Visegradlande (Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet) udgør Polen i egen selvforståelse et mere ægte Europa end Vestens cyklister, vegetarer og homoseksuelle kan præstere. Samtidig rykker landene i større eller mindre grad væk fra klassiske retsstatsprincipper til stor bekymring for resten af EU.</p><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right; margin-left: 1em; text-align: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh7sQkwIwrKMvUGhmaVaNMXu-Y7tZDqmju9Tt8MFZPpMHFkAC5RKr0krtjelh2bFgLon7ZqpVB4AZhoZRKFrub9eNbsW3GvStQyShv2R3lTZgAgdV1MuTpWR-v_eKhZunNqW9OHIORpLnDjPiwQM2eYs2idqvvvEdQ4_cRfBiVPjeww9ySdbN-MDxm6/s4032/20220527_085847.jpg" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="3024" data-original-width="4032" height="240" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh7sQkwIwrKMvUGhmaVaNMXu-Y7tZDqmju9Tt8MFZPpMHFkAC5RKr0krtjelh2bFgLon7ZqpVB4AZhoZRKFrub9eNbsW3GvStQyShv2R3lTZgAgdV1MuTpWR-v_eKhZunNqW9OHIORpLnDjPiwQM2eYs2idqvvvEdQ4_cRfBiVPjeww9ySdbN-MDxm6/s320/20220527_085847.jpg" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Det ukrainske flag vajer fra Københavns Hoved-<br />banegårds flagstang, maj 2022.<br />(eget foto)</td></tr></tbody></table><br /><p></p><p>Termansens bog kaster et interessant lys på den nuværende konflikt efter 24. februar. Mens Finland hastigt er på vej bort fra sin væbnede neutralitet, er Ungarn på vej ind i en ikke særlig flatterende rolle som russisk klientstat og måske endda 5. kolonne. Samtidig appellerer Orbán til amerikanske trumpister. Deres årlige møde CPAC blev i 2022 holdt i Budapest. Polen derimod har en forøget interesse i at pleje sine forbindelser til Bruxelles, og det har betydning for Ungarns rolle i EU, for Budapest kan ikke længere regne med, at Warszawa automatisk giver rygdækning i Bruxelles, hvis f.eks. der blev stillet krav om at annullere Ungarns stemmeret i Ministerrådet i henhold til EU-traktatens artikel 7. Men kampen står stadig om Centraleuropa – eller rettere, om der skal være et Centraleuropa adskilt fra øst og vest. Rusland ønsker tydeligvis tilstandene fra Den kolde Krig tilbage, men gør det med midler, der ikke har været taget i brug siden 1939.</p><p>Alle de tidligere Warszawapagt-lande har af samme grund ivrigt søgt optagelse i både NATO og EU, samtidig med, at de ønsker at fastholde en særlig status således som det f.eks. kommer til udtryk i det såkaldte trehavsinitiativ. Det blev lanceret under Trumps første officielle rejse til Europa, hvor han besøgte Polen, før han tog videre til Tyskland og Frankrig. I Warszawa udtalte han sin opbakning til trehavsinitiativet, der er tænkt som en art Visegrad+, en sammenslutning af lande mellem Adriaterhavet, Sortehavet og Østersøen. Mange af disse lande deler ikke kun geostrategiske interesser, men også politiske værdier med Polen og Ungarn. Man kan også se USA's omfattende materielle støtte til Ukraine som en forstærkelse af en form for pagt mellem Washington og <i>Střední Evropa</i>, mens det vestlige EU står og ser en lille smule fortabt ud.</p><p>(Skrevet til denne blog 30. maj 2022)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-23864402887546019642022-04-26T15:34:00.009-07:002022-10-21T15:29:36.920-07:00Fra den stråtækte til Aarhus Universitets retvinklede modernisme<p>Viggo Mortensen</p><p>På Jorden under Himlen – En teologs erindringer</p><p>Hovedland, 278 sider</p><p>Viggo Mortensen (f. 1942) er vokset op i et gårdmandshjem på Fyn. Han blev holdt til bogen, og et ophold på Askov Højskole førte til et opgør med barndomshjemmets tilbøjelighed til det missionske. Som ung teologistuderende gjorde han en pige gravid, og man bliver lige mindet om, at der stadig i 1963 ikke kunne blive tale om andet end at det unge par måtte gifte sig. Hvordan må det egentlig have været at se sin skæbne afgjort af et øjebliks fysisk tiltrækning? Mortensen lægger ikke skjul på, at hans livs kærlighed er hans nuværende og tredje hustru, Doris Ottesen, som han traf, mens han stadig var gift med den første. Han skylder stadig sine læsere at aflægge regnskab for nogle mellemregninger i den forbindelse.</p><p>Viggo Mortensen har en omfattende karriere i videnskab og kirke bag sig. Efter sin kandidateksamen i 1969 blev han tilknyttet Aarhus Universitet, fra 1973 som lektor i etik og religionsfilosofi. Fra 1991 var han ansat ved Det Lutherske Verdensforbund i Geneve, hvor han også var dansk præst, men vendte tilbage til Aarhus i 1999 som professor i systematisk teologi med speciale i missionsteologi. Det var Johannes Aagaards professorat.</p><p>Viggo Mortensens erindringer føjer sig til et par andre bøger om aarhusiansk teologihistorie fra de seneste år, Nils Gunder Hansens ”Tanker af en anden verden” om Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) fra 2019 og Ole Jensens (1937-2021) erindringer fra samme år. Til sammen er de vidnesbyrd om, hvor meget Løgstrup dominerede en hel generation af Aarhus-teologer, der har det til fælles, at de værner nidkært om Løgstrups eftermæle. Intet fadermord i sigte her.</p><p>Bukdahl var som søn af en feteret forfatter født ind i det intellektuelle miljø. Jensen var som søn af en skolelærer i Aarhus et skridt længere væk fra det akademiske, men tæt på byen. Mortensen derimod skulle på egen hånd indhente både byen og det akademiske for at komme på omgangshøjde med sine jævnaldrende. Han har taget hele rejsen fra den stråtækte fynske almueskole til Aarhus Universitets retvinklede modernisme.</p><table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right; margin-left: 1em; text-align: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhO27lWgIAqqCLfdDD8C1wFsAT-9RxTTcvrhqWhGmQmTAdxNdJrLthR2ucgGuKF10du1o9NufabJpm4PPbpi2kOyYsvvBfj7SNZwf1aT4qAuh7IGlIDhN8y0PzpzMEk_aQ7EC99pSfYZxFyaoSp45iNx0BgN749N63Ww4yb9Njqxiyw94z7Rh_m8t0q/s2628/IMAG0299_1.jpg" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="1746" data-original-width="2628" height="213" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhO27lWgIAqqCLfdDD8C1wFsAT-9RxTTcvrhqWhGmQmTAdxNdJrLthR2ucgGuKF10du1o9NufabJpm4PPbpi2kOyYsvvBfj7SNZwf1aT4qAuh7IGlIDhN8y0PzpzMEk_aQ7EC99pSfYZxFyaoSp45iNx0BgN749N63Ww4yb9Njqxiyw94z7Rh_m8t0q/s320/IMAG0299_1.jpg" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Lidt retvinklet aarhusiansk modernise. (eget foto)<br /><br /></td></tr></tbody></table><br /><p></p><p>Løgstrups skabelsesteologi lagde grunden til, at hans elever fandt deres egne veje væk fra en traditionel dogmatisk forståelse af teologien. Bukdahl var mere filosofisk end teologisk orienteret. Jensen blev grøn øko-teolog, og dermed ”blev en panteistisk, af græsk naturfilosofi inspireret livsfilosofi lyst i teologisk kuld og køn.” Sådan lyder Mortensens måske lidt forbeholdne dom på fyrre års afstand, og han tilføjer: ”I dag fristes man til at sige, at skabelsesteologien har sejret ad helvede til.”</p><p>Mortensen blev selv økumenisk kulturmøde-teolog under mottoet ”Hedningerne er forsvundet!”, som han sagde i sin tiltrædelsesforelæsning: ”I stedet lever vi på denne klode sammen med mennesker, der lever i autentiske, kulturelle og religiøse traditioner og med specifikke økonomiske og politiske systemer, som vi forhåbentlig kan leve i fred med, og i samarbejde med hvem vi kan sikre det gode liv samt klodens og menneskehedens overlevelse.” Bogen slutter, må man retfærdigvis sige, i en lidt anden toneart, nemlig med et opgør med relativismen og med en forsvarstale for den personlige og alvorlige evangeliske kristendom.</p><p>Op mod sin pension flyttede Viggo Mortensen til Ærø, hvor han sammen med Finn Slumstrup stillede sig i spidsen for en bevægelse – ”Oprør fra Udkanten” – som havde til formål at fremhæve kvaliteterne ved at leve langt fra de store byer og samtidig at arbejde for, at vilkårene blev bedre. Formålet var at modvirke ”den satans centralisering”, som Doris Ottesen så bramfrit siger. Men også ægteparret Mortensen og Ottesen måtte efter nogle år bøje sig for denne satans ting og flytte til en anden ø. De bor nu på Amager.</p><p>Man kan ikke bebrejde en selvbiografi, at den hovedsageligt beskæftiger sig med sin forfatter. Det ligger i opgavens natur. Men nogle steder ligner den mere et kommenteret CV. Det er synd, for Viggo Mortensen er også en reflekteret fortæller. ”Det er i tiden, at mennesket kommer til sig selv,” som han skriver. I denne formulering rummes i al sin enkelhed både en personlig erfaring og en erkendelse høstet fra det 20. århundredes tyske og franske filosofi. Bedst er bogen, når den handler om mødet med andre mennesker og diskussionerne med dem, for her folder Viggo Mortensen sig ud som en i menneskeligt henseende generøs levnedsskildrer. </p><p>(kirke.dk 4, maj 2022)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-60929608408234649492022-04-01T15:41:00.005-07:002022-04-04T16:43:45.836-07:00Værk om Københavns historie mangler sammenhæng<p>Niels Henrik Andreasen, ”Før byen, 12.000 f.v.t. – 1000”</p><p>Hanna Dahlström, ”Byen bliver til, 1000-1200”</p><p>Vivi Lena Andersen, ”Kampen om byen. 1200-1550”</p><p>Rikke Simonsen, ”Kongens by, 1550-1700”</p><p>Peter Wessel Hansen, ”Med vold og magt, 1700-1850”</p><p>Jakob Ingemann Parby, ”Den grænseløse by, 1850-1920”</p><p>Kirsten Benn Lykkebo, ”Livet i husene, 1920-1980”</p><p>Anders Møller, ”Byen rejser sig, 1980-2020”</p><p>Gads Forlag</p><p><br /></p><p>De mange omfattende anlægsarbejder i København de seneste godt 20 år har givet masser af arbejde til arkæologerne på Københavns Museum. Når entreprenørmaskinerne går i gang, dukker der fortid op af jorden. Der er gjort mange spændende fund. Godt hjulpet af en aktiv formidlingspolitik har museet fået en ret god pressedækning, ikke sjældent under overskriften ”Nu må historien skrives om”. Og nu har Københavns Museum og Stadsarkiv altså sat sig for at gøre netop det, skrive historien om – eller i hvert fald give en ny version af Københavns historie i otte relativt korte bind.</p><p>Værket som helhed er kronologisk ordnet, men læseren skal forberede sig på, at de enkelte bind ikke nødvendigvis følger dette princip. Man skal altså ikke vente en traditionel historisk-kronologisk fremadskridende institutionel fortælling om byen.</p><p>Andreasens første bind har karakter af indføring i den sydskandinaviske forhistorie fra den seneste istids slutning til og med vikingetiden med fund fra hovedstadsområdet som illustration. At der ikke er tale om byhistorie siger bindets titel sådan set selv – ”Før byen”. Kun i glimt kobles stoffet til den oplevede by som f.eks. når der gøres opmærksom på, at en trafikalt lettere umotiveret rundkørsel på Bolandsvej i Emdrup skyldes, at vejen snor sig om en bronzealderhøj.<br /></p><p>Dahlströhm, der har skrevet andet bind, har selv har været leder af udgravninger i anledning af anlægsarbejder på bl.a. Rådhuspladsen, og hun er lidt for imponeret af, hvad hun selv har fundet ud af i den anledning. Billedredaktionen illustrerer det udmærket. Der er for mange fotos af arkæologer på arbejde i et hul i jorden iført pang-gult arbejdstøj. Pointen med bindet er at vise, at København ikke blev grundlagt af Absalon i anden halvdel af 1100-tallet, men det vidste vi godt i forvejen, og derfor drukner de nuancer, som Dahlströhm faktisk har at tilføje Københavns tidlige historie, i et forfejlet forsøg på at oversælge ideen om, at ”historien skal skrives om”.</p><p>Andersens tredje bind samler med en større sans for sproglig økonomi end Dahlströhm op på væsentlige pointer fra det foregående bind og bygger derfor bro til første bind. Andersen skriver om senmiddelalderen, men det er lidt svært at følge den røde tråd. På side 27 hører vi om, hvordan København i 1416 blev kongens by. På side 31 er vi nået til år 1294, men først på side 55 får vi forklaringen på, hvorfor byen fra begyndelsen i 1100-tallet ikke var kongelig men biskoppelig. Formidlingsmæssigt ville det nok være mere hensigtsmæssigt at holde tildragelserne i den rækkefølge, hvori de indtraf.</p><p>Simonsens fjerde bind indledes med Christian III’s indtog i København i august 1536 i en anden version end den beskrivelse, som tredje bind giver. Simonsen har mere held med at kombinere arkæologens topografiske perspektiv med historikerens kronologiske. Det kan lade sig gøre, fordi det i overvejende grad handler om byen som fæstning fra Grevens Fejde til Svenskekrigene, og netop fæstningsanlæggene er godt kortlagt af arkæologerne.</p><p>Wessel Hansens femte bind hedder Vold og magt, men handler lige så meget om, hvordan et ret brutalt og offentligt straffesystem ved 1700-tallets begyndelse i de følgende 150 år blev mere civiliseret, og disciplineringen blev internaliseret. Hansen er en klassisk historiefortæller, der fletter den lille historie ind i den store, så han får fortalt om både enkeltskæbner og de begivenheder, der formede byen fra brandene i 1728 og 1795, briternes bombardement i 1807 til indførelsen af Borgerrepræsentationen i 1840.</p><p>Ingemann Parby har med fuldt overlæg disponeret sit sjette bind om Københavns vækst efter 1850 topografisk og ikke kronologisk. Der er et kapitel til hvert af de nye kvarterer, Nørrebro, Vesterbro, Østerbro og City (ja, det kaldte man det også for godt 100 år siden). Men han glemmer altså næsten Amager, som netop i disse år voksede til som industrikvarter. Parby kombinerer socialhistorie og kulturhistorie til, hvad man næsten kan kalde en ny syntese om København som moderne metropol. Herunder får han skrevet et lille afsnit om København som cykelby, et emne, der kalder på sin egen bog. Byen har haft cykelstier i nu 130 år, erfarer man.</p><p>Benn Lykkebo fortsætter den socialhistoriske vinkel i bind syv, ikke mindst inspireret af Jan Gehl, og bruger almindelige københavneres erindringer som kilde til at fortælle byens historie fra 1920 til 1980. At besættelsestiden fylder så relativt lidt i dette bind er et dristigt valg at træffe. Det er ikke desto mindre en meget gennemført analyse af den sociale udvikling i perioden. Hvad der falder anmelderen for brystet er noget så småligt som præpositioner. Forfatteren skriver om trafikken ”på Store Kongensgade” og en skole ”i Bispebjerg”. Enhver nogenlunde rutineret københavner vil altid sige ”i Store Kongensgade” og ”på Bispebjerg”. </p><table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgiadAncB1RDsT6d9t0y85_3mrdDGE9_tXXuzcE0a02Mvh-jwII7SlMdY-nGvk-tce7HDW-kUCCdRMhHGWVuWixwDJSngiGLlTe8SE5Y2R1oFjFHmWTl5m8KdHlFSQfj4pjbMHrz8BVIVtssjcLmYvuJde_k8egi1beDZZcnH6F_p5iwQSdXF8YzZiz/s5984/Avnstrup.JPG" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="3376" data-original-width="5984" height="181" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgiadAncB1RDsT6d9t0y85_3mrdDGE9_tXXuzcE0a02Mvh-jwII7SlMdY-nGvk-tce7HDW-kUCCdRMhHGWVuWixwDJSngiGLlTe8SE5Y2R1oFjFHmWTl5m8KdHlFSQfj4pjbMHrz8BVIVtssjcLmYvuJde_k8egi1beDZZcnH6F_p5iwQSdXF8YzZiz/s320/Avnstrup.JPG" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Københavns Kommunes lungesanatorium i Avnstrup<br />ved Ny Tolstrup syd for Osted på Sjælland blev<br />indviet i 1940. Det er et af mange eksempler på,<br />hvordan Københavns Kommunes institutioner<br />spredte sig ud over hele Østsjælland. Avnstrup<br />er i dag asylcenter. Eget foto.</td></tr></tbody></table><p></p><p>I sidste bind skriver Møller historien helt op til nutiden. Også han tager os frem og tilbage i både geografi og kronologi. 1980erne var præget af afindustrialisering, social deroute og en kommune, der desperat forsøgte at tiltrække gode skatteydere. Det skete gennem byfornyelse, frasalg af kommunale lejeboliger og en udvikling af Københavns havn og Ørestad. Nu er Amager for alvor kommet på københavnerkortet. Ind imellem skal der også være plads til udviklingen i den københavnske gastronomi, registrerede partnerskaber og den slags. Møller spadserer lidt for nonchalant gennem stoffet. Der kunne f.eks. sagtens gås lidt hårdere til By & Havn uden at give køb på sagligheden.</p><p>Forfatterne til de otte bind er udvalgt, fordi de alle er ansat i Københavns Kommunes stadsarkiv eller bymuseum. Den institutionelle ramme for værket er antagelig årsagen til, at naboerne på Frederiksberg, i Hvidovre, Gentofte, Tårnby eller Avedøre inddrages så vilkårligt og tilfældigt. Selv om forfatterne har samme arbejdsgiver kommer de hver især med den vinkel, som er deres. De er samlet set ikke så meget til klassisk politisk, økonomisk eller institutionel historie, men bevæger sig mest inden for social- og kulturhistorien. En af de få gennemgående pointer er, at København fra de tidligste tider helt til i dag i stort omfang er opført på opfyldt terræn.</p><p>Som samlet værk hænger det dog ikke rigtigt sammen. Det vil for meget og for meget forskelligt. Det er imidlertid også en sær styrke, at det ikke er lykkedes at gennemføre det samme koncept for alle bind. Hver forfatter synger nu engang med sit eget næb. Værket er smukt tilrettelagt og flot illustreret.</p><p>(Altinget, Hovedstaden, 4. april 2022 )</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-21999662138102081652022-03-07T15:24:00.001-08:002022-03-07T15:25:11.052-08:00Den ideologiske entreprenør<p>Peter Tygesen, Amdi og Tvind. Iværksætteren, Gads Forlag</p><p>Mogens Amdi Petersen (f. 1939) er en af den nyere danmarkshistories mest gådefulde skikkelser. ”Hvor er Amdi?” er et spørgsmål, der i forskellige variationer har dannet baggrund for mange avisoverskrifter – og sågar et brætspil. Journalist Peter Tygesen har sat sig for at finde Amdi, eller i hvert fald at finde ud af, hvem han er. I denne bog behandler han de første 40 år af Amdi Petersens liv, og det er forudset, at der vil komme et andet bind, der behandler resten af hans biografi. </p><p>Det er ikke fordi der mangler bøger om Amdi og Tvind. Jeg udgav selv i 1999 en bog om Tvind, og jeg må med det samme deklarere, at jeg er en blandt mange, der har hjulpet Tygesen med hans research, og for dette takkes vi i bogen.</p><p>Historien om Mogens Amdi Petersen er for så vidt velkendt. Hans far var overlærer i Ringe på Fyn og siden skoleinspektør af den konservative skole. Han blev student fra Odense Katedralskole, blev uddannet lærer fra seminariet i Haderslev og valgte sammen med ligesindede i 1963 at søge til Kroggårdsskolen i Næsby på Fyn, hvor skoleinspektøren, Sidenius, var kendt for at være pædagogisk progressiv. Næsby var en forstad til Odense, og Amdi Petersen gjorde sig bemærket som fremtrædende skikkelse i byens kulturliv og som medgrundlægger af Danmarks første kollektiv, Huset på Hunderupvej. Sensation skabte det, da skolekommissionen i Næsby efter to års prøvetid nægtede Amdi Petersen fast ansættelse med den udtrykkelige begrundelse, at han var for langhåret. Det skubbede ham på sin vis ud i en karriere som skaber af et alternativ til det officielle skolevæsen. Det begyndte med, at nogle af vennerne fra kollektivet i Odense rejste verden rundt, en erfaring som de siden omsatte i skabelsen af Den rejsende Højskole, hvis barnesko blev trådt i Svendborg og på Fanø, men som især voksede i styrke og betydning, da de i 1972 købte en ejendom ved Ulfborg i Vestjylland, kaldet Tvind.</p><p></p><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/a/AVvXsEiZxKs9L_-nLu7dNO6RF238Q2RS48Sa6uFWCJ2EtA-fmx71co3RRjFYTMRSqVhY3aEp6hxFsVp97OEI2gv4nPyVsiQFBVwSDJJ5o5vHPcyf0GMf1dtGn6S_2oTIXyYEJjCyhIBxyiOccltfm8iNla-UIn9lx-WX6MCpe0e7_tGLgpvN7eQQrtQq15eJ=s720" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="720" data-original-width="511" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/a/AVvXsEiZxKs9L_-nLu7dNO6RF238Q2RS48Sa6uFWCJ2EtA-fmx71co3RRjFYTMRSqVhY3aEp6hxFsVp97OEI2gv4nPyVsiQFBVwSDJJ5o5vHPcyf0GMf1dtGn6S_2oTIXyYEJjCyhIBxyiOccltfm8iNla-UIn9lx-WX6MCpe0e7_tGLgpvN7eQQrtQq15eJ=s320" width="227" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Man kunne i 1979 købe dette post-<br />kort af Tvindmøllen med fortrykt<br /> adresse til Handelsministeriet,<br /> over for hvem man kunne tilkendegive<br />sin modstand mod Atomkraft.<br /><br /></td></tr></tbody></table>Amdi Petersens triumf var opbyggelsen af Det nødvendige Seminarium, som betød, at Tvind kunne tilbyde en alternativ læreruddannelse. Opførelsen af den store elektricitetsproducerende vindmølle beskriver Tygesen minutiøst. Han kortlægger, hvordan det lykkedes Amdi at få meget billig eller sågar gratis teknisk rådgivning fra eksperter i ind- og udland til sit store projekt, som kunne indvies i foråret 1978. Tvindmøllen blev et meget håndgribeligt argument imod planerne om at indføre atomkraft i Danmark efter den store oliekrise i begyndelsen af 1970erne. Tygesen mener, at møllen også har haft betydning for udviklingen af den vindmølleindustri, der voksede frem i netop Vestjylland. Men overførslen af erfaringer med opførelsen af den store mølle må snarere siges at have været forbavsende ringe, for det tog de danske vindmøllefabrikanter en snes år, før de kunne bygge i samme skala som Tvindmøllen, der ved opførelsen var verdens største vindmølle og – med nogle tekniske forbehold – stadig er den længst fungerende megawatt-mølle nogensinde.<br /><p></p><p>Tvind havde som pædagogisk eksperiment og skoleform fra starten fået kolossalt medløb i medierne. Ikke kun den venstreorienterede presse, men også borgerlige aviser skrev beundrende om, hvordan Tvind havde held med at forbyde alkohol og stoffer, samtidig med at de unge mennesker fik hænderne op af lommen og bestilte noget.</p><p>Men i 1978 vendte offentligheden nærmest på en tallerken. Tvind blev kritiseret for at undertrykke individet, for fortielser, ideologisk ensretning og meget mere. Amdi Petersen var blevet sat under overvågning af PET blandt andet fordi Tvind plejede omgang med PFLP i Mellemøsten og ZANU i det sydlige Afrika. Og det kom frem, at Tvind ikke blot sværmede lidt for alternative samfundsformer, men havde en næsten sekterisk forventning om de sidste dages komme i skikkelse af verdensrevolutionen. Afsløringerne tvang Amdi Petersen væk fra de poster, som han havde beklædt i organisationen. Han begyndte at udvise paranoide træk, og til slut gik han under jorden. Med denne cliffhanger slutter bogen.</p><p></p><p>Tygesens bog er godt fortalt. Hvis man kan lide Peter Øvigs krøniker om den samme epoke i Danmarks historie, vil man også kunne lide Tygesens. Den er grundigt researchet. Tygesen har fundet mange øjenvidner, der ikke før er trådt frem, og han er omhyggelig med at vise, hvor han har sin viden fra. Det betyder også, at beretningen får detaljer og nuancer frem i historien, som ikke har været kendt før. Endelig er den meget sobert fortalt. Han ser på Tvind udefra, i modsætning til f.eks. Pia Elers, hvis bog fra 2020, ”På Rejse med Amdi”, er en mere personlig øjenvidneberetning, sine steder med tendens til idyllisering af tiden i Tvind. Tygesen er mere kritisk uden at være sensationslysten eller fordømmende. Han har heller ikke selv været en del af foretagendet, men har alderen (f. 1954) til at sætte sig ind i, hvordan man tænkte dengang. Det giver klangbund til forståelsen af det, der var en anden tid. Nye læsere kan begynde her, og der er al mulig grund til at se frem til bind 2.</p><p>(Kristeligt Dagblad 8. marts 2022. Avisen valgte en anden rubrik.)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3175429698042453161.post-69042380265967207712022-02-07T13:33:00.003-08:002022-10-21T15:39:15.664-07:00Vores ukrainske fortid<p> Rus – vikinger i øst. Moesgaard Museum</p><p>Det kunne ligne en tanke, at en meget betydelig del af de genstande, der udstilles, kommer fra Ukraine. Det virker næsten som en kommentar til det seneste årtis fortsatte politiske og militære krise i og omkring dette fjerne land, der i kulturel forstand slet ikke er så fjernt endda, erfarer vi ikke mindst i kraft af denne udstilling. Vi har faktisk en fælles fortid. Eller man kan måske spidsvinkle den lidt mere og sige, at hvis solidariteten med Ukraine skal have nogle kulturelle rødder at vokse af, er det aldrig for sent at skaffe sig en fælles fortid. Det kan lyde konstruktivistisk, men Moesgaard har ikke gjort andet end at tage fat i en historie, som er velkendt, nemlig at vikingerne ikke kun drog mod vest, men også tog østpå. Her kaldtes de også rus, og det var ifølge en middelalderlig russisk krønike skandinaver, der grundlagde det første russiske rige i midten af 800-tallet med først Novgorod og siden Kiev som hovedstad. Den politiske indebyrd af den omstændighed lader udstillerne klogelig ude af betragtning. For betyder det, at Ukraine historisk set i virkeligheden er russisk eller at Ukraine i virkeligheden er skandinavisk?</p><p>Udstillerne snyder lidt på vægten. Af udstillingsgrafikken ser det ud som om rejsen gik fra de indre danske farvande østover til de store floder, der som handelsveje førte nordboerne sydpå til Byzans og skabte forbindelsen til Abasside-kalifatet i Bagdad, hvorfra arabiske sølvmønter som betalingsmiddel for varer som pelse, rav og ikke mindst slaver strømmede nordpå. </p><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: left;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/a/AVvXsEjGYZsXrms6ZDKE5khXa59EargsV3_kVMk9GyjRp4SfTur0S0120K56B7U0Fg4oiXR6VyfMpiU5yanbXQbQ83OSI_HryDTcQRfiNI7EV0IbvqLi5vhiuK-VblweowCt8D9vRW51IgZvzzwjbdfB7uURvmto78E3inUK4jVuJel7zPWT1qSVaRx52T-7=s4032" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="4032" data-original-width="3024" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/a/AVvXsEjGYZsXrms6ZDKE5khXa59EargsV3_kVMk9GyjRp4SfTur0S0120K56B7U0Fg4oiXR6VyfMpiU5yanbXQbQ83OSI_HryDTcQRfiNI7EV0IbvqLi5vhiuK-VblweowCt8D9vRW51IgZvzzwjbdfB7uURvmto78E3inUK4jVuJel7zPWT1qSVaRx52T-7=w240-h320" width="240" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">På en af udstillingens plancher<br />fremhæves tre byer på Den jyske<br />Halvø som udgangspunkt for<br />ruterne østover. (Eget foto)<br /></span><br /></td></tr></tbody></table><br /><p></p><p>Fra talrige fund af sølvskatte i hele det baltiske område kan man se, hvordan disse små hele eller beklippede mønter, dirhem, med arabiske skrifttegn udgjorde en selvfølgelig del af de betalingsmidler, der var i omløb i Skandinavien. Op mod en kvart million af dem er bevaret. Det afspejler en væsentlig større økonomi. Og det er så her vægtforskydningen er lidt skæv, for fundene er i overvejende grad i gjort det østlige Skandinavien og Baltikum. De store omslagspladser var Birka ved Mälaren i Sverige og Staraja Ladoga ved Volkhovfloden øst for Skt. Petersborg. Især Birka har været storleverandør af arkæologiske vidnesbyrd om handelsforbindelsernes rækkevidde.</p><p>Foruden fire ukrainske museer har tre tyske, to polske, et lettisk, et litauisk, et svensk, et finsk, et norsk og to danske museer udlånt genstande til udstillingen. Man bemærker, at ikke et eneste russisk museum er med, selv om der er samlinger i både Novgorod og Skt. Petersborg, der tidligere har udlånt meget betydningsfulde genstande fra denne periode. Men da var de politiske vilkår også anderledes. Under alle omstændigheder er det en museologisk bedrift, at det er lykkedes at samle så mange interessante fund og museumsgenstande fra så stort et område på et sted.</p><p>De føjer talrige aspekter til historien, der ikke mindst handler om, at handelsvejene selv lige så meget som deres yderpunkter spillede en afgørende rolle og repræsenterede et liv og en kultur, der stod i økonomisk og kulturel udveksling med dem, der lagde vejen forbi. Så udstillingen handler lige så meget om et netværk af økonomier og kulturer mellem Østersøen og Sortehavet som om vikinger, der rejste ud.</p><p>Og her kommer vi så til et klassisk problem eller spørgsmål, når det handler om vikingerne, nemlig om de var mere eller mindre fredelige end almindeligt antaget? Det spørgsmål besvarer næsten sig selv, hvad angår forbindelserne østover, for selv om udstillingen er lagt an på at beskrive forbindelsen som handelsmæssig, er det for det første klart, at ingen købmand, der ikke var bevæbnet, kunne opretholde sin næring. For det andet var en af de væsentligste varer slaver, der i sagens natur ikke lader sig erhverve eller sælge uden et betydeligt mål af voldsberedskab. For det tredje var varægerne, som de også kaldtes, berømte og berygtede for deres kamptræning og fysiske kraft, og derfor kunne de også falbyde alle former for voldsudøvelse, der også dengang var en efterspurgt vare. Våbnene hører med. Udstillingen er på dette punkt ganske usentimental, om end ikke særlig eksplicit.</p><p>I løbet af 900-tallet tørrede de arabiske kontrollerede sølvminer ud, og bindemidlet i den handel, der i et par århundreder knyttede Østersøen til Sortehavet og Det kaspiske Hav, forsvandt. Interessen samlede sig nu om sølv fra f.eks. Harzen, der fra et dansk synspunkt er at definere som nærområde. For de danske kongers vedkommende rettede opmærksomheden sig mod skabelsen og opretholdelsen af et nordsøimperium. Det lykkedes kun kortvarigt. Men opmærksomheden forblev vestvendt. Nu skal vi lære vi at vende blikke også mod øst.</p><p>Med denne særudstilling har Moesgaard virkelig skabt sig selv en udfordring, for den bliver svær at overgå. Den taler til konservative museumsgemytter som mig, der holder meget af montrer fyldt med smukke og interessante genstande, man ikke har set før, og lange reflekterede ledsagetekster, og samtidig er det hele sat i scene i et delikat udstillingsdesign, der ikke er bange for stemningsskabende effekter eller appeller til fantasien og det sanselige uden at virke anmassende, så der er til både oplevelsen og eftertanken.</p><p>(Kristeligt Dagblad 8. feb. 2022.)</p>Jes Fabricius Møllerhttp://www.blogger.com/profile/14521950458957025232noreply@blogger.com0