En relativist i en stabil verden

Alf Ross, Om Ret og Retfærdighed, Hans Reitzels Forlag

"Det er ikke nogen selvfølge, at denne bog hermed efter et par årtiers fravær atter fnder vej til de danske boghandlere." Således indleder Jakob v. H. Holtermann sin introduktion til gengudgivelsen af et af de mest indflydelsesrige retsvidenskabelige værker i det 20. århundrede overhovedet, der første gang udkom i 1953. Holtermanns velplejede, let arkaiserende sprog fører næsten umærkeligt læseren tilbage til midten af det 20. århundrede. Alf Ross skrev sit værk i en tid, da en formel, urban tone gjaldt som ideal i videnskaben. Så meget desto mere slående virker Alf Ross’ egen tekst med sin ligefremme, moderne stil.

Alf Ross (1899-1979) var professor i jura på Københavns Universitet. Han var en karismatisk og kolerisk skikkelse, stærkt skole-, ja næsten menighedsdannende. Han kaldes ofte retspositivist, men det var ikke et prædikat, han selv anvendte.

Retsfilosofiens forskellige skoler kan anskueliggøres ud fra to yderpunkter, naturretten og retspositivismen. Naturretten går ud fra den antagelse, at der gælder nogle fundamentale principper, uafhængige af tid og sted, som danner – eller rettere bør danne – grundlaget for enhver retsorden. Det var naturretten, der lå til grund for FN’s menneskerettighedserklæring og Nürnbergdomstolene, der dømte de ledende skikkelser i det tyske naziregime efter krigen. Argumentet var, at selv om forbryderne blot havde fulgt ordrer og gældende tysk lov, var deres handlinger en krænkelse af de dybereliggende principper for retfærdighed. Kritikerne af naturretten beskylder den for at være uvidenskabelig. Den er ren idealisme, og til syvende og sidst subjektiv idealisme. Alf Ross udtrykte det i en passage, der også giver os en prøve på hans prosa:

"Som en skøge står naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intra-subjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intuition? Kan ikke min intuition være lige så god som din?"

Den idealistiske betragtning af retten slår ifølge Ross døren op for ubunden digt og dogmatik. Men selv om Ross således kritiserer ideaismen i retsvidenskaben, gør det ham ikke til retspositivist. Den retspositivistiske skole går enkelt fremstillet ud fra den grundlæggende antagelse, at der ikke findes nogen forskel på ret og retfærdighed. Enhver lov udleder sin autoritet af andre love, og de indgår i et hierarki af love, hvor den grundlæggende er grundloven i egentlig forstand.

Alf Ross’ retsfilosofi er en mellemposition eller rettere end modifikation af retspositivismen. Han fastholdt den opfattelse, at det ikke var retsvidenskabens opgave at identificere endsige tilvejebringe det moralfilosofiske fundament for retten og retshåndhævelsen. Retsvidenskaben var for ham "norm-deskriptiv, ikke norm-ekspressiv", det vil sige at han ønskede at beskrive, hvilke normer der gjorde sig gældende, ikke foreskrive nogen, hvad de burde gøre. Genstanden for denne beskrivelse var den faktiske retshåndhævelse, og opgaven var at identificere, hvad der var, hvad han kaldte gældende dansk ret. Denne opgave kunne løses ret enkelt ved blot at opregne, hvilke domme, der er faldet, altså hvordan bruges retten i praksis?

Det var imidlertid for Ross en utilstrækkelig tilgang til spørgsmålet. Han sammenlignede det med at ville sætte sig ind i skakspillet ved blot at studere en række partier. Ad den vej kan man nå langt, men man ville aldrig kunne nå til en udtømmende beskrivelse af spillets regler. På den måde ligger Ross’ opfattelse af retsvidenskaben tæt på sociologien, der ikke blot ønsker at registrere en særlig gruppes adfærd, men også udgranske motiverne eller "det abstraherede sæt af normative ideer der tjener som tydningsskema for dansk retslivs fænomener, hvilket igen vil sige, at disse normer følges effektivt og følges, fordi de opleves som social forbindende" på samme måde som skakspillere føler sig forpligtet af spillets regler.


Læren om "den ideologi der faktisk besjæler domstolene" kaldte Ross for retskildelæren, altså undersøgelsen af det, der i praksis lå til grund for domstolenes afgørelser. For det første var der lovene selv, dernæst præcedens og sædvane, hvad juristerne kalder præjudikater, og endelig for det tredje den noget mere luftige kategori "forholdets natur". Sidstnævnte er ikke mindst interessant, fordi "forholdets natur" i høj grad er kulturafhængig. Et af Ross’ eksempler er en strid mellem to naboer, hvoraf den ene har opstillet en ualmindelig hæslig statue i sin have, hvad den anden klager over. Men mens lugt- og og støjgener almindeligvis betragtes som grund til klage, må øjet tåle langt mere end næsen og ørerne, altså en kulturelt betinget privilegering af nogle sanser frem for andre.

Ross var en slags relativist. Han understregede, at det var væsentligt for et samfund at have en orden, men at enhver orden sådan set var vilkårlig eller historiske betinget. Således var der ifølge Ross ikke nogen fornuftig grund til at forbyde polygami, for han mente, at de begrundelser og rationelle betragtninger, "gennem hvilke man til forskellige tider har søgt at begrunde de fundamentale retsinstitutioner som de har formet sig efter tid og sted, i virkeligheden er fiktive."

Netop på dette punkt kan man se, at Alf Ross’ bog har et par generationer på bagen. Det er nemt nok at være relativist i et samfund, der i øvrigt har stabile, fælles værdier. I et samfund, der ikke længere har et entydigt værdigrundlag at hvile på, og hvor "forholdets natur" ikke længere giver sig selv, er det ikke længere gratis at forholde sig ironisk distanceret til bærende værdier. Det blev meget tydeligt demonstreret under karikaturkrisen, hvor fraværet af en værdiernes homogenitet gjorde, at der måtte sættes ord på det, som indtil da var blevet taget for givet, og at de ord blev til et skænderi. Hvordan Ross ville have forholdt sig til problemet, er vanskeligt at sige. Hans kritik af naturretten synes ikke at have mistet sin gyldighed. Det er jo så ganske klart, at rettighedstanken står til rådighed for enhver, der har et synspunkt eller en interesse at gøre gældende. På den anden side synes hans relativisme mest at være til analytisk brug. Når det kom til stykket, var han mere systembevarer end systemnedbryder. Hans bog, "Hvorfor Demokrati?", fra 1946 er et fremragende forsvar for demokratiet som styreform.

Ross havde enorm indflydelse på generationer af jurister, men hans bøger findes ikke længere på jurauddannelserne læseplaner. De hører til på "bibliotekernes massegrave", som professor Jens Evald fra Aarhus skriver i sin interessante biografi om Alf Ross fra 2010. Det er dristigt sagt af en, der selv skriver bøger. Ross’ tanker hørte utvivlsomt sin tid til, men han fortjener at blive læst. Han tænkte og skrev så klart, at selv en ikke-jurist som denne anmelder kan få noget ud af læsningen. Han var og er verdensberømt i retsvidenskabelige kredse. En nyoversættelse af Ret og Retfærdighed er på vej på engelsk. Og så fristes man til at tilføje, at hvis vore dages danske jurister ikke kan tåle at se deres argumenter skærpet på Ross’ strygestål, skulle de måske overveje, om det er deres eller Ross’ argumenter, der er noget i vejen med.


(Kristeligt Dagblad, 26. maj 2014)

Et parti uden retning har fået en bog uden retning

Anders Dybdal (red.) Socialdemokratiske tænkere, Informations Forlag

Denne antologi rummer portrætter af 17 klassiske og moderne tænkere, der kan siges at befinde sig i en socialdemokratisk tradition. Udvalget er ikke særlig velfokuseret. Det begynder med de klassiske tyske socialister, Marx, Engels, Lasalle, Kautsky og Bernstein. Der er fundet plads til fire danskere, Frederik Borgbjerg, Hartvig Frisch, K.K. Steincke og Mogens Lykketoft, tre briter, John Maynard Keynes, Anthony Giddens og Maurice Glasman, en amerikaner, Joseph Stiglitz, tre svenskere, Ernst Wigforss, Alva og Gunnar Myrdal samt en enkelt nordmand, Gro Harlem Brundtland. Det virker ærlig talt som et noget vilkårligt udvalg, der i bedste fald kan vise, at socialdemokratismen er en bredt favnende bevægelse, men i realiteten får den til at se ud som om den er uden retning.

Anders Dybdal er selv tidligere rådgiver for Mogens Lykketoft og medstifter af tænketanken CEVEA, det socialdemokratiske alternativ til den liberale tænketank CEPOS. Yderligere to af bidragyderne er tilknyttet CEVEA. Andre bidragydere er respekterede forskere fra danske, norske og svenske universiteter med en klar politisk profil til venstre for midten. Bogen ligner i sin form nogle af de antologier, der er kommet fra CEPOS, der netop også kombinerer tænketanksansatte skribenter med driftsikre sympatisører fra forskningsverdenen. Forskerne skal forlene værket med legitimitet, og tænketanksfolkene skal forlene forskningen med politisk retning. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Enkeltbidragene kan være nok så fortræffelige, men helheden får gerne karakter af politisk bestillingsarbejde.

Det er meget tankevækkende, at et af bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af freelance-sociologen Henrik Dahl. Han kan vel bedst karakteriseres som liberal og i hvert fald ikke som socialdemokrat.  Alligevel er det Dahl, der har størst held med at forklare, hvad moderne velfærdspolitik bygger på i sit bidrag om den britiske sociolog Anthony Giddens. Han betragtes som hjernen bag New Labour, den reformulering af de britiske socialdemokraters partiprogram, der bragte dem til magten i 1997 under ledelse af Tony Blair. Når det britiske folkevid gjorde ”I’m Tory plan B.” til et anagram for ”Tony Blair, MP”, er det udtryk for den fejlagtige opfattelse, at Blair i virkeligheden bare var en slags liberal-konservativ. Dahl gør opmærksom på, at Giddens havde et andet syn på staten end både de liberale og de klassiske socialdemokrater. Giddens stod for Den Tredje Vej eller Den radikale Midte. Begrebet viser tilbage til den franske radikalisme i slutningen af det 19. århundrede, som også var ophav til Det Radikale Venstre. Giddens vil hinsides det horisontale højre og venstre, og han forstår radikalitet som et vertikalt begreb. (Radikal stammer fra det latinske radix, der betyder rod.) Den klassiske velfærdsstat beskytter borgerne mod risiko, mod velkendte nødsituationer som sygdom, alderdom, arbejdsløshed eller invaliditet. Dahl undlader ikke polemisk at føje dovenskab til listen. Giddens vil revitalisere velfærdsstaten ved at investere i borgerne i form af uddannelse og ved at belønne dem for at gøre en indsats og befordre deres sundhed. Staten skal med andre ord ikke blot kompensere for de skader, der er en bivirkning af markedsmekanismerne, men aktivt understøtte borgernes mulighed for at klare sig og dermed også samfundets eller statens internationale konkurrenceevne. Hvis man i den forbindelse tænker konkurrencestat, tænker man ret. Problemet med den omstilling af velfærdspolitikken er, at socialdemokraterne mister stemmer fra alle dem, der mener, at velfærdsstaten skal være en forsørgerstat, ikke en konkurrencestat. Der er simpelthen for stor forskel mellem det, som politikerne ser som de væsentligste udfordringer, og det, som vælgerne oplever som afgørende problemer.

Her kommer Mogens Lykketoft ind i billedet. Eller man må rettere sige, at her ville Mogens Lykketoft være kommet ind i billedet, hvis Søren Kolstrups portræt af Lykketoft havde været mere fokuseret. Selv om Lykketoft muligvis ikke er den store ideolog, er han en betydningsfuld politisk begavelse. Ikke for ingenting sagde man, at Poul Nyrup var statsminister i Lykketofts regering. Lykketoft var arkitekten bag den reform af den offentlige sektor, der tog sin begyndelse i 1990erne. Nøglebegrebet er New Public Management, som Søren Kolstrup tilsyneladende har valgt at se bort fra. Ideen med New Public Management er at gøre op med den embedsmandskultur, der så stort på omkostninger og hensyn til borgerne. New Public Management vil skabe incitamenter for flid, service og effektivitet i den offentlige sektor ved at imitere de markedskræfter, der motiverer den private sektor til at præstere på disse afgørende parametre. Resultaterne ses ikke mindst i uddannelses- og sundhedssektoren, men følgevirkninger som stress hos personalet og dalende kvalitet i ydelserne er også markante. Lykketofts ideer fik en sådan succes, at de blev overtaget kritikløst af regeringerne Fogh Rasmussen, Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt. Af den grund har Lykketoft hjemme i en antologi som denne.

Hvis man vil skrive socialdemokratisk idehistorie, skal man gå væsentlig mere radikalt til værks end denne bog gør. Hvis man vil skrive historien ordentligt, skal man vedkende sig arv og gæld. I bidraget om Steincke går Jørn Henrik Petersen f.eks. lidt for let hen over racehygiejnen, der var en integreret del af Steinckes socialpolitik. Han gik ind for og fik gennemført love om tvangssterilisering af de mennesker, om hvem man mente, at de ikke var værdige til at sætte afkom i verden. Der var i socialdemokratismens ønske om under videnskabens dække at tilrettelægge samfundet i detaljer, den sociale ingeniørkunst, et totalitært anstrøg. Den stærke stat huser ikke kun gode viljer. Blandt andre Yvonne Hirdmans artikel om ægteparret Myrdal savner blik for dette aspekt.

Antologien ligger under for tænketankenes grundskade. De er organisationer, der iklæder synspunkter tilstrækkelig med videnskabelige udenværker til at de kan fremstå som kendsgerninger. I dette tilfælde er der indforskrevet mange fortræffelige videnskabsfolk til formålet, men de er blevet spændt for en vogn, der ikke nødvendigvis er deres egen. Redaktionen burde i virkeligheden blot have vedkendt sig sit politiske anliggende og udeladt de videnskabelige prætentioner. For hvis bogen havde været strammere redigeret og havde koncentreret sig mere om moderne socialdemokratisme, kunne den faktisk have tjent som kompas for et retningsløst parti, og hvis den havde givet los for sine præferencer, havde den forekommet væsentlig mere ærlig

(Kristeligt Dagblad 12. maj 2014. Redaktionen havde rettet udenværker til værker. Det er rettet tilbage igen her.)

Nøgternt om en historisk skandale

Lars Andersen, Scavenius-affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København, Aalborg Universitetsforlag, 174 sider, 250 kroner

Da ministeren for kirke- og undervisningsvæsen, den adelige godsejer Jakob Scavenius (1838-1915), blev afskediget i 1891, blev det af de fleste betragtet som en et resultat af, at han havde været modstander af regeringens tilnærmelser til oppositionen i forsvarsspørgsmålet. Scavenius var blevet minister 10 år før, udnævnt af sin fætter og navnefælle, konseilspræsident Jakob Brønnum Scavenius Estrup. Der var ikke tale om nepotisme. Scavenius var en dygtig minister, der f.eks. havde stor betydning for udviklingen af museums- og arkivvæsenet. Han nedsatte et kirkeligt råd, der skulle arbejde for en større grad af selvstændighed for kirken, men havde som bekendt ikke held med det.

I forsvarsspørgsmål var han udpræget konservativ, men i kulturelle spørgsmål havde han sympati for det moderne gennembruds mænd, og han var derudover kendt som en ivrig deltager i det københavnske natteliv. Det var et problem for ham som kirkeminister, fordi størstedelen af det kirkelige landskab betragtede brandesianismen som umoralsk og ukristeligt. Og så er spørgsmålet: Kan man have en kirkeminister, der er så radikal? Har ministerens private livsanskuelse og levned betydning for hans embedsførelse? Hvordan skal man forstå forbindelsen mellem politikerens private liv og hans offentlige?

Nogle få år før sin afsked var Scavenius blevet udfordret af en af sine partifæller, grosserer Carl Ingeman-Petersen (1854-1915), der offentligt anklagede Scavenius for at have besøgt en prostitueret. Det var i sig selv ikke strafbart, men dog stadig så alvorlig en anklage, at Scavenius efter nogen betænkningstid følte sig foranlediget til at anlægge en injuriesag. En af grundene til at han måtte anlægge sagen var sandsynligvis pres fra kirkelige kredse, der ikke ville finde sig i at have en minister, til hvem rygter om skørlevned klæbede. Årsagen til at Ingeman-Petersen fremførte sin anklage mod Scavenius var antagelig ikke politisk. Han var missionsk og simpelthen oprigtig forarget. Han havde yderligere efter al sandsynlighed fuldstændig ret. Når Scavenius klarede frisag, skyldtes det, at han havde bestukket centrale vidner og at det lykkedes ham og den del af pressen, der støttede ham, at fremstille Ingeman-Petersen som en isoleret galning.

Sagen, der er velkendt, døde hen, men kun tilsyneladende, hævder Lars Andersen, der med denne bog ønsker at give en ny forklaring end den herskende på Scavenius’ afgang. Andersen mener at kunne vise, at Scavenius’ privatliv, ikke hans politik, blev udslagsgivende for hans afskedigelse. Det er en relativt beskeden pointe at skrive en hel bog om. Bogen skal imidlertid ikke læses for sin pointe, men for sin detaljerede gennemgang af en vaskeægte skandale. Der er to hovedtyper af politiske skandaler, der handler om henholdsvis embedsmisbrug og personlig vandel. Den første type er et spørgsmål om overholdelse af formelle regler, mens den anden type handler om vælgernes tillid til de valgte. Hvem ønsker vi som politiske repræsentanter og ledere? Politikerne må svare for både de formelle domstole og for folkedomstolen. Mens reglerne for embedsførelse er både faste og klare, er offentligheden vilkårlig og inkonsekvent i sine domfældelser. Hvad der tjener den ene politiker til ros, bebrejdes den anden. Den enes mod og frisind er den andens mangel på karakter og moral.  

Scavenius var genstand for almindelig latterliggørelse i revyviser og karikaturtegninger. Mediernes behandling af sagen var omfattende. Han var trods sine kvaliteter som minister blevet en belastning for regeringen. Estrup stod i det samme dilemma, som mange af hans efterfølgere har måttet erkende: man fremstår som en svag regeringsleder, hvis man lader sig påvirke for let af folkestemningen, men på den anden side skal man skille sig af med de rådne æg. Det er et spørgsmål om timing.

Lars Andersen tager ikke for alvor fat i den diskussion om det private og det offentlige, som han lægger op til. Det er synd, for trådene kan trækkes helt frem til i dag. Mange af de største politikere i det 20. århundrede har haft rod i privatlivet og ført et levned, der ikke lever op til de moralske standarder, som de fleste hylder – ingen nævnt, ingen glemt. Andersen holder sig i det store hele til en nøgtern redegørelse for selve sagen, men den er sandelig også dramatisk nok i sig selv

(Kristeligt Dagblad 14. april 2014)

Grundtvigs impressario

Knud Søndergaard, Asta Grundtvig. Liv og virke – slægt og venner 1826 -1890, Forlaget Vartov, 436 sider, kr. 298

Asta Tugendreich Adelheid, født komtesse Krag Juel Vind Frijs i 1826, blev gift første gang med kammerherre Holger Reedtz i 1848, enke i 1857, gift anden gang med N.F.S. Grundtvig i 1858, enke for anden gang i 1872. Fru Asta, eller Adelheid, som hun selv kaldte sig, er gået over i historien som den, der ledsagede Grundtvig på hans gamle dage. Hun var en stærk og selvstændig kvinde, født adelig, men delte ikke flertallet af sine standsfællers konservative, politiske opfattelse. Kort tid efter sin første mands død fik hun det råd at opsøge Grundtvig som sjælesørger. Hun kendte ham ikke personligt i forvejen, men var forbundet gennem sin familie, idet hendes svoger, Hans Carlsen, var bror til Grundtvigs anden hustru, Marie Toft, der var død i 1854.

Den unge enke på 31 tog fra sit hjem på Palsgaard i Østjylland til København, hvor den aldrende Grundtvig var alene med en blot fire år gammel søn. De to fandt hurtigt sammen. Hun bragte fire børn ind i ægteskabet og fødte i tilgift Grundtvig en datter. Det var et inklinationsparti, men det viste sig også at være mere end det. Grundtvig fik ikke bare en sygeplejerske. Fru Asta havde foruden penge også virketrang, og i 1859 købte hun ejendommen Christianshvile på Frederiksberg, af Grundtvig kaldet "Gladhjem", hvorom bogen beretter: "Indadtil blev villaen en levende ramme om den grundtvigske storfamilie, og udadtil blev den et gæstfrit og inspirerende midtpunkt for udviklingen af Grundtvigs tanker og visioner for kirken og højskolen, og hvor fra Asta kunne udfolde hele sit register af organisationstalent og gæstfrihed."

Samme år blev grunden lagt til de legendariske vennemøder, der blev afholdt på Grundtvigs fødselsdag i september. Her samledes Grundtvigs tilhængere om taler og sang. Grundtvig var i sin levetid det åndelige centrum for disse møder, men hans tredje hustru var den organisatoriske kraft og som sådan en nøgleperson i den bevægelse, der kom til at bære hendes mands navn. I 1867 flyttede familien til ejendommen Store Tuborg, igen købt for fru Astas penge. I 1872 var der igen indbudt til vennemøde, hvor et par tusinde var mødt frem til det, der imidlertid skulle blive en begravelse, da Grundtvig var død kort tid før sin 89 års fødselsdag. Fru Asta Grundtvig forblev et anerkendt centrum for den grundtvigske bevægelse til sin død i 1890.

Selve beretningen om Astas liv udgør kun en mindre del af bogen. Selve biografien afbrydes af kapitler om slægten, venne- og omgangskredsen. I et omfattende appendix finder man blandt andet slægtstavler. Desværre er bogen uden et noteapparat, så man kan se, hvor den store viden stammer fra, og det er i særdeleshed synd, fordi der ligger omfattende studier i litteraturen og arkiverne til grund for bogen. Meget prisværdigt er det, at udgiverne har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at udfærdige et navneregister. Lars Thorkild Bjørn står for den fortræffelige billedredaktion.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2014)

Danmark i 1800-tallet

Danmark bliver Danmark – Krig, kamp og genier i 1800-tallet

Aarhus Universitetsforlag, 104 sider, kr. 149,95

Denne antologi, der er blevet til som led i den store 1800-talsfestival, der netop er blevet afholdt i Aarhus, består af 100 meget korte tekster, et for hvert år i det 19. århundrede, skrevet af næsten lige så mange forskellige historikere, litterater, musikvidenskabsfolk og mange andre. De omhandler så forskellige temaer som moderskab, hæren, mad, adel, opera, indvandring, skagensmalerne, Grundloven, eksport, Treårskrigen, bedrageri og meget, meget andet. Teksterne har nærmest karakter af klummer. De er pointerede og velskrevne, samtidig med at de inddrager resultaterne fra den seneste forskning. Hver tekst er illustreret med et eller flere velvalgte billeder gengivet i en fremragende kvalitet. Til sammen danner billeder og tekst en mosaik, der er en fortrinlig introduktion til et århundrede, der på en gang forekommer at være på den ene side eksotisk og fremmed og på den anden side genkendelig og moderne.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2014)

Værdigt om en vigtig modstandsmand

Tom Hermansen, Før jeg siger farvel - samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler

Jørgen Kieler (født 1919) var sammen med sine søskende aktiv i modstandsgruppen Holger Danske. Han blev taget af Gestapo i 1944 og sammen med sin bror bragt til KZ-lejren Neuengamme, nærmere bestemt den bestialske Aussenlager Porta Westfalica, der nærmest havde karakter af udryddelseslejr.

Om tiden som modstandsmand og som KZ-fange har Kieler for godt 10 år siden skrevet i et sagligt og grundigt erindringsværk med titlen " Hvorfor gjorde I det?", i to bind, udkommet på Gyldendal.

I 2005 udkom en interviewbog, "Om lidt er de borte", også på Gyldendal, hvor blandt andre Kieler fortæller sin historie til Ninka, Anne Wolden-Ræthinge.

Kieler færdiggjorde efter krigen sine medicinske studier og blev en respekteret kræftlæge, der desuden brugte sine personlige erfaringer til at undersøge de helbredsmæssige virkninger af et ophold i en KZ-lejr. Han forvaltede sin egen fortid ved at forholde sig videnskabeligt til den. Det er den samme tilstræbte objektivitet, man finder i det 10 år gamle erindringsværk.

I denne interviewbog har journalist Tom Hermansen imidlertid fået lirket lidt i lægen, og det er blevet til et personligt portræt af en mand, der endnu ikke er holdt op med at reflektere over de begivenheder for 70 år siden, der har formet ham og hans skæbne. Bogen handler først og fremmest om tiden 1940-1945, men den tager helt bevidst sit udgangspunkt i nutidens Jørgen Kieler, en skrøbelig, men stadig meget åndsfrisk mand.

Kieler repræsenterede og repræsenterer den ikke-kommunistiske del af modstanden, den del, der især var motiveret af nationale følelser og en stærk retfærdighedssans.

Han bryder sig ikke om Systemet Politiken og Bo Lidegaards forsvar for Erik Scavenius og samarbejdspolitikken, bestemt ikke.

Men Kieler har også lært at forsone sig. Minderne fra Porta Westfalica er stadig bitre, men han har stiftet fred med det Tyskland, som han i 1945 svor aldrig at ville besøge.

Kieler, der ellers godt har kunnet virke lidt skråsikker i sine vurderinger, beretter om, hvordan han løbende har måttet justere sit syn på livet og verden, og fortæller varmt og for det meste usentimentalt - man er vel stadig læge - om det at blive en gammel, gebrækkelig enkemand, og om glæden ved at have børn og børnebørn, om erindringens nødvendighed og om pligten og trangen til at besøge de grave, der bliver flere og flere.

Hermansen gør ikke Kieler til profet eller sandhedsapostel, men skildrer en mand, der er værd at lytte til, fordi han har omsat sine erfaringer til levet liv og betjent sig flittigt af sin intelligens og samvittighed undervejs. Hermansen har ristet ham en værdig rune.

(Kristeligt Dagblad 10. marts 2014)

Med forargelsen som drivkraft

Adam Hochschild, Aldrig mere krig, Informations Forlag

Denne bog handler ikke om krigen 1914-1918 i militærhistorisk forstand. Den skildrer en række britiske skæbner, der var involveret i krigen som generaler, menige soldater, iagttagere, embedsmænd, aktivister, forfattere, politikere og mange flere. Bogen bringer læseren vidt omkring i det udstrakte imperium, hvor vi møder kendte og ukendte aktører.

Hochschild kan tegne et portræt i få streger. Gennemgående er hans interesse for kvindeskikkelserne som for eksempel en suffragette som Charlotte Despard, der var pacifist - og søster til feltmarskal sir John French. De holdt interessant nok meget af hinanden. Læseren får også et portræt af den fascinerende lady Violet Cecil, svigerdatter til den britiske premierminister lord Salisbury. Hun ledsagede sin mand, der var officer, til Sydafrika, hvor han deltog i boerkrigen, og hun forelskede sig i den britiske generalguvernør, ungkarlen lord Milner. Tyve år senere blev hun enke, og de kunne endelig gifte sig.

Parret udgør to af bogens centrale skikkelser, som Hochschild bruger til at fortælle sin historie. Hans metode er at krydsklippe raskt fra situation til situation, fra person til person. Det bliver næsten for fragmenteret. Bogens bliver dog holdt sammen af sin dramatiske kerne, kampen for og imod krig, striden mellem militarister og pacifister i Storbritannien. De få krigsmodstandere som for eksempel filosoffen Bertrand Russell er bogens helte, der skildres som glimt af lys i en formørket tid. Bogen har en undertone af forargelse over britisk imperialisme og racisme i skikkelse af Rudyard Kiplings digtning, militærets arrogance, overklassens privilegier og politikernes ansvarsløshed.

Konger og kejsere fremstilles som barokke og latterlige, og religiøsitet betragter Hochschild med overbærende undren. I skildringerne af slagene på Vestfronten udfolder han hele sin skrivekunst for at udstille lidelsen, opregne tabet af menneskeliv og udstille, hvad han betragter som krigens meningsløshed. Den krigsbegejstring, der fandtes ikke blot i det første krigsår, kender Hochschild udmærket, men den er ham som fænomen helt fremmed.

Her står han i modsætning til Hew Strachan, der i sin nyligt oversatte bog, der blev anmeldt her i avisen for 14 dage siden, ikke fordømmer, men forsøger at forklare og forstå, at finde årsager til og mening med galskaben, hvorimod Hochschild synes at ville lade sig nøje med at fælde dom. Det er farverigt og godt skrevet, men Hochschilds drivkraft er forargelsen, så han taler først og fremmest til dem, der føler som han.

(Kristeligt Dagblad, 8. feb. 2014)