En lukket fest

Hans Hauge, Danmark, Aarhus Universitetsforlag, 60 sider

Hans Hauges tanker om "Danmark" er april måneds bidrag til Aarhus Universitetsforlags serie "Tænkepauser". Tidligere udgivelser i serien har behandlet emner som "Tillid", "Netværk", "Frihed" og "Folk".

Meningen med serien er at give en letforståelig introduktion til et forskningsfelt, "forfattet af nogle af landets klogeste hoveder og formidlet, så de fleste kan være med", som det hedder på forlagets hjemmeside, hvorfra man i øvrigt kan downloade bøgerne som lyd-og e-bøger ganske gratis.

Der er planlagt i alt 36 udgivelser i serien, der indtil videre har lagt hovedvægten på humaniora. Hvis man interesserer sig for medicin, fysik, kemi, jura, samfundsfag, politologi, botanik, zoologi, geografi, geologi, astronomi, jordbrugsvidenskab, økonomi, er der indtil videre ikke noget at hente. Teologi og klassiske humanistiske discipliner som filologi, litteratur eller arkæologi er heller ikke repræsenteret. Hele serien virker som et projekt, der er fostret i et ret snævert miljø af moderne kulturstudier og idéhistorie.

Hans Hauge er lektor i litteratur og er kendt i offentligheden for sine talrige klummer og debatindlæg. Umiddelbart synes han at være et godt valg som bidragyder til en serie som denne, for han er vant til at henvende sig til et ikke-akademisk publikum, men i dette tilfælde er der skudt ved siden af målet.

For det første handler bogen ikke om Danmark, men om danskhed eller rettere forestillingen om danskhed, dansk nationalisme. Hauge tilhører den skole, der inspireret af 1980' ernes nationalismeforskning mener, at Danmark og danskhed er en konstruktion, et forestillet fællesskab.

Denne teori har virkelig meget for sig, men for at blive lidt mere klog på den må man henvise til Ove Korsgaards bidrag til pamfletserien, som handler om "Folk".

Sagen er nemlig for det andet den, at Hauge i virkeligheden ikke er nogen særlig god formidler. Han er en intelligent polemiker og en skarp iagttager, men han er tydeligvis fejlcastet til rollen som den, der på 60 sider skal forklare den forudsætningsløse læser, hvad " Danmark" er. Hvis man for eksempel som tilflytter til Danmark valgte at købe denne bog for at blive klogere på sit nye hjem, ville man blive efterladt med indtrykket af en lukket fest. Hauge er alt for indforstået og ironisk til, at udenforstående kan få noget som helst ud af bogen.

For de indforståede er der til gengæld sjove pointer at hente. Han lægger for eksempel vægt på, at danskheden i høj grad blev skabt af Georg Brandes. Vitsen er, at Brandes er meget upopulær i Dansk Folkeparti, der betragter ham som en, der netop har forrådt danskheden. Det lo vi så lidt af.

Hauge er bedst, når han bruger sine forudsætninger som litterat til at analysere danskhedens metaforer. Engang var Danmark en kirke, er en af hans klassiske pointer, men så blev det i løbet af det 19. århundrede til et folkehjem, og i den post-nationale epoke er Danmark blevet til et hotel, hvor folk flytter ud og ind efter behag. Det er godt set.

Men bogen er som sådan mislykket, fordi Hauge af forlaget har fået lov til at køre frihjul uden at overveje, hvem målgruppen er for hans udladninger, og resultatet er, at han bare får lov til at fortsætte sin polemiske stil rettet mod forestillede eller virkelige modstandere i den debat om danskhed, der nu kører på fjerde årti.

(Kristeligt Dagblad 11. april 2013)