Hitler sælger

Arthur Brand, Hitlers Heste, Kristeligt Dagblads Forlag

Billedhuggeren Josef Thorak udfærdigede til Hitlers rigskancelli i Berlin to skulpturer af heste i overstørrelse, ”schreitende Pferde”. Arthur Brand hævder, at det er almindelig antaget, at skulpturerne gik til ved Berlins fald i 1945 og gør et stort nummer ud af, at han selv ud fra en film optaget ved Rigskancelliet i det tidlige forår 1945 havde opdaget, at skulpturerne var blevet fjernet før slaget om Berlin (s. 78).

Skulpturerne stod i mange år opstillet ved en sovjetisk kaserne i Eberswalde. Det får Brand ifølge sin egen beretning dokumenteret, fordi han under et arkivbesøg i Berlin uopfordret af en arkivbetjent får oplysninger om en mand, der ved noget om det, han er ved at undersøge. Denne mand viser sig at være i besiddelse af en kopi af en filmoptagelse oprindeligt foretaget af kunstneren Franz Lanzendörfer af skulpturerne fra Eberswalde (s. 101). Men det er så alligevel ikke Brand, der har opdaget – eller genopdaget – skulpturerne, for som han skriver i efterordet:

”Frank Lanzendörfer var ikke den eneste, som havde opdaget skulpturerne på kaserneterrænet i Eberswalde. Den østtyske fotograf Steinert havde i 1984 efter et tip også taget billeder af skulpturerne efter at være kommet ind på kaserneterrænet ad en smutvej. Og få år senere fotograferede en vesttysk kunsthistoriker dem og skrev om det.” (s. 259)

Ikke et ord om, hvem denne kunsthistoriker var eller hvor resultaterne blev publiceret. Brand er udsat for flere besynderlige slumpetræf. Da han besøgte Carinhall, Görings landsted, blev han uopfordret opsøgt af en ældre mand, der ikke alene havde kendt Göring personligt, men oven i købet viste sig at sidde inde med oplysninger om nogle af de kunstværker, som havde befundet sig på stedet. (s. 64) 

Problemet er, at de oplysninger, som han ved denne lejlighed får adgang til, er alment tilgængelige. Og så har de i øvrigt ikke det ringeste med Hitlers heste at gøre. Der er mange af den slags blindgyder i plottet. F.eks. går der et helt kapitel med at han opsøger Himmlers datter i München og hun afviser at tale med ham. Et andet kapitel går med, at han besøger en samler af nazi-memorabilia i Bruxelles, der ejer en miniature af Thoraks heste. På et foto ser man Brand holde miniaturen. På et andet ser man Brand stå foran Thoraks atelier, som han også besøger.

Efter at der er gået mange sider med at bekræfte, hvad sagkundskaben sådan set har vidst hele tiden, nemlig at Hitlers heste overlevede krigen, bliver bogen lidt mere interessant. Hestene var af DDR blevet solgt til vestlige samlere for hård valuta. Nu var de blevet sat til salg på det sorte marked, og det havde vakt de tyske myndigheders interesse.

Brand indledte et samarbejde med politiet i Berlin. Han foregav at være agent for en køber af hestene. Han samarbejdede også med en journalist fra Der Spiegel. Noget tyder på, at Brands vidnesbyrd har spillet en rolle for tilvejebringelsen af en ransagningskendelse på tre adresser i Tyskland, der endte med, at skulpturerne i 2015 blev beslaglagt af myndighederne. Forbundsrepublikken er statsretlig efterfølger til Nazityskland og gjorde som sådan krav på ejendomsretten til skulpturerne. De to skulpturer er efter en retssag nu blevet overdraget til et museum i Spandau.

Bogen lanceres på forsiden af den danske udgave som den ”utroligt sande historie om kunstdetektiven, der infiltrerede den nazistiske underverden” tilføjet et citat fra Daily Telegraph: ”Kunstverdenens Indiana Jones”. På bagsiden tilføjes ”Med livet som indsats i jagten på sandheden”. Så er den danbrownske scene sat.

Men det er selviscenesættelse. Bogen er skrevet som en førstepersonsfortælling, og den følger Arthur Brands vej ind i problemkomplekset. Hvert kapitel bærer navnet på en europæisk by som overskrift. Han har været langt omkring. Det er dog småt med livsfaren. Det virker bare hektisk, og det kommer til at dække over, at det i grunden ikke er så meget, han selv har fundet ud af. Interessant nok har det vist sig, at der også findes en tredje pendant til hestene, som siden 1961 har befundet sig i en kostskole i Bayern. Den blev i sin tid overdraget skolen af kunstnerens enke som betaling for hendes børns ophold på skolen. Den tredje hest er ikke med i bogen, ikke fordi den er ligegyldig, men antagelig fordi Brand ikke kan tage æren for opdagelsen.

Bogen er udformet næsten som et filmmanuskript. Scenerne er sat som i en dokumentarfilm med masser af dialog, også fra situationer, hvor forfatteren ikke har haft mulighed for at tage noter.  Alene af den grund må man antage, at der er tale om i bedste fald rekonstruktioner. Bogen er oversat til mange sprog, og man kan godt forstå, at den er populær. Hitler sælger, som man siger i forlagsbranchen. Men foruden blindgyder i plotstrukturen, mystiske tilfældigheder og en del fyldstof i form af især transportscener, er der ikke kød nok på historien til at berettige en hel bog på 260 sider, ikke hvis Arthur Brand skal være hovedpersonen.

(anmeldt her til bloggen 19. marts 2023)

Fra Atuagagdliutit til Aarhus Stiftstidende

Ole C. Jørgensen, Beretningen om de danske aviser 1992-2021

Over flere end 1200 sider gennemgår Ole C. Jørgensen i alfabetisk rækkefølge de dagblade, der er udkommet siden 1992 i Danmark og Grønland fra Atuagagdliutit/Grønlandsposten til Aarhus Stiftstidende. Færøerne er ikke med. Heller ikke de gratis dagblade som 24timer, Urban eller MetroXpress har selvstændige opslag, men må nøjes med at blive puljet sammen i et enkelt kapitel på 25 sider. De mange annoncefinansierede lokale og regionale ugeblade, der i dag udgør en væsentlig del af avismarkedet får heller ingen selvstændig omtale. Weekendavisen er som eneste ugeblad med, men den landsdækkende Søndagsavisen mangler.

Denne anmelder begyndte sin karriere i den danske dagbladsbranche for mere end 40 år siden. Min storebror havde en rute for Kalundborg Folkeblad, der omfattede en 30-40 abonnenter i Asminderup, øst for Kalundborg, og jeg varetog ruten et par dage om ugen. Folkebladet var dengang sammen med Danmarks Radio vores hovedkilde til information om alt fra årets konfirmander i valgmenigheden til fodnotepolitikken og Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Folkebladet havde sit eget trykkeri i bladhuset i Skibbrogade, hvorfra aviserne blev distribueret ud over hele Nordvestsjælland og Samsø. Jo længere østpå man kom, desto mere udtalt var konkurrencen fra Holbæk Amts Venstreblad. I 1990 indgik begge aviser i samme selskab, og i 2007 fusionerede de til en udgivelse, der bærer det prosaiske navn Nordvestnyt, hvis liv i stadig højere grad i dag udspilles på internettet.

På den måde er Kalundborg Folkeblad et godt eksempel på den proces, som de fleste dagblade har været igennem de seneste 30 år. For det første handler det om sammenlægninger, effektiviseringer og centraliseringer organisatorisk, institutionelt og redaktionelt. I 1992 var der 38 selvstændige bladhuse. I slutningen af 2021 var der 15 tilbage.

Det betyder til gengæld også, at abonnenterne føler, at hensynet til det lokale stof underprioriteres. Det gav og giver grobund for de mange annoncefinansierede lokale ugeaviser, som Ole C. Jørgensen ikke har taget med i sin oversigt.

For det andet handler det om en teknologisk udvikling i produktionen af den trykte avis. Her var Skagens Avis interessant nok pioner i begyndelsen af 1990erne. Det udfordrede ikke mindst de velorganiserede typografer, der med held i flere år fastholdt et monopol på at bestride særlige arbejdsopgaver i avisproduktionen, selv om de i realiteten var blevet overflødiggjort af udviklingen. Det førte til bitre arbejdskampe, der kostede bladhusene store summer. Samtidig blev avistrykkerierne færre. En af de sidste lokalaviser, der afskaffede sit eget trykkeri, var Bornholms Tidende, der lukkede sit i Rønne i 2020.

For det tredje blev konkurrencen om annoncekronerne skærpet. Engang udgjorde boligannoncerne og stillingsopslagene en stor post i de store dagblades budgetter. Det var om ikke gratis penge, så dog en stabil indtægt, og selv om dette marked flyttede til internettet, forblev de fleste i den tro, at kampen om annoncemarkedet skulle udkæmpes på papir. Der blev gjort flere forsøg på at skabe landsdækkende gratis dagblade baseret på annonceindtægter, men de viste sig at være en blindgyde. De involverede bladhuse som Berlingske, JP-Politiken og A-pressen kom til at indgå i et vanvittigt kapløb om mest effektivt at kaste guld på gaden.  Jørgensen mener, at det samlede tab er mindst to milliarder kroner.

Det viste sig som konsekvens for det fjerde, at det store slag om læsernes og annoncørernes gunst skulle foregå på nettet. Læserne var blevet vænnet til bl.a. gennem gratisaviserne, at man ikke skal betale for nyheder, samtidig med, at udgifterne til at tilvejebringe disse nyheder ikke var faldet, ikke mindst fordi journalisterne har haft held med at fastholde et relativt højt lønniveau.

For det femte er det påfaldende, at de stærkeste brands i avisbranchen har klæbet til papirformatet, selv om forsøgene på at give elektronisk adgang til nyheder indledtes allerede med den kortlivede virksomhed Diatel i 1993, hvor Politiken og Jyllands-Posten leverede en del af indholdet. Fra 1992 til 2015 faldt antallet af trykte eksemplarer af dagblade på hverdage i Danmark fra 1.466.052 til 630.286, men indtil videre har kun en af de store aktører overgivet sig helt til det digitale format. Jørgensens bog er kommet lige præcist for tidligt til at have fået med, at dagbladet B.T. har opgivet sin tilværelse som trykt avis og nu kun findes online. Alle aviser forsøger at få deres abonnenter til at migrere fra papiret til nettet, men der gør sig en betydelig konservatisme gældende blandt især læsere, så aviserne hænger stadig på et format, der er tynget voldsomt af omkostningerne til distribution og på det seneste også stærkt stigende udgifter til papir. Det er ret indlysende, at det er uholdbart at forlange, at nyheder, der er indhentet og tastet ind i en computer, trykkes på papir natten over og ved hjælp af migrantarbejdere bringes til privatadressen, før næste dags morgenkaffe er brygget, når det samme indhold kan vises væsentlig hurtigere og for en brøkdel af omkostningerne på abonnentens mobiltelefon.

Ole C. Jørgensens er forhenværende chefredaktør for Fyns Amts Avis og har haft en række tillidsposter i dagbladenes organisationer. Han bygger sit værk på et omfattende branchekendskab, en sans for anekdoter og et stort professionelt netværk. Listen over hans meddelere er lang. Detaljeringsgraden er stor, ikke mindst for nogle af de mindre dagblades vedkommende som nu f.eks. Kalundborg Folkeblad. Det jugement, der anlægges, er værd at tage i betragtning, især i forbindelse med personalesager, selv om næppe alle involverede er enige i Jørgensens udlægning. Ingen nævnt ingen glemt. De berørte vil finde en bekvem genvej i værkets glimrende personregister. Så kan de jo selv se, om beskrivelsen er retvisende.

Der er ingen fodnoter, men til gengæld får man serveret en vurdering af udviklingen, som forfatteren står inde for med den vægt, som hans navn måtte have. Det vil derfor stå som et uomgængeligt referenceværk, som ikke mindst vil have interesse for de mange, der har haft deres gang og virke i den danske avisbranche i de seneste 30 år.

(Kristeligt Dagblad 20. februar 2023)

 

 

 

Amarna - solgudens by

Denne særudstilling på Glyptoteket viser genstande, som er fundet i det, der fra ca. 1350 f.Kr. og blot en snes år frem var Ægyptens hovedstad. Byen kendes i dag som Armana, men hed i oldtiden Akhetaten. Den blev grundlagt af farao Akhenaten, der vel i dag er mest kendt på grund af sin underskønne dronning Nefertiti. Det er ikke lykkedes at låne det berømte portræt af hende fra det ægyptiske museum i Berlin, men Den kongelige Afstøbningssamlings kopi er om ikke en fuldgod, så dog en interessant erstatning.

Torso af Akhenaten
(eget foto)

Akhenaten blev et par år inde i sin regeringstid omvendt til en ny kult for solguden Aten, som han gjorde til statsreligion. Dermed afskaffede han også flerguderi. Hovedstaden flyttede han fra Theben til den by, som han selv grundlagde som en hyldest til sin gud. Efter Akhenatens død blev byen forladt og ødelagt, og ægypterne genoptog deres gamle religiøse skikke, og faraoernes residens flyttede tilbage til Theben.

Det er begrænset, hvad der kan forventes at være bevaret fra en by på 30.000 indbyggere, der kun eksisterede i 20 år for godt 3000 år siden. Nogle genstande er såkaldte spolier, altså dele af en nedrevet bygning, som er blevet genanvendt i en ny. F.eks. udstilles to fragmenter af et relief. De kommer fra hhv. The Metropolitan Museum i New York og Glyptotekets egen samling. De passer sammen som to brikker i et langt større puslespil og føres i denne udstilling sammen for første gang siden oldtiden. Man kan ikke sige, at Glyptoteket oversælger denne pointe. Man skal virkelig kunne læse udstillingsteksterne indenad for at få den med.

Noget af det, der taler direkte til museumsgæsten i 2023, er den ikonografi, der omgav faraoen, hans dronning og deres døtre. Den repræsenterer et skønhedsideal, der nærmer sig, hvad man også har kaldt det androgyne, altså en udviskning af eller en leg med forskellene mellem kønnene. Noget tyder på, at det afspejler en tilsvarende lighed mellem mænds og kvinders status og betydning i den kongelige familie.

De to fragmenter fra hhv. the Met og Glyptoteket
(eget foto)

Betagende er de få hverdagsgenstande, der er fundet, en flettet kurv eller en riskost, fremstillet af de tarveligste materialer, men ikke desto mindre bevaret for denne meget sene eftertid. Der er noget grundlæggende fascinerende ved det forhold, at vi kan vide så meget om menneskene for så lang tid siden.

Fra omtrent samme tidsrum i historien har vi i Danmark et klenodie som Solvognen fra Trundholm Mose. I modsætning til fundene fra Amarna står Solvognen næsten uden kontekst. Fra Armana er der tekster, kunstværker og genstande, en veletableret kronologi, der kan skabe en ramme for forståelsen, også selv om den bygger på fragmentariske vidnesbyrd.

Udstillingen begrænser sig til at fylde to af etagerne i Henning Larsens tilbygning til Glyptoteket. Den består af et delikat udvalg af originale genstande suppleret med plancher, reproduktioner og kopier iscenesat i en klassisk museumsæstetik. De fleste af genstandene er kun forsynet med de nødtørftigste oplysninger, f.eks. ”Amonhoved, statuefragment, Horemheb, Diorit” eller ”Talatat, Akhenaten ofrer en and, Hermopolis, Kalksten”. Der er tale om en besynderlig sproglig fornærethed. Genstandene forklarer ikke sig selv, og man kan ikke forvente, at den besøgende ved, hvad, hvor eller hvem Talatat, Diorit eller Horemheb er.

Den kongelige Afstøbningssamlings
gipskopi af en buste af Nefertiti
(eget foto)

Udstillingen når langt alene på den fascinationskraft, der udgår fra de originale genstandes aura, men den er ikke god nok til at motivere og forklare de valg, der er truffet, og den forsømmer at fortælle de historier, der kalder på at blive fortalt.

(Kristeligt Dagblad 7. marts 2023)

I skyggen af Rusland

 Vibe Termansen

I skyggen af Rusland, Gads Forlag, 224 sider

Denne bog føjer sig til en håndfuld af udgivelser, der udkommer lige omkring årsdagen for Ruslands angreb på Ukraine. Mens Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel f.eks. i deres bog forsøger at forklare Rusland i dag ud fra indre, politiske, økonomiske og militære strukturer og dynamikker, går Vibe Termansen rent historisk til værks, og hun ser konsekvent Rusland fra et centraleuropæisk perspektiv.

Det er et interessant greb, fordi det tager fat i den russiske selvforståelse, der i høj grad netop er historisk. Termansen begynder enkelt og effektivt med den sovjetisk-tyske ikke-angrebspagt fra august 1939, hvor Hitler og Stalin delte store dele af det nordlige og centrale Europa mellem sig. Den aftale dannede forudsætning for, at Tyskland kunne angribe Polen i september samme år og erobre store dele af Nord- og Vesteuropa året efter. I kraft af samme aftale kunne Sovjetunionen relativt uforstyrret erobre de baltiske randstater, det østlige Polen og med noget besvær en del af Finland + det løse.

Det anfægter for det første den russiske selvforståelse som ”anti-nazistisk”. Sovjetunionen var i de to første år af 2. Verdenskrig i praksis allieret med Nazityskland. Sovjetunionen var fødselshjælper for Hitlers sejre. For det andet kortlægger Termansen et mønster. Stalin søgte ved forhandlingerne med briterne og amerikanerne op mod 2. Verdenskrigs afslutning at sikre en genoprettelse af Det russiske Imperium i den udstrækning, som det havde haft ved udbruddet af 1. Verdenskrig. I de følgende kapitler forfølger Termansen denne tanke. Når borgerne i en sovjetisk lydstat blev så utilfredse, at de greb til demonstrationer og oprør, kørte Den røde Hær sine kampvogne ind i hovedstaden for at genoprette Pax Sovjetica. Det gjaldt DDR i 1953, Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, næsten i Polen i begyndelsen af 1980erne og Litauen i 1991. Efter Sovjetunionens opløsning fortsatte det med Tjetjenien i 1994.

Termansens pointe er, at det mønster er fortsat af Putin, der vel havde forestillet sig, at hvis regeringen i Kyiv ikke makker ret, triller Moskva bare nogle panserkolonner ind, og så skal der nok komme orden på tingene. Det har i Ukraines tilfælde bare ikke vist sig at være tilfældet, og det skyldes et andet princip, som går stik imod Moskvas imperiale drømme, nemlig alle suveræne staters ret til selv at søge deres egne alliancer. Det er ikke vanskeligt at forstå, at ukrainerne fravælger den skramlede pakkeløsning af brutalitet, armod og undertrykkelse, som Rusland forsøger at pånøde sine omgivelser. Ukrainerne foretrækker som de fleste andre lande den sikkerhed, velstand og frihed, som NATO og EU tilbyder.

Rusland ser ikke staternes autonomi som en frigørelse, men derimod som en aggressiv ekspansion fra NATO’s side. Det skyldes, at Rusland ikke kan tænke ikke-imperialistisk. At små lande har deres egen selvstændige eksistens, vilje og berettigelse, er for imperialister af Stalins og Putins skole en utænkelig tanke. Fordi Rusland er et imperium, må Ruslands fjender i Ruslands egen selvforståelse naturligvis også være det, og derfor må NATO’s udvidelse være at forstå som en imperial strategi fra USA’s side. Formelt og traktatligt har Moskva adskillige gange anerkendt staters – herunder Ukraines – territoriale integritet og ret til selv at vælge. Traktaterne er aftrykt som appendiks i bogen. Men det er ikke noget, som Putin føler sig forpligtet af, og spørgsmålet er, hvad et håb skulle bygges på i den nuværende situation? Det handler bogens afsluttende kapitel om. Svaret låner Termansen fra historikeren Anne Applebaum, der mener at kunne finde et ganske vist spinkelt håb i russernes eget ønske om et andet Rusland.

Vibe Termansen leverer et nødvendigt perspektiv på den nuværende konflikt. Det er ikke hele billedet. Som nævnt interesserer hun sig ikke meget for den indre udvikling i Rusland, men heller ikke for diplomatiets rolle. Mange mener, at den nuværende konflikt kræver en diplomatisk løsning. På DR TV kan man for øjeblikket se en dokumentar i tre afsnit produceret af BBC, ”Putins kamp mod Vesten”, der dokumenterer det omfattende diplomati, der i de seneste mange år er blevet bragt i anvendelse fra både USA, NATO og EU for at forhindre udbruddet af en større konflikt. Krigen i Ukraine er altså ikke et resultat af mangel på diplomati, men af et sammenbrud for de diplomatiske bestræbelser. Den modsiger ikke Termansens hovedkonklusion, men føjer et ekstra spor til forståelsen.

Bogen er skrevet med en let pen, nogle steder lidt for muntert jovialt for emnets tragiske karakter, men i dyb solidaritet med den Centraleuropa, som tydeligvis har krav på vores opmærksomhed. Så det er en nødvendig bog til tiden,

(En væsentligt forkortet version af denne anmeldelse blev trykt i Kristeligt Dagblad 25. februar 2023.)