Fra Atuagagdliutit til Aarhus Stiftstidende

Ole C. Jørgensen, Beretningen om de danske aviser 1992-2021

Over flere end 1200 sider gennemgår Ole C. Jørgensen i alfabetisk rækkefølge de dagblade, der er udkommet siden 1992 i Danmark og Grønland fra Atuagagdliutit/Grønlandsposten til Aarhus Stiftstidende. Færøerne er ikke med. Heller ikke de gratis dagblade som 24timer, Urban eller MetroXpress har selvstændige opslag, men må nøjes med at blive puljet sammen i et enkelt kapitel på 25 sider. De mange annoncefinansierede lokale og regionale ugeblade, der i dag udgør en væsentlig del af avismarkedet får heller ingen selvstændig omtale. Weekendavisen er som eneste ugeblad med, men den landsdækkende Søndagsavisen mangler.

Denne anmelder begyndte sin karriere i den danske dagbladsbranche for mere end 40 år siden. Min storebror havde en rute for Kalundborg Folkeblad, der omfattede en 30-40 abonnenter i Asminderup, øst for Kalundborg, og jeg varetog ruten et par dage om ugen. Folkebladet var dengang sammen med Danmarks Radio vores hovedkilde til information om alt fra årets konfirmander i valgmenigheden til fodnotepolitikken og Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Folkebladet havde sit eget trykkeri i bladhuset i Skibbrogade, hvorfra aviserne blev distribueret ud over hele Nordvestsjælland og Samsø. Jo længere østpå man kom, desto mere udtalt var konkurrencen fra Holbæk Amts Venstreblad. I 1990 indgik begge aviser i samme selskab, og i 2007 fusionerede de til en udgivelse, der bærer det prosaiske navn Nordvestnyt, hvis liv i stadig højere grad i dag udspilles på internettet.

På den måde er Kalundborg Folkeblad et godt eksempel på den proces, som de fleste dagblade har været igennem de seneste 30 år. For det første handler det om sammenlægninger, effektiviseringer og centraliseringer organisatorisk, institutionelt og redaktionelt. I 1992 var der 38 selvstændige bladhuse. I slutningen af 2021 var der 15 tilbage.

Det betyder til gengæld også, at abonnenterne føler, at hensynet til det lokale stof underprioriteres. Det gav og giver grobund for de mange annoncefinansierede lokale ugeaviser, som Ole C. Jørgensen ikke har taget med i sin oversigt.

For det andet handler det om en teknologisk udvikling i produktionen af den trykte avis. Her var Skagens Avis interessant nok pioner i begyndelsen af 1990erne. Det udfordrede ikke mindst de velorganiserede typografer, der med held i flere år fastholdt et monopol på at bestride særlige arbejdsopgaver i avisproduktionen, selv om de i realiteten var blevet overflødiggjort af udviklingen. Det førte til bitre arbejdskampe, der kostede bladhusene store summer. Samtidig blev avistrykkerierne færre. En af de sidste lokalaviser, der afskaffede sit eget trykkeri, var Bornholms Tidende, der lukkede sit i Rønne i 2020.

For det tredje blev konkurrencen om annoncekronerne skærpet. Engang udgjorde boligannoncerne og stillingsopslagene en stor post i de store dagblades budgetter. Det var om ikke gratis penge, så dog en stabil indtægt, og selv om dette marked flyttede til internettet, forblev de fleste i den tro, at kampen om annoncemarkedet skulle udkæmpes på papir. Der blev gjort flere forsøg på at skabe landsdækkende gratis dagblade baseret på annonceindtægter, men de viste sig at være en blindgyde. De involverede bladhuse som Berlingske, JP-Politiken og A-pressen kom til at indgå i et vanvittigt kapløb om mest effektivt at kaste guld på gaden.  Jørgensen mener, at det samlede tab er mindst to milliarder kroner.

Det viste sig som konsekvens for det fjerde, at det store slag om læsernes og annoncørernes gunst skulle foregå på nettet. Læserne var blevet vænnet til bl.a. gennem gratisaviserne, at man ikke skal betale for nyheder, samtidig med, at udgifterne til at tilvejebringe disse nyheder ikke var faldet, ikke mindst fordi journalisterne har haft held med at fastholde et relativt højt lønniveau.

For det femte er det påfaldende, at de stærkeste brands i avisbranchen har klæbet til papirformatet, selv om forsøgene på at give elektronisk adgang til nyheder indledtes allerede med den kortlivede virksomhed Diatel i 1993, hvor Politiken og Jyllands-Posten leverede en del af indholdet. Fra 1992 til 2015 faldt antallet af trykte eksemplarer af dagblade på hverdage i Danmark fra 1.466.052 til 630.286, men indtil videre har kun en af de store aktører overgivet sig helt til det digitale format. Jørgensens bog er kommet lige præcist for tidligt til at have fået med, at dagbladet B.T. har opgivet sin tilværelse som trykt avis og nu kun findes online. Alle aviser forsøger at få deres abonnenter til at migrere fra papiret til nettet, men der gør sig en betydelig konservatisme gældende blandt især læsere, så aviserne hænger stadig på et format, der er tynget voldsomt af omkostningerne til distribution og på det seneste også stærkt stigende udgifter til papir. Det er ret indlysende, at det er uholdbart at forlange, at nyheder, der er indhentet og tastet ind i en computer, trykkes på papir natten over og ved hjælp af migrantarbejdere bringes til privatadressen, før næste dags morgenkaffe er brygget, når det samme indhold kan vises væsentlig hurtigere og for en brøkdel af omkostningerne på abonnentens mobiltelefon.

Ole C. Jørgensens er forhenværende chefredaktør for Fyns Amts Avis og har haft en række tillidsposter i dagbladenes organisationer. Han bygger sit værk på et omfattende branchekendskab, en sans for anekdoter og et stort professionelt netværk. Listen over hans meddelere er lang. Detaljeringsgraden er stor, ikke mindst for nogle af de mindre dagblades vedkommende som nu f.eks. Kalundborg Folkeblad. Det jugement, der anlægges, er værd at tage i betragtning, især i forbindelse med personalesager, selv om næppe alle involverede er enige i Jørgensens udlægning. Ingen nævnt ingen glemt. De berørte vil finde en bekvem genvej i værkets glimrende personregister. Så kan de jo selv se, om beskrivelsen er retvisende.

Der er ingen fodnoter, men til gengæld får man serveret en vurdering af udviklingen, som forfatteren står inde for med den vægt, som hans navn måtte have. Det vil derfor stå som et uomgængeligt referenceværk, som ikke mindst vil have interesse for de mange, der har haft deres gang og virke i den danske avisbranche i de seneste 30 år.

(Kristeligt Dagblad 20. februar 2023)