Grænseland

Birgitte H. Thomsen og Henrik Skov Kristensen (red.), Sønderjylland i 1933, Historisk Samfund for Sønderjylland

Få steder i Tyskland havde nazisterne så stor succes som i Slesvig-Holsten, hvor de ved rigsdagsvalget i 1932 opnåede absolut flertal. Og ser man på Sydslesvig alene, var tilslutningen til nazismen over 60 procent.

Med en sådan folkelig opbakning pustede fremtrædende slesvig-holstenske nazister som landråd Wilhelm Sievers og pastor Johann Peperkorn sig selv og politiske prøveballoner op med budskabet om, at grænsen mellem Danmark og Tyskland var »en hårrejsende forbrydelse mod det tyske folk«. De krævede Nordslesvigs indlemmelse i Det Tredje Rige.

Faktisk var de internationale garantier for Sønderjyllands indlemmelse i kongeriget i 1920 svagere end som så. Versaillesfreden, der havde skabt forudsætningerne for genforeningen, var undergravet. Dansk udenrigspolitik måtte i 1930’erne føres på den præmis, at grænsen i den tyske bevidsthed slet ikke lå fast.

Når Berlin derfor meget tydeligt nødede Sievers og Peperkorn til at stikke piben ind, skyldtes det ikke respekt for folkeretten, men derimod realpolitiske hensyn. Andre udfordringer stod længere oppe på nazitoppens dagsorden, så den så ingen anledning til at tirre det nordiske broderfolk – endnu.

I denne antologi afdækkes de mange problemer og udfordringer, som det nazistiske statskup medførte nord og syd for grænsen. Sønderjylland var stadig kun halvvejs inde i en omfattende økonomisk, politisk, kulturel og strukturel integrationsproces med det øvrige Danmark. Især det sønderjyske landbrugs relativt lave forrentning var en kilde til uro og kriser. Det tyske mindretal i Sønderjylland blev i betydelig grad nazificeret, mens det danske mindretal syd for grænsen blev udsat for chikane og diskrimination.

Højreradikale og/eller stærkt nationale bevægelser skød frem med udgangspunkt i grænselandet og udløbere til resten af landet, herunder ikke mindst det danske nazistparti med sønderjyden Frits Clausen i spidsen. Han revitaliserede partiet efter at have kuppet sig til hvervet som partiets fører på bekostning af københavneren Cay Lembcke.

Bogen viser i detaljer og med overblik, hvor dybt krisen stak, hvor mange kræfter der blev mobiliseret på begge sider, og hvor galt det egentlig kunne være gået. Især Rene Rasmussen, der har skrevet tre af bogens otte artikler, må fremhæves for sin klare, velskrevne og nuancerede redegørelser. Bogen er illustreret med mange fantastiske fotos fra de lokale arkiver.

 

(Politiken 5. juni 2010)

En vigtig, men også ufærdig bog om kongehuset

Jens Høvsgaard, Det koster et kongerige, Rosinante

Denne bog behandler to væsentlige spørgsmål. For det første ser den på, hvor stort det direkte og indirekte offentlige tilskud til kongehuset er. For det andet undersøger den kongehusets forhold til erhvervslivet, særligt de gaver og sponsorater, som medlemmer af kongehuset modtager. Høvsgaard indtager et meget kritisk standpunkt. Han mener, at kongehuset koster skatteyderne alt for mange penge, og at det har gjort sig alt for afhængigt af store erhvervsvirksomheder.

Kongehuset har ikke tradition for åbenhed i økonomiske spørgsmål. Årpengene, den såkaldte apanage, der beløber sig til cirka 100 millioner kroner om året, er vedtaget ved lov og er som sådan offentligt tilgængelig viden. Dertil kommer imidlertid andre indirekte og skjulte poster på statsbudgettet, især under Forsvarsministeriet, der skønsmæssigt har udgifter på 180 millioner om året på specifikke kongehusopgaver.

Flyvevåbnet sørger for Dronningens lufttransport, kongeskibet hører under søværnet, og hæren stiller med Den Kongelige Livgardes vagt-, musik-og tamburkorps samt Gardehusarregimentets hesteskadron til hverdag og fest. Også Finans-og Udenrigsministeriet har betydelige udgifter, men også de mindre ministerier betaler. Under Kirkeministeriet sorterer den kongelige konfessionarius, Københavns tidligere biskop, Erik Norman Svendsen, der modtager et årligt vederlag på 102.000 kroner for gejstlig bistand til kongehuset. Årpenge og indirekte statsudgifter udgør til sammen i omegnen af 350 millioner kroner. Hertil kommer momsrefusion og en hemmeligholdt udgiftspost til PET's livvagter.

Når vi ved alt dette og mere til, er det ikke Jens Høvsgaards fortjeneste. Det skyldes i al væsentlighed to forhold. For det første har der gennem de seneste 10 år været et generelt pres i retning af større gennemsigtighed i kongehusets økonomi. Når alle andre offentlige institutioner ligger under for den købmandslogik, at borgerne skal have noget for skattekronerne, er det blevet stadig vanskeligere for kongehuset at forsvare den hidtidige politik. Det har blandt andet ført til, at der fra 2004 er udgivet en årsrapport, der redegør for hoffets økonomi, og at Statsministeriet i 2010 udgav en rapport om de samlede offentlige udgifter til kongehuset.

For det andet har journalist Jan Körner fra Ekstra Bladet gennem flere år gjort kongehusets økonomi til sit stofområde. Körner har dækket stort set alle de væsentlige historier, som Høvsgaard tager op. Man kan ikke kalde bogen plagiat, men i sin substans ville den have været utænkelig uden Körners forarbejde.

Høvsgaard er ikke kun kritisk. Han er simpelthen grundlæggende forarget. Han kan slet ikke skjule sin modvilje mod kongehuset som fænomen og institution. Forargelsen kommer til at fungere som erstatning for saglig argumentation. Når han foreksempel beskriver hoffets omfattende tjenerstab, er det med den implicitte forudsætning, at læseren deler hans forargelse over, at kongehusets medlemmer ikke stryger deres egne skjorter eller selv bærer deres egen bagage.

Bogen trænger til en redaktionel opstramning. Høvsgaard er ret upræcis i sin dokumentation af, hvor han har sin viden fra, og han har meget svært ved at holde sig til sagen. I gennemgangen af kongehusets private sponsorer fortaber han sig i lange digressioner og irrelevante udredninger af parforcejagtens historie, bryggeriet Harboes personalepolitik eller familien Kirk Kristiansens ejendomsopkøb. Hensigten er antagelig, at vi skal blive forargede over, at kongefamilien plejer omgang med skrupelløse og skydegale kapitalister, men det bliver ved antydningerne.

Kæden hopper helt af, når han forsøger at mistænkeliggøre prins Joachims landbrugsvirksomhed. Hvis Prinsen i Høvsgaards øjne ikke må modtage penge fra andre, og hvis han ikke må tjene dem selv, hvad skal den stakkels mand så stille op? Nærmere en egentlig pointe kommer han, når han peger på, at Kronprinsens klimabevidsthed ikke udstrækker sig til at påvirke hans valg af transportmidler.

Høvsgaard forsømmer at opstille et mål for, hvad der kunne være en rimelig udgift til et kongehus. Det hænger antagelig sammen med, at han mener, at enhver krone, der gives ud til kongehuset, er en krone for meget, uanset om den kommer fra skatteyderne eller private sponsorer.

Han kunne for eksempel sammenligne med andre europæiske monarkier. Danmark hører faktisk til i den dyre ende. Man kunne også sammenligne med de tænkte udgifter til statsoverhovedet, hvis Danmark var en republik. De kongelige slotte ville vi jo næppe forsømme at vedligeholde, de militære musikkorps ville nok ikke blive afskaffet, og en præsident ville stadig have store udgifter til sikkerhed, transport og repræsentation. Kongeskibet synes dog i stigende grad - republik eller ej - at ligne et mål for besparelser. Det koster godt 30 millioner kroner om året at drive.

Høvsgaard når ikke særlig dybt i diskussionen af spørgsmålet, om der er en fare i, at velstående erhvervsfolk sponsorerer prins Henriks sejlbåd eller betaler kronprinsparrets bryllupsrejse? Høvsgaard kalder det korruption, altså at erhvervslivet køber sig til indflydelse på myndighedsbeslutninger. Det er en lidt upræcis karakteristik af problemet, for kongefamilien har ingen administrativ eller politisk indflydelse bortset fra statsoverhovedet selv, Dronningen, og hun holder faktisk sin sti ren.

Til gengæld har kongefamilien, hvad man kalder blød magt. Der er prestige og presseomtale i at blive forbundet med kongehuset. Et tøjfirma kan ikke ønske sig bedre reklame end, at Kronprinsessen ses iklædt et af deres produkter. Problemet er, at kongehuset skal repræsentere hele landet, og det må ikke pleje særinteresser, hvad enten de er politiske eller økonomiske. Kongehuset må ikke kunne mistænkes for at være i lommen på nogen eller for at tage parti. Høvsgaards gennemgang viser, at der er tilfælde, hvor denne mistanke med føje bliver vakt. Det er bare synd, at han ikke har skrevet en bedre bog om emnet.

(Kristeligt Dagblad 14. dec. 2012)

En gullaschbaron

Kaj Buch Jensen: Matadoren Valdemar Henckel, Forlaget Almuebøger, 241 sider, kr. 248.

Valdemar Henckel ( 1877-1953) hørte til generationen af gullaschbaroner, der tjente mange penge hurtigt, men satte dem over styr med samme hastighed og med store omkostninger til følge for dem, de omgav sig med. Henckel nåede at blive rig og gå fallit som både byggematador, teglværksejer, skibsreder og skibsbygger.

Henckel kan imidlertid ikke bare afskrives som en skruppelløs spekulant eller bedrager, som nogen vil gøre ham til. Henckel blev født uden for ægteskab på den Kgl. Fødselsstiftelse i København, og hans far døde tidligt, men den lille Valdemar blev adopteret af den mand, der giftede sig med hans mor. Hans voksede op under beskedne kår og måtte slide sig til en uddannelse som skibsbygger på Orlogsværftet på Holmen i København.

I de første år af det 20. århundrede var der et byggeboom svarende til det, der herskede præcis 100 år senere. Henckel havde ved hjælp af forbindelser fået foden inden for i hovedstadens byggebranche, og snart stod han for byggerier af prangende beboelsesejendomme, især i kvarteret omkring Glyptoteket. Lighederne med den seneste boligkrise er ganske slående.

Bygherrer og entreprenører arbejdede på kredit, og så længe der var optimisme, var det muligt at tjene formuer på luftkasteller, men så snart det i 1907-08 stod klart, at markedet var mættet, og priserne vendte, havde de intet kapitalgrundlag at stå imod med, og resultatet var fallit også hos de kreditgivende banker.

Fuldstændig som nutidens fallenter oprettede Henckel en ægtepagt og fortsatte med at drive forretning med sin kones penge, der var skærmet fra kreditorernes krav. Han fortsatte med at bygge, men nu i mindre målestok. I 1912 dukkede han op i Kalundborg med planer om at bygge et teglværk på Røsnæs eller Refnæs, som det også kaldtes dengang. Det var planen at iværksætte en større industriel produktion af tegl med afsætning i hovedstaden for øje. Transporten var den begrænsende faktor, men Henckel øjnede en mulighed for udskibning af stenene fra den lille nærliggende havn på nordsiden af Røsnæs. Det førte ham over i rederibranchen.

På grund af krigen 1914-18 var skibsfart en risikofyldt branche, men fragtraterne var også enorme. Henckel købte f. eks. i 1916 for 163.000 kroner et skib, som allerede på sin første tur tjente 100.000. » At det skulle times Kalundborg, at den skulle blive sædet for en af de største sejlskibsflåder i Danmark! « skrev Kallundborg Avis begejstret om forhåbningerne til Henckel.

I 1916 tog Henckel endnu et initiativ med dannelsen af Aktieselskabet Kalundborg Skibsværft, men på dette tidspunkt begyndte han også at løbe ind i modstand, først fra lokale forretningsfolk som byens gamle matador konsul Peter Colding og den unge handelsmand S. P.

Jensen. Dagbladet Børsen begyndte at interessere sig for Henckels forretningsmetoder og indledte, hvad Kaj Buch Jensen ikke tøver med at kalde en kampagne mod Henckel. Henckels forretninger involverede tvivlsomme handler med skibe mellem selskaber, der var kontrolleret af Henckel, som derved tjente store penge. Skibsværftet mødte politisk modstand, og Henckel blev udsat for mistanken om, at det var et rent skrivebordsprojekt, men Henckel havde politisk tæft. Det var lykkedes ham at få de lokale socialdemokrater over på sin side, og han skød mange penge i den kommunale valgkamp i 1917.

Endelig den 4. oktober 1918 kunne skibsværftet indvies med en stor fest, hvor både minister uden portefølje Th. Stauning og lensgrevinde Lerche-Lerchenborg deltog, mens alle hovedstadsaviser skrev omfattende reportager. På højden af sin aktivitet omfattede Henckels virksomhed flere rederier, skibsværfter i Kalundborg, Marstal og Korsør samt en maskinfabrik. Derudover stod han bag adskillige byggerier i Kalundborg, herunder ikke mindst det prætentiøse Grand Royal Hotel på havnen. Kalundborg og Omegns Bank var nær knyttet til Henckels virksomheder. I januar 1921 standsede banken sine betalinger, fordi den ikke længere kunne overholde sine forpligtelser. Det var især skibsværftet i Kalundborg, der havde trukket banken ned, og kort tid efter brød hele Henckels virksomhedskonglomerat sammen. Henckel blev arresteret og ved en langvarig retssag blev han endelig i 1923 idømt tre års fængsel for bedrageri. Han blev benådet af justitsminister Steincke i 1924. Han flyttede ikke tilbage til Kalundborg, men genoptog en efterhånden omfattende byggevirksomhed i København. I 1940 gik han i betalingsstandsning, og han fik efterfølgende en dom for dokumentfalsk. Endnu engang blev Henckel benådet. Det kan ikke udelukkes, at hans livslange venskab med fremtrædende socialdemokrater havde betydning.

Det blev altså ikke Henckel, der endte som Danmarks største reder, som Kallundborg Avis havde forudset. Det blev som bekendt en anden iværksætter fra en anden købstad, A. P. Møller fra Svendborg, der stiftede Dampskibsselskabet af 1912. Henckel var dygtig og entreprenant som en anden kalundborgsk lokalmatador, Arne Bybjerg. I modsætning til Bybjerg solgte han dog ikke i tide, og han betalte prisen for den risiko, han løb. Han var ingen charlatan, ingen Stein Bagger, for der var faktisk gehalt i meget af det, han gjorde. Han ligner Kurt Thorsen meget mere, en mand, der øjner forretningsmulighederne før de fleste, men som også er indstillet på at skære en genvej, som loven ikke tillader. Og så var han som Thorsen optaget af kvaliteten i det byggeri, han stod for. Henckel var også de store armbevægelsers mand. Han havde et overdådigt privatforbrug, men han var også generøs og loyal mod sine støtter, venner og familie.

Kaj Buch Jensen har gjort et meget stort arbejde for at opspore kilderne til Valdemar Henckels komplicerede levnedsløb og udmøntet sine resultater i en velfortalt og velillustreret bog. Udgangspunktet er den lokalhistoriske interesse, og det er lykkedes at give et nuanceret portræt af denne fascinerende, forbryderiske og flamboyante forretningsmand, der har sat så afgørende et præg på Kalundborg. Men faktisk viser bogen også, hvor betydningsfuld en bygherre Henckel var i København, hvor han stod bag en lang række af hovedstadens mest markante boligbyggerier.

(Nordvest-nyt, 1. dec. 2012)