En vigtig, men også ufærdig bog om kongehuset

Jens Høvsgaard, Det koster et kongerige, Rosinante

Denne bog behandler to væsentlige spørgsmål. For det første ser den på, hvor stort det direkte og indirekte offentlige tilskud til kongehuset er. For det andet undersøger den kongehusets forhold til erhvervslivet, særligt de gaver og sponsorater, som medlemmer af kongehuset modtager. Høvsgaard indtager et meget kritisk standpunkt. Han mener, at kongehuset koster skatteyderne alt for mange penge, og at det har gjort sig alt for afhængigt af store erhvervsvirksomheder.

Kongehuset har ikke tradition for åbenhed i økonomiske spørgsmål. Årpengene, den såkaldte apanage, der beløber sig til cirka 100 millioner kroner om året, er vedtaget ved lov og er som sådan offentligt tilgængelig viden. Dertil kommer imidlertid andre indirekte og skjulte poster på statsbudgettet, især under Forsvarsministeriet, der skønsmæssigt har udgifter på 180 millioner om året på specifikke kongehusopgaver.

Flyvevåbnet sørger for Dronningens lufttransport, kongeskibet hører under søværnet, og hæren stiller med Den Kongelige Livgardes vagt-, musik-og tamburkorps samt Gardehusarregimentets hesteskadron til hverdag og fest. Også Finans-og Udenrigsministeriet har betydelige udgifter, men også de mindre ministerier betaler. Under Kirkeministeriet sorterer den kongelige konfessionarius, Københavns tidligere biskop, Erik Norman Svendsen, der modtager et årligt vederlag på 102.000 kroner for gejstlig bistand til kongehuset. Årpenge og indirekte statsudgifter udgør til sammen i omegnen af 350 millioner kroner. Hertil kommer momsrefusion og en hemmeligholdt udgiftspost til PET's livvagter.

Når vi ved alt dette og mere til, er det ikke Jens Høvsgaards fortjeneste. Det skyldes i al væsentlighed to forhold. For det første har der gennem de seneste 10 år været et generelt pres i retning af større gennemsigtighed i kongehusets økonomi. Når alle andre offentlige institutioner ligger under for den købmandslogik, at borgerne skal have noget for skattekronerne, er det blevet stadig vanskeligere for kongehuset at forsvare den hidtidige politik. Det har blandt andet ført til, at der fra 2004 er udgivet en årsrapport, der redegør for hoffets økonomi, og at Statsministeriet i 2010 udgav en rapport om de samlede offentlige udgifter til kongehuset.

For det andet har journalist Jan Körner fra Ekstra Bladet gennem flere år gjort kongehusets økonomi til sit stofområde. Körner har dækket stort set alle de væsentlige historier, som Høvsgaard tager op. Man kan ikke kalde bogen plagiat, men i sin substans ville den have været utænkelig uden Körners forarbejde.

Høvsgaard er ikke kun kritisk. Han er simpelthen grundlæggende forarget. Han kan slet ikke skjule sin modvilje mod kongehuset som fænomen og institution. Forargelsen kommer til at fungere som erstatning for saglig argumentation. Når han foreksempel beskriver hoffets omfattende tjenerstab, er det med den implicitte forudsætning, at læseren deler hans forargelse over, at kongehusets medlemmer ikke stryger deres egne skjorter eller selv bærer deres egen bagage.

Bogen trænger til en redaktionel opstramning. Høvsgaard er ret upræcis i sin dokumentation af, hvor han har sin viden fra, og han har meget svært ved at holde sig til sagen. I gennemgangen af kongehusets private sponsorer fortaber han sig i lange digressioner og irrelevante udredninger af parforcejagtens historie, bryggeriet Harboes personalepolitik eller familien Kirk Kristiansens ejendomsopkøb. Hensigten er antagelig, at vi skal blive forargede over, at kongefamilien plejer omgang med skrupelløse og skydegale kapitalister, men det bliver ved antydningerne.

Kæden hopper helt af, når han forsøger at mistænkeliggøre prins Joachims landbrugsvirksomhed. Hvis Prinsen i Høvsgaards øjne ikke må modtage penge fra andre, og hvis han ikke må tjene dem selv, hvad skal den stakkels mand så stille op? Nærmere en egentlig pointe kommer han, når han peger på, at Kronprinsens klimabevidsthed ikke udstrækker sig til at påvirke hans valg af transportmidler.

Høvsgaard forsømmer at opstille et mål for, hvad der kunne være en rimelig udgift til et kongehus. Det hænger antagelig sammen med, at han mener, at enhver krone, der gives ud til kongehuset, er en krone for meget, uanset om den kommer fra skatteyderne eller private sponsorer.

Han kunne for eksempel sammenligne med andre europæiske monarkier. Danmark hører faktisk til i den dyre ende. Man kunne også sammenligne med de tænkte udgifter til statsoverhovedet, hvis Danmark var en republik. De kongelige slotte ville vi jo næppe forsømme at vedligeholde, de militære musikkorps ville nok ikke blive afskaffet, og en præsident ville stadig have store udgifter til sikkerhed, transport og repræsentation. Kongeskibet synes dog i stigende grad - republik eller ej - at ligne et mål for besparelser. Det koster godt 30 millioner kroner om året at drive.

Høvsgaard når ikke særlig dybt i diskussionen af spørgsmålet, om der er en fare i, at velstående erhvervsfolk sponsorerer prins Henriks sejlbåd eller betaler kronprinsparrets bryllupsrejse? Høvsgaard kalder det korruption, altså at erhvervslivet køber sig til indflydelse på myndighedsbeslutninger. Det er en lidt upræcis karakteristik af problemet, for kongefamilien har ingen administrativ eller politisk indflydelse bortset fra statsoverhovedet selv, Dronningen, og hun holder faktisk sin sti ren.

Til gengæld har kongefamilien, hvad man kalder blød magt. Der er prestige og presseomtale i at blive forbundet med kongehuset. Et tøjfirma kan ikke ønske sig bedre reklame end, at Kronprinsessen ses iklædt et af deres produkter. Problemet er, at kongehuset skal repræsentere hele landet, og det må ikke pleje særinteresser, hvad enten de er politiske eller økonomiske. Kongehuset må ikke kunne mistænkes for at være i lommen på nogen eller for at tage parti. Høvsgaards gennemgang viser, at der er tilfælde, hvor denne mistanke med føje bliver vakt. Det er bare synd, at han ikke har skrevet en bedre bog om emnet.

(Kristeligt Dagblad 14. dec. 2012)