Nøgternt om en historisk skandale

Lars Andersen, Scavenius-affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København, Aalborg Universitetsforlag, 174 sider, 250 kroner

Da ministeren for kirke- og undervisningsvæsen, den adelige godsejer Jakob Scavenius (1838-1915), blev afskediget i 1891, blev det af de fleste betragtet som en et resultat af, at han havde været modstander af regeringens tilnærmelser til oppositionen i forsvarsspørgsmålet. Scavenius var blevet minister 10 år før, udnævnt af sin fætter og navnefælle, konseilspræsident Jakob Brønnum Scavenius Estrup. Der var ikke tale om nepotisme. Scavenius var en dygtig minister, der f.eks. havde stor betydning for udviklingen af museums- og arkivvæsenet. Han nedsatte et kirkeligt råd, der skulle arbejde for en større grad af selvstændighed for kirken, men havde som bekendt ikke held med det.

I forsvarsspørgsmål var han udpræget konservativ, men i kulturelle spørgsmål havde han sympati for det moderne gennembruds mænd, og han var derudover kendt som en ivrig deltager i det københavnske natteliv. Det var et problem for ham som kirkeminister, fordi størstedelen af det kirkelige landskab betragtede brandesianismen som umoralsk og ukristeligt. Og så er spørgsmålet: Kan man have en kirkeminister, der er så radikal? Har ministerens private livsanskuelse og levned betydning for hans embedsførelse? Hvordan skal man forstå forbindelsen mellem politikerens private liv og hans offentlige?

Nogle få år før sin afsked var Scavenius blevet udfordret af en af sine partifæller, grosserer Carl Ingeman-Petersen (1854-1915), der offentligt anklagede Scavenius for at have besøgt en prostitueret. Det var i sig selv ikke strafbart, men dog stadig så alvorlig en anklage, at Scavenius efter nogen betænkningstid følte sig foranlediget til at anlægge en injuriesag. En af grundene til at han måtte anlægge sagen var sandsynligvis pres fra kirkelige kredse, der ikke ville finde sig i at have en minister, til hvem rygter om skørlevned klæbede. Årsagen til at Ingeman-Petersen fremførte sin anklage mod Scavenius var antagelig ikke politisk. Han var missionsk og simpelthen oprigtig forarget. Han havde yderligere efter al sandsynlighed fuldstændig ret. Når Scavenius klarede frisag, skyldtes det, at han havde bestukket centrale vidner og at det lykkedes ham og den del af pressen, der støttede ham, at fremstille Ingeman-Petersen som en isoleret galning.
Sagen, der er velkendt, døde hen, men kun tilsyneladende, hævder Lars Andersen, der med denne bog ønsker at give en ny forklaring end den herskende på Scavenius’ afgang. Andersen mener at kunne vise, at Scavenius’ privatliv, ikke hans politik, blev udslagsgivende for hans afskedigelse. Det er en relativt beskeden pointe at skrive en hel bog om. Bogen skal imidlertid ikke læses for sin pointe, men for sin detaljerede gennemgang af en vaskeægte skandale. Der er to hovedtyper af politiske skandaler, der handler om henholdsvis embedsmisbrug og personlig vandel. Den første type er et spørgsmål om overholdelse af formelle regler, mens den anden type handler om vælgernes tillid til de valgte. Hvem ønsker vi som politiske repræsentanter og ledere? Politikerne må svare for både de formelle domstole og for folkedomstolen. Mens reglerne for embedsførelse er både faste og klare, er offentligheden vilkårlig og inkonsekvent i sine domfældelser. Hvad der tjener den ene politiker til ros, bebrejdes den anden. Den enes mod og frisind er den andens mangel på karakter og moral.  

Scavenius var genstand for almindelig latterliggørelse i revyviser og karikaturtegninger. Mediernes behandling af sagen var omfattende. Han var trods sine kvaliteter som minister blevet en belastning for regeringen. Estrup stod i det samme dilemma, som mange af hans efterfølgere har måttet erkende: man fremstår som en svag regeringsleder, hvis man lader sig påvirke for let af folkestemningen, men på den anden side skal man skille sig af med de rådne æg. Det er et spørgsmål om timing.

Lars Andersen tager ikke for alvor fat i den diskussion om det private og det offentlige, som han lægger op til. Det er synd, for trådene kan trækkes helt frem til i dag. Mange af de største politikere i det 20. århundrede har haft rod i privatlivet og ført et levned, der ikke lever op til de moralske standarder, som de fleste hylder – ingen nævnt, ingen glemt. Andersen holder sig i det store hele til en nøgtern redegørelse for selve sagen, men den er sandelig også dramatisk nok i sig selv

(Kristeligt Dagblad 14. april 2014)

Grundtvig impressario

Knud Søndergaard, Asta Grundtvig. Liv og virke – slægt og venner 1826 -1890, Forlaget Vartov, 436 sider, kr. 298

Asta Tugendreich Adelheid, født komtesse Krag Juel Vind Frijs i 1826, blev gift første gang med kammerherre Holger Reedtz i 1848, enke i 1857, gift anden gang med N.F.S. Grundtvig i 1858, enke for anden gang i 1872. Fru Asta, eller Adelheid, som hun selv kaldte sig, er gået over i historien som den, der ledsagede Grundtvig på hans gamle dage. Hun var en stærk og selvstændig kvinde, født adelig, men delte ikke flertallet af sine standsfællers konservative, politiske opfattelse. Kort tid efter sin første mands død fik hun det råd at opsøge Grundtvig som sjælesørger. Hun kendte ham ikke personligt i forvejen, men var forbundet gennem sin familie, idet hendes svoger, Hans Carlsen, var bror til Grundtvigs anden hustru, Marie Toft, der var død i 1854.

Den unge enke på 31 tog fra sit hjem på Palsgaard i Østjylland til København, hvor den aldrende Grundtvig var alene med en blot fire år gammel søn. De to fandt hurtigt sammen. Hun bragte fire børn ind i ægteskabet og fødte i tilgift Grundtvig en datter. Det var et inklinationsparti, men det viste sig også at være mere end det. Grundtvig fik ikke bare en sygeplejerske. Fru Asta havde foruden penge også virketrang, og i 1859 købte hun ejendommen Christianshvile på Frederiksberg, af Grundtvig kaldet "Gladhjem", hvorom bogen beretter: "Indadtil blev villaen en levende ramme om den grundtvigske storfamilie, og udadtil blev den et gæstfrit og inspirerende midtpunkt for udviklingen af Grundtvigs tanker og visioner for kirken og højskolen, og hvor fra Asta kunne udfolde hele sit register af organisationstalent og gæstfrihed."

Samme år blev grunden lagt til de legendariske vennemøder, der blev afholdt på Grundtvigs fødselsdag i september. Her samledes Grundtvigs tilhængere om taler og sang. Grundtvig var i sin levetid det åndelige centrum for disse møder, men hans tredje hustru var den organisatoriske kraft og som sådan en nøgleperson i den bevægelse, der kom til at bære hendes mands navn. I 1867 flyttede familien til ejendommen Store Tuborg, igen købt for fru Astas penge. I 1872 var der igen indbudt til vennemøde, hvor et par tusinde var mødt frem til det, der imidlertid skulle blive en begravelse, da Grundtvig var død kort tid før sin 89 års fødselsdag. Fru Asta Grundtvig forblev et anerkendt centrum for den grundtvigske bevægelse til sin død i 1890.

Selve beretningen om Astas liv udgør kun en mindre del af bogen. Selve biografien afbrydes af kapitler om slægten, venne- og omgangskredsen. I et omfattende appendix finder man blandt andet slægtstavler. Desværre er bogen uden et noteapparat, så man kan se, hvor den store viden stammer fra, og det er i særdeleshed synd, fordi der ligger omfattende studier i litteraturen og arkiverne til grund for bogen. Meget prisværdigt er det, at udgiverne har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at udfærdige et navneregister. Lars Thorkild Bjørn står for den fortræffelige billedredaktion.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2014)