Nøgternt om en historisk skandale

Lars Andersen, Scavenius-affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København, Aalborg Universitetsforlag, 174 sider, 250 kroner

Da ministeren for kirke- og undervisningsvæsen, den adelige godsejer Jakob Scavenius (1838-1915), blev afskediget i 1891, blev det af de fleste betragtet som en et resultat af, at han havde været modstander af regeringens tilnærmelser til oppositionen i forsvarsspørgsmålet. Scavenius var blevet minister 10 år før, udnævnt af sin fætter og navnefælle, konseilspræsident Jakob Brønnum Scavenius Estrup. Der var ikke tale om nepotisme. Scavenius var en dygtig minister, der f.eks. havde stor betydning for udviklingen af museums- og arkivvæsenet. Han nedsatte et kirkeligt råd, der skulle arbejde for en større grad af selvstændighed for kirken, men havde som bekendt ikke held med det.

I forsvarsspørgsmål var han udpræget konservativ, men i kulturelle spørgsmål havde han sympati for det moderne gennembruds mænd, og han var derudover kendt som en ivrig deltager i det københavnske natteliv. Det var et problem for ham som kirkeminister, fordi størstedelen af det kirkelige landskab betragtede brandesianismen som umoralsk og ukristeligt. Og så er spørgsmålet: Kan man have en kirkeminister, der er så radikal? Har ministerens private livsanskuelse og levned betydning for hans embedsførelse? Hvordan skal man forstå forbindelsen mellem politikerens private liv og hans offentlige?

Nogle få år før sin afsked var Scavenius blevet udfordret af en af sine partifæller, grosserer Carl Ingeman-Petersen (1854-1915), der offentligt anklagede Scavenius for at have besøgt en prostitueret. Det var i sig selv ikke strafbart, men dog stadig så alvorlig en anklage, at Scavenius efter nogen betænkningstid følte sig foranlediget til at anlægge en injuriesag. En af grundene til at han måtte anlægge sagen var sandsynligvis pres fra kirkelige kredse, der ikke ville finde sig i at have en minister, til hvem rygter om skørlevned klæbede. Årsagen til at Ingeman-Petersen fremførte sin anklage mod Scavenius var antagelig ikke politisk. Han var missionsk og simpelthen oprigtig forarget. Han havde yderligere efter al sandsynlighed fuldstændig ret. Når Scavenius klarede frisag, skyldtes det, at han havde bestukket centrale vidner og at det lykkedes ham og den del af pressen, der støttede ham, at fremstille Ingeman-Petersen som en isoleret galning.
Sagen, der er velkendt, døde hen, men kun tilsyneladende, hævder Lars Andersen, der med denne bog ønsker at give en ny forklaring end den herskende på Scavenius’ afgang. Andersen mener at kunne vise, at Scavenius’ privatliv, ikke hans politik, blev udslagsgivende for hans afskedigelse. Det er en relativt beskeden pointe at skrive en hel bog om. Bogen skal imidlertid ikke læses for sin pointe, men for sin detaljerede gennemgang af en vaskeægte skandale. Der er to hovedtyper af politiske skandaler, der handler om henholdsvis embedsmisbrug og personlig vandel. Den første type er et spørgsmål om overholdelse af formelle regler, mens den anden type handler om vælgernes tillid til de valgte. Hvem ønsker vi som politiske repræsentanter og ledere? Politikerne må svare for både de formelle domstole og for folkedomstolen. Mens reglerne for embedsførelse er både faste og klare, er offentligheden vilkårlig og inkonsekvent i sine domfældelser. Hvad der tjener den ene politiker til ros, bebrejdes den anden. Den enes mod og frisind er den andens mangel på karakter og moral.  

Scavenius var genstand for almindelig latterliggørelse i revyviser og karikaturtegninger. Mediernes behandling af sagen var omfattende. Han var trods sine kvaliteter som minister blevet en belastning for regeringen. Estrup stod i det samme dilemma, som mange af hans efterfølgere har måttet erkende: man fremstår som en svag regeringsleder, hvis man lader sig påvirke for let af folkestemningen, men på den anden side skal man skille sig af med de rådne æg. Det er et spørgsmål om timing.

Lars Andersen tager ikke for alvor fat i den diskussion om det private og det offentlige, som han lægger op til. Det er synd, for trådene kan trækkes helt frem til i dag. Mange af de største politikere i det 20. århundrede har haft rod i privatlivet og ført et levned, der ikke lever op til de moralske standarder, som de fleste hylder – ingen nævnt, ingen glemt. Andersen holder sig i det store hele til en nøgtern redegørelse for selve sagen, men den er sandelig også dramatisk nok i sig selv

(Kristeligt Dagblad 14. april 2014)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar