Mellem regneark og lærerautonomi


Stefan Hermann, Hvor står kampen om dannelsen? Informations Forlag 2016

Denne lille bog er ikke helt så letlæst, som intentionen antagelig har været, men den er til gengæld decideret lettilgængelig i forhold til så meget andet, der er skrevet om dette spørgsmål. Hermann har sans for at anskueliggøre sine pointer. Nogle gange løber hans sproglige kreativitet af med ham, men tonen er urban, hvad man hurtigt lærer at sætte pris på, hvis man bare følger lidt med i debatten om uddannelse i almindelighed og folkeskolen i særdeleshed.

Faktisk handler bogen ikke så meget om dannelse som om netop denne debat. Hermann forsøger at se på denne diskussion udefra og kvalificerer sin egen position ved at definere sig selv som en, der har et ben i hver lejr ”som højskolebarn og DJØF’er, underviser og rektor, kritisk skribent og institutionsstrateg, iagttager og beslutningstager” (s. 10) Det lyder vældig afbalanceret, men nu er ’højskolebarn’ ikke en beskyttet titel, og det virker lidt som om denne selvbetegnelse sammen med et par af de andre er opfundet til lejligheden for at give lidt modvægt til det, der klart vejer tungest på Hermanns CV: Han er cand.scient.pol. og indledte sin karriere i centraladministrationen, inden han overgik til ledelsesstillinger først på et kunstmuseum, dernæst på professionshøjskolen Metropol. Hans troværdighed som en med erfaring som manden på gulvet er spinkel.

Dette forsøg på camouflere, at han selv er part i sagen, er unødvendigt, for han er sådan set ret god til at dele sol og vind lige. Ingen af parterne vil givetvis kunne genkende sig selv i de karikaturer, som han bevidst stiller op. (Der er egentlig tale om weberske idealtyper, altså definitioner, der skal bistå erkendelsen uden at være beskrivelser af faktiske forekommende forhold.) Men altså, så længe begge parter er sure over hans beskrivelse, er der stadig balance i tingene.

Den første type er ’den pædagogisk-konservative kritik’. Den er negativt defineret, forstået på den måde, at modstanden mod noget andet er det forenende princip: ”Fordi den pædagogisk-konservative position definerer sig selv imod, kan den bringe næsten hvad som helst og hvem som helst sammen – næsten når som helst. Her forenes syndikalistiske fagforeningsrepræsentanter, rådssocialister, friskoleliberalister, nye forældreforeninger og hverdagspragmatikere med statistikere, pædagogiske filosoffer og humanistiske forskere med hang til skole, uddannelse og samfund. Genstandene kan være folkeskolereformen, gymnasiereformudspillet, inklusion i folkeskolen, arbejdstidsforhold og besparelser i uddannelsessektoren.” (s. 28)

De forenes i en kritik af bureaukratisering og djøfisering, men savner ifølge Hermann viljen til selvkritik og har derudover et selektivt forhold til viden: ”På den ene side afvises regneark, tabeller over præstationer, nationale test, internationale komparative undersøgelser som PISA; PISA måler jo ikke det rigtige. På den anden side elsker man PISA, når man skal begrunde i Finlands succeser, og ICCS, når de rangerer danske elever i den absolutte top med hensyn til viden om samfund, demokrati mv. […] Man elsker samfundsvidenskab, når den opgør udgifter, der viser, vi bruger mindre end andre på et ærværdigt formål, men hader den, når den gør sig gældende med fordringer om at måle kvalitet eller vise, at andre landes lærere underviser mere.” (s. 31)

Over for står ”Den politisk-administrative pol”. Også denne pol er negativt defineret, forstået på den måde, at den ikke har et positivt defineret formål, men er reaktiv, bundet af et trusselsbillede bestående af globalisering og konkurrenceudsættelse, ”vor tids luskende 1864, altså trusler mod nationens overlevelse og integritet. […] Tabets diskurs modsvares ikke af håbets mobilisering.” (s. 34)

Den politisk-administrative pol gør skolen til et instrument for arbejdsmarkedspolitikken og mistænker skolerne for ikke at gøre, hvad der er deres opgave. På samme måde som den pædagogisk-konservative pol har et selektivt forhold til kvantificering, er den politisk-administrative pol blind for den dannelsesmæssige indebyrd af sin egen tilgang: ”Det er dens fortrængningspunkt, at den ikke kan se, at det har dannelseseffekter, når den betoner, at man skal kunne forsørge sig selv, når den insisterer på, at mennesker skal inkluderes i arbejdslivets fællesskaber”. (s. 40)

For at sikre sig, at skolen opfylder det formål, som den politisk-administrative pol har fastsat, kræver den sin andel af den omsætning af information, som skolen varetager. Skolen skal ikke alene formidle viden til eleverne, men bruger en stadig større del af sine kræfter på at producere ledelsesinformation. Det er et helt centralt begreb i Moderniseringsstyrelsens vokabularium.

Over for dette ledelseskrav står lærernes krav om suverænitet. De forstår sig traditionelt ikke blot som mellemledere, altså som integreret i en magtstruktur, men som suveræne herskere i klasselokalet kun ansvarlige over for fagligheden. Hermanns interessante, diskursanalytiske pointe i den sammenhæng er, at begge parter gør krav på at være konge, men ingen af dem betvivler, at kongemetaforen er bærende for deres rolle. Positionerne frastøder hinanden, men de spejler også hinanden. Hermann foreslår – lidt forkortet – et opgør med enevælden som forbillede for skolepolitikken.

Stefan Hermann har indtaget en central position i uddannelses- og dannelsesdebatten. Han er på papiret prototypen på den DJØF’er, som – med hans egne ord - må bære sit medlemskab af en fagforening som et kainsmærke, men han kan faktisk også hæve sig over sit eget institutionelle standpunkt og sige noget, som hans modstandere bør kunne værdsætte. Det er ikke kun krukkeri, når han kalder sig selv kritisk iagttager. Man kan kun ønske sig, at flere udviser samme ambition og dermed giver den kritiske dialog en håndsrækning.
(Ikke offentliggjort andre steder)

Magtens ansigt


Farao. Magtens ansigt. Særudstilling, Ny Carlsberg Glyptoteket, 12. okt. 2017-25. feb. 2018.

Ny Carlsberg Glyptotekets ægyptiske samlings nye særudstilling er bygget op over en klar idé, at tegne et længdesnit af det ægyptiske samfund for ca. 4000 år siden. Udstillingen er fokuseret og overskuelig med kun ca. 100 genstande.
Problemet med udstillinger, der er bygget over et stærkt koncept, er ofte, at genstandene bliver sekundære rekvisitter i ideens tjeneste. Styrken ved denne udstilling er, at genstandene får lov til at spille hovedrollen uden at ideen går tabt. Det kan blandt andet lade sig gøre takket være nogle flotte indlån fra The Metropolitan Museum of Art i New York, Museum of Fine Arts i Boston, Universitetet i Leuven og Medelhavsmuseet i Stockholm.  Udstillingens hovedstol kommer dog fra Glyptotekets egen samling, suppleret med ting fra Nationalmuseet og Københavns Universitet.
Anledningen til udstillingen er en opdagelse gjort af museumsinspektør Tine Bagh. Hun fandt ud af, at et fragment af en statue i Glyptotekets samling hørte sammen med et andet fragment i Boston. De er begge dele af en statue af krokodilleguden Sobek, som stammer fra Amenemhat III’s labyrint i Hawara. Delene blev imidlertid ikke forbundet af dem, der fandt dem, og siden endte de i hver sin samling. Man kan nu for første gang siden oldtiden se de to genstande forenet.
Amenemhat III (ca. 1855-1808 f.Kr.) tilhørte det 12. dynasti, der stillede hovedparten af faraonerne i det mellemste rige (2055-1650 f.Kr.) i oldtidens Ægypten. Denne periode er ikke så kendt som det ældste rige, hvorfra vi har pyramiderne i Gizeh, eller det nye rige, hvorfra vi kender Tutankhamon, Nefertiti eller Kleopatra.
Det er denne udstillings ærinde at vise samfundsopbygningen i det mellemste rige fra top til bund. Man møder først faraonerne og deres øverste embedsmænd i skikkelse af statuer. Det er også denne del af udstillingen, der har givet den navn. Når man spørger, hvorfor netop magthaverne har vores interesse, er svaret jo ikke mindst, at det interessante ved dem er, at det er dem, der har magten. Man må formode, at portrætterne er idealiserede med henblik på at gøre indtryk, udstråle magt, men det er faktisk også, hvad de gør. Disse ansigter virker i nutiden med en kraft, der ikke er slukket af de mellemliggende årtusinder.
Ægypterne arbejdede i et bredt repertoire af materialer. De to fantastiske portrætter af Amenhemhat III, der flankerer indgangen til udstillingen, er hugget i bjergarterne granodiorit og gråvakke, kan man læse i det glimrende, overskuelige og velillustrerede katalog. 
Et andet fantastisk portræt – hugget i gnejs – er det af Amenhemhats forgænger, Sesostris III (1874-1855 f.Kr.) fremstillet som sfinks. Til særudstillingen hører også et brudstykke af en såkaldt naos, et mandsstort skrin i granit prydet med to kongelige figurer, som er blevet renset til lejligheden og opstillet i museets permanente ægyptiske samling, som man ikke må glemme at aflægge et besøg.
Magten har imidlertid ikke blot et ansigt, men også et hoved og en krop, hvis man skal forfølge den metafor, der lægges op til. Som man skrider frem i udstillingen, når man længere ned i samfundshierarkiet, først til den kongelige embedsmand Gebu siddende i skrædderstilling (kataloget kan ikke blive enig med sig selv, om han er hugget i diorit eller granit, men flot er skulpturen). Blandt ægypterne, som de var flest, var det i sagens natur lidt småt med monumentale statuer, men også her viser Glyptotekets egen samling sin styrke med mange genstande, der repræsenterer de mere almindeligt forekommende sider af livet i oldtidens Ægypten i første halvdel af det andet årtusinde før Kristus. Det er f.eks. små figurgrupper fundet i mere jævne folks grave, forestillende hverdagslige situationer. På den måde får man et længdesnit af hele samfundet, men der er ingen tvivl om, hvem der er udstillingens stjerner. Det er magtens ansigter.
(Kristeligt Dagblad 14. november 2017)

Tvind - som musical


Tvind – the musical, Teater V, Valby
Da jeg første gang så annoncen for ”Tvind – the musical” på siden af en bus, tænkte jeg, at det måtte være et stunt udtænkt af Den korte Radioavis. Hvad kan sådan en forestilling? Temmelig meget mere end forventet, viser det sig.
Vi følger en håndfuld mennesker på Tvind fra 1972 til 1995 i en række optrin, der skal illustrere livet på og med Tvind. Der er altså ingen egentlig handling. Forestillingens plot er den udvikling, som figurerne gennemgår fra ungdommens begejstring for projektet Tvind til den tvivl, der efterhånden melder sig.

De fem skuespillere er på scenen som et ensemble næsten hele tiden og de skiftes til at spille de forskellige bifigurer, en journalist, en efterskoleelev, en fattig mexicaner, en slægtning. Amdi Petersen optræder kun i omtale, men det så meget desto mere virkningsfuldt. De indlagte sange akkompagneres af playback og en enkelt guitar. Det fungerer og skuespillerne kan faktisk synge – også flerstemmigt.
Jeg skal afholde mig fra at forsøge at anmelde forestillingen som forestilling, men begrænse mig til at besvare et enkelt spørgsmål: Hvad kan en musical sige os om Tvind, som kilometervis af bøger og nyhedsdækning ikke kan gøre bedre? Her vil jeg sige, at forestillingen står svagest, når den forsøger pædagogisk at forklare, hvordan Tvinds økonomi er skruet sammen. Ikke fordi det er forkert, hvad de siger. Manuskriptforfatteren har tydeligvis sat sig grundigt ind i tingene. Det er mere fordi det sætter dramaet lidt i stå at høre om de fradragsberettigede indskud i Tvinds fonde.

Stærkest står de scener, der demonstrerer, hvordan Tvind fungerer psykologisk og følelsesmæssigt. Her kan en enkelt patosfyldt protestsang udtrykke den glødende begejstring for sagen, som stadig er bærende for Tvind. De fem skuespillere kan vise os, hvordan det er at blive udsat for gruppepres, og de kan på få minutter illustrere den paranoia, der greb Lærergruppen efter det påståede attentat mod Amdi Petersen i 1978. Jeg har ikke set disse fænomener anskueliggjort bedre andre steder.

Forestillingen ender med, at en af figurerne finder lykken uden for Tvind, mens en anden bliver tilbage og kæmper videre med sin tvivl og bitterhed. På den måde tager forestillingen til sidst entydigt afstand til Tvind. Den lægger sig dermed også op af den historie, man hører fra dem, der er hoppet af. Det er fx tydeligt at spore indflydelsen fra Hans la Cours dokumentariske, selvbiografiske og meget læseværdige bog Den Rejsende fra 2002. Hovedplottet i disse beretninger er altid, at Tvind begyndte som en god idé. Ellers ville det jo heller ikke have givet mening at slutte sig til foretagendet. Men på et eller andet tidspunkt kørte Tvind af sporet, og så hoppede vores fortæller af. Denne fortælling dækker over det forhold, at Tvind var en dårlig idé fra begyndelsen for nu at sige det kort. På den anden side er fortællingen heller ikke forkert, for det er præcis således det opleves af dem, der har forladt Tvind. Her er vi så tilbage ved forestillingens styrke, dens evne til at give os en oplevelse af, hvordan det er at være på Tvind.  
I slutscenen synger hele ensemblet Dylans ”The Times They Are A Changin’” fra 1964. Dermed binder den ironisk sløjfe på sig selv, for det er netop de skiftende tider, der har gjort, at vi i dag ser med forundring på dette produkt af 1970erne. Ironien består i, at det sker med en af de sange, der forvarslede de forandringer, som førte til blandt andet Tvind.

(Jeg så forestillingen i opdrag af Radio 24Syv den 11. november 2017)

Nationalkonservatismens normalitet


Jesper Vind, Det nye tyske højre. Politik, rødder, idéer, Gyldendal 2017

Journalist og historiker Jesper Vinds bog om Alternative für Deutschland udkom omtrent samtidig med forbundsdagsvalget 24. september 2017. Den kunne dårligt være mere Til Tiden, som Gyldendal kalder den serie, hvori bogen indgår.

AfD blev ved dette valg det første parti placeret til højre for CDU/CSU, som har opnået repræsentation i Forbundsdagen på at overvinde den nationale spærregrænse på fem procent.

Til hvert kapitel er der en nyttig litteraturliste, hvoraf det fremgår, hvor Vind har sine oplysninger fra. Bogen bygger især på reportager og interviews, som Vind har skrevet til Weekendavisen gennem den seneste halve snes år med særlig vægt på artikler fra efteråret 2015 og fremad, men også avisens tidligere tysklandsmedarbejder, Jan Bo Hansen, indtager med rette en fremtrædende plads på litteraturlisten.

Omsætningen af de oprindelige artikler til en bog fungerer. De er ikke bare samlet blindt med limryg og ISBN-nummer. Teksterne er tydeligvis redigeret, så de udgør et sammenhængende hele uden nævneværdig redundans og uden at det oprindelige journalistiske præg går tabt. Det giver både nærvær og progression. Hvert kapitel er placeret tydeligt i tid og sted, og de følger i tilstræbt kronologisk orden, så læseren får præsenteret ikke alene forfatterens indsigt, men også vejen ad hvilken. De enkelte kapitler ikke er redigeret med bagklogskab. De foregriber ikke begivenhedernes gang.

Vind beskriver det selv som en erkendelsesproces, en "rejse ind i mørkets hjerte". På den måde er hans egen person og rolle som journalist tydeligt til stede i teksten, diskret, uopstyltet, iagttagende, refererende, opsummerende. Han lader de relevante stemmer komme til orde. Det virker ikke mindst fordi han har en evne til at få centrale aktører og iagttagere i tale.

Det centrale kapitel er et af bogens sidste, "Den mørke ridder", et interview med Götz Kubitscheck på dennes Rittergut i det østlige Tyskland. Som interviewer hører Vind til den skole, der lader samtalen mere end konteksten stå i centrum, men det er dog vanskeligt ikke at gøre væsen af Kubitschecks selviscenesættelse som preussisk wannabe-junker.

I forklaringen på AfD’s succes peger Vind på flere spor. For det første var der idépolitisk fra historikerstriden i 1980erne og frem gjort flere forsøg på at gøre op med den tyske fortid, eller rettere gøre op med det opgør med den tyske fortid, som var blevet normsættende. Tyskland og tyskerne skulle ikke længere bygge sin eksistens på at bede om forladelse for nazismens forbrydelser. Vind udnævner Botho Strauβ’ essay "Anschwellender Bockgesang" fra 1993 til at være afgørende. Strauβ mente, at tyskerne burde gøre op med selvhadet. Han blev beskyldt for nazisme, men det synspunkt, at Tyskland burde kunne hævde sig uden skam og ydmyghed i kredsen af nationer blev adopteret af stadig flere intellektuelle og main-stream-politikere.

Det er i samme bevægelse efterhånden lykkedes at frigøre det udtalt nationalkonservative standpunkt fra nazismens skygge.

For det andet var Tyskland indtil for nylig uden et nationalt og konservativt parti, der på linje med de tilsvarende i f.eks. Nederlandene og Danmark kunne appellere bredt og samtidig få politisk indflydelse, samtidig med, at det distancerede sig med tilstrækkelig troværdighed fra nazismen.

Endelig peger Vind på begivenhederne i 2015-16, da Angela Merkel udtalte de berømte ord "Wir schaffen das." og tog imod hundredetusindvis af flygtninge, der var kommet til Europa ad Balkanruten. Denne åbenhed mistede sin politiske bæredygtighed allerede nytårsaften 2015 i Køln, da der på pladsen ved domkirken blev begået 1200 overfald hovedsageligt af flygtninge og asylansøgere. Merkels kritikere så sig bekræftet i deres antagelse, at Aftenlandet er ved at gå sin undergang i møde. Vind går ikke meget ind i substansen af den realpolitiske udvikling, f.eks. Merkels begrundelser for at åbne grænserne, men det er heller ikke hans ærinde at retfærdiggøre eller kritisere hendes politik – eller nogens politik for den sags skyld. Bogen handler for så vidt mere om Schein end Sein. Den handler om, hvordan pladsen i det politiske liv blev ryddet for et parti som AfD.

Tyskland er blevet normaliseret i europæisk forstand, fordi det har fået et nationalkonservativt, populistisk parti med vælgertække på landsplan. Nazifortiden spiller stadig en afgørende rolle, men det er heller ikke længere et særtysk fænomen. Nationalkonservatismen har genvundet sin plads i den legitime del af det politiske spektrum ved netop at skabe afstand til nazismen. Sådan er det jo også i Danmark. Om AfD også får politisk gennemslagskraft svarende til fx Dansk Folkepartis, må tiden vise.

(3. oktober 2017. Skrevet til denne blog. Det skal oplyses, at forfatter og anmelder er gamle og gode studiekammerater.)

Stene til tidens murværk


Joakim Jakobsen: Ord der formede Danmark – 1500 års historie fortalt gennem citater. Lindhardt og Ringhof.

At Joakim Jakobsen skriver godt, er åbenlyst for den, der læser ham. Skulle man imidlertid have overset denne fortrinlighed, kan man bero på forlagets pressemateriale til hans nye bog, Ord der formede Danmark, der meddeler, at Jakobsen ”er en af Danmarks mest velskrivende kulturjournalister”. Så skulle den være på plads.
Bogen ønsker at give ”et portræt af Danmark og danskerne fortalt gennem talemåder, enkeltord og citater fra runesten, taler, sange, romaner, avisartikler, reklameslogans og meget mere”. Omtrent 250 opslag i klummens form og i kronologisk orden tager læseren med fra den første omtale af Danmark i det 6. århundrede til smykkeloven sidste år. Kun løseligt holder Jakobsen sig til forskriften om at fortælle historien gennem citater. Der er et skriftsted til hvert opslag, men det er jo temmelig vanskeligt at undgå, eftersom historie for det meste skrives på baggrund af skriftlige kilder, og så kan man altid udvælge en central passage og bruge den som anledning til at fortælle – en historie.

Det er et bredt anlagt traktement, Jakobsen serverer for sin læser. Nogle af retterne er mere raffinerede end andre, men der skal også være plads til stegt flæsk med persillesovs, som i øvrigt er emnet for et af de mere raffinerede opslag, det om Frøken Jensens kogebog, en af de mest solgte bøger på dansk med et samlet oplag på 800.000 eksemplarer siden 1901.

Den helt korte form er en både krævende og taknemmelig genre. Der er ikke plads til at få konteksten på plads med andet end et par få streger. Et langt stykke ad vejen må den bygge på forventninger til læserens forudsætninger, men genkendeligheden må også have sine grænser, hvis den skal være interessant at læse. Den skal bibringe læseren noget nyt. I andre tilfælde kan en klumme bygge på almindelige fordomme, som kan brydes ned, for eksempel at Emma Gad skulle have været en bornert hattedame. Det var ikke tilfældet, lærer vi af Jakobsen. Han er ikke den første, der gør iagttagelsen, men den er værd at gentage.
Genren er taknemmelig, fordi forfatteren kan give indtryk af at have fortalt 1500 års historie ved at lægge 250 korte tekster i rækkefølge efter hinanden. Det er naturligvis ikke tilfældet. Den store sammenhæng udebliver. Klummer er hakkelse, der skæres i døgnets rejsestald. Udtrykket kan man også læse om hos Jakobsen. Det stammer fra redaktør Carl Ploug, der i et digt til Christian Winther i 1861 sammenstillede sin egen prosaiske avisvirksomhed med Winthers ophøjede digterliv, og Ploug underforstår, at også han kunne være blevet en stor digter, hvis han ikke så tidligt havde stillet sig i politikkens og polemikkens tjeneste som redaktør af det liberale blad Fædrelandet: ”For tidlig bort fra din Lære/ Mig hentede andre Kald:/ Hakkelse maatte jeg skære/ i Døgnets Rejsestald,/ Stene maatte jeg bære/ Til Tidens Murværk hen,/ Og Du har kun liden Ære/ Af din halvfærdige Svend.”

Jakobsen er måske kortfattet, men slet ikke fladbundet. Han har et sikkert greb om sit stof og behersker sin form fuldstændig. Den selvvalgte ordknaphed må naturligvis betyde, at mange mellemregninger udelades, men pointerne står så meget desto skarpere. Til dem, der vil læse videre, er der redeligt og prisværdigt nok til slut i bogen en oversigt over, hvor Jakobsen har sine oplysninger fra. Det forklarer også nogle af hans tolkninger. Ytringsfrihedstemaet dukker for eksempel op med jævne mellemrum, og i dette spørgsmål lider han meget på Frederik Stjernfelt.
Af de to billeder, hvormed Ploug ligner sin egen virksomhed, er det andet og mindre kendte mere retvisende i Jakobsens tilfælde. Det er ikke grovfoder, der fremstilles, men omhyggeligt tilhuggede blokke. Han bærer sten til tidens murværk også i den forstand, at der er tænkt længere, end der er skrevet. Der kunne godt blive et helt hus af delene, hvis stenhuggeren valgte at blive arkitekt, for nu at blive i Plougs billedsprog. Opslagene er måske punktnedslag, øjebliksbilleder, men de tilbyder også sigtelinjer, der føjer nærvær eller perspektiv til billedet. Tydeligt er det for eksempel i opslaget ”Løgn og latin”, der ret beset ikke er et citat af nogen, men giver lejlighed til at opridse den latinske lærdoms deroute fra Peder Syv til gymnasiereformen godt 300 år senere. Eller følg lige åbningen af opslaget ”Det Stockholmske Blodbad”, der heller ikke er et citat af nogen navngiven person, men det gør ikke noget, for læs nu bare her: ”Hvor mange historiske begivenheder er gledet ind i sproget som hverdagsvendinger? Vi går ikke og siger Slaget på Reden eller EF-afstemningen om daglige foreteelser. Men vi siger Det Stockholmske Blodbad. Om fyringsrunder, om menstruation, om uheld med grønsagskniven.” Sådan får Christian 2.s machiavelliske magtpolitik indfødsret i samtalekøkkenet. Touché.

(Weekendavisen 29. sept. 2017)

Stalinismens fascination


Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist. En biografi om Carl Madsen
Da Bent Jensen udgav sin bog om stalinismens fascination i 1984, faldt den som en bombe i store dele af det politiske og kulturelle Danmark. Jensens greb var enkelt, nærmest simpelt, men effektivt: han citerede, hvad fremtrædende danskere havde sagt og skrevet om Stalin og Sovjetunionen. Der var mange, der ikke brød sig om at blive mindet om, hvad de havde sagt. Carl Madsen (1903-1978)er en af de hyppigst citerede i bogen. Han var jurist og medlem af Danmarks kommunistiske parti fra 1928 til han blev ekskluderet i 1975, få år før sin død. Noget af det interessante ved Madsen er, at han livet igennem stod ved sin stalinisme. Det gjaldt langt fra alle kommunister, især ikke dem, der siden gik over til SF. Madsen havde været død i seks år, da Jensens bog udkom, så hvad han havde at sige i den anledning, ved vi ikke. Det havde antagelig været både spydigt og intelligent.

I overført betydning er fascinationen af stalinismen fortsat.  Der er i de seneste år udkommet den ene biografi efter den anden om fremtrædende og mindre fremtrædende kommunister som Hans Scherfig, Mogens Fog, Otto Melchior, Børge Houmann, Børge Thing, Aksel Larsen, Arne Munch-Petersen m.fl.
Andre partier nyder ikke nær samme opmærksomhed blandt historikere. Mange helt centrale skikkelser i det 20. århundredes historie, herunder flere statsministre, mangler stadig at blive biograferet. De sidste 25 år af sit liv boede Carl Madsen uden for Lejre på Sjælland, blot et par kilometer fra den radikale Jørgen Jørgensen (ikke at forveksle med Madsens partifælle af samme navn, der var professor i filosofi), hvis reelle politiske indflydelse var væsentlig større end Carl Madsens. Hans biografi mangler også at blive skrevet.

Fascinationen af stalinismen i dag består i en grundlæggende undren over, hvordan disse typisk begavede, selskabelige, samvittighedsfulde og veluddannede mennesker dog kunne støtte et system, der var så brutalt og umenneskeligt? Hvorfor er intelligens intet værn imod totalitarisme? Det lykkedes DKP at rekruttere folk, der evnede at skabe sig en position i efterkrigstidens Danmark. Dermed fik partiet – i modsætning til nazisterne – en platform at stå på. Man lyttede, når Mogens Fog, Carl Madsen eller Hans Scherfig talte, ikke fordi man var enig, men fordi de ofte havde noget at sige, som ikke kunne ignoreres.
Det er også Chris Holmsted Larsens greb om stoffet udtrykt i titlens tilnærmede paradoks, selv om det nok er at går for vidt at betegne Carl Madsen som ’folkekær’, stridbar som han var. Han var jo heller ikke ligefrem nogen Poul Reichardt. Han var med sine egne ord pykniker, en tætbygget, ”temmelig skaldet grimrian”. Folk af hans slags havde ”Intet dybere følelsesliv” og var ”sentimentale med hang til spiritus. Vinstuefolkets rekrutteringsbasis.” I formuleringerne ser man den selvironi, der var et forsonende træk ved ham.

Alkoholisk var han ganske rigtig. Han mødte sin betonblok, da han 1. november 1946 på Vesterbro i København blev stoppet af politiet under mistanke for spirituskørsel. Det var på et tidspunkt, da han stod på højden af sin indflydelse. Han var blevet interneret i 1941 som kommunist. Han undveg i 1943 og blev en central skikkelse i Frihedsrådet*, og ved befrielsen var kommunisterne uomgængelige, da væsentlige poster skulle besættes, fordi kommunisterne havde bidraget væsentligt til den aktive modstand mod besættelsesmagten. Madsen blev ekstraordinær statsadvokat med ansvar for sager om forræderi og landsskadelig virksomhed. Hans job var at gå efter værnemagerne. Han kunne dårligt sige nej til denne ære, men på den anden side var det klart, at hans kontor var overbebyrdet. Han viste sig imidlertid som en god leder og en umådelig arbejdskraft. Måske kom det bag på dem, der gerne så, at han fejlede. Problemet var, at hvis værnemagerne blev dømt, faldt det tilbage på de politikere, der implicit eller eksplicit havde godkendt danske virksomheders leverancer til værnemagten. Så meget desto mere belejlig viste spritdommen sig at være for dem, der ville Madsen og hans opdrag til livs. Madsen selv mente, at hans fald ikke var et tilfælde.

Carl Madsen var umenneskelig i sin kamp i den forstand, at alt hvad han gjorde var underordnet Sagen.  Hans børn karakteriserer ham nådesløst som uegnet til at udfylde rollen som far. I sit virke som forsvarsadvokat anvendte han retssagerne som en anledning til at kæmpe kampen mod Systemet. Han omfattede også domstolene selv med den foragt, som de fortjente, som Dan Turell senere skrev. Klienter, familie, venskaber blev alle gjort til midler i en højere sags tjeneste. Selv hans velkendte charme og hjælpsomhed har man indtryk af var kalkuleret eller dikteret af ideologien. Kun i sprækker af denne biografi aner man den spontane menneskelighed.
Chris Holmsted Larsen har begået en reflekteret, velskrevet og veldokumenteret biografi om en fundamentalt interessant skikkelse. Bemærkelsesværdig er den omhyggelige dokumentation af, hvor villigt, nærmest servilt, Carl Madsen tjente og repræsenterede flere østbloklandes synspunkter og interesser i Danmark. Det er gefundenes Fressen for dem, hvis Sag er anti-kommunisme.

I slutningen af 1960erne skete der en forskydning, der betød, at Madsen ikke længere kunne forblive loyal mod DKP’s partilinje. Men han havde stadig en Sag. Den var nu blot et historisk opgør med de uretfærdigheder, som han mente var overgået kommunisterne under krigen. Carl Madsen var blevet selvbiografisk optaget. Det passede ikke ind i strategien anlagt af DKP, som altid har haft et instrumentelt forhold til historien. DKP var nu mere imødekommende over for parlamentarismen, og partiet var derfor også mere påvirket af en dansk tilpasning til den vesttyske forbundskansler Willy Brandts anerkendelse af DDR. Madsen stod som vanligt på sit, og det kom til et brud. Han blev ekskluderet. Larsens beskrivelse af, hvordan Madsens ægteskab med en kvinde, der forblev medlem af partiet, i den anledning ikke brast, er underspillet bevægende. I de sidste år af sit liv blev Madsen advokat for Christiania, en funktion, der har bevirket, at flippernes fraktion af 1968-bevægelsen har bevaret ham i venlig erindring og har gjort ham til ’grundtvigiansk kommunist’. Og ind fra højre kom så ’den bornholmske skatteekvilibrist’ Mogens Glistrups forslag om at gøre Carl Madsen til justitsminister i en kommende Z-regering. Af den loyale partisoldat blev der på Madsens gamle dage nærmest en anarkist af broget partifarve. Dette billede har domineret hans eftermæle, men det dækker altså kun de sidste år af hans liv. Resten af tiden var han klippefast linjetro.
(Kristeligt Dagblad 26. sept. 2017. Avisen valgte en anden overskrift.)

*Madsen var ikke medlem af Frihedsrådet, men arbejdede for Frihedsrådet, "hvor han var en central figur i forberedelsen af retsopgøret" (s. 118)

Præstegården


Eberhard Harbsmeier og Niels Thomsen (red.), Præstegården i Danmark – kultur og teologi, Eksistensen

Her i avisen kunne man forleden læse et interview med sognepræst Henning Nielsen, der nu går på pension og derfor flytter fra sin tjenestebolig. Præstegården følger med embedet, fordi det har været betragtet som et grundlæggende princip i folkekirken, at præsten bor i sognet. Derfor har sognepræsten bopælspligt i præstegården og tilsvarende pligt til at flytte, når embedstiden ophører og en ny præst overtager bopælspligten.

I Hyllested på Djursland pakker Henning Nielsen sine ting og forsøger at finde plads til så mange af dem som muligt på de kvadratmeter, som en tjenestemandspension kan give råd til. Men der kommer ingen efterfølger. Hyllested præstegård skal afvikles som præstegård. Det er en landsdækkende tendens. Stadig flere sogne lægges sammen i flersognspastorater, og stadig flere præstestillinger opslås uden tilhørende tjenestebolig.

Det er derfor en oplagt idé at udgive en antologi om præstegården i Danmark, for hvad er det i grunden, der går tabt, når sognet ikke længer har en præstegård? Det giver denne antologi intet sammenhængende eller fyldestgørende svar på, og det er da heller ikke hensigten med den. Bidragyderne har tydeligvis forstået deres opgave noget forskelligt. De fleste artikler handler mere om præster end om præstegården, og nogle har en mere anekdotisk end analytisk tilgang til stoffet.

Et gennemgående tema er præstegårdsteologien. For udenforstående kan det lyde som et overflødigt eller måske endda nedsættende begreb. En betydning af ordet er, at teologien er forudsætningen for forkyndelsen, at der bedrives teologi, fordi der skal prædikes på søndag, som man siger, men også at præsten skal kunne hæve blikket, se de større linjer og ikke forsvinde i det daglige arbejde.

Udviklingen i den teologiske tænkning er ofte udgået fra præstegårdene, fordi dygtige teologer enten er blevet holdt ude af universitetsverdenen eller selv har valgt kaldets vej. Det gælder ikke mindst det tidlige Tidehverv, for hvem titlen professor nærmest fungerede som skældsord, som Niels Thomsen skriver. Også Vilhelm Beck, Kaj Thaning og Anders Nørgaard får hver deres artikel. Nørgaard virkede som valgmenighedspræst i Vejstrup på Fyn fra 1917 til sin død i 1943. Hans tolkning af Grundtvig var i sin tid meget indflydelsesrig, og Torkil Jensen skildrer meget interessant, hvordan Nørgaards tænkning hang sammen med, at han var præst. Man kunne derfor også savne et bidrag om nogle andre de toneangivende præstegårdsteologer fra Mellemkrigstiden, der kun omtales flygtigt: Knud Hansen og ikke mindst K.E. Løgstrup. Sidstnævnte er et eksempel på en, der er gået fra præstegården til universitetet. Nogle embeder er kendt som ”disputatssogne”, det vil sige at arbejdet kan tilrettelægges, så man kan meritere sig akademisk samtidigt.  Hele tre tidligere præster ved annekskirken Lumsås i Odsherred har fortsat deres karriere på Det teologiske Fakultet i København.

Søren Kierkegaard er ikke med i denne antologi af den grund, at han aldrig havde embede. Grundtvig derimod er vanskeligere at komme uden om. Han forstod sig selv som præst, men var som sådan faktisk meget moderne, fordi han – med undtagelse af de få år, da han vikarierede for sin far i Udby – aldrig fungerede som præst i en klassisk præstegård. Alligevel må man vel sige, at ingen har præget præstegårdsteologien i Danmark som Grundtvig og at det derfor er en mangel, at han kun er repræsenteret pr. vikar i bogen – gennem førnævnte Anders Nørgaard, Otto Møller (og hvem Søren Jensen skriver) eller præstekonen Eline Boisen (Anna Bojsen-Møller).

Christian Grund Sørensen skriver om Kaj Munk og Vedersø. Munk bedrev ikke præstegårdsteologi i gængs forstand. Man kan endda hævde, at han ikke havde nogen særlig teologi. Han var derimod repræsentant for en anden type, digterpræsten. Til kategorien hører bl.a. St. St. Blicher, Jørgen Thorgaard eller Erik Aalbæk Jensen, der heller ikke behandles i bogen.

Kun et par bidrag forholder sig til præstegården som institution eller funktion. Frem til omlægningen af den kirkelige økonomi i de første årtier af det 20. århundrede var driften af præstegården som landbrug sammen med tienden det væsentligste økonomiske grundlag under præstens og dermed kirkens virke, og ofte var præsten husbond for en stor husstand. Han var i kraft af sin uddannelse og position både en standsperson og en, der i medfør af sin funktion var i kontakt med både lugekoner og lensbaroner. Mange præster engagerede sig i politik, da det blev muligt. Udkastet til Junigrundloven er skrevet i præstegården i Vester Ulslev på Lolland, og siden har mange præster og endnu flere cand.theol.er siddet i Folketinget. I sin gennemgang af 500 års præstegårdshistorie nævner Jens Rasmussen også de såkaldte præstegårdsseminarier i det 19. århundrede, som var forløbere for vor tids læreruddannelse. Herudfra gik der en kulturel og kirkelig påvirkning især i grundtvigsk retning, hvis betydning tåler sammenligning med folkehøjskolernes. Den side af sagen havde også fortjent mere opmærksomhed.

Når denne antologi stritter lidt i mange retninger og forsømmer at komme hele vejen rundt om sit emne, er det først og fremmest et vidnesbyrd om, hvor stort og sammensat emnet er. Det kan simpelthen ikke dækkes fyldestgørende af en bog på godt 200 sider. Bogen kan sagtens lystlæses, for bidragene er godt og kyndigt skrevet, men den kalder også på en større og mere systematisk gennemgang af fænomenet præstegården i Danmark i fortid og nutid.
(Kristeligt Dagblad 14. juli 2017. Avisen havde valgt en længere rubrik)

Metanostalgi


Søren E. Jensen, 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, Forlaget Vandkunsten

Kort tid efter seneste årtusindeskifte må det være gået op for Søren E. Jensen, at han er født i gamle dage. Den erkendelse kommer vel til de fleste af os på et tidspunkt, men når man er så fintmærkende en iagttager af tidernes skiften som Søren E. Jensen, kunne han allerede som 41-årig i 2006 udgive en essaysamling med dette hovedtema.

Ved første øjekast forekommer bogen ganske vist ret sammensat. Den består af erindringsglimt fra barndom og ungdom, rejseberetninger fra Polen og det østlige Tyskland og topografiske betragtninger om Danmark. I alle tre tilfælde spiller forskellen mellem før og nu imidertid hovedrollen. I nøgleteksten Metanostalgi ser forfatteren tilbage på sin egen barndoms fortidslængsel. Han er vokset op i Esbjerg og brugte fra en meget ung alder at opsøge steder, der var levn fra gamle dage. Det siger i en relativt ny by som Esbjerg ikke meget, men Jensen er heller ikke antikvar, der leder efter det forsvundne.
Han søger tidslommerne, som umiskendeligt stammer fra gamle dage, og som med nød og næppe har bevaret deres funktion. I 2006 kunne han se tilbage på sin egen barndoms nostalgi med tilsvarende nostalgi, dengang der stadig fandtes 10-øres slik og kupéer i togene. Det interessante er det, der netop er forsvundet, men det kan man ikke se, når man står midt i det. Det er den netop overståede fortids endnu levende efterladenskaber, der altid har haft hans interesse. Cafeteriet og vasketeriet er hans eksempler for Danmarks vedkommende i 2006. På rejser i Tyskland og Polen rettes hans opmærksomhed mod de sidste rester af østblokkulturen.

Jensens nostalgi er ikke sentimental. Han vil ikke have fortiden tilbage. Det er forkrænkeligheden selv, der interesserer ham, det ruinøse, det forgængeliges åbenlyse tilstedeværelse i nuet. Og når iagttagelsesevne kombineres med en ret god pen, bliver det ret interessant.

Jeg blev opmærksom på bogen, fordi jeg er facebook-ven med Søren. I et nyligt opslag koketterede han med, at det, der skulle have været hans gennembrud som essayist, i sin tid kun solgte 11 eksemplarer. Måske var 2006 ikke parat til en omgang reflekteret nostalgi fra en så relativt ung mand, selv om 2001 havde taget overstrømmende godt imod Hans Edvard Nørregaard-Nielsens erindringer, der populært sagt gav indtryk af, at han var født i 1845 og ikke 1945. Måske skulle Søren E. Jensen bare have ventet til 2021 med at udgive bogen.
Jeg følte under alle omstændigheder en uforklarlig trang til at være den tolvte, der betalte for et eksemplar af Jensens bog. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg er et år yngre end forfatteren, og bogen udtrykker en meget genkendelig generationserfaring. Meget adskiller os i sindelag og temperament, men det er sjovt som alderen bliver en tyngdekraft, der samler og giver øjne for ligheder. Selv jagten på titel-essayets ti-øre fra 1959 har jeg deltaget i. I 1959 blev der kun præget ganske få ti-ører, og derfor er den ret sjælden. En møntsamlende dreng i 1980 vendte hver 10-øre, for måske var det den sagnomspundne og kostbare. I virkeligheden kan den fås for 100 kroner, hvis man ser sig for. Det er ganske pænt for en dansk mønt fra det 20. århundrede, men altså ingen formue.

Værdisætningen af gamle bøger følger ikke reglerne for mønter. Der er ikke noget særlig værdifuldt i kun at sælge 12 eksemplarer af en bog. Denne kunne sagtens tåle at få flere læsere uden at tabe i værdi.

(Ikke offentliggjort andre steder)

Med drengens øjne


Simon Bang, Børnetegninger. Forlaget Multivers 2017

I 1974 tog drengen Simon sine tusser og blyanter og tegnede, hvad han så omkring sit barndomshjem i Fensmark nord for Næstved. Det ligger på den åbne hånd, at denne dreng var et stort talent. Men det er ikke forjættelsen om den kunstner, som drengen blev, der er det interessante ved tegningerne. Det interessante er talentets forløsning af barnets blik. For hvad ser en dreng på 13 år, der faktisk kan tegne?

Han ser marker, træer og bygninger, først og fremmest bygninger. Ingen mennesker og kun ganske få dyr. Måske ville Simon gerne tegne pigen, han var forelsket i, eller den knallert, som han syntes var sej. Måske hørte det bare til en anden del af drengen Simons liv end tegnerens.

Drengen Simon gik på opdagelse i sine egne evner. Det tekniske præger tegningerne: arbejdet med linjerne, der søger mod forsvindingspunktet, tyngdekraftens påvirkning af luftledninger, skildringen af en trækrone i færre streger end der er blade på træet, angivelsen af skyer uden hele omridset, skygger der lægges med en påfaldende blå oven på det sort/hvide.

Både det ufærdige og ambitionen lyser ud af tegningerne. Hvordan filan gør man det her? Den voksne Simon er i udvalget af tegninger ikke veget tilbage fra at medtage dem, der tydeligt viser, at de er lavet af et barn, men altså et ambitiøst barn. Hvem husker ikke de mange ambitioner, man havde som barn? Og hvor meget må man ikke misunde den, der havde så meget at have sine ambitioner i?

Drengen Simons træer ligner dem, som arkitekter bruger til at tilføje deres tegninger lidt liv. De er en slags piktogrammer, der netop formår at etablere træet i billedet som et genkendeligt træ.

Hans optagethed af huse kan indledningsvis forklares med, at de består af rette linjer og derfor er mere velegnede som motiv for den, der er ved at få et fast greb om perspektivtegning. Væggenes og tagenes flader i forskellige materialer og farver er interessante for den, der udforsker det grafiske. Der er imidlertid mere i det.

Simon Bang voksede op i det, der i dag tydeligere kan identificeres som gamle dage, fordi strukturforandringerne i landbruget for alvor havde gjort en hel række bygningsformer overflødige. Husmandsbruget og den firlængede gård var hastigt på vej ud af brug. Bygning af huse er geometrisk, men Bang registrerer dem gerne på randen af forfald, geometriens forvandling til det organiske.  De eneste rette linjer i hans tegning af en forladt og forfalden aftægtsbolig er de streger, der tjener til at indikere raderne i de foranliggende marker.

I sit forord lægger Naja Pedersen vægt på, at tegningerne er udtryk for en gennemført professionalisme. Jeg ville nok ikke formulere det på den måde. Tegningerne er professionelle for så vidt de er dygtigt udført og er resultat af en konstaterbar færdighed, men de er ikke færdige forstået som udtryk for et kalkuleret overblik eller en afsluttet indlæringsproces. De er talentfulde og derfor ufærdige. Deri ligger charmen.

(10. juni 2017. ikke publiceret andetsteds)

Luther opdateret

Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund (red.), 95 nye teser, Aarhus Universitetsforlag

Da Luther i efteråret 1517 fik slået sine 95 teser på en kirkedør i Wittenberg, havde budskabet en klar afsender og en lige så entydig modtager, og teserne blev formuleret i en dengang velkendt genre, den akademiske disputation.

Denne bog ejer ikke samme entydighed.  Bidragene handler om alt fra religiøse og eksistentielle spørgsmål over uddannelse, kunst og medier til politik og økonomi. Den har 30 bidragydere, der alle formulerer sig klart og fyndigt, og som yderligere – med nogle få undtagelser – alle har det til fælles, at de er uddannet, arbejder eller har arbejdet i Aarhus.

Men der savnes en fælles forståelse af, hvilken genre der skrives i. Forfatterne bevæger sig fra prædiken over læserbrev til politisk manifest og almindelige idehistorisk forskningsformidling. De fleste af teksterne kunne have været trykt som kronikker i enten Kristeligt Dagblad eller Politiken – hvad enkelte vist også har.

Sammenlagt kan bogen ikke gøre krav på at være meget andet end blot endnu en debatbog, der næppe kan gøre sig forhåbninger om at flytte og forandre lige så meget som Luther gjorde for 500 år siden. Mindre kan naturligvis også gøre det, og hvis man kan abstrahere fra de ambitioner, som udgiverne selv signalerer med den noget prætentiøse titel, er der tale om udbytterig læsning.
Politisk hælder bogen til centrum-venstre med en ikke ubetydelig affinitet for det konservative. Teologisk kan man udsondre Løgstrup og Grundtvig som væsentlige pejlemærker. Filosofisk og idehistorisk er den kontinentale og livsfilosofiske tradition dominerende.

”Magtens rene form er ufejlbarlighed,” skriver Mikkel Thorup. ”Den behøver aldrig at forklare eller begrunde, aldrig at undskylde eller give grunde. Den lytter ikke. Den taler kun.” Det er magten i dens rene, rå form. Den moderne, demokratiske, politiske magt er en modifikation af denne magt. Den er først og fremmest diskursiv, forstået på den måde, at enhver magtudøvelse skal begrundes, forklares, legitimeres. Den anfægtes altid, fordi ord mødes af andre ord. En politik kan man forsøge at iscenesætte som ’nødvendig’, men den er ikke mere nødvendig end de argumenter, der bærer den.

Det skriver Ove Kaj Pedersen noget om i sit vigtige bidrag til en kritik af økonomismen. Han viser, hvordan finansministerielle regnemodeller langsomt har taget magten fra politikerne siden begyndelsen af 1960erne. Mange, der tror, at de er uenige med Pedersen, vil have godt af at læse ham.

Hvis man tager udgangspunkt i Thorups bidrag, drages man selvfølgeligt mod magtens stemme, fx EU-kommissær Margrethe Vestager: ”Hvis problemet er større end dig, kan du få magt over det ved at løse problemet sammen med andre” er Vestagers begrundelse for EU’s fortsatte nødvendighed.

Eller man kunne tage bestyrelsesformand for Aarhus Universitet og tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard, der skriver om klima og grænser for vækst. Det gør professor Steen Hildebrandt også, men Hedegaard er bare mere overbevisende, fordi hun tydeligvis har erfaring med, hvordan man gør sådan noget i praksis. Hildebrandt bevæger sig i de mere uforpligtende formaningers holistiske luftlag.

Flygtningekrisen får også nogle ord med på vejen. Professor Wulf Kansteiner mener, at krisen kun er en krise, fordi den opleves som sådan i modtagerlandene. Kansteiner oplever tydeligvis ikke selv flygtninge som et problem. De flygtninge, der kom til EU i 2015 udgjorde ifølge Kansteiner ”godt 3 % af de flygtninge, som over hele verden det år forlod deres hjemstavn”, og de ankom til et EU, der har en velstand ”svarende til 23 % af verdens samlede BNP”.  Det får ham til at konkludere, at der ikke er tale om ”et materielt problem”, men ”et problem, der bunder i kultur, mentalitet, etik – og erindring.” Kansteiner bør nok læse op på sin statistik, for denne anmelder kan ikke helt få hans tal til at passe. Det ligner mistænkelig meget Verharmlosung. Han har naturligvis ret i, at der er forskel på, hvordan flygtninge er blevet modtaget, og at det også skyldes mentaliteten i modtagerlandet, men han overser betydningen af konteksten og flygtningene selv. Der er ganske enkelt forskel på en hjemstavnsfordreven tysker i 1945 og en somalisk analfabet i 2015.

Man kan anbefale mange af bidragene: stadsdirektør Niels Højbjergs idehistoriske gennemgang af begrebet arbejde (de kommunalt ansatte i Aarhus har en indsigtsfuld direktør), biskop Henrik Wigh-Poulsens forklaring af Gud eller redaktørernes teser om dannelse, identitet og samvittighed. Men det er svært at yde en så sammensat bog retfærdighed i en anmeldelse.

(Kristeligt Dagblad 20. maj 2017)

Fra Bethlehem til Årø

Carsten Bach-Nielsen, Julekirken på Årø, Beringske Forlag 2017

”We ’Big Picture’ People rarely become historians.” Det er Steen fra Steen og Stoffer (Calvin & Hobbes af Bill Watterson), der konkluderer dette efter at han i skolen har været udsat for en test. Spørgsmålet var om betydningen af The Erie Canal, og den begavede opportunist og filosof Steen svarer: ”I kosmisk sammenhæng, antagelig ingen.” Når striben er sjov, skyldes det også, at der er en betydelig grad af sandhed i denne karakteristik af forskellen mellem historikere og filosoffer. Historikere har somme tider svært ved at se den konkrete betydning af en filosofisk overvejelse, og filosofferne har somme tider svært ved at se den principielle betydning af undersøgelsen af en given historisk tildragelse.


Striben faldt mig ind, da jeg læste min gode kollega i Aarhus, Carsten Bach-Nielsens lille bog om kirken på Årø. Øen hører til Øsby sogn på fastlandet. Årø var slesvigsk og forblev også efter 1864 i modsætning til Ærø slesvigsk, og efter Slesvigsk indlemmelse i Preussen og det tyske kejserrige var øen også den nordligst beliggende tyske ø. Øen forblev dog næsten fuldstændig dansksproget.

Bogen er i udgangspunktet en grundig, arkivbaseret undersøgelse af, hvordan øens beboere arbejdede for at få et eget kapel, så de slap for at tage til fastlandet for at gå i kirke. Es war ein hin und her, som man siger. Den slesvigske biskop, Generalsuperintendent Kaftan, der selv var tosproget slesviger, støttede den årøske kirkesag. Grunden blev skænket af en lokal gårdmand, og midlerne til kirkens opførelse og indretning skulle udredes af kirkelige midler og tilvejebringes ved indsamling.

Som arkitekt blev oprindeligt valgt preussisk bygningsinspektør Kreisbauinspektor J.B Jablonowski fra Haderslev, men kirken endte med at blive opført efter tegninger af Baurat Heinrich Clausen, Berlin. Clausens bror var tidligere medarbejder hos Jablonowski og Stadtbaumeister i Aabenraa, og han blev tilknyttet projektet som rådgiver.


Det ønskede kapel endte med at blive en fuldgyldig annekskirke. Kaftan indviede den i julen 1906 – på dansk – og den fik betegnelsen Julekirke. Og så når vi til The Big Picture. Årø Kirkes lidt besynderlige navn er en reference til den tysk-evangeliske Weihnachtskirche i Bethlehem. Den stod under protektion af kejserinde Auguste Victoria, der var augustenborger.  Hun understøttede også kirkebyggerier på sin hjemegn.  Kejseren lagde stor vægt på den tyske tilstedeværelse i Det hellige Land. Selv foretog han en pilgrimsfærd, eller nærmere et korstog, til Jerusalem i 1898, hvis officielle anledning var indvielsen af den tyske kirke i Jerusalem, Erlöserkirche. Kaftan deltog også i rejsen, men lagde altså større vægt på den andagtsfulde julekirke i Bethlehem end den mere storladne prestigekirke i Jerusalem, da forbindelsen skulle knyttes mellem den nordligste ø og den tyske kirkes repræsentation i Det hellige Land. På den måde passer den lille kirke på Årø ind i en meget større historie, for måske bliver Big Picture People sjældent historikere, men det skal jo ikke hindre historikere i at blive Big Picture People.

(Anmeldelse på Facebook 10. maj 2017)

Her står Stjernfelt og kan ikke andet

Frederik Stjernfelt, Syv myter om Luther, Gyldendal, 176 sider

Frederik Stjernfelt betragter sig selv som intellektuel, en der med Sartres definition ”blander sig i noget, der ikke kommer ham ved”, og han deklarerer sin genre som pamflettens. Bogen er skrevet under synspunktets fortegn, og dette synspunkt kan ganske tvangfrit sammenfattes til følgende: Frederik Stjernfelt bryder sig ikke om Martin Luther, og det i en sådan grad, at det kun i et enkelt tilfælde er lykkedes Stjernfelt ”at finde et næsten sympatisk Luther-citat”. Alt andet, hvad Luther har sagt og skrevet, må vi forstå, er usympatisk.

Den form, som Stjernfelt har valgt til sin argumentation, er aflivning af, hvad han kalder syv myter om Luther: at Luther indførte religionsfrihed og skellet mellem stat og kirke, at han bidrog til demokratiets fremvækst, at hekseprocesserne ikke var lutherske, at hans antisemitisme var ubetydelig og at ”Luthers mørke sider” bare var en del af tiden og i øvrigt uden betydning. Kun i enkelte tilfælde gør Stjernfelt sig den ulejlighed at dokumentere, at disse myter findes og at nogen faktisk tror på dem. Tydeligst er han, når han gør opmærksom på, at Luther befinder sig på Undervisningsministeriets demokratikanon, hvilket i øvrigt ikke kun Stjernfelt har undret sig over. For det meste virker det som stråmandsargumentation rettet mod unavngivne ”præster” og ”teologer”. Det er lidt besynderligt, at Stjernfelt gør sig så sårbar over for kritik. Han kunne lige så godt have valgt den ligefremme meddelelse i stedet for at spille sin bold op ad en fiktiv mur.

Stjernfelt skriver sig ind i en tolkningstradition, der begyndte hos Luthers samtidige modstandere. De identificerede Luther med Den Onde selv, og bortset fra, at Stjernfelt ikke tror på hverken gud eller djævel (Gud omtales konsekvent som guden i bestemt form ental med lille g) er det den tråd, han samler op. At Stjernfelt taler om ”Luthers mørke sider” er sådan set en eufemisme, for det forudsætter, at der også var lyse, og dem hører man intet til. Stjernfelt låner også fra den 

venstreorienterede, socialhistoriske tradition i det 20. århundrede, hvis sympati lå hos samtidens oprørske bønder og deres fører, Thomas Müntzer, hvem Luther bekæmpede med mund og pen. Billedet af Luther har aldrig været entydigt, heller ikke hos hans tilhængere. De lutherske menigheder har gennem århundrederne set et forbillede i hans rettroenhed, hans fromhed, hans visdom, hans viljestyrke eller hans oprørskhed. Man har valgt et idealiseret portræt, som man har kunnet spejle sig i. Stjernfelt foretager den samme bevægelse, blot med omvendt fortegn. Han finder hos Luther alt det, som en nutid finder ubehageligt, og holder det op for læserens øje. Stjernfelt går målrettet efter de ømme punkter. Det er dog synd at sige, at de er ukendte.

De fleste af dem kan man genfinde i Heinz Schillings fortrinlige biografi, der udkom på dansk i 2014, men forskellen er, at Schilling kontekstualiserer og søger en helhedstolkning. Han bortforklarer ikke Luthers til tider utøjlede aggressivitet, hans modvilje mod jøder og muslimer og alt det andet, men Schilling sætter det ind i en sammenhæng, og han peger f.eks. på, at der er en verden til forskel mellem Luthers konfessionelt begrundede anti-judaisme og senere århundreders politisk motiverede og biologisk begrundede anti-semitisme.

Stjernfelt forlader i bogens sidste afsnit den biografiske tilgang til stoffet og trækker trådene frem til det 20. århundrede, og skal man tro ham, trækker Luther og hans tilhængere et spor af obskurantisme, tyranni, død og ødelæggelse gennem Europas historie. Argumentet kulminerer med et kort over Tyskland, der sammenligner den konfessionelle fordeling og stemmeafgivelsen ved valget i 1932, og sammenhængen er da også helt entydig. Nazisterne fik flest stemmer i valgkredse med ikke-katolsk flertal. Stjernfelt mener, at denne sammenhæng har tre årsager: Lutheranernes anti-semitisme, 

Luthers doktrin om lydighed mod øvrigheden og de protestantiske kirkers sammensmeltning med stat og nation. Og Stjernfelt kan ikke stå for fristelsen til at konkludere, at hvis Luther ikke havde levet, ville Hitler aldrig være kommet til magten. Pamfletisten slår sine teser op med syvtommersøm: ”Der er ikke anden konklusion end at den politiske orientering i verdens førende lutherske kirker og deres menigheder var en forudsætning for den nazistiske magtovertagelse.”

Det efterlader naturligvis Stjernfelt med en gåde: ”Hvordan kan det være, at danske lutheranere som flest er gode og sympatiske demokrater – når de har den dystre åndshistoriske bagage de har?” Det skyldes i hvert fald ikke ”Luthers sidste zombie”, Sjællands biskop J.P. Mynster (1775-1854), mener Stjernfelt, der peger på Mynsters samtidige, Grundtvig, i stedet. Men han glemmer, at Grundtvig også var lutheraner, og så er han lige vidt med sin lutherdeterminisme.

Anders Klostergaard Petersen skrev i en tankevækkende kronik her i avisen (19. feb.) at Luther skal tilegnes i sin fremmedartethed. Den samme tanke kan man finde i Hal Kochs meget læseværdige lille bog om Luther fra 1958. Det betyder, at man ikke skal læse Luther for at finde det, man kan identificere sig med, men for at lade sig anfægte af, hvad der er fremmed for en. Det er ikke en læsestrategi, som Stjernfelt følger. Alt hvad han kan genkende hos Luther, er noget, som byder ham imod, og resten er han ikke interesseret i. Det svarer til at kassere Anders Mallings salmeleksikon med den ene begrundelse, at Malling havde været nazist eller at afskrive Martin Heidegger som filosof af samme grund. Hvis man forlanger af Luther, at han skal være kompatibel med de gældende værdier i dagens Danmark, er man gået glip af, hvad Martin Luthers søgen efter en nådig Gud i det 16. århundredes første halvdel gik ud på.

Når det er sagt, skal man naturligvis heller ikke afskrive Frederik Stjernfelt, blot fordi han vinkler sin Luthertolkning som han gør. Man skal ikke afvise værdien af at blive konfronteret med en Luther, som man ikke kan identificere sig med, og som sådan har denne pamflet naturligvis sin berettigelse i et reformationsjubilæumsår.


(Kristeligt Dagblad 25. marts 2017)

Fra fremtid til fortid

Peter Bejder (red.) Danmark i Europa 1950-2000, Aarhus Universitetsforlag

I anledning af Århundredets Festival arrangeret af Folkeuniversitetet i Aarhus har Aarhus Universitetsforlag samlet 50 bidrag, der med udgangspunkt i hvert af årene i anden halvdel af det 20. århundrede giver et billede af denne epoke. Hvert bidrag er velillustreret og fylder et opslag. Bogen ligger i direkte forlængelse af den tilsvarende " Danmark bliver moderne", som handler om perioden 1900-1950.

I 1950 levede man stadig i skyggen af krigen. Kaffen var rationeret, men det fik snart en ende. Året efter introduceredes fjernsynet, og fremtiden flyttede ind. Polioepidemien i 1952 var et voldsomt slag, men fostrede også tillid til videnskab og samfundssind. De ramte børn risikerede at dø af lammelser af vejrtrækningen. Narkoselægen Bjørn Ibsen udviklede en metode til at redde liv ved at indføre en gummislange gennem en åbning i halsen ned i lungerne, og flere hundrede hjalp til at ventilere de syge.

Det var optimismens årti. Den nuværende grundlov kom til i 1953, folkepensionen i 1956, nordisk pasunion i 1958. I 1961 fik vi et kulturministerium, og i 1963 vandt Danmark det europæiske melodigrandprix med jazzvalsen " Dansevise" af Otto Francker og Volmer Sørensen.
Men nogle følte, at vognen trillede ned ad et skråplan og trak i håndbremsen. Den første march fra Holbæk mod København mod atomoprustningen fandt sted i 1960, og det kulminerede med det store oprør i 1968 og de knap så fredelige freds-og protestbevægelser. Danmark trådte nødigt, men gerne ind i EF i 1973, og samme år blev det stabile fire-parti-system, der havde været statsbærende siden begyndelsen af 1930' erne, udsat for et jordskred udløst af de karismatiske partistiftere Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen.

I 1980' erne blev vidne til BZ'erne, ny udlændingelov, Blekinge-og andre gadebander, økologiens og klimapolitikkens fremvækst og fodnotepolitik. Historikeren Rasmus Mariager noterer, at Danmarks stilling til Nato ganske vist blev betegnet som en enegang, men at vi i det stykke fulgtes med flere andre af alliancens medlemmer, der også gik egne veje ved at sætte fodnoter i Natos kommunikéer.

Den 2. juni 1992 sagde danskerne nej til Maastricht-traktaten, og tre uger senere vandt det danske landshold i fodbold for mænd europamesterskabet. I maj måned året efter stemte danskerne ja til den modificerede Maastrichttraktat, og der blev skudt mod demonstranter på Nørrebro i København.

Danmark involverede sig i den jugoslaviske borgerkrig, og i 1999 blev hele verden skræmt af udsigten til den ødelæggende effekt, som det kommende årsskifte ville have på den infrastruktur, der nu var helt afhængig af computere og deres indbyrdes globale netværk.
Årsagen var, at programmører havde vænnet sig til at forkorte årstal til deres to sidste cifre, og computere ville derfor ikke være i stand til at skelne år 2000 fra år 1900. Skaderne var meget begrænsede, viste det sig.

"Den 11. september 2001, snarere end nytårsfesten halvandet år før, blev den virkelige afslutning på det 20. århundrede," skriver historikeren Peter Yding Brunbech i bogens sidste opslag om året 2000. Man havde fundet en ny fjende i " en langskægget jihadist i en hule i Afghanistan. Resten er historie. "Bogen slutter med ordet " historie".

Brunbech er også ophavsmand til bogens første opslag, der bærer overskriften "Fremtid". Det er interessant, at fremtiden var væsentlig mere præsent i gamle dage, mens fortiden dominerer nutiden.
Hvis man anerkender præmissen, at historien kan fortælles som isolerede artikler uden en rød tråd, fungerer bogen godt. Nogle centrale emner er udeladt. Mest markant er savnet af et opslag om oliekrisen 1973-74 og den efterfølgende langvarige krisetid med arbejdsløshed, inflation og underskud på alle konti. De fleste emner fortolkes fra en kulturhistorisk vinkel, selv de økonomiske. Det er lidt påfaldende, at Aarhus Universitet ikke har kunnet mobilisere flere økonomer eller politologer til opgaven.

(Kristeligt Dagblad 23. marts 2017. Avisen havde en anden rubrik.)

Endestation Europa

Adam Holm, Endestation Europa

Brugte søndag formiddag på at læse Adam Holms bog, hvor han interviewer 10 europæiske intellektuelle. Det er en overkommelig sag på 160 ikke særlig tættrykte sider. Det er Geschmackssache om man kan lide Holms stil. Han stiller generelt for lange spørgsmål, synes jeg. Nogle gange er det interessant at se, hvordan han motiverer sine spørgsmål, men flere gange savner jeg et simpelt ”Hvorfor?” eller opfølgende spørgsmål som ”Hvad mener du med ….?”

Nogle journalister iscenesætter deres interviews og krydrer dem med regibemærkninger om gestik, pauser, scenografi og bipersoner. (”Vi bliver afbrudt af katten, der vil lukkes ud..” og den slags) Hos Adam Holm er det lige på med spørgsmål og svar. Temmelig prosaisk, men også nyttigt, hvis ens interesse først og fremmest er at høre, hvad disse mennesker har at sige.

Et interessant fænomen er, at de fleste taler ud fra en generationserfaring mere end af intellektuel refleksion eller ideologisk overbevisning. Nogle har oplevelsen af efterkrigstidens armod som det centrale, andre ungdomsoprøret eller Murens fald, og deres håb og frygt orienteres ud fra dette.
Hvem er de? To svensktalende, en ester, halvanden franskmand, en halv tysker, en brite, en hviderusser og to russere bosiddende i hhv. Ukraine og Schweitz. Fraværet af den sydeuropæiske stemme er mærkbart. Sammenlagt repræsenterer de den brede politiske midte. Venstre- og højreradikalisme og –populisme er konstant tilstedeværende i samtalerne som Det Andet, man taler om, men ikke er en del af.

På den måde repræsenterer de også kun den ene af to fremherskende dystopier, der søger herredømmet over den europæiske opinion: Den hvor Europa bryder sammen, fordi demokratiet approprieres af radikale kræfter. (Den anden er de samme kræfters frygt for islamiseringen af Europa.)

For den almindelige avislæser er der ikke noget nyt at hente. Vi har set frygten, usikkerheden, uroen og ikke mindst fraværet af gangbare løsninger formuleret mange gange før. Det europæiske paradoks, modstanden mod føderaliseringen og kravet om samlet handlekraft, identificeres også her og heller ikke for første gang.

Et Nyt Europa fødes ikke af denne bog, men den er ret god som tegn på tidsånden. Jeg tror, at man om ti år kan vende tilbage til den og få et indblik i den stemning, som virker som meget akut, men antagelig (forhåbentlig) også er temmelig flygtig. Selvfølgelig er der forskelle. Beevor mener, at Jean-Claude Juncker er en idiot, og Geert Mak vil have mere føderalisme, men fornemmelsen af et indre sammenbrud og mangel på retning er fælles. Som sådan er det interessant læsning, for på sin vis flugter disse intellektuelles håb og frygt med politikernes. Heller ikke de uafhængige har overblikket, som ellers er den udenforståendes privilegium.

PS Søndag aften: Mange efterlyser en europæisk offentlighed. Denne bog er faktisk et seriøst forsøg på at lade den komme til live. I den anledning skal det ikke gå ubemærket hen, at Rusland dermed implicit regnes til Europa. Det tror jeg er rigtigt set.

(Anmeldelse på Facebook, 12 marts 2017)

Opa war kein Nazi

Hans Hauge, Løgstrup, Heidegger og nazismen, Multivers 2016

Det er en besynderlig bog, som Hans Hauge har skrevet. Den er umulig at læse, men man kan ikke lade være. Den mangler fuldstændig struktur. Den er ordnet i små kapitler med et stednavn og et årstal som titel, og der springes frem og tilbage i tid. Men selv inden for kapitlernes rammer er teksten helt udisciplineret. Hauge er fuldstændig forsvarsløs mod egne indfald, og en analyse af fænomenologien eller en iagttagelse af udbuddet af drikkevarer i Stakladen i 1971 afbrydes tvangfrit for at give plads til en samtidskommentar, der uden videre kunne have været en Groft Sagt i gårsdagens Berlinger.

Søren Gosvig Olesen skriver (Information 31. dec. 2016), at ”de 350 sider bærer præg af en utrættelig kildekritisk forskning.” Men Hauge er ikke kildekritisk. Han er intuitiv, og han er meget karrig med at afsløre, hvor han har sine ting fra og hvordan han drager sine konklusioner. Han lægger helt konsekvent en dis af indforståethed og halve argumenter ud over sin tekst. Noteapparatet er målt med en videnskabelig standard charlataneri.

Man må dog give Hauge, at han har en usædvanlig interessant intuition. Det er noget af det, der gør, at man ikke helt kan holde op med at læse, selv om man er irriteret på ham. Det er Hauges stil. Det er som om han nærer en psykologisk modvilje mod at stille sin uomtvistelige intelligens til rådighed for læseoplevelsen og at underordne sin betydelige indsigt videnskabens konventioner.

Det der skal forestille at være hovedtesen, nemlig at Heidegger næsten ikke var nazist, er for let at pille fra hinanden. Denne Verharmlosung har Hauge planket fra Løgstrup. I det posthumt udgivne skrift af Løgstrup om Heidegger (Klim 2008) skriver Løgstrup om en kortvarig ”nationalsocialistisk raptus”, men lader i øvrigt emnet hvile. Der er noget ”Opa war kein Nazi!” over det. Og Hauge er jo – eftersom han har adopteret Løgstrup som Doktorvater - Enkelschüler af Heidegger.

Joakim Jakobsen piller tesen fra hinanden i dagens Weekendavis, og Jan H. Hansen har også gjort det i et indlæg i Information (15. dec. 2016). Heidegger var nazist og opportunist. Han meldte sig ind for at blive rektor og han forblev medlem af partiet til det sidste. Man må i det mindste give manden, at han var konsekvent.

Hauge har naturligvis ret i, at det ikke udtømmer beskrivelsen af Heidegger, at han var nazist. Men hvis han anlagde den samme analytiske tilgang på et værk som Mein Kampf, ville han komme til den konklusion, at Hitler næsten ikke var nazist.

Hauge forsømmer heller ingen lejlighed til at gøre mod andre, hvad han finder irrelevant at gøre mod Heidegger, nemlig at snige en anklage om nazisympatier eller antisemitisme ind. Det går f.eks. ud over Regin Prenter. Bogen er fyldt med uldne hentydninger og for Prenters vedkommende direkte beskyldninger om ”Prenters fascination af nazismen” (s. 300) Det kunne Hauge med mindst lige så stor – eller rettere lille - ret skrive om Løgstrup.

Hauge er -68’er, en flippet anarkist, der ikke vil lade sig binde af noget. Han er for idéhistorien, hvad Uffe Elbæk er for finanspolitikken. Han koketterer ganske vist hele tiden med at han ikke bryder sig om -68erne – but it takes one to know one, som man siger. Han nærer også sin generations modvilje mod det biografiske. Det personlige ansvar er for borgerligt. Han har givetvis læst om ’l’illusion biographique’ og synes, at man må kunne adskille personen fra det, han har skrevet. Det er hans egentlige og bærende argument for at frikende Heideggers filosofi. Og her er jeg sådan set helt med. Hvis man synes, at Heidegger har skrevet noget klogt, skal den omstændighed, at han var nazist da ikke stå i vejen for at læse ham. Anders Mallings salmeleksikon bliver da bestemt heller ikke ringere af, at han havde været nazist.

Men Hauge er verdensmester i at slå sig selv for munden. Han er nemlig selv voldsomt optaget af det biografiske og ikke mindst det prosopografiske. Han sladrer i et væk om, hvem der har ligget i med hvem, og hvem der er beslægtet med hvem. Han kan f.eks. slet ikke lade være med at notere, at Sartre var Albert Schweitzers nevø. Der er ingen som helst motivation for at gøre det. Det er virkelig ikke nice-to-know og slet ikke needs-to-know. Det SKAL bare nævnes. (Og typisk for Hauge er oplysningen upræcis. Sartres mor var Schweitzers kusine, ikke hans søster.) Og som i enhver nøgleroman efterlyser man et navneregister.

(anmeldt på Facebook 3. feb. 2017)

Glem Horats

Mikael Busch, Carpe Diem – 40 tekster om uddannelsessystemet, Forlaget Fjordager, 150 sider, kr. 198

I denne bog har Mikael Busch (f. 1962) samlet et udvalg af sine indlæg, klummer, anmeldelser og kronikker samt en enkelt novelle fra de seneste 10 års debat om pædagogik og skolereformer. Som gymnasielærer i tysk og fransk oplevede han gymnasiereformen for ti år siden som et overgreb på den faglighed, som han repræsenterer, og har siden været en markant og velformuleret stemme i den pædagogiske debat.

Der foregår i disse år en strid mellem nytten og dannelsen. Der er dem, der lægger vægt på skolens og uddannelsens betydning for det individuelle udkomme og samfundsøkonomiens opretholdelse. Og så er der dem, der mener, at skolen skal tjene livet og oplysningen for oplysningens og livets egen skyld. Det er aldrig enten-eller, så det er mere præcist at sige, at debattørerne befinder sig på forskellige steder på skalaen mellem de to yderpunkter. Busch befinder sig i sit synspunkt mere end sin form tættest på dannelsen.

Bogens indhold er pointerede replikker i øjeblikkets debat, men det er ærlig talt ikke al hakkelse, som skæres i døgnets rejsestald, der kan tåle at udkomme med ryg og ISBN-nummer på, selv når genren er en debatbog. I stedet for at få refleksioner, der udfoldes løbende gennem kapitlerne, må læseren standse op og begynde forfra med få siders mellemrum og undervejs leve med ikke så få gentagelser.

Busch tilbyder ikke en definition af, hvad han forstår ved dannelse og almendannelse, to af de hyppigst forekommende begreber og plusord i bogen. Det er ikke klart, hvori forskellen mellem de to består, og de dækker i hvert fald et stort spektrum af betydninger, fra at være lærd i klassisk forstand til almindelig takt og velopdragenhed.

Fra bogen
Forfatterens egen referenceramme er ikke den klassiske lærdom. Bogens titel er hentet fra filmen Døde Poeters Klub og ikke fra Horats, hvorfra vendingen oprindeligt stammer. Og i øvrigt er det interessant, at netop denne titel er valgt, for den understreger nødvendigheden af at gribe livets flygtighed og beskære sine håb til dets stabilitet og kontinuitet. Det afspejler bogens form mere end dens anliggende. For Busch rækker undervisningens ærinde netop videre end til at tøjre sig til øjeblikkets pæl.


Hans analyser af de sproglige modeluner, hvormed magten - ”Det Uddannelsespolitiske Kompleks”, som han kalder det – forsøger at besmykke sine handlinger, gennemføres med præcision. Modebegrebet ’innovation’ forskertser fagligheden, mener han.  Nytænkning vokser ikke ud af øjeblikket, men af generationsovergribende kundskaber og færdigheder. Tværfaglighed er et andet modeord, som Busch er ude efter. Han mener ikke, at tværfaglighed giver mening uden en forudgående faglighed. Det skal blive interessant at se, hvad han mener om ’disruption’.


Da Danmarks Lærerforening blev kørt over af regeringen og kommunerne i 2013, kastede Busch sig også ind i debatten på lærernes side. Han opfatter konfliktens udfald som ”en brutal afsked” med ”den danske model”. Det kan nu nok diskuteres. Konflikten var ganske rigtig brutal, men den danske model har overlevet mange andre brutale konflikter siden 1899, og han overser, at arbejdsgiversiden også havde og har et legitimt krav på at lede og fordele arbejdet på skolerne. Idealet om ’den autonome lærer’ var ofte et bekvemt skalkeskjul for de lærere, der gerne sad over, når opgaverne skulle fordeles. Med til billedet hører også, at bogens forlægger, Erik Schmidt, selv har gjort sig gældende i konflikten om folkeskolereformen.

Busch er ude i et ærinde, der vil vække sympati. Han ønsker at beskytte mange gode ting: fagligheden, dannelsen, lærernes integritet og autonomi, det gode, det sande og det skønne. Han er ikke partipolitisk, men kan vel placeres på en konservativ – måske også lidt romantisk-idealistisk – pædagogisk fløj.

Fra bogen
Busch er imidlertid mere systemkritiker end ronkedor. Finans-, undervisnings- og uddannelsesministre på stribe får med krabasken uanset politisk tilhørsforhold. Homo Oeconomicus himself, Bjarne Corydon, kan han slet ikke lide. Og så er der kvinderne: Ulla Tørnæs, Margrethe Vestager og ikke mindst Christine Antorini hører til yndlingsaversionerne. ”Hele den offentlige sektor – ikke kun skolerne – er efterhånden gennemsyret af en bestemt kvindelig omgangsform”, som han siger som et ekko af Poul Behrendts pointe fra bogen ’Bissen og Dullen’ fra 1984. Busch er også stærk modstander af alt, der lugter af ”managementregimente” og ”konkurrencestat”.

Det er straks vanskeligere at pege på, hvad han selv forestiller sig som et tjenligt alternativ til nutidens kalamiteter. Han betragter ikke sin egen skolegang og uddannelse med nogen særlig beundring og er i almindelighed ingen kultisk tilbeder af verden af i går. Han er erklæret modstander af 1970ernes rundkredspædagogik, hvis seneste udslag er folkeskolereformen, hvis man spørger ham selv. Gymnasiereformen sammenlignes konsekvent med DDR. Sammenligningen er naturligvis til polemisk brug, men der opstår også en vis dissonans, når man læser hans egne erindringsglimt fra 1980ernes Østberlin, da han selv gik på Humboldt-universitetet. Der kommer varme i blikket og glød på stemmen. Det er slet ikke fordi han længes tilbage til Østblokkens politiske system. Det er snarere det, at han ikke mister sansen for det menneskelige hos de mennesker, han traf i sin ungdom. 

Anderledes uforsonligt – somme tider endda vrængende – forholder han sig til sine modstandere i debatten om det danske undervisningsvæsen i dag. Som defensorat for takt og dannelse graviterer bogen mod det taktløse. Som forsvarsskrift for fordybelse og faglighed forekommer den noget flygtig.


(Kristeligt Dagblad 6. jan. 2017. Avisen havde valgt rubrikken "Skolepolitisk indspark rammer skævt")

Mikael Busch svarede i avisen den 10. januar:

Det er langt fra nogen selvfølge, at nye udgivelser anmeldes. Derfor glæder jeg mig over, at min bog -Carpe diem!- blev anmeldt i Kristeligt Dagblad den 6. januar. Avisen har endda bragt bogens indledende essay som kronik under overskriften -Lærerjobbet har aldrig været vigtigere- den 24. november.

Jeg glæder mig til gengæld ikke over, at bogen faldt i hænderne på anmelderen Jes Fabricius Møller. JFM synes at opfatte min debatbog om uddannelsessystemet som en udgivelse, der primært vil undersøge de finere nuancer i forholdet mellem dannelse og almendannelse. Jeg kritiseres således for ikke at inddrage klassisk lærdom i form af Horats. Det fremgår af anmelderens egen Facebook, at han selv havde foreslået overskriften -Ikke et ord om Horats- til sin anmeldelse. Det ville virkelig have været sexet. JFM når frem til følgende gammelkloge konklusion: -Som defensorat for takt og dannelse graviterer bogen mod det taktløse.-
Der er bare det ved det, at min bog ikke er tænkt som et defensorat for takt og dannelse. Faktisk forekommer ordet takt slet ikke i min bog. Jeg har ganske enkelt ikke skrevet den sekteriske bog, JFM synes jeg skulle have skrevet.

-Carpe diem!- handler om mange forskellige fænomener herunder dannelse på alle niveauer i uddannelsessystemet: folkeskole, gymnasiet og universitetet.

Nu kunne man mene, at jeg bare er en ømskindet forfatter, der er sur over en lunken anmeldelse. Jeg anmelder selv bøger og kender branchen indefra. Jeg må finde mig i, at jeg er faldet i kløerne på en anmelder, der tydeligvis ikke kan lide lærere: -Idealet om -den autonome lærer- var ofte et bekvemt skalkeskjul for de lærere, der gerne sad over, når opgaverne skulle fordeles,- hedder det.

Men skal min forlægger også finde sig i at blive mistænkeliggjort? JFM skriver: -Med til billedet hører også, at bogens forlægger, Erik Schmidt, selv har gjort sig gældende i konflikten om folkeskolereformen.- Hvad er det, JFM forsøger at sige her? -Med til billedet hører...- Hvilket billede? Min forlægger på Forlaget Fjordager udviste ifølge en nyudnævnt skoleleder -negativ adfærd- på sin skole på Fyn i foråret 2013. Det fik han en tjenstlig advarsel for, hvorfor han valgte at gå på pension i utide. Denne sag Agedrup-sagen er stadig et anliggende for domstolene. Mon det er det -billede-, JFM hentyder til? Er det mon det, han mener med at -gøre sig gældende-? Det er ikke til at vide. Måske vil den dannede og taktfulde anmelder være så elskværdig at forklare meningen med den mystiske sætning

Min duplik blev trykt den 12. januar:

Mikael Busch meddeler i avisen den 10. januar sin utilfreds med min anmeldelse af hans bog Carpe Diem. Først vil jeg gerne understrege, hvad der måske undgår opmærksomheden i en meningsudveksling som denne, at jeg faktisk er enig med store dele af Busch’ budskab. Jeg synes bare, at han har skrevet en middelmådig bog om det.

En af mine indvendinger mod bogen er, at der er en uoverensstemmelse mellem bogens budskab og dens form. Busch er fortaler for dannelsen, men bogen er ikke særlig dannet i sin form, uanset hvordan man definerer dannelsen som fænomen og begreb. Der findes adskillige definitioner: almindelig velopdragenhed og taktfuld opførsel, kendskab til etik, videnskab og kunst eller den udviklede evne til opmærksom, selvstændighed i personlighed, dømmekraft og karakter. Der er også den gamle strid mellem Grundtvigs folkelige dannelse og den lærde skoles klassiske dannelsesideal for nu blot at nævne et eksempel. (Det er i øvrigt sært, at Busch ikke alliere sig med netop Grundtvig, hos hvem han ville finde rigelig opbakning til sit synspunkt.)

Et afgørende problem ved bogen er, at Busch end ikke gør noget forsøg på at definere, hvad han mener med dannelse, men uanset hvilken definition man vælger, lever Busch ikke op til den. Han er en hård og til tider taktløs polemiker og demonstrerer ikke nogen nævneværdig indsigt i den lærdom, der normalt henregnes til klassisk dannelse. Det diskvalificerer ikke i sig selv en debatbog, at den går til stålet og glemmer klassikerne, men man kan godt forlange dannelse af en debatbog, der har som et væsentligt ærinde at være fortaler for dannelsen.  Og hvis Busch ikke mener, at takt hører med til dannelsesbegrebet, så kunne han da gøre sig den ulejlighed at definere, hvad han så mener med det?

Busch mener, at jeg ikke kan lide lærere, fordi jeg forsøger at forstå, hvorfor folkeskolereformen blev gennemført. Den handlede blandt andet om, at skoleledelsen forsøgte at genvinde muligheden for at lede og fordele arbejdet i overensstemmelse med hovedaftalen, der har rødder i septemberforliget af 1899, som er grundlæggende for den danske model. I en koordineret indsats mellem kommunerne og den daværende regering blev Danmarks Lærerforening effektivt kørt over, og lærerne mistede kontrollen med deres arbejdstid. Det er de naturligvis forbitrede over. Jeg kan godt lide lærerne og synes også, at det er synd for dem, men de skulle også prøve at besinde sig på, at der måske var gode grunde til at gennemføre reformen, hvor uskøn den end endte med at blive, og at deres egen fagforening bar en del af skylden for forløbet.


Busch spørger til sidst, hvorfor jeg nævner hans forlægger, Erik Schmidt, som hørende med til billedet? Det gør jeg fordi debatten om uddannelse i dag er trukket meget hårdt op mellem to lejre. Busch kalder selv sine modstandere Det Uddannelsesindustrielle Kompleks. Busch er imidlertid også selv del af en sluttet front, hvor en række aktører støtter hinanden. Jeg gør opmærksom på, at Schmidt selv er en del af konflikten, hvad Busch finder mistænkeliggørende. Jeg betragter det som en servicemeddelelse til læseren at få opklaret, hvilke interesser der har været involveret i udgivelsen.

Mikael Busch sendte følgende indlæg til KD, som debatredaktionen valgte ikke at optage:

Det er meget elskværdigt, at Jes Fabricius Møller forsøger at forklare sin mystiske anmeldelse af Carpe diem! (12.01.). Desværre forholder han sig ikke til de alvorlige kritikpunkter, jeg rejser i min kommentar (10.01). Jeg er nødt til at trætte avisens læsere igen. JFM fortæller, at jeg selv er én af aktørerne i kampen om uddannelsesområdet. Det er rigtigt, men hvorfor skal det gå ud over min forlægger? Hvorfor skal anmelderen fremføre taktløse insinuationer mod ham? Det ville jeg aldrig selv gøre som anmelder.

Forlaget Fjordager udgiver en del bøger om dannelse. Mon ikke JFM har læst det på forlagets hjemmeside? Ellers er det vanskeligt forklare, hvorfor han hårdnakket fastholder, at omdrejningspunktet for min debatbog er dannelse. Det er det kun i JFM’s gammelkloge fantasi. Hovedtemaet i Carpe diem! er snarere den svækkede lærerpersonlighed.


Hvis konservatismen var løsningen, hvad var da problemet?

Christian Egander Skov, Konservatismen i mellemkrigstiden, Aarhus Universitetsforlag


Når højrefløjsbevægelser i Mellemkrigstiden er blevet studeret, er det ofte sket ud fra spørgsmålet om, hvor vidt de understøttede det parlamentariske demokrati eller ej. På den måde trækker man en linje gennem det daværende politiske landskab mellem dem, der falder inden for en given ramme, og dem, der falder uden for.

Det er ikke Christian Egander Skovs ærinde. Hans tilgang til konservatismen er et forsøg på at tage den alvorligt i sig selv - uanset dens forhold til det parlamentariske demokrati.  Konservatismen havde en bred appel, og Skov stiller spørgsmålet: Hvis konservatisme blev opfattet som løsningen, hvad var da problemet?

Skov peger på, at Mellemkrigstidens konservatisme var et resultat af noget så dramatisk som konservatismens død. Den konservatisme, der havde regeret frem til 1901, var i sin selvforståelse en central del af samfundets bærende struktur.  Fundamentet var det store hartkorn, kongehuset og kirken, men det blev efter århundredeskiftet og især i forbindelse med Den første Verdenskrig udsat for en så voldsom erosion, at selv ikke de konservative længere kunne betragte det som en selvfølge.

Dermed var konservatismen kastet ud i en eksistentiel krise, for hvis den ideologiske grundindstilling er at bevare det bestående, er det et problem, hvis det bestående ikke er noget, man kan identificere sig med, fordi det repræsenterer anomi, fraværet af mening og sammenhæng. Begrebet har Skov lånt fra den samtidige franske sociolog Émile Durkheim, der brugte det til at beskrive ubehaget ved at leve i en moderne verden.

Derfor måtte konservatismen blive opposition. Den blev en heroisk forsvarskamp udkæmpet fra en allerede tabt skanse. Den blev en søgen efter værdier, ”lutter gæring, men ingen afklaring”. Dermed ophørte konservatismen også endegyldigt med at optræde i bestemt form ental. Skov ser tre hovedstrømninger. Den første kalder han socialkonservatisme – ikke at forveksle med en socialpolitisk konservatisme – som var et forsøg på løbende at tilpasse konservatismen til udviklingen for at sikre stabilitet, kontinuitet og balance. Det var disse konservative, der støttede det parlamentariske demokrati. Den anden strømning var højrekonservatismen, som ønskede at føre udviklingen tilbage til tiden før Verdenskrigen. Endelig var der nykonservatismen, der ikke søgte tilbage for at søge redning fra samtidens anomi, men så løsningen i skabelsen af noget helt nyt.

Bogen følger de ideologiske kampe i og omkring Det konservative Folkeparti med betydelige afstikkere til uafhængige intellektuelle som litteraterne Harald Nielsen og Henning Kehler eller digteren Helge Rode. Det er Skov om at vise, at mange af de ideer, der siden er blevet skammet ud, fordi de kan forbindes med nazisme eller fascisme, var i almindeligt omløb, således korporatismen, som den senere konservative minister Ole Bjørn Kraft interesserede sig for. Med sin tilgang til stoffet kan Skov også vise, at opgøret i det konservative Folkeparti om tilslutningen til det parlamentariske demokrati ofte er blevet skildret fra sejrherrens – den ”ægte” konservatismes – synspunkt. Men i samtiden var taberens, Jack G. Westergaards nykonservatisme en lige så ægte konservatisme som vinderens, John Christmas Møllers socialkonservatisme.

Bogen er skrevet i grundlæggende sympati med sit emne, men forstår at holde et armslængdeprincip. Den er en redigeret version af forfatterens phd-afhandling og bærer stadig den videnskabelige afhandlings præg, men Skov har iklædt den en sprogdragt, der ikke sjældent med betydeligt held imiterer nogle af de uhyre velskrivende konservative, som bogen handler om. Det er bestemt ikke tør læsning. Bogen er – undskyld – konservativt illustreret og forsynet med omfattende noteapparat og et desværre særdeles mangelfuldt navneregister.


(Kristeligt Dagblad 5. jan. 2017. Redaktionen foretog et par ændringer i den tekst, der blev trykt i avisen)