Metanostalgi


Søren E. Jensen, 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, Forlaget Vandkunsten

Kort tid efter seneste årtusindeskifte må det være gået op for Søren E. Jensen, at han er født i gamle dage. Den erkendelse kommer vel til de fleste af os på et tidspunkt, men når man er så fintmærkende en iagttager af tidernes skiften som Søren E. Jensen, kunne han allerede som 41-årig i 2006 udgive en essaysamling med dette hovedtema.

Ved første øjekast forekommer bogen ganske vist ret sammensat. Den består af erindringsglimt fra barndom og ungdom, rejseberetninger fra Polen og det østlige Tyskland og topografiske betragtninger om Danmark. I alle tre tilfælde spiller forskellen mellem før og nu imidertid hovedrollen. I nøgleteksten Metanostalgi ser forfatteren tilbage på sin egen barndoms fortidslængsel. Han er vokset op i Esbjerg og brugte fra en meget ung alder at opsøge steder, der var levn fra gamle dage. Det siger i en relativt ny by som Esbjerg ikke meget, men Jensen er heller ikke antikvar, der leder efter det forsvundne.
Han søger tidslommerne, som umiskendeligt stammer fra gamle dage, og som med nød og næppe har bevaret deres funktion. I 2006 kunne han se tilbage på sin egen barndoms nostalgi med tilsvarende nostalgi, dengang der stadig fandtes 10-øres slik og kupéer i togene. Det interessante er det, der netop er forsvundet, men det kan man ikke se, når man står midt i det. Det er den netop overståede fortids endnu levende efterladenskaber, der altid har haft hans interesse. Cafeteriet og vasketeriet er hans eksempler for Danmarks vedkommende i 2006. På rejser i Tyskland og Polen rettes hans opmærksomhed mod de sidste rester af østblokkulturen.

Jensens nostalgi er ikke sentimental. Han vil ikke have fortiden tilbage. Det er forkrænkeligheden selv, der interesserer ham, det ruinøse, det forgængeliges åbenlyse tilstedeværelse i nuet. Og når iagttagelsesevne kombineres med en ret god pen, bliver det ret interessant.

Jeg blev opmærksom på bogen, fordi jeg er facebook-ven med Søren. I et nyligt opslag koketterede han med, at det, der skulle have været hans gennembrud som essayist, i sin tid kun solgte 11 eksemplarer. Måske var 2006 ikke parat til en omgang reflekteret nostalgi fra en så relativt ung mand, selv om 2001 havde taget overstrømmende godt imod Hans Edvard Nørregaard-Nielsens erindringer, der populært sagt gav indtryk af, at han var født i 1845 og ikke 1945. Måske skulle Søren E. Jensen bare have ventet til 2021 med at udgive bogen.
Jeg følte under alle omstændigheder en uforklarlig trang til at være den tolvte, der betalte for et eksemplar af Jensens bog. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg er et år yngre end forfatteren, og bogen udtrykker en meget genkendelig generationserfaring. Meget adskiller os i sindelag og temperament, men det er sjovt som alderen bliver en tyngdekraft, der samler og giver øjne for ligheder. Selv jagten på titel-essayets ti-øre fra 1959 har jeg deltaget i. I 1959 blev der kun præget ganske få ti-ører, og derfor er den ret sjælden. En møntsamlende dreng i 1980 vendte hver 10-øre, for måske var det den sagnomspundne og kostbare. I virkeligheden kan den fås for 100 kroner, hvis man ser sig for. Det er ganske pænt for en dansk mønt fra det 20. århundrede, men altså ingen formue.

Værdisætningen af gamle bøger følger ikke reglerne for mønter. Der er ikke noget særlig værdifuldt i kun at sælge 12 eksemplarer af en bog. Denne kunne sagtens tåle at få flere læsere uden at tabe i værdi.

(Ikke offentliggjort andre steder)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar