Mongolske nomader


På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader, Moesgaard Museum

Med denne udstilling fastholder det nye Moesgaard Museum sit høje ambitionsniveau som hjemsted for kulturhistoriske særudstillinger af internationalt tilsnit. I dette tilfælde drejer det sig om en dansk samling, og endda en samling, der tilhører Nationalmuseet, der har en hel række af succesfulde særudstillinger bag sig. Men Nationalmuseet har af økonomiske årsager nedtonet sin særudstillingsvirksomhed, og så er initiativretten altså overgået til Aarhus. Og det er et modigt initiativ, for det er ikke et emne, der synes at have en stærk publikumsappel. Det burde det have.
Genstandene, der er suppleret med enkelte indlån fra andre museer, blev indsamlet af Henning Haslund-Christensen på to ekspeditioner til Mongoliet i Mellemkrigstiden. For de flestes vedkommende er der tale om uspektakulære og ganske almindelige hverdagsting som redskaber og tekstiler af håndværksmæssig tilvirkning og jævne materialer, men netop af den grund har så få kunnet se værdien i dem, og derfor er så få bevaret og derfor er denne samling enestående. Selv i Mongoliet savner de noget tilsvarende. Man har ganske enkelt ikke skønnet på dem i tide.

Man føres ind i udstillingen via en korridor, der efterligner gangen i en passagervogn på den transsibiriske jernbane. På skærme får man indtryk af vejrliget og landskabet, som man rejser igennem for at nå Mongoliet. På den måde transporteres den besøgende fra Moesgaard Museums spritmoderne foyer til en anden verden adskilt i tid og sted fra den, som kendes fra den lille maleriske halvø på det eurasiske kontinents vestlige kyst, som kaldes Jylland.

Der gives først og fremmest en introduktion til de mongolske nomaders hverdagsliv. Den besøgende får indtryk af at træde ind i et af de runde telte, der er karakteristisk for de mongolske steppenomader. Man er så at sige med antropologen på feltarbejde. Det mongolske telt, kaldet en ger, er stateligt og kan rumme en hel familie, men samtidig kan det skilles ad i sine bestanddele og transporteres på den robuste, centralasiatiske kamel, når nomadefamilien skal rejse fra sted til sted for at finde græsning til de dyr – heste, geder, får, køer og altså kameler - der udgør deres levevej og en integreret del af husholdningen.

Udstillingen viser alle aspekter af mongolernes liv- og forestillingsverden. Den er indlevende i en grad, så den nærmer sig en identifikation med sit emne. Det er det mongolske nomadeliv set indefra, nærmest som en nutidig, levet virkelighed. Kronologien er næsten væk. Kun meget få af genstandene er f.eks. dateret, og udstillingsteksterne er skrevet i nutid. Man får at vide, hvad denne ske, denne skammel eller dette stykke kameluld bruges til - som om tiden har stået stillet på de mongolske stepper i mere end 1000 år. Identifikationen tenderer til harmonisering. Der gives et idealiseret billede af mongolernes liv befriet for konflikter, krig, sult og lidelse – eller påvirkninger udefra.
Man får heller ikke meget at vide om Djengis Khan. Han optræder kun, fordi han er genstand for en personkult blandt mongolerne, og når den besøgende inviteres til at sætte sig ved det imiterede lejrbål i midten af den forestillede ger for at høre om den store mongolske kejser er det den mongolske myte om helten Djengis Khan, man får i hørebøfferne. Mongolerne dyrker (dyrkede?) imidlertid også shamanisme, samtidig med, at de tilsyneladende også var/er buddhister.  Hvordan det lige hænger sammen, forbliver uoplyst. Men de udstillede shamandragter er ikke desto mindre fantastiske.
Det er lykkedes at skabe et indbydende design, der lader Haslund-Christensens samling komme til sin ret. Det hverdagslige har fået en iscenesættelse som var der tale om kronjuveler. Men det er jo netop også pointen. Genstandene er juveler fra Nationalmuseets etnografiske samling. Som sådan er der tale om en vellykket særudstilling, og man kan godt undre sig over, at det skulle tage så lang tid at virkeliggøre en så indlysende god idé. Men det bliver også lidt for poleret og støvfrit, en beundrende skildring af en livsverden ikke blot adskilt fra vores i tid og sted, men nærmest en idyl løsrevet fra tid og sted. Det er svært at forestille sig, at det kan være så fredfyldt at være nomadisk kvægbonde på de centralasiatiske stepper, og det er svært at forestille sig, at mødet med det 20. og 21. århundredes modernitet ikke har ført til konflikt og forandring.


Har man lagt vejen forbi Moesgaard, skylder man også sig selv at besøge en lille udstilling på etagen under særudstillingssalen lavet af en gruppe antropologistuderende, der har fortolket videre på nomadetemaet ved at skildre f.eks. skilsmissebørns vandring mellem forældrene, lastbilchaufførens liv på landevejen eller kolonihaveejerens årstidsbetingede vandring mellem havehus og helårsbolig. Det er sjovt tænkt og godt udført, og det forlener mongoludstillingen med en interessant, reflekteret kontekst, som den besøgende kan identificere sig med og tage med ud i Moesgaard Museums foyer og videre ad de stier, som vi betræder for at forrette vores hverdagslige ærinder.

(Kristeligt Dagblad 30. juni 2018)

At studere mennesket er en opgave der bærer formålet i sig selv

Ole Thomsen, Frygt ikke frihed – Om humanisme og humaniora, Forlaget Vandkunsten, 222 sider
 Det er tydeligvis en sprogmand, der har skrevet denne bog. Glæden ved det syntaktiske filigranarbejde står op fra dens sider som f.eks. fra første sides programerklæring:
”I humanismen som verdens- og menneskeanskuelse ligger […] overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever og erfarer som sit inderste og sande væsen: det virkelige menneskelige, det os forenende, det os overtræffende. Man kan blive klog på sig selv ved at læse sine egne tanker og drømme i en vens hjerte.”
Hvor ofte ser man udsagnsordenes lange tillægsform anvendt med tilsvarende lethed på dansk? Ole Thomsen (f. 1946) er pensioneret docent i klassisk filologi på Aarhus Universitet, så form- og genrebevidsthed er ham naturligvis ikke fremmed. Thomsens sproglige ekvilibrisme bliver imidlertid også bogens svaghed, fordi han kommer til at afbryde sine egne rammende formuleringer med andre rammende formuleringer, således at tankens strøm ikke flyder i fuld bredde, men har en tendens til at kondensere til aforistiske suppeterninger af mættet og uforløst refleksion.
Det kræver altså en indsats fra læseren at forstå forfatterens anliggende og tegne de dertil hørende større linjer. Bogens selvbiografiske elementer er en hjælp. Thomsen udreder selv sin akademiske genealogi, idet han er elev af Franz Blatt, der var elev af den eminent lærde filolog J.L. Heiberg (ikke at forveksle med litteraten og Johanne Louise Heibergs mand), der var elev af den lige så eminente filolog og undervisningspolitiker J.L. Madvig, der som minister gennemførte en afgørende reform af den lærde skole, altså gymnasieskolen, i 1850. Kun tre akademiske generationer skiller altså Thomsen fra Guldalderens lærdoms- og dannelseskultur, der anså tilegnelsen af den klassiske græske og romerske litteratur som en nødvendig forudsætning for at blive et oplyst, tilregneligt og anstændigt menneske – eller hvad der almindeligvis omtales som det klassiske dannelsesideal, blandt dannelseshistorikere mere præcist betegnet som ny-humanismen.
Samtidig betegner Thomsen landbrugeren Mette Olsen fra Tved, hvor han er vokset op, som sin væsentligste lærer. Hun var noget så enkelt som en uskolet, læsende begavelse, der tog det på sig at bidrage til den lille Oles dannelse i 1950ernes Djursland. Det vil sige, at den aristokratiske arrogance, der er den klassiske dannelses indbyggede risiko, opvejes af en hverdagslig og i ordets egentlige forstand jordnær pragmatisme. I portrættet af Mette Olsen knytter Thomsen for alvor det partikulære til det universelle og viser glimt af sin egen menneskeligheds fylde. Og så fik han ad denne vej antagelig sans for det grundtvigske.
Thomsen ser denne metteolsenske livs- og verdensanskuelse spejlet i græsk og romersk tradition, især den kyniske og stoiske filosofi, Diogenes, Seneca m.fl. Mens humanismen af den lutherske teologi ofte kritiseres for at være menneskets selvforgudelse, har Thomsen intet udestående med kristendommen: ”Der er et religiøst moment i troen på menneskehed og menneskeværd og i forvisning om hver enkelt sjæls umistelige værdi. En Religiøs kerne er der også i livsanskuelsen humanisme, når man forstår den som overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever som sit inderste og sande væsen: det ægte menneskelige.”
Humanismens indgang til det kristelige finder Thomsen i skabelsesteologien især hos Grundtvig, der i kraft af sin understregning af gudbilledligheden havde et for en erklæret lutheraner påfaldende lyst syn på mennesket. Til gengæld er Thomsen lidt mere skeptisk over for Løgstrups skabelsesteologi. Bogen rummer en interessant tolkning af Løgstrups berømte essay fra 1950, ”Humanisme og kristendom”, idet Løgstrup ifølge Thomsen fastholdt modsætningsforholdet mellem de to. Det er en pointe, der har betydning for forståelsen af Løgstrups samtidige opgør med Tidehverv, men også her bliver Thomsen lidt for kort for hovedet. Tilsvarende afsnuppet bliver diskussionen med to andre væsentlige samtalepartnere, Vilhelm Grønbech og Johannes Sløk, der var henholdsvis kulturpessimist og misantrop; endnu to suppeterninger, der venter på en gryde med kogende vand.
Det er ikke en debatbog som sådan, Thomsen har skrevet, men den har tydeligvis brod. Han modsætter sig f.eks. den instrumentalisering af de humanistiske fag, der kendetegner uddannelses- og forskningspolitikken. At studere mennesket er en opgave, der bærer formålet i sig selv. Det er en umistelig del af humanioras forudsætninger, men altså også kun en del. Thomsens synspunkt er klassisk forstået på den måde, at det stammer fra en bestemt faglig tradition, den klassiske filologi, der i sagens natur er meget optaget af den oldgræske og romerske litteratur. Verden er heldigvis blevet en del større og humaniora væsentlig mere mangfoldig, siden dette specifikke dannelsesideal blev kanoniseret for mere end 200 år siden. Under alle omstændigheder bidrager Ole Thomsen med denne bog til, at den fremtidige diskussion om humanisme og dannelse kan foregå på et oplyst grundlag.
(Kristeligt Dagblad 12. juni 2018)

Populisme som form og indhold


Anna Libak, Forstå populismen!, Gyldendal, 190 sider

For to år siden udkom Jan-Werner Müllers bog, hvad er populisme?, på dansk. Heri definerer han populisme som den politik, der hævder at repræsentere det egentlige folk, og som ønsker at bekæmpe en korrumperet elite. Anna Libak afviser ikke denne definition fuldstændig, men mener ikke at den rammer populismens essens. Hun kritiserer især Müller for den vurdering, at populismen er potentiel antidemokratisk. For Libak er populisme en politisk form, der kan fyldes med et hvilket som helst politisk indhold. At der findes u- eller antidemokratiske populister som Putin eller Erdoğan inkriminerer altså ikke de populister, der opererer inden for demokratiets rammer, mener Libak.

I stedet definerer hun populismen ud fra et af dens andre kendetegn, nemlig krænkelsen: ”I populismen er der onde og gode, helte og skurke, ofre og gerningsmænd. Det er en magtstrategi, som bruges af politikeren til at vinde sympatien over på sin side ved at tale de sagesløse ofres sag over for en hensynsløs overmagt.” At definere populismen som en magtstrategi bygget på fortørnelsens styrke, sætter Libak i stand til at inkludere den identitetspolitik, der er fremherskende på venstrefløjen, i sin definition. Det er den praksis, der er opstået på amerikanske universiteter, hvor minoriteter skal beskyttes mod krænkelser af enhver art, selv sådanne der for nogle måtte synes at falde under bagatelgrænsen. Inden for denne definition er forskellen mellem højre- og venstrepopulismen den, at højrepopulismen har sat sig for at forsvare ’det tavse flertal’, mens venstrepopulismen forsvarer de sårbare mindretal. Libak mener ikke, at denne forskel er af særlig stor betydning, for begge parter dyrker en krænkelseskultur, hvor identiteten og ikke argumentet udgør den politiske platform. For højrepopulismen er det den nationale identitet, for venstrepopulismen er det kønnet, seksualiteten eller hudfarven.

Og så kommer vi til det, som denne bog vel egentlig handler om, nemlig hvad Libak betragter som årsagen til populismen: globaliseringen. Den var drevet frem af den optimisme på det liberale demokratis vegne, der opstod ved afslutningen af Den kolde Krig, og den blev ideologiseret til noget, som Libak døber globalismen. Den byggede på en tro på, at kulturelle forskelle og konflikter ville blive mindsket ved øget økonomisk og menneskelig samkvem landene og kontinenterne imellem og at dette er en nødvendig eller uafvendelig udvikling. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Tværtimod har det forårsaget en række problemer, som vi bør tage alvorligt, og populismen er kun et symptom på disse problemer og ikke problemet i sig selv, mener Libak.

Hvis man som denne anmelder hælder til Jan-Werner Müllers analyse, er den åbenlyse indvending imod Libaks definition, at hun gør sig skyldig i en Verharmlosung af populismen, fordi hun afviser, at den har nogen systemisk betydning. Populisme er ifølge Libak ”nye partiers børnesygdom, som i de fleste vestlige lande kan kureres med magt og indflydelse. For med magten følger ansvaret, og hvis noget er galt, er det pludselig også ens egen skyld.” Her kunne Libak med fordel studere Esben Schjørring og Michael Jannerups bog, Værdikæmperne, om udviklingen i den politiske kultur under Anders Fogh (anmeldt her i avisen 16. januar i år). De viser, at en værdipolitik i slægt med populismen har undergravet det parlamentariske system, konkret og lidt forenklet forstået således, at populisterne høster stemmerne, mens de regeringsbærende partier slides i stykker. Dansk Folkeparti kan godt blæse og have mel i munden. I USA ser vi for tiden det antageligt bedste eksempel på Müllers pointe, nemlig at populismen på besynderlig vis immuniserer sig selv imod moralsk kritik, selv når den tager magten og handler åbenlyst umoralsk. Systemforagten er ikke blot en facon, men en substantiel del af politikken og dermed også en del af problemet. Libak gør ret i at pege på, at det ikke må skygge for det forhold, at de store udfordringer, som Vesten står over for, er globale. Det er f.eks. ikke populisternes skyld, at indvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber problemer i Europa, sådan som nogle politikere hævder. Men man behøver heller ikke - som Libak gør det - forklejne populismen som fænomen eller problem for at gøre det synspunkt gældende.

Bogen slutter med syv gode råd til dagens politikere og os andre. De handler om at tage globaliseringens problemer alvorligt, ophøre med at tro, at globalisering er den eneste rette vej, at erkende at kultur og kulturelle forskelle har betydning, at udligne de store indkomstforskelle, og at grave færre grøfter i den offentlige debat. Hvad det sidste ideal angår, lever forfatteren op til sin egen forskrift. Hun argumenterer sagligt og lødigt for sin sag og bekræfter med denne bog, at den offentlige debat i Danmark ville være dårligere stillet uden Anna Libaks bidrag. Hun er en af dem, der er værd at lytte til.

(Kristeligt Dagblad 1. juni 2018)

kære Sven, kære Ole


Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen, Gyldendal, 200 sider
Var digteren og forlæggeren Ole Wivel (1921-2004) nazist i sin ungdom? Og fortiede han dette forhold i første bind af sine erindringer, Romance for Valdhorn, fra 1972? Det er spørgsmål, der har beskæftiget den læsende offentlighed i en snes år nu.

Wivel fortæller selv i sine erindringer, hvordan han som ung mand blev draget ind i tryllekredsen omkring den østrigske litterat og boheme Fritz Waschnitius, der samlede et hof – kaldet Ringen – af unge skønånder omkring sig. Wivel beretter om sig selv som en æstetiserende sværmer, der under indtryk af Vinterkrigen, Sovjetunionens angreb på Finland i 1939, dyrkede den heroiske livsanskuelse i tryg afstand fra fronten. Han skildrer også, hvordan Waschnitius i stadig højere grad efter 9. april 1940 tilsluttede sig nazityske værdier, og hvordan han selv på et tidspunkt brød med Ringen.

Mistanken om at Wivel havde pyntet på sandheden blev rejst af Jørgen Hunosøe i en tidsskriftartikel i 2000, mens Wivel endnu levede. Hunosøe baserede sin analyse på en læsning af Wivels tidlige digte, men han havde antagelig også kendskab til andet materiale, som havde ledt ham på vej. Wivel svarede igen, ikke i tidsskriftet, men i en pamflet udgivet på Poul Kristensens Forlag. Han afviste på det bestemteste at have været nazist, idet han definerede nazismen som ”en politisk ideologi utænkelig uden racisme og antisemitisme, uden censur, ensretning, terror og anbringelse af ’fremmedelementer’ i befolkningen i kz-lejre.”

Jyllands-Posten kunne imidlertid i 2001 offentliggøre et digt fra august 1941, som Wivel havde skrevet i anledning af Tysklands invasion af Sovjetunionen: ”Nu kalder korset: danske mænd!/ Til kamp til kamp for fælles sag:/ Germaner Goter Cimbrers dag/Skal gry igen … […] Mod alt som intet offer vil/ Sig løfter Stor-Germaniens sang /Paa sejrsørnens vingefang/ Ad himlen til –”.

Digtets centrale tema var en hyldest til fortsættelsen af Vinterkrigen, Finlands forsøg i alliance med Tyskland på at revanchere nederlaget til Sovjetunionen, men det var samtidig også præget af en mere udvidet sympati for den selvforståelse, der lå bag den tyske indsats på østfronten. I dette digt, der aldrig blev publiceret i samtiden, kom Ole Wivel antagelig tættest på at identificere sig med værdier, der ganske vist ikke hørte til hans egen definition af nazismen, men som ikke desto mindre indebar, at han tog stilling til fordel for Nazityskland. Wivel opfordrede entydigt til at gå ind i krigen mod den gule fare fra øst: ”I fimbulnatten finske mænd/ med unge smil til døden lo: / nu vrister de af gulen klo/ et land igen”.
Per Øhrgaard har fået adgang til Ole Wivels klausulerede arkiv og har af boets litterære eksekutorer, Wivels to døtre, fået lov til at udgive Wivels brevveksling fra årene 1940-1948 med den lidt ældre maler Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999). Øhrgaard lægger tingene redeligt frem og sætter omhyggeligt oplysende noter, hvor brevene er for indforståede. Til oplysning og efterretning aftrykker han også det ovenfor omtalte digt – plus et tilsvarende fra 1939 – samt de relevante kapitler fra Wivels erindringer.

Spørgsmålet er så, hvor meget klogere vi er på den unge Ole Wivel i kraft af denne udgivelse? Først og fremmest føjes der kontekst og sammenhæng til billedet af et ungt menneskes udvikling fra talentfuld og påvirkelig digterspire til forlægger og medstifter af det navnkundige tidsskrift Heretica. Der er tale om et litteraturhistorisk dokument. F.eks. kan man følge Wivels langsomme tilnærmelser til kristendommen og dermed til Havsteen-Mikkelsens livsanskuelse ret nøje.

Dernæst dokumenteres det, at Wivel selv opfattede det som et problem, at han havde været indfanget af Fritz Waschnitius’ karisma. Det fremgår af et brev af 20. september 1943 fra Wivel til Sven Havsteen-Mikkelsen, hvor Wivel beder om forsoning efter to års pause i brevvekslingen og venskabet. Wivel henviser i brevet direkte til frygten for at blive identificeret som nazist. I et brev skrevet i julen 1947 udvides denne bevidsthed til et egentligt selvbiografisk beredskab: ”Det blev jo min skæbne i en meget ung og modtagelig alder at komme under indflydelse af Fritz, hvis styrke (der ikke udelukkede katastrofale svagheder) for mig blev overordentlig farlig. Det bragte noget falsk ind i mit liv, som var saa hemmeligt sammenslynget med noget ægte, at udredningen blev pinefuldt selvransagende. Hvor forbandet, netop i de aar, da tilværelsesdrømmen undfanges i os og skal bestaa i mødet med realiteterne, at faa denne drøm forgiftet.”
Denne pinefulde selvransagelse offentliggjorde Wivel allerede som 51-årig i form af erindringsværket Romance for Valdhorn i 1972. Det er i sig selv et vidnesbyrd om en bemærkelsesværdig meddelelsestrang. I lyset af, hvad vi i dag ved, er det let at se, hvad Wivel fortiede. Men på den anden side gør det indtryk, hvad han faktisk fik med: Fascinationen af finnernes krig, den passive dyrkelse af heroismen, mistanken om den nazistiske affinitet osv. Han må have haft indtrykket af at have lagt alle kort på bordet. Så meget desto hårdere har Hunosøes beskyldninger ramt.

Øhrgaard sammenligner Ole Wivel med Günther Grass og mener, at begges erindringer er præget af en skam, der gærer i tavshedens medium. Men Wivels tavshed var i givet fald forklædt i de ord, som han beherskede så fuldkomment. I dag kan vi godt se, hvad de betyder, men læseren anno 1972 kunne ikke nødvendigvis se, at han drak af ”mindets søde gift i gyldne bægre”.

Når Wivels erindringer fremstår som fortielser, skyldes det især, at de fordunkler begivenhedernes rækkefølge. Kronologien er sløret, således at Wivels opgør med Ringen synes at foregå tidligere end det sandsynligvis gjorde. Men at der var et opgør, kan der ikke herske tvivl om, og meget tyder på, at Wivels ”tyske besættelse” ophørte, mens han aftjente sin værnepligt hos gardehusarerne i Næstved i 1941-42. At heroisk soldatermæssig livsførelse indebar, at man fik vabler på fødderne og sov på sovesal med folk fra provinsen, har antagelig haft en ædrueliggørende effekt på det unge menneske.
Det er en smuk, lille bog. Gyldendal har fundet tilbage til den enkelthed, der kendetegnede forlagets udgivelser, da Austin Grandjean regerede den grafiske afdeling og Ole Wivel sad i chefens kontor. At der ikke er fundet plads til hverken litteraturliste eller register er for udgivelser af denne karakter helt uforståeligt.
(Kristeligt Dagblad 30. maj 2018)

Sympatisk bog om Tidehverv


Henrik Bach, Konfrontationskurs. Tidehverv og den guddommelige komedie, Gyldendal, 351 sider,

Det er svært at få hold på, hvad Tidehverv er. Spørger man til Tidehvervs organisation, får man at vide, at det bare er et tidsskrift og et sommermøde. Der er intet medlemskartotek eller optagelseskrav. I sit ophav og indhold er Tidehverv i det væsentligste negativt bestemt. Det første nummer af tidsskriftet udkom i oktober 1926, og i programartiklen lagde en af redaktørerne, Gustav Brøndsted, særlig vægt på, at tidsskriftet netop ikke havde noget program. Den definition har været den fremherskende lige siden. ”Tidehvervsbevægelsen er et arbejdsfællesskab af enere, som stående i den danske folkekirke er forenet i en radikal protest mod de ledende kirkelige kredses forkyndelse og et personligt opgør med tidens livsanskuelser.” skrev Børge Diderichsen i 1950.
Tidehverv er som en rockerklub. Når man spørger dem, hvad de vil, meddeles det neutralt, at de bare er forenet af en levende interesse for motorcykler. De fleste har dog en velbegrundet mistanke om, at Tidehvervs levende interesse for evangeliets rette forståelse står i en vis forbindelse med evnen til at opstille tæskehold i tidens debat.

Netop denne bundethed til tidens spørgsmål gør, at den indlysende indgang til forståelse af fænomenet Tidehverv er den historiske, den kontekstualiserende. Det gjorde Torben Bramming i en stadig meget læseværdig bog med titlen Tidehvervs Historie fra 1993. Bramming var tidligere prospect i klubben, idet han havde en fortid som vordende svigersøn til Søren Krarup. Han brød imidlertid med klanen og kom i bad standing, da han viste, at bevægelsen er således bundet til tiden, at den endte med at blive præcis, hvad den indledningsvis ønskede ikke at være. Bogen udløste den forventede tæskeholdsreaktion. Det samme gjorde Mette Katrine Grosbølls udmærkede bog med samme ærinde fra 2007, Teologisme – om Tidehvervs vej til Christiansborg.

Henrik Bach har valgt helt overordnet at disponere sit stof kronologisk, men med betydelige indslag af forsøg på en systematisk ordning af stoffet. I modsætning til Bramming har han intet udestående med Tidehverv, men forsøger sig med en positiv definition af bevægelsen forstået på to måder. Bach er for det første sympatisk indstillet over for Tidehvervs teologiske anliggende, og for det andet forsøger han at vise, hvorledes dette anliggende kan beskrives som definerende for Tidehverv over tid. Som fremgangsmåde har Bach valgt at beskrive bevægelsen gennem læsninger i tidsskriftet, og han sammenstiller gerne artikler fra 1920erne og 1930erne med meget senere bidrag for at vise kontinuiteten.
Svagheden ved denne tilgang er, at fremstillingen bliver harmoniserende forstået på den måde, at den række af brud og konflikter, som Tidehvervs historie også består af, forsvinder fra synsfeltet. Mest nødtørftigt omtales Kaj Thanings uoverensstemmelse med Anders Nørgaard i slutningen af 1930erne om synet på forholdet mellem menighed og folk. Denne diskussion er helt afgørende for forståelsen af brudfladen mellem det grundtvigske og det tidehvervske. Det går lidt bedre med omtalen af K.E. Løgstrup, selv om Bach hævder, at han ikke skal betragtes som tidehvervsmand. Det gør det lidt vanskeligt at forstå Løgstrups og K. Olesen Larsens opgør om Kierkegaard i 1950erne. Til gengæld aftrykkes i bogen et tre sider langt brev fra 1981, hvor Løgstrup selv forklarer sit brud med Tidehverv. Bach får krabbet sig sært konverserende ind på den såkaldte antinomisme-strid, da Søren Krarup stod i spidsen for et internt opgør om forholdet mellem lov og evangelium. Indtil dette tidspunkt havde det været et grundsynspunkt for Tidehverv, at der ikke af Evangeliets ord kunne uddrages en politisk indebyrd, men Krarup fandt, at der i læren om den absolutte forskel mellem den jordiske eksistens og Gud og den derudaf flydende forestilling om menneskets bundethed til øjeblikket og stedet – ofte samlet i anvisningen at være jorden tro – kunne udledes en forpligtelse af politisk, konservativ karakter. Krarup dannede den intellektuelle klangbund for Dansk Folkepartis nationalkonservative profil.

Henrik Bach takker sin redaktør, Johannes Riis, udtrykkeligt. Det skulle han nok ikke have gjort, for redaktøren har tydeligvis ladet sin forfatter i stikken. Det forbliver usikkert, hvad ærindet med denne bog er. Den grundlæggende kontinuitetstese føres ikke igennem med konsekvens. Som introduktion til sit emne er bogen for indforstået og som bidrag til forskningen i emnet for overfladisk.
Bach slipper afsted med en uklar struktur og alt for mange digressioner, hvad hans gode pen ikke kan rette op på. Hvad er forklaringen på, at han går let hen over Løgstrups brevveksling med Hal Koch, mens der gøres utrolig meget ud af drabet på Tage Schack i 1945? Schacks død og begravelse er i sig selv er en spændende historie, men ikke central for forståelsen af Tidehverv. Bach synes at have en særlig faible for William Burroughs, og han er jo også vældig interessant, men andre skikkelser står dog dansk kirke- og teologihistorie i det 20. århundrede nærmere. Bogen er sine steder som den prædiken, hvor kirkegængeren får mere indblik i, hvad præsten har læst i ugens løb, end hvad dagens tekst går ud på.
(Kristeligt Dagblad 15. maj 2018)


Henrik Bach svarede i avisen 18. maj:


Når man skriver en bog om Tidehverv, ved man godt, at man bevæger sig ind i et højrisiko-område, hvor man på forhånd er bagud på point. Ifølge tidehvervsfolkene skriver man ikke om, men i Tidehverv, mens modstanderne helst vil bekræftes i deres modstand. Jes Fabricius Møller, der hører til sidstnævnte kategori, og har skrevet bøger om Hal Koch og grundtvigianismen, savner i sin anmeldelse i den 15. maj noget mere Hal Koch og grundtvigianisme i min bog. Til gengæld mener han, at Tage Schacks død fylder for meget, og K. E. Løgstrup som tidehvervsmand for lidt, ligesom der er for mange digressioner. Man kan altid diskutere, hvor vægten skal lægges, men 100 års kirke-kultur-og samfundskritik gør, at man må rationere stoffet. Tage Schack, en af Tidehvervs grundlæggere, døde som følge af sin teologi, da han i en begravelsestale over en stikker sagde det, han mente skulle siges. At Løgstrup ikke var tidehvervsmand, er pointen i hans opgør med K. Olesen Larsen. Og i en bog om et så omfattende emne, skrevet til den forudsætningsløse læser, kan digressioner ofte være til hjælp, som for eksempel den amerikanske beatdigter William Burroughs, hvis kritiske syn på den skandinaviske velfærdsstat flugtede med det tidehvervske. En opdagelsesrejsende, Trille, Pol Pot, Jan Gintberg samt en hel del forfattere og kirkefolk medvirker således også i bogen. Indimellem må ting ses udefra og i et større perspektiv, det gælder Tidehverv, som for mange andre forhold i livet. Det er dårlig stil for en forfatter at gå i rette med en anmeldelse. På den anden side er det dårligere stil af anmelderen, at inddrage en anden forfatters tidligere private forhold til Søren Krarups datter, der intet har med den anmeldte bog at gøre

Det har vistnok noget med Norge at gøre


Suzanne Brøgger, Norsk omelet, Gyldendal, 337 sider

 Da denne bog udkom i Norge i marts måned fik den en velvillig modtagelse af avisen VG’s anmelder. Nordmænd finder som danskere en forståelig fornøjelse i at høre godt om sig selv. Og Suzanne Brøgger vil nordmændene det godt – eller norskere som hun næsten konsekvent omtaler dem. Norge tillægges alle mulige positive egenskaber, og for alle os, der holder så skrækkeligt meget af Norge og dem, der bor der, burde Brøggers ’tour de force’ (VG’s udtryk) gennem Norge være gefundenes Fressen.
Af Brøggers anstrengelser er der imidlertid kommet en halvsløj og usammenhængende bog. Den står stærkest, hvor Brøgger holder sig rent til reportagegenren. Når hun f.eks. tager til Lofoten og beskriver Norges forhold til EU ved at se ind i øjnene på en lokal fisker: ”Se ind i en lofotfiskers fjæs, og du ser en mand, der aldrig kan blive medlem af noget. Men han kan navigere i en malstrøm.” Her forenes iagttagelses- og formuleringsevne. 

Men for det meste lider teksten under Brøggers idelige lyst til at fortælle om, hvor mange kendte mennesker hun har mødt, og hvor betydningsfuld hun som kunstner selv er. 

”Der findes ingen firkantede organismer – andre end dem, mennesket har påtvunget jorden. Men hvem kontrollerer kontrolsamfundet? Det gør kunstneren, ene mand. Ved hjælp af ”datadata”. Kunstneren har bid, om end han ikke magter at have en pløk i munden. Hvorfor holder kunstnerne med flygtningene, med migranterne, med de eksilerede, marginalerne, med de kriminelle? Fordi det er dem, vi har mest til fælles med, don’t you know, som Henri Miller engang sagde til mig i Los Angeles.” 

Los Angeles, Gudbevares, så må det jo være rigtigt. Hvad er det for organismer, som mennesket har sat på jorden? De er i hvert fald ikke organismer. Hvad er ”datadata”? Dadaistens barnebarn? Det bliver til en uformidlet talestrøm af banaliteter, uklarheder og mærkværdigheder serveret på et leje af selvhøjtidelighed. 

Når først Brøggers pen flyder, forsvinder Norge gerne ud af synsfeltet. Bogens titel henviser til en dessert, og i et kapitel med titlen ”En forbøn for eros” skriver Brøgger: ”Som en hyldest til eros var jeg draget over Atlanten for at lave en hemmelighedsfuld dessert til Siri Hustvedt af norsk afstamning og hendes mand, Paul Auster: Is i ovnen. Den kolde is, dække af varm, gylden marengs: Norsk omelet.” Derpå følger som slutning på kapitlet hele opskriften på ’Omelette Norvégienne’ - på norsk og sat i en anden skrifttype end resten af bogen. Som om læseren ikke selv kan google og copy-paste. Men nu ved vi da, at hun falder inden for hos amerikanske celebrities og laver mad, og at det vistnok har noget med eros – og Norge - at gøre.

Hvordan følgende sætning har kunnet passere både den norske og den danske redaktørs skrivebord uforandret, er helt ubegribeligt: ”Norge var indtil for små hundrede år siden en del af Danmark.” Eller hvad med følgende karakteristik af norsk økonomi: Norge ”er det land i Europa med den største privatgæld. Firs procent af befolkningen køber deres huse kontant”. Måske betyder kontantkøb noget andet i Norge. Naturligvis kan man ikke forlange, at litteraten har sat sig ind i historie eller økonomi, men så litteratur da? ”Mitte, du sterkest,” citerer hun Rilke for at have skrevet. Læseren slår forgæves op i ordbogen for at finde verbet sterken. Sterke er et substantiv og betyder kvie. Så måske kvier Brøgger sig bare.

(Kristeligt Dagblad 28. april 2018)

Den oplyste diktator


Ulrik Langen, Struensee, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner

Johann Friedrich Struensee blev født i 1737 som søn af en præst i Halle i Sachsen, pietismens hovedstad. Han var selv fritænker og ivrig tilhænger af den franske oplysning. Han blev mediciner som sin morfar, der havde været livlæge for Christian VI, og karrieren indledtes som embedslæge i Altona. I kraft af gode forbindelser fik han sig en tjans som rejselæge for Christian VII. Kongen fattede tillid til den unge mand og bad ham i 1769 følge med til hoffet i København.
Struensee fik kongens fortrolighed, og mens Christian VII viste sig stadig mindre skikket til sin gerning – Langen undgår bevidst at omtale ham som sindssyg – indledte Struensee et forhold til dronningen og tiltog sig stadig mere af magten, indtil han i september 1770 begyndte at udstede egenhændige ordrer på kongens vegne. Den mest berømte var indførelsen af trykkefriheden, som gav genlyd i hele Europa.
Magten havde han i godt et år, inden kongens stedmor, enkedronning Juliane Marie, i januar 1772 stillede sig i spidsen for et kup, der skaffede Struensee af vejen med en dødsdom, landsforviste dronningen og indsatte et formynderstyre for Christian VII. Jubelen på gaderne i København var stor, og henrettelsen var et tilløbsstykke.
I det afsluttende kapitel viser Ulrik Langen, hvordan billedet af Struensee er skiftet gennem tiderne. Bestemmende er især de efterhånden mange skønlitterære fremstillinger, der drives frem af episodens brisante blanding af erotik, magt og pludselig død. For dramatikerne og forfatterne er Struensee næsten uden undtagelse en helt, en oplysningens og kærlighedens martyr. Denne mytologisering af Struensee har bredt sig i en sådan grad, at et konsulentfirma, der har sat sig for at ”identificere og implementere permanente forbedringer i den offentlige sektor”, ganske enkelt kalder sig ’Struensee og Co’.
”Der er meget langt mellem den rasende glæde over statsforbryderen Struensees fald i januar 1772 og konsulentfirmaet slebne iscenesættelse af ambitionen om at videreføre arven fra Struensee”, konstaterer Langen.
I sin egen analyse er Langen optaget af spørgsmålet, hvorfor Struensees projekt slog fejl, og han finder forklaringen i det forhold, at Struensee var diktator. Det kan forekomme som en ironisk betegnelse, eftersom han jo blot overtog den enevældige konges magt. Den ene enevælde kan vel være lige så god eller dårlig som den anden, skulle man mene. Det er imidlertid ikke tilfældet. Langen fremhæver, at Struensee begik den fejl at tage enevælden for pålydende. ”Han så staten som en maskine, der kunne styres direkte og uden forstyrrende mellemled.” Han forstod ikke det system, der havde bragt ham selv til magten, og derfor heller ikke hvordan magten skulle udøves. ”Som statsmand og politiker var han en katastrofe. Hans politik skabte uro og usikkerhed, og den smule opbakning, han havde i begyndelsen, fordampede hurtigt.” Han forstod ikke den danske enevældes politiske kultur, hvor kongen ikke handlede ”som inkarnationen af magten”, men i kraft af loyalitetsbånd, gunstbevisninger og personlige forbindelser. ”I alle de berørtes øjne kom [Struensee] til at fremstå som en udefrakommende, der ikke tog hensyn til de legitime interesser, traditioner og forventninger, som var en integreret del af det enevældige system”, som Langen skriver.
Hvis man vil mytologiseringen af denne del af historien til livs, er Ulrik Langens lille, skarpe bog god at blive klog af, og hvis man vil vide mere om tidens politiske historie, kan man fortsætte med hans fortrinlige biografi om Christian VII, Den afmægtige, fra 2008.

(Weekendavisen 20. april 2018)