Bondehjerte

Lea Wind-Friis, Bondehjerte - en familiehistorie om besættelsens største forræderisag, Politikens Forlag

Jens Thomsen (1880-1955) var proprietær i Hjarup ved Kolding. Han kaldte sig bonde. Lea Wind-Friis undrer sig over, at hendes oldefar antog en titel, der egentlig var et skældsord. Det hænger sammen med de værdier, der knyttes til begrebet. Det handler ikke kun om at drive en fødevareproducerende virksomhed. En bonde knytter hele sin identitet til denne virksomhed. På den måde kan man forstå Jens Thomsens engagement i samfundsspørgsmål som identitetspolitik. Wind-Friis holder sig klogelig fra at associere til nutidige forhold. Læseren inviteres diskret til at gøre det på egen hånd.

Thomsen engagerede sig i Landbrugernes Sammenslutning, en bevægelse, der i løbet af 1930erne havde held med at gøre Landbrugsraadet rangen stridig som repræsentant for agrarøkonomiske interesser med tyngdepunkt i Sønderjylland, hvor bønderne var endnu mere gældstyngede end i andre landsdele. Kulminationen på deres virksomhed var i 1935, da tusindvis af bønder drog til hovedstaden for at demonstrere mod det, som de opfattede som en politisk elite, der bare levede på nas.

Den politiske gren af bevægelsen, Det Frie Folkeparti, omdøbt i 1939 til Bondepartiet, opnåede repræsentation på Rigsdagen med Jens og hans bror Valdemar som medlemmer af Folketinget. Landbrugernes Sammenslutning tiltrak også enkelte nazister. Det var ikke uden grund, for der bestod et vist værdifællesskab, herunder anti-semitismen. Efter krigen blev Jens Thomsen og hans bror med flere andre tiltalt for landssvig på grund af denne nærhed til nazismen. De fik en hård dom i byretten, men blev frikendt i landsretten. Jens Thomsen nedskrev derefter sine erindringer, og det er dem, der er hovedkilden til denne bog. 


Fra bondetogets demonstration på Amalienborgs Slotsplads
sommeren 1935. Lea Wind-Friis viser, at bønderne blev
taget vel imod af københavnerne, selv om deres politiske
krav af kongen blev henvist til regeringen, som afviste dem.
Skærmdump fra Bondetoget til Kongen - kbhbilleder.dk

Forlaget kalder det på bogens bagside en ”personlig og sanselig fortælling”. Det er rigtigt for så vidt man godt kan mærke, at forfatteren ikke er historiker. Bogen er lidt tynd, når det handler om historisk kontekst, og Peter Ramskov Andersens uhyre grundige ph.d.-afhandling fra 1996 om Landbrugernes Sammenslutning kunne godt have fortjent en plads på litteraturlisten. Som alle journalister, der kaster sig over historien, vil Lea Wind-Friis også gerne inddrage sin læser i den erkendelsesproces, hun selv har været igennem. Hun citerer et sted fra en forhørsprotokol, ”som er at finde i en brun kasse i Rigsarkivets magasiner i København”. Så ville man som historiker gerne have haft en fodnote med en lidt mere specifik henvisning. Alle Rigsarkivets tusindvis af hyldemeter af arkivalier opbevares i brune æsker, så man vil ikke få meget ud af at afgive en bestilling til læsesalen med ordlyden ”den i den brune kasse”. Men det skal man ikke hænge sig i. Det handler om forfatterens oplevelse af at grave i historien. Forfatterens nærvær i teksten fungerer langt henad vejen som fortælleteknisk greb, og Wind-Friis er en god fortæller, der kan styre uden om de fleste klichéer. Rigsarkivet er for eksempel ikke ’støvet’, hvad det af en eller anden grund ellers altid er, når journalister besøger det. Men den stærkeste fortælling er ikke den om forfatterens eget projekt. Det er den om hovedpersonen. Jens Thomsen var en velstående sognekonge, der som medlem af utallige bestyrelser i andelsbevægelsen og med hele den selvbevidsthed og stolthed, som han i kraft af sin stilling i samfundet kunne mobilisere, blev en ledende skikkelse i en politisk bevægelse med bred folkelig opbakning. Han blev rigsdagsmand, og tusinder lyttede, når han talte. Men han fattede aldrig, at hvad der gjaldt som gangbar mønt i politik i midten af 1930erne, var uden værdi ti år senere. Han forstod ikke, hvorfor han stod under anklage. Bogens clous er kapitlet om hans forgæves ansøgninger om pension til Rigsdagens præsidium. Juridisk havde han ret til den, men han forstod ikke, hvorfor anmodningerne måtte afvises af politiske grunde. Det er i udgangspunktet ynkeligt, men det er også mere end det. Lea Wind-Friis får det løftet op til at være en fortælling af tragisk tilsnit.

(Kristeligt Dagblad, 8. marts 2024. Avisen havde valgt en længere rubrik.)

Ufrihedens pris

 Dennis Nørmark, Ufrihedens pris

”Hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan” er bogens undertitel. Som læser føler jeg mig ikke rigtig inviteret med ind i dette ’vi’, som Dennis Nørmark nok heller ikke selv mener at tilhøre. Ærindet er ellers både sympatisk og opbyggeligt, nemlig at man kan og bør have tillid til, at mennesker kan forvalte deres eget liv og arbejde. Han giver et eksempel fra Holland, hvor man har gjort forsøg med at ophæve færdselsrestriktionerne og -reguleringerne på en central plads i byen Oosterwolde, og det viser sig, at gående, cyklister og bilister godt kan finde ud af det. Eksemplet befinder sig i mange siders afstand fra en anden iagttagelse, som Nørmark har gjort i Nærum, hvor han bor. En parkeringsplads ved et supermarked er præget af en aggressiv adfærd blandt bilisterne. Heller ikke den er reguleret, så hvorfor kan man have tillid til de gode folk i Oosterwolde og ikke borgerne i Nærum? Det er fordi bilisterne i Nærum typisk har ledelsesstillinger, må man forstå, og ledere kan Nørmark ikke lide, fordi moderne ledelse bygger på mistillid til medarbejderne, siger han. Derfor er den dysfunktionel.

Men bogen begynder nu et helt andet sted, nemlig med frihed. Nørmark gennemgår begrebets historie, og med henvisning til bl.a. Isaiah Berlin understreger Nørmark, at frihed ikke er det samme som lighed. Nørmark bruger også en del plads på at argumentere for, at mennesket oprindeligt levede i frihed. Han bruger bl.a. udgravningen af en oldtidsby i det nuværende Ukraine som eksempel. Her er ikke fundet nogle pragtbyggerier, der tyder på tilstedeværelsen af nogen kongemagt eller lignende, kun hundredvis af tomter efter helt ens huse på 5 gange 10 meter med hver deres have. Det skulle så ifølge Nørmark være dokumentation for at oldtidens ukrainere levede i frihed. Jeg ville snarere sige, at det er dokumentation for en bemærkelsesværdig lighed, konformitet og central planlægning. Næsten som et rækkehuskvarter i Nærum.

På papiret forekommer Nørmark at være liberal, for liberalismen er kendetegnet ved at have tillid til menneskets skaberkraft og hittepåsomhed. Men i virkeligheden er store dele af hans argumentation konservativ, ja sine steder udtalt modernitetskritisk, måske endda kommunitaristisk. Konservatismen bygger på en grundlæggende mistillid til lalleglade liberalister. Når konservative er skeptiske over for forandringer, skyldes det ikke, at verden er ideel, men at ønsker om at forbedre den sjældent ledsages af de til formålet nødvendige evner. Så det mest værdifulde, vi kan overdrage til efterkommerne er ikke, hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger. Det er også grunden til, at bogen ikke hænger sammen. Han kan et sted hævde, at folk sagtens kan finde ud af at færdes i trafikken uden al den regulering, men i et andet kapitel må han indrømme, at ”almindelige menneskers evne til at forstå, hvilke farer de rent faktisk burde bekymre sig om, og hvilke de burde ignorere, er notorisk ringe.” Et sted kan han hævde, at moderne ledelse bygger på kontrol og regler, og det næste øjeblik kan han fremhæve Britta Nielsen-sagen som et eksempel på, hvad der er galt med moderne ledelse. (Problemet var kort fortalt, at Britta Nielsens ledelse havde tillid til hende. Det skulle den som bekendt ikke have haft.)

Når det handler om trafik, kan det måske godt være, at isolerede studier af enkelte vejkryds viser, at deregulering er en fordel. Men når man hæver blikket lidt, taler tallene deres tydelige sprog. I 1971 havde Danmark ingen selepligt eller hastighedsgrænser, væsentlig færre biler og 878 dræbte i trafikken. Det tal er nu faldet til langt under en fjerdedel, og den væsentligste årsag er entydigt regulering og lovgivning. Og hvis Dennis Nørmark vil have en illustration af, hvad manglende regulering gør ved trafiksikkerheden, skal han blot tage til Indien. Han kan også fremhæve færdselsregler, der forekommer overflødige, men han har tilsyneladende ikke tillid til politiets evne til at håndhæve dem hensigtsmæssigt.

Dennis Nørmark har selvfølgelig meget imod restriktionerne i forbindelse med Covid-pandemien. Han er også ivrig kritiker af velfærdsstaten i traditionen efter Henrik Stangerup, Jørgen S. Dich og Henning Fonsmark. Han mener selvfølgelig også noget om børn og unges trivsel, skovbrande, bygningsreglementet og meget andet. Bedst er bogen, når han tager fat på den kolossale vækst, der har været i den sidste menneskealder i ledelseslagene på store arbejdspladser, private såvel som offentlige. Det kunne der være kommet en ferm lille pamflet på 45 sider ud af. I stedet skal læseren igennem godt 400 sider af ikke særlig sammenhængende strøtanker, eksempler, statistik, anekdoter og iagttagelser. 

(Kristeligt Dagblad 3. nov. 2023, redaktionen valgte en anden rubrik)

Manden med den imaginære monokel

Anne Sofie Kragh, Showbiz

Morten Messerschmidt er født i 1980 og har været aktiv i Dansk Folkeparti i langt over halvdelen af sit liv. Han blev valgt til Folketinget første gang i 2005. I 2009 blev han valgt til EU-parlamentet, og blev genvalgt 5 år efter med det højeste personlige stemmetal nogensinde afgivet ved et dansk valg, 465.758, eller mere end hver femte afgivne stemme.

Han troede, at han kunne gå på vandet. Det kunne han ikke. Nedturen blev voldsom, både for ham selv og Dansk Folkeparti. Det er der ingen grund til at dvæle ved, for historien er velkendt for den flittige avislæser. I den forstand bringer Anne Sofie Kragh ikke noget nyt frem i sit portræt af den garvede, men stadig relativt unge politiker. Bevares, hun kan fortælle, at han sigtede efter formandsposten i partiet, mens han endnu benægtede det offentligt. Det var noget, som enhver politisk mandagstræner havde gættet efter partiets betydelige nederlag ved folketingsvalget i 2019. Det er ikke oplysningerne. Det er mere nerven i det interview fra 2020, da Messerschmidt betroede sig til Kragh om, at han gik efter formandsposten, der er det afgørende. Ordvekslingen mellem de to er gengivet med en dramatisk forståelse, der kunne have hjemme i et filmmanuskript.

Bogens titel stammer fra en episode fra, da anklagemyndigheden i 2021 havde besluttet at rejse tiltale mod Messerschmidt for misbrug af EU-midler. Da han i den anledning skulle møde pressen, var han ledsaget af en ny medarbejder i partiets presseafdeling, som var lidt beklemt ved situationen. Lige inden de gik på scenen, beroligede han medarbejderen: ”Bare rolig. It’s only showbiz.”

Skal man udlede en analyse af Kraghs bog, er den sætning på den ene side central, fordi Messerschmidt er fuldstændig klar over, at politik handler om iscenesættelse og at han som politiker påtager sig en rolle. Han medgiver selv, at hans sprog, tonefald, gestik og selv det øjenbryn, som han hæver for at omslutte den imaginære monokel, er nøje indstuderet.

På den anden side efterlader bogen også et indtryk af et uforstilt og trofast menneske. Uforstilt er han i sin hengivenhed for vin og opera, et stykke vej fra hans kernevælgers foretrukne rusmidler og underholdning. Trofastheden gælder mennesker, der står ham nær, og partiet. Med ideologien forholder det sig mere fleksibelt. Han var i sine unge år tæt knyttet til en af dansk politiks mest særprægede begavelser, Mogens Camre, der blev en erstatning for den far, han dårlig nok havde kendt. Camre var forhenværende socialdemokrat, men stadig i sin kritik af den socialdemokratiske velfærdsstat præget af en fordelingspolitisk tankegang. Men så mødte han Søren Krarup og Jesper Langballe, der bragte ham på sporet af den værdipolitiske akse, der skærer den fordelingspolitiske i en 90 graders vinkel. Af den unge liberale økonomist – og kirkesanger – blev der en nationalkonservativ kirkegænger. 

Tættest på mennesket Messerschmidt kommer vi i beskrivelsen af hans forhold til Dot Wessmann, med hvem han har dannet par i 15 år. Det kom til et brud mellem dem, da hendes voksne datter var ude for en alvorlig ulykke. Wessmann følte sig svigtet af ham, og Messerschmidt giver hende i dag ret. De fandt sammen igen. Den gensidige forbundethed og hengivenhed er åbenlys. Kort tid efter led Messerschmidt et sammenbrud i forbindelse med, at sagen om EU-midlerne skabte overskrifter. Anne Sofie Kragh giver i den anledning inden for blot tre punktummer et eksempel på, hvor effektiv en fortæller hun er: ”I de næste syv måneder var Messerschmidt nede med stress. Klædt i slåbrok og fuldskæg. Ingen fez.” Mere skal der ikke til, når man i forvejen er blevet introduceret for Messerschmidts omhu med egen fremtræden, herunder hans faible for hovedbeklædninger. Det er både direkte og solidarisk skrevet.

Det blev et enkelt ’like’ på Facebook, der afgjorde Morten Messerschmidts politiske skæbne. Han blev dømt ved byretten i Lyngby for uretmæssig omgang med EU-midler, men den ene, den juridiske, af de tre dommere ’likede’ derefter et opslag på Facebook af Søren Pind, der omtalte og vurderede sagen mod Messerschmidt. Det gjorde, at dommeren måtte vurderes som inhabil. Dommen blev derfor forkastet og sagen blev genbehandlet ved byretten i Lyngby med andre dommere. Messerschmidt blev i den nye sag - bl.a. på grund af ændrede vidneudsagn - frikendt. Hvis man skal tale om sommerfugleeffekten, findes der næppe noget bedre eksempel. Et enkelt uforsigtigt klik med musen fra en byretsdommer var nok til at holde Danmarks største stemmesluger ved magten i Folketinget.

Dette er ikke den bog, som Morten Messerschmidt selv ville have skrevet. Men det er nok den bog, som gør mere for Morten Messerschmidt end han ville have kunnet gøre på egen foranledning. Den er ikke ukritisk. Kragh får et par steder pillet ved Messerschmidts selvforståelse, men ikke på en måde, der stiller ham mere ufordelagtigt i læserens øjne. Hun lader ham fremstå med præcis den grad af skrøbelighed og sårbarhed, som tidsånden tilsiger som passende inden for rammerne af det, som enhver kan google sig til.

Kragh har ikke været ”i hælene på Morten Messerschmidt” i nogen særlig grad. I realiteten bygger bogen på de interviews, som Kragh gennemførte i forbindelse med et portræt i magasinet Euroman i 2014 og iagttagelser og interviews, som Kragh har foretaget pletvist i de seneste fire år. Det er nok til, at hun kan levere et godt bud på et portræt af Morten Messerschmidt. Ingen tvivl om, at vi har at gøre med en kvalificeret og iagttagende fortæller. Det er en afgørende, men ingen udtømmende biografi.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2023. Det indskudte "- bl.a. på grund ændrede vidneudsagn -" er tilføjet denne version)

Kirkehistorie - folkesag og skolefag

Carsten Bach-Nielsen, Kirkehistorie - folkesag og skolefag. Eksistensen 2023

Carsten Bach-Nielsen har grebet fat i en flig af noget, som for de fleste i forvejen kan forekomme perifert. Han beskriver, hvordan kirkehistorien i en begrænset periode har spillet en rolle for kirkekunsten og ikke mindst undervisningen i grundskolen, fra slutningen af 1700-tallet til de første årtier af det 20. århundrede.

Det er vigtigt, fordi det blandt andet giver et ret kvalificeret bidrag til svar på, hvorfor Grundtvig var så vigtig for udviklingen af undervisningen i Folkeskolen. Efter Reformationen blev ideen om den konfessionelle stat født. For at blive anerkendt som myndig undersåt og retssubjekt skulle man bekende sig til samme tro som landets fyrste, altså i Danmarks tilfælde Den augsburgske Konfession. Det blev i 1736 yderligere befæstet med en obligatorisk eksamen i denne troslære for alle, både drenge og piger, også kaldet konfirmation.

I mange år var den systematiske eller dogmatiske tilgang til den kristne børnelærdom fremherskende i form af f.eks. lærebøger af Erik Pontoppidan eller N.E. Balle. Imidlertid dukkede der et andet perspektiv op på kristendommen i slutningen af 1700-tallet, nemlig det historiske, f.eks. i form at Christian Bastholms ”Kort Udsigt over den aabenbarede Religions Historie” fra 1791.

Bach-Nielsen peger på, at den systematiske tilgang til teologien gerne plejer det princip, at sandheden foreligger i bestemt form ental, mens den historiske tilgang nødvendigvis må indeholde en forestilling om sandhedens forandring og den dertil hørende anerkendelse af, at folk til andre tider har set anderledes på tingene, altså en eller anden form for relativering af den kristne sandhed. 

I tidens teologiske strid mellem de vakte og rationalismen tilhørte Bastholm rationalismen, og det er så her Bach-Nielsen peger på, at N.E. Balles nevø, den unge Grundtvig, som var modstander af Bastholms rationalisme, selv brugte kirkehistorien til at forfægte sit synspunkt. Han skrev i 1814 en lærebog for børneskolen, ”En liden Bibelkrønike for Børn og Menigmand”, der også rummede et kirkehistorisk afsnit. 

Bach-Nielsen giver eksempler på, at netop denne historiske tilgang til stoffet, som Grundtvig anlagde i sin tid som luthersk-ortodoks, peger frem mod den senere liberale, udogmatiske og uortodokse Grundtvig. Dermed understreges også kontinuiteten og sammenhængen i Grundtvigs liv og værk – i modsætning til de fleste Grundtvig-forskere, der gerne har fokuseret på bruddene.

Hvorom alting er, blev kirkehistorien sammen med bibelhistorien en væsentlig del af den kristelige oplæring i almueskolen i 1800-tallet, og Grundtvigs syn på historien og kirkehistorien blev dominerende. Bach-Nielsen gennemgår i den anledning en hel række af de lærebøger i kirkehistorie, der blev brugt i grundskolen. Men fra 1930erne var det slut. Kirkehistorie gled ud som et element af kristendomsundervisningen.

Bogens centrale kapitel handler om Marmorkirken i København. Den er tegnet af den højborgerlige arkitekt Ferdinand Meldahl og betalt af finansmanden C.F. Tietgen. Den benytter sig af materialer og et formsprog, der ligger den teglhængte, landlige, grundtvigske æstetik fjernt, men alligevel må den karakteriseres som grundtvigsk, fordi dens udsmykning er programmatisk kirkehistorisk. På kirkens øvre balustrade ses en række statuer af profeter og kirkefædre fra Moses over Augustin til Luther. Rundt om kirken er opstillet statuer af væsentlige skikkelser i den danske kirkehistorie fra Ansgar til Grundtvig.

Deltagerne i kirkens indvielse i 1894 havde antagelig en væsentlig bedre forudsætning for at forstå Marmorkirkens billedprogram end vi har i dag, for de havde som en del af deres religionsundervisning hørt om Ambrosius, Chrysostomos og Hieronymus. Det er ikke kun udvalget af repræsentanter fra kirkehistorien, der gør Marmorkirkens billedprogram til grundtvigsk, men alene det forhold, at billedprogrammet så konsekvent er kirkehistorisk anlagt, er i sig selv grundtvigsk.

Denne bog henvender sig i udgangspunktet til læsere, der interesserer sig for religionsdidaktikkens historie – eller for grundtvigsk kirkearkitektur. Den stiller høje krav til abstraktionsevnen, men lader ikke sin læser i stikken. Carsten Bach-Nielsen øser velskrivende med begge hænder af sin indsigts fylde, og den er – som mange læsere af denne avis ved – ikke af et ringe omfang.

(Kristeligt Dagblad 25. sept. 2023. Avisen valgte en anden rubrik)

Højskolehistorie

 Ove Korsgaard, Højskoler for folket, Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlags serie med 100 nedslag i Danmarks historie, hvortil denne anmelder har bidraget med bindet om Grundtvig, tager gerne udgangspunkt i en konkret begivenhed på et konkret tidspunkt. Ove Korsgaards bind om folkehøjskolerne begynder den 7. november 1844 i Rødding, hvor der ”skulle indvies en ny type højskole, en folkehøjskole”, der havde til formål at uddanne bondesønner ud over den undervisning, de havde modtaget i almueskolen. På bogens bagside kan man læse, at det var ”verdens første folkehøjskole”. I kapitel 2 introduceres læseren imidlertid for en anden højskole, nemlig den i 1842 stiftede højere bondeskole i Rendsborg. Den havde også til formål at uddanne bondesønner til deltagelse i samfundslivet.

Og så kommer man som læser i tvivl. Hvad er egentlig forskellen på de to skoler? Indlysende nok var den i Rendsborg tysk, mens den i Rødding var dansk. Korsgaard mener, at den principielle forskel bestod i, at Rødding Højskoles formål i langt højere grad end den i Rendsborg var nationalt. Den var indrettet på at forsvare danskheden i Slesvig, hvilket berettigede til den særlige betegnelse folkehøjskole og dermed også prædikatet ”den ældste”. Skolen i Rødding var imidlertid også planlagt som en højere bondeskole og som sådan ikke engang den ældste danske af slagsen. Den ældste indviede nemlig sin skolebygning et par uger tidligere, den 18. oktober i Sundbylille mellem Slangerup og Frederikssund. Den havde det formål, at de bedste hoveder blandt bønderkarlene skulle uddannes, så de kunne hævde sig som repræsentanter i de nyligt oprettede sogneforstanderskaber, amtsråd og stænderforsamlinger, altså det samme som i Rendsborg og Rødding.

Korsgaards distinktion må ses som et forsøg på at redde Rødding Højskoles status som den ældste og dermed underforstået også den vigtigste højskole. Nu kan der ikke herske tvivl om, at Rødding var vigtig. Det er graden af vigtighed, der kan diskuteres. Højskolen i det slesvigske Rødding måtte efter 1864 flytte umiddelbart nord for den nye grænse til Askov, men bevarede ifølge Korsgaard sin betydning. ”Kulturelt set havde Danmark gennem godt 100 år to hovedstæder, nemlig København og Askov”, skriver han. Det er noget af en flothed. Han inkluderer endda sig selv ind i den historie: ”Da jeg var elev på Askov Højskole i 1963-1964 og 1964-1965, var der stadig en levende idémæssig og kulturel forbindelse tilbage til den form for højskole, som havde eksisteret siden skolens start i 1865.” Så er linjen lagt.

Hele bogen kommer for den forudsætningsløse læser til at virke som et forsvar for den klassiske fortælling om folkehøjskolerne som en særlig dansk opfindelse, der skyldes Grundtvig, og som har medvirket afgørende til opbygningen af den særlige, danske samfundsform. Denne fortolkning har gennem årene været udsat for mange kritiske angreb, og Korsgaard kender udmærket den omfattende forskning om emnet og har selv bidraget i den henseende, f.eks. med den pointe, at Grundtvig ikke havde noget væsentligt at gøre med stiftelsen af højskolen i Rødding. Alligevel skriver han Grundtvig ind i kapitlet om Rødding. Korsgaard peger også på en række brud i højskolens historie, f.eks. det, der indtraf i 1968, da bongotrommer, yoga og venstrefløjsere gjorde deres indtog. Men på den anden side vil han også meget gerne have, at der skal være kontinuitet og sammenhæng, f.eks. i højskolernes forhold til demokratiet. Demokratiet blev først for alvor tematiseret på Krogerup Højskole efter 2. Verdenskrig. Men det var jo bare en udbygning af, hvad højskolerne havde gjort hele tiden, må man forstå. Det er bestemt heller ikke forkert, når man tager i betragtning, at det oprindelige formål med de første skoler var at uddanne valgte repræsentanter, men det er ikke dér, Korsgaard tager fat, for det ville anfægte præmissen for den påstand, at Rødding er den ældste folkehøjskole, så Korsgaard må om ad den – ikke uefne – betragtning, at det nationale i bred almindelighed er en forudsætning for det demokratiske – blot ikke i Bismarcks Tyskland, som han tilføjer. Og hvorfor så egentlig ikke det? Og var Bismarcks Tyskland mindre nationalt og demokratisk end Estrups Danmark? Det henstår ubesvaret.

Ubberup Højskole med Bindesbølls øvelseshus.
(eget foto)

Korsgaard er indsigtsfuld, men savner i en vis forstand modet til at tage konsekvensen af sin egen indsigt. Han betjener sig i denne bog af en bred pensel, og så bliver der gerne malet hen over sprækkerne i stoffet. Højskolernes traditionelle selvfortælling får lov til at stå lidt udflydende skildret uden at han for alvor tager de diskussioner, som stoffet indbyder til.

(Kristeligt Dagblad den 15. august 2023. Avisen valgte en anden rubrik)

Barkgnavernes skræk

 Frederik Stjernfelt, Alkymist i lænker, Gyldendal

I tidligere bøger har Frederik Stjernfelt brugt historien til at bringe et budskab til nutiden. Især har han kredset om Oplysningstiden som ophavet til de værdier, som de fleste af os i dag betragter som væsentlige. Med netop Oplysningstiden er der imidlertid det problem, at den ved nærmere øjesyn ikke så ofte lever op til de idealer om oplysning, fornuft, orden og retfærdighed, som en ophøjet nutid kan finde på at opstille.

I denne bog om lægen, alkymisten, astrologen og den ihærdige pamfletist Johann Konrad Dippel (1673-1734) har Stjernfelt da også fjernet sig afgørende fra den ambition at lede i fortiden efter noget, der ligner nutiden. I stedet studerer han den, fordi den er fremmed. Og Dippel er virkelig et interessant og eksotisk bekendtskab, der abonnerede på en række forestillinger om videnskab og religion, som er ganske fremmed for os. I dag ville han blive kaldt obskurantist, måske endda lidt kværulantforrykt.

Det er ikke fordi Dippel slet ikke har efterladt sig en arv af nytte for eftertiden. Han blev – ved et tilfælde – ophavsmand til en syntetisk fremstilling af blå farve, kaldet berlinerblåt, der blev af betydning for bl.a. fajanceindustrien. En anden er opfindelsen af pyroleum animale (hjortetakolie) som er en essens udvundet af vildtkadavere. Dippel mente, at det var en universalmedicin. Når produktet kan erhverves i almindelig handel den dag i dag, skyldes det dog, at det er så ildelugtende, at det skræmmer dyr væk. Det kan f.eks. stryges på unge træer for at holde store planteædere fra at gnave af barken.

Motiv fra Altona. (eget foto)

Dippel blev i sin tid kendt som en ihærdig kritiker af den lutherske kirke, ikke fordi han var ateist, men fordi han mente, at kirken slet ikke var kristen nok. Han hørte til de såkaldte radikale pietister, der forkastede kirkelige institutioner og dogmatik for at finde roden til det sande gudsforhold i deres eget hjerte. Ikke mindst i Sverige fik han mange følgere.

Denne individualisme og dette oprør mod autoriteter udfordrede naturligvis ikke alene den etablerede gejstlighed, men også de stater, hvis fyrster byggede deres legitimitet på at være den rette tros forsvarere. Det var et problem, for Dippel var som de fleste af sine samtidige intellektuelle afhængig af netop de fyrstelige patroner, hvis autoritet han betvivlede. De var på den anden side især interesseret i hans eksperimenter med alkymi. Det var også et problem, for resultaterne udeblev altid, og på et eller andet tidspunkt slap den fyrstelig patrons tålmodighed op, og Dippel løb tilsvarende tør for penge. Mere end en gang måtte han flygte fra en stor gæld.

Men så var det muligt at shoppe lidt rundt i Europa og erhverve sig en ny patron. I 1714 ankom Dippel til Altona, der stod under den danske konges overhøjhed. Frederik IV var af Kongeloven forpligtet til at forsvare den augsburgske konfession, altså den lutherske ortodoksi, men Altona var en blandt flere byer i hans riger og lande, hvor der var indrømmet andre trossamfund – og heterodokse individualister som Dippel – ganske betydelige friheder.

Dippel engagerede sig imidlertid i en konflikt om venalitet, korruption. Det var et problem, som det enevældige styre tog meget alvorligt. Dippel begyndte som anklager, men endte som anklaget – og dømt for blandt andet injurier. I processen lagde han sig ud med sine patroner i Altona, overpræsident Christian Ditlev Reventlow og hans kone, Benedicte, født Brockdorff.

Det er denne konflikt, som er emnet for de fleste sider af denne bog. Det 18. århundrede var et særdeles trættekært århundrede, og det er årsagen til, at vi ved så meget om det. Så snart myndighederne blev involveret i en uoverensstemmelse, blev den med bureaukratisk omhu noteret ned og nidkært gemt, så man 300 år senere kan læse materialet igennem.

Stjernfelt kalder dommen over Dippel et typisk eksempel på ”hvor despotisk, arbitrær og grusom magtudøvelse” kunne være under enevælden. Det kommer dog lidt an på den målestok, man anlægger. Dippels straf var ikke arbitrær, men et resultat af et stort udredningsarbejde af en til formålet nedsat kommission, og straffen var heller ikke synderlig hård, hvis man sammenligner med, hvad staten ellers kunne tilbyde af hårdt strafarbejde, lemlæstelse og død for selv mindre forseelser. Dippel blev i 1719 forvist til en mild arrest på Bornholm. Kun ved selve domfældelsen bar han de lænker, der nævnes i bogens titel. På øen fik han efterhånden en relativ frihed, der blandt andet satte ham i stand til at praktisere som læge og bidrage med en vidtløftig teori om Bornholms oldtid. I 1726 blev han benådet, ikke mindst på foranledning af Dronning Anne-Sofie, halvsøster til ovennævnte C.D. Reventlow.

Stjernfelt tager billedligt talt sin læser med helt ind i Rigsarkivets læsesal, hvor han sidder og bakser med sagens akter. Vi ser historikeren over skulderen, mens han omhyggeligt gennemgår brev efter brev, pamflet efter pamflet, traktat efter traktat, supplik efter supplik. Han bryder selv ind i sin egen tekst med den indrømmelse, at det nok ikke er så let at holde rede på fortællingens tråd: ”Det er et ret kompliceret netværk af hvem-ved-hvad om hvem-der-ved-hvad, der træder frem her.”

Hvor redeligt det end er, at forfatteren så samvittighedsfuldt deler sine overvejelser med læseren, kan man ikke sige, at der er kommet en letlæst, endsige overskuelig bog ud af den tilgang. Et appendiks gengiver en tidslinje over Dippels liv. Den er tydeligvis medtaget som kompensation for det overblik, som brødteksten ikke er så god til at levere. Men hvis man ikke er så optaget af selve handlingsforløbet og hellere vil grave dybt i et fremtrædende eksempel på det tidlige 18. århundredes forestillingsverden og idéer, er denne bog et godt sted at begynde.

(Weekendavisen 11. aug. 2023)

Psykiatrihistorie

Jesper Vaczy Kragh, Afdeling O. Psykiatrien på Rigshospitalet 11934-2022. Syddansk Universitetsforlag

Jesper Vaczy Kragh har sammen med historikere som Birgit Kirkebæk, Lene Koch og Poul Duedahl været med til at sætte fokus på psykiatri- og forsorgshistorien set fra patientens synsvinkel. Kragh udgav sidste år den prisbelønnede bog IQ 75, hvor han går helt tæt på et af de mennesker, hvis skæbne har været formet af det danske forsorgs- og behandlingssystem.

I denne bog fortæller han imidlertid en institutions historie, nærmere bestemt den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet, Afdeling O, der fungerede fra 1934 til 2022. Bogen bygger på en gennemgang af afdelingens arkiv, centrale aktørers erindringer og for den nyere tids vedkommende på interview med folk, der har været tilknyttet afdelingen. Historien fortælles derfor i overvejende grad fra myndigheds- og behandlerperspektivet. Enkelte patienter kommer dog også til orde. De mest kendte er forfatteren Tove Ditlevsen og skuespilleren Henning Jensen. Bogen appellerer altså ikke først og fremmest til tidens trang til skæbnefortællinger, men derfor er den nu rigtig god at blive klog af alligevel.

Afdeling O inddrog tidligt andre faggrupper i patientplejen. Det gælder beskæftigelsesterapeuter (ergoterapeuter), psykologer, specialuddannede plejere og sygeplejersker. Dertil kom udviklingen af andre specialer som f.eks. narkoafvænning, sexologi og børnepsykiatri. De tilknyttede læger var typisk også kendte i offentligheden. Det gjaldt Kirsten Auken (1913-1968), senere kulturminister Lise Østergaard (1924-1996) og Preben Hertoft (1928-2017).

Bogen henvender sig også til andre end dem med en umiddelbar interesse for eller tilknytning til Afdeling O. For det første stod afdelingen centralt i dansk psykiatri i det hele taget, fordi den var et centrum for forskning og uddannelse, både nationalt og internationalt og dermed en drivende kraft i udviklingen af psykiatri som medicinsk speciale. Den var derfor også en attraktiv arbejdsplads. For det andet formår Kragh at folde historien om afdelingen ud, så den bliver meget mere af en generel psykiatrihistorie. Vi følger afdelingen fra begyndelsen i 1930erne, da der stort set ikke var nogen behandling at ty til andet end fiksering, indespærring, beroligende varme bade og husflid. Af virksom medicin var der ingen. ”Sandheden er den, at man, som tingene står nu, lige så godt kan prøve med postevand og bajersk øl som med et eller andet kunstfærdigt præparat,” som afdelingens leder Hjalmar Helweg noget defaitistisk sagde i et interview i 1937. Kort tid efter blev chokbehandlingen introduceret, f.eks. ved hjælp af en overdosis insulin. Få år senere kom elektrochok-behandlingen. I 1950erne kom de første virksomme medikamenter, og samtidig vandt lobotomi (”det hvide snit”) frem. Mange af de anvendte behandlingsformer blev siden afviklet igen, enten fordi de var virkningsløse eller direkte skadelige. Af stor betydning for offentlighedens syn på psykiatrien fik den amerikanske spillefilm ”Gøgereden” fra 1975. Året efter blev de store psykiatriske statshospitaler (Brønderslev, Risskov, Augustenborg, Middelfart, Nykøbing, Oringe m.fl.)  amternes ansvar og behandlingen blev decentraliseret og i langt højere grad ambulant. Antallet af sengepladser er blevet drastisk skåret ned i de seneste knap 50 år.

Vi følger historien helt frem til i dag, da afdelingen er flyttet fra Østerbro til Bispebjerg. Psykiatrien er blevet et meget stort medicinsk speciale. Region Hovedstadens psykiatri beskæftiger 5.000 mennesker, og de hjælper årligt 50.000 borgere ifølge hospitalsdirektør Martin Lunds forord til bogen.

Bogen har en del illustrationer, hvoraf mange er ret intetsigende interiør- og eksteriørfotos fra afdelingen. Det levner ikke plads til så megen tekst, men Jesper Vaczy Kragh dvæler ikke ved sine pointer, så han får rigtig meget stof med uden at det virker forhastet eller komprimeret. Sine steder bliver det lige en kende for indforstået for den læge læser, der skal være indstillet på at slå et enkelt fremmedord eller to op, men hvornår har det sidst skadet nogen at slå op i en ordbog?

(Kristeligt Dagblad 8. juli 2023. Avisen valgte en anden rubrik.)