Højskolehistorie

 Ove Korsgaard, Højskoler for folket, Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlags serie med 100 nedslag i Danmarks historie, hvortil denne anmelder har bidraget med bindet om Grundtvig, tager gerne udgangspunkt i en konkret begivenhed på et konkret tidspunkt. Ove Korsgaards bind om folkehøjskolerne begynder den 7. november 1844 i Rødding, hvor der ”skulle indvies en ny type højskole, en folkehøjskole”, der havde til formål at uddanne bondesønner ud over den undervisning, de havde modtaget i almueskolen. På bogens bagside kan man læse, at det var ”verdens første folkehøjskole”. I kapitel 2 introduceres læseren imidlertid for en anden højskole, nemlig den i 1842 stiftede højere bondeskole i Rendsborg. Den havde også til formål at uddanne bondesønner til deltagelse i samfundslivet.

Og så kommer man som læser i tvivl. Hvad er egentlig forskellen på de to skoler? Indlysende nok var den i Rendsborg tysk, mens den i Rødding var dansk. Korsgaard mener, at den principielle forskel bestod i, at Rødding Højskoles formål i langt højere grad end den i Rendsborg var nationalt. Den var indrettet på at forsvare danskheden i Slesvig, hvilket berettigede til den særlige betegnelse folkehøjskole og dermed også prædikatet ”den ældste”. Skolen i Rødding var imidlertid også planlagt som en højere bondeskole og som sådan ikke engang den ældste danske af slagsen. Den ældste indviede nemlig sin skolebygning et par uger tidligere, den 18. oktober i Sundbylille mellem Slangerup og Frederikssund. Den havde det formål, at de bedste hoveder blandt bønderkarlene skulle uddannes, så de kunne hævde sig som repræsentanter i de nyligt oprettede sogneforstanderskaber, amtsråd og stænderforsamlinger, altså det samme som i Rendsborg og Rødding.

Korsgaards distinktion må ses som et forsøg på at redde Rødding Højskoles status som den ældste og dermed underforstået også den vigtigste højskole. Nu kan der ikke herske tvivl om, at Rødding var vigtig. Det er graden af vigtighed, der kan diskuteres. Højskolen i det slesvigske Rødding måtte efter 1864 flytte umiddelbart nord for den nye grænse til Askov, men bevarede ifølge Korsgaard sin betydning. ”Kulturelt set havde Danmark gennem godt 100 år to hovedstæder, nemlig København og Askov”, skriver han. Det er noget af en flothed. Han inkluderer endda sig selv ind i den historie: ”Da jeg var elev på Askov Højskole i 1963-1964 og 1964-1965, var der stadig en levende idémæssig og kulturel forbindelse tilbage til den form for højskole, som havde eksisteret siden skolens start i 1865.” Så er linjen lagt.

Hele bogen kommer for den forudsætningsløse læser til at virke som et forsvar for den klassiske fortælling om folkehøjskolerne som en særlig dansk opfindelse, der skyldes Grundtvig, og som har medvirket afgørende til opbygningen af den særlige, danske samfundsform. Denne fortolkning har gennem årene været udsat for mange kritiske angreb, og Korsgaard kender udmærket den omfattende forskning om emnet og har selv bidraget i den henseende, f.eks. med den pointe, at Grundtvig ikke havde noget væsentligt at gøre med stiftelsen af højskolen i Rødding. Alligevel skriver han Grundtvig ind i kapitlet om Rødding. Korsgaard peger også på en række brud i højskolens historie, f.eks. det, der indtraf i 1968, da bongotrommer, yoga og venstrefløjsere gjorde deres indtog. Men på den anden side vil han også meget gerne have, at der skal være kontinuitet og sammenhæng, f.eks. i højskolernes forhold til demokratiet. Demokratiet blev først for alvor tematiseret på Krogerup Højskole efter 2. Verdenskrig. Men det var jo bare en udbygning af, hvad højskolerne havde gjort hele tiden, må man forstå. Det er bestemt heller ikke forkert, når man tager i betragtning, at det oprindelige formål med de første skoler var at uddanne valgte repræsentanter, men det er ikke dér, Korsgaard tager fat, for det ville anfægte præmissen for den påstand, at Rødding er den ældste folkehøjskole, så Korsgaard må om ad den – ikke uefne – betragtning, at det nationale i bred almindelighed er en forudsætning for det demokratiske – blot ikke i Bismarcks Tyskland, som han tilføjer. Og hvorfor så egentlig ikke det? Og var Bismarcks Tyskland mindre nationalt og demokratisk end Estrups Danmark? Det henstår ubesvaret.

Ubberup Højskole med Bindesbølls øvelseshus.
(eget foto)

Korsgaard er indsigtsfuld, men savner i en vis forstand modet til at tage konsekvensen af sin egen indsigt. Han betjener sig i denne bog af en bred pensel, og så bliver der gerne malet hen over sprækkerne i stoffet. Højskolernes traditionelle selvfortælling får lov til at stå lidt udflydende skildret uden at han for alvor tager de diskussioner, som stoffet indbyder til.

(Kristeligt Dagblad den 15. august 2023. Avisen valgte en anden rubrik)