Barkgnavernes skræk

 Frederik Stjernfelt, Alkymist i lænker, Gyldendal

I tidligere bøger har Frederik Stjernfelt brugt historien til at bringe et budskab til nutiden. Især har han kredset om Oplysningstiden som ophavet til de værdier, som de fleste af os i dag betragter som væsentlige. Med netop Oplysningstiden er der imidlertid det problem, at den ved nærmere øjesyn ikke så ofte lever op til de idealer om oplysning, fornuft, orden og retfærdighed, som en ophøjet nutid kan finde på at opstille.

I denne bog om lægen, alkymisten, astrologen og den ihærdige pamfletist Johann Konrad Dippel (1673-1734) har Stjernfelt da også fjernet sig afgørende fra den ambition at lede i fortiden efter noget, der ligner nutiden. I stedet studerer han den, fordi den er fremmed. Og Dippel er virkelig et interessant og eksotisk bekendtskab, der abonnerede på en række forestillinger om videnskab og religion, som er ganske fremmed for os. I dag ville han blive kaldt obskurantist, måske endda lidt kværulantforrykt.

Det er ikke fordi Dippel slet ikke har efterladt sig en arv af nytte for eftertiden. Han blev – ved et tilfælde – ophavsmand til en syntetisk fremstilling af blå farve, kaldet berlinerblåt, der blev af betydning for bl.a. fajanceindustrien. En anden er opfindelsen af pyroleum animale (hjortetakolie) som er en essens udvundet af vildtkadavere. Dippel mente, at det var en universalmedicin. Når produktet kan erhverves i almindelig handel den dag i dag, skyldes det dog, at det er så ildelugtende, at det skræmmer dyr væk. Det kan f.eks. stryges på unge træer for at holde store planteædere fra at gnave af barken.

Motiv fra Altona. (eget foto)

Dippel blev i sin tid kendt som en ihærdig kritiker af den lutherske kirke, ikke fordi han var ateist, men fordi han mente, at kirken slet ikke var kristen nok. Han hørte til de såkaldte radikale pietister, der forkastede kirkelige institutioner og dogmatik for at finde roden til det sande gudsforhold i deres eget hjerte. Ikke mindst i Sverige fik han mange følgere.

Denne individualisme og dette oprør mod autoriteter udfordrede naturligvis ikke alene den etablerede gejstlighed, men også de stater, hvis fyrster byggede deres legitimitet på at være den rette tros forsvarere. Det var et problem, for Dippel var som de fleste af sine samtidige intellektuelle afhængig af netop de fyrstelige patroner, hvis autoritet han betvivlede. De var på den anden side især interesseret i hans eksperimenter med alkymi. Det var også et problem, for resultaterne udeblev altid, og på et eller andet tidspunkt slap den fyrstelig patrons tålmodighed op, og Dippel løb tilsvarende tør for penge. Mere end en gang måtte han flygte fra en stor gæld.

Men så var det muligt at shoppe lidt rundt i Europa og erhverve sig en ny patron. I 1714 ankom Dippel til Altona, der stod under den danske konges overhøjhed. Frederik IV var af Kongeloven forpligtet til at forsvare den augsburgske konfession, altså den lutherske ortodoksi, men Altona var en blandt flere byer i hans riger og lande, hvor der var indrømmet andre trossamfund – og heterodokse individualister som Dippel – ganske betydelige friheder.

Dippel engagerede sig imidlertid i en konflikt om venalitet, korruption. Det var et problem, som det enevældige styre tog meget alvorligt. Dippel begyndte som anklager, men endte som anklaget – og dømt for blandt andet injurier. I processen lagde han sig ud med sine patroner i Altona, overpræsident Christian Ditlev Reventlow og hans kone, Benedicte, født Brockdorff.

Det er denne konflikt, som er emnet for de fleste sider af denne bog. Det 18. århundrede var et særdeles trættekært århundrede, og det er årsagen til, at vi ved så meget om det. Så snart myndighederne blev involveret i en uoverensstemmelse, blev den med bureaukratisk omhu noteret ned og nidkært gemt, så man 300 år senere kan læse materialet igennem.

Stjernfelt kalder dommen over Dippel et typisk eksempel på ”hvor despotisk, arbitrær og grusom magtudøvelse” kunne være under enevælden. Det kommer dog lidt an på den målestok, man anlægger. Dippels straf var ikke arbitrær, men et resultat af et stort udredningsarbejde af en til formålet nedsat kommission, og straffen var heller ikke synderlig hård, hvis man sammenligner med, hvad staten ellers kunne tilbyde af hårdt strafarbejde, lemlæstelse og død for selv mindre forseelser. Dippel blev i 1719 forvist til en mild arrest på Bornholm. Kun ved selve domfældelsen bar han de lænker, der nævnes i bogens titel. På øen fik han efterhånden en relativ frihed, der blandt andet satte ham i stand til at praktisere som læge og bidrage med en vidtløftig teori om Bornholms oldtid. I 1726 blev han benådet, ikke mindst på foranledning af Dronning Anne-Sofie, halvsøster til ovennævnte C.D. Reventlow.

Stjernfelt tager billedligt talt sin læser med helt ind i Rigsarkivets læsesal, hvor han sidder og bakser med sagens akter. Vi ser historikeren over skulderen, mens han omhyggeligt gennemgår brev efter brev, pamflet efter pamflet, traktat efter traktat, supplik efter supplik. Han bryder selv ind i sin egen tekst med den indrømmelse, at det nok ikke er så let at holde rede på fortællingens tråd: ”Det er et ret kompliceret netværk af hvem-ved-hvad om hvem-der-ved-hvad, der træder frem her.”

Hvor redeligt det end er, at forfatteren så samvittighedsfuldt deler sine overvejelser med læseren, kan man ikke sige, at der er kommet en letlæst, endsige overskuelig bog ud af den tilgang. Et appendiks gengiver en tidslinje over Dippels liv. Den er tydeligvis medtaget som kompensation for det overblik, som brødteksten ikke er så god til at levere. Men hvis man ikke er så optaget af selve handlingsforløbet og hellere vil grave dybt i et fremtrædende eksempel på det tidlige 18. århundredes forestillingsverden og idéer, er denne bog et godt sted at begynde.

(Weekendavisen 11. aug. 2023)