Hans Hauge: Fast kein Nazi? Heidegger, Løgstrup und die Ethik. Jungeuropa Verlag.

Var Martin Heidegger nazist? Det er et stående spørgsmål i den offentlige debat i Tyskland, og det har fået stigende sprængkraft, fordi synet på Heidegger er blevet en markør i den aktuelle politiske diskussion. Han er en af dem, som det yderste højre har taget til sig. 

Hans Hauges bidrag til denne diskussion, bogen "Løgstrup, Heidegger og nazismen" fra 2016, foreligger nu i en oversættelse, som også på indholdssiden er tilpasset den tysksprogede læser. Forlaget har forsynet den med et forord og et par forklarende tilføjelser. Der er blevet ændret i noterne, og nogle afsnit er helt udeladt, blandt andet et, hvor Hauge forsøger at kæde den aarhusianske teologiprofessor Regin Prenter sammen med nazismen.

Bogen vakte en del polemik, da den udkom på dansk for 10 år siden. Nils Gunder Hansen anmeldte den i Kristeligt Dagblad: "Hauge skriver fortællende, snakkende, sladrende, gisnende. Man kan ikke altid helt se, hvor han henter sine oplysninger fra, og hvor vi lige nu befinder os."

Man kan i forlængelse af denne præcise karakteristik sige, at den også er decideret usammenhængende. Dertil er noteapparatet langt under akademisk standard. Lidt velvilligt kan man kalde bogen for en uforpligtende og løst ordnet samling af anekdoter om europæiske intellektuelles netværk og privatliv i det 20. århundrede med Heidegger som tilbagevendende tema.


Hauges hovedargument er, at hvis folk, der omgikkes Heidegger, ikke mente, at han var nazist, må konklusionen være, at Heidegger "næsten ikke var nazist". Denne Verharmlosung – bagatellisering – har Hauge fra K.E. Løgstrup. I det posthumt udgivne skrift om Heidegger (udgivet på forlaget Klim 2008) nævnte Løgstrup Heideggers kortvarige "nationalsocialistiske raptus", hvorpå Løgstrup i øvrigt fortav sin læremesters politiske standpunkt. 

Hauge benægter ikke, at Heidegger talte ilde om for eksempel "verdensjødedommen", men forbinder det ikke med noget specifikt antisemitisk, endsige nazistisk. I det hele taget er Hauges evne til at se bort fra dokumentation, der taler ham imod, ganske betragtelig. Direkte morsomt bliver det for eksempel i en passage, hvor han påstår, at Heidegger ikke bar mærket for medlemmer af nazistpartiet under hele sit besøg i Rom i 1936. Bogens oversætter har her indsat en fodnote, der dementerer denne påstand.

Hauges hovedtese holder ikke. Heidegger var medlem af nazistpartiet fra 1933 til 1945. Hvis der skulle herske nogen tvivl om, hvorvidt han også af sindelag var nazist, kan man referere til de såkaldte sorte hæfter, efterladte optegnelser, der blev offentliggjort fra 2014 og frem. De udstillede for alvor Heidegger som antisemit. Det samme gælder brevvekslingen med broderen Fritz, der blev kendt i en bredere offentlighed i 2016. 

Men så er spørgsmålet: Gør det Heidegger irrelevant som filosof? Var hans filosofi nazistisk? Hauge gør op med det, han kalder the biographical turn, altså at et værk skal forstås som en integreret del af en forfatters liv. Han er fortaler for den såkaldte værkimmanente læsning, der forstår et forfatterskab uafhængigt af forfatteren.

Det gør Hauge paradoksalt nok ved selv at være kolossalt optaget af biografi og ikke særlig meget af filosofi. Hvem gjorde hvad hvornår? Han er påfaldende nyfigen og sladdervorn og er for eksempel ret optaget af, at Heidegger løbende var sin kone utro. Hauge kommer derimod kun glimtvis i nærheden af at antyde, på hvilken måde Heideggers filosofi kan læses uafhængigt af hans partibog. 

Da bogen udkom i Tyskland tidligere i år, blev det bemærket blandt andet her i avisen, at forlaget – Jungeuropa Verlag – også udgiver bøger, der stammer fra den yderste højrefløj. Forordet – skrevet af Christian Illner – motiverer udgivelsen med, at Heideggers kritikere med Jürgen Habermas i spidsen kun alt for gerne har trukket nazi-kortet for at fremme deres egen sag. Illner bruger udtrykket Kontaktschuld (kontaktskyld; på engelsk guilt-by-association). Det dækker over den betragtning, at skyld smitter af ved berøring eller med andre ord: Hvis man har ladet sig inspirere af Heideggers filosofi, er man så også automatisk smittet af hans nazisme? Nej, selvfølgelig ikke. Harald Bergstedts digt "Solen er så rød, mor" er stadig godt, selv om dets digter manglede politisk dømmekraft.

Problemet med Hans Hauges bog er i den henseende, at han selv frejdigt benytter kontaktskyld som metode. Der er ingen anden måde at forstå hans frit associerende fremgangsmåde og løst fremsatte påstande. Hauge har selv over for Kristeligt Dagblad med den for ham særegne ironiske nonchalance hævdet, at han ikke har nogen politisk dagsorden.

Men Hans Hauge kan lige så lidt som Heidegger løbe fra, at en bog nu engang har en forfatter. Set udefra kan man ikke andet end konstatere, at Hans Hauge har gjort sig til nyttig idiot for den ene part i en ideologisk konflikt af ganske betydelig politisk rækkevidde i Tyskland såvel som i Europa. Naivitet er udelukket som forklaring. Dertil er hans indsigt for stor. Ironiens tid er ude. Hans Hauge har kastet sit lod.

(Kristeligt Dagblad 17. okt. 2026)

Bjarne Hesselbæk: Den forhærdede idealist – Niels Erik Bank-Mikkelsen og kampen for udviklingshandicappedes ret til et normalt liv. Gads Forlag.

Niels Erik Bank-Mikkelsen (1919-1990) var gennem mange år ledende embedsmand i det, der hed åndssvageforsorgen. Han var også meget aktivistisk i sine forsøg på at ændre systemets syn på de udviklingshæmmede, og han bliver betragtet som af central betydning i den store omlægning af forsorgens arbejde fra midten af det 20. århundrede og frem. Der skete en såkaldt normalisering, idet de udviklingshæmmede ikke længere blev opbevaret i store anstalter ledet af læger, men blev huset i decentrale bosteder med mulighed for adgang til skolegang, uddannelse, arbejde og et privatliv. Samtidig blev de flyttet fra et medicinsk regimente til et socialpædagogisk. Hele denne udvikling er allerede beskrevet af historikeren Birgit Kirkebæk for 25 år siden. Bjarne Hesselbæks tilgang til stoffet er i modsætning til Kirkebæks konsekvent biografisk. Bank-Mikkelsen voksede op i et hjem tilknyttet Evangelisk Luthersk Mission. Som ung blev han optaget af Arne Sørensen og engagerede sig i Sørensens parti Dansk Samling. Han bidrog også til partiets blad. Det er ret tydeligt, at Hesselbæk er fremmed for både pietistisk kristendom og nationalkonservatisme. Han ved ikke rigtig, hvad han skal stille op med den unge Bank-Mikkelsen, som han holder ud i strakt arm. Så går det bedre med at beskrive Bank-Mikkelsens engagement i modstandskampen. Efter krigen omvendte Bank-Mikkelsen sig til socialdemokratismen og blev ansat som embedsmand i Socialministeriet. Så er skinnerne lagt til historien om en socialpolitisk helt. Hesselbæks sympati for Bank-Mikkelsens socialpolitiske linje skinner herfra tydeligt igennem. Bank-Mikkelsen havde medvind på alle cykelstier, steg hurtigt i graderne og blev internationalt kendt og anerkendt for sin linje. Danmarks forsorgspolitik blev et forbillede verden over. Det var journalist på Aktuelt Else Steen Hansen, der fandt på betegnelsen en forhærdet idealist, og det er sådan set forbavsende, at en embedsmand kunne slippe af sted med at politisere i dén grad, som han gjorde. En central episode i bogen er et besøg i Californien, hvor Bank-Mikkelsen – antagelig i ledtog med lokale meningsfæller – fik sat fokus på de elendige forhold for de udviklingshæmmede dér. Det huede ikke statens guvernør, Ronald Reagan. Omkring 1970 vendte vindene. Bank-Mikkelsen blev degraderet opad til en chefstilling i Socialstyrelsen, der netop var blevet oprettet. Her havde han ikke længere samme råderum. Han gik på tidlig pension i 1983. Kildematerialet til bogen er Bank-Mikkelsens eget arkiv. Hesselbæk har tydeligvis haft rigeligt med materiale at arbejde med. Der kunne godt være prioriteret noget hårdere i stoffet for at fastholde den røde tråd. Til gengæld hjælper Hesselbæks gode pen og glød for sagen med at fastholde læserens opmærksomhed.

(Kristeligt Dagblad 19. sept. 2026)

Amdi forsvinder

Rune Skyum-Nielsen, Amdi forsvinder, Politikens Forlag, 477 sider, 320 kroner

Rune Skyum-Nielsen udgav for fire år siden bogen ”Amdi bliver til” om Mogens Amdi Petersens (f. 1939) barndom og ungdom indtil grundlæggelsen af Den rejsende Højskole i 1970. I denne bog følger han historien helt op til nutiden. Den er skrevet, så man kan få udbytte af den, selv om man ikke har læst den første. Men det kan anbefales at begynde med begyndelsen.

Bogen er journalistisk i sin form. For det første bygger den i altovervejende grad på interviews. Skyum-Nielsen har opsporet en lang række mennesker, der har kendt Amdi Petersen, og fået dem i tale. Han bruger dog også andre ikke tidligere anvendte kilder som f.eks. udskrifter af PET's telefonaflytninger af Tvindtoppen. For det andet krydsklipper han mellem fortid og nutid. Mellem kapitler, der redegør for opbygningen af Skolesamvirket Tvind, er placeret afsnit, hvor Skyum-Nielsen fortæller mere personligt om sit arbejde med stoffet. I centrum for dette står en reportagerejse til den mexicanske delstat Baja California, hvor Tvind har bygget sit internationale hovedkvarter, og hvor Amdi Petersen formodes at opholde sig.

Beretningen om opbygningen af det globale imperium er en fascinerende historie om en højskole, der blev til flere, og hurtigt blev det også til en HF- og læreruddannelse, efterskoler, tøjindsamling, genbrugsbutikker, ulandshjælp til det sydlige Afrika, plantager i Caribien og Brasilien, en møbelfabrik i Kina, skuffeselskaber i skattely og tvivlsomme forretningsmetoder. Det kulminerede i 2002, da Mogens Amdi Petersen blev anholdt i Los Angeles, varetægtsfængslet og udleveret til en retssag i Danmark mod ham og en håndfuld andre fra Tvindledelsen. Den endte med, at to fik fængselsstraf, mens Amdi Petersen selv gik fri.

For kendere af Tvindstoffet ligger det spændende i bogens nutidsdel. Ikke mindst et interview med tidligere politimester Jens Kaasgaard afslører afgørende detaljer, der ikke har været fremme før. For det første har det indtil nu været en gåde, hvordan den private efterforsker og hemmelighedskræmmer Frede Farmand kunne få adgang til at filme politiets ransagning af en Tvindejendom i april 2001. Det viser sig, at Kaasgaard havde givet ham et tip mod til gengæld at holde lav profil indtil da. Ransagningen gav næring til ikke blot et anklageskrift, men også en international efterlysning af Mogens Amdi Petersen. I efteråret 2001 bragte Jyllands-Posten en række artikler om en luksuslejlighed ejet af Tvind i Miami, Florida, hvor Mogens Amdi Petersen opholdt sig. Skyum-Nielsen mere end antyder, at det var Kaasgaard, der gav avisen et tip. Formålet var at ryge Amdi ud af sin rede og bringe ham i bevægelse. Med de skærpede sikkerhedsregler efter den 11. september samme år kunne ingen længere rejse uantastet med fly, og i februar 2002 klappede fælden i Los Angeles’ internationale lufthavn. Skyum-Nielsen får dermed forbundet nogle indtil nu løsrevne prikker til et sammenhængende billede, der giver rigtig god mening.

Efter frikendelsen i byretten i Ringkøbing rejste Amdi Petersen ud af landet igen, og da anklagemyndigheden efter nogen overvejelse søgte at forkynde en anke til Landsretten for ham, var han intetsteds at finde. Selv om den efter et kæremål nu i rettens øjne er lovligt forkyndt, er sagen ikke bragt til afslutning endnu. Der er ingen udlevereringsaftale med Mexico, så sagen vil med større sandsynlighed ende med den 87-årige anklagedes død end med hans domfældelse.

Rune Skyum-Nielsen har foretaget omfattende research, og han forstår at bringe journalistikkens forskellige genrer i spil, så der er kommet en tankevækkende og læseværdig bog ud af det. Reportagerejsen fra Mexico bringer ikke så meget nyt om Amdi Petersen, men siger en hel del om de lokale vilkår, der er præget af en voldsom narkokriminalitet, som ingen på de kanter kan undgå at forholde sig til. Til bogens kvaliteter føjer sig en række aldrig før offentliggjorte illustrationer. Et sted- og navneregister ville have været et nyttigt redskab til at navigere i et felt, der omfatter virkelig mange mennesker, hvis virke spreder sig over hele kloden den dag i dag.

(Kristeligt Dagblad 14. juni 2026)

Enmandstidsskrifter

 Steen Tullberg, Forfatterne og 1848 – belyst ud fra fem enmandstidsskrifter, Multivers

Steen Tullberg, der til daglig arbejder på Center for Grundtvigforskning har fået den originale idé at gennemgå fem såkaldte enkeltmandstidsskrifter, der alle udkom i årene omkring statsomvæltningen 1848-49. Det drejer sig om M.A. Goldschmidts Nord og Syd (1847-1859) N.F.S. Grundtvigs Danskeren (1848-1851), Hans Egede Schacks 1848 (1849-1850), Frederik Dreiers Samfundets Reform (1852-1853) samt Søren Kierkegaards Øieblikket (1855). Udgiverne skrev selv alle bidragene til deres tidsskrifter, og Tullberg kalder dem datidens pendant til nutidens internetblogs. Selv skriver Tullberg et lidt tørt og ordrigt, men klart akademikerdansk.

Det er ikke fordi tidsskrifterne er ukendte. Især Kierkegaards og Grundtvigs har været studeret nærmest til fladtrådthed. Det originale i Tullbergs tilgang er at læse dem som kanaler for en gensidig kommunikation om kultur og samfundsforhold. De læste flittigt hinanden, og deres tidsskrifter er fyldt med replikker og duplikker. På den måde nedbryder Tullberg også forestillingen om enmandstidsskriftet som det ensomme genis genre. Selv Kierkegaard, der nærmest gjorde sin ensomhed til et princip, talte ikke i et vakuum. 

I centrum for denne samtale stod den velskrivende M.A. Goldschmidt, der også var anledningen til nogle af de mindst klædelige passager i Grundtvigs forfatterskab. Midt under Treårskrigen anklagede Grundtvig Goldschmidt for ikke at kunne nære sand fædrelandskærlighed med den begrundelse, at Goldschmidt var jøde og derfor havde et andet fædreland end Danmark. ”Hr. Grundtvig paatvinger mig Adkomstbrev og Skjøde paa et fædrene Arvegods i Palæstina og deraf følgende Borgerskab,” svarede Goldschmidt og takkede ironisk for, at han ikke desto mindre havde lov til at forblive som gæst i Danmark.

”Tilsammen udgør enmandstidsskrifterne en prototype eller matrice for den demokratiske debat, der er blevet ført lige siden – både i kraft af deres substans, men også fordi de rummer en hel del af den tomgangspolemik, som demokratiet nok aldrig slipper af med,” lyder det i Tullbergs konklusion. Når Tullberg hævder, at disse fem tidsskrifter var en ny fremtoning (ordet er skabt af Goldschmidt som en dansk oversættelse af det tyske Erscheinung), får man det indtryk, at der ikke var en politisk offentlighed før 1848. Det var der. Den var selvfølgelig begrænset af enevældens restriktive pressepolitik, men de politiske synspunkter og teorier, der førte til enevældens fald i Norge i 1814 og i Danmark i 1848, var relativt lettilgængelige for den veluddannede elite, der forhandlede sig frem til Eidsvollforfatningen og Junigrundloven.

Men ikke desto mindre har Tullberg ret i at pege på ligheden mellem nu og dengang, og det bidrager til vores forståelse af, at internettet ikke kan gives skylden for alting, heller ikke en dårlig debatkultur. Kværulantisk rethaveriskhed kan sagtens trives på andre platforme.

(Kristeligt Dagblad 30. januar 2026)