Pøbelvælde eller folkestyre?

Jeppe Nevers: Fra skældsord til slagord.Demokratibegrebet i dansk politisk historie. 225 sider. 250 kroner. Syddansk Universitetsforlag

       

Når det i historiebøgerne altid hedder, at der blev indført demokrati i Danmark i 1849, er der tale om en efterrationalisering eller rettere en af to mulige efterrationaliseringer.

Den ene påpeges af den gruppe af forfatningshistorikere, der ikke vil kalde det demokrati, fordi styreformen dengang savner mindst to væsentlige elementer, som kendetegner et nutidigt demokrati: parlamentarisme og almindelig valgret. Det er for så vidt en ahistorisk betragtning, fordi man bruger nutiden som målestok i en vurdering af fortiden.

Netop denne faldgrube søger historiker Jeppe Nevers at undgå. Han har valgt den såkaldte begrebshistoriske metode, der i udgangspunktet er en undersøgelse af de betydningsforskydninger, som ord og begreber er undergået over længere tid. Metoden er dog mere end blot og bar ordhistorie.

Sproget er en nøgle til forståelse af fortidens verden, menneskers erfaringer og deres opfattelse af egne muligheder. En begrebshistorie bliver derfor i ordets sande betydning en historisk undersøgelse, fordi den forsøger at tage fortiden på ordet.

Det bringer os tilbage til det indledende problem: Fik vi demokrati i 1849? Nevers svarer meget klart nej, som sagt ikke ud fra en normativ betragtning, men simpelthen ved at se på, hvad grundlovsfædrene selv kaldte det, og som det stadig hedder i den nugældende grundlov. Her kunne læseren passende standse et øjeblik og forsøge at genkalde sig, hvilken styreform Danmark officielt har.

Demokrati er det som sagt ikke, ej heller konstitutionelt monarki. Svaret kommer senere. Nevers bruger forhandlingerne om Junigrundloven som et blandt mange eksempler fra det gamle Athen til det 20. århundrede på den udvikling, som demokratibegrebet har gennemgået.

Græske og romerske statsretsteoretikere systematiserede de mulige styreformer i tre etisk neutrale grundformer: enkeltmandsvælde, fåmandsvælde og allemandsvælde.

Styreformerne kunne forvaltes godt eller skidt. Hos Aristoteles kaldtes de gode versioner af de tre styreformer for henholdsvis monarki, aristokrati og politeia, hvorimod de uønskede versioner kaldtes henholdsvis tyranni, oligarki og demokrati.

Demokratibegrebet bevarede denne karakter af entydigt skældsord helt frem til det 18. århundrede. Den afgørende diskussion for for eksempel USA's grundlæggere, Founding Fathers, i 1770' erne stod mellem republik og monarki. I løbet af 1800-tallet blev demokratiet stuerent, og det var først præsident Wilson, der under Første Verdenskrig gjorde demokratiets udbredelse til en central del af USA's udenrigspolitiske mission.

Tilsvarende var demokrati ikke et ord, der blev anvendt positivt i den grundlovgivende rigsforsamling i København.

Der knyttede sig stadig en afgørende frygt for pøbelvælde og anarki til forestillingen om, at hvem som helst kunne få indflydelse på statsanliggender. Samtidig vandt " folket" imidlertid frem som et positivt begreb, ikke som statsmagtens ophav, men snarere som genstand for magtens udøvelse, forstået på den måde, at et retfærdigt styre først og fremmest skulle tage hensyn til folkets tarv.

Det stod i en klar modsætning ikke til monarkiet, men den aristokratiske styreform. Adelen var de nationalliberales vigtigste fjendebillede. Og her er vi så tilbage ved den styreform, som vi som en logisk konsekvens endte med at få: indskrænket monarki.

Nevers identificerer mellemkrigstiden som demokratibegrebets formative fase og slutter sin undersøgelse umiddelbart efter Anden Verdenskrig, da demokratiet endelig var blevet forvandlet til et entydigt plusord i den vestlige verden. " Verden er pludselig vaagnet op og har til sin Forbavselse set, at den er blevet demokratisk," som Hal Koch skrev i 1945 i en ironisk kommentar til de sidste dages hellige til højre og venstre, som blot få år forinden havde fornægtet det parlamentariske demokratis kvaliteter.

Bogen er præget af et elegant overblik. Demokratibegrebet foldes ud i sit fulde historiske perspektiv, og vi får et tiltrængt tilskud af nuancering til den løbende debat.

Der spadseres i passager lige lovlig nonchalant. Selvom man kan savne fordybelsen, overbeviser Nevers med sin klare argumentation og sit sikre jugement, der gør et meget vanskeligt og sammensat historisk og aktuelt problem lettere tilgængeligt.

(KD 12. feb. 2011)