Socialpolitik er sikkerhedspolitik

Bo Lidegaard: En fortælling om Danmark i det 20. århundrede. 460 sider. 300 kroner. Gyldendal.

Opbygningen af den danske velfærdsstat skal forstås i lyset af dansk sikkerhedspolitik.

Det er påstanden i Bo Lidegaards personlige version af Danmarks historie i det 20. århundrede, der udkommer i dag. Udgangspunktet er sårfeberen fra 1864, som Herman Bang kaldte folkestemningen efter den metaforiske benamputation af riget. Helt frem til 1945 balancerede Danmark i en neutralitet tilnærmet Tyskland uden at støde Storbritannien fra sig. Lidegaard nedbryder meget effektivt enhver illusion om, at udenrigspolitik kan føres ud fra moralske forskrifter. Begreber som " godt" og " ondt" udgør langtfra tilstrækkelige pejlemærker, når rigets interesser skal plejes. Efter Anden Verdenskrig handlede det om at afbalancere den europæiske integration med den atlantiske alliance og samtidig opretholde en dialog med medlemmer af Østblokken.

Mange af bogens pointer vil være velkendte for Lidegaards trofaste læsere, for den bygger i høj grad på hans tidligere arbejder om især Erik Scavenius og Jens Otto Krag, og det er, som om han ikke helt kan forlade det biografiske perspektiv. Han ser i høj grad verden og Danmarks situation i den gennem sine aktørers briller og deler deres analyser.

En af hans nøglepersoner - eller helte, om man vil - er den senere udenrigsminister P. Munch, der betragtede en militær oprustning af Danmark som farlig, da det ville provokere Tyskland til en reaktion. I stedet udkastede han i begyndelsen af århundredet en vision om et åndeligt selvforsvar i stil med det nationale sammenhold, der havde beskyttet det danske mindretal i Slesvig mod fortyskning. Det var samfundet mere end staten, der skulle beskyttes.

Denne vision tager Lidegaard til sig som en forståelsesmodel for hele udviklingen i det 20. århundrede, idet han udvider den til at omfatte ikke blot en kulturel, men også en velfærdspolitisk oprustning. Sikkerhedspolitik handlede også om social sikkerhed. Optakten til denne udvikling lå naturligvis i det 19. århundrede. Bogen udkommer meget sigende på Grundtvigs fødselsdag tilsyneladende uden at forlag eller forfatter er opmærksom på det.

Lidegaard gør sig stor umage med at trylle Grundtvig om til socialliberal tænker. Man kan kun med nød omtolke Grundtvigs frihedstanker til en politisk endsige en økonomisk liberalisme, og det er helt misforstået at tage de to linjer fra " Langt højere bjerge" om landet, hvor få har for meget og færre for lidt, som udtryk for en " social vision". Det var blot en strøtanke, som utallige velfærdspolitikere ganske vist flittigt har citeret siden, men det gør altså ikke Grundtvig til velfærdspolitisk tænker.

Ingen, der nævner Kanslergadeforliget mellem Venstre og Socialdemokratiet i 1933, undlader at bemærke, at Hitler samme dag greb magten i Tyskland, men denne pointe uddybes sjældent. Kanslergadeforliget ses traditionelt som central for udviklingen af velfærdsstaten, men historikere har på det seneste peget på, at velfærdsstaten har mange andre rødder, og at Kanslergadeforliget blot var en justering af en allerede igangværende socialpolitik. Lidegaard genindplacerer imidlertid forliget i centrum af opmærksomheden, netop fordi han betragter datosammenfaldet som signifikant: " Det var mere end et tilfældigt sammenfald, at dette historiske kompromis mellem arbejdere og bønder i Danmark blev nået samme dag, som Adolf Hitler blev udnævnt til kansler i Tyskland." Dermed mener Lidegaard, at Stauning, forligets væsentligste kontrahent, betragtede aftalen med Venstre som et forsvar for demokratiet mod truslen fra syd. Denne trussel var meget konkret, fordi Tyskland ikke havde anerkendt grænsedragningen i 1920.

Nødvendigheden af national konsensus blev officiel socialdemokratisk politik med programmet " Danmark for folket" i 1934, og denne samdrægtighed blev virkeliggjort i et omfang, der i sig selv fungerede som en sikkerhedspolitisk garanti under den kolde krig: " Der er stadig folk, der mener, at kun den manglende adgang til kilderne gør det muligt for de store fisk i Danmark stadig at skjule deres spionage under den kolde krig. En anden og mere sandsynlig forklaring kan være, at den usædvanligt stærke sammenhængskraft i det danske samfund under den kolde krig indebar, at kun få følte tilskyndelse til at forråde deres land." En danmarkshistorie skrevet af en enkelt mand kan ikke undgå at få et stærkt personligt præg, ikke mindst når den er skrevet af en, der har været så tæt på den politiske proces selv. Lidegaard har været højtstående embedsmand i Udenrigs-og Statsministeriet gennem mange år. Lidegaard indgår dermed i en radikal historikertradition.

P. Munch var selv historiker. Erik Arup, der skrev en ufuldendt og meget indflydelsesrig danmarkshistorie, var statsrådssekretær for regeringen Zahle under Første Verdenskrig, og Søren Mørch, gift med Ritt Bjerregaard, fortsatte traditionen med " Den sidste Danmarkshistorie" fra 1996. Mørch har et sarkastisk og kynisk blik på nationalstaten. Lidegaards bog kan læses som et svar på Mørch og som et forsvar for den nationale velfærdsstat. I dette forsvar overser han imidlertid også velfærdsstatens skyggesider, for socialpolitik handler ikke kun om at beskytte folk, men også om at kontrollere dem.

Kulturpolitik handler ikke kun om opbyggelse og underholdning, men også om belæring og indoktrinering. Sammenhængskraft kan være klaustrofobisk. Bogen kunne godt trænge til en overhaling for faktuelle fejl. Side 17 hedder det, at København omkring 1850 var en relativ lille by på 130.000 indbyggere.

90 sider og 50 år længere henne i fortællingen er byens indbyggertal faldet til 125.000, til trods for at der angiveligt i mellemtiden er foregået en stærk urbanisering. Under Første Verdenskrig omtales de britiske søstridskræfter som " Hendes Majestæts Flåde", endskønt briternes regent på dette tidspunkt var en mand.

Røret om den dansk-tyske grænse i påsken 1933 kalder Lidegaard " Påskemarchen", men det går almindeligvis under betegnelsen " Påskeblæsten".

Bogen er stærkest, når den bygger på Lidegaards tidligere værker om dansk udenrigspolitik. Han forstår bedre end de fleste at forklare præmisserne for den danske ligge-død-politik under verdenskrigene og den vanskelige stilling under den kolde krig. Bogen skal ikke læses som en opsummering af historieforskningens seneste resultater. Dertil er den for ensporet i sin forfølgelse af sin hypotese, og den er i øvrigt uden kildehenvisninger. Thomas Højrup, som har været med til at udvikle bogens bærende hypotese, kunne godt have fortjent en omtale.

Bogen er først og fremmest et personligt manifest og et sympatisk og gennemtænkt forsøg på at minde os om, hvad vi er på vej væk fra i disse årtier.

(KD 8. sep. 2011)