Knud Holmboe, Ørkenen brænder, Vandkunsten
Hvor mange danskere ville have kunnet placere Benghazi, Tobruk eller Syrte på et verdenskort for blot en måned eller to siden? " Krig er Guds måde at lære amerikanerne geografi," lyder en gammel vittighed, som imidlertid også gælder danskerne. Libyske havnebyer er pludselig blevet lige så genkendelige som fynske købstæder.
Forlaget Vandkunsten har med en for forlagsbranchen misundelsesværdig god timing genudgivet Knud Holmboes beskrivelse fra 1930 af en rejse på tværs af Nordafrika.
På det tidspunkt foregik der noget nær et folkemord i det, der nu er Libyen, de italiensk kontrollerede provinser Tripolitanien og Kyrenaika. Parallellen til begivenhederne nu sammesteds er påfaldende. Man skønner, at i alt mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen på en lille million omkom som følge af den italienske kolonipolitik i perioden 1912-43.
Holmboe blev født i 1902 som søn af en købmand i Horsens. Hans bror Vagn gjorde karriere inden for moderne kompositionsmusik. Knud konverterede i en ung alder til katolicismen og uddannede sig som journalist. Han flyttede i 1928 med sin familie til Marokko, hvor han konverterede til islam og lærte sig arabisk.
I 1930 begav han sig ud på en rejse langs Afrikas middelhavskyst fra vest mod øst med Mekka og Medina som mål, en tur, han foretog i en åben bil af mærket Chevrolet. Firmaet burde i øvrigt have sponsoreret bogen, der tydeligt dokumenterer, hvad en Chevrolet kan tåle af terrænkørsel uden at bryde helt sammen - forudsat den er bygget i 1928. Veje var der ikke mange af i Nordafrika dengang.
Selv beskrev Holmboe sin rejse nærmest som et resultat af en fiks idé, tilskyndet af et tilfældigt møde med en engelsk journalist, men hans målrettethed giver indtryk af, at planen var mere gennemtænkt end som så. Han havde allerede skabt sig et navn med sine kritiske reportager om den italienske ekspansion på Balkan, så det er meget muligt, at hans egentlige mission var at skaffe sig førstehåndskendskab til italienernes fremfærd.
Turens første del gennem Marokko, Algier og Tunis tog form som et etnografisk eventyr, men på grænsen til Tripolitanien skifter beretningen karakter. Den rejsende omformedes langsomt til krigskorrespondent under foregivende af at være en blåøjet eventyrer.
I den østlige del af landet foregik der netop, da Holmboe passerede, en mellemting mellem etnisk udrensning og folkemord. Italienerne plomberede brønde inde i landet og koncentrerede beduinerne under usle forhold i bevogtede lejre ved kysten.
Mogens Pelts glimrende efterord forsyner læseren med det nødvendige overblik. Holmboe måtte nøjes med at gengive, hvad han tilfældigvis overværede, og hvad han fik underretning om undervejs, men det var også nok. Der slap generelt set næsten ikke nogen pålidelige oplysninger ud til offentligheden fra området, så hans beretning vakte sensation, hvad enten den nu var et resultat af en målrettet indsats af en dygtig journalist eller tilfældige iagttagelser af en eventyrer. Bogen blev hurtigt oversat til både engelsk og arabisk og dannede grundlag for en international forargelse over de italienske overgreb. Holmboes egne reportagefotos fra blandt andet nogle henrettelser bidrog antagelig væsentligt til denne effekt.
Holmboes beskrivelser er ikke fri for klichéer. Jøder brød han sig tydeligvis ikke om. Når de optræder, er det i rollen som snu købmænd, mens hans helte, beduinerne, selvsagt er ædle og stolte. Enkelte italienere er beskrevet med sympati, men som helhed efterlades læseren med indtrykket af en kolonimagt, der ikke bragte noget godt med sig. I Holmboes vokabular er civilisation et skældsord. De moderne byggerier og de knivskarpe pressefolder i Tripoli og Benghazi betragtede han som fremmedelementer.
Hans valg af transportmiddel blev anledning til en stadig påpegning af modsætningen mellem vestlig modernitet og arabisk oprindelighed. Det er klart, at sidstnævnte har hans sympati, men det foranledigede ham ikke - trods utallige punkteringer - til at stige om til kamel.
De sande værdier knyttede han til begreberne kultur og religion - forstået som islam. Han kan næppe kaldes fundamentalist. Hans sympatier i åndelig forstand lå især hos den inderliggjorte islam, hvis bærende element er fromheden mere end skriften. Han var betaget af enkelheden og askesen hos mystikerne og de muslimske eremitter og frastødt af europæisk dekadence og moralsk forfald.
Holmboe endte med at blive udvist til Egypten med skib. Det var blevet for tydeligt, hvad der var hans ærinde, og italienerne ville af med dette ubehagelige øjenvidne. Han var heldig at slippe fra sit eventyr i live. Han havde været ved at tørste ihjel i ørkenen, og de militære standretter kunne også sagtens have kostet ham livet. Efter udgivelsen af bogen i 1931 begav Holmboe sig på pilgrimsrejse til Mekka. Undervejs fra Jordan forsvandt han for altid. Den italienske efterretningstjeneste mistænkes for at have stået bag hans død.
Holmboes rejse er beskrevet med sans for dramatisering og med en tydelig poetisk åre. Bogen har patina af sin tid, men er langtfra bedaget, og den udgør ikke mindst i lyset - eller skulle man snarere sige skyggen - af nutidens begivenheder opslugende læsning.
(KD 7. april 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar