Tine Reeh: Kristendom, historie, demokrati - Hal Koch 1932-1945, Museum Tusculanums Forlag
Med denne bog om Hal Koch, der er antaget til forsvar for den teologiske doktorgrad i København, ønsker Tine Reeh at vise, at der er en indre sammenhæng mellem Hal Kochs arbejde som teolog og kirkehistoriker og hans udadvendte virke under og umiddelbart efter krigen, " at Hal Kochs arbejde og indsats karakteriseres af kontinuitet, at kontinuiteten er bestemt af hans teologiske udgangspunkt, og at hans teologi og kristendomsforståelse er en forudsætning for hans samfundsengagement".
Hal Koch ( 1904-63) blev i efteråret 1940 formand for repræsentantskabet i Dansk Ungdomssamvirke, og i den egenskab kom han til at spille en central rolle i besættelsens første tre år som en, der byggede bro mellem politikerne på Slotsholmen og den danske ungdom. Han fungerede på én gang som ambassadør for samarbejdspolitikken og som en af dens væsentlige kritikere. Den stilling, som han indtog, var bestemt ikke uden risici. Han blev udsat for et bombeattentat, sandsynligvis forøvet af danske nazister, og var udsat for trusler, der til sidst tvang ham under jorden.
Han var egentlig bare en stuelærd professor i kirkehistorie og ganske vist ikke helt ukendt for offentligheden før krigen, men da han i efterårssemestret 1940 udbød en forelæsningsrække om Grundtvig, blev de rene tilløbsstykker, og han modtog omfattende opmærksomhed i pressen. Som hans væsentligste indsats regnes hans arbejde for at demokratisere ungdommen. Han viste, at kampen ikke stod mellem danskere og tyskere, men mellem diktatur og demokrati.
Hans tanker om dette spørgsmål er samlet i den lille pamflet " Hvad er demokrati" fra 1945. Om en given udvikling er foregået gennem brud eller kontinuitet er et af historievidenskabens klassiske spørgsmål.
I dansk historieskrivning har en kontinuitetstradition været fremherskende, nemlig forestillingen om, at der går en lige linje fra kirkelige vækkelser, andelsbevægelse og folkehøjskoler i det 19. århundrede til vore dages sociale velfærdsstat.
Hal Koch er typisk blevet fortolket som en, der har formidlet denne overgang. Han opfattes som væsentlig, fordi han populært sagt gjorde Grundtvig til socialdemokrat, idet han fungerede som den viadukt, hvorigennem mellemkrigstidens forståelse af folkelighed, danskhed og folkestyre blev kanaliseret nogenlunde helskindet ind i efterkrigstidens opbyggelse af en demokratisk velfærdsstat.
Af både modstandere og tilhængere af velfærdsstaten er Hal Koch blevet udråbt til en af hovedarkitekterne bag den. I 2009 udgav denne anmelder en biografi, der udfordrede dette billede af Hal Koch på flere punkter, først og fremmest ved at understrege de brud, der var i hans liv.
Han blev født i et hjem, hvis kirkelige retningspræg kom tættest på Indre Mission. Hans far, Hans Koch, som var provst på Frederiksberg i København, beskrives gerne som socialdemokrat, men han var socialkonservativ og i kulturel forstand borgerlig. Under påvirkning af den dialektiske teologi nærmede Hal Koch sig Tidehvervs opgør med Indre Mission uden dog at tilslutte sig bevægelsen.
I 1930' erne var han ikke politisk engageret og kan bedst beskrives som kulturkonservativ. Han gjorde stejl akademisk karriere og blev i en alder af kun 32 år professor. Samtidig blev han optaget af Grundtvig, og hans forelæsninger og øvrige ytringer fra efteråret 1940 bærer stærkt præg af den grundtvigrenæssance, der havde grebet nationen. Hal Koch talte med uskrømtet national patos: " Danmark betyder i Dag Kamp, thi den Lov forkyndes os af de store, at kun det stærke og levekraftige kan bestaa. Kampen skal I kæmpe, hvis I vil leve Livet. Thi Livet det er for os Danskhed, og Kristenlivet er et dansk Kristenliv." For følelsesladede appeller som denne blev han ålet gevaldigt af tidehvervsfolkene K. E. Løgstrup og Vilhelm Krarup, der ikke kunne døje sentimentalitet.
Hal Koch nedtonede da også ret hurtigt i slutningen af 1940 sin nationale retorik til fordel for en politisk. Samtidig nærmede han sig i de følgende år et socialdemokratisk standpunkt. Man kan sige, at Hal Koch blev demokrat, samtidig med at han blev socialdemokrat.
Grundtvig blev i et vist omfang taget med i denne proces, men slet ikke med samme entusiasme, som Hal Koch havde udvist i 1940. Efter krigen blev Hal Koch forstander for Krogerup Højskole, der som et led i bevægelsen bort fra Grundtvig blev en ikke-grundtvigsk højskole og som sådan et forbillede for den nyskabelse af højskolebevægelsen, der fandt sted i 1960' erne. Skal man forstå Hal Koch som overgangsskikkelse, må det altså være som en figur, der lod sig forme af sin tid.
Han var meget påvirkelig, situationsbestemt, men det betyder ikke, at han savnede karakter. Han besad i afgørende situationer en personlig integritet og et mod, der gjorde ham til genstand for beundring. Det er faktisk vanskeligt at opdrive folk, der har noget ufordelagtigt at sige om Hal Koch.
Det er principielt vanskeligt at føre bevis for kontinuitet, fordi man i grunden skal vise, at ingenting er hændt, så at sige. Tine Reeh har gjort det endnu vanskeligere for sig selv ved at vælge så relativt lille et udsnit af Hal Kochs liv. Alligevel er det en lang bog. En fuld biografiom mandens 59 leveår i samme målestok ville fylde mere end 3000 sider.
Trods de mange sider lykkes det ikke Reeh at overbevise sin læser om, at Hal Koch i virkeligheden hele tiden mente det samme, at der er en " bemærkelsesværdig overensstemmelse" mellem, hvad han skrev og sagde før under og efter krigen. Reeh har imidlertid ret i, at teologien går som en rød tråd gennem Hal Kochs liv, og at dette emne ikke er behandlet fyldestgørende i den eksisterende litteratur om Hal Koch. Derfor er denne bog vigtig.
De bedste passager i bogen er gennemgangen af Hal Kochs prædikener, og hvis man ser bort fra hans mest grundtvigske tid, var han, som Reeh skriver, " afgørende bestemt af Karl Barth og den tidlige dialektiske teologi". Det var Hal Koch meget om, at evangeliet ikke kunne opfattes som en disponibel sandhed, som hans elev Jakob Balling har sagt det.
Hal Koch brugte gerne vendingen at være henvist til virkeligheden eller livet. Det vil sige, at man som kristent menneske har en forpligtelse over for den sammenhæng, man er sat i, men at denne forpligtelse ikke forud er givet en retning eller ideologisk valør. Der gives ingen absolutter i politik, som Hal Koch skrev til Løgstrup under krigen.
I sit samfundsengagement er mennesket relativt bestemt. Dermed bliver samfundsengagementet sat fri af teologien. Det var netop, hvad der skete for Hal Koch. Han var en sekulariseret kristen. Han følte sig ikke underlagt et guddommeligt kald i sit politiske virke, som hans sekretær, Vilhelm Nielsen, bemærkede. Han kunne dermed forene en relativt stabil teologisk ballast med en vekslende politisk kurs. Der var med andre ord kontinuitet og diskontinuitet på én gang.
Bogen slutter i 1945, og det er et besynderligt snit at lægge, for efter krigen udfoldedes hos Hal Koch og hans to aarhusianske kollegaer P. G. Lindhardt og K. E. Løgstrup denne såkaldte sekulariseringsteologi som tema: Hvordan kan man forene et moderne menneskeliv med det at være kristen? Det var et af de store spørgsmål i 1950' erne, og mange følte sig tvunget til at vælge side i det, der blev opfattet som en grundlæggende konflikt mellem humanisme og kristendom. Personligt favnede han begge dele i en dialektisk forbindelse.
Meget sigende var han efter krigen på tale både som Københavns biskop og som redaktør på Politiken. Han var i øjenhøjde med både det missionsk dominerede stift og Det Radikale Venstres kultur. Med Hal Kochs egne ord: " Humanisme og kristendom - spændingen består. Mennesker er vi, og det var som vort medmenneske, at Gud åbenbarede sig."
(KD 25. maj 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar