Festskrift til et socialdemokratisk århundrede

Henning Grelle og Helle Leilund (red.): Statsministre - 8 socialdemokrater. Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, 177 sider, 188 kr.

       

Det er et livsfarligt embede at være socialdemokratisk statsminister. Af de otte, vi har haft indtil nu, er de tre døde med støvlerne på - Stauning, Hedtoft, H. C. Hansen - mens en fjerde, Kampmann, måtte gå af på grund af et svært hjertetilfælde. Indtil videre har kun Anker Jørgensen haft held med at blive egentlig gammel, mens Nyrup stadig har håbet. De øvrige var heldige, hvis de nåede pensionsalderen. Selv en Stauning, der ellers gerne gav den som ærværdig olding, var ikke mere end 68 år gammel, da han døde i 1942. Der er ikke alene koldt på toppen. Der er direkte sundhedsskadeligt.

Staunings betydning kan vanskeligt overvurderes, men Henning Grelle kommer alligevel tæt på at gøre det. Skal man tro Grelle, var Stauning næsten ene mand om opbyggelsen af det danske demokrati, skabelsen af velfærdsstaten og afvisningen af totalitarismen. Det er næsten, som om Grelle i fuld alvor lever sig ind i den socialdemokratiske selvforståelse og betragter kaos som det eneste alternativ til Stauning, da han stillede op til genvalg i 1935. Så tosset var oppositionen altså ikke.

STAUNINGS EFTERFØLGER, juristen Vilhelm Buhl, (1881-1954) fik den vanskelige opgave at forvalte samarbejdspolitikken og siden befrielsesregeringen i to korte, men hektiske regeringsperioder. Han er blevet noget glemt - for nu ikke at sige lagt for had - fordi der var noget fundamentalt uheroisk over den utaknemmelige opgave, som han løste. Han udmærker sig ved at være den eneste statsminister, der efter sin regeringstid har haft andre ministerposter, som han vel at mærke forvaltede loyalt og dygtigt. Juristen Poul Smidt portrætterer.

Poul Villaume og Johnny Laursen leverer bogens to skarpeste bidrag om hhv. Hans Hedtoft (1903-1955) og H. C. Hansen (1906-1960). De viser, hvordan Danmark blev en integreret del af den vestlige alliance efter krigen. Hedtoft var oprindelig for et nordisk forsvarsforbund, men da det strandede på et alt for stærkt modsætningsforhold mellem norske og svenske interesser, indså han, at et Nato-medlemskab var den eneste farbare vej, selv om Nato i begyndelsen faktisk ikke havde midlerne til at forsvare dansk territorium - en oplysning, der blev forholdt den danske offentlighed. Da Hedtoft døde, og H. C. tog over, fortsatte denne fortielsens politik med det berømte brev til amerikanerne, hvori det hed, at hvad amerikanerne agtede at oplagre på Grønland ikke ville blive gjort til genstand for inspektion fra dansk side. Vælgerbedrag synes altid at være en integreret del af udenrigspolitikken.

REDAKTØR Thomas Larsen skriver levende om den højt begavede, men sygdomsplagede Viggo Kampmanns (1910-76) korte regeringstid 1960-62. Kampmann havde manier og turede gerne rundt på natklubber. Hans efterfølger, Jens Otto Krag (1914-1978), var ikke mindre dame-eller festglad, men var betydelig mere driftsikker.

De hørte begge til, hvad man lidt fejlagtigt kalder den første generation af akademikere i Socialdemokratiets top. Et godt eksempel på, hvor overset akademikeren Buhl er.

Krag var central i den generation af socialdemokrater, der så til, at velfærden blev til virkelighed, og arbejderne blev til parcelhusejere med fjernsyn og egen bil, mens den klasse, som Socialdemokratiet udgik fra, i selv samme proces forsvandt.

Han var - med endnu en af Bo Lidegaards rammende formuleringer - rundet af 1930' ernes krise og ideologiske kamp, og som sådan kendte han arbejderbevægelsens dybeste rødder, men han var født for sent til at suge næring fra dem.

Alex Frank Larsen har valgt at løse bindets måske vanskeligste opgave - portrættet af Anker Jørgensen (f. 1922) - ved at interviewe hovedpersonen selv. Opgaven er vanskelig, fordi Ankers økonomiske politik altid karikeres og sjældent bliver forstået i sin historiske sammenhæng. Hvad var han tvunget til, og hvad gjorde han af egen drift? Larsen fokuserer i stedet på forholdet til fagbevægelsen og tegner et sympatisk portræt men uden egentlig analytisk dybde.

BINDET SLUTTER med Hans Stavnsagers nøgterne og præcise portræt af Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) som en mand med nye idéer og gammeldags værdier.

Nyrups planer for afskaffelsen af arbejdsløsheden brød med den etablerede politik, men var i sin grund baseret på den klassiske leveregel: »Gør din pligt, kræv din ret«. Mulighederne for at holde fri på det offentliges regning skulle beskæres for nu at sige det lidt firkantet. Pointen for Stavnsager er, at det, som den efterfølgende borgerlige regering har noteret som sine succeser, blev grundlagt af Nyrup.

Den smukt tilrettelagte og velillustrerede bog udgives som katalog til en udstilling på Arbejdermuseet i København. Den er gennemgående skrevet i sympati for sit emne, så den giver indtryk af at være et festskrift til det socialdemokratiske århundrede, men de fleste bidragydere har givet sagligheden forrang, så der er tale om en oplysende gang gennem århundredet.

(Politiken 4. okt. 2009)