Den danske koloni

Erik Dybdal Møller: Danskere som indvandrere – det dansk-argentinske eksempel. Poul Kristensens Forlag, 174 sider, 218 kroner.

Argentina var indtil krisen i 1930’erne både et af verdens rigeste lande og et betydeligt indvandringsland. For 100 år siden var en fjerdedel af befolkningen født uden for landets grænser. Man anslår, at mere end 10.000 danskere udvandrede til Sølvlandet, men ikke alle blev. De, der gjorde, slog sig især ned i området omkring Tandil, Tres Arroyos og Necochea syd for Buenos Aires. De færreste af deres efterkommere taler i dag dansk, men mange af dem har tilknytning til den danske menighed, der siden de første danske indvandrere byggede en kirke i 1877 har hentet deres præster fra hjemlandet.

Forfatteren Erik Dybdal Møller er født i 1954 i Necochea som søn af præsten og vendte siden selv tilbage for at være præst nogle år. Bogens vandmærke er Møllers sympati for de danske i Argentina. Møller causerer over de store og små spørgsmål og problemer, der knytter sig til denne lille særlige koloni, som igennem generationer stolt har holdt på sit og sine, men nu er næsten assimileret. Det er tydeligvis en rutineret fortæller, der har nedfældet sine tanker på skrift, men den mundtlige forms lidt upræcise facon har desværre overlevet.

Der er for mange personlige digressioner og uforpligtende refleksioner – som f.eks.: »Alle lande og samfund forandrer sig«. – og ikke nok analyser og fakta, der kunne hjælpe læseren til at forstå, hvori denne forandring består.

Billederne er for det meste privatfotos. Et par kort og nogle flere billeder af de steder og mennesker, der fortælles om, ville understøtte bogens hensigt, der blandt andet er at introducere til et meget interessant emne.

(Politiken 9. feb. 2008)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar