Et livsfarligt bekendtskab

Arne Hardis: Klassekammeraten.Otto Melchior - kommunisten, der forsvandt. 300 sider. 299 kroner.Gyldendal

       

Lægesønnen Otto Melchior blev født i 1904 i København. På den dannede borgerligheds højborg, Metropolitanskolen, blev han klassekammerat med Mogens Fog og Arne Munch-Petersen, der som han blev kommunister. Deraf denne bogs lidt dobbeltbundede titel.

De stammede alle tre fra akademikerhjem i den øvre middelklasse, men valgte at identificere sig med den arbejderklasse, på hvis vegne Danmarks Kommunistiske Parti ( DKP) hævdede at tale. Melchior blev cand.polit. og gjorde nydelig karriere, ikke mindst som tillidsmand i HK. I sin fritid avancerede han hurtigt til DKP's centralkomité.

DKP var et ganske ubetydeligt parti, der kun tiltrak få promiller af vælgerne, og fiaskoen affødte indre stridigheder, som først nåede en slags afgørelse, da Aksel Larsen i løbet af 1931 fik tilkæmpet sig magten i partiet og dernæst skaffede det betydelig fremgang ved valgene.

Uheldigvis for Melchior havde han knyttet loyalitetsbånd til folk, der blev udrenset i denne proces. En af dem var søfyrbøder Richard Jensen, som var en central figur i den såkaldte Wollweber-organisation, der blandt andet stod bag et bombeanslag mod to trawlere fra Francos Spanien i Frederikshavn i 1938.

På tysk foranledning blev der ført retssag mod blandt andre Jensen og Melchior i sommeren 1941. Hardis fremhæver med rette det politiske element i sagen. Tyskerne havde brug for at legitimere invasionen af Sovjetunionen ved at vise, at Moskva sponsorerede terror i Europa. " Halvjøden Otto Melchior" opnåede i den forbindelse den tvivlsomme ære at blive nævnt i bilagene til den ' proklamation til det tyske folk', som blev læst op af Rigspropagandaminister Goebbels samme morgen - den 22. juni 1941 - som angrebet blev indledt.

Melchior blev faktisk frifundet. Det var dog ingen hjælp, for han blev straks interneret. I Horserød blev han frosset ud af DKP's ledelse, fordi han havde trodset deres linje.

Han døde af plettyfus den 16. februar 1945 under tvangsevakueringen af fangerne fra koncentrationslejren Stutthof i det nuværende nordvestlige Polen. Han forsvandt ikke, som bogens undertitel lader forstå. Faktisk blev hans lig året efter identificeret og bragt hjem.

Melchiors skæbne er ikke så farverig eller spektakulær som hans klassekammeraters.

Både Fog og Munch-Petersen er allerede glimrende biograferet. Derfor kan man godt forstå tilskyndelsen til at skildre klassekammeratens liv. Melchior er bestemt ikke uinteressant, men hans skikkelse er for mager - og for spinkelt belyst i kilderne - til at kunne bære en hel bog. Når bogen alligevel lykkes, skyldes det to forhold. For det første er Hardis en god historiker og en begavet fortæller.

Han fylder ikke lakunerne op med tom snak. Hans refleksioner over, hvad der egentlig var kommunismens appel i 1920' erne er for eksempel virkelig interessante.

For det andet er der spørgsmålet om kommunismens voldsberedskab. DKP havde i løbet af 1930' erne opbygget en demokratisk facade, der gjorde enhver forbindelse med Richard Jensens terrorvirksomhed meget ubelejlig.

På den anden side byggede partiet i 1945 sin succes på, at den tidligste væbnede modstand mod fascismen var kommunistisk.

Følgelig blev historien om Melchiors eksklusion ganske ubekvem for partitro kommunister, og han forsvandt fra deres erindring.

Arne Hardis har nu gjort sit for at drage ham frem igen. Det er fortjenstfuldt, især fordi det hverken er sket med fordømmelse eller æresoprejsning for øje, men derimod med eftertanke.

(KD 14. sep. 2010)