Henning Grelle, Thorvald Stauning - demokrati eller kaos. Jyllands-Postens Forlag, 552 sider, 299 kroner.
Thorvald Staunings skæbne er nærmest den inkarnerede socialdemokratiske grundfortælling om mennesket, der vokser op i små kår, men som i kraft af fagbevægelsen overvinder fattigdom og uretfærdighed. Det er den fortælling, som socialdemokratiske historikere siden har overført til at gælde hele landet. Det er blevet til historien om et land præget af fattigdom og uretfærdighed, som blev forvandlet til et velstående demokrati takket være Partiet. Her indtager Stauning rollen som den dobbelte helt, der først tog ansvaret for sin egen skæbne og dernæst landets. »Hvor saas Essensen af et Land/ saa samlet i en enkelt Mand?«, som Johannes V. Jensen skrev om ham.
Den unge Thorvalds (f. 1873) helbred gjorde det umuligt for ham at gennemføre læretiden på et smedeværksted, og han endte som cigarsorterer. Han organiserede sig, og med sin flid, sin dygtighed, perfektion og integritet avancerede han til afgørende tillidsposter i fagbevægelsen, sygekassen, arbejderpressen, partiet, Københavns Borgerrepræsentation og Folketinget.
Fra omkring 1910, da han blev valgt til partiformand og formand for Rigsdagsgruppen, samlede han arbejderbevægelsens tømmer i sine hænder og beholdt dem i næsten tredive år til få år før sin død i 1942.
Formet som statsmand blev han under Første Verdenskrig, da han avancerede til minister - den første socialdemokratiske overhovedet - i 1916. Det var ellers socialdemokratisk strategi ikke at tage del i regeringsmagten, før det absolutte flertal var vundet, men de helt særlige forhold under krigen gjorde det muligt. Den radikale mindretalsregering var i krise, og for ikke at skifte hest midt i verdenskrigens vadested blev der dannet, hvad der i praksis var en bred samlingsregering ved at lade repræsentanter for Socialdemokratiet og Venstre indtræde som såkaldte kontrolministre.
Sideløbende med sit ministeransvar fastholdt Stauning endnu en tid de gamle ambitioner om international socialistisk solidaritet. Gennem de europæiske søsterpartier arbejdede han fortsat for en fredsslutning.
Han havde også sammen med en eksilrussisk revolutionær og forretningsmand ved navn Helphand haft en nebengesjæft som privatpraktiserende udenrigspolitiker og skaffet fagbevægelsen en strategisk nøgleposition ved at give den kontrollen med importen af kul fra Tyskland. Det huede hverken de etablerede kulimportører eller Tysklands fjender for den sags skyld.
Som minister var han også med til at tage ansvaret for en indtil da enestående regulerings- og kontrolpolitik, der var begrundet i krigens økonomiske forhold. Men mens liberale kræfter anså den politik for at være en nødløsning, drog Stauning selv den lære, at planøkonomiske tiltag var et universalmiddel.
At erfaringer fra den Første Verdenskrig var så vigtige for Stauning bekræftes af hans sidste beretning som partiformand til den socialdemokratiske kongres i 1937. Han benyttede lejligheden til at gøre sit politiske bo op og pege på den militære neutralitet og reguleringspolitikken under Første Verdenskrig som betydelige sejre. Det var disse to politiske midler, der skulle bære Danmark frelst igennem kriser.
I påsken 1920 afsatte Christian X regeringen Zahle, uden at der var parlamentarisk dækning for beslutningen. Socialdemokraterne anklagede ham for statskup, og de var ikke sene til selv at true med et ekstraparlamentarisk våben, generalstrejke. Effekten af truslen blev betydeligt forstærket af den almindelige frygt for, at revolutionen i Rusland ville brede sig. Socialdemokraterne var ganske vist allerede på dette tidspunkt slået ind på en konsekvent antikommunistisk linje, men derfor kunne Lenin jo godt tjene som skræmmebillede, når nu lejligheden bød sig.
Christian X blev i den ophedede kamp om regeringsdannelsen reduceret til statist i sit eget kongerige, og det var også grunden til, at Stauning holdt op med at kræve republikken indført. Hvem ville ønske sig en politisk statschef, når man havde en konge, der havde afskrevet sig enhver indflydelse på den parlamentariske situation? På papiret havde kongen stadig ansvaret for regeringens udnævnelse, men i praksis indebar det en stærk mandsopdækning fra regeringschefens side. Det er ikke kun en vittighed, når man taler om det kongelige danske socialdemokrati, for i mere end halvdelen af kong Christians resterende regeringstid var det Stauning, der som statsminister stod for kongens politiske opdragelse. Samarbejdet kulminerede under besættelsen, da kongen indgik som et naturligt led i regeringens tilpasningspolitik.
Staunings privatliv var interessantere, end hans fremtoning lader ane. Det store skæg og sygekassebrillerne snyder. Han var ikke blot en bamse i overfrakke. Han var meget pertentlig med sin påklædning, lidt af en laps i sin ungdom, og åbenbart meget charmerende. I modsætning til andre skørtejægere var Stauning imidlertid et udpræget anstændigt menneske, der ikke løb fra sit ansvar. Det er et sympatisk træk, at han altid gerne rakte en gammel flamme en hjælpende hånd. Han havde som ung et halv-platonisk forhold til en lidt ældre kvinde, Andrea, hvis datter, Aase, han endte med at adoptere efter at have giftet sig med Anna, med hvem han ikke kunne få børn. Anna tog det også pænt, da han adopterede en søn, Holger, som han havde fået med en tredje kvinde. Oprigtig var hans sorg, da Anna blev dræbt i en trafikulykke i 1921, men han kunne dog ikke modstå stormkuren fra Olga, som han giftede sig med, og med hvem han fik en søn, Søren. Parret gennemgik en bitter separation i 1930, men aldrig skilt. Herefter indledte han et forhold til den 25 år yngre Augusta, der stod ved hans side til hans død. Indimellem bejlede han også og ikke helt forgæves til den skønne og karismatiske verdensdame, Sylvia.
Besættelsen 9. april 1940 var den logiske konsekvens af den udenrigspolitik, som Stauning havde været med til at føre. Han havde selv forhandlet med de øvrige nordiske lande og med briterne, og det stod klart, at ingen af dem var indstillet på at stille nogen garantier for Danmarks sikkerhed. Konklusionen var for Stauning og hans radikale regeringspartnere, at et dansk forsvar skulle møntes på at hævde landets neutralitet over for små grænsekrænkelser uden at gøre sig håb om at udgøre et troværdigt forsvar mod et større militært angreb, som alle frygtede ville komme fra Tyskland. Realpolitisk var der derfor intet overraskende i, at tyskerne overfaldt og tvang danskerne til overgivelse i løbet af en formiddag. Alligevel tog begivenheden hårdt på Stauning. Hans sidste tid var billedlig talt som Frode Fredegods endeligt. Man kørte et lig rundt i landet i håbet om at opretholde folkets tro på, at den gode og stærke landsfader endnu var ved sin fulde magt. Han døde, mens der stadig herskede nærmest fuldstændig national enighed om rigtigheden af den politik, han havde ført over for tyskerne, og han blev genstand for overstrømmende positive nekrologer - selv i Berlingske Tidende.
Henning Grelle har præsteret, hvad vi burde have haft for længst, nemlig en videnskabelig biografi om Stauning. Han er som leder af Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) selvskrevet til opgaven, men det betyder bestemt ikke, at den har været let. Det kræver ikke så lidt af et overblik overhovedet at samle stoffet til en velfortalt og lettilgængelig, saglig og meget kompetent biografi, der når hele vejen rundt om sin hovedperson i ét bind. Under 600 sider om en mand af Staunings format kunne nemt være blevet til det dobbelte i en udisciplineret forfatters hænder.
Grelle hører selv til i den socialdemokratiske historietradition. Bogens undertitel er ikke for ingenting halvt kopieret fra partiets slogan fra valget i 1935, dets mest succesrige nogensinde med en stemmeandel på 46,6 procent. Bogens hovedpointe er, at Stauning og hans parti stort set fra det 20. århundredes begyndelse var demokratiets vigtigste forsvarere. Det er antagelig en lidt for ideel tolkning af Staunings historie. Nu er der ingen tvivl om, at Stauning faktisk var et meget reelt menneske, der selv var med til at slå ned på magtmisbrug og korruption i egne rækker. Men det skal ikke dække over, at han også var et magtmenneske. Han gjorde karriere i det, der de første mange år var en kamporganisation, hvor der ikke er plads til afvigelser fra partilinjen. Det kræver en god del kynisme at få så meget magt og at fastholde den så længe.
Stauning og hele hans organisation var indstillet på først at tage magten, når de kunne få den udelt. Tættest på dette mål var de som nævnt i 1935. Var det lykkedes, er der ingen tvivl om, at det danske demokrati ville have undergået forandringer. Socialdemokratiet bevarede helt frem til midten af det 20. århundrede visionen om et samfund, der i økonomisk og politisk forstand var væsentlig anderledes end det bestående. Man må ikke lade sig forføre af den socialdemokratiske retorik til at tro, at når de talte om 'demokrati', var det altid demokrati i nutidig forstand, der mentes.
Men partiets strategi blev undergravet af, at det i Staunings skikkelse fik andel i den faktisk eksisterende magt i det parlamentariske demokrati. Hans og partiets forsvar for demokratiet var herefter lige så meget et forsvar for det system, der havde belønnet ham med indflydelse. Demokratiet skabte partiet, lige så meget som partiet var medskaber af demokratiet. Det skal ikke betyde, at Stauning ikke var demokrat. Men først og fremmest var han socialdemokrat.
(Politiken 27. aug. 2008)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar