Venskab og strid

I 1992 udgav nu afdøde Henrik Nissen de dele af brevvekslingen mellem K. E. Løgstrup og Hal Koch, som stammer fra besættelsestiden, en udgivelse, der har vundet status som nyklassiker. Brevene er et reservoir af erfaringer og formuleringer, som nu indgår i den erindringspolitiske kamps standardrepertoire, når det handler om besættelsestiden.

Forlaget Klim har nu gjort det læsende publikum den tjeneste at nyudgive brevene, suppleret med ti breve fra perioden 1934-36 og nogle enkelte af de breve, som vennerne udvekslede efter krigen. Nissens eget oprindelige forord er heldigvis taget med i denne udgave. Det er et mesterværk i sin genre -forbilledligt enkelt, kortfattet, præcist og klogt. Ove Korsgaards nyforfattede efterord giver et fint supplement til Nissens tekst, idet Korsgaard meget præcist karakteriserer brevvekslingen og ikke mindst de faser, den gennemgår.

Brevene fra før krigen danner et sigende bagtæppe. De minder om, at det først og fremmest var to teologer, der meddelte sig til hinanden. Løgstrup var dengang fuldbefaren Tidehvervsmand, og Hal Koch delte hans kritik af den særlige sentimentalitet, der prægede fx KFUM. Løgstrup lagde hele sit akademiske hjerte i brevene, mens Koch også fik stunder til at berette om hverdagens tildragelser og på sin egen kirkehistoriske facon mindet sin ven om, at han også skyldte at fortælle noget om familien og livet i Tyskland: " dine Breve minder om den ortodokse Tids Prækener: man kan paa dem ikke se i hvilket Aarhundrede eller hvilket Land, for hvilke Tilhørere eller af hvilken Præst, de er holdt. Af Overskriften fremgaar det, at du bor i Tübingen, af Underskriften, at der vedblivende eksisterer en Person, der hedder Rosemarie - og dermed Basta." ( 7/ 8 -35).

Brevvekslingen 1940-43 var præget af alvoren i den politiske situation. Akademiske spørgsmål trængtes i baggrunden. Striden mellem vennerne gik ikke så meget på målet for det politiske arbejde som midlerne. Det handlede for dem begge om at sikre et frit og demokratisk Danmark, men mens Løgstrup hurtigt ønskede at gå langt for at fremkalde et brud med tyskerne, stillede Hal Koch sig kritisk til, men grundlæggende solidarisk med de skiftende regeringers politik med det argument, at der var tale om en løsning, der havde den bredest mulige folkelige opbakning, hvilket valget i marts 1943 bekræftede. Løgstrup var anderledes radikal. Han krævede opslutning om absolutte værdier: " Men det jeg vilde sige dig, det er, at kommer du ved din Lydighed mod den Absoluthed, der er over vort Liv, i Kampen mellem Gud og Satan, saa er du ikke ansvarlig i noget Stykke for den Kamps Følger - det Ansvar kan du slet ikke bære, det er et umenneskeligt Ansvar, og det er gudløst at ville paatage sig det i et Forsøg paa at beregne det." ( 6/ 12 -41) Der er en stærk klangbund af Tidehverv i Løgstrups argumentation: Mennesket må ikke prætendere at tage Guds ansvar på sig. Sammenhængen var, at et brud med tyskerne ville medføre jødelovgivning. Og hvis var så ansvaret for jødernes deportation? Hal Koch fastholdt samarbejdslinjen blandt andet fordi det skånede danske liv. Han kunne godt savne de klare linjer, men " bliv mig saa fra Livet med det Sludder om det absolute og dansk Politik." ( 14/ 12 -41).

Man kan også tage denne forskel i deres måde at tænke på som et udtryk for den vej, de hver især tog inden for teologien. Hal Koch havde som historiker sans for det relative, mens Løgstrup som dogmatiker var vant til at tænke i absolutter.

Initiativet i korrespondancen var Løgstrups. Hans breve var ofte lange, sprudlende i traktater, mens Hal Kochs svar kunne være meget korte, endda lidt korte for hovedet. Ikke alene havde Løgstrup antagelig mere tid til at korrespondere, han sad også langt fra København og de store beslutninger og kunne tillade sig den luksus at havde absolutte principper.

Hal Koch sad på sin side som formand for Dansk Ungdomssamvirke meget tæt på de vigtigste politikere og kunne se ræsonnementet i deres handlinger, " bedærvede af den Vigtighedens Atmosfære, man kommer ind i, naar man lever sit Liv i ' vigtige Forhandlinger,'" som Løgstrup skrev. Løgstrup mente, at kompromiset og den nationale enighed var blåøjet og naiv. Selv om man ved et brud med tyskerne kun fik halvdelen af danskerne med sig, drejede det sig om den gode halvdel med instinkterne og energien i behold.( 6/ 12 -41) Grunden til Hal Kochs demokratisyn, der netop bestod i en respekt for alles synspunkter og ikke kun den ene halvdels, blev lagt med denne korrespondance, hvorimod Løgstrup udviklede synspunkter, der sagtens kunne forveksles med fx Kaj Munks. På den anden side var det netop Løgstrup, der med tidehvervsk allergi over for patos advarede Hal Koch om ( 10/ 11 -40), at Dansk Ungdomssamvirkes nationale appeller ikke adskilte sig væsentligt fra nazisternes.

Det forhindrede ham dog ikke i selv blot et år senere at øse af den nationalkonservative retorik, mens Hal Koch i samme periode forlod en opviglet og stærkt national grundtvigsk tone til fordel for en politisk pragmatisme og en markant anti-nazisme, der medførte et af besættelsestidens første bombeanslag mod hans hus.

Værdien af bogen afgøres ikke af, om den ene eller den anden havde ret. Det er en misforståelse at tro, at der er tale om en konkurrence, hvor man skal finde en vinder i debatten. Man kan sige, at de begge på afgørende punkter havde uret, men at det ikke lader sig gøre at afskrive deres standpunkter som ligegyldige. Og den vigtigste lære at drage er måske, at venskabet holdt, ikke uden ridser, men det holdt. Det havde de format til. Løgstrup overlevede Hal Koch med næsten 20 år, og han skrev kort før sin død i 1981 en mindekronik om sin ven, et meget smukt vidnesbyrd om den forbindelse, der var mellem de to mænd, en tekst som godt kunne have fortjent at blive genoptrykt. Men det skulle da også være en af de få mangler ved denne udgivelse.

Værdien af bogen afgøres ikke af, om den ene eller den anden havde ret. Det er en misforståelse at tro, at der er tale om en konkurrence, hvor man skal finde en vinder i debatten. Man kan sige, at de begge på afgørende punkter havde uret, men at det ikke lader sig gøre at afskrive deres standpunkter som ligegyldige.

(Højskolebladet 10. juni 2010)