Eva Fischer Mellbin og Franz-Michael Mellbin, Nu gælder det Danmark - statsministrenes nytårstaler, Lindhardt og Ringhof
De danske statsministres nytårstaler giver et interessant længdesnit i Danmarks historie de seneste 70 år. Nytårstalen har vist sig at være en ganske væsentlig genre at beherske for en regeringschef. Kun Folketingets åbningstale kan konkurrere i væsentlighed. Nytårstalen forstået som statsministerens radiotransmitterede henvendelse til folket blev skabt af Thorvald Stauning ved årsskiftet 1939-1940. Året efter blev kongens nytårstale for første gang radiotransmitteret. Begge taler blev indledningsvis holdt nytårsdag. Regentens er siden flyttet til nytårsaftensdag.
Statsministerens tale er siden 1961 også blevet tv-transmitteret, først fra Statsministeriet og siden 1986 fra den officielle residens på Marienborg. Enkelte år er der ikke blevet holdt en nytårstale. I de seneste år af Besættelsen fungerede regeringen som bekendt ikke. I 1960 var H. C. Hansen for syg til at holde sin, og nærliggende folketingsvalg har ved flere andre lejligheder forhindret, at talerne blev holdt.
Staunings ærinde med sin første nytårstale var at gøre det klart for det danske folk, hvilken vanskelig sikkerhedspolitisk situation Danmark stod i. Verdenskrigen var brudt ud, og det var kun et spørgsmål om tid, før den nåede til Danmark. Indledningen er en studie i retorik: " Man har ønsket, at jeg igennem radioen skal bringe en nytårshilsen til det danske folk, og dette ønske opfylder jeg gerne." Dette " Man" var uden tvivl statsministeren selv. Stauning besang neutraliteten: " Under krig er Danmark kun henvist til at leve sin egen fredelige tilværelse, men når dette sker, så er Danmark - trods alle vanskeligheder, der kan befrygtes - dog et af verdens lykkeligste lande.
Der er forløbet 75 år, siden Danmark sidst var tvunget ind i en krig, og siden har viljen til fred fæstnet sig i det danske folks sind." Men at dette land var umuligt at forsvare militært, gjorde statsministeren også ubarmhjertigt klart. Det var hele pointen med talen. Derfor vakte den også et politisk stormvejr, for ikke alle danskere var indstillede på det forhold.
At Stauning havde ret, viste sig kun få måneder senere, da Danmark blev besat.Talen er også en demonstration af, at ærlighed kun i begrænset omfang er et tjenligt instrument i politik i almindelighed og udenrigspolitik i særdeleshed. Tvetydighed har vist sig at være en nødvendig kunst.
I 1958 sagde H. C. Hansen: " Vi bør ikke afholde os fra at føre vort eget lands synspunkter frem, hvor de har chancer for at blive hørt. Og når enkelte herhjemme har kritiseret regeringens afvisning af at modtage langtrækkende raketvåben og atomammunition, svarer jeg med Tschernings ord i 1863: Der er ingen ære i at gøre det ukloge." H. C. Hansen bekræftede hermed den almindelige danskers forestilling om, at Danmark ikke ønskede at deltage i den atomare oprustning, men samtidig undlod han at udtrykke sig i klarhed om det forhold, at virkeligheden nok ikke rigtig svarede til ønsket. Statsministeren vidste, at amerikanerne opbevarede atomvåben i Grønland, men ønskede ikke at tage det politiske ansvar.
Grønlands stilling var overhovedet tilvejebragt af den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann. Hans tale til nationen, udsendt over BBC nytårsaftensdag 1941, er gengivet i bogen som den eneste tale af en ikke-statsminister.
Det giver mening, hvis man mener, at Kauffmann på dette tidspunkt repræsenterede den danske regering. Han tillod på vegne af sit land, men uden den danske regerings samtykke, USA at oprette baser i Grønland. Ud fra en legalistisk betragtning var Kauffmann en renegat, der ubeføjet gav amerikanerne tidsubegrænset råderet over dansk territorium.
Det er en indlysende god idé at udgive nytårstalerne, men også en vanskelig opgave.
Det har været et stort arbejde at opspore talerne. Ikke alle statsministre har været lige flinke til at sørge for at få talerne bevaret. Bogen er desværre uden videnskabeligt noteapparat. Det fremgår af forordet, at talerne er rekonstrueret ud fra mange forskellige kilder, men i de konkrete tilfælde ikke hvilke. Stammer de fra manuskripter i ministeriets arkiv eller statsministerens privatarkiv, fra lydoptagelser eller pressens referater? Den viden er afgørende for bedømmelsen af pålideligheden af ordlyden. Det er et retorisk filigranarbejde at skrive talerne, og det stiller tilsvarende høje krav til præcision i udgivelsesarbejdet.
Hver tale er kommenteret i et omfang, der svarer til talens, og her kunne man godt have økonomiseret lidt mere med pladsen. Bogen er til gengæld forsynet med et højst prisværdigt register og præsenterer sig i et flot udstyr.
(KD 31. dec. 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar