Og grøfterne graves...

Kim Møller: Vejen til Damaskus – Dansk islamforskning 1885-2005. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 154 sider 178 kroner.

Speciale Bogen er baseret på et historiespeciale fra Aarhus Universitet, og udgivelsen har den lidt omvendte begrundelse, at specialet fik en dårlig karakter. I forordet skriver Lars Hedegaard, at bedømmelsen var ideologisk og ikke sagligt motiveret, og derfor er der grund til at lade det komme til offentlighedens kendskab, og han retter en hård kritik mod de danske universitetsforskeres »magtfuldkommenhed« og deres manglende vilje til at anerkende anderledes synspunkter.

Vejledning og bedømmelse af et speciale er en vanskelig og ikke mindst fortrolig proces. Aarhus Universitet har ingen mulighed for at svare på Lars Hedegaards beskyldninger, for enhver offentliggørelse af, hvad der er foregået mellem vejleder og student eller vejleder og censor, er en krænkelse af den fortrolighed, som tjener ikke mindst til beskyttelse af studenten. På den anden side er studenten ilde stedt, hvis han vil klage, for muligheden for at dokumentere, at vejledningen har været urimelig, er meget lille.

Kim Møllers emne ligger helt inden for, hvad et moderne historiespeciale kan handle om. Han gennemgår de sidste 120 års fremtrædende danske orientalister: F.P.W. Buhl (1850-1932), J.E. Østrup (1867-1938) og J.P.E. Pedersen (1883-1977). I en periode fra 1950 og 30 år frem har der tilsyneladende ikke været foretaget islamforskning i Danmark, for den næste i rækken er Jørgen Bæk Simonsen (f. 1951). I sammenligningen mellem de fires syn på islam er det undersøgelsens gennemgående tese, at mens de tre første i større eller mindre grad repræsenterer en moderne objektiv videnskab med kristen eller anden eurocentreret farvning, er Simonsen på et tidspunkt i 1990’erne »gone native«, det vil sige, at han fortolker tekster, mennesker og tildragelser fra samme perspektiv som en troende muslim: Muhammed var i virkeligheden en flink fyr, og djihad betyder åndelig bestræbelse og ikke at man skal slå vantro ihjel. For nu at sige det lidt enkelt.

Det er nok at tage munden for fuld, når forlaget kalder bogen for »banebrydende«. Den er vigtig, fordi den oprigtigt forsøger at tilvejebringe en kritisk analyse af en af de væsentligste skikkelser i den danske debat om islam, og som sådan fortjener den at blive taget alvorligt. Den forfejler imidlertid sit mål som akademisk afhandling, fordi den ikke magter at sætte Jørgen Bæk Simonsen ind i en relevant religionsvidenskabelig kontekst. Det hjælper ikke, at bogens teoretiske kapitel roder mindst to diskussioner sammen, nemlig den om forholdet mellem multikulturalisme og eurocentrisme og den om religionsvidenskabens teori og metode, så begge dele forbliver højst uklare bogen igennem. Møller synes at mene, at man ikke både kan hylde multikulturalismen og være en ordentlig videnskabsmand samtidig.

Hvis den nuværende danske islamforskning skal karakteriseres, sker det vel mest hensigtsmæssigt i en sammenligning med den samtidige udenlandske forskning og ikke med en 100 år gammel dansk videnskabstradition. Når bogen sælges som debatbog, bliver sammenligningen mellem Buhl, Østrup, Pedersen og Simonsen endnu mere irrelevant. Den kommer til at fremhæve de gamle orientalisters kvaliteter for at kunne stille Simonsen i et så meget desto dårligere lys. Forlaget skriver i pressebrevet: »For hundrede år siden stod der respekt om dansk islamforskning. I dag må vi nøjes med ideologiske skønmalerier«. Det er faktisk en forvanskning af bogens oprindelige budskab, der er, at enhver forsker er præget af sin tid og sin kontekst. Det gælder såvel Simonsen som Buhl, Pedersen og Østrup. Kim Møller kan ikke sin videnskabs- eller kulturhistorie godt nok til at føre dén analyse igennem, men skal dog have point for forsøget.

Ingen forsker er kontekst-immun, og Kim Møller har antagelig ret i, at Jørgen Bæk Simonsen i lyset af indvandrerdebatten i løbet af 1990’erne er blevet trukket i retning af et forsvar for islam og et forsøg på at forklare danske muslimers position.

Det kan undre, at Kim Møller ikke lægger mere vægt på en mere konkret årsag til Simonsens seneste udtalelser, nemlig hans stilling som direktør for det danske institut i Damaskus 2001-2005, for det er jo den, der hentydes til med bogens titel. Det er ikke en fri forskerstilling, men er tæt knyttet til udenrigstjenesten, og det giver sig selv, at en diplomat må udtale sig anderledes end en uafhængig forsker.

I efterordet, der ikke var en del af det oprindelige speciale, accelererer Møllers pointe ud af kontrol, og han er kun ét skridt fra at beskylde Jørgen Bæk Simonsen for at gå islamisternes ærinde. Møller falder dermed i den grøft, som Lars Hedegaard har gravet, og derfra er det erfaringsmæssigt vanskeligt at finde op. Det er synd, for nu vil en interessant pointe drukne i den gamle debat, som man ærlig talt godt kan blive lidt træt af.

(Politiken 2. feb. 2008)