Høflig godbid fra Amalienborg

JØRGEN LARSEN, THOMAS LARSEN, BJARKE ØRSTED: »Amalienborg«.200 s. Ill. 350 kr. Gyldendal. 4 stjerner ud af. 6 stjerner ud af stjerner ud af 6

       

Denne bog med tekst af Berlingske Tidendes Thomas Larsen og Jørgen Larsen handler om Amalienborg som funktion, som hjem og som arbejdsplads, ikke som bygningsværk. Bjarke Ørsteds fotos slår temaet fast. De forestiller ikke arkitekturen, men menneskene i disse fantastiske rokokopalæer.

Forfatterne har interviewet og fotograferet både Dronningen, Prinsgemalen, Kronprinsen samt en lang række af slottets medarbejdere med charmerende gamle titler som hoffourer, ceremonimester, håndbibliotekar, garagemester og oldfrue.

Hofmarskallen, det vil sige personalechefen Ove Ullerup, har siden sin tiltrædelse i 2003 strømlinet arbejdspladsen. Nu er det f. eks. ikke længere givet, at en ansættelse ved hoffet er en livstidsstilling, og offentligheden har fået mere indsigt i hoffets økonomi. Der er kommet en smule mere åbenhed ved ind-og udgange, og her som alle andre steder, hvor den slags foregår, klager nogle over gennemtræk, mens andre glæder sig over den friske luft.

En af de væsentligste ændringer, der er indtruffet i Ullerups tid, er indførelsen af et egentlig pressesekretariat i 2004 i forbindelse med Kronprinsens bryllup. Indtil da beroede forholdet til offentligheden på velvilje fra mediernes side og ikke mindst Dronningens åndsnærværelse og evne til at styre fri af både det banale og det politiske, hvilket demonstreres igen i denne bog.

På et spørgsmål om den store indflydelse, Dronningen har haft på istandsættelsen af Christian VIIs palæ, svarer hun ganske åbent, at hun ved, at hendes smag er kontroversiel. Det er så sandt.

Den karrygule løber, som Dronningen fik presset ind i trappeopgangens sarte grå omgivelser, er f. eks. vanskelig at forlige sig med. I virkeligheden burde Dronningen residere i det spraglede Christian VIIIs palæ, hvor det i bogen forbigåede Amalienborgmuseum nu har til huse. Hun er en erklæret beundrer af Nicolai Abildgaard, der i sin tid farvesatte dette palæ med betydelig pang.

Det er ganske klart, at en bog som denne ikke kommer i stand uden en forståelse med hoffets pressechef, hvis strategi går ud på at ændre offentlighedens fokus. Pressen glemmer gerne det daglige benarbejde og hæfter sig i stedet ved den ydre pragt og de kongeliges privatliv. Det giver sammenlagt et uønsket indtryk af et forkælet driverliv.

Som modbillede hertil er det hoffet meget om at fremstå som en professionel organisation og kongefamilien som engageret og hårdtarbejdende.

Dette billede afkræftes ikke af denne bog. Den er både analytisk, indsigtsfuld, men også grundlæggende sympatisk indstillet over for sit emne. Bidrag fra de seneste års debat om kongehuset gengives, men med en påfaldende forkærlighed for at citere Berlingske Tidendes lederartikler.

Man har de fremtrædende medarbejdere i det berlingske hus, Larsen og Larsen, mistænkt for at ville søge skjul i høflig anonymitet, når mere alvorlige spørgsmål trænger sig på. Det er en meget høflig bog, og det kunne vel ikke være mere passende, eftersom ordet høflig oprindelig betyder »som det sømmer sig ved hoffet«.

(KD 12. nov. 2010)