Egensindig og forfængelig

Ole Stig Andersen, En PET-chefs erindringer, Forlaget Sohn

Ole Stig Andersen (født 1940) fik i 1965 en juridisk embedseksamen, der var god nok til, at han kunne gøre karriere i Justitsministeriet. I 1975 blev han til sin egen overraskelse udnævnt til chef for Politiets Efterretningstjeneste, en stilling han beklædte i 10 år. Derefter trådte han ud af den ministerielle løbebane og var fra 1984 til 1995 generalsekretær for Advokatsamfundet og fra 1995 til sin tidlige pensionering i 2000 direktør for Folketinget.

Det er helt usædvanligt, at en mand, der har haft et så betroet embede, vælger at udgive sine erindringer. Embedsmænd, der er oplært i Justitsministeriet, har tradition for en stærk systemloyalitet. Andersen derimod giver indtryk af at være egensindig, for nu ikke at sige ærekær og forfængelig. Han skriver selv, at han efter sin tid som PET-chef er blevet mere kritisk over for det, som tjenesten stod for.

Især er det markant, at han lægger så stor en del af skylden for konflikten under den kolde krig på USA. Han roser sig også af at have medvirket til, at tre CIA-agenter blev smidt ud af Danmark, og han beklager, at PET i hans tid var afhængig af den israelske efterretningstjeneste i overvågningen af arabiske terrorister.

Men den egentlige årsag til, at han skriver sine erindringer er, at PET-kommissionen i 2009 udtalte en ret skarp kritik af PET under Andersens ledelse og dermed også en kritik af Andersen. Baggrunden er en regeringserklæring af 1968, ifølge hvilken det ikke længere var tilladt for PET at registrere borgere alene på baggrund af lovlig politisk aktivitet. Man måtte med andre ord ikke mistænkeliggøres, bare fordi man var kommunist.

Tjenesten måtte dog stadig gerne registrere borgerne, hvis de udviste anden mistænkelig adfærd, for eksempel foretog rejser i Østblokken. PET var ikke en stat i staten, men var underlagt Justitsministeriets kontrol. Andersen var en af Madsens drenge, som man sagde. Niels Madsen var departementschef i Justitsministeriet gennem mange år og den, der regeringsloyalt udstak retningslinjerne for tjenesten.

Til gengæld har det været småt med den parlamentariske kontrol. Det såkaldte Wamberg-udvalg foretager stikprøvekontrol med tjenestens sager, men PET-kommissionen har fremhævet, hvordan dette kontroludvalg blev forholdt oplysninger og vildledt i Andersens tid som chef. Andersen hævder derimod, at han netop forsøgte at rydde op i det rod, som hans forgænger havde skabt, og at det var hans oprigtige ønske og opdrag at bistå Wambergudvalget i dets arbejde.

Det er vanskeligt at vurdere Andersens oprigtighed. "Hudløst ærlig" er en kliché, man hæfter på hvem som helst, der ikke er bange for at udlevere sig selv. Bogen kan vel godt kaldes ærlig i den forstand, at den udstiller sin forfatter med og uden forfatterens vilje.

Han lægger ikke skjul på egne svagheder og fejl, personligt såvel som professionelt. Andersen har adskillige ægteskaber bag sig og beskriver levende sine sideløbende erotiske eventyr. Det skal vel forestille hudløs ærlighed, men det er ærlig talt lidt uinteressant, selv i det tilfælde, hvor et intenst møde med en parisisk elskerinde førte til faktisk hudløshed.

Det er tydeligt, at bogen også er resultatet af et forsøg på en slags terapeutisk selvransagelse, men det er en misforståelse at tro, at den slags sjælegranskning er interessant for andre end forfatteren selv. De første godt 200 sider, der handler om barndom og ungdom, kunne med fordel være reduceret væsentligt, og resten er spækket med uvedkommende indskydelser, studentikose vittigheder, begavede mærkværdigheder og uventede kvaliteter.

En umotiveret diskussion af Danmarks forhold til EU er skarp og interessant. Beskrivelsen af kulturen, hierarkiet og de interne konflikter i Justitsministeriet er oplysende.

Det taler til forfatterens fordel, at han har gode ting at sige om mange mennesker, for eksempel den detroniserede departementschef Peter Wiese eller Poul Eefsen, der ellers ikke har et godt eftermæle som politidirektør i København.

Som tekst og læseoplevelse er bogen noget uforløst rod, og den efterlader også et tydeligt indtryk af en forfatter, der ikke ville have lyttet, selvom han havde modtaget velanbragte råd fra en forlagsredaktør.

(KD 4. sep. 2012)