Intet nyt om den tidligere statsminister

Kurt Strand: Poul Schlüter. Det var vel ikke så ringe endda. 316 sider. 299 kroner. People'sPress.

Denne portrætbog er bygget op som et langt interview, der følger hovedpersonen fra barndommen til i dag.

Schlüter blev født i Tønder i 1929, og hans efternavn er vidnesbyrd om hans delvist tyske ophav. Han er opvokset i trygge købstadsborgerlige kår som dobbeltsproget, sønderjysk og tysk, men har som mange sønderjyder, der har forladt landsdelen, valgt at lægge dialekten helt på hylden.

Han blev i 1953 Danmarks yngste folketingskandidat, men blev først valgt ind i 1964. I mellemtiden havde han fået sig en juridisk embedseksamen og havde i mange år advokatpraksis sideløbende med sit virke i politik.

I 1974 nåede han helt til tops i det, der støt og roligt var blevet et meget lille parti. På 10 år lykkedes det ham at skaffe de konservative 42 mandater og gøre sig selv til statsminister. Anker Jørgensen gav op i 1982, og Schlüter overtog uden valg.

Han satte fagbevægelsen stolen for døren og gennemførte økonomiske reformer. Det førte til stor modstand.

Strand spørger, om de mange demonstranter på Christiansborg Slotsplads ikke gjorde indtryk. Schlüters svar er fuldstændig tørt: " Man tænkte ikke ret meget; kiggede på dem og tænkte, at de nok snart ville gå hjem, og det gjorde de jo også." Interessant er også Schlüters svar på spørgsmålet om, hvordan stemningen var mellem USA og Danmark under fodnotepolitikken i 1980erne: " Den var fin." Fodnotepolitikken var et indenrigspolitisk anliggende.

I 1993 var Schlüter selv ramt af det mærkværdige fænomen, regeringsmetaltræthed. Han valgte at trække sig efter Tamilrapporten uden at udskrive valg, og Socialdemokratiets nye formand, Poul Nyrup kunne danne regering. Siden kom Schlüter i Europaparlamentet med et rekordhøjt personligt stemmetal. Han forsøger i dag at holde sig fra at kommentere aktuel politik, men det falder ham vanskeligt at være helt tavs. Schlüter er tydeligvis ikke fan af Lene Espersen.

Til gengæld har han høje tanker om Connie Hedegaard, som han antagelig gerne havde set som sin efterfølger. I dag nyder den forhenværende statsminister antagelig større respekt, end han nogensinde før har gjort. Ham tillægges æren for genoprettelsen af den danske økonomi efter årene med Anker Jørgensen som statsminister, og samtidig opfattes han som en langt mere kompromissøgende og sympatisk figur end Anders Fogh Rasmussen.

Der er en sandhed i begge dele, men helt så venlig og sympatisk har han nu ikke været hele tiden. Han bekræfter, at han er blevet lidt ensom på sine gamle dage, fordi så mange år i politik har kostet venskaber. Mest markant var opgøret med hans gamle ven og mentor Erik Ninn-Hansen under Tamilsagen. Man forbliver selvfølgelig ikke statsminister i 10 år bare ved at være en flink fyr.

Schlüters særlige egenskab er hans evne til at udvise respekt. Det kommer meget tydeligt til udtryk i samtalerne med Strand. Som politiker er det vigtigt at have dygtige modstandere, som han siger et sted. Han har faktisk noget pænt at sige om de fleste. Han er for eksempel den første til at anerkende, at Anker Jørgensen ikke havde det let i sine kampe med LO.

Schlüter har format nok til at se tingene fra sine modstanderes synspunkt. Hans omtale af Ninn-Hansen udgør lidt af en undtagelse, for her kommer der en snert af bitterhed frem. Det er karakteristisk for Schlüter, at han er værst ved sine egne. Som regeringsleder sagde han til sine partifæller i ministeriet, at hvis de ragede i uklar med ministre fra de øvrige partier, ville han som statsminister ikke holde med sine egne. I den forstand har Schlüter været en ægte konservativ.

Han har kunnet sætte sig ud over snævre partiinteresser. Deri ligger for ham meningen i det forhold, at det konservative parti er et folkeparti. Bogen er et journalistisk portræt af mennesket og politikeren Schlüter. Strand ligger under for den journalistiske uvane, at alting skal fortælles i nutid. Det er antagelig tanken at gøre dramaet nærværende, men virker i længden bare som et billigt trick.

Hvis man ser bort fra denne stilistiske indvending, er det vanskeligt at se, hvad Strand egentlig vil med dette portræt. Han er en udmærket håndværker, men han kommer ikke i nærheden af at udfordre Schlüter. Han får ikke noget ud af den gamle ræv, som ikke allerede er kendt. Det er Schlüter selv, der bærer bogen, og det gør han med værdighed og troværdighed, men der er stadig tale om et partsindlæg, der savner lidt dygtigere modstand.

(KD 19. okt. 2011)