Godsejernes lokale magt

Niels Clemmensen, Konflikt og konsensus i kommunen, Museum Tusculanum

Det er et særtræk ved dansk politik, at godsejerne har haft bemærkelsesværdig lille indflydelse i modsætning til for eksempel det preussiske junkervælde.

De nationalliberale, der stod bag statsomvæltningen i 1848-1849, tilhørte næsten alle borgerskabet, og hvis man ser bort fra J. B. S.

Estrup, familien Scavenius og et par enkelte andre, har store jordbesiddelser ikke givet adgang til politisk magt. Det var i hvert fald, hvad vi troede indtil nu.

Niels Clemmensen behandler i sin disputats, der kan købes i bogform, og som han forsvarede med held på Københavns Universitet den 18.

marts, lokalpolitikken med eksempler fra Østjylland ( Kousted-Råsted) og Sydsjælland ( Bårse-Beldringe), og han konkluderer, at godsejerne havde en meget stor indflydelse.

I 1840 gennemførtes en modernisering af den lokale civilforvaltning i kongeriget, der indebar indførelsen af sognekommuner, hvis grænser var sammenfaldende med pastoraternes.

Præsten var til at begynde med født medlem af det såkaldte sogneforstanderskab, fra 1855 kaldet sogneråd, forløberen for vore dages kommunalbestyrelser. Sognerådene blev løbende demokratiseret, men med en valgret, der især i begyndelsen favoriserede sognets store jordejere.

Clemmensen gennemgår en række enkeltsager og spørgsmål i sognene og viser, at godsejernes gamle ind-flydelse på lokale forhold blev kanaliseret ind i den kommunale forvaltning, og at de bevarede den. Han viser også, at den konflikt mellem " de store og de små bønder", som var så betydningsfuld for landspolitikken under forfatningskampen i årtierne frem mod Systemskiftet i 1901, slet ikke var så tydelig i kommunalpolitik.

Godsejerne og gårdmændene havde i mange tilfælde sammenfaldende interesser i lokale spørgsmål.

Clemmensens indsigtsfulde og meget velskrevne undersøgelse lægger sig i forlængelse af en fornyet interesse for godsejernes og adelens historiske betydning kulturelt, økonomisk og politisk. Det er et brud med en over 100 år gammel og veletableret foragt for det store hartkorn blandt danske historikere. Derudover er disputatsen udtryk for en anden markant tendens, nemlig en opmærksomhed på, at overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki på mange områder var glidende og udviklingen træg.

(KD 28. marts 2011)