Jonathan Steinberg: Bismarck - jernkansleren, Forlaget Sohn
Hvis Otto von Bismarck ikke havde gjort politisk karriere, ville han antagelig være blevet kendt som en betydningsfuld forfatter. Han havde sprognemme og beherskede foruden sit modersmål både engelsk og fransk til fuldkommenhed på skrift.
Han var en fremragende brevskriver, men til gengæld en middelmådig taler. Hans karisma fungerede bedst i små selskaber. Demokrat blev han aldrig. Det var ikke så meget et princip, som det var et udtryk for, at han ikke beherskede genren. Han var ikke egnet til at forføre forsamlinger, og derfor kunne han ikke bygge sine politiske succeser på retorik eller vælgeropbakning.
Hans først tale som ministerpræsident i den preussiske landdag i 1862 var ikke skræddersyet til at behage. Han fremlagde sit program med de berygtede ord: " Dagens spørgsmål vil ikke blive afgjort ved taler eller flertalsbeslutninger men ved blod og jern." Sandheden i disse ord fik danskerne at mærke to år senere. Sejren over Danmark i 1864 konsoliderede Bismarcks magt hjemme og dannede grundlaget for den vej, som han og Tyskland slog ind på derefter.
Bismarck blev født i 1815 som fjerde søn af en adelig godsejer i markgrevskabet Brandenburg, øst for Berlin. Han tilhørte fra fødslen den herskende preussiske junkerklasse. Han var udset til en tilværelse som jorddrot, men det kedede ham faktisk. Heller ikke en militær løbebane passede ham.
I Preussen havde adelen privilegeret adgang til en of-ficerskarriere, men selvom Bismarck gjorde militærtjeneste og lige akkurat blev of-ficer, var han set med offi-cerselitens øjne et tyndt papir.
Han flakkede i sin ungdom rundt, studerede og rejste og var vel nærmest en slags rodløs intellektuel. Der var derfor noget sært forlorent over ham, når han senere i sin politiske karriere gerne optrådte i uniform.
Et af de få mennesker, han ikke kunne tryne, var general Helmuth von Moltke, den i Danmark uddannede leder af den preussiske generalstab, som var strategen bag de tyske sejre over Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870-71. Bismarck forstod som ministerpræsident og siden rigskansler at spænde den militære succes for sin politiske vogn, og han manøvrerede med et utroligt træfsikkert jugement mellem politiske modstandere og vrangvillige allierede og opnåede en af de mest bemærkelsesværdige sejre i europæisk politik overhovedet på sin tid, dannelsen af det andet tyske kejserrige i 1871 med Preussen og dermed ham selv i spidsen.
Et af de midler, der bragte ham så vidt, var den opfattelse, at politik og især udenrigspolitik skal bedrives helt uden sentimentalitet eller idealisme. Det betyder ikke, at magtudøvelsen ikke kan finde sit mål uden for sig selv, men at magten ikke kan forklæde sig som andet end det, den netop er, og at magten yderligere tilhører den, der har viljen til at udøve den.
Bismarcks nærmeste slægtning og måske endda lærling i dansk politik var Erik Scavenius. Også han var rundet af det store hartkorn og ejede den dertil hørende arrogance, der ikke bryder sig stort om popularitet og vælgertilslutning. Også han anlagde en usentimental og upopulær vurdering af de eksisterende styrkeforhold og handlede derefter.
Statsminister Stauning stillede meget præcist diagnosen på Scavenius, der som bekendt blev beskyldt for at være tyskervenlig, med ordene: " Scavenius er overhovedet ikke venlig!". Det samme indtryk gjorde Bismarck. Han var sjældent venlig. Han kunne være charmerende, men var ellers både kolerisk, hypokondrisk, utaknemmelig og kynisk. Kun mod sine nærmeste var han trofast og hengiven, endda kærlig. Mod resten af verden brugte han hele sin personligheds styrke til at få sin vilje.
En central pointe i bogen er, at Bismarcks geni også blev Tysklands skæbne. Bismarck havde ikke brug for faste strukturer og klare kommandolinjer for at fungere.
" Ordnung muss sein" var ikke hans valgsprog. Tværtimod beherskede han kaos bedre end de fleste, og derfor brugte han ikke sin magt til at tilvejebringe en hensigtsmæssig forfatning for et samlet Tyskland.
Da han blev afskediget af sin kejser i 1890, efterlod han et tomrum, som ingen magtede at udfylde, og det ser Steinberg som årsag til Tysklands skæbne i det 20. århundrede: " Der var en helt lige og direkte linje mellem Bismarck og Hitler." Den pointe er nok lige lovlig hårdt trukket op, men der er det rigtige i den betragtning, at det viste sig nærmest umuligt indrette en levedygtig stat med det skrammel, der stammede fra boet efter Bismarck, der døde i 1898.
Jonathan Steinberg citerer flittigt fra breve og beretninger af både Bismarck selv og hans samtidige for at tegne et portræt af denne fascinerende personlighed. Han forfalder i sin analyse til nogle ret forenklede freudianske pointer om en bister far og fraværende mor, men dem kan man jo springe over. Bogen er oversat fra engelsk, og det ville have været ulige mere logisk at tage en af de tyske biografier om Bismarck som forlæg, ikke mindst for at undgå, at de talrige citater skulle gennem to oversættelser.
Man kan have indvendinger mod nogle af oversætterens løsninger, men det må fremhæves, at det er lykkedes at tilvejebringe en letflydende læselighed, der understøtter bogens essayistiske karakter, og den skal ikke mindst bydes velkommen, fordi den tilbyder en gennemtænkt tolkning af en så væsentlig skikkelse, som Bismarck var for sit eget fædreland og for Europa.
(KD 27. okt. 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar