Indvandring har altid næret samfundet

Bent Østergaard: Indvandrerne i Danmarks historie – kultur- og religionsmøder. Syddansk Universitetsforlag. 562 sider, 378 kroner.

Det er den åbenlyse hensigt med denne reviderede udgave af Bent Østergaards egen bog fra 1983 at vise, at indvandring er reglen og ikke undtagelsen i Danmarks historie, og at indvandring har bidraget positivt til den kulturelle og økonomiske udvikling. Det er selvfølgelig prisværdigt igen at gøre opmærksom på dette forhold, der ganske rigtig bliver meget tydeligt, når det gennemgås fra begyndelsen.

Det geografiske rum, der i dag er Danmark, blev befolket af indvandrere, efter at isen havde trukket sig tilbage for godt 10.000 år siden. Hvad vi ved om migrationer i forhistorisk tid, er ret begrænset. Arkæologer har – og især har haft – en tendens til at tolke ethvert kulturskift som et resultat af indvandring. Man har åbenbart ikke tillagt den stedlige befolkning en evne til selv at ændre sædvaner, teknik eller kulturelt udtryk. Det fik engang historikeren Aksel E. Christensen til at bemærke, at det jo heller ikke giver mening at tale om, at Danmark i 1880’erne blev erobret af andelsmejerifolket, der kom hertil med højskolekulturen.

Østergaard er opmærksom på problemet, men gør dog ingen indvending i den anledning, når det handler om venderne. Dette slaviske folkefærd fra det nuværende Pommern, der hører til blandt skurkene i Saxos Danmarkskrønike, var naturligvis også så meget andet end ransmænd. Blandt andet brugte de trænagler til skibsbygning, hvor skandinaverne brugte jernnagler. Nu har man fundet rester af et skibsværft på Falster, hvor trænagler anvendtes, og deraf har man sluttet, at der må være tale om en vendisk virksomhed. Det kunne jo også være vikinger, der bare omkostningsminimerede, må man indvende. Nu understøtter stednavneforskningen faktisk den antagelse, at der har været vendiske bosættelser øst for Storebælt, så måske har arkæologerne ret alligevel.

Hvorom alting er, skal vi frem til 1500-tallet, før vi kan danne os et indtryk af karakteren og omfanget af indvandringen på baggrund af andet end rent gætværk. Det gælder Christian II’s import af nederlandske grønsagsdyrkere til Amager. Det er i øvrigt også historien om en af de langsomste integrationsprocesser overhovedet. Den blev faktisk først fuldbyrdet for få generationer siden. Det hænger sammen med positiv diskrimination, idet hollænderne på Amager nød privilegier, der gjorde det attraktivt for dem at bevare deres særpræg. Østergaard skriver i øvrigt også et meget oplysende kapitel om de meget dygtige hollandske kvægavlere, der i den seneste generation har opkøbt landbrugsjord i Danmark.

Fra det 16. til det 19. århundrede fulgte tyskere, jøder, huguenotter, romaer med mange flere, og i det tyvende århundrede jøder igen, ungarer, jugoslaver, tyrkere, tamiler, somaliere, palæstinensere osv. osv. Forholdet til de øvrige nordiske lande forsømmes af Østergaard, selv om skandinaver og folk fra de nordatlantiske bilande er vandret og vandrer hertil i stort tal.

Et skel i dansk indvandringshistorie blev sat med den økonomiske krise i begyndelsen af 1970’erne. Fra dette tidspunkt var indvandringen ikke længere styret af en efterspørgsel på arbejdsmarkedet, og det havde store konsekvenser for integrationen. Det politiske svar kom cirka ti år senere. I moderne indvandringspolitik ser Østergaard 1983 som et skæringsår. Fra dette tidspunkt blev modstanden mod indvandring et politisk synspunkt, man måtte regne med. Justitsminister Erik Ninn-Hansen vakte opsigt ved at udtrykke sin bekymring over en alt for liberal indvandringspolitik: »... meget siger mig, at vi skal passe på, hvis vi med vores lille befolkning på fem millioner ønsker at være en nationalstat i fremtiden«. Meget er sket på Christiansborg siden da, og man spørger sig selv, om der nogensinde var blevet en Tamilsag, hvis den var indtruffet blot ti år senere?

Østergaards bog hævder sig ikke, fordi den er sprudlende original eller befinder sig på forkant af forskningen. Den er først og fremmest anbefalelsesværdig, fordi dens forfatter forekommer at være et meget samvittighedsfuldt menneske i ordets mange betydninger. Han har et ærinde at gå, ikke af egeninteresse, men af samvittighed, og han forretter det med samvittighedsfuld omhu. Som aktiv i bl.a. Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp har han en stor del af de seneste mange års flygtningepolitik på første hånd, og selv om det er klart, hvordan han forholder sig til den nuværende flygtninge- og indvandrerpolitik, holder han en saglig tone.

Jeg savner kun viljen til for alvor at tælle. Det er nok karakteristisk for den indvandringsåbne linje i dansk politik, at den i meget lang tid betragtede det som problematisk i sig selv at lave statistik. Tæller man imidlertid efter, viser det sig, at de seneste 30 års indvandring til landet i mængde overgår alt andet, hvis man ser bort fra flygtningestrømmen 1944-45. Disse hovedsageligt tyske flygtninge – omtrent en kvart million i tal – adskiller sig dog fra de fleste andre flygtninge derved, at kun en meget lille del af dem blev her.

Der er ingen tvivl om, at vores tid – om nogen – fortjener betegnelsen folkevandringstid. Hvad man indtil nu har kaldt folkevandringstiden, nemlig midten af det første årtusinde e.Kr., kan godt gå hjem at lægge sig. Hvad denne epoke i sin helhed kunne præstere af migration målt som antal migrerende individer gange tilbagelagte kilometer, overstås antagelig i vores tid på et par år, hvis ikke mindre. Aldrig har så mange mennesker flyttet sig permanent i så store mængder over så store afstande inden for så korte tidsrum. Den demografiske dynamik i Europa er nu fuldstændig afhængig af indvandring fra ikke-europæiske lande, og det er historisk set en enestående situation. Ikke nok så mange farverige fortællinger om huguenotter i Fredericia kan bidrage væsentligt til løsning af nutidens problemer. Vi er henvist til at høste vores egne erfaringer.

(Politiken 15. jan. 2008)