En nøjsom giver og en retskaffen mand

Anna-Lise Bjerager: Brygger for folket. 184 sider. 300 kroner. Gyldendal.Udkommer i dag.

Jacob Christian Jacobsen ( 1811-1887) hørte til dansk erhvervslivs absolutte elite i det 19. århundrede.

Han kan i dygtighed og personligt format næsten kun jævnføres med den knap 20 år yngre C. F. Tietgen. Jacobsen er tillige en af dansk erhvervslivs mest biograferede skikkelser. Kristof Glamanns autoritative værk fra 1990 dannede forlæg for den ambitiøse tv-serie " Bryggeren", der reducerede historien til et psykologisk drama om forholdet mellem far og søn. Den gav et endimensionelt portræt af en tyrannisk og ufølsom mand. Anna-Lise Bjerager gør i denne nye bog ret i at holde fast i Glamanns oprindelige billede, som har både perspektiv og nuancer.

" Mønsterbryder" kalder Bjerager ham. Det kan man nu med større rimelighed sige om Tietgen. Mønsteret var for Jacobsens vedkommende sådan set allerede lagt fra begyndelsen. Han overtog i en ung alder sin fars bryggeri i København og arvede fra ham en faglig stolthed og en forståelse for nødvendigheden af at udvikle produktet og produktionsmetoder. Og det gjorde han så resten af livet.

Det var ikke så meget mønsteret som størrelsesforholdet, der ændrede sig. Hans bryggeri voksede hurtigt ud af den københavnske baggård og måtte forlægges til Valby, hvor der var både plads og adgang til vand, og hvor han udviklede virksomheden til den første egentlige industriproduktion i stor skala i København.

Han var pionér, men han forblev brygger hele sit liv, blot endte han med at være en meget velhavende sådan.

Han blev født ind i det københavnske borgerskab og bevarede tilhørsforholdet til denne stand som en central del af sin selvforståelse resten af livet. Det indebar også, at han aldrig anammede den moderne industrikapitalismes logik, der brød igennem med Tietgen og hans generation. Forretningen blev ikke drevet for forretningens skyld.

Tietgen var til sammenligning en hård hund, der greb en mulighed, når han så den, uanset branchen.

Han havde for eksempel en finger med i spillet, da Tuborg blev stiftet som konkurrent til Carlsberg.

Imidlertid hændte det i 1882, at Tuborgs produktion slog fejl, og Jacobsen trådte til og tilbød sin hjælp. Her viste generationsforskellen sig. Hvis Tietgen havde fået samme mulighed, ville han have forlangt noget for ydelsen, helst en ejerandel. For Jacobsen derimod handlede det om at fremme ølbrygningskunsten som sådan, og han gjorde det uden forventning om modydelser. Der var tale om en politik fra hans side. Carlsbergs laboratorium rendyrkede sin tids bedste ølgær, men Jacobsen ønskede ikke at bevare det som en forretningshemmelighed.

Det skulle komme alle til gode. Det er et af de mest fascinerende træk ved bryggerens historie, at han af sindelag var en dårlig kapitalist og på trods af det forblev førende i sin branche. Hvad kunne han ikke have drevet det til forretningsmæssigt, hvis han havde ejet sine konkurrenters brutalitet? To træk havde han dog til fælles med Tietgen, nemlig at han var både religiøs og en storslået mæcen.

Tietgen var grundtvigsk sindet, mens Jacobsen betragtede kristendommen som en etisk forskrift: " Menneskets Maal er aandelig og sædelig Fuldkommenhed." Han personificerede på mange måder, hvad man ofte kalder den protestantiske arbejdsetik: flid, pligtfølelse, omhu og nøjsomhed, selvom han heller ikke gik af vejen for lidt luksus, især når der var gæster. Han var en retskaffen træmand og en uegennyttig stivstikker. Han var en patriotisk patriark, der i sin selvopfattelse havde retten til at bestemme og pligten til at hjælpe, og han brugte en stor del af sine midler på filantropi, kunst og videnskab.

Han stiftede Carlsbergfondet og var hovedsponsor for genopbygningen af Frederiksborg Slot efter branden i 1859. Dertil finansierede han indretningen af Det Nationalhistoriske Museum og fik også lagt det ind under fondet, der indtil for nylig havde en aktiemajoritet i bryggeriet. Det er en kringlet og besværlig ejerskabsform, der af mange blev betragtet som en uhåndterlig arvelod fra stifteren. På den anden side har fondsejerskabet også vist sig som en uventet styrke i forbindelse med de seneste ti års internationale udvidelse af virksomheden, en interessant historie, som man kan læse om i Niels Lundes biografiom en mere nutidig Carlsbergchef, Nils Smedegaard Andersen.

Bjeragers bog er smukt tilrettelagt og forsynet med mange velvalgte illustrationer. Med kun godt 100 siders brødtekst er der i sagens natur tale om en meget kort biografi, der alligevel når fint rundt om sit emne. Bjerager er erhvervsjournalist, og det er tydeligt, at hendes referenceramme er det 21. århundredes erhvervsliv mere end det 19. århundredes borgerlige kultur, politik og økonomi. Det virker lidt søgt, at bagsideteksten partout vil gøre sin hovedperson til " globalist", men det er nu heller ikke et tema, der gøres meget ud af i bogen.

Som i Glamanns biografier erhvervsmanden Jacobsen i centrum. Bryggerens personlige dannelse og tro, hans forhold til familien, hans rolle i københavnsk kultur, hans tid som borgerrepræsentant og rigsdagsmand bliver der også plads til, men kun i en form, der kan kaldes en skitse til et helfigurportræt.

(KD 1. sep. 2011)