Mogens Herman Hansen, Demokratiets historie fra oldtid til nutid, Museum Tusculanums Forlag
Denne bogs titel er faktisk lidt misvisende. Den burde strengt taget hedde "Demokratiets historie i oldtid og nutid" og ikke "fra oldtid til nutid", for demokrati som styreform har næsten udelukkende været praktiseret i perioden 500 f. Kr. til 150 f. Kr. og igen fra cirka 1800 til og med i dag. I oldtiden var demokratiet begrænset til cirka halvdelen af de godt 1000 græske bystater, der var spredt ud over hele den østlige middelhavsverden.
I nyere tid fik demokratiet et gennembrud i Nordamerika, da en række britiske kolonier rev sig løs og sluttede sig sammen til det, der blev USA. Med enkelte undtagelser fandtes der i de mellemliggende knap 2000 år ingen demokratiske stater. Det er en bærende pointe for Mogens Herman Hansen at påpege, at der ikke er nogen forbindelse mellem nutidens og oldtidens demokrati som praksis betragtet.
Grækerne fremhæver selv med stolthed, at demokratiets vugge stod i Athen, men de er ikke af den grund mere disponeret for demokrati eller demokratisk adfærd end andre - snarere tværtimod, tør man næsten sige. Der er ingen historisk kontinuitet mellem oldtidens athenske demokrati og det jammerlige kaos, som praktiseres i den græske hovedstad i dag.
Hansen peger imidlertid på en anden arv fra antikken, som har haft væsentlig større betydning i Europas historie end det athenske demokrati, nemlig de store græske filosoffers syn på demokratiet, og det var ikke positivt: " Især Platon, men også Aristoteles, anså demokrati for en perverteret forfatningsform". Hos Platon sammenlignes staten med et skib, og hvis det skal styres fri af fare, nytter det ikke, at mandskabet først skal forhandle om kursen.
Den må fastlægges af den myndige kaptajn. Dette klassiske argument mod det ineffektive " palaverdemokrati" genfinder man i dag hos mere autoritært anlagte politikere og såmænd også hos fortalerne for indførelsen af forretningsministerier i de lande, der har brug for at styre fri af finanskrisen.
Aristoteles skelnede mellem enevælde ( monarki), fåmændsvælde ( oligarki) og folkevælde ( demokrati) som styreform. Den retfærdige stat var den, der blev styret ifølge loven og til alles bedste og ikke imod loven og blot til de regerendes bedste. Det gjaldt altså også demokratiet, der i dette perspektiv lige så vel kan betragtes som " flertalsegoisme" eller " pøbelvælde".
Historikeren Polybios videreudviklede disse tanker til en teori om, at en retfærdig stat og et stabilt styre skulle rumme både monarkiske, oligarkiske eller aristokratiske og demokratiske elementer. Denne blandede forfatning forblev et ideal langt op i det 19. århundrede, mens det rene demokrati blev betragtet med skepsis. Denne skepsis blev ikke mindst forstærket af de blodige erfaringer fra Den Franske Revolution.
Den oldgræske demokratiske bystat var styret direkte af en stor folkeforsamling. De moderne demokratier opstod i store stater, hvor det er praktisk umuligt at samle alle myndige borgere på et sted på en gang, og derfor var det en nødvendig forudsætning, at folkets vilje kunne udtrykkes ved hjælp af et organ, der udgjorde en troværdig repræsentation af folket.
I lande som Sverige og England kunne man bygge direkte videre på en tradition for repræsentative forsamlinger, der havde eksisteret siden middelalderen, mens man i et land som Danmark måtte opfinde rigsdagen forfra. Siden er valgretten og valgbarheden udvidet til at omfatte stadig større dele af den myndige befolkning, idet tidligere begrænsninger, der knytter sig til for eksempel formue, beskæftigelse, køn eller alder, er blevet afskaffet.
Statsborgerskab er imidlertid stadig et afgørende kriterium, og fordi indvandringen har været så stor i de seneste årtier, betyder det, at store dele af den europæiske befolkning er uden fulde politiske rettigheder, helt op mod 20 procent i enkelte lande.
Når disse indvandrere ikke bare får stemmeret, hænger det sammen med, kunne Hansen med fordel have tilføjet, at den europæiske demokratiske kultur - i modsætning til den amerikanske - i høj grad er udviklet i parløb med nationalismen, og at nationalstaten har dannet en meget succesrig ramme om mange europæiske demokratier.
Udfordringer mod nationalstaterne opfattes derfor ikke overraskende som en undergravning af demokratiet. Montesquieu udviklede på baggrund af Polybios' tanker teorien om, at magten i en retfærdig stat skal være delt mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, men i løbet af det 19.
århundrede udviklede de fleste demokratier en tradition for den lovgivende magts primat. Parlamenterne blev bærere af folkesuveræniteten og hovedkilde til magtens legitimitet. Det er, hvad vi herhjemme kender som det hørupske princip: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget.
Mogens Herman Hansen lægger stor vægt på parlamentarismen som hovedprincippet i det moderne demokrati, og den anden vigtige form, som demokratiet har antaget i nyere tid, nemlig det præsidentielle demokrati, kommer til at stå lidt i skyggen i hans fremstilling. Vi kender det vel først og fremmest fra USA, men det praktiseres også i en vis grad i Frankrig, Rusland og i flere latinamerikanske lande. I et præsidentielt demokrati dannes regeringen ikke på baggrund af et flertal i parlamentet, men udpeges af en folkevalgt præsident. Det præsidentielle demokrati er ikke mindst interessant, fordi det i højere grad trækker på Polybios' blandede forfatning og Montesquieus magtdelingsprincip.
Bogen er leksikalsk i sit anslag, kortfattet og indholdsrig. Enkelte steder sporer man, hvad forfatteren selv mener om en sag, men det er ikke bare en tilfældig debatbog, vi har med at gøre, men nærmest en lære-eller opslagsbog, der opsummerer mange års forskning. Som sådan vil den fungere vældig godt, ikke mindst takket være de gode registre.
Mogens Herman Hansens prosa bør fremhæves som noget særligt. Han meddeler sig præcist, enkelt og klart. Det er en sjælden kunst.
(KD 14. aug. 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar