Lars N. Henningsen og Broder Schwensen ( red.): I venskab og tillid. Istedløvens tilbagevenden til Flensborg i 2011. 116 sider. 220 kroner. Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.
Mens det berømte monument over de faldne fra slaget ved Isted stadig stod opstillet bag Tøjhuset i hovedstaden, stillede københavnerviddet krav om, at Istedløven skulle tilbage til Istedgade. Bag denne ironiske distance til det slesvigske spørgsmål gemmer der sig en folkelig bevidsthed om, at Bissens statue ikke hørte hjemme, hvor den stod.
Løven blev som bekendt oprindeligt opstillet i Flensborg i 1862. Preusserne bragte den til deres hovedstad efter krigen i 1864, hvor den først blev opstillet ved det berlinske tøjhus og derefter ved det preussiske kadetakademi i Berlin-Lichterfelde.
Her stod løven endnu ved afslutning af Anden Verdenskrig, da nogle handlekraftige danskere fik den bortført til København, hvor den officielt blev overdraget Christian X ved en ceremoni i oktober 1945. Kongen udtalte ved den lejlighed de ord, der har ligget til grund for den danske politik lige siden: " Naar Forholdene tillader det, bør [ løven] vende tilbage til Flensborg for der at staa som et Minde om de Tider, der er gaaet, og til Erindring om alle dem, der ofrede livet i Treaarskrigen." der er siden krigen blevet gjort adskillige forsøg på at få løven tilbage til Flensborg, men hver gang strandede de på lokal modstand, indtil det endelig lykkedes i 2011. Fra dansk side var sagen ikke mere kompliceret end at den for det meste kunne varetages af en fuldmægtig i Kulturministeriet, mens Flensborgs overborgmester erklærede den for at være " Chefsache".
De vanskeligste forhandlinger foregik internt i Flensborg. Især den konservative gruppe i byrådet mente, at løven ikke havde mistet sin karakter af dansk sejrsmonument, men til sidst kunne der etableres en politisk enighed, der var bred nok til at det lod sig gøre at hævde, at Flensborg ønskede sin løve tilbage, og at forudsætninger dermed var skabt for, at Christian X's løfte kunne indfris.
nu må det retfærdigvis bemærkes, at overdragelsen ikke var helt betingelsesløs fra dansk side. En vidtløftig idé om at skabe en hul sokkel i et moderne formsprog blev afvist i København til fordel for en genskabelse af Bissens i granit. De oprindelige indskrifter af nationalt dansk tilsnit måtte naturligvis udskiftes med de selvfølgelige forsikringer om venskab og tillid mellem Danmark og Tyskland.
Denne dobbeltsprogede bog er en er meget omhyggelig, ja egentlig ret omstændelig i sin beskrivelse af begivenhederne og ikke mindst aktørerne. Mange mænd i jakkesæt får deres portræt gengivet. Det virker, som om forfatterne har sat sig for at pleje så manges forfængelighed som muligt ved at omtale netop deres afgørende betydning for flytningens heldige afvikling.
På den anden side er bogen værdifuld som dokumentation af, hvordan erindringspolitik føres i den praktiske detalje. Der var jo ikke blot tale om praktiske problemer med at flytte en meget tung og skrøbelig ting fra København til Flensborg. Det handlede om en symboltung genstand, der skulle omtolkes fra at være et stridspunkt til at være et samlingspunkt. Det er en vanskelig proces, hvad bogen tydeligt dokumenterer. Som sådan er den en nyttig håndbog for alle, der ønsker at opstille, nedrive eller flytte et mindesmærke.
(KD 15. nov. 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar