Tidligere chefredaktør på Expressen Staffan Thorsell mener det sidste og har sat sig for at trække så mange skeletter ud af det svenske skab som muligt, om han så selv skal opfinde et par stykker af dem til lejligheden. Bogen er skrevet efter samme recept, som Ekstra Bladet laver kampagnejournalistik: Kendsgerningerne holder antagelig i byretten, men de er sovset til i en retorik, der trækker historien helt ud af kontekst. Selv mange af kapiteloverskrifterne ligner de dækningsløse checks, som tabloidpressens redaktionssekretærer jævnligt udsteder: »Hitler fylder halvtreds år og får en statue af Karl XII i gave«. I brødteksten krymper statuen til en statuette. »Hitler vil ikke købe Dagens Nyheter«. Nej, og tænk, han købte heller ikke Tivoli.
Problemet er, at Thorsell skriver væsentlig bedre, end han tænker, og så vil han for enhver pris have sin dagsorden drevet igennem. Han bruger forargelsen ikke alene som relevanskriterium og drivkraft, men også som ordnende princip, og det sker på bekostning af den journalistiske dyd, at man altid skal lade begge parter komme til orde i en konflikt.
Tag f.eks. en episode fra 1934, hvor Hitler tog imod den svenske ærkebiskop: »Man skulle have troet, at Sveriges ærkebiskop, med al sin teologiske uddannelse, ville have en vis viden om forskellen mellem godhed og ondskab, men da Erling Eidem satte sig i sofaen hos Djævelen selv, havde han tilsyneladende ingen anelse om, hvem han mødte. I stedet gjorde han på en indsmigrende måde sit bedste for at komme på god talefod med Adolf Hitler«.
Biskop Eidem havde faktisk en legitim grund til at optræde høfligt over for Hitler. Hans ærinde bestod nemlig i at protestere over nazificeringen af den tyske kirke. Eidem smigrede ikke Hitler for at smigre Hitler, men for at opnå noget. Genren kaldes diplomati, og den er af natur uskøn. Hitler på sin side ville gerne have, at Eidem deltog i indsættelsen af den nye nazistiske rigsbiskop. Det var hele hans dagsorden. Eidem nægtede. Ærkebiskoppen var faktisk temmelig konsekvent – om end diskret – kritisk over for Hitlers kirkepolitik, men alligevel efterlades læseren med den opfattelse, at ham Eidem han var en rigtig skidt fyr, for han havde jo været i kontakt med Hitler. Det er en gennemgående metode hos Thorsell, at han dømmer folk efter det, som de engelsktalende kalder ’guilt by association’.
Thorsell går efter kendisserne. Det svenske folk, der sandsynligvis rummede store antidemokratiske segmenter, lades i fred. Thorsell har især et horn i siden på kongehuset. Det i øvrigt velkendte forhold, at den nuværende konges tyske morfar var fremtrædende nazist, bruges naturligvis ikke til at bebrejde kongen noget, næh selvfølgelig ikke, men det er kun alt for tydeligt, med hvilken skadefryd Thorsell udmaler morfarens meritter over flere sider.
Den episode, der har givet bogen sin titel, var et brev, som den daværende konge Gustav V skrev til Hitler i efteråret 1941. Heri beskrev kongen sin glæde over åbningen af østfronten, fordi han betragtede bolsjevismen som en stor fare for Europa. Brevet blev blot aldrig sendt, for den socialdemokratiske statsminister Per Albin Hansson modsatte sig det. Kongen valgte i stedet at overdrage budskabet mundtligt til den tyske ambassadør i Stockholm, hvilket får Thorsell til at konkludere, at kongen gik bag om ryggen på statsministeren. Tolkningen spiller på kongens angivelige sympatier for nazismen, og anklagen om landsforræderi hænger som en klam dunst i gardinerne.
Kongen var ganske rigtig slet ikke socialdemokrat, men derfor behøvede han jo ikke være stillet helt uden for den politiske sammenhæng. Man kan sagtens forestille sig, at den svenske regering faktisk ønskede at give udtryk for, at den anså Sovjetunionen som en trussel. Det understøttes af meldingerne fra den svenske ambassadør i Berlin. Antikommunisme var en politisk grundstemning i hele Europa, ikke mindst blandt socialdemokrater. Det ville heller ikke være noget uberettiget sikkerhedspolitisk synspunkt, når man tager den sovjetiske aggression over for Finlands i betragtning.
Det kunne imidlertid ikke formuleres som en regeringserklæring, der ville være for stærkt et udtryk for solidaritet fra et på papiret neutralt land. Et brev fra kongen ville antagelig have samme effekt, mens man godt kan forestille sig, at regeringen har betragtet en mundtlig tilkendegivelse fra kong Gustav som den rette uforpligtende form. Hitler fik budskabet, hvilket et skriftligt svar vidner om, og svensk neutralitets særlige natur var bekræftet.
Det er ikke, fordi Thorsell ikke har ret i sit opgør med en svensk selvgodhed, der gerne dyrker myten om Folke Bernadottes idealisme og handlekraft som en særlig svensk dyd. Man må antage, at svenskerne har stået for deres andel af hykleriet, løgnagtigheden og eftergivenheden i perioden 1933-45. Skal man gøre sig håb om at forstå, hvordan og hvorfor det forholdt sig således, må man imidlertid konsultere andre end Staffan Thorsell.
(Politiken 24. nov. 2007)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar